Det skjulte liv med Gud
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 29/03-06
Udskriv
OversigtVejen til fuld tilgivelse går gennem, at vi fuldt ud vedstår vore synder. Gør vi det, ser Gud, at vi mener noget med vor omvendelse. Det kan tage år at se og erkende vor syndeskyld. Vi har dog fra første stund, vi vender om til Gud og angrer vore synder, hans fuldkomne tilgivelse. Men han vil, at vi skal se, hvilken afgrund der er i os af mangeartede overtrædelser, som kan skyde nye rødder, hvis vi ikke ved om dem. Salmisten bekendte sine synder men vidste ikke, om han havde husket dem alle og sagde derfor: ”Mine skjulte synder tilregner du mig ikke.” Sal. 32:2.
For hver gang vi åbner os uden forbehold for Herren, udgår der fra ham en renselse. Den retfærdige Gud gør os mere og mere færdige i alt, hvad der er ret. Vort livs endemål er jo at blive ham lig. Men det sker først endegyldigt, når vi opstår i et nyt, herlighedslegeme.
Synden bor i ethvert menneske. Der går ikke en dag, uden vi synder. Synd er ikke blot at synde på en åben og ond måde. Men også at forsømme at gøre det, som livet og de mennesker, vi lever iblandt, har krav på: Venlighed, hjælpsomhed, overbærenhed, takt og meget mere. (Læs for eks. Kol. 3:12-17.)
Der må være fremskridt i Guds børns liv, thi Gud ”renser fra al uretfærdighed”. Jo mere vi vandrer i lyset, desto klarere ser vi vort eget smuds, som vi ikke før har følt os tynget af. At benægte vor synd er at gøre Gud til en løgner. (1. Joh. 1:9-10.)
Herren har en ”sagfører” i vort hjerte, Helligånden, som lader Guds lys stråle ind i vort sind. Og Helligånden vil gøre vor tro til en samvittighedssag for os.
Kristus er vor talsmand hos Faderen. Men ikke alene det; han er også vor forsoner, vor himmelfarne frelser og store ypperstepræst, der kan fuldkommen frelse dem, som kommer til Faderen ved ham, fordi han lever og altid går forbøn for os. (Hebr. 7:25.) Fordi han er den salvede, indsatte frelser, har han ret til at tale vor sag hos Faderen. Hans gerning som vor frelser ender ikke, før vi er hjemme hos Herren selv.
Tænker vi på, hvor ofte vi trænger til hjælp for at blive rettet op? Vi lever i en ond verden, der har alle sine fangarme ude efter os. En af Guds gode gaver til os, vore øjne, er en stor fare for os. Thi øjnene er umættelige og giver os lyst til at eje det, vi ser. Og således også med vore øvrige sanser.
Vi har behov for at lære indholdet af bønnen: Giv os i dag vort daglige brød!. Vi har ikke brug for mange dages brød og behov fremover, men må tage en dag ad gangen. Israel lærte det ved, at mannaen, der faldt ned til dem hver dag, kun kunne bruges samme dag. Dagen efter var den rådden, på nær den, de skulle bruge på sabbatsdagen, hvor de ikke måtte gå ud og samle.
Vi er grådige og vil have for mange dage frem i vort forråd og glemmer derved, at alle gaver kommer fra Gud, som er alle gode gavers giver. (Se for eks. 1. Tim. 6:8 og Hebr. 13:5.)
Jo mindre vi stoler på Herren, des fattigere er vort liv med ham, hvor vi let kommer i en farlig nedtur på troens vej. Og jo længere vi er på denne vej, des sværere er det at rette op på troens nedtur igen.
”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Han er selv soningen for vore synder, og ikke blot for vore, men også for hele verdens. På dette ved vi, at vi har lært ham at kende, om vi holder hans bud. Den, der siger: Jeg har lært ham at kende, og ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham. Men den, derholder hans ord, i ham er i sandhed Guds kærlighed blevet gjort fuldkommen. Derved ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, han skylder også selv at vandre således, som han vandrede.” 1. Joh. 2:1-6.
Ved at se os selv i Ordets spejl, kan vi se, om vi kender ham og holder os til det ord, han har sagt. Visse synder får os let til at undskylde os, så vi overser visse fejl hos os selv. Og får os selv til at tro, at alt alligevel er i orden.
”Elsk ikke verden eller de ting, som er i verden! Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham. For alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og stolthed over livets goder, er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forgår sammen med verdens lyst. Men den, som gør Guds vilje, forbliver til evig tid.” 1. Joh. 2:15-17.
Hvad gør vi for ikke at vække kødets lyst? Vort eget ego higer efter denne lyst, som kræver at blive mættet. Og med et er vi ført langt ind på syndens bane. Vi ser det måske ikke, fordi vi er opvokset midt i synden, idet verden i dag har fået indpas også iblandt de kristne.
Johannes indskærper os alvorligt om livets renhed. Han skriver, at menneskets samfund med Gud må vise sig i vor daglige færden. Lydighed mod Herrens ord og det at vandre på hans veje viser, at vi virkelig elsker ham for alt det, han har gjort for os. Det er ikke nok at sige Herre, herre! thi det er kun dem, som gør Faderens vilje, der indgår i Himmerigets rige. Den, der siger, at han kender Gud og udgiver sig for at være hans barn og ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham.
Min mund og mit hjerte, de gjorde én pagt,
i fryd og i smerte af al deres magt,
hinanden at følge og aldrig fordølge,
hvad i dem er levende lagt.
”Den, som holder hans bud, i ham er sandelig Guds kærlighed fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i ham.” 1. Joh. 2:5.
Det er det sande kendetegn på Guds børn, at de holder Guds ord, ikke af tvang men af kærlighed til ham. Har vi først set den kærlighed, han har vist os, kan vi ikke andet end elske ham grænseløs; og det gør vi ved at holde hans ord. Vi skal stadig have for øje at være i HAM, så at vi kan være Guds Faders børn. (1. Joh. 2:24 og Joh. ev. 6:4-7.) Vi skal, stadig, drevne af Guds kærlighed i os, holde os i gang, så også vi kan sige: ”Ikke, at jeg allerede har grebet det og allerede er fuldkommen; men jeg jager efter at gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.” Fil. 3:12.
”Men den, der siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at vandre således, som han vandrede.” 1. Joh. 2:6.
For at kunne blive i Herren, må vi vandre efter hans eksempel. Derfor skal vort indre samliv med ham give sig udtryk i, at vi følger ham. Det største er ikke at svinge os op til fromme højder, men at være der, hvor Herren har brug for os i det daglige. Og at vi lærer af ham: ”Lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” Matt. 11:29. Og lær disse dyder, der står om i Kol. 3:12-17.
”Elsk ikke verden, ej heller de ting, der er i verden! Dersom nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.” 1. Joh. 2:15.
Apostlen advarer os mod kristenlivets største fare: Verdenskærligheden, som er alt det, vi lukker Gud ude fra. Skillelinjen går først og fremmest gennem menneskets sind. Den ånd, det sindelag, hvormed et menneske lever livet, viser om han er i verden eller ikke. Er Herren den første og største i vort liv? Kærlighed til Faderen må være den magt, som hersker i os og over vor færden her på jord. (Romerne. 8:7-9.)
”Og nu, I børn! bliv i ham, så at vi kan have frimodighed, når han åbenbares, og ikke bliver til skamme overfor ham ved hans komme. Når I ved, at han er retfærdig, så forstår I også, at hver den, som gør retfærdigheden, er født af ham.” 1. Joh. 2:28-29.
”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus” Fil. 2:5
Johannes ser frem mod det, der kommer og ved, at vi behøver frimodighed. Og for at få den må vi blive i ham. (Gal. 2:20.) Det tænker vi for lidt på og hører alt for lidt om. Herrens vilje må være den grænselinje, vi bruger, og ikke tilfældighedernes situationer. Det skal være hans forbillede, vi skal have for øje så vi i vort inderste vil være vor frelser nær i al vor vandring.
Alt dette er på retur. Den varme tros tid er forbi for manges vedkommende og er i stedet blevet kødelige. Alt det, der står om i Ef, 5:3-7, florerer iblandt os. Du, som læser dette, bliver du ikke dybt bedrøvet ved at erkende, at det er således? Er den kødelige tro kommet til dig, må du vende om, førend det er forsent.
”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds børn, og vi er det.” 1. Joh. 3:1.
Johannes kan ikke andet end sige: Luk øjnene op og giv agt på det store budskab, at Guds rige gave på enhver måde er overvældende. Fra en ussel stilling som en fortabt synder har han hævet os op til, at vi må kaldes Guds børn. Burde ikke også vi pege på dette ord og sige: SE!
”Så mange som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds barn, dem, som tror på hans navn.” Joh. 1:12. Det er nåde over nåde, at vi har denne ret til at være et barn af Herren. Men er vi ikke ofte et uartigt barn, der gør som vi selv vil og vil beholde visse kælesynder? Og da er Kristi sindelag ikke i os.
Har vi taget imod vor Frelser, viser Gud os ikke blot sin kærlighed men har lagt den ind i os som en nyskabende kraft. Hans natur vil da præge vor natur, hvis vi giver ham lov til det. Det er nemlig gudsfrygtens hemmelighed, at Kristus bor i os. (Kol. 1:26-27.)
Vi skal søge bort fra verden og fra lunken kristendom. Kommer vi ikke det, er vi i alvorlig fare for selv at blive lunkne. Kun Bibelen kan afsløre, hvor galt de står til med os. Om vi har mistet den første kærlighed til Jesus Kristus, så Ordet ikke længere når helt ind i vort hjerte.
Kan du sige ja til, at du af hjertet hører Herren til og beder om at få del i hans sindelag, kan du glæde dig ved tanken om, at du snart skal se ham, som han er. Jesus Kristus siger, at han kommer snart at hente dem hjem, der har taget imod hans genløsning og er blevet hans sande børn.