OversigtDerfor skriver Paulus: ”Men i Kristus Jesus er nu I, som før var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod..Ef 2:13.
Kristi blod og Kristi kors er det sted, hvor den dømte ser friheden, thi dømte er vi alle på grund af vore overtrædelser af Guds lov. Men vi kan ikke se disse overtrædelser, før Helligånden viser os dem. Men tillader vi Ånden at vise os vor synd, må vi sønderknuste bøje os. Thi på samme tid viser Ånden os et glimt af Guds hellighed, så vi begynder at forstå, hvad synd er og omvende os.
Da har vi brug for at høre, at Jesu blod renser og frigør os fra vore synder. (Romerne 3:25 og 5:9.) Da ser vi korset i en ny forståelse, at det frigør synderen fra det gamle menneskets ego og selvliv (Romerne 6:6). Vi korsfæstes med Kristus og forenes med ham i hans død og opstandelse.
Men skyldfølelsen vil altid forfølge os, fordi der ved synden skabtes en adskillelse mellem Gud og mennesker. Alle har syndet, siger Bibelen, og derfor er alle under fordømmelse. Men vi kendes fri fra skyld gennem Jesu dyrebare blod.
Gud så det uoverstigelige svælg og gjorde det, der alene kunne frelse os. Vi læser i Joh 3:16-18: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn.”
Paulus skriver i Romerne 3:22-26: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.”
I 1. Joh 4:9 –10 står der: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han har elsket os og sendt sin Søn som et sonoffer for vore synder.”
Til Titus skriver Paulus: i 3:4-5: ”Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig.”
I Romerne 5:8-10 står: ”...men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. Thi medens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans Søn døde.”
Og i Romerne 8:1: ” Derfor er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, dem, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.”
Vi har fået del i Guds retfærdighed ved, at Jesu blod sonede vor synd. Og ved blodet beredte han fred for os. (Kol 1:20 .)
”Derfor har han også magt til fuldkomment at frelse dem, som kommer til Gud ved ham, eftersom han altid lever for at gå i forbøn for dem.” Hebr 7:25.
Fordi Jesus var det fuldkomne syndoffer, kan han fuldkommen frelse dem, der kommer til Gud ved ham. Ingen anden kunne bære et sådant offer frem, idet loven skulle opfyldes til sidste punkt, og det kan intet menneske gøre.
Læg mærke til ordvekslingen, i Joh 8:31, Jesus havde med nogle, der var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” De svarede: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader.”
De svarede: ”Vores fader er Abraham.” Jesus sagde til dem: ”Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke….Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har sendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han ud fra sig selv; thi en løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.”
Det var nogle, der var kommet til tro på Jesus, som han kaldte Djævelens børn, der gør ”jeres faders lyster.” Hvor mange i dag vil han kalde det samme, fordi de går deres fader Djævelens ærinde?
Jesus sagde om dette: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Matt 20:28. Før sin død pegede Jesus på, at hans død skulle være en løsesum, så vi kunne blive gælden for vore overtrædelser kvit. Paulus udtrykte det samme men lidt anderledes: Gud ”slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.” Kol 2:14. Her blev ikke bare vor skyld betalt, Gud slettede og fjernede de krav der gjorde os skyldig ved at nagle dem til korset. Jesus opfyldte lovens krav og ved tro på ham blev disse udslettet og fjernet. Det er som Jesus ikke bare betalte syndeskyld til Gud, han blev gjort til ét med vor synd.
Jesus sagde på et tidspunkt: ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” Joh 8:46 – og hans modstandere stod tavse. ”Jeg finder ham ikke skyldig” – tre gange bevidnede Pilatus, at dommen over Jesus var et justitsmord. (Joh 18:38, 19:4.6.)
Vi må umage os for at forstå det, som ofringerne i det gamle testamente fortæller os. For at forstå det, må vi lade Guds Ånd få lov at arbejde i vort liv. Hvor som helst Guds Ånd virker i verden i dag for at bringe mennesker til ham, er det et uundgåelig resultat af en dyb overbevisning om synd. Hver beretning vi læser, såvel fra vore dage som fra tidligere tider, taler tydelig derom.
Det, som vi har i forbilleder i 3.Mosebog, er virkelig i Kristi kors. Korset var en demonstration af Guds retfærdighed, givet til os i Faderens kærlighed. Thi så højt har Gud Fader elsket verden, at han gav sin Søn, ”som i kraft af en evig Ånd bar sig selv frem for Gud (Fader) som et lydefrit offer.” Hebr 9:14.
Men det var mere end det. Det var Guds vurdering og dom over synd. Kristi kors står som et vidnesbyrd om Guds vurdering af, hvad synd egentlig er, noget så dybt og frygteligt, at det kostede helligt blod. Blodet var soningsofferet, som gjorde det mulig at tage synden bort for evigt, fordi dette offer var fuldkomment og tilstrækkeligt. Selv om vor tanke aldrig kan favne forsoningens hemmelighed, så kan vort hjerte og vor samvittighed bekende dens kraft. Faderen: stiftede fred ved hans (Jesu) blod på korset. Kol 1:20 . Hvilken trøst disse ord har bragt til bekymrede og urolige sjæle ned gennem tiderne. Dem, som bedst kender til, hvad det vil sige at lide på grund af Åndens overbevisning om synd, de er også bedst i stand til at værdsætte Kristi blod, som sletter vor synd. Troen på Guds Lam giver os lov til at klynge os til disse ord: ”Men dersom vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, da har vi samfund med hverandre, og Jesu, hans Søns blod renser os fra al synd.” 1. Joh 1:7 .
De første syv kapitler i 3.Mosebog beskriver de fem forskellige ofringer. Det er nødvendig med et stort antal forskellige billeder for at kunne udtrykke tankerne om det absolut fuldkomne offer: Kristus! Et indgående kendskab til disse er nødvendigt, dersom vi vil forstå ofringernes betydning.
Kristus er det evige offer. Han sagde: ”Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver altså de gammeltestamentlige ofringer for at sætte det andet (sit eget offer) i kraft. Efter hans vilje er vi blevet helliget ved, at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle. Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjenester og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder. Men Guds Lam, Jesus Kristus; har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd, hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder. Thi ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.” Hebr 10:9-14.
”Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved den bekendelse! For vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” Hebr 4:14-16.
Kristus, sand Gud, ofrede sig selv: „Han som gav sig selv for os for at løse os ud fra al uretfærdighed.“ Tit 2:14.
Når Kristus bliver HERRE over hele jorden, ”skal herredømmet blive stort og freden blive uden ende over Davids trone og hans kongerige. Det skal blive gjort fast og holdt oppe ved ret og retfærdighed, fra nu af og til evig tid. Herrens (YHWH), hærskarernes (ZEBAOTH) Guds nidkærhed skal gøre dette.” Es 9:7.
Ofringerne var delt ind i to hovedklasser. Brændofferet var til en velbehagelig duft og medførte, at den ofrende kunne være til velbehag ind for Herren. Offeret blev brændt på kobberalteret i forgården til Tabernaklet, og intet blev levnet. I det ser vi Kristi fuldkomne liv i lydighed mod sin Faders vilje. Og vi ser Kristus, som åbenbares for os, ikke kun som bærer af vor synd men som den, der ofrer noget, der er kostelig for Gud: Et syndfrit liv i fuldkommen overgivelse både med hjerte, tanke og vilje uden nogen brist eller lyde. Fuldkommen overgivet til Gud, uden nogen som helst reservation. „Kristus elskede os og gav sig selv for os som en gave og et offer, en vellugt for Gud.“Ef 5:2. Og i Sal 40:9 ser vi glæden ved dette: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“
Brændofferet repræsenterer overgivelsen af livet til Gud og opfyldelsen af menneskets pligt overfor Gud. Madofferet – et tillæg til brændofferet - bestod af fint mel og olje som en opfyldelse af menneskets pligt overfor vor næste. Jesus som menneske opfyldte begge i sit fuldkomne liv på jorden. I det fine mel, knust, malet til mel, ofret ved ild, ser vi knusningen af Jesus for os, da han udholdt „en sådan modstand fra syndere.“
Den anden hovedklasse var syndofferet, som skilte sig fra brændofferet. Det blev ofret med den bestemte hensigt at sone for synd. Fedtet blev brændt på alteret for at vise, at det var accepteret, men alt det andet blev brændt udenfor lejren for at vise syndens alvor og afskyelighed. Herren Jesus blev også dette syndoffer for os. Se Hebr 13:11-13. „Han er blevet åbenbaret én gang ved tidernes ende for at borttage synden ved sit offer.“ Hebr 9:26. Vi kan ikke fatte smerten ved den kontakt med synd, som vor genløser, den syndfrie, måtte kende. Smerten ved, at Gud vendte sig bort fra ham, da han blev „gjort til synd for os.“ 2. Kor 5:21. (Se også Matt 27:46.)
Indvielsen af Aron som ypperstepræst, hans præstetjeneste og gerning er et billede på vor store ypperstepræst. Og indvielsen af Arons sønner og levitterne er et billede på det præsteskab, som består af alle, sande troende.
Og vi har en slående illustration af sandheden om, at adgang til Gud må hvile på forsoningens blod i beretningen om Nadab og Abihu. Fordi de „bar fremmed ild“ i deres røgelseskar, for der ild ud fra Herrens åsyn og fortærede dem. (3. Mos 10:1 –2.) Præsternes røgelseskar skulle tændes med ild fra brændofferalteret. (Se 3. Mos 16:2 og 4. Mos 16:46.) Kun med denne ild kunne de nærme sig Gud. På lignende måde er det på grundlag af Kristi forsoning, at vi kan komme til Gud med vore bønner, som stiger op til Gud som velbehagelig røgelse.
Udover ofringerne er mange af kapitlerne i 3.Moseb. fyldt med love for det daglige liv for Guds folk. Det viser, hvor stor Guds omsorg er, når det gælder hans folks velvære både til legeme og sjæl. „I skal være hellige, for jeg, jeres Gud, er hellig“, bliver gentaget tre gange i denne bog. Og ordene ren og hellig forekommer utallige gange. Ingen detalje i det daglige liv, enten det gælder mad, klæder, personer, familie, jordbrug eller forretning er for småt til at skulle indordne sig efter Guds vilje. „Enten I spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det til Guds ære!“ 1. Kor 10:31. „Når vi nu har disse løfter, mine kære, så lad os rense os fra al urenhed på kød og ånd, og fuldende vor helliggørelse i gudsfrygt.“ 2. Kor 7:1.
Men den dybeste tanke i 3.Moseb. drejer sig om den store forsoningsdag. (Kap.16.) Det var en dag med stor sorg. Bevidstheden om egen og nationens synd måtte erkendes i sin fulde styrke. Denne forsoning fandt sted en gang i året. Men ”Kristus blev ofret èn gang for at borttage manges synder” Hebr 9:8.
Skal vi med 4 stikord samle hovedtankene i 3. Mosebog, kan vi vælge: Offer, soning og rent og urent, som måske virker fremmed for os. Men for jøderne på Jesu tid og fremover var 3. Mosebog en ”ABC” for deres 5 - 6 år gamle sønner, når de begyndte på skolen. I den gamle pagts tid var ofringerne helt nødvendige for samfund med Gud. Og eftersom Gud ikke har overladt til vor fornuft at udtænke, hvordan han vil tjenes, var det helt afgørende at kende Guds detaljerede instrukser.
Nogle har stærkt forenklet sagt, at 3. Mosebog kan deles i to. Kap. 1 - 16 handler om det at komme i et ret forhold til Gud - retfærdiggørelse. Og kap. 17-27 handler om det at leve i det rette forhold til Gud - helliggørelse.
Som vi ser af 3. Mosebog, spillede dyreofre en stor rolle i den gamle pagts gudsdyrkelse. Og Gud gav detaljerede forskrifter for, hvordan alt skulle ske.
Men hvad var meningen med alt dette?
Det første svar må være, at det skulle være sådan, fordi Gud befalede det. Gud spørger efter lydighed, ikke efter om vi har forstået alle årsager.
Videre er det helt klart ud fra alle bibelord, som belyser sagen, at ofringerne skulle bæres frem for at sone synd. Det ord, vi oversætter til ”soning”, betyder egentlig at betale en pris. Guds ord siger, at syndens løn er døden. For at ikke menneskene skulle betale for sin synd med døden, gav Gud dem mulighed for at ofre et dyr i stedet. Der opnås ingen tilgivelse, uden at ”blod blive udøst” Hebr 9:22. Det er nemlig sådan, at ”sjælen”, selve livet, er i blodet. ”Kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet jer det på alteret til at gøre soning for jeres sjæle. Thi det er blodet, som skaffer soning, fordi sjælen er i det.” 3. Mos 17:11.
Selve ordet for ofring betyder egentlig ”gave”. Af dette har nogen sluttet, at ofringerne var en gave, menneskene bragte til Gud. Men det ord, vi netop læste, siger jo det stik modsatte: ”Jeg har givet jer det (blodet) på alteret til at gøre soning for jeres sjæle.” Her ser vi, at Bibelen lægger den stik modsatte mening ind i ofringerne, end det er tilfældet i alle andre religioner, som praktiserer ofre. Men når det gøres, som Herren vor sande Gud befaler, da vil han tilgive af nåde.
Alt dette hører den gamle pagt til. Da Jesus kom som ”Guds lam”, som bar verdens synd (Joh 1:29 ), fik alt dette et forgangent lys over sig. ”Thi med et eneste offer har han for altid gjort dem fuldkomne, som helliges.” Hebr 10:14.
Jesus var på en gang både offerpræst, ypperstepræst og offerlam. Og Gud regner sådan, at Jesu offerdød soner alle synder, som nogensinde er gjort eller kommer til at blive gjort. (1. Joh 2:2 .) Derfor er der ingen mening i at fortsætte de ofringer, Moseloven fastlagde. ”For Kristus er lovens ophør til retfærdighed for hver den, som tror”, står der i Romerne 10:4. ”Tro” bliver da kundskab om, samtykke i og tillid til, at det som skete, da Jesus døde på korset, opfylder alle krav, som også gælder mit liv.
Den retfærdiggjorte synder skal skille sig af med al kendt synd. Til vor helliggørelse og også til vor retfærdiggørelse har vi behov for Kristi dyrebare blod og Åndens salvende olje over blodet.
Syndofferet bestod af to geder. Den buk, der ved lodkastning tilfaldt Herren, blev slagtet som et syndoffer. Så gik ypperstepræsten ind i det Allerhelligste og stænkede blodet på nådestolen og foran nådestolen syv ganger… Den anden buk var syndebukken, og Aron lagde sine hænder på dens hovede og bekendte over den alle Israels børns misgerninger. Så blev bukken sendt ud i ørkenen ved „en mand, som står færdig.“ 3. Mos 16:21. Om Jesus står der: ”Se, det Guds Lam, som bærer verdens synd.” Joh 1:29. „Herren lod den skyld, som lå på os alle, ramme ham.“ Es 53:6.
De to gedebukker dannede sammen et offer; det var nødvendig med to for at fuldføre billedet. Den slagtede buk viste, at der var bragt fuldkommen forsoning for synd. Den levende viste, at fuldkommen tilgivelse var skænket folket. Offeret var for at vise, at hele ordningen bare var midlertidig og forbilledlig. ”For det er umulig, at blod af okser og bukke kan borttage synder.“ Hebr 10:4. Ikke noget dyr, ikke noget menneske, ingen engel kunne sone for synd. „Gud åbenbaret i kød“ var alene i stand til det. Derfor blev han menneske, så at han kunne lide og dø for synd i menneskenes sted. „Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv.“ 2. Kor 5:19. Det var som fuldkommen Gud og fuldkomment menneske, at Kristus sonede for vore synder. Se Hebr 1:2 –3 og 2:14.
Kødet af syndofferet på den store forsoningsdag blev brændt udenfor lejren. „Derfor led også Jesus udenfor porten, for at hellige folket ved sit eget blod. Lad os da gå ud til ham udenfor lejren og bære hans vanære.“ Hebr 13:12 –13. Det samme kors, som har bragt os indenfor forhænget og givet os adgang til Gud, har også ført os udenfor lejren i vort forhold til verden.
Vi trænger til at forstå den afgørende og fundamentale betydning, som Kristi blod har..
Kristi dyrebare blod, 1. Pet 1:18 –19
I 1. Pet 1:18 –20 lærer vi også om forløsningen ved blodet: ”I ved, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev frikøbt fra det tomme liv I arvede fra fædrene, men med det dyrebare Kristi blod som af et lam uden lyde og uden pletter. Hvortil han blev udset på forhånd, før verdens grundlæggelse, men først blev åbenbaret i disse, sidste tider for jeres skyld.”
Det er ved blodet, vi får tilgivelsen: ”I ham har vi forløsningen ved hans blod, tilgivelse for overtrædelserne efter hans rige nåde.”Ef 1:7.
Retfærdiggørelse får vi ved blodet: ”Hvor meget mere skal vi da, når vi nu er blevet retfærdiggjort ved hans blod, ved ham blive frelst fra vreden!” Romerne 5:9.
Vi har fred i kraft af blodet: ”Og – ved ham – forlige alle ting med sig selv, ved at han stiftede fred ved blodet på hans kors.” Kol 1:20 .
Blodet renser os: ”Men hvis vi vandrer i lyset, som han selv er i lyset, da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.” 1. Joh 1:7 . Et vidunderligt vers!
Blodet helliggør os: ”Derfor led også Jesus udenfor porten, for at han kunne hellige folket med sit eget blod.” Hebr 13:12.
Blodet giver adgang til Gud: ”Derfor, brødre, har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen (græsk ta hagia: det Allerhelligste) ved Jesu blod.” Hebr 10:19.
Vi sejrer ved blodet: ”Og de har sejret over ham i kraft af Lammets blod og i kraft af deres vidnesbyrds ord, og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.” Åb 12:11.
Og vi får evig herlighed ved blodet: ”Så sagde han til mig: ”Det er dem, som kommer ud af den store trængsel, og de har tvættet deres kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel. Og han, som sidder på tronen, skal rejse sin bolig iblandt dem.” Åb 7:14-15.
”Da vi altså er blevet retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også ved troen fået adgang til den nåde, som vi nu står i. Og vi priser os lykkelige ved håbet om Guds herlighed. Og ikke bare det, men vi glæder os også i trængsler, for vi ved, at trængselen virker tålmodighed, tålmodigheden virker et prøvet sind, og det prøvede sind virker håb.” Rom, 5:1-4.
Vi kan vi ikke arbejde os op til retfærdiggørelsen. Den er et Guds indgreb i os, der giver os en ny natur og først og fremmest tilregner os Kristi retfærdighed.
Troen producerer ikke denne retfærdiggørelse, men vi kan modtage den fra Gud ved tro.
Troen er det passive middel, som modtager retfærdiggørelsen, forsoningen og syndernes forladelse.
Bibelens stærke budskab er, at Jesus gennem Ånden bor i den troende, og at Ånden arbejder i os, for at vi kan leve et helligt liv til Guds behag. ”Elsker I mig, så hold mine bud! Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. Men I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.” Joh 14:15-17.
Der sker noget i dem, som tror: ”Den, der tror på mig, skal det gå som Skriften siger: ”Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.” Joh 7:38.
”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse — i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige Ånd, som er pantet på vor arv, indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk, til lov og pris for hans herlighed.”Ef 1:13-14.
Mennesket bliver aldrig guddommelig i sig selv men får del i guddommelig natur ved, at Gud ved sin Ånd bor i mennesket.
Hos den troende findes synden stadig som en ond magt i hans natur. Denne syndige natur er ikke knyttet til en vis del af mennesket men er en integreret del i helheden af mennesket. ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.” 1. Joh 1:8 .
Vor syndige natur kan uventet vågne op. Vi skal derfor altid være på vagt for ikke at falde for en fristelse og stræbe efter ikke at flirte med en fristelse.
Vi må hvile i, at Kristi blod tilfredsstiller Guds krav og skal derfor ikke tage imod fjendens anklagelser. Kristi blod mister aldrig sin kraft. Men betingelsen for, at vi kan modtage blodets renselse, er at vi vandrer i lyset. (1. Joh 1:7 .) Da kan vi tro Guds løfte om tilgivelse og renselse fra vore synder ved Kristi blods kraft.
Det er afgørende for sejr, at vi lærer at se på Guds løfter og ikke på vore fejl og mangler. Vi vandrer troens og ikke følelsernes vej. Vore følelser kan fordømme os, så vi ikke formår at leve i Kristi sejr og tage imod hans retfærdighed. Vi må leve i tro på, at Gud lod vort gamle, syndige menneske dø i Kristus på korset. Han døde ikke kun sin død, men døde i vort sted. Og ”... som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, sådan skal også vi vandre i et nyt liv.” Romerne 6:4.
Vi skal se det som en vigtig del af vor tro, at vi er indlemmet i Kristus og gjort til et med ham i hans død og opstandelse. Paulus viser hen til dette ikke mindre end 150 gange. ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; thi den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.” Romerne 6:6 -8. (Se også Gal 2:19-20, 5:24 og 6:14 med fl. steder.)
I sit liv og i sin død gjorde Jesus sig til et med alt, det som var i Adam, og bragte det i sin død ind under Guds dom. Med Jesu død er alle, der har taget imod ham som frelser, død i Guds øjne. Vi døde med ham, som var den sidste Adam, men vi lever i ham, som er den opstandne Kristus! Korset er Guds kraft, som fører os fra Adam (det gamle menneske) til Kristus (det nye menneske).
”For er vi blevet forenet med ham ved ligheden med hans død, så skal vi også være det ved ligheden med hans opstandelse” Romerne 6:5.
Fællesskabet med Jesus på korset så vel som i opstandelsen er forudsætningen for vor frelse og åndelige vækst. Dette fællesskab hviler ikke på vore følelser men på guddommelige kendsgerninger, som vi i tro kan regne med. Gud beder os aldrig om at regne med noget, som ikke er sandt. I tro må vi acceptere det, Gud har gjort i Kristus.
Konklusionen af det, Bibelen lærer, er at vi må sætte alt ind på at have vor opmærksomhed rettet imod, at: ”Gud er rig på barmhjertighed. Og på grund af sin store kærlighed, som han elskede os med,gjorde han os levende sammen med Kristus, da vi var døde i overtrædelserne. Af nåde er I frelst! Og han oprejste os sammen med ham og satte os sammen med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overvældende rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus. Thi af nåde er I frelst ved tro; og det er ikke af jer selv, det er Guds gave, ikke af gerninger, for at ikke nogen skulle rose sig. For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud på forhånd, lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem.”Ef 2:4-10.
Allerede det, vi besidder nu i vor fornedrede tilstand, tilhører den kommende verden. Det siges også i Romerne 8:1 7, hvor Paulus taler om, at dem, der tror på Kristus, har i ham og med ham del i den kommende arv og herlighed. Vi ser i troen og håbet den fylde af herlighed, der venter Guds folk. Det er nåde over nåde, at vi er kaldt af Gud og har fået denne, rige indbydelse til at komme og få del i herligheden sammen med Kristus.