OversigtHvorledes bliver vi grundfæstede i troen? Vi får fremgang i sandheden om Jesus, når vi har taget imod kaldelsen og med vor mund bekender tro på Jesus. Kundskab om Guds ord gør troen stærkerer og vor kærlighed til Jesus varmere. Denne sandhed er skjult for de vantro men åbenlys for alle, der hører Jesus til.
Vi kan ikke vokse i Kristus, dersom vi ikke er i ham. Og vi kan ikke være i ham, uden vi bruger troen mere og mere for hver dag der går. Gud velsigner dem, der tager imod hans frelse med taksigelse og taknemlighed. Og har vi denne indstilling, grundfæstes vi i troen.
Her begynder vanskelighederne for mange, fordi de tror, at den tro de har, ikke kan være rigtig.
I en så vigtig sag er menneskeord uden betydning. Vi må læse og lære ud fra det, Bibelen siger. I Rom. 4:3 står der: ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Det er ligetil, men hvad var det for en tro, Abram havde? Vi kan kun forstå hans tro som udsprunget af tillid til Guds løfter. Og at Gud på grund af hans tro/tillid tilregnede ham retfærdighed. Det kan ikke forstås på anden måde, end at Gud havde behag i, at Abram i oprigtighed og fast tillid stolede på Guds løfter.
Hvordan kan vi søge Gud i oprigtighed? Vi læser: ”De ydmyge vejleder han i retfærdighed, han lærer ydmyge sin vej.” Salme 25:9. Så er vi tilbage til, at vi må have tillid til Guds ord og lade os vejlede af dem.
I Salmerne 146-150 beskrives først Herrens storhed i hans gerninger, både i skabelse, opholdelse, i åbenbaring og i frelse og værn. Der er en udvikling i ”tonen” i disse lovsange. Først er der en stærk påmindelse om det rette forhold til Gud. Men lidt efter lidt bliver det en opfordring til lovsang, som træder stærk frem, når vi ser Herrens gerninger. Der er lovsang fra englene, fra naturen og fra menneskene. (Sal 148.) Allermest er det lovsang fra Guds folk, hvilket også indebærer dom over dem, som sætter sig op mod Gud. (Sal 149.) Salmenes bog munder ud i et lovsangsbrus, som minder om den nye sang i Guds Himmel. (Åb. 14:2.) Vi ser her klart, at ”Herren glæder sig over sit folk og smykker de ydmyge med frelse.” Salme 149:4.
En lille tro kan vokse
Hvorfor så Gud på Abram som retfærdig?
Gud sagde til Abram (Abraham): ”Forlad dit land og din slægt og din faders hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham.” 1.Moseb. 12:1-4. Og det havde Herrens velbehag.
At Abrams tro ikke i begyndelse var så stor, ser vi i 1.Moseb. 15:1-21. Men den var stor nok til, at han gjorde det, Gud ville. Og derfor tilregnede Gud ham retfærdighed. Hvornår bliver en tro da stor nok? Svaret må blive: Aldrig! Men Gud regner dig den til retfærdighed, når du tror Gud på hans ord. Vi skal ikke først vente på, at vi ”føler” sådan og sådan, men som Abram gå på Guds bud. Så kommer troen, der fører til hvile, enten i et nu eller lidt efter lidt. Gud ved, at vi ikke lykkes i alt, men han står rede til at rejse os op, når vi falder, og hjælpe os videre. Og hver dag kommer vi et stykke nærmere det ”land”, Gud har lovet os.
At vi aldrig bliver færdige med at vokse i troen ser vi bl.a. i Filp. 3:13-14, hvor Paulus skriver: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.” Da Paulus skrev dette, havde han vandret med Jesus i 25-30 år og endnu ikke ”grebet” det hele. Han vidste, at han ikke fuldtud kendte Herren og skrev: ”Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre.” Vers 8.
Man sætter focus på dette eller hint og lader sig stille tilfreds med menneskers ord. Men intet mindre end en daglig vandring med Jesus, vejledet af Helligånden og Bibelen, kan få os til at vokse op til større og større tro og erkendelse. Vi skal ikke standse op og se tilbage og klynge os til tidligere velsignelser. Paulus skrev, at han glemte det, der lå bagved, og kun så fremad.
Gud har kaldt alle til at gå ud fra vort gamle liv, men mange bliver i det år og dage, efter de hørte kaldet, og venter på at Gud skal gøre kaldet endnu tydeligere. Vi er ikke tilfreds ved kun hans ord, selvom han kaldes sanddru. Men vil vi ikke tro Gud på hans ord, er vi vantro og får ikke troen.
Et barn, der lige er født, må have mælk og siden fast føde. Barnet tænker ikke på, at nogle spiser fuldkost men glæder sig over mælken. Når vi begynder vor vandring som Guds børn, begynder troens vej ikke med ”fast føde”. Vi må begynde med ”mælk.” Men nogle kommer på grund af tvivl aldrig længere end til ”mælken” og kommer ikke videre i deres tro.
”Josija … gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne; han fulgte i sin fader Davids spor og veg ikke til højre eller venstre. I sit ottende regeringsår, mens han endnu var ung, begyndte han at søge sin fader Davids Gud, og i sit tolvte regeringsår begyndte han at rense Juda og Jerusalem for offerhøjene, Asherapælene og de udskårne og støbte gudebilleder. …” 2.Krøn 34:1-3.
Læg mærke til, der står: ”.. mens han endnu var ung, begyndte han at søge sin fader Davids Gud.” Han begyndte! Han satte sin vilje ind og begyndte. Tænk, dersom han havde ventet i dage og år for at få bekræftelse på, hvad han ville og kunne. Josija begyndte med det, han kunne. Og Gud gav ham visdom og styrke, eftersom hans vej skred frem. Han vaklede ikke, kursen lå fast på den vej, David havde gået – En vej, Herren havde behag i.
I Ap.g 14:22 står, at Barnebas og Paulus ”styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen.” De skulle blive i troen på Guds løfter i tillid til, ”at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.” Filp. 1:6. Der er altså tale om en begyndelse. Den første ”sten” lægges, og den næste og den næste igen, og en dag er troens ”hus” så langt fremme, at det kan stå trods storm og modgang. Men mange lægger aldrig den første ”sten”, fordi de vil have hele ”huset” foræret på én gang.
I Salme 16:11 læser vi: ”Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har for altid herligheder i din højre hånd.” Her taler troens tillid. Intet menneske er fuldkommen i det han gør, men Gud ser os som fuldkommen, når vi tror på hans frelse og på Guds løfter.
I Salme 19:8 står: ”Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom.” Dem, der venter med at påbegynde en vandring, indtil de er erfarne, får aldrig begyndt på vandringen med Gud.
Hvad gav Moses kraft til hans vandring gennem ørkenen som leder for sit folk? Selv siger han: ”Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. Han er min Gud, ham vil jeg prise, min faders Gud, ham vil jeg ophøje.” 2.Moseb. 15:2.
Mange sidder og venter dage og år på styrke til at vandre med Gud. Men styrken kommer ikke, førend Gud ser, at vi vil bruge den.
I Salme 68:36 står: ”Israels Gud giver folket styrke og kraft. Lovet være Gud!” Det er stadig Israels Gud, der giver os styrke og kraft til at begynde og fortsætte. Og kraften er der, når vi i tro tager det første skridt.
Guds løfte er: ”… som dine dage skal din styrke være.” 5.Moseb, 33:25. Svære dage, stor styrke, lettere dage, mindre styrke. Abram begyndte med det lidt, han havde. Og Gud velsignede ham mere og mere – ikke fordi Abram var fejlfri, men fordi han troede Gud. Venter du på en speciel kaldelse fra Gud, skal du måske vente hele dit liv. Gud retfærdiggør dig og ikke dine gerninger. Du skal REGNE dig som retfærdig ind for Gud, selv om du gang på gang fejler. Så længe Gud ser, du har vilje til at rette på fejlene og stole på hans løfter og rette dig efter hans advarsler, vil han være med dig.
Tro på Jesu blod til syndernes forladelse
Der står i Rom. 6:9-11: ”Vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke mere herre over ham. Thi den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Således skal også I REGNE jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus. ” Regner du med og tror du på Guds løfter, ser Gud dig som død fra synden men levende for ham på grund af Jesu blod, der retfærdiggør. Men tvivler du på Guds løfter, kan Gud ikke tilregne dig retfærdigheden.
Det er ikke tvivlen, du skal lytte til, men du må stole på, at Guds LAM renser fra al synd.
For at forstå, hvordan Lammets blod kan være døren til vor retfærdighed, må vi læse 3.Moseb. 17:11: ”.. kødets liv er i blodet, og det har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning for jer; det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet.”
Og 3.Moseb. 4:5: ”Så skal den salvede præst tage noget af tyrens blod og bringe det ind i åbenbaringsteltet.”
Men blodet af offerdyr kunne kun forbilledligt rense. I Hebr. 10:4 står: ”… blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort.” Derfor sagde Gud ved profeten Jeremias: ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.” Jer. 31:31.
Den gamle pagt blev sat i kraft ved offerdyrs blod. ”Og Moses tog blodet og stænkede det på folket, og han sagde: ”Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.”
Men den nye pagt indviedes med Jesu Kristi eget blod. ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud..” Hebr. 9:11-14.
”Kristus er ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.” Hebr. 9:28.
Og læs disse vidunderlige ord: ”… og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.” 10:10.
”For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.” 10:14.
Troen på Jesu blod udfrier os fra at komme helvede. Vi læser i Matt. 26:28: ”Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Altså for alle dem, der i tro tager imod ham. (Se Joh. 1:12.)
Det er ikke os, der har valgt Gud, men ham, der har udvalgt os ved at købe os med sit eget blod. ”Tag vare på jer selv…(thi han har købt jer) med sit eget blod.” Apg. 20:28. Se også 1.Kor. 6:20 og 7:23.
Det er Jesu blod, der forløser os, og ikke noget, vi selv kan præstere. ”Thi før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin viljes beslutning forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede Søn. I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Ef. 1:4-7.
”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede Søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.” Kol. 1:12-14.
Jesu blod gør det muligt for os at kunne træde frem for Guds trone. I Hebr. 10:19 står der: ”Derfor, brødre, har vi frimodighet til at gå ind i helligdommen* ved Jesu blod.”
* Græsk ta hagia, det allerhelligste.
Blodet renser os fra al synd. I 1.Joh. 1:7 står: ”Hvis vi vandrer i lyset, som han selv er i lyset, da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns blod renser os fra al synd.” Gud er lys og der er intet mørke i ham. At vandre i lyset er at ville være, hvor Guds lys er, og da har vi fællesskab med ham.
På grund af blodet er vi rene. ”Nåde være med jer og fred fra ham, som er, og som var, og som kommer… og fra Jesus Kristus, det troverdige vidne, den førstefødte af de døde og herskeren over kongerne på jorden. Ham, som elsker os og renser os fra vore synder i sit eget blod.” Åb. 1:4-5.
”En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på stengrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen steg højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Og noget faldt i god jord, det voksede op og groede og gav udbytte; noget bar tredive, noget tres og noget hundrede fold.” Og han sagde: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” Mark.4:3-9.
Jesus gav denne forklaring til lignelsen: ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.”
Og han sagde til dem: ”Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen er dem, hvor ordet sås, og når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på stengrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de hører det; men de har ikke rod i sig og holder kun ud en tid; når der så kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive, tres og hundrede fold.” Mark. 4:10-20.
Er vort hjerte en stengrund? Eller får ordet vækstbetingelse som imellem tidsler? Eller er vi som dem, der kan lignes ved den gode jord?
Vi må holde øje med, om vi glider nedad i vor tro på Guds løfter, eller om vi bliver mere og mere faste i vort håb og vor tro. I Hebr. 3:12-14 står: ”Se til… at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ”i dag”, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.”
”De har besejret ham (Satan) ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord, de havde ikke livet for kært til at gå i døden. Åb. 12:11.
”Lad os altså være på vagt, så ingen af jer skal vise sig at være kommet for sent, da løftet om at komme ind til Guds hvile endnu står ved magt. Thi vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de; men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det.” Hebr. 4:1-2.
Det gør mig bedrøvet, at mange bliver tilbage uden at komme ind i troens hvile. Det er ikke Gud, der forholder os den. Det er os selv, som på grund af måske forkert oplæring eller som fanget i vantroens garn ikke kan gå ind i denne hvile. Frelsen er vundet for os, vi skal blot begynde at vandre på troens vej. Vel kan vi ikke selv tage troen, der giver os hvile, men når Gud ser, at vor vilje/tro har sat os i bevægelse for at gå på hans vej og tro på ham, giver han os ved Ånden troens hvile.
Vi læser om den fortabte søn, der en dag sagde til sig selv: ”Jeg vil bryde op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himlen og mod dig!” Luk. 15:18. Han begyndte med en viljetro. Vi må have viljen til at ville tro og sige: Jeg vil bryde op og gå til min Fader. Da går vi troens hvile imøde.
Det er et så dybt et emne, at det ikke kan uddybes til bunds i en kort gennemgang. Men måtte det give stof til eftertanke, så mange i tro sætter sig i gang. Vel kan en viljetro ikke give kraft til at sejre over vort gamle menneske, men vi skal regne med Guds løfter og regne med det, der står skrevet: ”Det er Gud, som virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Fil. 2:13.
Stå op og regn med, at Gud er med dig og giver dig kraft til både til at ville og at virke, og at han i sin time giver dig troens hvile. ”Løftet tilhører jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte…”. Ap.g 2:39.
Giv mig den tro, o kære Gud,
Som holde kan i striden ud!
Det er jo kun en liden stund,
så får jeg fred, som varer ved
og vokser i al evighed.
(Jane Crewson, ved Elevine Heede)