Ægte glæde
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 13/10-06
Udskriv
OversigtDer findes en falsk og ægte glæde. Dem, der søgte Herren i den gamle pagt, søgte og kendte den ægte og overstrømmende glæde. Det var glæde der fyldte dem, når de drog op til HERRENs hus. Ligeledes giver Salmerne udtryk for ægte glæde men også ægte sorg.
Havde de en glæde, som vi mangler? Er vi så fyldte med surrogat glæder, at der slet ikke er plads til ægte? Uden den fylder os, har vi ikke glæden over frelsen, og over, at vi i alle forholde hører HERREN til. Det er ikke en glæde, vi blot kan påfylde os med en gang om ugen. Den må og skal være der hele tiden døgnet rundt. Også i de dage, der kan være mørke, fyldt med åndelige kampe, tvivl og sorg.
Bibelens salmer er fyldte med glæde, som tilmed er overstrømmende. ”Mit bæger flyder over” udtrykker den sande glæde, som fylder HERRENs folk.
Jeg skrev en gang en sang, der begynder således: Jeg takker dig Herre for alt, hvad du gav. For nåden, du her lod mig finde! Glæden over, at vi har del i Herrens vidunderlige nåde, må overstrømme alt. Hvor var det hele ynkeligt, dersom vi ikke vidste, at vi var under den Almægtiges nåde, som er ny hver morgen. Og vi skal ikke være tiggere for at få del i hans uransagelige rigdomme. Alle, som tager imod ham, dem giver han autoritet til at blive hans børn. (Joh. 1:12.) Og vi skal heller ikke opføre os som narre, som nogle gør, for at vise vor glæde over frelsen og alt, hvad han af nåde giver os.
Vi ærer Herren ved at synge lovsange. Tiden lærer os dog mange sange, der med støj og bum, bum er blevet sjælelisk, så vi let fyldes med en falsk, kødelig glæde, som giver plads til et liv i urenhed af mange slags.
Glæde kommer, når vi ved, at vi frelst. Men hvornår ved vi det? spørger mange. Følgende ord viser os vejen: ”Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme. Romerne. 10:10-11. ”Thi hver den, som påkalder Herrens navn, skal blive frelst.” Vers 13.
Og dette er årsagen til vor jublende glæde: ”Altså kommer troen af det, som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi ord.” Romerne. 10:17.
Troen, der er kilden til glæden, kommer ikke ved noget andet end ved Kristi ord. Altså er det nødvendigt at høre eller læse i Bibelen, for at den ægte tro, der fører til at vi fødes på ny, tager bolig i os og sprudler frem med taksigelse.
Jeg medtager et udsnit af Rosenius´ skrifter, der netop går ud fra Romerne. 10:17: ”Dette verset er en konklusion på versene foran, 14-15. Der viste Paulus jo, at for å kunne tro, måtte vi have fået evangeliet forkyndt. Og at denne forkyndelse igen forudsætter, at nogen havde fået Guds befaling om at forkynde. Så siger han nu: Så kommer da troen af det, vi hører, og det, vi hører, kommer ved Guds ord. Her står ganske klart: Ved Guds ord.
Men lad os nu se, hvad vi lærer af dette vers. Jo, at troen ikke kan fødes uden gennem evangeliets ord. Hver eneste én som vil få den frelsende tro, bør tænke grundig over dette. Troen vil aldrig kunne opstå i et menneskes hjerte uden gennem Guds nådes budskab. Helt rigtigt forkynder også Guds skaberværk hans storhed, hans visdom og godhed. Og vor samvittighed taler også om hans hellighed og retfærdighed. Men selv om menneskene var mere modtagelige for dette budskab ud fra Guds natur,… så kunne vi aldrig gennem dette komme til tro på det eneste navn, som vi kan blive frelst ved. Vi vil aldrig få en tro, som omskaber og helliger hjertet, en tro, som giver trøst mod synden og fred i døden. En frelsende og helliggørende tro kommer aldrig gennem nogen beslutning baseret på fornuft eller filosofi. Kort sagt: Den rette tro kommer aldrig fra nogen anden kilde end det guddommelige ord om Frelseren. Troen kommer af det, vi hører, og det, vi hører kommer ved Guds ord.
Af dette burde vi lære, hvor dåragtige deres anstrengelser er, når nogen vil arbejde sig frem for at få hjertet til at tro - bare gennem sine egne tanker. Ligeså hvor falskt og frugtesløst er det, når de, som Luther siger, sætter sig i en krog og venter på Den Hellige Ånd, men undlader at bruge de nådemidler, Gud har givet os i Ordet. Gud har ikke lovet at give os troen og Den Hellige Ånd på den måde. Han har sagt: Hør! Så skal jeres sjæl leve!, Hør på mig! Så skal I spise det gode, og jeres sjæl skal glæde sig ved de fede retter. Ordet, som går ud af min mund, skal ikke vende tomt tilbage til mig (Es. 55). Uddrag fra Rosenius slut.
Du har nu læst, hvorledes den sande glæde kommer ind i din sjæl. Da kan du synge HERRENS sange og høre på en lang prædiken, når blot det er Kristi ord, der lyder.
Selvfølgelig glæder vi os også over de mange andre gaver, HERREN har giver os. Tænk blot på de mange venner, vi har, med hvem vi deler troen og glæden.
Men den rette glæde, der bryder frem, fordi vi har Åndens vidnesbyrd om, at vi er frelste, overstråler alt. Og den glæde bliver aldrig mindre. Tværtimod, dersom vi holder os nær til vor frelser og ”lever” af hvert et ord, der udgår af hans mund.
I Sal. 99:9 står: ”Ophøj HERREN vor Gud, bøj jer for hans hellige bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud!” I Sal. 100:1-5 står: ”Råb af fryd for HERREN, al jorden, tjen HERREN med glæde, kom for hans åsyn med jubel! Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans folk og den hjord, han vogter. Gå ind i hans porte med takkesang, med lovsange ind i hans forgårde, tak ham og lov hans navn! Thi god er HERREN, hans miskundhed varer evindelig, fra slægt til slægt hans trofasthed!”
Fredrik Visløff skrev, at Salme 100 danner et pragtfuldt lille postludium til det lovsangskor, som har lydt gennem de foregående salmer. Den er den sidste i rækken af de 10 salmer, som danner en lille samling for sig (91-100). Salmen betegnes da også som en salme til lovprisning. Den var beregnet til gudstjenstlig brug. Menigheden skal i den give udtryk for sit hjertes tak og pris til Gud.
Guds frelsesgerning er fuldbyrdet. Herren er blevet Konge. Dette har vært omkvædet i de foregående salmer (se 93: 1; 97:1. 99:1). Verdensrigernes magt er knækket. Selv de gud-fjendske magter har måttet bøje sig i støvet for al jordens Konge. Med tanke på dette er det, at salmisten udbryder: Råb med fryd for Herren, al jorden! En så højt ophøjet og herlig Gud må lovprises. Og alle må være med. Frelsen gælder jo ikke bare hans udvalgte folk, men også hedningene. Derfor må også vi deltage i det store lovsangskor, som synger til Kongens ære. Tjen Herren med glæde! Deres taknemlighed for frelsen må drive dem til tjeneste for ham. Og denne tjeneste må de udføre, ikke nødtvungent og ugerne, men med glæde. Når de kommer frem for hans ansigt, skal de være præget og grebet af hellig jubel. Alle må nu erkende, at Herren er Gud. Han har skabt os,… til at være sit folk og til den hjord, han leder.
Salmisten ser med sit profetiske øje, hvordan mennesker fra hele verden går ind gennem helligdommens porte, - ind i forgården for at lovprise Guds navn. Helligdommen med dens porte og forgårde er ikke her at forstå i udvortes, bogstavelig forstand. Det er billedlige udtryk for den nye pagts helligdom, den kristne menighed. I den skal folk af alle nationer og stammer prise Gud. Thi Herren er god! Genstanden for deres lovprisning er Guds godhed. Hans miskundhed varer til evig tid. Den tager aldrig slut. Derfor får heller ikke lovsangen nogen ende. Fordi Herrens trofasthed står ved magt fra slægt til slægt, varer også lovsangen ved. Uddrag af F, Wisløff slut.
Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans velgerninger!” Sal. 103:1-2.
Glem ikke alle hans velgerninger! – Denne opfordring er på sin plads, thi alle glemmer vi let. I vor nærsynethed har vi det med at blive så optaget af os selv og vort eget, at vi overser det, som er større og sandere. Resultat: vi tumles rundt af bekymringer og roder i ring på grund af bagateller.
Frelse og frigørelse er temaet i troens lovsang. Tilgivelse, befrielse fra forgængelighed og død, fornyelsen til ny kraft og nyt overskud. Alt det er spektret af lovsangmotiverne. Tilgivelsen og Guds barmhjertighed, som ser så fuldstændig bort fra alle vore synder, fremhæves og udpensles på ny. Gud gemmer ikke på harme. Han samler ikke vore fejl sammen. Nej, det være langt fra. Så højt som Himmelen er over jorden og så langt som øst er fra vest; det er målestokken for afstanden mellem en synder og den synd, Gud har tilgivet.
Menneskets afhængighed af Gud kan udtrykkes på så mange måder. Som at det lille barn trænger til at stole på sin faders styrke. Tilværelsen er flygtig som blomsterne på marken. I morgen river vinden de sidste kronblade af. Bestandig er bare Guds miskundhed og hans kærlighed til de hjælpeløse.
Men perspektivet er endnu ikke komplet. Når universets hersker hyldes, høres også englenes stemmer i lovsangskoret. De vældige i magt, som fuldbyrder hans ord. De lydige tjenere, som gør hans vilje. Når vi beder i Fadervor, at Guds vilje må ske på jorden, som den sker i Himmelen (Matt. 6:10), er det denne samsang, der toner i baggrunden, som menneskers og englenes lovsang er bestemt til at være det. Englenes lovsang er det, som vor lovsang også skal være, dersom den er hel og fuld. Lad os takke og lovsynge Herren med hele vort hjerte.
Min sjæl, lov Herren, og alt som er i mig love hans hellige navn! Alt i vort legeme er skabt til at ære vor Skaber, og derfor må vor tunge ikke bruges til at vanære Herrens navn.
”Jeg formaner jer altså, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres fornuftige gudsdyrkelse.” Romerne. 12:1:
Vi kan ikke ofre vore legemer som et helligt offer, dersom vi anvender det til kødelige lyster. At sige NEJ til sådanne er et offer, Herren har behag i. Derfor skal vi ikke tilpasse os den nuværende verden, men blive forvandlet ved at vort sind bliver nyt. (Romerne. 12:1.)
Et offer, Herren har behag i, er et rent hjerte og lovsange, der virkelig er til hans ære. Gud har gjort alt for os. Og vi er kaldede til at være hans kære børn. Og han forventer, at vi med glæde viser, at vi er det.
Ordene om at bære vort legeme frem som offer tjener som en opsummering til det, som skal siges. Vort legeme, det vil sige os selv med alle vore evner og kræfter, skal bruges til Guds ære. Offeret betyder her: takoffer, udtryk for glæde og taknemlighed, som Guds folk også fra gammel tid har været vant til at bære frem. Ord er for fattige til at udtrykke det, vi vil have sagt, når vi har taget imod en hjælp, som overgår alt det, vi kunne ønske og begribe. Jeg og hvad mit er skal tilhøre ham. Ikke af tvang, men af trang.
At undgå at tilpasse sig til den nuværende verden, eller den nuværende tidsalder (aion) - som teksten egentlig siger, kan være vanskelig. Men det er en formaning, vi skal lytte til
Vi trænger hårdt til forvandling og sindsfornyelse. Vort gamle menneske og vor gamle verden er så vel klistret sammen, at vi passer ind der, thi hele vor livsindstilling er så inderlig den samme som verden har, dersom ikke vort sind bliver fornyet.
”Lov HERREN, I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov HERREN, alle hans hærskarer, hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje. Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste sted i hans rige! Min sjæl, lov HERREN!” Sal. 103:20-22: (Læs også Sal. 148:1-4.)
Endnu en opfordring til at lovprise HERRENs navn. Alt det skabte priser hans hellige navn. Kun der, hvor der gøres oprør mod ham, lovprises hans navn ikke. Også i evigheden vil lovsange lyde til hans ære. Skal vi deltage i dem, må vi lære det allerede her på jord.
I Sal. 104:13-14 står: ”Fra din højsal vander du bjergene, jorden mættes fra dine Skyer; du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste, så du frembringer brød af jorden.”
I Sal. 104:16: ”HERRENS træer bliver mætte, Libanons cedre, som han har plantet.”
I Sal. 104:19: ”Du skabte månen for festernes skyld, solen kender sin nedgangs tid.”
Sal. 104:24: ”Hvor mange er dine gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!”
Og Sal. 104:31: ”HERRENS herlighed varer evindelig, HERREN glæder sig ved sine værker!”
Glæder vi os over alt dette? Har vi den ægte glæde, vil den lyse ud af vore øjne, præge stemmens klang og give lyst til lovsang og taksigelse. Da vil vi bære frugt til Faderens ære. Og han vil komme for at beskære os, så vi kan bære endnu mere frugt og derved endnu mere ære hans hellige navn.
”Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, tager han bort. Og hver gren, som bærer frugt, beskærer han, så den kan bære mere frugt.” Joh. 15:2.
Dette er svaret på, hvorfor verdens børn ofte kommer lettere gennem livet end dem, der frygter Herren. Dersom et frugttræ kunne tale, ville det fortælle hvor ondt det gør at blive beskåret. Men det er for, at det skal bære meget mere frugt. Det er en kyndig hånd, der beskærer os, så vi kan bære mere frugt til Herrens ære. Lad os ikke klage eller trække os tilbage, så vi undgår beskæring, os til gavn og vor Frelser til ære. Der vil komme mere glæde ind i vort liv med flere åbenbare frugter. Da glædes den høje ”gartner”, da er hans gerning alt sket. Og engang på den anden side skal vi høre ordene: Vel, du gode og tro tjener gå ind til din Herres glæde!
Vort liv kan ikke måles i kroner og ører, eller om der holder en flot bil i vores garage. Det måles i om vi sætter et spor, der vidner om, at vi har valgt at tjene ham, der alene kan frelse os fra helvedes gru til Himlens herlighed.
Det er lettere at gå, hvor der er et spor at følge. Men sværere hvor der er et virvar af spor. Derfor skal vi med lovsang takke for al den godhed, Almagtens Herre lader flyde ned over os, at han har givet det ene spor, at vi skal følge ham. Den største gave er, at han drog os op af syndens og vantroens mørke og satte vor fod på den urokkelige klippe og lod os få del i hans frelse.
”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.” Es. 12:3. Øser vi vand fra disse kilder, medens vi glæder os over hans frelse og ser hen til den dag, hvor vi fuldt ud skal erfare, hvor saligt det er at være med Jesus?
”Jeg vil glæde mig højlig i HERREN, min sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i frelsens klæder, hyllede mig i retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæster sine smykker.” Es. 61:10.
”På deres frugter skal I kende dem. Kan vel nogen sanke druer fra tornebusker eller figen fra tisler?” Matt. 7:16. Vore ord og vort liv skal i fællesskab vidne om, at vi har taget imod frelsen ved tro på Jesus Kristus. Peger vore ord og vort liv en anden vej, er vidnesbyrdet ikke gyldigt og den fornuftige kasserer det. Men stemmer vore ord og vort liv med Kristi ord, vil det lyse lang til efter, vi ikke er her længere. Og et beløb sættes ind på vor konto i Himlen.
”Den, som høster, får løn og samler frugt til et evigt Liv, så at de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som høster.” Joh. 4 36.
Der er tale om en høst af menneskesjæle. Den, som høster, får løn, siger Herren, som indsamler den store høst til evigt liv. Den, som sår og den, som høster, får begge løn, thi uden der bliver sået, kommer der ingen høst.
Har såmændene svigtet, sker det som Jeremias talte om. ”Kornhøst er omme, frugthøst endt, og vi er ej frelst!” Jer. 8:20. Og der kan komme en høst af tidsler og torne og da bliver der ingen løn. Og lovsangen udebliver.
”Og han sagde til dem: Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om, at han vil sende arbejdere ud til sin høst.” Luk. 10:2.
”Den, som drikker af det vand, som jeg giver ham, skal til evig tid ikke tørste; men det vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en kilde af vand, som fremvælder til et evigt liv. Joh. 4:14.
Evangeliet er ikke en cisterne, som giver dårligt vand, men en kilde, der sprudler frem i os og som aldrig kan tørre ud.
Denne kilde lærer mig til ikke at tie om Jesus Kristus, som har gjort alle ting vel for mig. Derfor synger jeg i mit indre: ”Min sjæl, lov Herren! HERRE min Gud, du er såre stor! Du er klædt i højhed og herlighed.” Sal. 104:1.
Dem, der blev frelste før Kristus kom, blev frelste ved løftet om, at han skulle komme. Dem, der bliver frelste nu efter at han er kommen, bliver frelste ved troen på, at vor forløser er kommen. Gud har i Kristus gjort en pagt ved sig selv, der går ud på, at Jesus Kristus som Guds Lam gav sit liv for de fortabte. Derved er helligt blod bragt frem for Faderen som en soning for vore synder.
”Efter at troen er kommen, er vi ikke mere under tugtemester. Thi alle er I Guds børn ved troen på Kristus Jesus” Gal. 3:25-26.
Derfor dømmes alle dem, der kommer til ham, som ikke skyldige ind for Kristi domstol. Og da kommer en glæde frem i vort sind, som ingen kan tage fra os.
Når alting på jorden falder og forgår, vil glæden over frelsen bestå, og jeg vil have den med mig. Alt det, vi har samlet på jorden, kan vi ikke tage med os herfra, men glæden og freden er givet os af Herren, og disse gaver vil altid være hos os.
”Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.” Fil. 4:7. Bevare! Er der noget vi skal værne om, er det at bevare Guds fred, som overgår alt det, vi kan forstå.
”Og så mange, som vandrer efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed… ” Gal. 6:16. Så mange! måtte vi være blandt disse mange.
Hver morgen er Guds nåde ny.
”Af Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.” 1. Kor. 15:10.
Af vor Frelsers nåde er vi det, vi er. Vi er ikke noget i os selv. Det er givet os alt sammen. Derfor kan vor tak ikke forstumme men må være som en kilde i os. ”Thi i ham lever og røres og er vi”. Apg. 17:28.
Jubler, hver en sjæl på jord:
Gud er god!
Se, hvor er Guds nåde stor -
Gud er god!
Mere godt end vi forstår
af vor Faders hånd vi får,
derfor takken til ham går –
Gud er god!
Gud er god! – Gud er god!
Synger alle med i sangen:
Gud er god!