“ | »Vi kan uden problemer lukke 20 af kirkerne,« siger budgetformand Torben Larsen. I Folkekirken er det overladt til de lokale menigheder at nedlægge deres egne kirker. Kirkeledelsen i København har længe forsøgt at få menighedsrådene til at indse, at det er bedre med 50 sognebørn i én kirke end ti sognebørn i fem forskellige kirker. Med Rosenvænget Sogns beslutning om at lukke en af sine tre kirker samt en ny forstærket indsats biskop og budgetudvalg imellem, satses der på, at klokken er faldet i slag. »Vi er simpelthen nødt til at geare vores organisation,« siger Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. | ” |
Mens der tales om at bygge muslimsk moské, falder de danske folkekirker under sparekniven. Man må derfor stille spørgsmålet: Hvad er kristendommen i Danmark? Jesus sagde: "Ethvert rige, som er kommet i splid med sig selv, lægges øde, og hus falder over hus" (Luk. 11:17). Folkekirken har de sidste mange år været i strid med deres grundlag, Guds Ord. Barnedåben har lullet den danske befolkning ind i en falsk forståelse af frelse, og konfirmationen har siden sin begyndelse været en hån imod Helligånden, som i dette såkaldte sakramente er underlagt præstens virke og remedier. Dertil kommer vielse af homoseksuelle, kvindelige såvel som ikke-troende præster, der intet problem har med at forbryde sig mod Guds Ord.
Skulle vi da sørge over det fysiske udtryk, at kirkerne falder? Skulle vi sørge over talen om, at muslimer kan indtage kirkerne? Selvfølgelig er det sørgeligt, men det er ikke mindre sørgeligt at vedholde kirkerne som en kalket facade for en ikke-eksisterende tro. Paradokset "jeg tror på Gud, men ikke Bibelen", høres igennem hele landet. Kan man sige til et vidne, der har set et drab, et røveri eller et overfald, at "jeg tror på dig, men ikke på det, du siger"? Hvordan kan man sige man tror på Gud, og fornægte det, Han siger?
Folkekirken må falde, så folket kan se, at troen er død. Skulle Islam indtage kirkerne, så lad da vidnesbyrdet tale, at Danmark som en kristen nation er en saga blot. Tiden nærmer sig for Bibelens sidste profetier at gå i opfyldelse, hvilke kort kan sammenfattes i ordene fra Sal. 2:2: "Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede".
Kilde: www.b.dk