Jesus talte i en lignelse til folkeskaren: ”Se, en sædemand gik ud for at så. Og det hændte, da han såede, at noget af sædekornet faldt ved vejen, og himmelens fugle kom og spiste det op. Noget andet faldt på stengrund, hvor der ikke var meget jord. Det spirede snart op, fordi der ikke var dyb jord. Og da solen steg, visnede det. Og noget andet faldt blandt tjørn. Og tjørnene voksede op og kvalte det, og det bar ingen frugt. Men noget faldt i god jord. Det spirede frem, voksede og gav frugt: noget tredive fold, noget tres og noget hundrede fold.…… Men da han blev alene, kom de, som var i hans følge, sammen med de tolv og spurgte ham om lignelsen. Og han sagde til dem: Jer er det givet at kende Guds riges hemmelighed. Men til dem, som er udenfor, kommer alt i lignelser, for at når de ser, forstår de ikke, og når de hører, fatter de intet, for at de ikke skal omvende sig og deres synder blive dem tilgivet. Og han sagde til dem: Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I da kunne forstå alle de andre lignelser? Sædemanden sår Ordet. Men de ved vejen er dem hvor Ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og tager Ordet bort, som er sået i dem. Og ligeledes det, som bliver sået på stengrunden. Det er dem, som, når de hører Ordet, straks modtager det med glæde; men de har ikke rod i sig, og holder kun ud en tid; derefter, når der kommer trængsel eller forfølgelser for Ordets skyld, forarges de straks. Og andet er det, som bliver sået blandt torne; det er dem, som hører Ordet, men denne verdens bekymringer, rigdommens forførelse og begæringerne efter andre ting kommer ind og kvæler Ordet, så det bliver uden frugt. Men det, der blev sået i god jord, det er dem, som hører Ordet og modtager det og bærer frugt, tredive, tresindstyve og hundrede fold. Mark. 4:3-20.

Nogle vil undre sig over ordlyden i vers 12: ”… de ser… men forstår intet (de vil ikke forstå), og når de hører, hører de, men forstår ikke (er afvisende), for at de ikke skal omvende sig og deres synder blive dem tilgivet.

Der står i Matt. 13:14-15: ”Og på dem opfyldes Esajass profeti, som siger: Med jeres øren skulle I høre og dog ikke forstå, og se med jeres øjne og dog ikke se. Thi dette folks hjerte er blevet sløvet, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de tillukket, for at de ikke skulle se med øjnene og høre med ørene og forstå med hjertet og omvende sig, så jeg kan helbrede dem.” Her ser vi, at det er fordi folket er blevet sløve og har lukket øjnene, at de ikke bærer frugt. Det er ikke er nok at forstå med forstanden, men vi skal forstå med hjertet, hvad det er der siges i budskaberne fra Herren. En omvendelse på skrømt gælder ikke. Er det da ikke godt at omvender sig? Jo absolut! Men dersom menneskene ikke vil kende sandheden og adlyde den og heller ikke gøre Jesus Kristus til Herre, da er det, at de ikke forstået budskabets kerne. Herren vil ikke tage imod nogen, der kun påkalder hans navn på skrømt. Han fragår ikke sine løfter, derfor gør han sådanne blinde og døve, så de ikke forstår det, de ser og hører. Nogen hører evangeliet gang på gang, uden at Ordet siger dem noget. Og de forbliver åndelig døde.

Andre tager tilsyneladende imod budskabet men går i stå på ”babystadiet”. Det skyldes ofte, at de tager imod frelsen ved tro på Jesus men ikke vil tage imod ham som Herre. De er rede, når Herren Jesus har noget at give dem, men når de skal adlyde Herren Jesu Kristi krav, viger de tilbage. Det er dem på den hårde jord på vejen. Når ”solen brænder”, mærker de besværet ved at være en kristen. Og deres tro strækker ikke til at følge Herren Jesus i ”middagsheden”.

Følgende ord af Jesus skræmmer dem: ”Min mad er, at jeg gør hans vilje, som udsendte mig, og fuldbyrde hans gerning.” Joh. 4:34.

Den timelige mad er det vigtigste for mange mennesker, men for Herren Jesus var det vigtigste at gøre Faderens vilje.

Desværre er der adskillige kristne, der ikke har Jesus Kristus som Herre i deres liv. Som mener, at de kun skal tage imod Guds gode gaver og kan undlade at tage imod Kristus som Herre.

Er en kristen, der ikke vil have Jesus Kristus som Herre, en virkelig kristen? Mange kalder ham ”Herre!” men gør som de selv vil. De har ikke sind og hjerte til at gøre mod andre, som de selv ønsker at blive behandlet. Sådanne vil engang høre disse ord fra Jesus Kristus: ”Jeg var hungrig, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog mig ikke hjem til jer; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig ikke.” Da vil de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke? Da skal han svare dem og sige: ”Sandelig siger jeg jer: Hvad I ikke have gjort imod én af disse mindste, har I heller ikke gjort imod mig. Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Matt. 25:42-46.

Har vi ikke Kristus som Herre, ”visner” og ”tørrer” vi ud. Vil vi gerne være Jesu ven, må vi også betale prisen. Han siger: ”I er mine venner, hvis I gør det, jeg befaler jer.” Joh. 15:14. Netop heri ser vi også, at Jesus Kristus er vor HERRE, og vi hans tjenere.

Hvor mange fold yder vi? Nogle yder mange fold, medens andre slet ikke reagerer på det, de hører. Jeg har levet i mange år og har set, at de fleste rige mennesker ikke har sind til at give noget til at fremme arbejdet for Guds rige, hvorimod de mindre bemidlede ofte har, og denne tendens følger også med i livet som kristen. Derfor er det sværere for en rig at arve Guds rige. ”Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige.” Mark. 10:25. Det er af største betydning at sætte Guds rige først af alle ting, men dersom vi ikke har Jesus Kristus som Herre, kan vi det ikke.

Dersom en jord skal give en god afgrøde, skal den bearbejdes før der sås og plantes. En mark, der ligger urørt hen, bliver en hård jord, og derfor kan fuglene (Satan og hans dæmoner) fjerne det såede korn, før det spirer. Selvom mange har ører og gerne hører Ordet, hører de alligevel ikke, hvad der bliver sagt, thi Djævelen fjerner det, førend det slår rod.

I lignelsen om sædemanden illustrerer Kristus det, der hører Himmeriget til, med den gerning, som Gud, den store husbond, udfører for sit folk. Ligesom en sædemand sår sin sæd på marken, kom Jesus Kristus for at så de himmelske sandheder i os. Hans undervisning i lignelserne var den sæd, som fortalte om de mest dyrebare sandheder om hans nåde. Jesus Kristus vil, at denne, enkle lignelse skulle lede vore tanker til evangeliets sæd, der udsås og bringer mennesket tilbage til lydighed mod Herren. Den, der gav os lignelsen om det lille korn, er Himmelens Konge. Og de samme love, som bestemmer såningen på jorden, styrer også såningen af sandhedens sæd.

Vi må ransage os selv om med hvilken ”jordbund” vi tager imod Ordet. Bærer vi en sparsom frugt, eller er det hundrede fold?

Hvilken sæd tillader vi at gro i os? Nogle vælger den bedste sæd til at blive sået i en beredt mark, som vi får ved at læse i Bibelen og tænke over det, vi læser. Jesus Kristus kom for at sætte fanger fri. De fanger, der ikke kan gribe de løfter, Gud har givet os i sit ord.

Guds ord giver liv

Lige siden syndefaldet har Satan sået vildfarelsens sæd i menneskene. Ved løgn fik han magt over mennesket, og på samme måde arbejder han stadig på at styrte Guds rige på jorden og få menneskene i sin magt. Jesus Kristus kom for at så sandhedens sæd. Han, som havde siddet i Guds råd, kunne bringe sandhedens rene principper til menneskeheden. Kristus åbenbarede sandheden, det uforkrænkelige sæd for den faldne verden.

Lige siden syndefaldet er Guds Faders vilje klart blevet vist til menneskene. Men mange ville ikke rette sig efter den og gik egne veje. På trods af Herrens mange advarsler ved profeterne til hans udvalgte folk, valgte de deres egen dom, da de overgav deres Messias til døden. En dom, der kom år 70 eft. Kr. Og dommen er ikke afsluttet og bliver det først, når det udvalgte folk stamme for stamme omvender sig og sørger over, at de fik deres Messias slået ihjel.

I den lange tid efter Jesu død og opstandelse er evangeliet gået over til hedningerne. Fra Paulus hørte de om frelsen ved tro på Yahshua Messias (Jesus Kristus). Den uforkrænkelige sæd, Faderens blivende ord, blev gennem ham meddelt menneskene. I det første løfte, der blev givet til det første menneskepar i Eden, blev evangeliets sæd sået. Men det var kun begyndelsen. Lignelsen om sædemanden henviser særligt til hans personlige gerning blandt menneskene. Den gerning, som han således lagde grunden til.

Ethvert frø har af Skaberen fået spirekraft. Livet ligger gemt i det. Således også i Guds ord. Kristus siger: De ord, som jeg har talt til jer er ånd og er liv. Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv. Joh. 6:63 og 5:24. Tag imod disse enkle ord, og livet vil begynde at gøre sin gerning, indtil det vidunderlige sker, at du bliver født på ny ovenfra. I hvert eneste påbud og løfte i Guds ord findes kraften, Guds eget liv, som sætter os i stand til at få del i løfterne. Den, der i tro modtager Ordet, får del i selve Guds liv og karakter.

Dersom frøet sås under de rette betingelser, vil det udvikle sine egne egenskaber i den fremspirende plante. Således vil ordets uforkrænkelige sæd, hvis det modtages i hjertet ved tro, frembringe en karakter og et liv i lighed med Guds karakter og liv.

Israels lærere såede ikke Guds ord. Kristi enkle ord, som indeholdt sandhedens lære, stod i skarp kontrast til farisæernes og rabbinernes, som lagde mere vægt på forfædres overleveringer og på teorier og spekulationer. De satte ofte det, som mennesker havde skrevet over Ordet, i stedet for selve Ordet. Der var ingen spirekraft i en sådan lære. Derfor imødegik Jesus Kristus dem og sagde: Der står skrevet! Hvad siger skriften? Hvorledes læser du? Han såede ordets sæd ved enhver lejlighed. Han, der selv er vejen, sandheden, livet og det levende ord, viste hen til skrifterne og sagde: Det er dem, som vidner om mig. Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for disciplene, hvad der i alle skrifterne handlede om ham. Luk. 24:27.

I vor tid som i tidligere tider erstattes Guds ords vigtige sandheder mange steder med menneskers teorier og spekulationer. Mange af dem, der giver sig ud for at forkynde evangeliet, tror ikke på Bibelen som Guds inspirerede ord. Ofte forkastes eller betvivles forskellige afsnit, og egne meninger og fortolkninger sættes højere end Ordet. Derved forsøges Bibelens guddommelige pålidelighed at ødelægges. Folk bliver forvirrede og ved ikke, hvad de skal tro.

På Jesu Kristi tid fortolkede rabbinerne mange dele af skriften på en mystisk måde. Fordi Guds ords klare og tydelige undervisning fordømte deres vantro handlinger, søgte de at tilintetgøre dets betydning. Det samme gøres også i dag. Man prøver at gøre Herrens ord hemmelighedsfuldt og vanskeligt at forstå for at kunne undskylde overtrædelserne af hans ord. Kristus lærte, at Herrens ord skulle forstås af alle og henviste til skriften som en fuldt ud pålidelig kilde. Det bør vi også gøre. Bibelen skal fremholdes som den evige Guds ord, som det afgørende i stridsspørgsmål og grundvolden for al tro.

Hvorfor er der så megen vold og forbrydelse i dag?

Mange af Bibelens ord bliver berøvet deres kraft, og resultatet ses i, at tonen i det åndelige liv er kommet ned på et lavere plan. De prædikener, der lyder fra mange prædikestole i dag, inderholder ikke den guddommelige kraft, som kan vække samvittigheden og styrke det åndelige liv, så tilhørerne siger: Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os? Luk. 24:32.

Der er mange, der længes efter den levende Gud, og efter at høre troens ord. Nu som altid kan filosofiske teorier eller litterære afhandlinger ikke tilfredsstille denne hjertets længsel, hvor vel tilrettelagt menneskers påstande og opfindsomhed end måtte være. Kristus talte meget om Faderens hellige karakter, og han fremstillede sig selv for folket som vejen, sandheden og livet. Kristi forkyndere bør tale om disse emner. Fremhold sandheden, som den er åbenbaret i Jesus Kristus. Forklar evangeliets krav. Fortæl menneskene om Kristi selvfornægtende og selvopofrende liv, om hans fornedrelse og død, og ikke mindst om hans opstandelse og himmelfart, om hans forbøn for dem hos Gud, og om hans løfte: Når jeg er gået bort,..... kommer jeg igen og tager jer til mig. Joh. 14:2-3.

Så ved alle vande. Træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt. 1. Tim. 4:2. Den, hos hvem mit ord er, tal mit ord i sandhed! Hvad har strå med kærne at gøre? lyder det fra Herren. Jer. 23:28. I stedet for ”strå” skal en forkynder bringe kerne, som vokser op og bringer liv. Forkyndere uden levende tro, der gives ved at blive født på ny, taler tomhed, som alle uomvendte har nok af i forvejen. Uden levende og spirende kerner i sindet kan ingen tage imod frelsen ved tro på vor opstandne Herre og frelser.

Tag dig i agt for at høre/læse noget, der planter tvivlens sæd i dig. Hent al åndelige næring ”ved troens og den gode læres ord.” 1. Tim. 4:6.

Mistes troen på Guds ord, er der intet, der kan vejlede og beskytte mod onde magter, og man ledes let ind på stier, der fører bort fra Herren og det evige liv.

Her har vi årsagen til den rådvildhed, der for en stor del fører til de mange forbrydelser, der sker i verden i dag. Når Herrens ord tilsidesættes, benægter man dets kraft til at holde menneskehjertets onde lidenskaber i tømme. Ord, der er sået ved kødelig inspiration, kan kun så et budskab, der skaber kødelige kristne.

Vender nogen sig bort fra Guds ord, falder de let for fristelsen til at læse uinspirerede forfatteres værker, hvorved tankerne bliver bragt ned på et lavere stade. De bringes ikke i forbindelse med den evige sandheds dybe, vidtrækkende principper. Men forstanden tilpasses til at forstå de ting, som den er bekendt med. Og idet den kun bruges til studier af begrænsede emner, bliver den svækket, dens evne til at forstå forringes, og efter en tid vil den miste evnen til at tage imod et sandt budskab.

Det måtte være enhver forkynders gerning at lede menneskers tanker på ret vej ved det inspirerede ords ophøjede sandheder. Det er den slags undervisning, der har betydning både for dette liv og for det tilkommende.

En evangeliets forkynder må personligt selv kende vejen

Den teologiske uddannelse, der ikke opnås ved, at der granskes i skrifterne, er erfaringsmæssig af ringe værdi, idet den ikke kan få en klar forståelse af Herren vor Gud frem i andre eller styrke og befæste sindene over for fristelser eller gøre nogen skikket til at samarbejde med Kristus i hans gerning for at frelse verden. Den vil ikke gøre nogen til medlem af den himmelske familie og berede ham til at få del i de helliges arvelod.

En ”sædemand” må personligt vide, hvad der er visdom fra Gud til både retfærdighed, helliggørelse og forløsning. Apostlen Peter siger: Det var ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed, 2. Pet. 1:16.

Enhver Jesu Kristi tjener må kunne sige med den elskede Johannes: Livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os. 1. Joh. 1:2. Det liv, de vidnede om, er det evige liv, som Herren Jesus ved tro på ham vil plante i os, Og er det liv, som ved Guds Faders kraft skal slippe det forgængelige og overgå til et liv i et herliggjort legeme, der aldrig skal møde sorg og nød. Hele mennesket sås i forkrænkelighed og må som kornet kæmpe for at klare sig gennem hårde storme og tørketider. Vi ved, at engang skal stormene og tørketider være forbi, når vi er hjemme hos vor Frelser og Herre, som vi har elsket over alt, siden vi kom til tro på ham af Guds nåde.

Er sædemandens ”korn” faldet i god jord hos os, bærer vi megen frugt til hans ære og os til evig gavn. Thi da skal vi som konger og præster tjene vor frelser i tusindårsriget og siden være hos ham og være med til at opleve den herlighed, der overgår alt, hvad vi formår at beskrive. Har vi her på jord lært at sige tak for frelsen ved tro, kan vi fortsætte og se denne frelse i herlig udfoldelse. Herren er større, end vi kan rumme, og kun fordi vi er nye mennesker, fri fra alt det der tyngede i vor vandring i tro på det kommende, er vi i stand til at tåle at se på det, som er beredt for dem, der har troet på alt det, der er fortalt os i Den hellige Skrift, som er givet os, så vi kan bereder os til den stund, vi skal se ham som han er. Af hans store nåde har det budskab, som den himmelske sædemand såede i os, givet os et nyt liv, allerede medens vi er her på jord, så vi på den anden side af det forgængelige for evig skal være med ham.