OversigtVi læser i Luk 16:19-31 : ”Der var en rig mand, som var klædt i purpur og fint linned og levede i vellyst hver dag. Men en fattig tigger, der hed Lazarus, lå ved han port, fuld af sår og ønskede at blive mættet med smulerne fra den rige mands bord…. Så hændte det, at den fattige døde og blev af englene båret hen i Abrahams skød. Men også den rige døde og blev begravet. Da han var i dødsriget med stor pine, åbnede han sine øjne og ser Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: ”Fader Abraham! vis barmhjertighed med mig og send Lazarus, for at han kan dyppe sine fingerspidser i vand og køle min tunge; for jeg lider stor smerte i denne lue.” Men Abraham sagde: ”Søn, husk på, at du fik dine gode gaver i din levetid, og Lazarus fik alt det onde. Men nu bliver han trøstet, og du pines. Desuden er der et stort svælg mellem os og jer, så at de, som ønsker at gå over til jer, ikke skal være i stand til det. Og de, som er der, kan heller ikke komme over til os.” Da sagde han: Da beder jeg dig indtrængende, fader! at du vil sende ham til min faders hus, thi jeg har fem brødre, for at han kan vidne for dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Abraham svarede: De har Moses og profeterne, lad dem høre på dem! Han sagde: Nej, fader Abraham! Men hvis nogen kommer til dem fra de døde, vil de omvende sig.” Men han sagde til ham: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, så vil de heller ikke blive overbevist, selv om en stod op fra de døde.
Og vi læser i Luk 23:43 om røverens bøn til Jesus om at ihukomme ham, når han kommer i sit rige, hvor Jesus svarer: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Vi ser heri, at Lazarus og røveren begge kom i paradiset og den rige mand i pinestedet, samme dag de døde.
Før Jesu død havde hans blod endnu ikke sonet de troendes synd. De var derfor i hades (dødsriget), som er stedet, hvortil både de retfærdige og uretfærdige kom efter dødens indtræden. Dog var der et uoverstigeligt svælg imellem dem.
Kristus, der gav sit liv som Guds offerlam, opfyldte alle de mange forbilleder om ham, som vi læser om i GT, 16 i alt. Vi vil se på enkelte af dem.
Aron var det ypperstepræstelige forbillede (2.Moseb. 28:1 og 3. Mos 8:12) på Jesus Kristus, der ofrede det sande offer ved at give sit eget blod.
Offerdyrene måtte ikke have nogen fejl, idet de var forbillede på Kristi fuldkommenhed. (3.Moseb. 1:10.) Og lammet er et billede på Kristus, som vist i Es. 53:7 og Joh 1:29.
I Matt 16:21 står: ”Fra den tid begyndte Jesus at forklare for sine disciple, at han måtte drage til Jerusalem og lide meget af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftlærde, og at han skulle blive slået ihjel men igen opstå på den tredje dag.” Men hans disciple forstod ikke, hvad han talte om, før efter hans død og opstandelse.
I Joh 3:14 læser vi om kobberslangen. Hvor Jesus klart siger, at det gælder om at have tro, thi kun dem, der så hen på slangen, blev fri for dens dødelige gift. Igen et billede på Jesus.
I Joh. 1:7 står, at Jesus var lyset, der skulle komme til verden. Og i 1. Joh 2:2 : ”Han er selv soningen for vore synder, og ikke bare for vore, men også for hele verdens.”
Og i Åb 1:5 : ”Han som elskede os og rensede os fra vore synder i sit eget blod.”
”Alle har syndet og har mistet Guds ære. Men de bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham stillede Gud frem som nådestol, ved troen, i hans blod, for at vise sin retfærdighed, fordi Gud i sin langmodighed havde båret over med de synder, som var gjort tidligere.” Romerne 3:23-25.
Kristus måtte betale en høj pris for at købe de syndige mennesker fri fra deres syndeskyld. Prisen var hans eget liv, dvs Guds Søns blod, ja, Guds blod, Guds lidelse, Guds død – det er betalingen – løsepengene - for hele verden. (Rom. 3:24; Ef. 1:7). Det er et fuldbyrdet faktum, en afsluttet handling en gang for alle. Hebr 7:27.
Når Romerne 3:25 beskriver Kristi genløsningsværk, fremstilles Kristus som hilastärion – nøjagtig oversat: nådestol. En henvisning til GT. Hilastärion er nemlig det græske ord for det hebræiske kappårät = nådestol, låget på Pagtens ark, hvor lovens tavler var lagt, og hvortil ypperstepræsten bragte forsoning for folket. Nådestolen i GT er således et forbillede på Kristus og hans genløsningsværk. Det hebraiske ord for at bringe forsoning er kipper= dække over, forlade, sone synden. Grundtanken med ofrene i GT var den stedfortrædende fyldestgørelse. På den store forsoningsdag ofrede ypperstepræsten til Gud for at bringe folket forsoning, for at rense jer, så I bliver rene for Herren fra alle deres synder. 3 Mos 16:30. Betalingen, løsepengene (kåfär) for menneskenes liv var bragt til veje. Gennem det stedfortrædende offer blev synden fjernet og synderen erklæret ren.
Aron var det ypperstepræstelige forbillede (2.Moseb. 28:1 og 3. Mos 8:12) på Jesus Kristus, der ofrede det sande offer ved at give sit eget blod.
Offerdyrene måtte ikke have nogen fejl, idet de var forbillede på Kristi fuldkommenhed. (3.Moseb. 1:10.) Og lammet er et billede på Kristus, som vist i Es. 53:7 og Joh 1:29.
I Matt 16:21 står: ”Fra den tid begyndte Jesus at forklare for sine disciple, at han måtte drage til Jerusalem og lide meget af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftlærde, og at han skulle blive slået ihjel men igen opstå på den tredje dag.” Men hans disciple forstod ikke, hvad han talte om, før efter hans død og opstandelse.
I Joh 3:14 læser vi om kobberslangen. Hvor Jesus klart siger, at det gælder om at have tro, thi kun dem, der så hen på slangen, blev fri for dens dødelige gift. Igen et billede på Jesus.
I Joh. 1:7 står, at Jesus var lyset, der skulle komme til verden. Og i 1. Joh 2:2 : ”Han er selv soningen for vore synder, og ikke bare for vore, men også for hele verdens.”
Og i Åb 1:5 : ”Han som elskede os og rensede os fra vore synder i sit eget blod.”
”Alle har syndet og har mistet Guds ære. Men de bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham stillede Gud frem som nådestol, ved troen, i hans blod, for at vise sin retfærdighed, fordi Gud i sin langmodighed havde båret over med de synder, som var gjort tidligere.” Romerne 3:23-25.
Kristus måtte betale en høj pris for at købe de syndige mennesker fri fra deres syndeskyld. Prisen var hans eget liv, dvs Guds Søns blod, ja, Guds blod, Guds lidelse, Guds død – det er betalingen – løsepengene - for hele verden. (Rom. 3:24; Ef. 1:7). Det er et fuldbyrdet faktum, en afsluttet handling en gang for alle. Hebr 7:27.
Når Romerne 3:25 beskriver Kristi genløsningsværk, fremstilles Kristus som hilastärion – nøjagtig oversat: nådestol. En henvisning til GT. Hilastärion er nemlig det græske ord for det hebræiske kappårät = nådestol, låget på Pagtens ark, hvor lovens tavler var lagt, og hvortil ypperstepræsten bragte forsoning for folket. Nådestolen i GT er således et forbillede på Kristus og hans genløsningsværk. Det hebraiske ord for at bringe forsoning er kipper= dække over, forlade, sone synden. Grundtanken med ofrene i GT var den stedfortrædende fyldestgørelse. På den store forsoningsdag ofrede ypperstepræsten til Gud for at bringe folket forsoning, for at rense jer, så I bliver rene for Herren fra alle deres synder. 3 Mos 16:30. Betalingen, løsepengene (kåfär) for menneskenes liv var bragt til veje. Gennem det stedfortrædende offer blev synden fjernet og synderen erklæret ren.
Vi har ikke mange beskrivelser herom. Men vi ved nogle fakta og må derfor skønne, at Ef. 4:8-10 kun kan vise hen til, at de hellige i ”Abrahams skød” fulgte Jesus, da han efter endt gerning opsteg til det himmelske paradis (hvor de afventer legemets opstandelse, som sker ved bortrykkelsen). ”Derfor siger Skriften: Han fór op i det høje og bortførte fanger….”
Vi kan tolke disse ord på samme vis ud fra de ord, Paulus siger: ”Jeg kender mig draget til begge sider. Jeg har lyst til at bryde op herfra og være sammen med Kristus, for det er så meget, meget bedre.” Fil 1:23. Og i 2.Kor. 5:8 læser vi: ”Vi er altså frimodige, og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren.” Der er forskel på at være i Abrahams skød og at være hjemme hos Herren.
Der er altså stærke udsagn om, at de hellige afdøde i dag er et andet sted end før Jesus opstod. Men der er endnu en ventetid, før de iklædes deres herlighedslegemer. De hellige afdøde og alle levende, der har taget imod Jesus Kristus, hentes op til ham ved bortrykkelsen. Og da bliver vi iklædt vores legemer, som nu vil være herlighedslegemer, og forblive sammen med Herren. Det er det, Paulus omtaler i 1.Kor.15:53-55: ”For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige har iklædt sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” Og: ”Medens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes med den bolig, vi har fra Himlen.” 2. Kor 5:2. Når dette sker, er vi fuldt ud med Herren og er deltagere i den himmelske bryllupsfest.
Når denne fest er forbi efter de syv år (som er sidste uge af den tid, der er tildelt det udvalgte folk. Se Dan. 9:27), hvor den store trængselstid går over jorden. Da skal alle de herliggjorte hellige være med Jesus Kristus, når han kommer tilbage til Oliebjerget i al sin herlighed. (Se Judas br. Vers 14 og Zak 14:5.)
Når vi er blevet iklædt vore herlighedslegemer, vil der til hver af os være opgaver. Vi læser i Luk 19:17 : ”Da sagde han: Godt, du gode tjener, du har været tro i det små, derfor skal du have myndighed over ti byer….” Vi ved ikke så meget om den tid, med véd dog, at det gælder om at være tro i store og små ting for at være med i den skare, der skal være sammen med Herren i evigheden.
Alle, som har taget imod Jesus Kristus, er frelst af nåde. Men at der vil være forskel på de opgaver, der tildeles den enkelte, synes åbenbar. Vi læser i Dan 12:3 : ”De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.”
Og i 1. Kor 3:12-15 læser vi: ”Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn; men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.”
Der er altså en klar forskel. Vi er alle frelst af nåde, men ikke alle har været tro i de små ting, og derfor vil en mængde af deres gerninger blive brændt op, og de får ingen eller kun en lille løn.
Vi synger tit om sejrens løn derhjemme,
om at få stjerner i vor krone der;
men lad os aldrig nogen sinde glemme:
De stjerner tændte vi, mens vi var her.
De er den sorg, som du til glæde vendte,
de er den hjælp, som du i nøden gav,
de er de lys, som du i mørket tændte,
de er de tårer, som du tørred af.
De er hver ædel kamp, du stred og strider,
hver vunden sjæl, hver sejer i hans navn,
hvad du for Jesu skyld har lidt og lider,
hvert kærligt offer og hvert helligt savn.
Men allerherligst glans og lys udsender
det gode, du i stilhed øved her,
som ingen anden, men kun Jesus kender
det stråler klarest i din krone der.
Alt finder vi igen for Herrens trone,
alt, som har evigt værd, vi finder der;
men ingen stjerner får vi i vor krone,
som ej vi selv har tændt, mens vi har her.
Hvorledes skal vi forstå udtrykket sjælesøvn? Vi læser om denne søvn i Matt 27:52 og Joh. 11:11-14 med flere steder. Falder vort indre menneske i søvn, når vi dør? Hvorledes skal vi ellers forstå følgende skriftsted: ”De døde priser ikke Herren, heller ingen af dem, som farer ned i stilheden”. Salme 115:17. Der er her tale om de dødes legeme, der ikke kan prise Herren. Deres ånd kan prise Herren, thi de er hos Herren og venter på at blive iklædt deres herligheds legemer.
Hele Bibelen viser hen til, at menneskenes ånd ikke sover men er i en bevidst tilstand. Især Matt 22:31-32 : ”Men når det gælder de dødes opstandelse, har I ikke læst det som er sagt jer af Gud, når han siger: Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes.
I Mark 9:43-44 står: ”Hvis din hånd fører dig til fald, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet, end at have to hænder og komme til helvede, ind i ilden, som aldrig skal slukkes.”
Og i 2. Kor 5:6-8 læser vi: ”Derfor er vi altid ved godt mod, selv om vi ved, at så længe vi er i legemet, er vi borte fra Herren. For vi vandrer ved tro, ikke ved det synlige. Vi er da ved godt mod, og vil heller flytte bort fra legemet og være hjemme hos Herren.”
”Og vi læser i Fil 1:21 og 23: ”For mig er livet (det at leve) Kristus, og døden en vinding…. For jeg drages stærkt til begge deler. Jeg har et ønske om at bryde op herfra og være med Kristus, som er det aller bedste.”
Når døden bliver kaldt en søvn, vises der altså hen til en hvile for legemet, som vi ser det i Åb 14:13 : ”Så hørte jeg en røst fra Himmelen, som sagde til mig: Skriv! Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af: ”.. Ja”, siger Ånden, ”så at de får hvile fra deres arbejde, thi deres gerninger følger dem.”
Altså kan vi slå fast, at der er tale om en bevidst tilværelse. Kan sjæle råbe til Gud, dersom de ikke er bevidste? (Åb 6:9-11.) Kan sjæle lovprise Gud, dersom de ikke er bevidste?
Vi læser i Apg 1:9-11. Jesus ”blev løftet op, medens de så derpå, og en sky tog ham ud af syne for dem. Og medens de stirrede op mod himmelen, idet han steg op, se, da stod to mænd hos dem i hvide klæder. Og de sagde: Galilæiske mænd, hvorfor står I og stirrer op mod himmelen? Den samme Jesus, som blev taget op fra jer til Himmelen, skal komme igen på samme måde, som I så ham fare op til Himmelen.
Peter siger: ”Få et nyt sind og vend om, så jeres synder kan blive udslettet og fornyelsens tider kan komme fra Herrens åsyn, og han kan sende Jesus Kristus, som på forhånd blev forkyndt for jer. Ham, som Himmelen skal tage imod, indtil de tider kommer, da alt skal genoprettes, som Herren jeres Gud har talt om ved alle sine hellige profeters mund, siden begyndelsen af denne tidsalder.” Apg 3:19-21.
Paulus skriver også om det: ”For ligesom vi alle dør i Adam, sådan skal alle blive gjort levende i Kristus. Men hver i sit hold: Kristus er førstegrøden, derefter levendegøres ved Hans komme dem, som tilhører Kristus.” 1. Kor 15:22-23.
Og han skriver i 1. Tess 1:10 : ”Fra Himlen vente han Søn, som Gud oprejste op fra de døde, Jesus, der udfrir os fra den kommende vrede.” Og i 2:19: ”Thi hvem er vort håb, vor glæde eller kransen, vi kan rose os af? Er det ikke netop jer, som skal stå frem for Herren Jesus Kristus ved hans genkomst?”
Som Jesus steg op til Himlen gennem skyer, vil han igen komme i skyerne. Disse ord får os til at tænke på 1. Tess 4:16-17 : ”Herren selv skal med et råb, med en overengels røst og med Guds basun stige ned fra Himmelen. Og de døde i Kristus skal opstå først. Derefter skal vi, som lever og er tilbage, blive rykket op i skyer sammen med dem for at møde Herren i luften. Og så skal vi altid være med Herren.”
Vi ved, at døden kommer som slut på livet. Men Bibelen fortæller, at sådan har det ikke altid været. Døden blev først en del af vor verden, da vi brød med Guds vilje og plan for vor liv. Vi var skabt til at leve i evig harmoni med ham. Men Gud gav de første mennesker valget mellem at adlyde ham eller lade være ved at sige til dem: ”…træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø! 1. Mos 2:17.
De valgte at spise af det, og på den måde kom døden ind i verden, dels som en straf for oprør imod Skaberen og dels som en påmindelse om, at Gud har sat en grænse for det onde. Vi har alle arvet dette oprør imod Gud, og derfor er døden blevet alle menneskers lod.
Men sådan behøver det ikke at være, thi døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 1. Kor 15:51-57.
Det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes. Hebr 9:27. Selvom døden for nogle kan opleves som en befrielse fra noget ondt, så er døden alligevel en fjende, som vi ikke kan og ikke skal forlige os med. Men budskabet om frelsen ved tro på Jesus har også til formål at tage frygten for døden fra os.
Vi skal ikke gå ind i døden alene. ”Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, frygter jeg ej ondt; thi du er med mig.” Salme 23:4. ”Dyrebart i Herrens øjne er hans frommes liv.” Salme 116:15. Og vi læser i Luk. 16:22: ”… han blev af englene båret hen i Abrahams skød.” Efter Jesu opstandelse er det endnu bedre, thi da bliver vi båret til paradiset, hvor Kristus venter på os. Og at komme der er bedre end at være i vort jordiske liv. (Fil 1:23 og 2.Kor. 5:6-8.)
Vi kan let forvirres over den megen vranglære angående sjælen. Men lad os ikke gribes af forvirring men se på, hvad Jesus sagde: ”Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen. Frygt hellere for ham, som er i stand til at ødelægge både sjælen og legemet i helvede.” Matt 10:28.
Mennesket består af både ånd, sjæl og legeme. Og Gud vil, at hele mennesket skal frelses og helliges til at tjene ham. Dør vi i tro på Guds frelse ved tro på Jesus Kristus, bliver hele mennesket til et nyt, herliggjort menneske, når vi iklædes vort herligheds legeme. Vi læser i 1. Tess 5:23 : ”Må fredens Gud selv hellige jer fuldstændig! Og må jeres ånd, sjæl og legeme helt og fuldt blive bevaret ulastelig ved vor Herre Jesu Kristi genkomst!”
Derfor bør vi også ære Herren med vort legeme. Hårdt arbejde kan præge legemet. Men det er et præg, vi må være stolte af. Men præger vi vort legeme på verdens vis – for eks. ved tatoveringer – vanærer vi legemet. Og med en sådan baggrund kan vi ikke opfylde disse ord: ”Jeg formaner jer derfor, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at I fremstiller jeres legemer som et levende offer, helligt og velbehageligt for Gud. Dette er jeres åndelige (efter ordet påbudte) tjeneste.” Romerne 12:1.
Vi tænker med forfærdelse på deres lod, der valgte at ikke tro på frelsen ved tro på Jesus Kristus. De vil gå ind i den evige pine, som bliver endnu værre, når den endelige dom over dem er faldet.
Læg mærke til beretningen om den rige mand og Lazarus, hvor den rige mand var i svær pine ( Luk 16:23 ff), at det ikke var en lignelse men virkelighed. Jesus siger: Der var en rig mand.
I 2. Pet 2:9 står: ”Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, og holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag.” Jesus taler adskillige gange om den forfærdelige dom, der venter dem, der siger nej til hans frelse. De gudfrygtiges liv i evigheden er overmåde lykke og glæde. Men det modsatte er det at sige nej til frelsen. Gud tvinger ikke nogen. Siger et menneske nej til hans udrakte hånd, må det selv tage følgerne: En evighed i ubeskrivelig pine og uden Gud.
Nærmer vi os livets efterår, kan der komme svære storme i form af sygdomme og i hele tiden at måtte afstå fra noget af det, vi altid før har kunnet. Da må vi se på Skriftens løfter om, at der findes et evigt, urokkeligt liv, som aldrig forsvinder, fordi Guds eget liv flyder i os, det som vi fik del i, da Jesus Kristus – Gud fra evighed - af gav sit liv for os som løsesum.
Vi bygger vor tro på, at det evige liv ikke begynder efter dødens indtræden, men at vi fik del i det, da vi tog imod Jesus som Herre og frelser. Vi bygger vor tro på, at der står: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Joh 17:3. Vi bygger vor tro på, at døden omfatter vort legeme, men at vor sjæl og ånd går til Guds Paradis og venter på legemets opstandelse. ”… støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.” Præd 12:7.
Den sidste halvdel af Ez. 32. kap. antyder, at vi kan kende hinanden i evigheden. Og Luk. 16:19-31 viser det klart. Ligeledes 1. Tess 2:17-20 : ”Brødre, for en tid er vi blevet bortrevet fra jer som fra vore børn, dog kun i det ydre, ikke i hjertet. Så meget mere ivrige har vi i vores store længsel været efter at se jer igen ansigt til ansigt.”
I 2. Kor 4:14 : står: ”For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer.”
Og Jesus sagde: ”Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.” Matt 8:11. Det indikerer, at vi vil kunne vide, hvem disse er.
Vi har eksempler nok til at se, at Gud har givet os løfter om, at vi kan glæde os til, at Herrens venner skal ses igen.
Herrens venner ingen sinde
mødes skal for sidste gang;
når til afsked tårer rinde,
dette ord har liflig klang.
Ses vi aldrig mer hernede,
under dette stjernetag.
I dens store, store skare
mødes vi på Herrens dag.
Må vi end med smerte bringe
kære venner vort farvel,
hisset skal dog atter klinge
et goddag til liv og sjæl.
Når til afsked tårer rinde,
syng det ud med frejdig klang:
Herrens venner ingen siden
mødes skal for sidste gang.
Og vi har disse Jesu løfte at holde os til: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Joh 11:25.