Venstrefløjens hvide dødskult

Lagt på d. 05/06-20



Der er mange bevægelser i verden i dag. Økobevægelsen, kvindebevægelsen, LGBT bevægelsen, ligestillingsbevægelsen for at nævne nogle få, men også Black Lives Matter bevægelsen (BLM), og den er blusset op efter George Floyd blev dræbt af Derek Chauvin, en politimand der i forvejen havde 17 klager på sig. 

George mistede grundet Corona sit job, og hele sagen begynder med at han tilsyneladende købte en pakke cigaretter med en falsk 20 dollar seddel – som han måske ikke engang selv vidste var falsk, ifølge Mahmoud Abumayyaleh1 som er ejer af butikken George handlede i. Det er svært at udtrykke den uretfærdighed og det tunge hjerte jeg tror de fleste føler, når de ser videoen herunder, der viser en rekonstruktion af forløbet fra George bliver konfronteret med fire politimænd, til han er død. Et forfærdeligt tragisk overgreb af en politimand, der på ingen måde burde have et job der berørte hverken mennesker eller magt.

Derek Chauvin, en sanseløs morder, er anklaget for mord og manddrab, og de tre andre er i skrivende stund under efterforskning.



Det er ikke min hensigt at gå dybt i detaljen med årsagerne til hvorfor disse mange demonstrationer opstår. Men ganske kort er man nødt til at forstå nogle grundlæggende ting. Det er ikke nok at politiets egne voldsmænd dømmes efter vedtagne processer. Medstifter af Black Lives Matter bevægelsen, Patrisse Cullors taler på vegne af alle demonstranter over hele landet og siger at det, de kræver er ansvarlighed, underforstået fra byernes borgmestre og fra regeringen. 

De vil se anholdelsen af alle betjentene involverede [i mordet på George Floyd]. De vil ikke have mere terror, ikke mere polititerror i deres lokalsamfund… Alle ønsker at få en undskyldning. Alle vil høre, 'Jeg er ked af det. Hvad jeg gjorde var forkert. Det var uacceptabelt. Vi vil ikke gøre det igen, og det er faktisk sådan, vi ændrer os.'… Vi får knap nok en undskyldning, vi får sjældent ansvar og vi får aldrig forandring… Så hvad skal folk gøre?2

Det ville klæde hende at kræve ansvarlighed i egne rænker, og tage afstand fra ødelæggelsen af byer og forretninger tilhørende uskyldige mennesker. Hendes forståelse er at alle demonstrationerne var fredelige, indtil politiet ansporede oprørerne.

Politiet kom med oprørsredskaber, begyndte at skyde folk med gummikugler, tåregassede folk, knipplede mennesker. Det var utroligt aggressivt... Det gik fra nul til 100. Hvordan skete det? ... Overalt i landet har vi set politiet forværre og være de aggressive i protesterne.2

Det, bevægelsen vil, siger Patrisse, er at der skal skæres i budgetterne til politiet: 

Vi ønsker at reducere retshåndhævelse i vores samfund… Jo mere kontakt vi har med retshåndhævelse, jo flere døde sorte mennesker vil vi få… Vi er nødt til at sænke budgetterne for politiet, og vi er nødt til at tage disse ressourcer og føre dem tilbage i vores samfund, så vi har adgang til sund mad, så vi har adgang til passende sundhedspleje, så vi har adgang til et passende folkesundhedssystem

Men forstår Patrisse Cullors, og demonstranterne verden korrekt? Følger de fakta eller følelser? Heather Mac Donald, en forsker ved Manhattan Institute, har skrevet en bog om emnet, ”The War on Cops” (Krigen mod Politiet), og hun forklarer:

En analyse fra Washington Posts politibeskyttelsesdatabase og Føderale Kriminalstatistikker afslører, at hele 12 procent af alle hvide og latinamerikanere, der dør grundet mord, dræbes af politiet. I modsætning hertil dræbes kun fire procent af ofrene for sorte drabsmord af politiet.3

Hun stiller spørgsmålet:

Men er det ikke et tegn på bias, at sorte udgør 26 procent af ofrene for politiets skydning, men kun 13 procent af den nationale befolkning? Det er det ikke, og sund fornuft antyder hvorfor. Politiets skydeoptagelser forekommer hyppigere, hvor officerer konfronterer væbnede eller voldelig modstand mod mistænkte. Disse mistænkte er uforholdsmæssigt sorte.3

Det er ligesom i Danmark, hvor vi har en befolkningsgruppe der dominerer kriminalstatistikkerne. Rapporten fra 2018 siger at: 

Hvis man ser på kriminaliteten for personer i samme aldersgruppe, viser det sig, at der generelt er en større andel mænd med oprindelse i et ikke-vestligt land end af mænd med oprindelse i et vestligt land eller med dansk oprindelse, der er dømt for kriminalitet4

Det samme i USA:

Ifølge den seneste undersøgelse fra Justitsministeriet, selvom sorte kun var omkring 15 procent af befolkningen i de 75 største amter i USA, blev de tiltalt for 62 procent af alle røverier, 57 procent af mord og 45 procent af overgreb. I New York begår sorte over tre fjerdedele af alle skyderier, skønt de kun er 23 procent af byens befolkning. De hvide, derimod, begår under to procent af alle skyderier i byen, skønt de er 34 procent af befolkningen. New Yorks kriminalitetsforskelle gentages i stort set alle racistiske byer i Amerika. Det virkelige problem som indre-by sorte samfund står over for i dag, er ikke politiet, men kriminelle.3

Og statistikken viser sig i gadebilledet på følgende måde:

I 2014 blev over 6.000 sorte myrdet, mere end alle hvide og latinamerikanske mordoffer tilsammen. Hvem dræber dem? Ikke politiet og ikke hvide civile, men andre sorte. Faktisk det atten og en halv gang mere sandsynligt, at en politibetjent bliver dræbt af en sort mand, end en ubevæbnet sort mand bliver dræbt af en politibetjent… I Chicago, gennem bare de første seks og en halv måned af 2016, blev over 2.300 mennesker skudt. Det er en skudepisode i timen, i nogle weekender. Langt de fleste af ofrene var sorte. I samme periode skød Chicago-politiet 12 mennesker, alle bevæbnede og farlige. Det er halvdelen af en procent af alle skyderier.3

Så når BLM bevægelsen ekspolerer i noget der ligner 150 byer i USA, med begrundelsen polititerror, runger det hult. For når virkeligheden forkynder det modsatte, når de i egne rækker er mere voldelige og når statistikken viser at en politibetjent er i større fare for at blive dræbt end en sort mand, så er det følelse og fornemmelse der driver bevægelsen og ikke fakta.

Patrisse Cullors giver et opråb til 

hver eneste borgmester i dette land og hver eneste guvernør i dette land ”om at stoppe med at bringe Nationalgarden til protesterende samfund… Det er fejhed at bruge retshåndhævelse til at håndtere de virkelige sociale problemer, der kaldes 'racisme', som sker i din by, i din stat”2

Når vi nu forstår at det ikke er racisme eller retshåndhævelse der er problemet i denne sag, om end et utilgiveligt mord på George Floyd ansporede oprørerne – et overgreb der som alt andet følger lovens procedurer – når vi nu forstår at der er tale om misbrug af magt og ikke racisme – hvor meget mening giver det så, når folk i andre lande, inkl. Danmark, deltager i oprøret? Hvad forestiller man sig at afhjælpe?

England, Tyskland, Frankrig, Italien, Irland, Polen, Holland, Israel, Sudan, Canada, Sydafrika, Brasilien, New Zealand, Australien og Danmark oplevede demonstrationer med opråb som 

Retfærdighed for George Floyd… Ingen plads til racisme… Nok er nok… Black Lives Matter5

For disse mennesker er det ikke sandheden der betyder noget, men følelsen. Alle sociale medier blev fyldt med sorte firkanter og baggrunde i sympati med #BlackoutTuesday. Det hedder sig, at hvis man ikke deltager og lader sig presse til at sympatisere, er man medskyldig og medvirkende til racisme. 

Så hvad sympatiserer man egentlig med? Når der ingen belæg er for generel polititerror eller racisme, eller hvorvidt sorte menneskers liv betyder noget, hvad sympatiserer man så med?

Man sympatiserer med at oprør iblandt sorte skal kunne foregå uden politiets indblanding. Man sympatiserer med social udskamning hvis man er uenig og ikke vil dele de politisk korrekte farver og billeder. Man sympatiserer med at det hvide menneske over for de sorte samfund skal undgælde for at være hvid. 

Mantraerne afslører at det er venstrefløjens selvudslettende galskab der er sluppet løs. De fordomme og nedgørelser aktivisterne mener den hvide har og giver den sorte, vender de mod sig selv, mod alle hvide, i selvretfærdighedens vanvid, med forstærket kraft. Se denne video og gys6.



Hundredvis om ikke tusindvis af hvide selvudslettende mennesker, indgår knælende en ed om at bruge deres stemme til at uddanne folket i deres samfund om racisme, anti-sort og vold, under bønsledelse af det sorte fællesskab.

Det eneste det handler om, er underkastelse. Den hvide der hungrer efter at føle sig god, og bedre end andre – hvor den sorte bliver midlet til målet. Det hjælper absolut intet at de mennesker har underkastet sig selv som religiøse anti-racister. Det sorte samfund reformeres ikke, tværtimod bifaldes status quo, og statistikkerne vil fortsat domineres af oprørte og vildførte mennesker fra det sorte fællesskab. Den hvide underkastelse bidrager ikke til oplysning, uddannelse og forandring af de samfund der behøver det.

Er du med sorte billeder sympatisør på de sociale medier, så grav et spadestik dybere og forstå at du ikke sympatiserer med det, du tror.

1 "Mahmoud Abumayyaleh", Facebook, d. 31-05-2020
2 "Black Lives Matter co-founder says what protesters want is simple: Accountability", abc News, d. 02-06-2020
3 "Are the Police Racist?", PragerU, d. 22-08-2016
4 "Indvandrere i Danmark 2018", Danmarks statistik, november 2018, side 102
5 "Thousands across the UK, Germany, Italy, New Zealand, Canada, and more condemn racism and demand justice at global Black Lives Matter protests", Insider, d. 02-06-2020
6 "What cult is this?", Daily Caller, Twitter, d. 03-06-2020


Debat: Venstrefløjens hvide dødskult

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsblogs

Racisme [4]; Samfund [59];

Flere nyhedsblogs fra 2020