Oversigt2. person i guddommen har været Gud fra evighed af. Det er svært for os at forstå, thi for os har alting en begyndelse og en afslutning. I Prædikeren læser vi om vor be- grænsning: ”Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.” Præd. 3:11.
Men fra før verden kom til, var Jesus 2. person i guddommen og fik som Menneskesøn det hebræiske navn YAHSHUAH, som genspejler Guds hellige navn YHWH, der ofte i GT er brugt om Herren Gud.
Menneskeheden havde ved synden mistet sit fællesskab med Gud og måtte genløses / forløses. Derfor fødtes 2.person i guddommen som menneske. Gud forudså, at menneskene vil falde i synd. Og efter guddommens rådslutning skulle 2.person i guddommen, YAHSHUAH, genløse menneskene ved at hellige dem ved at give sit blod for dem. Vi læser i Ef. 1:4: ”For i ham (2.person i guddommen) har han (Gud Fader) udvalgt os før verdens grundvold blev lagt til at skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn.”
Der står om YAHSHUAH, som vi i dag kalder Jesus: ”Han udtømte* sig selv, tog en tjeners skikkelse på og kom i menneskers lighed**” Fil. 2:7.
* Græsk: ekenosen. Han afstod fra at bruge sin guddommelige magt i en bestemt tid.
** Han var Menneskesønnen, men var også Gud. Derfor kunne han byde over stormen, men også græde som vi. At Jesus på den måde kom til os, er under over under, og vi kommer aldrig til at forstå det, vi kan kun tro det.
Vi så hans herlighed
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Joh. 1:1 ”Og Ordet (YAHSHUAH) blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, den herlighed som den enbårne Søn har fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Joh. 1:14.
I begyndelsen viser hen til 1.Moseb. 1:1. Alt er skabt af ORDET og ORDET er uden begyndelse. Det udtrykkes klart i Salme 33:6: ”Himlen blev dannet ved Herrens ord, og hele dens hær ved et pust fra hans mund.”
Vi læser også om ORDET i Jer. 23:5-6: ”Se, dage kommer, siger HERREN (YHWH), da jeg skal oprejse den retfærdige spire for David, Kongen, som skal være konge og gå frem i visdom og gøre ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda blive frelst og Israel bo trygt. Og dette er hans navn, som han skal kaldes med: HERREN (YHWH), VOR RETFÆRDIGHED.”
Den herlighed, Johannes skriver om, så Peter, da han på Jesu bud var taget ud på søen for at fiske men intet fangede. Da Jesus bød ham igen at kaste nettet ud, fangede han så mange fisk, at det var ved at revne, og to både blev fyldt med fisk. (Luk. 5:1-9.) Da forstod Peter, at når Jesus kunne befale fiskene at gå i nettet, ville han også kunne se, hvad han, Peter, gemte i sit indre. Og han faldt ”ned for Jesu knæ og sagde: Gå fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!” Vers 8.
Arthur Custance, en begavet bibelkyndig mand, skrev i sin bog The Seed of the Woman (kvindens sæd) om synden, som biologisk forplantedes fra slægt til slægt. Han gør rede for, at synden forplantes gennem mandens sperma og ikke gennem kvindens ovum (æg). Det har den største betydning at forstå dette, thi derved fødtes Jesus som syndfri, idet han ingen jordisk fader havde. Lukas skriver i 1:35: ”…kraften fra den Højeste skal overskygge dig. Derfor skal også Det Hellige, som bliver født af dig, kaldes Guds Søn.”
”Han blev prøvet/fristet på samme måde som vi, dog uden at synde.” Hebr. 4:15. Det er det græske ord peirazo, der her er anvendt og som betyder prøve, at blive disciplineret, testet og fristet. Det er i den betydning, vi skal forstå Hebr. 4:15: ”Han blev prøvet i alle ting som vi, også udsat for fristelser, dog uden at synde.”
Det er Guds storhed, at han ikke skabte engle og mennesker med en automatisk kærlighed og tilbedelse til ham. Han giver alle sine skabninger en fri vilje til at vælge. Denne frie vilje havde Jesus også. Og den havde Lucifer ligeså, da han var den ypperste salvede kerub. Men han traf det forkerte valg og vil også have os til at træffe forkerte valg.
En frivillig taksigelse og lovsang er liflig for Gud, ja, den er som en dyrebar røgelse. ”Lad os derfor,… altid bære lovprisningsoffer frem for Gud, det vil sige frugt af læber, som lover hans navn.” Hebr. 13:15.
Ved tro på Guds Lam som offerlammet, der bar vor skyld, er vi i stand til med tillid og uden fordømmelse i hjertet at hvile i, at vi er Jesu pletfrie brud, idet han døde, for at vi kunne få del i hans retfærdighed. Paulus skriver: ”Den, som er forenet med Herren, er én ånd med ham.” 1.Kor. 6:17.
I Ap.g. 20:28 står disse betydningsfulde ord: ”Giv agt på jer selv og på hele den flok, som Helligånden har sat jer som tilsynsmænd over for at vogte Guds menighed, som han købte med sit eget blod.” Ap.g. 20:28. Det var Jesus som Gud, der købte menigheden med sit eget blod og ikke mennesket Jesus.
Skønt Jesus havde en ægte menneskenatur, var det ikke den faldne menneskenatur, thi synden var ikke nedarvet i ham. Han var uden synd, og synd var ikke i ham. (Hebr. 4:15, 1.Peter 2:22 og 1.Joh. 3:5.) Han havde ikke den faldne Adams natur, men var den syndfrie 2. Adam. (Rom. 5:12-21 og 1.Kor. 15:45-49.) Adam var syndfri, indtil han tilsidesatte det, Gud havde sagt. Den 2. Adam skulle oprette det, den 1. forspildte.
Læg mærke til den store forskel i ordlyden i disse vers:
”Dengang Gud skabte mennesket, gjorde han det i Guds billede.” 1.Moseb. 5:1.
Og: ”Adam (efter syndefaldet)… avlede… en søn, som var ham lig og i hans billede.” 1.Moseb. 5:3. En kort beskrivelse af, at menneskene nu ikke mere var i Guds men i det faldne Adams billede. Synden er nedarvet i os, og intet menneske kan undgå at synde.
Synd er vantro! Jesus sagde: ”Når han (Helligånden) kommer skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd, fordi de ikke tror på mig.” Joh. 16:8-9. Dvs. at når mennesket ikke tror på Gud, river det sig løs fra afhængigheden til Gud og lever i stedet sit eget, selviske liv.
Synd er i GT beskrevet med ordene: hattãt: at forfejle et mål, tage fejl af vejen, gøre fejltrin, forse sig; ãwon: at vige af fra vejen, at ville afvige fra vejen, begå overtrædelser; pæsja: at vende sig imod Gud i åbent oprør, frafald. I NT bruges bl.a. ordet hamartía: at forfejle sit mål, skyde fejl (f.eks. med en pil), fejltrin, forseelse; anomía: lovbrud, lovløshed, misgerning; og paráptõma: falde ved siden af, overtrædelse, fejltrin. Der er ingen mulighed for at overse og undskylde uvidenheds synder. Gud vil, at alt skal frem i lyset. Og beder vi ham derom, hører han vor bøn og viser os lidt efter lidt vore skjulte synder.
Paulus blev kaldet og sendt af Gud for at ”oplade deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kunne få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig.” Ap.g. 26:18.
Bibelen lover frelse ved tro på Jesus. Men der står også. ”Men nu siden I er blevet sat fri fra synden og er blevet tjenere for Gud, da høster I frugt som fører til helliggørelse, og målet er evigt liv.” Rom. 6:22.
Omvendelse og tro på Jesus frelser os, medens kampen både mod den skjulte og den åbne synd er helliggørelse. ”Stræb efter fred med alle og efter helliggørelse, uden hvilken ingen skal se Herren.” Hebr. 12:14.
”Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som blev os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning.” 1.Kor. 1:30.
Al synd er rettet mod Gud og er modsætningen til et liv i Guds hellighed og kærlighed. ”Jesus sagde: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din forstand.” Matt. 22:37. I disse ord er der ikke plads til ubevidste synder. En lære, der siger at ubevidst synd ikke er synd, kommer fra Djævelen, som vil, at vi skal møde frem for Gud på dommens dag med en mængde synder, som vi ikke har gjort noget for at få frem i lyset.
David bad: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig, og kend mine tanker! Se, om fortabelsens vej har indtaget mig, og led mig på evighedens vej!” Salme 139:23-24. Bønnen: Ransag mig og kend mine tanker! er Davids ønske om at også lære de ubevidste synder at kende. David vidste, at fortabelsens vej let kunne indtage ham. Og at tro, at ubevidst synd ikke er synd, er et skridt hen imod denne vej.
David så ikke sin synd med Batseba, førend profeten Natan sagde til ham: Hvorfor har du ringeagtet Herrens ord, og gjort det, som er ondt i hans øjne? Du har dræbt hetitten Urias med sværdet. Du har taget hans hustru til dig som din egen hustru, og du har brugt folket fra Ammons sværd til at dræbe ham.” 1.Sam.12:9. Davids misgerning ændrede ikke på den kendsgerning, at Batseba i Guds øjne var Urias´ hustru. (Se også Matt.1:6.)
Da sagde David til Natan: Jeg har syndet mod Herren! Og Natan sagde til David: Så har Herren tilgivet din synd. Du skal ikke dø.” 2.Sam. 12:13. Davids fra begyndelsen ubevidste synd var altså en synd til døden i Guds øjne. Og kun fordi Gud viste ham hans synd, og han angrede den, tilgav Gud ham.
David siger i Salme 32:1-5:”Salig er den, som har fået sine overtrædelser tilgivet og sin synd dækket over. Salig er det menneske, som Herren ikke tilregner misgerning og som er uden svig i sin ånd. Så længe jeg tav, blev mine ben borttæret,…. Thi dag og nat lå din hånd tungt på mig. Min livskraft svandt som i sommerens tørke. Men min synd bekendte jeg for dig, og min misgerning har jeg ikke skjult. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren. Og du tilgav mig min syndeskyld.”
David følte sin syndeskyld mod Gud som en tung byrde. Og han vidste, at han var skyldig også i områder, han endnu ikke havde set. Derfor bad han: ” Ps.51:6: ”Behold, thou desirest truth in the inward parts: and in the hidden [part] thou shalt make me to know wisdom.” (Citeret efter King James Version.) [Se, du ønsker sandhed i de indre, skjulte dele (i mig). Du vil lade mig kende din visdom.]
- Gud lader sig ikke nøje med en overfladisk erkendelse men vil, vi skal tilbede i fuld erkendelse af ham. Jesus lærer: ”Gud er Ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Joh. 4:24” Altså ikke en tilbedelse udfra en kødelig forståelse men en tilbedelse, som Ånden oplærer os til i sandheds erkendelse af, at hans ord er sandhed.
Synden, både den vi umiddelbart kan se og erkende og den ubevidste, som Guds Ånd vil vise os, medfører skyld, som kun kan blive taget bort ved soning ved Guds Søns stedfortrædende gerning. Og tilegnelsen af denne gerning sker ved menneskets tro og tillid til Guds frelse.
Synden bringer bedrøvelse. Vi læser om Davids bedrøvelse og anger over synden i denne bøn, efter at profeten Natan havde oplyst ham om hans ubevidste synd: ”Vær mig nådig, Gud, efter din miskundhed! Udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed! Tvæt mig fuldkomment ren fra min skyld, og rens mig fra min synd! Mine overtrædelser erkender jeg, og min synd står mig altid for øje. Mod dig, mod dig alene har jeg syndet, og gjort, hvad der er ondt i dine øjne – så du kan være retfærdig, når du taler, og retvis, når du dømmer…. Du elsker sandhed til det inderste; og i det skjulte lærer du mig visdom at kende. Rens mig fra synd med ysop, og jeg bliver ren. Tvæt mig, og jeg bliver hvidere end sne…. Skjul dit åsyn for mine synder, og udslet alle mine misgerninger! Skab et rent hjerte i mig, Gud, og forny en stadig ånd i mit indre! Kast mig ikke bort fra dit åsyn, og tag ikke din hellige Ånd fra mig! Giv mig igen glæden over din frelse, og hold mig oppe ved din Ånd, som leder mig.” Salme 51:3-14.
Der har gennem tiderne været modvilje mod at kalde Jesus Kristus for sand Gud på linje med Faderen. Mange har villet, at han skulle være skabt som englene og ikke være Gud fra evighed af. Andre fornægter, at han i sin jordiske tjeneste var både sand Gud og sandt menneske og havde to naturer i sig, guddommens og menneskets før syndefaldet. Men det er, fordi, vi ikke vil anerkende, at Jesus er større, end vor forstand kan rumme.
Det gamle Testamente taler således om Messias: ”I din majestæt skal du ride ud og have fremgang ved sandhed, ydmyghed og retfærdighed. Og din højre hånd skal vise dine frygtindgydende gerninger.” Salme 45:5. ”Din trone, Gud, står i al evighed. Retfærdighedens kongestav er dit riges kongestav.” Vers 7. ”Fordi han er din Herre, skal du tilbede ham.” Vers 12b.
”Hans navn skal kaldes Under, Rådgiver, Mægtig Gud, Evig Fader og Fredsfyrste.” Es.9:6.
Og han skal kaldes: ”HERREN vor retfærdighed.” Jer. 23:6. Læg mærke til, at det er Guds helligste navn HERREN (YHWH), der også bruges om Jesus.
Messias viste i sine jordiske gerninger, at han virkelig var GUD MED OS. (Es. 7:14 og Matt. 1:23.) Og i Salme 72:18-19 står der: ”Lovet være HERREN Gud, Israels Gud, som alene gør underfulde gerninger! Lovet være hans herlige navn til evig tid! Og hele jorden skal fyldes af hans herlighed. Amen, ja, amen!”
Jesus Kristus udførte undere uden tal. Han helbredte spedalske, gav synet til blinde, oprejste døde, stillede stormen på søen blot ved at byde over den. Jesus Kristus er Gud fra evighed af, og i sin tid som Menneskesøn havde han både guddommelig og menneskelig natur.
Vor frelser havde kundskab om, hvad der rørte sig i menneskenes hjerter. En linje i Salomos bøn er parallel til det: ”Du alene kender alle menneskenes hjerter.” 1. Kongeb. 8:39. Og i Luk 9:47 læser vi: ”Men Jesus, som kendte deres hjertes tanke …” Og i Joh 2:24-25 får vi endnu et vidnesbyrd om, at Jesus også var sand Gud under sin jordiske vandring: ”Jesus betroede sig ikke til dem, fordi han kendte dem alle, og han havde ikke behov for, at nogen vidnede om mennesket. Selv vidste han jo, hvad der var i mennesket.”
I Es. 43:25 står der: ”Jeg, ja Jeg er han, som sletter dine overtrædelser ud for min egen skyld. Dine synder skal jeg ikke mindes mere.” Og læs, hvad Jesus også sagde om sig selv: ”Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder – siger han til den lamme: Stå op, tag din seng og gå til dit hus! Matt. 9:6.
Vi ser også i King James m. flere overs., at Jesus blev tilbedt som Gud, medens han var Menneskesøn. (Matt. 2:11, 14:33, 15:25, 28:9, Luk. 24:52 og Joh. 9:38.) Derfor er det en bekræftelse på, at Jesus er sand Gud, når der står: ”Herren din Gud skal du tilbede, og ham alene skal du tjene, Matt. 4:10. Havde Jesus ikke været sand Gud under sin jordiske tid, ville det have været gudsbespottelig af ham at modtage tilbedelse.
Det stærkeste bevis på, at Jesus var Gud, medens han var Menneskesøn, læser vi i 1.Tim. 3:16: ”Stor er den gudsfrygts hemmelighed: Gud (blev) åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, forkyndt blandt hedningefolk, troet i verden, optaget i herlighed.”
John Wesley skrev: God was manifest in the flesh - In the form of a servant, the fashion of a man, for three and thirty years. Justified by the Spirit - Publicly declared to be the Son of God, by his resurrection from the dead. (Gud var åbenbaret i kød i 33 år – i form af en tjener i menneskes lighed. Retfærdiggjort af Ånden - offentlig godkendt som Guds Søn.)
Også i Joh. 1:1-3 bekræftes Jesu Kristi guddom: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev ingenting til af det, som er.”
Og med disse ord i 1.Joh. 5:20 får vi endnu en bekræftelse på, at Jesus er sand Gud: ”Vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os forstand, for at vi skal kende Den Sande. Og vi er i Den Sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.”
Jesus sagde, medens han var Menneskesønnen: ”Jeg og Faderen er et.” Joh. 10:30. Ikke én person men et i væsen og karakter.
Følgende vers bekræfter også, at Jesus var Gud, medens han var Menneskesøn: ”Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.” Matt. 11:27.
Og i Joh. 10:38: ”Gør jeg ikke min Faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.”
I Mark 5:18-19 læser vi om den dæmonbesatte, der ”bad ham inderlig om at måtte være med ham. Men Jesus gav ham ikke lov til det men sagde til ham: Gå hjem til dine og fortæl dem, hvilke store ting HERREN har gjort for dig, og hvordan han har forbarmet sig over dig.
Hvordan kunne Jesus sige dette, dersom han ikke var Gud ligesom Faderen? Han var før alle ting. (Kol. 1:17.) Hans udgang er fra evigheds dage. (Mika 5:1.) Altså uden begyndelse og også uden ende. (Salme 45:7.)
Vi kan kun forstå ved troen, hvad der er sagt om Jesus. Vor forstand nægter, at han på samme tid kunne være Gud og menneske. Men læs igen, hvad han selv sagde:
”Sandelig, sandelig siger jeg jer: JEG ER (EGO EIMI, Guds eget navn) før Abraham blev til. Joh. 8:58. Men som menneske var han Abrahams efterkommer. Han var Davids Herre men som menneske Davids søn. (Matt.22:43-45.) Som Gud var han skaber af alle ting (Joh. 1:3), men som menneske havde han ikke det sted, hvortil han kunne hvile sit hoved. (Matt. 8:20.)
Han havde magt til at lægge sit liv ned og til at tage det igen. (Joh. 10:18.) Han var i hver stund og i alt, hvad han gjorde her på jord, både Gud og menneske. Således lærer Bibelen os det, men kun i tro kan vi rumme denne sandhed.
Det var en handling af nåde, at Kristus lod sin guddommelige person gå i fællesskab med vor menneskenatur, dog ikke som en blanding, men som fuldkommen hver for sig. Det gjorde han for at frelse os.
Det er ikke nok, at vi har en forståelse af, hvad Gud har sagt om sig selv og om os. Vi må bøje os for hans ord og lægge vore egne meninger bort. Og vi må lægge mærke til, at Jesus sagde: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.” Matt. 9:13.
Omvendelse er ikke en lille reparation, men en fuldkommen ændring af vort liv. Vi skal hver dag vende os til Gud med et åbent sind for at tage imod hans nåde og ledelse ved sin Ånd. Der skal en fuldkommen omvendelse til, så vi bliver villige til at se med åbne øjne og høre Guds ord med åbne ører. Har vi været fanget af liberal teologi eller i et net af menneskemeninger, der ikke er fra Gud, er det på tide at vende os bort fra sådant og vende sig helt til Gud.
Omvendelse er at erkende, angre og antage et nyt sindelag. Ordet omvendelse indebærer meget mere end at vende sig bort fra enkeltsynder. Det er en total forandring af selve livsretningen, som inkluderer både tro, tanker og livsførsel. Det er helt at vende sig til Gud og hans frelsende nåde i tro og tillid til ham til hans ære, som det er sagt i Matt. 3:2, Ap.g. 2:38. 17:30 og Åb. 2:5 og 3:3.
Hele Bibelen minder os om, at sand omvendelse er Guds værk. ”Omvend mig, så bliver jeg omvendt! Du er jo Herren min Gud.” Jer. 31:18. Det gør Gud ved sin Ånd, når han overbeviser menneskene om synd og om frelse. Så bliver omvendelsen en Guds virkning på os og i os gennem Åndens medvirken. ”Så har da Gud også givet hedningerne omvendelse til liv.” Ap.g. 11:18 og 2.Peter 3:9.
At Gud giver omvendelse og tro kan også udtrykkes således, at Gud ved sin Ånd virker, at vi bliver født påny. Det fortæller os, at det åndelige livs begyndelse som et Guds barn ikke er vort eget værk men Guds indgreb. (1.Peter. 1:3 og 23.) ”Omvendelse til syndernes forladelse skal forkyndes for alle folkeslag”, siger Jesus. (Luk. 24:47.)
Omvendelse er ikke en forbedring af vort liv ud fra menneskelige muligheder. Frugten af en sand omvendelse er et liv i overensstemmelse med Guds vilje. (Matt 3:8.) En tro uden omvendelse er en død tro uden syndernes forladelse.
Måtte vi, som er ”udfriet fra vore fjenders hånd, tjene ham uden frygt i hellighed og retfærdighed for hans åsyn alle vore livs dage.” Luk.1:74-75.
Februar 2002
Holger Skov Særkjær