Oversigt
Jeg er gentagende gange stødt på denne lære, at Paulus som kristendommens ærkefjende ikke blev apostel, men fandt en snedig vej til at forpurre evangeliet igennem alle sine breve til menighederne. Ideen kommer selvfølgelig fra Bibelens beskrivelse af Paulus’ u-omvendte person.Paulus, dengang kendt som Saul af Tarsus, er i Bibelen den mest centrale figur i forfølgelsen af de første kristne. Han optræder første gang i Apostlenes Gerninger i forbindelse med henrettelsen af Stefanus, hvor han ikke blot bifaldt mordet, men også vogtede mordernes kapper, mens de stenede Stefanus til døde (Apg. 7:58). Det var begyndelsen på en systematisk jagt på de troende, som Paulus førte med stor nidkærhed.
Efter Stefanus’ død intensiverede Paulus sin forfølgelse. Han begyndte at gå fra hus til hus og arresterede mænd og kvinder, som tilhørte den nye bevægelse, og kastede dem i fængsel (Apg. 8:1-3). Han var ikke blot en tilfældig forfølger, men en målrettet aktør i forsøget på at udrydde dem, der fulgte ”Vejen”, som de første kristne kaldte deres tro (Apg. 9:2 , Apg. 19:9; Apg. 19:23; Apg. 22:4; Apg. 24:14). Hans had til de kristne var så brændende, at han ikke begrænsede sig til Jerusalem, men søgte med fnysende trussel tilladelse fra ypperstepræsten til at tage til Damaskus for at finde og arrestere de troende dér, så de kunne føres tilbage til Jerusalem i lænker (Apg. 9:1-2).
Senere, efter hvad kritikere kalder hans påståede omvendelse, indrømmede Paulus selv, hvor voldsomt han havde forfulgt de kristne. Han berettede, at han ikke blot fængslede dem, men også var direkte ansvarlig for, at mange blev dømt til døden (Apg. 22:4-5). Han erkendte at han lod dem piske, forsøgte at tvinge dem til at bespotte deres tro og at han havde forfulgt dem selv uden for Israels grænser (Apg. 26:9-11). Hans engagement i at ødelægge den nye bevægelse var så ekstremt, at han beskrev det som sin pligt at bekæmpe ”Jesu navn”, hvilket han gjorde med brutal konsekvens.
Paulus’ rolle som en nidkær forfølger af de kristne gjorde ham berygtet blandt de troende, og det er ikke svært at forstå, hvorfor mange i menigheden mistænkte hans pludselige omvendelse for at være en fælde (Apg. 9:26). Hans tidligere gerninger havde skabt rædsel blandt de troende, og han havde været en af de farligste modstandere af Jesu efterfølgere.
Kristendommen, som vi kender den i dag, mener de ikke er den tro, som Jesus forkyndte. Den sande vej blev kapret, forvansket og manipuleret – ikke af udenforstående fjender, men af én mand, der kaldte sig selv apostel, uden nogensinde at have vandret med Jesus. Paulus ses som den centrale arkitekt bag en falsk kristendom, der har ledt millioner væk fra Jesu sande bud og ind i en lovløs religion, der passer perfekt til det romerske imperiums dagsorden.
En af proponenterne for denne tanke, er Aaron Abke, en tidligere kristen pastor.
Grunden til at jeg udvælger Aaron, er for at hans fortælling klart og tydeligt viser, hvorfra de tanker imod Guds Ord kommer. Hans kundalini-opvågning – en direkte dæmonbesættelse[1], lægger til grund for de ting Aaron siger, og de kommer fra denne dæmoniske verden, som inspirerer alle andre proponenter af denne ”Paulus teori”.
Aaron Abke[2] voksede op som søn af en evangelisk præst og ønskede at følge i sin fars fodspor. Han studerede teologi ved Oral Roberts University og blev præst som 22-årig. Kort efter giftede han sig, men oplevede snart en identitetskrise. Hans barndomskirke prædikede kærlighed og tilgivelse, mens hans arbejdsplads - kirken han arbejdede i - var præget af fundamentalistisk dommedagslære. Denne konflikt førte til, at han forlod sin stilling og kristendommen, hvilket kostede ham venskaber og familieforhold. Han søgte spirituel forståelse gennem østlige traditioner som hinduisme og buddhisme.
I 2017 oplevede Aaron en dyb spirituel opvågning. Mens han lyttede til Eckhart Tolle (hvis lære er en blanding af østlige filosofier – som buddhisme og taoisme – og vestlig psykologi – til stor inspiration for Oprah Winfrey) i sin frokostpause, indså han pludselig, at hans lidelse stammede fra en imaginær identitet. Han følte sig som ren bevidsthed og oplevede en to-ugers tilstand af sublim lykke, som han beskrev som en ”no-self” oplevelse.
En ”no-self” oplevelse, også kaldet egodød eller anatta i buddhistisk terminologi, er en spirituel tilstand, hvor en person oplever en midlertidig eller varig opløsning af den personlige identitet (dæmonbesættelse) og egoets illusion. I denne tilstand føler individet sig ikke længere adskilt fra resten af verden, men snarere som en del af en større helhed – New Ages lære, at vi alle er Gud. Den tilstand kan opnås igennem meditation og/eller psykedeliske stoffer, hvor mennesker der søger i det okkulte kan få pludselige spirituelle opvågninger – i Bibelen kaldt dæmoniske lærdomme. Da hans ego vendte tilbage, fulgte en dyb depression, hvilket blev en drivkraft for hans videre spirituelle søgen.
I 2019 begyndte han at dele sine indsigter på YouTube, særligt inspireret af ”The Law of One”. Hans popularitet voksede, og han dedikerede sig til at undervise i spirituel udvikling. I 2021 oplevede han en Kundalini-opvågning, en intens energirejsning gennem chakraerne, hvilket forstærkede hans fokus på neurobiologi og bevidsthed i hans undervisning i 4D University.
Aarons mission er at vise, at oplysning og frihed fra lidelse er mulig for alle. Han søger at hjælpe menneskeheden i overgangen fra egoets adskillelse (3. densitet) til kærlighed og enhed (4. densitet). Dette ses som en spirituel transformation, men i en bibelsk kontekst er det en del af endetidens antikristelige religion, som New Age har udbredt siden 1960erne. Det er ned ad samme vej som ”Akademiet for Guddommelig Viden” arbejder for, som jeg fortæller om i ”Sundhedsbevægelsens New Age bedrag”.
Abke følger ”Law of One”-lærdomme fra ”The Ra Material” (1981-1984), som hævder, at alt er én bevidsthed – Gud, Skaberen, eller ”Den Uendelige Ene”.Denne lære spejler okkultismens ”The One”, hvor alt ses som en manifestation af en uendelig skaber. Bibelsk forstået er dette ikke Gud, men Satan, der gennem Antikrist, også kaldet ”The One”[3], manifesterer sig som guddommelighed, hvem Kristus-bevidstheden vil overskygge. Det forstås selvfølgelig ikke sådan af de mennesker der er bedraget af de dæmoniske lærdomme, men det er den åndelige realitet bag det hele.
Hvad har det med Paulus som værende bedrager at gøre?
Gnostikere og flere alternative spirituelle bevægelser har historisk set betragtet Paulus som en figur, der forvanskede Jesu oprindelige budskab ved at gøre det til en dogmatisk lærdom frem for en personlig, mystisk vej til oplysning. Egentlig handler det ikke om, at Abke vil ”bevise” noget historisk om Paulus, men snarere at han forsøger at underbygge sin egen spirituelle filosofi ved at skubbe Paulus væk som en autoritet. Hans kritik af Paulus tjener altså et formål i hans egen lære, hvor han forsøger at føre mennesker væk fra det kristne dogme og over i en mere ”universel” og mystisk spiritualitet.
Det er samme formål vi finder i New Age, i ufologien – i okkultismen generelt. Mange i alternative spirituelle bevægelser forsøger at ”genopdage” Jesu oprindelige lære, som de mener blev forvansket af Paulus og senere af den katolske kirke. Abke fokuserer på en version af Jesus, der er mere i tråd med østlig mystik og ikke bundet af syndsbegrebet, korset eller frelsen gennem tro alene. Dæmonisk-bedragede mennesker som Abke, ser Paulus som den, der institutionaliserede kristendommen og gjorde den til en kontrollerende religion, snarere end en frisættende spirituel praksis. Hans breve er grundlaget for mange kristne doktriner om synd og frelse, hvilket er i direkte modstrid med den form for ”frihed”, som Abke og lignende lærere prædiker.
Kort sagt er det, der giver plads til dette dæmoniske angreb på Paulus, en manglende forståelse for alvoren af synd og adskillelse fra Gud. Det er en manglende forståelse af årsagen til at Jesus måtte komme, at Han indstiftede en ny pagt, et nyt testamente, hvilket Paulus’ breve forklarer de åndelige dybder af.
Det korte svar til alle argumenterne i denne Paulus-kritiske bevægelse er, at Jesus kom for at indstifte en ny pagt – et testamente, som først kunne træde i kraft efter Hans død. Forskellen mellem lovens pagt og Åndens nye pagt – lov og nåde, er ikke blevet forstået. Jesus forkyndte den nye pagt under den sidste nadver, ”Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: ’Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!’ Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: ’Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder’” (Luk. 22:19-20). Det samme sagde Gud til Jeremias, ”Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus, ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN” (Jer. 31:31-32 – se også Hebr. 8:8; Hebr. 8:13; Hebr. 12:24). Nu er dagene oprundet, og her 2.000 år efter er der fortsat mennesker der ikke vil acceptere det.
Èt af punkterne imod Paulus er netop, at han taler om denne nye pagt – og det er som sagt mere eller mindre dette punkt alle andre anklager kredser om. Manglen på at differentiere mellem de to pagter, eller de to testamenter, er også årsagen til mange andre sekteriske retninger – som f.eks. Hebrew Roots bevægelsen[4], der også vender tilbage til den loviske jødedom.
Og det er emner som hvordan opnås frelsen – Jesus siger at den opnås ved at give tilgivelse, vise kærlighed og omvendelse (Matt. 6:14-15 , Luk. 6:37-38 , Matt. 25:31-46 , Luk. 15:11-32), mens Paulus siger det er en gave der opnås ved tro alene (Romerne. 3:28 , Ef. 2:8-9 , Romerne. 10:9 , 1. Kor. 15:3-4) – der desuden kræver Jesu blodoffer som soning for synd (Hebr. 9:22 , Romerne. 5:9). Jesus og Paulus menes derfor at beskrive Guds person forskelligt. Jesus beskriver en kærlig fader, der ønsker barmhjertighed frem for ofre (Matt. 9:13 , Luk. 15:11-32), mens Paulus, som sagt beskriver en Gud der kræver en blodig soning for at tilgive synd. På samme måde beskrives Jesus at kræve kærlighed, selvopofrelse og lydighed mod Gud, for at gå på den smalle vej (Matt. 7:13-14), mens Paulus forklarer at frelse er en gave, der ikke kræver selvopofrelse, kun tro (Romerne. 6:23 , Ef. 2:8-9).
Syndens dybder, alvor og konsekvens bliver også ignoreret. Jesu syn på synd menes at være en tilstand af hjertet, der kan overvindes ved kærlighed, tilgivelse og omvendelse, mens Paulus’ syn på den er at mennesket er født syndigt – vi er af u-afvigelig natur syndige – og kan kun blive frelst fra synd igennem Jesu stedfortrædende død, ikke gennem egne handlinger. Paulus’ teologi menes at have ændret kristendommens forståelse af synd og flyttet fokus væk fra Jesu simple budskab om kærlighed og omvendelse – på trods af at Jesus selv sagde – helt klart, tydeligt og direkte, ”Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Mark. 10:45), hvilket er en sandheden der har sit tydelige ekko i det gamle testamente, f.eks. hvor Esajas profeterer om Jesu død og siger, ”Sandelig, han har båret vore smerter og båret vore sorger… han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham” (Es. 53:4-5). Desuden – at kalde budskabet om kærlighed og omvendelse for simpelt, viser også en manglende forståelse for alvoren af synden. Jesus sagde at ”enhver, som bliver vred på sin broder uden grund… er skyldig for det store råd... enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte” (Matt. 5:22-28). Alle er skyldige for det store råd, og ingen god gerning kan retfærdiggøre en ond gerning.
Det er forvirring omkring loven. Jesus siger at loven består og skal overholdes (Matt. 5:17-18), at tro uden gerninger er død – kun de, der gør Faderens vilje, kommer i himlen (Matt. 7:21), mens Paulus siger at loven er ophørt i Kristus (Romerne. 10:4 , Ef. 2:15), og tro alene retfærdiggør, uafhængigt af gerninger (Romerne. 3:28 , Ef. 2:8-9). Et argument er også at Jesus siger at det nytter ikke at kalde Ham ”Herre” uden at følge Hans bud (Matt. 7:21-23), mens Paulus siger at hvis vi bekender Jesus som Herre og tror på hans opstandelse, bliver vi frelst (Romerne. 10:9).
Som du ser drejer det hele rundt om loven, det gamle testamente. Lad os gå dybere ned i deres håndterings af Paulus og loven.
Jesus og Paulus menes at have fundamentalt forskellige syn på loven, især i forhold til om den stadig gælder eller er blevet ophævet af Jesus.
Jesus gør det meget klart, at loven ikke er ophævet og fortsat er bindende og siger, ”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå — før det er sket alt sammen” (Matt. 5:17-18).
Hvis loven først ophører når himmel og jord forgår, hvilket Peter forklarer – som den eneste reference i Bibelen – vil ske efter 1000årsriget (2. Pet. 3:10), når ”det er sket alt sammen”, når alt er forløst og genoprettet efter syndefaldet.
Jesus fortsætter: ”Den, der ophæver blot ét af de mindste bud og lærer andre at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der handler efter dem og lærer andre det samme, skal kaldes stor i Himmeriget” (Matt. 5:19). Det bliver tolket som at man skal følge loven og undervise andre i at følge den. Jesus afviser enhver idé om, at loven ikke længere gælder – hvis man ophæver loven, mister man sin position i Guds rige.
Det kommer f.eks. til udtryk i Matt. 19:16-17 , hvor en mand spørger Jesus, ”Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” og Jesus svarer, ”vil du gå ind til livet, så hold budene!”. Han svarer ikke: ”Tro på mig” eller ”bekend min opstandelse” – Han siger, at gerninger og overholdelse af loven er nødvendigt – hvorfor Han også selv overholdte loven.
Paulus siger på den anden side at Jesu død ophævede loven, og at tro alene er nok til frelse. Og her er det at forståelsen af den nye pagt mistes for Paulus kritikerne.
Paulus siger i Romerne. 10:4 at ”Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror”. Det tolkes som at loven ikke længere er nødvendig for retfærdighed og at tro på Jesus erstatter lovens krav.
Paulus siger ikke mere her, end Johannes havde sagt år forinden, nemlig at, ”således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh. 3:16). Her tolkes Johannes som at mene, at vi skal tro på det, Jesus siger – nemlig ”vil du gå ind til livet, så hold budene!”. (Matt. 19:17). Men tager man næste vers med der siger, ”Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh. 3:17) – så bliver det tydeligt at vi frelses ved – eller igennem – Ham. Her er vi tilbage til Jesu forklaring ved nadveren, ”Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder” (Luk. 22:20).
Fordi der holdes fast i loven, bliver Paulus ord i Gal. 3:24-25 en modsætning til Jesus, ”loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester” (Gal. 3:24-25). Paulus underviser her, mener de, at Paulus påstår at Jesus har annulleret loven, hvilket direkte modsiger Jesu ord i Matt. 5:17-18 , at himmel og Jord skal forgå før loven forgår.
Der er mange flere vers hvor Paulus forklarer vores forhold til loven efter indstiftelsen af den nye pagt, og hvordan kan Paulus sige det, når Jorden stadig består?
Jeg vil vende tilbage til Peter, der bekender at hverken han eller nogle af slægtens forfædre har kunnet overholde loven. Alle ville blive dømt af loven, alle uden undtagelse ville gå fortabt under lovens dom. David siger i Sal. 14:2-3 , at ”HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke én!”, og Paulus citerer det i Romerne. 3:11-12)
Så Aaron og alle hans Paulus-kritikere dømmer sig selv ved loven, fordi de heller ikke kan overholde loven. Det er der intet andet menneske igennem hele historien, fortid og fremtid, der har gjort, end Jesus alene. Så hvordan i alverden kan frelse opnås, når alle under loven går fortabt?
Lad os igen vende tilbage til Matt. 5:17-18 som er omdrejningspunktet for Paulus-kritikerne: ”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme”. Med andre ord understreger Jesus her, at Han er kommet for at opfylde lovens krav.
Guds moralske lov kræver fuldkommenhed i tanke, ord og handling. Den ceremonielle del af Moseloven er ophævet igennem Jesu sonoffer, eller stedfortrædende offer (Luk. 22:20; Kol. 2:14-17). Den moralske lov udspringer af Guds karakter og sammenfattes i de 10 bud samt Jesu bud om at elske Gud og sin næste. Den er ikke afskaffet, men har sin autoritet i den nye pagt. Alle uden Kristus står fortsat under lovens krav og dom (Gal. 3:23-25), mens den troende følger loven som en livsvejledning, dog uden at være under dens straf (Joh. 3:17; Romerne. 7:6). Helligånden skriver nu loven på hjertet af den troende (Jer. 31:33-34) og giver kraft til at leve efter den – omend vi stadig fejler.
Ingen anden end Jesus har kunnet overholde loven – og dyreofringerne igennem hele Israels historie vidner om det. Og Paulus er ikke ene om den lære. Peter – på hvis bekendelse Han ville bygge kristendommen (Hans kirke, Matt. 16:18) – var i ordstrid med farisæerne, der som Aaron Abke og hans lige, krævede overholdelse af loven. Peter sagde råt og ufortyndet, ”Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære? Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de” (Apg. 15:10-11).
Jesus og Paulus er 100% enige om lovens virke, og ophør for alle der tror – ikke blot troen på hvad Jesus sagde, men troen på at alene igennem Ham – Hans død på korset – at Han på korset bar vores straf, det er den frelsende tro, der bliver lovens ophør for os, i den forstand at den ikke længere kan anklage os. ”Thi det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden” (Matt. 5:17; Joh. 3:16-18; Joh. 8:34-36; Romerne. 8:3-4). Paulus giver en teologisk forklaring på det, Jesus allerede har sagt, med andre ord!
Et andet punkt der relaterer til dette, hvorvidt loven er ophørt eller ikke, er at Jesu disciple – efter Paulus-kritikkernes fortolkning – så Jesus som en jødisk reformator, der ikke, modsat Paulus, afskaffede loven. Peter, Johannes, Jakob og Judas skulle altså ikke referere til en tilstand for mennesket, hvor loven ikke kan dømme dem. Bibelen er uudtømmelig i udsagnene der viser denne påstand falsk. Men lad mig give dig nogle få beviser fra de forskellige breve til menigheden fra andre apostle en Paulus.
Peter
Jeg har allerede citeret Apg. 15:10-11 , hvor Peter forklarer, at loven var et tungt åg, som hverken de eller deres forfædre kunne overholde, og han bekræfter, at frelsen kun er ved nåde, ikke ved lovgerninger. Men han siger også i ét af sine breve at, ”I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde” (1. Pet. 1:18-19). Slaver blev købt (forløst) på markedspladsen med sølv og guld og anden forgængelig valuta. Men en persons tro er uendeligt meget mere værdifuld end nogen jordisk skat (1. Pet. 1:7). For de, der tror på Jesu stedfortrædende offer på korset, kalder forløsningens pris - Kristi dyrebare blod – dem til et nyt og forvandlet liv. ”Det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene” – hvad end det er afgudsdyrkelse, lovløshed eller forsøget på at overholde loven – uanset hvad der i fortiden er blevet gjort i religionens navn for at blive godtaget af Gud, var det ikke det, der løskøbte dem fra det livet adskilt fra Ham, men alene Jesu blod. Peters klare budskab er at Jesus betalte prisen med sit liv, for alle fortidens, nutidens og fremtidens synder, for alle der tror (1. Pet. 3:18). Det er fuldstændig på linje med sandhederne Paulus og Jesus udtrykte.
Johannes
Jeg har allerede citeret Joh. 3:16-17 , der gør det klart at alle der tror på Jesus skal frelses igennem Jesus, underforstået, som Peter siger, Hans forsonende blod. Han siger også at ”alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn” (Joh. 1:12). Det er ikke en adskillelse af troen på hvem Jesus er og så det, Han sagde – du og jeg kan tro på hvad Jesus sagde uden at opnå frelse – men det handler om at tage imod Ham – at tro på Hans navn, Jesus, der på Hebræisk er Yahshua, hvilket betyder Guds frelse – altså at Jesus er frelsen.
Han siger også at ”loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus” (Joh. 1:17). Johannes viser kontrasten mellem loven og Jesus. Loven der nådesløst dømmer alle uden undtagelse, blev opfyldt af Jesus, der i den opfyldelse tilvejebragte nåden. Retfærdighed er når du får hvad du fortjener, hvilket loven giver. Nåde er når du får hvad du ikke fortjener, hvilket Jesus giver. Jesu nye pagt, har opfyldt Guds retfærdighed igennem Jesu stædfortrædende død for dig og mig, og erstatter dermed lovens krav med nåde – så vi der tror på Ham skal frelses, på trods af at vi har fortjent at blive dømt.
Han siger også ”Og dette er hans (Guds, jf. 1. Joh. 3:21)bud, at vi skal tro på hans Søns Jesu Kristi navn og elske hverandre, som han har befalet os” (1. Joh. 3.23). Det afspejler Jesu egne ord i Matt. 22:37-40 , om at elske Gud (troen på Hans Søn) og sin næste, da det opfylder hele loven. I Joh. 13:34 , giver Jesus ”en ny befaling” eller ”et nyt bud” om kærlighed. Det nye bud er ikke lovens dømmende bud, men en sammenfatning af hele loven skrevet på den troendes hjerte. Frelsen skaber et nyt hjerte i os, som naturligt deler og udtrykker Hans kærlighed.
Kærligheden er også et punkt der bruges af Paulus-kritikerne.
Ud fra Matt. 25:31-46 drages konklusionen, at frelsen efter Jesu evangelium erhverves med kærlighed og gerninger, mens Paulus’ evangelium handler om troen på Jesu død og opstandelse, med reference til Romerne. 10:9 og 1. Kor. 15:3-4) Men som du ser er kærligheden og gerningerne at tro på Guds Søn – hvilket er at gøre Guds gerning (Joh. 6:29), og dermed naturligvis at elske sine medmennesker, som Jesus elsker dem.
Jakob
Jakob siger taler om at en levende tro ses igennem gerninger, og han siger at ”den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning” (Jak. 1:25). ”Frihedens fuldkomne lov” er ikke Moseloven, men den åndelige lov i Kristus, der giver frihed frem for trældommens gerninger, under loven. Det er det samme Paulus siger i Romerne. 8:2 , hvor han taler om ”livets Ånds lov” i Jesus, som er det, der gør os fri fra syndens og dødens lov.
I Jak. 2:10-12 siger han ”Thi den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle… I skal tale og handle som de, der skal dømmes efter frihedens lov”. Jakob viser, at hvis man lever under loven, er man forpligtet til at holde hele loven, men peger på en anden lov – frihedens lov – som de troende nu lever under. Vi skal som troende leve og handle efter loven der er skrevet på vores hjerter, men det betyder ikke at vi dømmes når vi fejler, for vi har taget imod Jesus og tror på Hans navn.
Tro og gerninger er endnu et af punkterne der bruges af Paulus-kritikerne.
Argumentationen siger, at ifølge Jesus, er tro uden gerninger død. Kun de, der gør Faderens vilje, kommer i himlen (Matt. 7:21 , Jak. 2:24-26). Paulus siger, mener de, modsat at tro alene retfærdiggør, uafhængigt af gerninger (Romerne. 3:28 , Ef. 2:8-9). Fejlen består i ikke at forstå dynamikken mellem tro og gerninger. Når vi har fået Guds Ånd efter vi er kommet til tro, så vil det nye liv uundgåeligt producere gerninger der synliggør troen. Det er ikke gerningerne der giver troen, men troen der giver gerningerne. Det er ikke gerninger der tilvejebragte frelsen, men troen, udtrykt i gerninger. Loven der er skrevet på vore hjerter, er blevet vores uophørlige ønske om at opfylde loven – ikke at vi kan, men vi forsøger. Det er den kamp Paulus beskriver i Romerne. 7:15-25)
Judas
Som Jakob taler Judas imod at misbruge nåden og leve modstridende mod loven, ”Thi der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus”. Nogle brugte loven eller en forvrænget version af nåden til at legitimere synd. Det viser, at loven ikke længere er bindende, og at nogle misbruger nådens frihed.
Det er altså frihed i modsætning til lov, nåde i modsætning til dom, liv i modsætning til død, frelse i modsætning til fortabelse. Selvom Peter, Johannes, Jakob og Judas ikke taler lige så eksplicit som Paulus om, at loven er ophørt, peger de alle på sandhederne at loven er opfyldt i Kristus og ikke længere vejen til frelse (Joh. 1:17 , Apg. 15:10-11). Frelsen er kun gennem tro på Jesus, ikke lovgerninger (1. Joh. 3:23 , 1. Joh. 5:12). De troende lever nu under ”frihedens lov” i Kristus, ikke Moseloven (Jak. 1:25; Jak. 2:12). Loven var et åg, som hverken jøderne eller deres fædre kunne bære (Apg. 15:10-11). De bekræfter dermed det, Paulus siger: ”Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror (Romerne. 10:4).
Paulus-kritikkerne argumenterer for, at Jesus og Paulus har fundamentalt forskellige syn på synd, både hvad angår dens natur og alvor, og hvordan den kan overvindes. Jesus’ syn på synd menes som sagt at være en tilstand af hjertet, der kan overvindes ved kærlighed, tilgivelse og omvendelse, mens
Paulus’ syn er at mennesket er født syndigt og kan kun blive frelst fra synd gennem Jesu stedfortrædende død og ikke gennem egne handlinger. Så lad mig gengive deres beskrivelse af Jesu syn på synd, som menes at adskille sig markant fra den senere kristne teologi, navnlig den som Paulus formulerede.
For Jesus er synd ikke en medfødt skyld eller en arv fra Adam, men snarere en tilstand af hjertet – en indre disposition, der manifesterer sig i selviskhed, mangel på kærlighed og distance fra Gud. Synd udspringer ikke af en forudbestemt menneskelig natur, men af de valg, et menneske træffer.
I Mark. 7:20-23 forklarer Jesus, at det, som kommer fra hjertet, er det, der gør et menneske urent: ”Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker… al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent”. Det bruges til at understrege, at synd ikke er en arvesynd, men et spørgsmål om menneskets indre moral og valg.
Jesus ser blot synd som en form for trældom, og tilbyder frihed gennem sandhed og kærlighed snarere end gennem ofringer eller juridiske betingelser. I Joh. 8:34-36 siger han: ”enhver, der gør synd, er syndens træl… Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie”. Her peger Jesus ifølge Paulus-kritikkernes fortolkning på, at frigørelsen fra synd sker ved at følge Hans lære, snarere end gennem et blodoffer – og det er helt uforståeligt hvordan denne tolkning kan etableres, da den taler imod hele det gamle testamentes offersystem.
Tilgivelse spiller en central rolle i Jesu syn på synd. I Matt. 6:14-15 lærer han: ”Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke… vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser”. Tilgivelse fra Gud er altså ikke betinget af et offer, men af hjertets vilje til at vise barmhjertighed over for andre. Igen, hvis det er den korrekte tolkning, hvorfor etablerede Gud så ofringsceremonierne i stedet for blot at tilgive når vi tilgiver?
Men de finder støtte til deres fortolkning. Jesu egen omgang med syndere er én af støtterne. Da en kvinde grebet i hor blev bragt til ham af farisæerne for at blive dømt, valgte Jesus ikke at fordømme hende. I Joh. 8:1-11 siger han: ”Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere”. Han pålægger hende ikke en bod eller et offer, men opfordrer hende simpelthen til at leve anderledes.
Det samme med lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15:11-32), hvilket er endnu et eksempel på Jesu forståelse af tilgivelse. Her vender en søn tilbage efter at have ødslet sin arv bort, men i stedet for straf eller krav om soning, modtager han ubetinget kærlighed fra sin far. Ingen offerhandlinger er nødvendige for at opnå Guds nåde – det eneste, der kræves, er en sand omvendelse i hjertet.
Jesu lære bliver således konsekvent fortolket som pegende på, at synd ikke er en juridisk gæld, der kræver betaling, men en tilstand, der kan overvindes gennem kærlighed, sandhed og tilgivelse. Gud tilgiver ikke på baggrund af blodofringer, men ud fra et hjerte, der er villigt til at vende sig mod ham og leve i kærlighed.
Vi er alle vokset op i en verden der ser forskelligt på retfærdighed og uretfærdighed. Mens uretfærdighed straffes, belønnes retfærdighed ikke. Vi belønnes ikke for ikke at slå ihjel eller for ikke at stjæle, men vi straffes hvis vi gør det. Det forventes af os at vi overholder loven. Det afspejler Guds retfærdighed. Det er det, Jesus taler om i Luk. 17:7-10 , ”På samme måde med jer: når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: ›Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.‹”.
Det betyder at hvis vi bryder blot et punkt i loven, så er vi lov-overtrædere. Det er det, Jakob også forklarer, ”Thi den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle” (Jak. 2:10). Alle mennesker på denne jord vil ved en ærlig retrospektiv gennemgang af sit liv, så langt tilbage de kan huske, erkende, at uanset hvor store kærligheds og omvendelses anstrengelser de har gjort sig, så er samvittigheden langt fra ren.
Sandheden er, at Gud både kræver blodoffer og omvendelse. Det er ikke enten eller. Straffen for synden er døden, og den pris skal betales for at retfærdigheden opfyldes. Når prisen er betalt, skal der en anerkendelse til, af løsesummen eller kautionen, hvilket kaldes omvendelse. I forbindelse med Jesu ”kautionering” for os, betyder det at man ændrer holdning til Jesus og tror på, at Han som Gud døde i kødet for vores synder, ligesom Han opstod til evigt liv, for at vi også skal leve evigt.
Det er præcist hvad Jesus også sagde, ”hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder” (Joh. 8:24) – og det er ikke anderledes en det Paulus uddyber for os i sine breve, hvor han beskriver synd som en universel, uundgåelig og medfødt tilstand, som kun Kristi blod kan fjerne.
I Romerne. 3:10-23 erklærer han (citeret fra Salme 14 og 53), at ”Der er ingen retfærdig, ikke én… afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste… Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud”, hvilket betyder, at ingen af sig selv kan opnå retfærdighed. Han går videre i Romerne. 5:12 , hvor han forklarer, at ”synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede”. Her introducerer han det, vi har valgt at kalde arvesynden, hvor menneskeheden er født ind i en tilstand af synd, som en konsekvens af Adams fald.
Ganske kort om syndefaldet. Gud havde i Edens have åbnet muligheden for at mennesket kunne vælge. Kærlighed uden et valg, er ikke kærlighed, så Gud plantede træet til kundskab om godt og ondt, så mennesket havde en mulighed for at udtrykke sin frie vilje, og bryde ud af Guds vilje. Han havde selv på forhånd – før verdens grundvold (1. Pet. 1:18-20) besluttet at vælge kærligheden til os og dø i vort sted, når vi valgte vores egen vej.
Da Adam og Eva valgte vejen ud af Guds vilje, forandredes alt – inkl. menneskets DNA, så de blev dødelige. Vi fik del af blodet (Hebr. 2:14), og blodet er hvorfra legemets liv emmer (3. Mos. 17:11). Blodet er derfor synonym med livet og et symbol på synden. For at få bugt med diagnosen SYND, der har en åndelig og en fysisk konsekvens, måtte Jesus tage vores plads. Han blev menneske og fik del i blodet (Hebr. 2:14), så Hans livsblod kunne udgydes i stedet for vores. Vores blod er kontamineret og bærer døden i sig – vi bærer alle døden i dette legeme og loven tydeliggør det for os – vi kan hverken hjælpe eller os selv og derfor heller ikke andre.
Men Jesus, Han, der som menneske er uden synd, kunne tage straffen for os – Ham der ikke selv var dømt af loven, kunne bære lovens straf for os, der er dømt af loven, og derved slette alle lovens anklager imod os (Kol. 2:14). Vejen tilbage til Gud er banet nu – vejen til det evige liv er åbnet, og vi har igen et valg. Vil vi tro og omvende os til Jesus – vil vi vælge kærligheden fra Gud legemliggjort i Jesus og elske Ham, som Han har valgt at elske os? Synd er dødeligt alvorlig, og vi har intet i os selv der kan kurere den terminale tilstand. Det vælger Paulus-kritikkerne at ignorere, for at skabe deres eget lykkelige evangelium hvor alle ridder ud i solnedgangens horisont, omfavnet af lutter kærlighed og gode gerninger.
Da Adam og Eva valgte vejen ud af Guds vilje, forandredes alt – inkl. menneskets DNA, så de blev dødelige. Vi fik del af blodet (Hebr. 2:14), og blodet er hvorfra legemets liv emmer (3. Mos. 17:11). Blodet er derfor synonym med livet og et symbol på synden. For at få bugt med diagnosen SYND, der har en åndelig og en fysisk konsekvens, måtte Jesus tage vores plads. Han blev menneske og fik del i blodet (Hebr. 2:14), så Hans livsblod kunne udgydes i stedet for vores. Vores blod er kontamineret og bærer døden i sig – vi bærer alle døden i dette legeme og loven tydeliggør det for os – vi kan hverken hjælpe eller os selv og derfor heller ikke andre.
Men Jesus, Han, der som menneske er uden synd, kunne tage straffen for os – Ham der ikke selv var dømt af loven, kunne bære lovens straf for os, der er dømt af loven, og derved slette alle lovens anklager imod os (Kol. 2:14). Vejen tilbage til Gud er banet nu – vejen til det evige liv er åbnet, og vi har igen et valg. Vil vi tro og omvende os til Jesus – vil vi vælge kærligheden fra Gud legemliggjort i Jesus og elske Ham, som Han har valgt at elske os? Synd er dødeligt alvorlig, og vi har intet i os selv der kan kurere den terminale tilstand. Det vælger Paulus-kritikkerne at ignorere, for at skabe deres eget lykkelige evangelium hvor alle ridder ud i solnedgangens horisont, omfavnet af lutter kærlighed og gode gerninger.
Derfor kan syndens konsekvenser, også ifølge Paulus, kun fjernes gennem Jesu offer. Hebr. 9:22 understreger denne pointe: ”der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt”. For Paulus-kritikkerne står det i kontrast til Jesu egen lære om, at tilgivelse sker gennem barmhjertighed og omvendelse. Men både Jesus og Paulus fastholder som vi har set, at Jesus måtte dø for at betale syndens pris, og i Romerne. 5:8-9 skriver Paulus: ”Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden”. Også Peter – igen personen med bekendelsen som Jesus har bygget sin kirke på – tydeliggør som sagt i 2. Pet. 1:20 at Jesus var bestemt til dette, før skabelsen blev iværksat. Han siger endvidere – klart og tydeligt at Jesus, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han, »ved hvis sår I fik lægedom (1. Pet. 2:24).
Paulus hovedpointe er dermed klar - ligesom Peters. Alle mennesker er født syndige, synden er en uundgåelig kraft, og intet menneske kan overvinde den af egen vilje. Kun Jesu blod kan sone synd og bringe frelse. Det er kernen i Paulus’ teologi, og for at Paulus-kritikkerne kan få det til at stå i skarp kontrast til det, de mener er Jesu egen forståelse af synd, ignorerer de alle passagerne der binder Jesu ord sammen med Paulus’ ord, og gør sig dermed skyldige i benægte summen af Guds Ord.
For at undvige erkendelsen af vores uhjælpelige tilstand under synden, der alene afhjælpes ved Jesu stedfortrædende død på korset, er Paulus-kritikkerne nødt til at tale sig udenom Guds indstiftelse af de forbilledlige dyreofringer som midlertidig sonemiddel for synden, og igen ignorerer de ”upassende” passager der ikke er enige med dem.
De argumenterer nemlig for, at den gammeltestamentlige offerpraksis ikke var en del af Guds egentlige vilje, men snarere en menneskelig misforståelse af Guds natur. Jesus understøtter denne pointe, mener de, ved gentagne gange at citere profeterne, der afviser ofringer og i stedet fremhæver barmhjertighed som det, Gud virkelig ønsker. I Hoseas 6:6 siger Gud klart: ”Ej Slagtoffer - Kærlighed vil jeg, ej Brændofre - Kendskab til Gud” en passage, som Jesus flere gange gentager i evangelierne for at understrege, at Guds sande vilje er kærlighed og retfærdighed, ikke blodige rituelle ofre: ”Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer” (Matt. 9:13). Jesus irettesætter farisæerne for deres blinde tro på ”offerkulten” og påpeger deres manglende forståelse af Guds egentlige hensigt. I Matt. 12:7 siger han: ”Hvis I havde forstået, hvad det ord betyder: ›Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer,‹ havde I ikke fordømt de skyldfri”. Her afslører han, at deres systematiske retfærdiggørelse af ofringer ikke blot var unødvendig, men også førte til uretfærdighed mod de uskyldige. Jesus antyder, at ofrene aldrig burde have fundet sted, fordi Gud aldrig ønskede dem – kun menneskelig misforståelse gjorde dem til en central del af den religiøse praksis… Eller gør Han?
Jesus siger, at Gud ønsker nåde frem for ofring, som svar på farisæernes kritik af, at han spiser sammen med toldere og syndere. For at forstå dette udsagn, må vi se på optakten til hans ord.
Jesus møder Matthæus, en tolder, som dengang blev set som en foragtet synder, fordi toldere ofte samarbejdede med romerne og tog ekstra penge fra folket. Alligevel kalder Jesus ham til at følge sig. Matthæus forlader straks sin indbringende stilling og følger Jesus, og det viser at Jesu kald går til dem, som anses for at være udenfor det religiøse fællesskab, men som er åbne for evangeliet.
Efter sin omvendelse holder Matthæus et måltid, hvor mange toldere og syndere deltager sammen med Jesus og Hans disciple. Det vækker forargelse hos farisæerne, som mente, at en sand religiøs lærer burde holde sig væk fra sådanne mennesker. De ser sig selv som retfærdige og mener, at de urene ikke burde have fællesskab med de rene. Jesus hører deres anklage og svarer: ”De raske har ikke brug for en læge, men de syge har”. Han sammenligner syndere med syge, som har brug for helbredelse, og sig selv med en læge, der er kommet for at helbrede dem. Hvis farisæerne virkelig forstod deres egen åndelige tilstand, ville de indse, at de også havde brug for Ham.
Jesus citerer Hoseas 6:6: som en kraftig påmindelse om, at Gud prioriterer hjertets indstilling over ydre religiøse handlinger. Farisæerne var optagede af ceremonielle ofre og renhedslove, men de manglede den nåde og barmhjertighed, som Gud ønsker. Jesus afslutter med at sige: ”jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere”. Han gør det klart, at Hans mission er at frelse dem, der erkender deres behov for Gud, ikke dem, der selv mener sig retfærdige. Farisæerne troede, at de ikke behøvede omvendelse, mens toldere og syndere var bevidste om deres fejl og derfor var åbne for Jesu kald.
Jesus citerer Hos. 6:6 fordi farisæerne fejlagtigt troede, at det at følge religiøse regler var nok til at være retfærdige. De tænkte, at de kunne opnå Guds gunst ved deres ydre religiøse handlinger, men manglede det barmhjertige hjerte, som Gud ønsker. De ville ikke have noget at gøre med syndere, men Jesus viser, at Guds nåde netop rækker ud til de fortabte. Jesu pointe er ikke, at ofringer var uvigtige, men at de aldrig har været målet i sig selv. De var midlertidige og pegede hen Jesu offer – på den sande frelse i Ham. Hvis mennesker bringer ofre, men ikke har et hjerte af barmhjertighed, har de misforstået, hvad Gud ønsker. Jesus afslører farisæernes hykleri. De var optagede af lovens ydre regler, men manglede det vigtigste – kærlighed til Gud og mennesker, hvorpå hele loven hviler.
Ofringerne var en menneskelig tradition
Paulus-kritikkerne argumenterer for, at ofringer ikke var en guddommelig befaling, men snarere en menneskelig tradition, der blev fastholdt af præsteskabet af økonomiske og politiske årsager. Det Gamle Testamente rummer en indre spænding omkring dette emne, hvor nogle passager hævder, at Gud påbyder ofringer, mens andre – særligt profeterne – afviser dem som meningsløse og i strid med Guds sande vilje.
I Jer. 7:22-23 siger Gud: ”Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer; men dette bød jeg dem: I skal høre min Røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit Folk”. Det udsagn står for dem i skarp kontrast til de mange steder i Mosebøgerne, hvor Gud ”angiveligt” giver detaljerede instruktioner om ofringer. Jeremias’ ord antyder, mener de, at offerpraksissen aldrig var en del af Guds oprindelige plan, men noget, som folket selv indførte.
En lignende afvisning findes i Es. 1:11 , hvor Gud siger: ”Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre…jeg er mæt af Vædderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke” Her præsenteres Gud som direkte afvisende over for ofringer, hvilket modsiger forestillingen om, at Han krævede dem.
Således pointeres det at Gud aldrig krævede blodige ofre, og at offertraditionen i stedet var en menneskelig praksis, som profeterne kritiserede. Ifølge denne forståelse sluttede Jesus sig som sagt til denne profetiske kritik og forkastede offertankegangen, hvilket tydeligt ses i hans gentagne vægtlægning af barmhjertighed frem for rituelle handlinger.
Som allerede gennemgået, er meningen at lydighed er mere vigtig en ofringer, for lydighed ville bringe ofringerne under sand omvendelse, anerkendelse af sin egen synd og behovet for hjælp til at overvinde den.
Hvorfor blev ofringerne en central del af kristendommen?
Paulus kritiseres for at genindføre en offerteteologi, som de mener Jesus selv afviste, da Han som sagt ifølge deres tolkning af evangelierne lærte, at Gud tilgiver frit, uden behov for blodsoffer, og at det eneste krav for tilgivelse er, at mennesker selv viser barmhjertighed over for andre. Her er deres forklaring:
De peger på flere mulige forklaringer på, hvorfor blodofringer blev en central del af religionen, trods Jesu afvisning af denne praksis. En af de primære årsager er som gennemgået en menneskelig fejltolkning af Gud, men det udvides til at folk i oldtiden projicerede deres forestillinger om de hedenske guder over på den bibelske Gud. I mange kulturer var blodofringer almindelige, og det kan have skabt en tradition, hvor man antog, at Gud krævede det samme. Over tid blev denne opfattelse institutionaliseret og fastholdt som en fast del af religiøs praksis.
En anden mulig forklaring ligger i omtalte magt og kontrol fra præsteskabet. Offerhandlingerne var en væsentlig del af den jødiske tempelkult, og præsterne havde en økonomisk interesse i at bevare systemet. Templet tjente store summer på salg af offerdyr, hvilket gjorde offerpraksissen til en indtægtskilde snarere end en guddommelig nødvendighed.
Endelig kan Paulus’ betoning af Jesu død som en nødvendighed for tilgivelse også være påvirket af græsk-romersk religion, hvor blodofringer spillede en central rolle. Den romerske verden var præget af offersystemer, hvor gudernes gunst skulle vindes gennem rituelle handlinger, ofte med blodige ofre. Paulus teologi afspejler denne tankegang, idet han fremstiller Jesus som det ultimative offer, en idé, de ikke vil anerkende i Jesu egen lære.
Konsekvensen af Paulus’ indflydelse, er en kristendom der hviler på en offerteteologi, som Jesus aldrig selv prædikede. Igen, Jesus fremhævede barmhjertighed over ofre, og profeterne understregede, at Gud aldrig krævede ofre – hvilket lignelsen om den fortabte søn viser; tilgivelse gives uden nogen form for betaling eller soning. De argumenterer således for, at den moderne kristendom har arvet en fejlagtig forståelse af Gud, hvor blodofring ses som en nødvendighed for tilgivelse. Jesus selv modsagde og bekæmpede denne idé, men Paulus genindførte den og gjorde Jesus til et endeligt offer, hvilket resulterede i en teologi, der er mere baseret på ofringssystemer fra den hedenske verden end på Jesu faktiske lære.
Ingen af idéerne til blodets centrale virke i kristendommen, er sande. Det er påfund, der skal forhindre behovet for at anerkende at vi ikke kan selv. Det er undskyldninger for at omvende sig og tro på at Jesus har betalt prisen for den troendes synd. Hovmodet, selvtilstrækkeligheden og hadet til evangeliet kommer ét sted fra, og det er fra Satan selv.
Paulus er ikke en falsk apostel, der har drevet kristendommen væk fra ”Vejen” som de første kristne fulgte. Tanken i sig selv, som står uden nogen dokumentation, er absurd. For det første: Skulle Gud, der har skabt os og elsker os så meget, at Han igennem årtusinder er gået til ekstremerne for at give sig til kende i de jødiske skrifter, for til sidst at komme til os i egen person, og genoprette det brudte fællesskab med os, skulle Han have set passivt til, mens én mand drev hele kærlighedsprojektet af sporet til fortabelse for masserne? For det andet: Hvorfor findes der ikke én eneste advarsel fra de tolv apostle – i Peters, Johannes’, Jakobs eller Judas’ breve – imod Paulus’ breve?
Tværtimod anerkender Peter Paulus’ visdom og virke og siger, ”Derfor, I elskede! da I venter dette (den endelige forløsning), så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred; og I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer, som han gør i alle sine breve, når han i dem taler derom; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter”. (2. Pet. 3:14-16)
Det er præcis det, Paulus-kritikkerne gør. De fordrejer Paulus’ skrifter. Det er dem, der er skyldige i at forvrænge evangeliet – det er deres evangelium der forsøger at føre kristendommen på afveje. Det er dem, der er talerør for dæmoniske lærdomme. De er mennesker uden Guds Ånd, der i deres kødelige, uforstandige sind ikke forstår Paulus’ uddybende lære, og de er afsløret som evangeliets fjender. De kaprer Jesu lære, isolerer udvalgte passager og misbruger Hans ord til at forføre os ind i lovtrældom som Jesus døde for at gøre os fri af. Paulus-kritikkerne afslører ikke fejl i Paulus’ lære, men udstiller i klart lys deres egen manglende forståelse af Guds frelsesplan.
Lukas, der har skrevet Apostlenes Gerninger, fortæller om apostelmødet i Jerusalem, et møde hvor Paulus og Barnabas deltager for at diskutere spørgsmålet om, hvorvidt hedningekristne skal overholde Moseloven, især omskærelsen (Apg. 15:1-2), foranlediget af Paulus’ diskussion i Antiokia, med ”judaister” eller ”judaistiske kristne”, som var lovtro jødekristne. I Jerusalem anerkender apostlene, særligt Peter og Jakob, Paulus’ synspunkt: ”Efter en længere ordstrid herom stod Peter op og sagde til dem: »Brødre! I ved selv, at for lang tid siden traf Gud det valg blandt jer, at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til troen… Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære? Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de.«” (Apg. 15:7-11). Peter bekræfter her sin egen tro på at det ikke er loven, men troen alene der frelser. Han bekræfter ikke idéen at Jesus prædikede overholdelse af loven, men tværtimod at ingen jo kan holde den, og som konsekvens derfor har brug for nåden ved tro.
På samme måde støtter Paulus – både med ros og irettesættelse de andre apostle. Han hævder – uden modsigelser i de andre apostles breve, at Peter, Jakob og Johannes anerkendte hans kald til at forkynde for hedningerne (Gal. 2:6-9). Han irettesætter Peter offentligt i Antiokia, for at være hyklerisk (Gal. 2:11-14). Han nævner Markus som nyttig i tjenesten (2. Tim. 4:10-11).
Det er så primitivt at angribe Paulus’ lære på den måde de gør. Jeg har taget de emner jeg har fundet vigtige at uddybe. Men der er flere idiotiske forsøg på at etablere sagen imod Paulus, som jeg afslutningsvis, ganske kort, vil nævne.
Om kvinders rolle:
Jesus lader kvinder deltage i hans tjeneste, f.eks. Maria Magdalene, der er den første til at se den opstandne Jesus, Joh. 20:11-18) Paulus siger at kvinder skal tie i kirken og underordne sig deres mænd (1. Kor. 14:34-35 , 1. Tim. 2:11-15). Paulus modsiger ikke Jesus, men han taler ind i en ny situation, hvor den kristne menighed udvikler sig til en fast struktur. Hvis Jesus havde levet på det tidspunkt, hvor kirken var ved at blive organiseret, ville Han have givet identiske retningslinjer, da Han ikke kom for at afskaffe orden, men for at opfylde Guds plan. Det er også vigtigt at bemærke, at Paulus ikke konsekvent udelukker kvinder fra tjeneste: Priskilla og hendes mand Akvila underviser Apollos i troen (Apg. 18:26). Føbe omtales som en menighedstjenerinde (Romerne. 16:1). Junias nævnes som anset blandt apostlene (Romerne. 16:7). Paulus mener ikke, at kvinder ikke må tjene i kirken, men at der er specifikke kontekster, hvor han pålægger orden og struktur.
Om slaveri:
Jesus har ingen udtalelser der understøtter slaveri, mens Paulus påbyder slaver at adlyde deres herrer (Ef. 6:5 , Kol. 3:22 , 1. Tim. 6:1-2). Jesus kendte udmærket til den sociale struktur i Israel, og argumentet her annulleres ganske enkelt ved at sige at Jesus ikke udtalte nogen fordømmelse af slaveri. Han siger derimod at ”den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl” (Matt. 20:26-27). I modsætning til verdslige herskere, der dominerer andre, skal Jesu efterfølgere lede gennem tjeneste og ydmyghed. Et andet sted siger Jesus at ”Hvis en af jer har en tjener, der pløjer eller vogter, mon han så siger til ham, når han kommer hjem fra marken: ›Kom nu straks hen og sæt dig til bords!‹ Vil han ikke tværtimod sige til ham: ›Tilbered, hvad jeg skal have til aftensmad, og bind så op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; derefter kan du selv spise og drikke.‹ Takker han vel tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet ham?” (Luk. 17:7-9). Hvorfor fordømmer Jesus ikke den, der har en tjener? Tværtimod accepterer Han præmissen for tjeneren og siger ”På samme måde med jer…”
Om homoseksualitet:
Jesus omtaler ikke homoseksualitet, mens Paulus fordømmer homoseksualitet som en vildfarelse (Romerne. 1:26-27 , 1. Kor. 6:9-10). Men Jesus taler ikke om at en mand skal holde sig til sin mand, men til sin hustru (Matt. 19:5). Jesus siger ikke at det var for hjerternes hårdhed det blev tilladt at en mand lod sig skille fra sin mand, men fra sin hustru (Matt. 19:8). Jesus siger ikke at enhver der gifter sig med en mand, der er skilt fra sin mand, bedriver hor, men taler om en kvinde der er skilt fra sin mand (Luk. 16:18).
Paulus er mere specifik og forklarende i sine anvisninger om, hvordan man bør gebærde sig under den nye pagt, det nye testamente. Der er intet i det, Paulus siger, der går imod Jesu lære. Tværtimod understøtter og uddyber Paulus Jesu lære. Han står som den apostel, der – under Helligåndens vejledning – adresserer kirkens udvikling. Hans budskab er ikke et brud med Jesu lære, men en nødvendighed for at tydeliggøre evangeliet. Der er ingen modsigelse mellem Jesus og Paulus – de taler blot ind i forskellige perioder af kristendommens udvikling, Jesus under den gamle pagt, det gamle testamente og Paulus under den nye pagt, det nye testamente.
Kristendommen er ikke baseret på Paulus, men på Jesus. Og netop derfor er Paulus’ lære urokkelig – fordi den ikke er hans egen, men en udlægning af den sandhed, Jesus forkyndte. Dem, der afviser Paulus, afviser ikke blot ham, men også det budskab både han og Jesus prædikede – evangeliet om Guds nåde og frelse for alle, ved tro på Hans død og opstandelse, for jøder såvel som hedninger.
[1] Læs lidt mere om Kundalini her ”Sundhedsbevægelsens New Age bedrag”
[3] Læs mere i ”Drømmen om en Ny Tid – en kamp om ord”
[4] Læs mere i ”Zionismen der styrer verden”