OversigtSandsynligheden for at det er sandt, er ikke stor. Jeg siger ikke at et menneske ikke kan blive tilskyndet til omvendelse igennem at se mirakler, eller ved selv at blive helbredt. Men ifølge Bibelen, så er chancerne få. Igennem hele Israels historie, hvor Gud gjorde under på under iblandt folket, hører vi ofte om mangel på tro. Israel knurrede jævnligt af Gud, og Moses måtte konstant mægle mellem Gud og folket.
I Luk. 17:11-19 råbte ti spedalske mænd efter Jesus ”Jesus, mester, forbarm dig over os!” (17:13), og Jesus helbredte dem alle, hvilket blev bekræftet af præsteskabet. Ud af de ti, vendte kun én tilbage, en samaritaner, en hedning, og han faldt ned for Jesu fødder, for at takke. Han var den eneste ud af ti, som hørte de højtelskede og vidunderlige ord: ”Stå op, drag bort; din tro har frelst dig!” (Luk. 17:19).
Jesus gjorde særlige kraftige gerninger i Korazin og Betsajda, som på trods af alt de så, ikke omvendte sig (Matt. 11:20-21). Jesus refererer formegentlig til Ezekiels tid, da Ezekiel forkyndte Tyrus og Zidons dom (Ez. Kap 26-28) da han siger, at havde de byer set samme undere, ”så havde de for længe siden (på Ezekiels tid)omvendt sig i sæk og aske” (Matt. 11:21). Dermed antyder Jesus, at hedningene ville tage varsel på miraklerne og omvende sig - som samaritaneren der skilte sig ud fra de helbredte spedalske.
Nu er det ikke mirakler som sådan jeg vil tale om i denne artikel, men den kraft som titlens sætning taler om. Men lad mig for en god ordens skyld spørge: Er det så ikke godt at der i dag fokuseres intenst på mirakler, så folket - hedningene - kan omvende sig?
Jeg fornægter ikke Guds kraft til at gøre mirakler. Mirakelmagerne vil påstå, at vi ikke kan opdele Guds kraft, og har man med Gud at gøre, har man med Kraften at gøre. Men det kan vi, for i Ordet finder vi kraften til frelse, og at Gud kan stadfæste Ordet ved tegn og undere, finder vi som en anden ydre tilkendegivelse af kraften. Men det ene omfatter ikke det andet. Dertil er det vigtigt at føje, at Ordet er blevet stadfæstet! ”Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med” (Mark. 16:20). Det Jesus og Apostlene sagde, som er nedskrevet for os i dag, blev stadfæstet ved Guds medvirken i tiden, da Guds hemmeligheder blev åbenbaret. Det Nye Testamente er det bekræftede Ord - det Gamle Testamente åbenbaret. Derfor er der ikke behov for at Gud stadfæster Ordet endnu engang - eller løbende. At Gud er nådig at høre vore klageråb: ”Jesus, mester, forbarm dig over os!” (Luk. 17:13), er ikke for at stadfæste Ordet, men for - efter Hans egen vilje - at gøre hvad er bedst for det enkelte menneske, i forhold til det evige liv.
Så Gud stadfæster sit Ord, og ikke menneskers forståelse af det. Derfor er det ikke Gud der står bag alle disse mirakelmagere, som forkynder et budskab der blot er et tillæg med livskvalitet, fremgang og lykke, til det ellers verdslige menneske. Hvis folk kommer til tro på grund af mirakelmagernes undere, hvad kommer de så til tro på? Det er det essentielle spørgsmål. På Jesus? Hvilken Jesus? Bibelens? Eller en Jesus der på overfladisk vis blot bekymrer sig om dette jordiske liv, frem for det evige? Tendensen hos mirakelfolket, er som hos de halvfjerds Jesus sendte ud, der vendte tilbage og glædede sig: ”Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn.” (Luk. 10:17). Jesus irettesatte dem og sagde: ”glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene” (Luk. 10:20). Det er Evangeliets elementære kærne.
Mennesker som søger helbredelse i den alternative jungle af metoder og remedier, oplever ofte lindring eller endog helbredelse. Mange af disse mennesker bliver bekendt med ”kristus energien”, den ”gode kosmiske kraft” til lindring og helbredelse på alle livets områder, og bliver af den vej bekendende kristne, som tilmed kan begynde at interessere sig for Bibelen, som fortæller om Jesus - det gode menneske med et fantastisk moralsk budskab til verden. Men de er kommet ind på en dumdristig parallelvej!
For at svare på mit eget spørgsmål, om det så ikke er godt at fokusere på mirakler til omvendelse, så vil jeg sige - forskellen er den samme. Om mennesker er til et Benny Hinn møde og får at vide, at det her er Jesus de møder, eller om de er til en reiki healer og lærer at det der er kristus energien som overskyggede Jesus, de møder, er én og samme sag. Der er ingen forskel. Derfor er det et yderst vigtigt og skæbnesvangert spørgsmål, på hvad miraklerne får mennesker til at tro!
Chancen for at nå mennesker med budskabet om det absolut vigtigste, nemlig Frelsen i Jesus Kristus, er minimal, hvis man sætter sin lid og anstrengelser til mirakler - den ydre kraft. Satan er mester på området og har tusinder af tilbud i helbredelsesbranchen, som virker. Læser vi videre i Luk. 17:20-21, gør Jesus det klart at ”Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: ›Se her!‹ eller: ›Se, dér er det!‹ thi se, Guds rige er inden i jer”. Skønt farisæerne her tænker på det rige som de ventede deres Messias skulle oprette dengang, men som Jesus opretter meget snart, så kan vi godt tillade os at sidestille det med det fysiske udtryk, som har erstattet Evangeliets indre mirakel, som i troen på Jesus gør os alle til Guds børn.
Når Bibelen taler om mirakler, så er der ofte denne tone, der beder os være agtpågivende. ”Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve… mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild… Thi falske Messiaser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild.” (Matt. 7:15 ; 24:11, 24). Det er med tegn (græsk ”semeion” = ”tegn, mirakler og undere”) Antikrists falske profet vil lokke verden til at tilbede ham (Åb. 13:14). Så lige så snart der er tale om tegn og undere, så beder Gud os være på vagt. ”I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden” (1. Joh. 4:1).
Hvordan prøver vi ånderne? Johannes siger: ”enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud. Og enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; men dette er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden” (1. Joh. 4:2-3). Altså den der bekender at Jesus er Ham, og Ham alene som er Kristus - den Salvede - Guds Søn kommen i kød, er af Gud. Men alle kan i og for sig sige disse ord, så for at prøve ånden pålideligt, må den bekendende person erkende Jesus som Kristus, dvs. bøje sig for Ham og have Ham som Herre i sit liv - at leve sit liv i overensstemmelse med den sande, levende tro, som er død uden gerninger. Med andre ord, kan vi genkende opfyldelsen af dette punkt, ud fra menneskers liv. Det er den kraft som jeg vil tale mere om, og som Paulus refererer til med sætningen ”Guds rige består ikke i ord, men i kraft”.
Reiki healeren kan bekende at Jesus er Kristus, kommen i kødet - han havde jo ”Kristus energien”. Kristus energien overskyggede Jesus, siger man, og det er samme ”kristus energi” healeren bekender sig til. Dermed bliver resultatet på åndsprøvelsen negativ. Jesus var ikke Ham, der var kommet så. Trosbevægelsen bekender Jesus er Kristus kommen i kød. Men som Kristus er, sådan er også vi, underviser de. Han var Kristus (salvet) og det er vi også, og dermed bliver resultatet på åndsprøvelsen igen negativ. Benny Hinn bekræfter også en tro på Jesus som kommen i kødet, men kalder sig samtidig Benny Jehova
(http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=425) og derved fejler også han testen.Selvom der ikke er tvivl om at hvis det er Gud som helbreder, så er Han kilden til kraften, som mirakelmagere jo taler om, så er det alligevel nødvendigt at berøre dette spørgsmål. Mange mener - der i blandt trosbevægelsen - at mennesket som Guds folk, har kraften - eller salvelsen, som før nævnt. For nogle er det et tåbeligt udsagn, men da jeg selv har været af den forståelse og ved at mange stadig holder sig til den, så gennemgår jeg det kort.
Efter Jesus har givet et veråb over Korazin og Betsajda, priser Han sin Fader i Himmelen for at have skænket verden frelsen i Ham, og Han siger: ”Alt er overgivet mig af min Fader” (Matt. 11:27). Altså er Det Jesus der er indehaver også af kraften, og Bibelen taler entydigt om, at Jesus er Guds salvede. Johannes vidner med og forkynder: ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han givet i hans hånd” (Joh. 3:35).
Derfor var det også sådan, at Jesus gav disciplene kraft ”Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt (kraft)over urene ånder” (Matt. 10:1, Mark. 3.14, Mark. 6:7, Luk. 9:1-2), og Han gav de 70 udsendinge kraft: ”Se, jeg har givet jer myndighed (Kraft)til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke kunne gøre jer nogen skade” (Luk. 10:19).
Før Jesus tog til Himmelen, sagde Han ”Mig er givet al magt (kraft) i Himmelen og på jorden” (Matt. 28:18). Under forhøret før korsfæstelsen, svarer Jesus på spørgsmålet om Han er Guds søn, og siger bl.a. ”herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer” (Matt. 26:64), så selvom Jesus ikke er her mere, så er Han stadig den, der har al kraft, og sidder ved Kraftens højre hånd. Faderen, ejeren af Kraftens højre hånd, har givet alt til Jesus, fortæller Han, men når alt er blevet Jesus underlagt, dvs. når Jesus har oprettet sit kongerige, ”da skal også Sønnen selv underlægge sig Ham (Faderen), der har underlagt Ham (Jesus)alt, for at Gud kan være alt i alle” (1. Kor. 15:28).
Mens Jesus endnu var på jorden, lovede Han os at vi ikke skulle efterlades alene: ”Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig” (Joh. 15:26), og når Helligånden kom, fortalte Jesus som det sidste før han tog til Himmelen for at sende den, ”skal I få kraft; og I skal være mine vidnerbåde i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.” (Apg. 1:8).
Helligånden er sendt fra Gud, til at give os kraft til at være Jesu vidner. Hvis vi ser på tiden lige efter at Helligånden var kommet, så er der ikke tale om kraftgerninger i form af mirakler og helbredelser. Men kraft til at vidne, præcis som Jesus lovede. Straks efter Ånden kom som en susen af et åndepust, da fik Jesu vidner gaven til at tale i andre tungemål, så de kunne forkynde for alle folkeslag, hvad Gud igennem dem sagde. Igennem denne tale, kom mange til tro og omvendte sig.
Den generelle reference til Helligåndens virke, er ikke mirakler, tegn og undere, men det er ”Fyldt af Helligånden svarede Peter dem” (Apg. 4:8), ”de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed” (Apg. 4:31), ”Endnu mens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet” (Apg. 10:44). Selv når miraklerne blev vist, var det for at give anledning til at forkynde. Da Peter helbredte den lamme tigger, blev vidnesbyrdet derom til en fantastisk anledning til at prædike Evangeliet (Apg. 3:1-26).
Forskellen på det vi læser her og så det vi ser i dag, er astronomisk. I dag samler man få mennesker i nogle lokaler og i al hemmelighed tryller man bag lukkede døre, og taler om at det er ved at blive som på apostlenes tid. Det er det langt fra. Apostlene gik rund på de åbne gader, hvor mængderne af mennesker var, og blev jagtet af dem der dengang skjulte sig i deres kamre - farisæerne der var ophøjet i templerne, som Benny Hinn o.a. er ophøjet i dag. Det er uden sammenligning! Der var ingen der kunne stå og pege på en lukket dør og sige, ”det er derinde de mærkelige er”.
Det er vendt på hovedet i dag, hvor man holder en kort prædiken, for så at komme til sagen, nemlig helbredelserne. Apostlene gjorde godt iblandt folket, for at nå til sagen, nemlig prædiken.
Åndens virke er jo at vidne om sandheden for os: ”Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig” (Joh. 15:26), ”Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom” (Joh. 16:8), ”Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden” (Joh. 16:13). Uden den gjorde det, kunne vi ikke være vidner og derfor var Åndens virke at give os frugterne i vore liv, så vi kunne leve efter Ånden og ikke kødet, og vidne om Frelseren, Jesus Kristus.
Åndens frugter er intet sted beskrevet som tegn og undere og mirakler. Og kraften bliver netop opdelt igennem Åndens virke. Kraften til at vidne som første prioritet, og dernæst kraften der ligger i gaverne, nådegaverne, som Helligånden ”efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave” (1. Kor. 12:11) - til menighedens opbyggelse. Da Jesus var her, var det Ham der gav kraften. Nu er det Helligånden - efter egen vilje - ikke menneskers krav. Derfor tilskynder Paulus korinterne at tilstræbe at kunne tale profetisk, dvs. at forkynde Guds Ord, frem for alt andet.
”I skal vandre i Ånden” (Gal. 5:16), siger Paulus, og forklarer hvad det indebærer: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed” (Gal. 5:22-23) - ”Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden” (Gal. 5:25).
At vandre i Ånden betyder at tillade Ånden at gøre sit værk. At tænke, tale og handle ud fra Hans hellighed - Guds Ord. Det er at afstå fra selvophøjelse, og således vil talen som Benny Hinn, trosbevægelsen og ligeledes reiki healeren bekender: kristus energi, jeg er salvet og jeg er Benny Jehova m.m., blive elimineret. Talen ville da ændres til at forkynde Jesus er Kristus - Han er den salvede - ikke jeg - som er kommen i kød.
At vandre i Ånden er kraften til at afstå fra ”utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige” (Gal. 5:19-21). Der er derfor ganske passende at Paulus skriver dette til korintermenigheden, som jeg har navngivet denne artikel, for de levede ikke i den kraft. Nok havde de ord, men ingen kraft, og levede det syndige, verdslige liv.
”Der er nogle, som er blevet opblæste i den tanke, at jeg ikke skulle komme over til jer; men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes ord, men efter deres kraft. Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft. Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset eller med kærlighed og sagtmodig ånd?” (1. Kor. 4:18-21).
Korintermenigheden var et kedeligt syn. Alligevel var der nogen der, som var så opblæste, at de troede Paulus ikke turde komme, men i stedet sendte Timoteus. Paulus var ikke bange for dem, og af hans breve kan vi se, at menighedens frugter bl.a. var følgende:
De var forhenværende afgudsdyrkere:
”I ved, at dengang I var hedninger, droges I til de stumme afguder uden at gøre modstand” (1. Kor. 12:2)
De kunne ikke enes:
”I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab? Men I tilføjer andre, og tilmed brødre, uret og tab!” (1. Kor. 6:7-8)
De var kødelige og verdslige, og var børn i troen:
”Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?” (1. Kor. 3:2-3)
De var utugtige:
”Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og til med sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru.” (1. Kor. 5:1) – Paulus havde før skrevet til dem om dette (1. Kor. 5:9)
Opblæste og pralende:
”Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds.” (1. Kor. 5:2)
De drak sig fulde under nadveren:
”Når I så kommer sammen, er det umuligt at spise Herrens nadver. Thi når I spiser, tager enhver straks sin egen mad, og den ene sidder og er sulten, mens den anden bliver beruset.” (1. Kor. 11:20-21)
Der var vranglære hos dem:
”Der må jo være partier (vranglære KJV)blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte.” (1. Kor. 11:19)
Deres sammenkomster var ikke gavnlige, men skadelige:
”Men når jeg nu giver jer følgende formaning, kan jeg ikke rose jer: jeres sammenkomster er jo ikke til gavn, men til skade for jer.” (1. Kor. 11:17)
Derfor ville Paulus se kraften og ikke ordene - kraften til et helligt liv. Evangeliet som mirakelmagerne bringer, er kraften til helbredelse, men for os der frelses, siger Paulus ”er det en Guds kraft…en Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (1. Kor. 1:18, Romerne. 1:16).
Når Paulus derfor siger at ”Guds rige består ikke i ord, men i kraft”, så kan mirakelmagerne ikke bruge det til sin egen fordel for at retfærdiggøre deres industri. Kraften er ikke kraften til mirakler, men kraften til omvendelse fra kødeligheden og at leve i Ånden.
Når Paulus siger: ”og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft” (1. Kor. 2:4-5), så er der ikke tale om mirakler, tegn eller undere, men som foregående vers fortæller, at han i Helligåndens kraft forkyndte Jesus som korsfæstet. ”når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner…” (Apg. 1:8). Kraften og vidnesbyrdet går hånd i hånd. Uden Helligånden til at ”overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom” (Joh. 16:8), ville talen blot bygge på ”visdoms overtalende ord”, og med hvilken visdom er det at mirakelmagerne vender denne frelsende kraft til en kraft - ikke af Åndens frugter, men af tegn, undere og mirakler?
Paulus tilkendegiver en tjeners egenskab (2. Kor. 6:4-10):
Udholdenhed under
- trængsler
- under nød og angst
- under hug og slag
- i fængsler
- under oprør
- i slid og slæb
- i nattevågen
- i sult
- ved renhed
- ved kundskab
- ved langmodighed
- ved mildhed
- ved Helligånden
- ved oprigtig kærlighed
- ved forkyndelse af sandheden
- ved Guds kraft
- ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar
- ved ære og vanære
- ved ondt rygte og godt rygte
- som forførere og dog sanddru
- som ukendte og dog velkendte
- som døende, dog se, vi lever
- som tugtede, dog ikke pint til døde
- som bedrøvede, dog altid glade
- som fattige, der dog gør mange rige
- som de, der intet har og dog ejer alt
Jeg er ikke ude på at kritisere eller at skrive bare for at være ude med riven, som jeg beskyldes for. Jeg længes efter at mennesker må møde og leve i den kraft Bibelen taler om, kraften til et helligt liv. Ikke i ord men i kraft.
Hvem forkynder dette evangelium i dag? Stort set alle - i hvert fald de der er fremme på arenaen de fleste steder - prædiker et kraftbudskab om velstand, helse, lykke og succes. Ingen omvendelse. Ingen frelse. Det er som om at jo tættere vi kommer på Jesu genkomst, desto længere distance lægges der til synd, dom og retfærdighed. Men det burde ikke være en overraskelse, for Gud har forberedt os på det igennem sit Ord. Men når man ser det ske fyldest foran sine øjne, da stivner smilet og sorgen vokser i takt med frafaldet.
Er jeg negativ nu? Er jeg en skuffet kristen der har mistet livet og Ånden? Det er de beskrivelser som jeg jævnligt modtager på e-mail. Lad mig kort sige, at jeg er en glad og taknemmelig kristen. Jeg elsker Jesus og har et liv med Ham jeg ikke ville bytte for noget andet. Men min længsel efter at se mine brødre og søstre komme tilbage til Sandhedens Evangelium før det er for sent, er så stor, at jeg med vemod ofte må sukke og sige, hvorfor er jeg kun et elendigt menneske. Kunne jeg dog blot tale med engletunger…
Med rædsel ser jeg tydeligere og tydeligere verden - kristne som ikke kristne - følge efter disse mirakelmagere, som har byttet den indre kraft til et helligt liv ud med den ydre kraft til tegn og undere. Det er tydeligt at se, at dette er fødslen til det Johannes så: ”Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret. Og de tilbad dragen, fordi den havde givet dyret magten; de tilbad også dyret” (Åb. 13:3-4)
Jesus kommer snart ”Og håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I må blive rige i håbet ved Helligåndens kraft!” (Romerne. 15:13)