”Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår”, Gal. 4:4-5.
Guds profetier i GT og NT vil alle blive opfyldt i den rette tid. Utallige profetier blev opfyldt på Jesu fødsel, liv, død og opstandelse. Utallige andre profetier er blevet opfyldt, eller venter stadig på at blive opfyldt, f.eks. profetierne om de sidste tider, Herrens komme, 1000-årsriget og evigheden.. Fælles for dem alle er, at de alle vil blive opfyldt efter Guds vilje – i tidens fylde.
Profetierne og tiden for Jesu komme til jord som Guds tjener og menneskehedens frelser er udførlig beskrevet i GT, Dan. 9:24-26. Og pga. denne information fra Gud om ’tidens fylde’ var der mange jøder, som ventede på Israels forløsning, da tiden for Jesu fødsel var kommet, Luk. 2:25, 38.
Men Jesu forældre boede i Nazareth – og de havde ikke tænkt sig at tage til Bethlehem, og da slet ikke, når Maria var frugtsommelig. Menneskeligt set var det derfor umuligt, at profetien i Mika. 5:1, hvor der står, at Messias skulle fødes i Betlehem, kunne blive opfyldt på Jesus. Der måtte altså ske noget (politisk), som fik Josef og Maria til at tage dertil. Gud brugte en hedensk kejser:
”Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal.. Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazareth, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem”, Luk. 2:1-5..
Djævelen kender alle profetier og har sat sig for at ødelægge dem, en efter en. Hvis han have held med bare at ødelægge én profeti, så ville Gud fremtræde som en løgner! Og som en, som ikke har al magt og som derfor ikke formår at opfylde sine løfter. Så ville Gud ikke længere være Gud, og djævelen ville havde vundet. Djævelen håber og lægger strategi for, at han kan vinde kampen, så Guds frelsesplan i Jesus Kristus ikke kan gennemføres. Djævelen raser derfor, når han ser, at Guds ord – trods hans vældige modstand - går i opfyldelse.
Men han er ekspert i at lyve for at nedgøre eller latterliggøre Guds profetier. Som f.eks. når en præst i en juleprædiken igen og igen kommer ind på, at juleevangeliet ikke er en sand historisk beretning. Han skriver f.eks., at
”den moderne bibelforskning har påvist, at det er fiktion, så man (kan) vel spørge, om kristendommen ikke er afsløret som løgn og bedrag..”. Et andet sted nævner han, at ”vi ved, at juleevangeliet ikke er en historisk kendsgerning. Det er fiktion.. Det er mest sandsynligt, at han er født og opvokset i Nazareth i Galilæa..”, fra Grøndalslund Sogns kirkeblad, nr. 4, 2005/06.
Allerede i GT læser vi, hvordan han prøvede at slå den slægt og de personer ihjel, hvorfra Jesus skulle komme, f.eks. 1. Mos. 6:5-8, 2. Kong. 8:24. Men dette lykkedes ikke for ham. Vi skal se nogle eksempler fra NT, som også viser djævelens forsøg på at forhindre profetierne om Jesu liv, død og opstandelse i at gå i opfyldelse.
I Matt. 2 læser vi om Herodes, som bliver brugt af djævelen i hans forsøg på at slå Jesus ihjel. Hans plan er at lade vismændene finde Jesus, så de kan komme tilbage til ham og fortælle hvor den nyfødte konge er, v. 7-8. Men som vi ved, advarede Gud vismændene og planen mislykkedes. Herodes blev rasende og for at være sikker på, at Jesus alligevel blev slået ihjel, lader han alle børn på to år og derunder bliver myrdet i Bethlehem, v. 16. Men denne plan mislykkedes også denne plan, da Gud advarede Jesu forældre natten forinden, og var derfor flygtet med barnet.
I Matt. 4:1-13 læser vi om Jesus, som i ørkenen blev fristet af djævelen til at lytte til hans ’bibelske’ forslag og derved opgive sit forehavende. Men hvis denne plan var lykkedes for djævelen, var det umuligt, at Jesus havde kunnet dø på korset for vores synder. Men Jesus afviste djævelen og sagde: ’Der står også skrevet!’ Djævelens plan mislykkedes og han forlod Jesus, dog kun for en tid. Han kommer nemlig altid igen. Hvis han ikke havde succes sidst, forsøger han næste gang at få den enkelte til at falde på en anden måde.
Ikke længe efter forsøgte djævelen igen. Denne gang brugte han hjælp fra de troende til at få Jesus slået ihjel - men bare på en anden måde og på et andet tidspunkt, end Gud har forudsagt det. De ’drev ham uden for byen og førte ham til randen af det bjerg, deres by var bygget på; der ville de styrte ham ned’, Luk. 4:29-30. Men hvis det var sket den dag, så var Jesus død forgæves, og har ikke kunnet sone vore synder. I en tid så det faktisk ud til, at djævelens plan ville lykkes, for menneskemængden gjorde, at Jesus blev skubbet længere og længere ud til bjergets kant. Men så sker der noget uventet. Verset slutter nemlig med, at Jesus ’gik bort midt imellem dem og drog bort’.
Igen og igen forsøgte jøderne at slå Jesus ihjel, især dem, som var i Judæa. Og derfor vandrede han for en tid i Galilæa, da tiden endnu ikke var inde til, at han skulle dø på korset for vore synder. Djævelen forsøgte da – ved de vantro brødre - at lokke Jesus at drage til Judæa i fuld offentlighed. For, som de sarkastisk sagde: Der er ingen, som holder sig skjult, når han ønsker at være offentlig kendt. Hvis læren er så vigtig, hvad så med at vise sig for mennesker i stedet for at holde sig skjult (gemme sig). Djævelens plan var nemlig, at Jesus bedre kunne blive slået ihjel der- og før hans tid dertil var kommet. Og derfor afviste Jesus at tage med sine brødre.
Da tiden var inde til, at Jesus skulle dø for verdens synd, begyndte han at åbenbare dette for hans disciple. Men Peter tog ham til side og satte ham i rette og sagde, at dette måtte ingenlunde ske, Matt. 16:21-22. Peter, som kort forinden havde bekendt Jesus som ’Kristus den levende Guds Søn’, ønskede selvfølgelig ikke, at hans herre skulle lide og dø. Men han forstod ikke, at det måtte ske på den måde, og stolede mere på sine egne tanker end på Jesu ord. Men i virkeligheden var det djævelen, som indgav Peter de tanker for at lokke Jesus til at opgive. Men Jesus gennemskuede det og sagde derfor til Peter: ’Vig bag mig, Satan..!’
I Matt. 27:39-43 ser vi endnu et eksempel på, hvordan djævelen bruger mennesker i sin tjeneste, og hvor Jesus blev fristet til at reagere på deres spot og til at vise sin guddomsmagt. ’Frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn og stig ned fra korset’, råbte de, der gik forbi. Og ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste hånede Jesus og sagde:
’Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham..’
Men Jesus, som tidl. havde sagt: ’Min mad er at gøre hans vilje’, lod sig ikke friste til at bevise sin magt eller gå imod Guds vilje. For Jesus ønskede at gøre Guds vilje og var lydig til døden, ja døden på et kors. Da dette skete, blev denne verdens fyrste dømt, John. 16:11. Da Jesus døde på korset, skete der følgende to vigtige begivenheder i den åndelige verden:
1. ”han udslettede det anklagede skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset.
2. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus”, Kol. 2:14-15.
Men selvom frelsen ved Jesu blod er vundet en gang for enhver som vil tage imod, og denne fyrste dermed er dømt, så er det et faktum, at den åndelige krig om det enkelte menneskes evige tilhørsforhold fortsætter. For hele verden er (stadig) i den ondes vold, 1. John. 5:19. Bibelen siger at denne kamp vil accelerere, indtil Jesus kommer og tiltræder sit evige kongedømme, 1. Tim. 4:1, 2. Tim. 3:1, Amos. 5:18-20.
Djævelen kan ikke forandre den sejr, som blev vundet på Golgata ved Jesu Kristi blod. Men han forsøger med al magt at tilsløre denne sejr og fordærve det enkelte menneske såvel som verdens nationer, så de vælger ham – og har sin lyst i det han kan tilbyde - i stedet for i Jesus Kristus. Kampen om verdensherredømmet og det enkelte menneskes tilhørsforhold er endnu ikke forbi, og fortsætter derfor den dag i dag.
Åb. kap. 12 giver en kort beskrivelse af den åndelige krig om verdensherredømmet, som pågår. En krig, som tog sin begyndelse før verden blev til, og som fortsætter til Jesus kommer igen. Slag efter slag rulles op for vore øjne:
o Åb. 12:1-2. Et stort tegn i himmelen viser en kvinde (Israel). Dette tegn kan henvise til stjernebilledet ’Jomfruen’, som netop beskrives som i verset. Tidl. har vi været inde på, hvordan Gud har fortalt evangeliet til alle mennesker i de forskellige stjernebilleder. Men tegnet kan også betyde Guds evige bestemmelse om sin frelse ved Israel og Messias. Og endeligt kan tegnet også være en billedligt fremstilling af Israel, som er under Guds beskyttelse i GT.
o Åb. 12:3-4 a. Dragen (= djævelen, v. 9)) og hans engle gør oprør mod Gud, men bliver kastet ned fra himmelen. Denne begivenhed ligger lang tid før menneskehedens skabelse. Es. 14:11-15 fortæller om årsagen til, at det skete.
o Åb. 12:4 b. Kvinden (Israel) kommer i fødselsveer, og dragen vil sluge (dræbe) hendes barn (Jesus), så snart det er født. Israel er ofte fremstillet som en fødende kvinde i Skriften, f.eks. Mika. 5:2.
o Åb. 12:5. Kvinden fødte en dreng, som er bestemt til at regere verden. Og hendes barn blev bortrykket til Guds trone. Jesu liv fra fødsel til himmelfart udelades, og understreger, at djævelen ikke kunne ødelægge ham – han sejrede i alt, og i tidens fylde blev han bortrykket. Verset kan muligvis også referere til menighedens bortrykkelse.
o Åb. 12:6, 14. Og kvinden flygtede ud i ørkenen. Verset kan sigte til de troendes flugt til Pella i år 70, da Jerusalem kom under belejring, som Jesus havde sagt, at de skulle gøre: ”når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær”, Luk. 21:20. Men verset taler også til de troende jøder i den kommende store trængsel, hvor de må flygte, når Antikrist træder frem, Matt. 24:15-22. At der er et langt tidsinterval mellem begivenhederne i v. 5 og 6 er ikke usædvanlig i profetiens ord.
o Åb. 12:7-8 Endetidens konflikter finder sted på jorden, men i himlen foregår der en endnu større kamp mellem de gode og onde engle, mellem ærkeenglen Mikael og djævelen, jfr. Dan. 10:13, 20, 12:1, Judas 9. Resultatet bliver et fuldstændigt nederlag for djævelen. Det kan synes mærkelig, at han tidligere har haft adgang til Guds trone for der at kunne anklage de hellige, v. 10, jfr. Job. kap. 1-2.
o Åb. 12:9 Djævelen nedstyrtes til jorden og hans onde engle med ham, og det fører til frygtelige tilstande her, v 12. Og Djævelen får her 5 betegnelser. Dragen viser hans frygtelige og skræmmende natur. Slangen er listig, hypnotiserende. Djævel betyder anklager og bagtaler. Satan betyder modstander. Forføreren ligger i ordet.
o Åb. 12:10. Ved Satans første og største nederlag i endetiden er der grund til lovprisning.
o Åb. 12:13,15. Da djævelen så, at han var nedstyrtet til jorden, forfulgte den kvinden (Israel), som havde født drengebarnet. Når der her står, at han er nedstyrtet til jorden, handler det muligvis om en senere begivenhed (trængselstiden) end i beskrivelsen i Ef. 6:12, for her er djævelens territorium (magtområde) bliver yderligere indskrænket.
o Åb. 12:12-13. Djævelen er rasende, dels fordi han ved, at hans tid er kort, og dels fordi det lykkedes Israels folk at undslippe. Her kan vi bare tænke på de mange angreb på Israel siden 1948, men hvor Israel mod alle ods har overlevet. Det var f.eks. i 1973, at Gud fortalte Lance Lambert, at der skulle bedes meget, for Satan havde til hensigt at fremskynde Harmaggedon. Men tidens fylde var ikke kommet endnu. Men hvis det var lykkedes for djævelen at fremskynde dette endelige slag, så ville der være meget i Guds Ord, som ikke ville kunne gå i opfyldelse, og Satan ville havde vundet.
o Åb. 12:17: Djævelen er stadig vred på kvinden (de troende i Israel), men kan ikke gøre noget mod hende – og går bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt (de kristne), jfr. 13:7
Læs Job. 1:8-12, 2:3-6. Her ser vi at Gud tillader, at Satan slår den retfærdige Job med alle mulige plager for at få ham til at forkaste og forbande Gud, og bruger endda hans hustru til at lokke ham til dette, Job. 2:9. Men ’i alt dette syndede Job ikke’ står der. Satans mål er at stjæle, slagte og ødelægge alt, men han kan ikke tilintetgøre den levende tro på Gud, så længe det enkelte menneske ønsker hans bevarelse. Derfor kunne Daniels venner f.eks. også være trygge, da de blev truet med at blive smidt i den gloende ovn, fordi de ikke ville tilbede billedstøtten. Kongen sagde til dem:
”Hvilken gud er der, som kan fri eder ud af mine hænder”? De svarede: ”Det har vi ikke nødig at svare dig på. Sker det, så kan vor Gud.. fri os ud af din hånd, o konge. Men sker det ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke…”, Dan. 3:15-16.
Spørgsmålet er ikke, om lidelser og fristelser kommer, men hvad vi gør ved dem, når det sker! Vi ved, at Gud ikke vil tillade, at nogen fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, 1. Kor. 10:13. I versene forinden advares de kristne og siger: Den ’der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder’. Djævelen ved nøjagtig, hvad der er vores svaghed, og på forskellig måde udnytter denne svaghed for at få os til at falde fra den levende Gud. I samme kapitel gives flere advarende eksempler på dette fra GT. Det handler om nogle, som var blevet frelst, men som alligevel endte med, at Gud ikke fandt behag i dem, fordi de lod sig forføre og vildlede af djævelen til at gøre det, som var ondt i Guds øjne. Det samme kan ske med os, jfr. Judas 4, 2. Pet. 2:2, 18-19.
Det er vigtigt at forstå forskellen mellem fristelser og prøvelser. Det er altid djævelen, som frister mennesker til at synde. Når dette sker, så vender Gud den til en prøvelse og en velsignelse, hvis vi holder os til Gud, 1. Pet. 1:6-9, 5:8-9. Gud tillader ikke, at vi fristes, så vi falder fra troen, men at vi ved hans hjælp, nåde og tilgivelse bliver styrket i troen på ham. Men Gud har samtidig givet den enkelte en personlige frihed til at tro ham og følge ham – eller lade være. Så hvis mennesker attrår det onde mod bedre vidende og ikke ønsker Guds nåde, ord, kraft eller bevarelse over deres liv, så tillader Gud også dette, og giver dem hen til deres hjertes lyst, Romerne. 1:24, 26, 2. Tess. 2:9-12. Men selv gennem denne afvisning af ham er Gud fuld af nåde og søger at nå det enkelte menneske for om muligt at redde det fra den evige fortabelse. Gud tillader derfor, at de ved prøvelser og tugt ’overgives til Satan, for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud’, så de alligevel kan blive reddet til det evige liv, 1. Tim. 5:19-20. Den samme tanke går videre i 1. Tim. 5:24. Her står:
”Nogle menneskers synder er åbenbare og kommer forud for dem til dom; men hos andre kommer de først frem bagefter”.
Det betyder, at det er langt bedre og til stor velsignelse, at Gud dømmer eller tugter et menneske i dette liv, end at det først sker i den kommende dom, hvor det vil være for sent at vende om. Gud har forud forelagt os vejen til livet og til døden, 5. Mos. 30:19. Men samtidig gør Gud det klart for alle, hvad der sker for dem, som ikke ønsker at leve i tro på ham, Matt. 7:13-14.Gud har sagt det forud: De sidste tider vil blive strenge, 1. Tim. 4:1. Skriften taler om en omfattende og tiltagende troløshed, ligegyldighed og frafald. NT siger, at vi lever i en tid med mange antikrister, som hele tiden søger at lokke os til at forlade Ham, som er ’vejen, sandheden og livet’. Djævelen kender alle profetier om de sidste tider og frygter Guds dom over ham, som hele tiden kommer nærmere. Hans mål er derfor at forsøge at forhindre, at Guds ord kan blive opfyldt i rette tid. Djævelen arbejder derfor med al magt ihærdig på at få alle mennesker såvel som alle nationer til at arbejde for, at det bliver ham, og ikke Gud, som får verdensherredømmet. En stor fordel for ham er, at han har uanede ressourcer fra hele verden, fordi mennesker elsker mørket mere end lyset og derfor er i hans vold, John. 3:19, 1. John. 5:19. Og derfor vil ”onde mennesker og bedragere (efterhånden) (..) gå frem til det værre; de forfører og forføres’ (efter grundteksten), 2. Tim. 3:13. At dette er sket, er tydeligt for enhver.
Djævelens mål har altid været at forføre alle mennesker til at tro løgnen frem for lyset. Men i de sidste tider vil han sætte en forførelse ind ved Antikrist, som ’med al løgnens magt og tegn og undere’ ’beviser’, at han er Kristus, 2. Tess. 2:10. Allerede nu kan vi se, at nationerne arbejder ihærdig for, at Antikrist, den falske Kristus, kan stå frem. Og det uanset, om det er EU, FN, USA, Den Romerske Katolske Kirke, New Age eller Illuminati, for blot at nævne nogle. Djævelen har i årtusinder planlagt og arbejdet for at få verdensherredømmet ved en falsk Kristus.
Læg mærke til, at beskrivelsen af dyret (Antikrist) i Åb. 13:1 næsten er identisk med dragen (Satan) i Åb. 12:3. Tydningen af syv hoveder som syv verdensriger i Åb. 17:10-11 betyder, at Satans person, ånd og kraft har været i dem alle, men når Antikrist står frem, vil han komme som en søn af Satan (som Jesus som Guds Søn). Og dyret (Satan) vil give ham ’sin kraft og sin trone og stor magt’, Åb. 13:2, 11:7. Og dyret vil også imitere Jesus og lade sig såre til døden, men overleve eller opstå fra døden, Åb. 13:3. Og dette får hele jorderig til at følge undrende efter (eller have ærefrygt for) dyret. Og det får mennesker over hele jorden til at tilbede dragen (i stedet for Gud). Men de tilbeder også dyret (Antikrist i stedet for Kristus), v. 4.
Af skriften kan vi se, at alt lykkes for ham. I Dan. 8:24-25 står der bl.a. følgende om ham (delvis efter grundteksten):
”Hans magt skal blive stor, dog ikke ved egen magt. Han skal tale utrolige ting og have lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine råd og ødelægge de mægtige og de hellige folk. Og gennem sin dygtighed og taktik (dansk: svigefulde råd) skal det lykkes for ham, og han skal sætte sig store ting for og ved fred skal han styrte mange i ulykke i deres tryghed..”.
Når Antikrist kommer, vil han i begyndelsen stå frem som den, der vil give mennesker fred og lykke (som en parodi på Jesus som fredsfyrste) og gennemføre sine planer med dygtighed og taktik. Alt skal lykkes for ham. Mennesker tror på ham og er trygge, men i virkeligheden styrter han dem i ulykke (trængsel, død og om muligt fortabelse).
Når Antikrist kommer, vil han altså først imitere Jesu gerning. Han vil komme med fred og love mennesker et jordisk 1000-årsrige. Han vil få mennesket til at tro, at han er Kristus, Matt. 24:5, 23. Og som Jesus udførte tegn og undere som bevis på, at han er Kristus, således vil Antikrist efterligne disse for at forføre mennesker, Åb. 13:11-13, 2. Tess. 2:9. Dette sker også i dag, men vil blive til en endnu større forførelse og afstedkomme et endnu større frafald, når Antikrist kommer. Og de fleste i verden vil tro ham. Til sidst vil han bygge templet og sætte sig i det og udgive sig for at være Gud og modtage verdens tilbedelse.
Djævelens plan har aldrig været at give mennesker fred. Hans mål er at styrte dem i ulykke. Derfor står der, at ’det åbnede sin mund til bespottelse mod Gud’.. og til ’at føre krig mod de hellige og sejre over dem’, Åb. 13:6-7. Tilsyneladende vil alt lykkes for ham, men det kan kun ske, fordi Gud tillader, at han får lov til at virke i 7 år. Derefter kommer Jesus igen for at oprette sit evige rige. Djævelen tror, at han kommer nærmere verdensherredømmet ved at slå de hellige ihjel, for det er jo dem, som i kraft af at være lys og salt har forhindret ham i at gennemfører sine onde planer. Og for en tid ser det også ud til, at hans onde planer nu uhindret kan ske over hele jorden. Men selv om de kristne bliver slået ihjel, så er det i Guds øjne ikke en ulykke, for han sørger for, at de hellige derved bliver reddet og går ind i herligheden, før han lader sin vrede og dom og trængsel ramme jorden og alle dem, som vælger at følge Antikrist, Åb. 13:8, 14:9-11.
Satans mål har altid været at dræbe de hellige og forhindre, at Guds Ord, Guds frelse og Guds rige ikke kan realiseres. Men hans højeste plan og mål er at sejre over Gud selv. I Åb. 17:13-14 står der, at jordens 10 horn har ”en og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet..”. Allerede nu har okkulte kræfter inddelt hele verden i 10 magtsfærer, og alle disse vil snart være med til at gå imod Lammet.
Men slaget ender anderledes, end folket og hornene forestiller sig: ”Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge..”. Daniel profeterer om den samme krig og beskriver udfaldet således: ”Mod fyrsternes fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved menneskehånd”, Dan. 8:25.
Snart er tiden inde til, at Satan og alle onde kræfter bliver dømt og Kristus kommer for at oprette sit 1000-årsrige på jorden. Tidens fylde nærmer sig, hvor alt det opfyldes, som Gud har talt ved profeterne. Alt er sket som Gud har sagt det. Gud har forudsagt, hvad der vil ske og hvornår det vil ske. I profetien om Antikrist står der f.eks. at det vil ske ’i endens bestemte tid’, Dan. 8:19. Der er intet der er tilfældigt for Gud. Den onde og det onde har haft sin tilmålte tid og tjent Guds formål. Og han har ført hele sin frelsesplan igennem for i tidens fylde at opfylde alt det, som han har sagt. Den dag kommer, hvor Jesus Kristus, den retmæssige Konge kommer igen. Den dag kommer, hvor
”verdensherredømmet er blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. Og de 24 ældste.. tilbad Gud og sagde: ’Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du som er, og som var, og som kommer, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme’; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store…”, Åb. 11:15-18, jfr. Åb. 19:6.
- - - - - - -
”Og Ånden og bruden siger: ’Kom!’ Og den, som hører, skal sige: ’Kom!’ Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt”, Åb. 22:17.