OversigtAlteret i tabernaklet - et billede på Jesu offergerning
Hebr 9:11 ifølge græsk tekst: Med Kristus er kommen en ypperstepræst for de tilkommende goder, gennem et større og fuldkomnere tabernakel, ikke gjort med hænder, det er, ikke af denne skabelse. Hermed begynder apostlen at jævnføre Det nye Testamente med Det Gamle, det himmelske tabernakel med det jordiske, og Kristi fuldkomne forsoningsblod med det gammeltestamentlige forbilledlige offerblod. Gennem sit legems tabernakel har Kristus med sit eget blod gået ind for Gud Fader i selve Himlen og erhvervet os en evig forløsning (v. 12).
Alteret er et billede på Kristus. I Matt. 23:19 siger Jesus, at alteret helliger offergaven. Og i Joh 17:19 står: Jeg helliger mig selv for dem... Jesus helligede sig selv for dem, idet han indviede sig til at gøre Faderens vilje som et offer for vore synder.
Alteret var rent bogstaveligt så højt, at man skulle se op for at se dets øverste kant. Ligeledes var kobberslangen i ørkenen også rejst højt, så man skulle se op til det for at holde sig ved live (4.Moseb. 21:9). Om Jesus står der: Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver som tror, skal have evigt liv i ham, Joh 3:14-15.
Blodet fra offerdyrene førtes på forsoningsdagen helt ind i det allerhelligste, hvor væggen blev bestænket. Blod blev udgydt ved alteret (3.Moseb. 1:5), ved helligdommen forhæng (3.Moseb. 4:6), blev smurt på røgofferalterets horn (4:7), blev udgydt ved det indre forhæng (4:16-17), stænket på nådestolen (16:14a) og foran nådestolen (16:14b). Derfor har vi nu ved Jesu blod.. frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme, Hebr 10:19-20. Det er Jesu blod, der har åbnet adgangen for os til nådens trone.
De vantro taler i foragt om alt det blod, der skulle udgydes. De forstår ikke, at alt det blod skulle beskrive, hvor dyrebart Jesu blod er. I ham har vi forløsning ved hans blod, skriver Paulus i Ef. 1:7. Og i 1.Joh. 1:7 står, at Jesu blod renser os fra al synd. Der er virkelig kraft i Jesu blod. Satan overvindes i kraft af Lammets blod (Åb 12:11). Og strømme af forbilledligt blod skulle der til for at pege på denne, overvældende kraft. ....slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, Åb 12:11. Vi har behov for Jesu udgydte blod, dersom vi vil betræde Herrens helligdom.
I 2.Moseb. 28 ser vi ingen sko beskrevet i præstens klædning. Det er ikke underligt. Da Gud kaldte på Moses i ørkenen, lød det: Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord, 2. Mos 3:5. Vil vi åndelig set tage vore sko af, når vi læser Bibelen? Vil vi lægge vore fordomme bort? Vil vi i tro tage imod ordene, som de står, og bygge vor tro alene på Jesu blods betydning som en vej til at blive forsonet med Gud?
* * *
Vi har gennemgået en del af tabernaklets forbilleder og genkendt dem som pegende hen på Jesu frelsergerning. Men vi finder ingen steder beskrevet, hvorledes præsten følte det, da han for første gang måtte betræde helligdommen. Eller når ypperstepræsten for første gang måtte gå ind bag forhænget til det allerhelligste. Folket derude i forgården kunne kun forestille sig, hvorledes det måtte være derinde i det hellige og allerhelligste. Også dette billede kan vi flytte frem til nytestamentlig tid. Mon ikke Paulus har haft tjenesten i tabernaklet/templet i sine tanker, da han skrev, at vort liv er skjult med Kristus i Gud (Kol 3:3)? Den uomvendte kan kun gætte på, hvorledes det må være at få lov at gå frem for Gud med frimodighed og kalde ham for Fader.
Når præsterne kom ud af tabernaklet, så de ikke ud som da de gik derind. Folket har sikkert kunnet se, at de ligesom bar noget af Guds herlighed derindefra med sig. På samme vis ser vantroens børn på kristne, om de mon bærer noget af Guds herlighed med sig.
I 4. Mos 2:17 læser vi, at når Israels folk flyttede fra sted til sted, skulle Pagtens Ark med alt, hvad der hørte til den inderste helligdom, være i deres midte. Det var forud bestemt i hvilken orden stammerne skulle gå. Der gik 6 stammer foran arken og 6 bagefter. Hver stamme havde sin egen standart, hvor grundfarven var den samme som stenen i ypperstepræstens brystskjold. Judas standart bar for eks. billedet af en løve.
At arken skulle være i folkets midte, er et billede på, at Gud er i sit folks midte og dette påbud var med til at skabe ordnede forhold. Paulus talte også om orden, da han skrev til kolossenserne (Kol. 2:5). Og til Titus skrev han: Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage... Tit 2:5.Tabernaklet var således også et forbillede på orden i menighederne med sin præcise placering i lejren, hvor alt i enkeltheder aldrig blev fraveget på noget område.
Det, som Gud begyndte med, at han ville være i sit folks midte, ser vi fuldendt i Åb 21:3 : Se, Guds tabernakel er hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, New King James.
Når stammerne slog lejr, havde hver stamme sin plads. På lejrens østside nærmest tabernaklets indgang var Moses, Aron og præsterne. Lidt udenfor lå Juda stamme med sine 74.600 mand. Til venstre for ham Isakar (54.400). Og til højre Sebulon med 57.400 mand. Ikke blot var Juda den udvalgte stamme, men havde også flest folk i sin stamme. De øvrige stammer havde deres plads på de andre 3 sider af tabernaklet.
4. Mos 14:44 beretter, at Israel formastede sig til at ville trænge ind i Kanaan uden Pagtens ark men led derved et stort nederlag. Det er et billede på, at stoler vi på egne resurser eller handler i strid med Guds vilje og lov, er Herren ikke med os.
På den anden side ser vi, at når Israel satte deres lid til arken uden at rådspørge Herren, om han ville gå med dem i striden og give dem sejr, da gik det dem også ilde. De led et forfærdeligt nederlag, og filistrene tog arken fra dem (1. Sam 4:5 ff
Herren har gang på gang måttet lære både sit folk og os, at han ikke afviger fra de påbud, han har givet. Men de såvel som vi forfaldt til at ændre lidt her og der. Et sådant eksempel var, da David flyttede arken til Jerusalem på en vogn. Herren havde påbudt, at arken ikke måtte køres men bæres af levitter. Og på trods af klare ord om, at arken ikke måtte berøres af personer, der ikke var indviede til det, overtrådtes også dette påbud (2.Moseb. 25:14, 4.Moseb. 4:5, 15 og 202. Sam 6:7). Herren måtte igen vise sit folk, at han mener, hvad han siger. Uzza døde, for at hele Israel kunne få en lærestreg.
David var for en del skyld i Uzzas død, og han græmmede sig, fordi han ikke havde rådspurgt Herren i dette, vigtige skridt. David drog lære af denne, alvorlige lærestreg. Vi læser i 1. Krøn 12:1-2 , at da han senere skulle flytte arken, sagde han: Ingen anden end levitterne må bære Guds ark.... Tjenesten i templet blev lagt således, at den nøje fulgte Guds påbud. Og således fortsatte det i Davids tid og et stykke hen i Salomos. Det alvorlige er, om vi som David har lært noget af denne beretning. Hvor ofte ser vi ikke, at Guds folk i vor tid ikke lægger vægt på Guds ord og mener os berettiget til at overse de bud, vi ikke ser nogen mening i. Kunne arken ikke ligesåvel blive kørt som båret? Gud havde sagt nej, det burde have været nok. Men fordi vi ikke får en lignende lærestreg som med tilfældet Uzza, skal vi ikke tro, at det ikke får følger. Den mest synlige er, at Guds Ånd viger fra os, hvilket medfører, at vi ikke har Jesus som vort forbillede og bliver kolde eller lunkne, der opstår strid i menighederne, og gudløsheden breder sig.
For at arken kunne bæres, var der slået spigre med ringe af guld ind i dens sider. Det minder os om korsfæstelsen, hvor de slog spigre gennem Jesu hænder og fødder. Arken skulle bæres og være i folkets midte. På samme vis skal budskabet om Jesus, verdens frelser, bæres med i folkets midte.
I 2.Moseb. 40:9 læser vi om tabernaklets helligelsen (salvelsen). Og i 4.Moseb.7:1-2 ser vi, at efter tabernaklet var rejst, fulgte 12 dage med ofringer (7:12, 18, 24, 30, 36,42, 48, 54, 60, 66 og 78) for at indvie alteret. (Salm. 7:11 og 84. Læs også om leviternes indvielse 8:1-26.4.Moseb. 9:5). Det var også påske, da Jesus som Guds lam gav sit liv som soning for vore synder. Og efter sin opstandelse rensede (helligede) han den himmelske helligdom (jvf. Hebr 9:12 , 15 og 23).
Der fandtes ingen vinduer i det allerhelligste. Et billede på, at Gud vil bo i mulmet (1.Kongeb. 8:12). Gud var og er nødt til at dække sig under mørke, thi så længe vi er i legemet, kan ingen tåle at se Gud som han er (2.Moseb. 33:20). Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham (1.Joh. 1:5). Han bor i et lys, ingen kan komme nær (1.Tim. 6:16). Og i det nye Jerusalem skal der ikke være sol eller måne til at lyse, thi Guds herlighed er der, og dets lys er Lammet (Åb 21:23). Den herlighed, der omgiver Herren, kalder jøderne shekina.
Efter opholdet på bjerget kom Moses’ ansigt til at stråle, så det måtte dækkes, thi ingen kunne tåle at se på det (2.Moseb. 34:29-30). Paulus skriver, at Jesus skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give os samme skikkelse som hans herlighedslegeme (Fil 3:21).
Åbner vi vore øjne, ser vi et genskin af Guds almagt og herlighed i alle ting omkring os. På den måde lader han sig se om end kun i sit skaberværk.
Kan vi andet end glæde os til alt det, Jesus har beredt for os? Han er Frelseren. Han er Mesteren. Han er hvid og rød, herlig blandt titusinder (Højsangen 5:10). Ham tilhører pris, ære og magt i evigheders evigheder (Åb 3:13 b
* * *
Efter denne kortfattede gennemgang, hvor langt fra alle tabernaklets forbilleder er gennemgået og beskrevet, må det være naturligt at vi lærer, at det var gennem præsterne, Guds navn og karakter kunne blive kendt for folket, så hans velsignelse kunne hvile over dem (4. Mos 6:27). Denne aronitiske velsignelse må vi uddybe nærmere, thi den lærer os om Gud selv, om hans kærlighed og omhu for os, og at han på alle områder arbejder iblandt os for at frelse og vejlede os, at vi stadig kan vokse i tro og hellighed.
Herren velsigne dig og bevare dig!
Velsignelsen i 4. Mos 6:24-26 er trefoldig, og dermed antydes, at Guds folk skal velsignes i den treenige Guds navn. Den første linje i velsignelsen er vor himmelske Faders velsignelse og viser Guds forsyn i alle ting.
Herrens ansigt er Guds Søn, i hvem Faderen åbenbarede sig. Ja, han er Faderens herligheds afglans og hans væsens sande billede. Uden Sønnen ville vi stå overfor en ukendt Gud, som vi ville opfatte som mørk og forfærdelig. Men i Sønnen erfarer vi hans kærlighed og mildhed, som fylder os med glæde og tak. Faderen lader gennem Sønnen sit ansigt lyse over os, som lever i syndens og vantroens mørke. Tager vi imod budskabet, Jesus lærte, er vi på ret vej. Og vil vi til stadighed være i hans ansigts lys, får vi hans tilgivelse for vore synder og dertil trøst og evig salighed.
Da er der ikke mere et dække over evangeliet, men vi skuer ind i Guds underfulde lys, som stråler med Kristi herlighed ind over os og viser os frelsens vej (jvf. 2. Kor 4:3-4).
Herren er her Helligånden, den tredje person i guddommen. Det er Helligånden, som gennem Ordet virker, at vi kan angre vore synder og tage imod budskabet om at tro på Guds Søn, Jesus Kristus. Og det er gennem Helligånden, at Faderen drager os til Jesus Kristus (Joh 6:44), hvorved vi kan blive Guds børn. Gennem Helligånden bliver Guds ansigt vendt mod os, hvorved vi lærer at elske ham, som elskede os først. Det er gennem Helligåndens gerning i os, vi kan tage imod troen, så vi bliver forsonet med Gud Fader gennem Jesu offerdød. Det er Helligånden, som opretholder vor tro og giver os indsigt i Ordet, så vi kan vokse op til modenhed. Det er Helligånden, som arbejder i os, så vi længselsfuldt ser mod Guds ansigt i Jesus Kristus. Helligånden giver os frimodighed, så vi tør gå ind for Faderens trone og bede en barnlig bøn om alt fra daglig mad og sejr over det, der hindrer os i at følge Jesus, som vi gerne ville. Det er Helligåndens værk, at vi utildækket kan skue Herrens herlighed om end som i et spejl. Og Helligånden gør, at vi går fra herlighed til herlighed.
I 1.Krøn. 28:19 siger David: Herren har sat mig ind i alt dette (vedrørende templet Salomo skulle bygge) ved et skrift, jeg har fra hans egen hånd, i alle de arbejder, planen omfatter. David fik fra Gud åbenbaret nøjagtig vægten af det guld og sølv der skulle bruges til at gøre karrene til templet, lysestagerne, lamperne, krogene, alteret til røgelse, keruberne og hver eneste ting, der skulle overtrækkes med guld eller sølv (v. 14-19). Han modtog dette i skrift fra Herrens hånd. Det er det samme, som siges i 2. Pet 1:21 : Aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. Se også Ap.g. 3:21 og 2.Tim. 3:15-17.
Således skal de lægge mit navn på israelitterne, og jeg vil velsigne dem, 4. Mos 6:27. Herrens navn blev lagt på Israels børn for at velsigne dem i den treenige Guds navn. Også på den kristne forsamling er Herrens navn lagt. Dem, som har taget imod Jesus Kristus, vil Faderen velsigne og bevare. Vi hører for evigt sammen med vor Frelser. Vi er legemet, og han er hovedet.
At være et med Gud Fader, Søn og Helligånd er at opleve, at Gud er og altid har været nærværende i alle ting, store som små. Intet skyldes tilfældigheder, og ikke en spurv falder til jorden, uden Gud ved om det. Forstår vi alt dette? Nej, vi forstår ikke det første og heller ikke det sidste af alt det, Gud har gjort. Men evigheden har han lagt ind i vore hjerter (jvf. Præd 3:11). Og fordi vi er skabt i Guds billede, er en rest af bevidstheden om evigheden forblevet i os. Det er denne evighedsnatur, som er årsag til, at mange bæver ved tanken om det ukendte ved døden. Men menneskene kan synke så dybt, at også denne glimt af en evig ånd forsvinder, og tror, at når vi dør, er vi lig dyr, hvoraf intet forbliver tilbage efter døden. Det er Guds Ånd og ord, som gør os bevidste om, at vi ikke uslettes men har en evig eksistens. Her i livet skal vi træffe vort valg om, hvor vi skal tilbringe evigheden.
Til at træffe det rette valg er beskrivelsen af tabernaklet en gudgiven gave. Igennem den lærer vi, at uden hellighed kan ingen se Gud, og at vi kun får den ved Jesu Kristi dyrebare blod.
Gå til del 1 | del 2