Oversigt”Da sagde Maria til engelen: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” vers 38.
”I de dage drog Maria i hast op til højlandet, til en by i Juda, og hun kom til Zakarias´ hus og hilste på Elizabeth.”
Forundret over besøget siger Elizabeth i vers 43: ”Hvorfor er dette givet mig, at min Herres moder skulle komme til mig? For se, med det samme din hilsen lød i mine ører, sparkede barnet i mit moderliv. Salig er hun, som troede, thi det, som blev talt til hende af Herren, skal blive fuldført.”
Og Maria sagde: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd har frydet sig i Gud min frelser…. Han, som er mægtig, har gjort store ting for mig, og hellig er hans navn. Og hans miskundhed er over dem, som frygter ham, fra slægt til slægt. Han har vist styrke med sin arm. Han har spredt dem, som er stolte i deres hjerters tanker. Han har stødt mægtige fra deres troner og ophøjet de små. Han har mættet de sultne med gode gaver, og de rige har han sendt tomhændede bort. Han tog sig af sin tjener Israel til minde om sin miskundhed. Sådan talte han til vore fædre, til Abraham og til hans slægt for evig.” Vers 46-55.
Jesus bliver født
”Og det skete i de dage, at der udgik et bud fra kejser Augustus om, at hele den beboede verden skulle indskrives i mandtal Denne indskrivning fandt først sted, medens Kvirinius var landshøvding i Syrien Og de gik alle hver til sin by”, Luk 2:1-3
- ImmanuEL er omtalt i Es 7:14 og 8:8-10 Vers 10 slutter med:”… thi her er ImmanuEL {Immanuel er et synonym for Jesus Kristus)
- I anledning af denne skatteindskrivning rejste Josef med sin trolovede hustru Maria til byen Betlehem, hvor Davids slægtsregister var Og hvor også den romerske indskrivning til skat skulle finde sted En trolovet kvinde ansås efter Mose lov for at være den mands hustru, med hvem hun var trolovet Men en hustru behøvede ikke være med ved en skatteindskrivning Derfor må det anses for sandsynlig, at Maria var en arvedatter og således hovedperson i sin slægt (se 4 Mos 27:1-8 og 36:2-12) Hvorvidt Josef og Maria vidste, at Messias skulle fødes i Betlehem, ved vi ikke Men Gud forordnede det, så at Jesus blev født i den bebudede by
”Nu var der nogle hyrder ude på marken, der holdt vagt over deres hjorde om natten, og en Herrens engel stod foran dem, og Herrens herlighed strålede rundt om dem, og de blev meget bange. Da sagde engelen til dem: ”Vær ikke bange, thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi i dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren. Og det skal I have som tegn: I skal finde et barn, som er svøbt i linned, og som ligger i en krybbe.” Og straks var der en skare af den himmelske hær sammen med engelen, som priste Gud og sagde: ”Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden, Guds velbehag mod menneskene!” Vers 8-14.
”Og det skete, da englene drog bort til Himmelen, at hyrderne sagde til hverandre: ”Lad os nu gå til Betlehem og se det, som er sket, som Herren har kundgjort os”, vers 15.
”De skyndte sig afsted og fandt Maria og Josef og barnet, som lå i en krybbe. Da de havde set ham, gjorde de kendt vidt omkring, hvad der var blevet sagt dem om barnet. Og alle, som hørte det, undrede sig over de ord, hyrderne fortalte dem. Men Maria tog vare på alle disse ord og grundede over dem i sit hjerte. Så vendte hyrderne tilbage, og de ærede og priste Gud for alt det, de havde hørt og set, således det var blevet fortalt dem”, vers :16-20.
”Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham”, Sal 25:14
Det ser vi i beretningen om den gamle Simeon, som var en af de gudfrygtige i Israel Helligånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set Herrens salvede (Luk 2:25-26) Der bliver fra Guds side ofte givet hans folk en klar forståelse for, hvad der venter forude En af de mest herligste er visheden om frelsen ved tro på Jesus
Nu, hvor Simeon havde set Guds frelse i det lille barn, der ville blive et lys for hedninger og skinne i sin herlighed for sit folk Israel, kunne han dø med glæde (Vers 29-32). For ham var dødens sting borte. Og det vil den være for alle dem, som er ”gået for at se” Herren Jesus og tror på ham.
Lukas er omhyggelig på vagt med sine ord, når han skriver. I 2:33 er jomfrufødselen tydelig ved, at han skriver: ”Josef og hans moder”, og ikke: hans forældre!
Derefter velsignede Simeon Josef og Maria og sagde til Maria, at:
1. Barnet var bestemt ”til fald og oprejsning for mange i Israel”. Dem, der vil optræde med arrogance og forblive uomvendt og vantro, vil falde under Guds straf. Men dem, der omvender sig og tager imod Jesus, vil Gud oprejse og velsigne.
2. Barnet var bestemt til at være et tegn, som der ville blive modsagt. Det var et fingerpeg om, at mange ville tale imod, at Jesus er den lovede Messias.
3 Han sagde videre: ”Ja, et sværd vil også gennemstinge din sjæl” Simeon forudså sorgen, der næsten ville knuse Maria, da hun så sin søns korsfæstelse (Joh 19:25)
4. Mange hjerters tanker skal blive åbenbaret. Den måde, et menneske reagerer på, når det tager stilling for eller imod Jesus, afslører deres inderste tanker. Simeon berørte således menneskenes tanker om Jesus.
Profetinden Anna, 2:36-39
Anna var ligesom Simeon en af den rest, der ventede Herrens frelse. Hun modtog utvivlsom åbenbaringer fra Herren og tjente som Guds talerør til Israel. Og hun var sikkert et led i den offentlige tjeneste i templet.
Nu fejrer vi mindet om de store ting, der skete i forbindelse med Jesu fødsel. Ligner vi hyrderne på marken, der straks gik for at se Jesus og troede på ham som Messias? Eller er vi som dem, der nok er i Betlehem men tager plads op i det mere komfortable herberge, hvor der ikke er plads til Jesus, og lader ham få en ringere plads i vort liv? Også i dag er han mange til oprejsning og fald. Spørgsmålet er, om vi er blandt de mange, han har oprejst, eller om vi er blandt de faldne. Lovsangen lød for hyrderne, Simeon og Anna. Er vi blandt de oprejste af Jesus, kan vi synge med i den.
* * * * * * *
Jesu slægtstavle (Luk 3:23-28)
Vi lægger både mærke til, at Jesu linje går tilbage til Adam. Og at Lukas i vers 23 skriver: ”Jesus… efter hvad man mente, søn af Josef.”
Når Jesu slægtstavle her afviger fra den, der står i Mattæus, er det fordi, at den, der findes hos Lukas, må være Marias. Maria får hos Lukas også en mere fremtrædende plads end hos Mattæus. Listen viser, at Maria nedstammede fra David gennem dennes søn Natan (vers 31).
Som anført søn af Josef opfyldte Jesus Guds pagt med David, om hans evige trone Selvom Jesus ikke var legal søn af Josef, ville han ikke være under Guds forbandelse (Jer 22:30) Thi som en ægte søn af Maria opfyldte Jesus den del af Guds pagt med David, der lovede ham, at der af hans efterkommere skulle komme en, der skulle sidde på hans trone for evigt, idet Jesus nedstammede fra David igennem Natan og ikke gennem Salomo
Vi ser i dette, hvorledes Gud til mindste punkt opfylder både sine løfter og sine krav, om end det kan synes som en umulighed. Gud har tjek på den mindste detalje, så ingen og intet kan pege på, at noget er overset og ikke stemmer.
Og det er vigtigt og interessant, at det synes som om Jesus var den sidste, der retmæssig kunne gøre krav på Davids trone.
Lukas har også et yderligere bevis på, at Maria må have været en arvedatter Lukas anfører Josef som Elis søn, men han var hans svigersøn Det er ikke usædvanlig (se Ruth 1:1-22 mfl st) Dette forekom, i særdeleshed, når nogen blev gift med en arvedatter og således egentlig optoges i søns sted og antog hustruens familienavn Eli (også kaldet Jojakim) var Marias fader
Adam kaldes Guds søn, fordi han var skabt af Gud, og fordi Guds billede var indplantet i ham. Dem, som kommer til tro på Jesus, bliver Guds børn på en langt højere måde, idet vi ikke bliver det gennem skabelse, men fordi vi gennem den nye fødsel bliver forbundet med Kristus og i ham bliver delagtig i Guds natur.
I slægtsregistret i Mattæus er der 27 led fra David til Kristus, men i Lukas 42 led. Også heri ser vi, at slægtsregistret i Lukas må være mere betydningsfuldt end i Mattæus, der blot viser nok til, at loven blev opfyldt med hensyn til, at Jesus er Davids arving.
Jesu slægtsregister er ikke tør og kedelig men meget interessant og viser Guds omhu selv i små ting og er endnu et bevis på, at Bibelen er inspireret af Gud selv. Thi kun derved kan alle små detaljer være korrekte. Når vi mener, der er fundet ukorrektheder i Bibelen, er det os, der ikke har oversat korrekt eller ikke kan forstå alt det, Gud viser os i sit ord.
Hvor ofte har sten fra udgravninger m.m. ikke talt og vist, at Guds ord har ret. I bogen: Bibelen har alligevel ret, skildres rækkevis af tilfælder, hvor det er godtgjort, at mennesker i uvidenhed har draget oplysninger i Bibelen i tvivl, som alligevel viste sig at være rigtigte. Det tjener ikke os til ære men bekræfter, at Gud er sandhed, og at der intet løgn er i ham. Salige er de, der tror uden at have set, siger Jesus. Måtte vi få del i denne salighed, at vi altid vælger at tro, selv om vi ikke umiddelbart kan se nogen bekræftelse.