Vi bliver aldrig færdig med korset.* Korset danner både udgangspunktet, fortsættelsen og fuldendelsen for vort liv. Du kan ikke læse Bibelen uden at opdage, at alt i den drejer sig om korset. Uden korset ville vi ikke have haft en Bibel.
Jeg har valgt at bruge ordet korset, fordi det er så kendt og brugt blandt kristne. Men det er ikke et bibelsk ord men et, der har sneget sig ind i de kristnes sprog.
* Følgende er en forklaring fra et græsk opslagsværk af det græske ord stauros, der er oversat til kors.
stauro,j stauros {stow-ros}
Meaning: 1) an upright stake, (Stauros= en oprakt stage eller pæl.)
Men det er uden betydning, om der er tale om et kors eller en pæl. Det er troen på den fuldbragte frelse ved tro på Jesus Kristus, der er afgørende. Jeg nævner blot stauros for en ordens skyld, nu hvor der tales om korset.
Tænker vi på de mange, der blev korsfæstet ved belejringen af Jerusalem, op til 500 person pr. døgn, og at vi ved, der var mangel på træ i Jerusalems omegn, kan vi forstå at der ikke kunne sløses med træ. Desuden ville der være alt for meget arbejde til at forarbejde et kors til så mange.
Jeg vil dog i artiklen bruge ordet kors, da det er det mest brugte i dag.
Bibelen er Guds undervisning om, at synd og død hører sammen. Guds dom over synden i al dens gru skete, da Jesus bar al vor synd og døde i vort sted på korset på Golgata. Dersom vi fjernede korset fra Bibelen, ville dens budskab om frelse på en gang være brudt og ville falde sammen i tusind usammenhængende stykker. Vi finder en hentydning til Kristi kors allerede på Bibelens første blade. I 1. Mos 3:15 står: ”Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din æt og hendes æt. Han skal knuse dit hovede, og du skal knuse hans hæl.” En tydelig henvisning til Kristus.
Kain, Adams førstefødte, stillede sig på slangens side, og Bibelen siger: ”Kain var af den Onde.” 1. Johs. 3: 12. Der står ikke, at han blot var ond som alle andre, men af den Onde. Og slangens æt fortsætter, indtil den når sin fulde blomst i slangens højeste repræsentant, Antikrist.
I 1. Mos 3:21 har vi igen et glimt af korset: ”Gud Herren gjorde kjortler af skind og iførte Adam og hans hustru dem.” I deres eget nyttesløse forsøg i at skjule deres nøgenhed med et figenblad, ser vi menneskets hjælpeløse forsøg på at dække en skam, som ikke bare var begrænset til den legemlige men også til den indre nøgenhed, som mennesker forsøger at skjule med alle slags undskyldninger og beskyldninger, ved udflugter og omgåelser. Samtidig har vi Guds evige plan til menneskets genrejsning i ordene: ”Han gjorde dem kjortler af skind.” I denne symbolske handling stillede han mennesket på korsets grund. Vi ved ikke, hvad mere der blev sagt til dem, men vi ser, at de oplærte Abel og Kain til at ofre. Abel tog det bedste dyr fra sin hjord og ofrede det. Og Herren havde behag i hans offer. Men Kain tog et offer af markens afgrøde og det tog Gud ikke imod, thi det var et offer uden blod, og i stedet for at omvende sig blev Kain vred på Gud.
Vi finder også skyggen af Kristi kors gennem alle de altre af jord eller sten, som gammeltestamentlige trosmænd rejste, lige fra Abel, Set, Enok, Noah, Abraham, Isak, Jakob til mange andre, ukendte hellige, som forstod, at der måtte et alter til for at komme i forbindelse med Gud. Med alle disse altre og ofre stillede de sig på forsoningens grund. Troen viser sin evighedskarakter ved, at den ser lige så godt tilbage som den ser frem.
Vi har i 5. Mos 21:22-23 en beskrivelse, der omhandler Jesu død: ”Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham op i et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse.” Og i Gal 3:13-14 står: ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld — der står jo skrevet: ”Forbandet er enhver, der hænger på et træ.”
Det var ikke bare for menneskenes synders skyld, Gud forordnede et kors, men for at opdrage menneskeheden til at modtage det budskab, som i sig selv var utrolig: Guds egen Søn ophængt på et træ som en forbandet i vort sted!
Jesus sagde meget, der forargede jøderne. Han sammenlignede sig selv med templet og sagde, at han kunne rive det ned og siden bygge det op på tre dage. Med disse ord fik han mange fjender. Nogle tog hans ord bogstavelig. De troede han mente, at templet i Jerusalem skulle rives ned. En værre spot kunde næppe komme ud af en menneskes mund, da det var symbolet for israelitternes enhed og havde en næsten tusind år lang historie som central helligdom i Jerusalem.
Efter at israelitterne havde haft tabernaklet som sin centrale helligdom under ørkenvandringen efter udgangen fra Ægypten, byggede kong Salomo det første tempel i Jerusalem, som blev indviet 957 f Kr. Og som blev ødelagt af Nebukadnezar 586 f Kr.
Et andet tempel byggedes siden, da israelitterne var vendt hjem fra fangenskabet i Babylon.
Alle vidste altså, at det tog lang tid at bygge et tempel. Da Jesus begyndte at gå omkring som profet og lærer, havde tempelrestaureringen foregået i 50 år. Og nu talte han om at rive alt ned og bygge det op på tre dage. Det er klart, at folk blev oprørte.
Men det Jesus mente, var at templet var et billede på ham selv. Det var ikke en bygning men Jesus selv, som skulle være den centrale helligdom for folket. Og nu skulle han dø, ligge tre dage i graven, og siden opstå. Det var det, jøderne skulle lære at forstå.
Men der var meget mere, de skulle forstå. Vi læser i 2. Mos 26:31-37 om forhænget mellem det Hellige og det Allerhelligste rum. Forhænget var den sidste dør ind til det Allerhelligste til Guds nærhed. Al indtræden var strengt forbudt undtagen for ypperstepræsten. En gang om året havde han adgang til det Allerhelligste på den store forsoningsdag, hvor ypperstepræsten stænkede noget af offerblodet på nådestolen.
Forhænget skal minde os om, at vi var udelukket, fordi ”vi alle har syndet og frataget Guds ære.” Romerne 3:23. Da Jesus led døden på korset, læser vi: ”Og se, forhænget i templet revnede i to stykker fra øverst til nederst, og jorden skalv, og klipperne revnede.” Matt 27:51.
Som Hebr 10:19-22 viser: ”Vejen til det Allerhelligste er blevet åbnet for os gennem forhænget, Jesu legeme, som blev naglet fast til korset. Der er blevet en ny og levende vej for os. Herren Jesus Kristus er ikke bare den, som blev slagtet og døde for os; han er også den, som lever (Luk 24:5 Åp 1:18), oprejst fra de døde og indsat som ypperstepræst med vore navne i sit hjerte (Brystpladen), gik han ind i det Allerhelligste, hvor Guds nærhed var over nådestolen (Arken). Hvilket privilegium! ”Da vi altså, brødre, i Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, som han har indviet os en ny og levende vej til gennem forhænget, det er hans kød, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med sanddru hjerte i troens fulde vished, renset i hjerterne fra en ond samvittighed og tvættet på legemet med rent vand; lad os holde urokkelig fast ved bekendelsen af vort håb, for han er trofast som gav løftet, og lad os give agt på hverandre, så vi opmuntrer hverandre til kærlighed og gode gerninger.” Hebr 10:19-24.
At det var bestemt fra evigheden af, at Jesus skulle være Guds Lam, der med sit blod løskøbte os, ser vi i Åb.. 13 8: ”Alle, som bor på jorden, skal tilbede dyret, hver den som ikke fra før verdens grundvold blev lagt, har fået sit navn skrevet i livets bog, hos Lammet, som er slagtet.” Lammets livets bog var færdigskrevet fra verdens grundvold blev lagt. Det vi fæster os ved, er: ”Slagtet før verdens grundvold blev lagt! Og i 1. Pet 1:19-20 står: ”... et ulasteligt og lydefrit Lam... som forud var kendt, før verdens grundvold blev lagt.”
Jesu Kristi død for at løskøbe os har sin oprindelse i evigheden. Hans død har beskæftiget guddommen før verden blev til. Og hans død for os blev udspillet indenfor hele guddommen, før verden blev til. Kristus led forbilledlig døden på korset allerede i Guds evige rådslutning. Ved vi om noget forfærdeligt, der venter forude, lider vi på forhånd, selv om det endnu ikke er aktuelt.
Jesus led i sin viden om at være det Guds Lam, der skulle bære verdens synd, som var forudsagt allerede fra evighed af. Og som Menneskesønnen led han på jorden. Kristi lidelse, og lidelsens dyb er ikke givet noget menneske at se ind i. Og vi kan heller fatte, hvilken lidelse, guddommen måtte kende, allerede da planen til vor frelse blev lagt.
Romerne 3:25-26 beskriver forsoningens kerne. Det viser, at den forløsning, som vi bygger vor frelse og salighed på, stod som en virkelighed for Gud helt fra begyndelsen af. ”Hvem Gud stillede til skue” - dvs. det, som han havde for øje.
Gud vidste, at syndefaldet ville komme, men han behandlede os ikke efter dets fulde udstrækning, for han regnede med forsoningen ved Kristus på korset. Han så korset stående mellem sig og den faldne skabning. Derfor siger Paulus, at han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som før var gjort. Han viser hen til Kristi kors, den evige forsoning. Til trods for det dybe syndefald så Gud den gennem den gennemstungne hånd.
Der findes ingen anden hånd, som holder os oppe og hindrer os i at styrte i evig fortabelse, end Jesu gennemborede hånd. Derfor må vi grunde over korsets gåde.
Hil dig, frelser og forsoner!
verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held !
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted !
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister !
ræk mig hånd, når øjet brister !
sig: Vi går til Paradis! (Grundtvig)
Korset har altid været et mysterium for den menneskelige forstand - en dårskab for ufrelste mennesker. Betydningen af korset er så dyb og hemmelighedsfuld, at kun Guds Ånd kan ransage disse dybder. Satan, som dog er et åndeligt væsen, fatter ikke korset. Han troede, at han havde sejret over Jesus på korset. Men hans triumf blev kun kort, for det var på korset, at Jesus sejrede over alle åndsmagter og stillede dem åbenlyst til skue. (Kol 2:15.)
Alene på grund af Jesu død på korset fik vi del i frelsen. Hans blod blev den dyrebare pris, som sonede vor synd og satte os fri fra dens magt og gav os del i hans opstandelsesliv. Det er en herlighed uden lige at vide, at vi er opstandne med Kristus.
Tænk, hvor herligt, når vi, de frelste, bliver vist ind i Guds festsal til den himmelske fest, og vi der får lov at erfare Faderens store kærlighed på grund af hans Søn og vor kærlige frelser. På denne herlige dag bliver vor frelsers bøn hørt, når han ser på de børn, som han har købt med sit blod og glad siger. Her er jeg og de børn, Gud har givet mig.” Hebr 2:13.
Den dag ser vi Kristi herlighed større, end vi nogensinde har tænkt. Alt om ham er helligt og fuldendt. Jordiske øjne tåler ikke hans herligheds glans.
Verden med al dens tomhed havde mistet sin betydning for Paulus. Det var blevet ham åbenbaret, at da Jesus døde på korset, døde han også selv fra denne verden. Han var færdig med denne verden, som verden blev færdig med ham. Paulus roste sig af korset, fordi det var Jesu død på korset, der gjorde ham til en ny skabning i denne verden - det eneste, som i virkeligheden betyder noget.
Pastor Ray C. Jarman skriver i sin bog Pseudo Christians om den lange vej, han måtte gå, førend han forstod betydningen af Jesu død på korset. Og han tænkte på, hvordan mon hans menighed ville modtage budskabet om hans omvendelse. Den første søndag derefter kom de forskellige forventningsfulde til kirken. Hvad mon deres præst ville sige i sit nye budskab til dem? Og straks, han steg op på prædikestolen, fortalte han dem, at han havde mødt Jesus Kristus.
Jarman fortalte menigheden, at alle hans værdier var blevet forandret. Noget af det, han tidligere havde foragtet, tog han nu imod, fordi det hørte sammen med det at elske Herren Jesus. Han måtte også bekende, at hans forkyndelse igennem 18 år ikke havde været den sande lære. Men at han nu ville bringe dem et nyt budskab, hvorved de forhåbentlig ville se forandringer i kirken både iblandt dem selv og i hans tjeneste.
Nogle af tilhørerne blev glade, andre vrede og andre igen tvivlrådige. Og snart lød det fra flere: Vi vil ikke have mere af den slags! Dersom du fortsætter sådan, kommer vi ikke mere i kirken!
Men Jarman fortsatte. Og Herren gav ham det, han skulle sige, så ordene flød frit fra hans læber. En dag indbød han menigheden til at komme frem og bekende, at de ville følge Jesus. Ved dette førse kald til at vælge Jesus som Herre og frelser kom 42 personer frem. Og næste gang 48.
Men de modvillige sagde til ham: Pastor Jarman! du ødelægge og spolerer vor kultur! Og de gik deres vej i vrede.
Modstanderne begyndte at holde hemmelige møder. Kun få vidste, hvad de ville opnå, men snart gik rygterne, at Jarman havde mistet sin forstand. Og en kollega til ham sagde om ham fra sin prædikestol, at han var blevet senil. Hertil sagde Jarman: Vel, dersom dette er at være senil, ville jeg ønske, at Gud havde gjort mig senil som tyveårig! Det endte med, at Jarman måtte forlade sin stilling i kirken. Han fik ingen underhold, men han vendte sig til Gud og søgte hjælp. Han sagde til Gud: Hvorfor tillader du dette imod mig? Nu har jeg lige fundet dig, og så mister jeg alt. Jeg har ingenting, og jeg føler alt så håbløst!
Men snart blev andre døre åbnet for ham, og han rejste fra den ene ende af landet til den anden og vidnede om Gud. Han mødte en prædikant, som sagde: Jeg hader Jesu blod! Men inden længe sang han med på sangen: What can wash away my sins? (Hvad kan tvætte mine synder bort?) Han spurgte en anden: Kender du Jesus som din personlige frelser? Det tror jeg, at jeg gør! svarede han. Hvortil Jarman sagde: Åh nej, det gør du ikke. Hvis du kendte ham, ville du vide det!
Ved sine møder så han læger, sagførere og folk fra mange trosretninger - også katolske nonner og præster - omvende sig til Herren Jesus Kristus og så Herren fuldstændigt forvandle deres liv.
Jarman skriver, at liberalister kan være fine mennesker med høj moral, men selv om de kalder sig kristne og har ret til at prædike, hvor og når de ønsker, kan de ikke løfte nogen op over det stade, de selv befinder sig på. Kun troen på Jesus kan frelse og give kraft til at leve et forandret liv.
En ung mand spurgte ham: Hvad med den og den, bliver de frelst? Jarman sagde til ham: Hvad Gud vil gøre med dem, er hans sag alene. Jeg ved, hvad skrifterne siger. De siger, at enhver må se sig selv som en synder og må tage imod budskabet om, at Jesus Kristi blod renser mig fra synd!
Himlens port åbnes kun af nåde for dem, der er renset ved troen på Jesu blod. Ingen kan sige: Jeg har selv tjent til den billet, der kan åbne porten for mig!
Ordet nåde er et af Bibelens skønneste ord. Vi må klynge os til dette ord og sige: Af nåde er jeg frelst! Jesus var fuld af nåde og sandhed. Og har vi ikke nåden og sandheden fra ham, har vi ikke lod og del i Guds frelse. Der er ikke ét eneste menneske, der har holdt de bud, Gud har sat op for at vise, hvad han kræver af os. Men Jesus var fuld af nåde (Joh 1:14), og ”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde” V. 16.
Det er nåde, at Jesu blod renser os fra al synd. Og det er nåde over nåde, at dette blod stadig renser os og giver os kraft til at sejre. Det er noget helt andet end uendelige, religiøse debatter, hvorved ingen når frem til at se Jesus som Frelseren. Hvorfor er vi da ikke mere ivrige efter at gribe det, når vi hører frelsens budskab om nåden? Paulus sagde: Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære? Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde.... Apg 15:10-11.
Tager vi imod Guds nåde, bliver vi nye mennesker. Fra at vi før var hvileløse og altid skulle begynde på ny i troen med at lægge noget sammen, der kunne holde, er vi nu nået dertil, at vi hviler, fordi vi véd, vi er renset ved tro på Jesus og derved har fået del i Guds nåde. Og det er noget helt andet end at være religiøs.
Jesus er klippen, der aldrig rokkes. Og har vi bygget vor tro på hans ord og på hans nåde, rokkes vi ikke ved fjendens angreb eller om vennerne falder fra.
Du evige klippe, hos dig er der ly;
til dig fra al trængsel kan sjælene fly.
Om fattig, uværdig, dog gemmer du mig:
O, evige klippe, jeg hviler i dig.
I glæde, i trængsel, i liv og i død,
i armod og sygdom, i angest og nød,
når ondskabens hære fremstormer mod mig,
da, evige klippe, jeg hviler i dig.
Hviler vi i klippen og erfarer nåden i Jesus Kristus, får vi styrke, hvor vi før kun havde svaghed, og bliver da mere egnede til at arbejde i Guds vingård.
Man kan godt være en religiøs forkynder uden at være en seriøs kristen. Igennem mange år prædikede Jarman uden at tro på jomfrufødslen og mange andre dele af Bibelen, som han mente var fuld af myter og legender. Igennem disse år blev ikke ét eneste menneske omvendt ved hans forkyndelse, selvom han talte til over 1000 personer. I dag takker Jarman Gud for, at han fik øjnene op for, at det ikke slog til blot at være religiøs. Der kom en ny tid i hans liv, hvor han var blevet frelst ved tro på Jesus Kristus, der førte til, at mange andre også blev frelst.
Der er også mange uomvendte forkyndere iblandt os i dag, der foregiver at tale Guds ord. Diverse aktiviteter erstatter forkyndelsen om Gud. Og tro er erstattet af psykologi og menneskeskabt lærdom. Om en sådan lærdom siger pastor Jarman, at det er det samme som at tro på udviklingslæren og at have en god socialt og etisk menneskeforståelse. Han troede før, at Gud åbenbarede sig på mange måder i de forskellige religioner, og at kristendommen blot var én af mange veje. Han troede, der var en naturlov bag alt liv, og at Himlen og helvede ikke var virkelige steder, hvor nogen skulle komme efter døden. Og han troede ikke på, at kristendom kunne forandre nogen.
Men benægtes én sandhed, vakler alle de andre.
Vi mangler prædikanter, der har indset korsets betydning og er fulde af tro og visdom fra Herren. Men når vi hører de få, der er, tror vi så på dem?
Israels folk hørte ikke på de profeter, Gud sendte dem. I Hebr 11:36-38 står: Andre... måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet (traditioner fortæller, at kong Manassa brugte denne henrettelsesmetode, bl.a til at dræbe profeten Esajas.), dræbt ved sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter.
I dag kommer verden og religiøse personer med lokkende toner for at drage os bort fra de gamle stier med en enkel tro på Jesus Kristus som vejen til frelse. Store pengesummer er sat ind for at vildlede dig, så du overser dem, som Herren har sendt for at kalde til omvendelse og til at leve for Gud. Det koster stadig dyrt at sige sandheden, ganske som pastor Jarman oplevede. Mon ikke der var mange som vidste, at de burde tale hans sag og stå ved hans side, men som forblev tavse? Og da de så den pris, Jarman måtte betale, turde de slet ikke komme ham til undsætning. Der er også mange, tavse kristne i dag. Herrens røst høres kun gennem få menneskers stemmer.
Og taler de for højt, må de én for én betale for, at de taler den selv-centrerede nutid imod. Sandheden bliver mange steder vraget til fordel for en forkvaklet forståelse af kristendommen.
Vi har behov for at komme ind for Gud, præget som vi er af verdensånden, og rejse os ved hans kraft som en bibeltro kristen, der tør tro og tale, som Bibelen viser, vi skal. Vi må fortælle, at vi tror på, at Jesu Kristi blod renser os fra enhver synd, når vi kommer til ham i tro. Vi må være stolte af, at vi er født påny og fortælle åbent, hvad det betyder, at alt det gamle nu er forbi, og at alt er blevet nyt. At vi er født ind i Guds familie og tror på det, Bibelen siger.
Vi må også fortælle, at der ikke er sket nogen udvikling fra big bang til det, der er i dag. Men at det er Gud, der har skabt alt, og at han styrer alt med sin stærke hånd. Vi må fortælle klart og tydeligt, at vi tror på en himmel og et helvede og på en evighed tilsammen med Gud for dem, der tjener ham. Vi må fortælle, at der er et ansvar, vi skal leve op til - ikke for at blive frelst, for det bliver vi af nåde, når vi tror på Jesus. Vi skal forvalte alt det, Gud har betroet os, såsom luften, vandet, jorden og dyrene. Forvalter vi ikke det godt, der er os betroet, vil vi ikke få løn i evigheden men straf.
Vi må lære selvfornægtelse, så vi bedre kan tage vort kors op og følge Jesus. Hver dag skal vi leve af Guds ord, så de bliver en del af os. Kun derved får vi visdom og kraft til at stå det falske imod. Vi må opøve vor lydighed mod Helligånden - ikke blot ved at læse Ordet - men hver gang, vi skal tage stilling til et eller andet. Vi er ikke som faderløse børn men har fået Guds Ånd, som bor i os og bestandig er os nær.
Gud har et formål med hver eneste påny-født. Alle skal vi gøre noget for Herren. Men vi skal være villige til at ville se, hvor vor plads i vingården er. Det kan være, at Gud har et sted beredt til os, men at vi ser efter noget andet, hvor vi forestiller os at kunne gøre mere nytte.
Da Moses bad til Gud om sejr for Israels folk, sejrede de, så længe hans arme var hævede mod himlen. Men så snart de sank, gik fjenderne frem. Da holdt Aron og Hur hænderne oppe på Moses, til striden endte med Israels sejr. Havde de tænkt: Det kan ikke være meningen, at jeg blot skal holde den mands hænder oppe! havde fjenderne sejret med forfærdelige følger for Guds udvalgte folk. Således skal vi støtte dem, der leder os til sejr i tro ved hjælp fra Gud.
Jesus sagde: Hvis du vil forblive i mig, vil jeg forblive i dig, og hvis du forbliver i mig, skal du bære megen frugt Så længe vi stoler på vor egen intelligens og vore egne evner, bærer vi ikke megen frugt. Først når vi beder Gud om visdom og er villige til at bruge den, som han vil, kan vi begynde at bære frugt til Gud Faders ære, som er omvendelsen værdig.
Vi bliver let selvtilfredse og betragter andres frugter, som vi mener, vi kan sætte kvalitet på. Hvilken tåbelighed! Enken, som lagde sin lille skærv i tempelblokken, blev sikkert ikke af andre bedømt som en, der bar megen frugt. Men Jesus så på hendes indre og ikke på det ydre og sagde, hun gav mere end alle andre. Vi kan ikke se i det indre, og dog mener vi ofte, at vi kan sætte os til dommere over andres gudsforhold.
Vi må give agt på dem, som Herren har sat som vagtmænd i vor forvildede tid. Vi har kun få af dem, fordi mange ikke har mod til at tale imod det falske, det vantro og det onde. Derfor ser vi også, at det falske får let spil og stormer frem og opsluger den ene menighed efter den anden. Mange står sammen med den gamle bedrager, Satan. Han mangler aldrig tjenere, som gerne bringer ham alt, hvad de har. Men Gud mangler tjenere, fordi korsets betydning ikke er med i store dele af den kristne forkyndelse.
Det tog pastor Jarman mange år, før han hørte Gud kalde. Men da han virkelig hørte den, blev han en ivrig og brugbar tjener, som bragte mange sjæle ind for Gud. Må Gud give os nåde til også at blive brugbare for ham i hans vingård og bringe ordet om korsets gåde og nåde ud til sjæles frelse.