OversigtLad os tage et historisk tilbageblik.
Kremation har været praksis blandt hinduer, så lang tid nogen ved, blandt den oprindelige befolkning i Indien og blandt buddhister. Men det er ikke underligt, idet disse tror på reinkarnation. Legemet er derfor ikke regnet for noget. Ligeså var ligbrænding almindelig blandt indianske stammer i Nord Amerika. Og blandt grækere og romere, især blandt de rige. (Oxford Classical Dictionary, 1950.)
Det er vanskeligt at følge denne udvikling i Europa, idet den først blev stoppet på grund af modstand fra de kristne, men siden tilladt igen. (Encyclopaedia Britannica). Både jøder og kristne vedblev dog at protestere imod ligbrænding. (Oxford Classical Dictionary, 1970.)
I England havde kremation en talsmand i midten af det 19. århundrede i agnostikeren Sir Henry Thompson, som var ansvarlig for den første ligbrænding i 1874. Men det var først i 1902, at parlamentet legaliserede kremering. På samme tid begyndte den liberale teologi, der afviste Jesu opstandelse, at gøre sig gældende.
Kristen afvisning af kremation er af samme grund som fra jødisk side, hvor der altid har været respect om de døde – dersom de ikke var forbandede ved åbent at overtræde Guds lov. ”Hvis en mand har gjort en synd, som fortjener dødsstraf, og han dræbes og du hænger ham på et træ, da skal hans lig ikke hænge på træet natten over, men du skal sandelig begrave ham samme dag, for den, som er hængt, er en Guds forbandelse, og du skal ikke gøre dit land urent.” 5. Mos. 21:22-23.
Og der er et andet klart udsagn om Guds vilje derom i 1. Mos. 3:19: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden. For af den er du taget. Thi støv er du, og til støv skal du vende tilbage.” Vel vender asken efter en kremation også tilbage til jorden. Men efter bibelsk forståelse er det ikke med Guds velbehag.
Den jødiske Mishnah (deres mundtlige lov) ser på afbrænding af et legeme som afgudsdyrkelse. I Sefer La-Mitzvot 231, 536 står, at afbrænding af et legeme er at fornægte troen på en legemlig opstandelse.
I både GT og NT blev de afdøde begravet. Vi ser også Marthas og Marias tro på opstandelsen i Joh. 11:25. Hvor fremmed ville tanken om kremering af Lazarus ikke forekomme her!
Taler nogen imod Bibelens udsagn på dette punkt, taler de ud fra uvidenhed. ”Til loven og til vidnesbyrdet! Hvis ikke de taler som dette ord, får de aldrig se morgenrøden.” * Es. 8:20.
* Dvs den skønne opstandelse, hvor de skal skue Kristus i opstandelsens morgenrøde.
I Bibelen læser vi om flere eksempler på Guds vredesild. ”Men det skete, at folket klagede inderlig, og det var ondt i Herrens ører. For Herren hørte det, og hans vrede blev optændt. Og Herrens ild slog ned blandt dem og fortærede nogen i udkanten af lejren. Da råbte folket til Moses, og da Moses gik i forbøn til Herren, døde ilden ud.” 4.Moseb. 11:1-3. Og et andet stærkt eksempel i Jos. 7:25: ”Josva sagde: Hvorfor har du ført denne ulykke over os? Herren skal føre dig i ulykken på denne dag! Så stenede hele Israel ham. Og alle blev brændt på ilden, efter at folket havde stenet dem.”
Århundreder senere, da kong Jeroboam tilbad guldkalven i Betel og Dan (1. Kong. 12:28-33), sendte Gud en mand fra Juda, der sagde, at disse mænds ben ville blive brændt på afgudsalteret i Betel. Og at de præster, som gjorde tjeneste på offerhøjene og brændt røgelse på den, deres knogler skal brændes på alteret. (1. Kong. 13:1-3.)
”Så siger HERREN: Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender bud for at rådspørge Ekrons Gud Baal-Zebub? … Men Elias svarede ham: Er jeg en Guds mand, så fare ild ned fra himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve mand! Da for Guds ild ned fra himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve mand. Atter sendte kongen en halvhundredfører ud efter ham: men da den tredje halvhundredfører kom derop, kastede han sig på knæ for Elias, bønfaldt ham og sagde: du Guds mand! Lad dog mit og disse dine halvtredsindstyve trælles liv være dyrebart i dine øjne! Se, ild for ned fra himmelen og fortærede de to første halvhundredførere og deres halvtredsindstyve mand, men lad nu mit liv være dyrebart i dine øjne! Da sagde HERRENS engel til Elias: Gå med ham, frygt ikke for ham! Så gik han med ham og fulgte ham til kongen. Og han sagde til kongen: Så siger HERREN: Fordi du har sendt sendebud hen for at rådspørge Ekrons gud Baal-Zebub - fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge - derfor: det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø! Og han døde efter det HERRENS ord, som Elias havde talt.” 2. Kong. 1:6-17.
Og om kong Saul, der faldt fra Herren, står: “Så… brød alle våbenføre mænd op, og de gik hele natten. De tog liget af Saul og ligene af hans sønner ned fra muren i Bet-Sjean, og de kom til Jabesj og brændte dem op der.” 1. Sam, 31:12.
Vi ser klart i disse beretninger, at brænding af et menneske ikke er tilladt, uden det har været en oprører imod Herren.
Der kan være læsere, der angrer de har ladet en afdød brænde. Sket er sket, men synden må bekendes og angres, og så har Gud lovet at ville tilgive. ”Dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os synderne og renser os fra al uretfærdighed.” 1. Joh. 1:9.
I Amos. 2:1-2. står: “Så siger Herren: På grund af tre overtrædelser af Moab, ja, på grund af fire, skal jeg ikke tage den (straffen) tilbage. For han brændte Edom-kongens ben til kalk. Men jeg skal sende ild over Moab. Den skal fortære borgene i Kerijot. Moab skal dø under krigslarm, til krigsråb og lyden fra basunen.”
Og i vers 4-5 læser vi: ”Så siger Herren: På grund af tre overtrædelser af Juda, ja, på grund af fire, skal jeg ikke tage den (straffen) tilbage. For de har forkastet Herrens lov, og de har ikke holdt hans forskrifter. Deres løgne førte dem vild, løgne, som deres fædre fulgte. Men jeg skal sende ild over Juda, som skal fortære borgerne i Jerusalem.”
I NT kommer det stærkest frem i Åb. 18:8, at ild er Guds dom: ”Derfor skal hendes plager komme på én dag, død og sorg og hungersnød. Og hun skal blive fuldstændig opbrændt med ild. Stærk er Herren Gud, som dømmer hende.”
Og vi ser i Sal. 16:9 og Apg. 2:26, at stedes i graven er det rette hvilested, når døden er indtruffet. ”Kom og se stedet, hvor Herren lå.” Matt. 28:6. Og ved bortrykkelsen læser vi, at de døde skal opstå (af gravene).
Man ved, at i Israel blev alle begravet, dersom de ikke var under Guds vrede. Og da kristendommen vandt indpas i Rom, begravede de kristne deres døde i katakomberne. Også i Kina brugte man at begrave de døde. Og i Ægypten balsamerede de deres afdødes legemer for at ære dem.
Men tanken om at brænde de døde vandt indpas. Og en professor i Italien ved navn Brunetti byggede i 1870 det første krematorium; og ideen spredte sig derefter fra land til land. I nutiden brændes der omkring 470,000 personer på årsbasis.
Ordetkremation kommer fra det latinske cremo, hvilket betyder ”at brænde”, i særdeleshed de afdøde. En ovn opvarmes typisk til 1400 til 2100 gr. fahrenheit. Tilbage findes der efter brændingen aske og benrester fra 1.8 til 3.6 kg. Det tager imellem 3-5 timer at kremere et menneske.
Vi har set, at i det ældste Israel var ligbrænding reserveret for afgudsdyrkere, kriminelle og fjender. Medens den var almindelig i Babylon, blandt filistrene, i Grækenland med flere steder.
Vi læser i 1. Mos. 38:24: ”Det skete rundt tre måneder senere, at der blev sagt til Juda: Din svigerdatter Tamar har udgivet sig som skøge. Og se, nu er hun også blevet med barn gennem sit horeliv. Da sagde Juda: Før hende ud og lad hende blive brændt! Det var en voldsom død for hende og hendes to tvillingfostre.
Dersom en mand ægter både en kvinde og hendes moder, skal alle tre brændes i ild. Vi kan ikke se, hvorvidt de først blev stenet og derefter brændt. (3. Mos. 24:14.)
Og vi læser, at dersom en datter af en præst bliver en prostitueret, skal hun brændes i ild. (21:9.)
Gud udryddede Kora og 250 israelitter ved ild, fordi de modstod Moses. (4. Mos. 16:35.)
Og i Jos. 7:14-25 læser vi: ”I skal derfor føres frem i morgen tidlig, stamme etter stamme. Da skal den stamme, Herren udtager, komme frem, slægt efter slægt. Og den slægt, Herren udtager, skal komme frem, familie efter familie. Og den familie, Herren udtager, skal komme frem, mand efter mand…. Så førte han frem… mand efter mand, og Akan,… af Juda stamme, blev taget ud. Da sagde Josva til Akan: Min søn, jeg beder dig, giv Herren, Israels Gud ære, og bekend for ham!... Akan svarede Josva og sagde: Det er sandt, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud…: Da jeg så en smuk babylonsk klædedragt blandt byttet sammen med to hundrede sekel sølv og en guldbarre, som vejede halvtreds sekel, fik jeg lyst på alt dette og tog det. Og der er det, skjult i jorden midt under mit telt, med sølvet nederst. Så sendte Josva nogle udsendinge af sted, og de løb til teltet. Og der var det, gemt i hans telt, med sølvet nederst. De tog alt dette ud fra teltet, bar det frem til Josva og til alle Israels børn og lagde det alt sammen ned foran Herrens åsyn. Josva og hele Israel sammen med ham tog så Akan, Serahs søn, sølvet, klædedragten, guldbarren, hans sønner, døtre og alt stort og småt af kvæget, teltet og alt det, han havde, og førte det til Akor-dalen. Josva sagde: Hvorfor har du ført denne ulykke over os? Herren skal føre dig i ulykke på denne dag. Så stenede hele Israel ham. Og alle brændte de på ilden, efter at de var blevet stenet.” Kan nogen være i tvivl om, at de blev brændt, fordi Gud var vred på dem?
Og der er flere eksempler, der viser, at ligbrænding var en nedværdigelse og udtryk for ikke at have Guds behag.
Når der ikke var mulighed for at begrave en person, fandt jøderne på en anden udvej. Vi læser om Josef, hvorledes hans legeme var bevaret i over 400 år og fragtet med i ørkenen i 40 år, for at han kunne blive begravet i løftets land. (1. Mos. 50:24-25, 2. Mos. 13:19 og Jos. 24:32.)
Desuden befalede Moses, at guldkalven skulle brændes. (2. Mos. 32:2.) Og Herren befalede, at alle afguder skulle ødelægges ved ild. (5. Mos. 7:25.)
“Vi ved, at hele skabningen stønner og sukker som i fødselsveer, helt til denne tid. Ikke blot det, men også vi som har Åndens førstegrøde, også vi stønner ved os selv og venter med iver på barnekåret, vort legemes forløsning.” Romerne. 8:22-23.
”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle blive forvandlet, i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun. For basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal blive forvandlet. Thi dette forgængelige må blive iklædt uforgængelighed, og dette dødelige må blive iklædt udødelighed.” 1. Kor. 15:51-53.
Årsagen til at Guds folk altid har været omhyggelige med at begrave deres døde, er ikke vanskeligt at forstå. Det er på grund af troen på en legemlig opstandelse.
Vel vil det begravede legeme blive opløst, men Gud har orden på de atomer, det opløses i, og alle skal opstå med det samme legeme, de kristne dog i et forherliget legeme.
Vort fysiske legeme, der går til grunde, får af Guds nåde og kraft til, når Herren kalder os frem, opstå i herlighed. I 1. Kor. 15:35-44 står: ”Men nogen vil sige: Hvordan bliver de døde oprejst? Hvad slags legeme står de op med? Du dåre! Det, du sår, bliver ikke gjort levende uden at det dør. Og når du sår, da sår du ikke den plante, som skal komme op, men et nøgent korn – om det er hvede eller et andet kornart. Men Gud giver det et legem, som han vil, og til hvert frø en egen form. Alt kød er ikke det samme slags kød, en slags kød i mennesker, en anden slags kød i dyr, en anden i fisk og en anden i fugle. Der er også himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske har én herlighed, og de jordiske en anden herlighed. Solen har sin glans, månen en anden glans og stjernerne sin glans. For én stjerne skiller sig fra en anden stjerne ved sin glans. Således er det også med de dødes opstandelse. Legemet bliver sået i forgængelighed, og det bliver oprejst i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, bliver oprejst i herlighed. Det bliver sået i svaghed, og det bliver oprejst i kraft. Der bliver sået et sjæleligt legeme, og der opstår et åndelig legeme. Der er et sjæleligt legeme, og der er et åndeligt legeme.”
Læg mærke til, at apostlen svarer dem, som tænker på, hvorledes det er muligt for Gud at oprejse et legeme, der er lagt i jorden og opløst. Han viser hen til manden, der sår sine korn i jorden, hvorefter et nyt liv kommer frem. Når vi begraver vore kære, gør vi det samme. Og i Guds time kommer der et nyt liv frem. Ved at have et sådant håb ærer vi Gud, som har lovet at alle, som er født på ny skal opstå i herlighed.
Hvad så med dem, der døde i den gamle pagts tid? Guds folk har haft en viden om legemets opstandelse fra de tidligste tider. I Jobs bog, der betragtes som en af de ældste bøger i GT, finder vi følgende: ”Jeg ved, at min genløser lever, som en forsvarer vil han frem over støvet. Efter at min hud er blevet ødelagt, skal jeg ud fra mit kød skue Gud.” Job. 19:25-26.
Vi ser i 5. Mos. 34:5-6, at Herren begravede Moses. Og vi må bemærke, at gennem hele Bibelen er ødelæggelse af legemet ved ild tegn på Guds vrede. Læs også følgende eksempler om Sodoma og Gomorra i 2. Pet. 2:6.
Om Nadab og Abihu i 3. Mos. 10:1-2.
Om Kora og de mænd, der gjorde oprør sammen med ham, i 4. Mos. 16:35.
Om eksemplerne med afguder i 2. Mos. 32:20, 5. Mos. 7:25, 2. Kong. 10:26 og 1. Krøn. 14:12.
Om eksemplet med bøgerne om trolddom i Apg. 19:18-19.
Og om de ufrelste, der kastes i ildsøen som evig straf i Åb. 20:15.
En kristens legeme tilhører Gud, og det er ikke vor sag at ødelægge det med ild. ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Den Hellige Ånd, som er i jer, som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? For I blev købt for en høj pris. Giv derfor Gud ære i jeres legeme og i jeres ånd, thi begge hører Gud til.” 1. Kor. 6:19-20.
Vi er købt dyrt, derfor har ingen ret til at gøre med sit legeme efter egen vilje. Vi læser i Romerne. 14:8: ”Når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Derfor, enten vi lever eller dør, hører vi Herren til.”