OversigtDen sidste skrivelse imod mig, kommer fra en unavngiven[1], der på sin hjemmeside forsøger at bortvise læren om loven kontra nåden, som jeg har skrevet lidt om her på Tagryggen. Han siger at han ikke ønsker at slå mig i hovedet, og det er egentlig en sjov floskel, som man let kommer til at gentage. Jeg vil ligeledes ikke slå Ham, men jeg vil omvendt ikke undlade at vise at han ikke har forstået det ellers så klare budskab om frelsen. Da jeg er fast forvisset om at hans lovlærdom er en trussel mod det håb, den troende har i Kristus, stiller jeg mig på Peters opfordring klar til at forsvare min tro: men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt og med god samvittighed, så de, der håner jeres gode færd i Kristus, må blive til skamme, når de bagtaler jer.” (1. Pet. 3:15-16). Dog er jeg ked af at Jens ikke sendte et link til mig, så jeg kunne læse hans irettesættelse. Men jeg fandt artiklen, og vil gerne forsvare min tro.
Efter mit første forsvar, har han igen skrevet, og mit svar er i bunden af denne artikel: ”Del 2”
Det er vigtigt at forstå, i al denne diskussion, at Jesus giver os nogle vigtige oplysninger om tiden før Hans komme som Menneskesøn (lovens dage) og tiden efter (Åndens dage). Jesus sagde om loven (græsk nomos) at: ”alle profeterne og loven (nomos)har profeteret indtil Johannes” (Matt. 11:13), og i en anden tale siger Han: ”Loven (nomos)og profeterne havde deres tid, til Johannes kom; fra den tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og alle og enhver søger at storme ind i det” (Luk. 16:16). Loven er her samme lov, som Jesus opfyldte, loven (nomos) som vi døde bort fra, da vi døde med Kristus.
På apostelmødet i Jerusalem søgte farisæerne at få dem, der var kommet til troen, til at følge loven (nomos), og Peter forsvarer troen i Kristus og siger ”Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære?” (Apg. 15:10). Ingen formår at bære det åg! Derfor trøster Jesus og siger: ”Tag mit åg (samme ord som Peter brugte)på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ›så skal I finde hvile for jeres sjæle.‹ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.«” (Matt. 11:29-30).
Hele evangeliet (det gode budskab) handler om at den retfærdighed vi ikke selv formår at leve op til som syndere, den får vi af nåde, og åget som tyngede os med dødens og dommens vægt, den tog Jesus - løftede byrden, og bød os i stedet: ”Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.” (Joh. 15:12).
Jeg har andre steder gennemgået dette emne ganske detaljeret, men vil gerne ganske kort, ridse lov kontra nåde op.
Jens skriver at jeg mener at ”loven ikke længere eksisterer...at når man holder eller forsøger at holde loven går det imod troen. Han bruger flittigt en masse bibelvers fra apostlen Paulus som han fordrejer.”
Paulus siger ganske klart i en passage der advarer mod vranglære, at vi skal holde os til den lære der tjener Guds frelsesplan i troen. Og han forklarer: ”Dette er nogle kommet bort fra, og de har vendt sig til intetsigende snak, folk, som gerne vil være lærere i loven, skønt de ikke selv forstår, hverken hvad de siger, eller hvad de hævder så sikkert. Men vi ved, at loven er god, dersom man bruger den, som lov skal bruges, når man nemlig er sig bevidst, at loven ikke er bestemt for retskafne, men for lovløse og genstridige, ugudelige og syndige, ufromme og vanhellige, for fadermordere og modermordere, manddrabere, ukyske, for dem, der øver unaturlig utugt, menneskerøvere, løgnere, menedere, og hvad andet der strider mod den sunde lære - alt i overensstemmelse med det evangelium om den salige Guds herlighed, som er blevet mig betroet.” (1. Tim. 1:6-11).
Det er hele min pointe, at ved nåden i Jesus Kristus, er vi løst fra loven. Paulus siger et andet sted til Galaterne, som netop vendte tilbage til loven, hvorfor han kaldte dem forheksede, at: ”alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse; der står jo skrevet: »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter.« Og at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved loven, er åbenbart, thi det hedder: »Den retfærdige skal leve af tro;« loven derimod beror ikke på tro, men siger: »Den, som handler derefter, skal leve derved.« Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld (thi der står skrevet: »Forbandet hver den, der hænger på et træ«), for at den velsignelse, som blev givet til Abraham, måtte blive hedningerne til del i Kristus Jesus, for at vi ved troen kunne få Ånden, som var forjættet os.” (Gal. 3:10-14)
Loven er ikke gjort ugyldig, men den skal bruges rigtigt, så vi ikke stiller de troende under den. Et andet sted, i brevet til Romerne, sammenligner Paulus loven og Kristus med ægteskabet mellem mand og kvinde. Når en kvindes mand er død, er hun fri af den lov, der bandt hende til sin mand. På samme måde er vi ved Jesu død friet fra Lovens forbandelse - Loven kan ikke dømme os mere, for vi er løst fra den: ”Eller ved I ikke, brødre (jeg taler jo til mennesker, som kender loven), at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever? En gift kvinde er jo ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men når manden dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham. Altså vil hun blive kaldt en ægteskabsbryderske, hvis hun, medens manden lever, bliver en anden mands; men når manden dør, er hun fri fra den lov, så hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden mands. Så er da også I, mine brødre, ved Kristi legeme døde fra loven, så I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud. Thi så længe vi levede i kødet, var de syndige lidenskaber, som vækkes ved loven, virksomme i vore lemmer, så vi bar frugt for døden. Men nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, så vi står i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste.” (Romerne. 7:1-6).
Paulus’ tale er ganske klar, og jeg mener ikke at jeg kan anklages for at fordreje det, han siger. Jens omskriver Paulus’ ord: ”så vi står i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste” til at: ”Når loven ligger i vore hjerter er det ikke længere kun bogstaver men ord af liv”. Det er bestemt ikke den åbenbare og logiske slutning af Paulus’ ord. Det kan kun betyde ét, og det er at Åndens nye tjeneste (evigt liv - se f.eks. Joh. 6:63 ; Romerne. 8:10 ; Gal. 6:8) betyder frelse for os - frihed fra loven, mens bogstavens gamle tjeneste - loven, betyder død for os.
Loven har tjent sit formål, når vi tager imod Guds kærlighed, legemliggjort i Jesus. Senere siger Paulus at ”Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror” (Romerne. 10:4), og som tidligere citeret siger han at ”loven ikke er bestemt for retskafne”, og når Kristus er lovens ophør, således at vi ved tro får retfærdigheden fra Kristus, så er vi jo retskafne (som på græsk ”dikaiosune” betyder retfærdiggørelse / retfærdighed) og loven ophører derfor ved Jesus. Loven er virksom indtil Jesus. Loven dømmer alle der ikke er i Kristus, men lovens vej ender blindt, når den når Jesus. Som Paulus siger til Galaterne: ”loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro” (Gal. 3:24).
Jeg mener altså at loven både eksisterer, og virker i dag. Den dømmer de uretfærdige, som vil se sin synd, når de spejler sig i loven. Jeg bliver endnu selv mindet om, at jeg intet har at tilbyde Gud, når jeg spejler mig i loven, for jeg kan se, at jeg endnu ikke kan holde loven. Det er der intet menneske der kan, for så var et sådant menneske syndfri. Derfor ser jeg at loven dømmer mig, men da jeg er i Kristus, er jeg friet fra den dom.
Den kongelige lov.
Jens bruger 2. Mos. 20:1-17 sammen med Jak. 2:8 og Jak. 2:18 til at vise, at vi skal holde loven. Men læses Jakob uden afbrydelse, ses at der er tale om at kærlighed opfylder den kongelige lov - kærlighed til menneskerne omkring dig, kærlighed som opfylder hele loven (Gal. 5:14). Den kongelige lov som Jakob omtaler, handler ikke om at vi afkræves at holde de ti bud - hvilket vi jo på ingen måde kan alligevel.
Tro og gerninger.
Jens påstår at Jakobs tale om en tro der er død uden gerninger, betyder at vore gerninger er overholdelse af lovens bud. Peter sagde under ”apostelmødet” i Jerusalem at: ”Hvorfor vil I da nu friste Gud ved at lægge et åg (loven)på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære” (Apg. 15:10). Jakob siger: ”Derfor holder jeg på, at man ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender sig til Gud, men kun skrive til dem, at de skal afholde sig fra besmittelse med afguderne og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod” (Apg. 15:19-20). Det viser med hvilken forståelse Jakob skrev sit brev. Hvis hans tanke er at vi stadig er under loven, så ville han ikke kunne sige her, at det ikke skal være for vanskeligt for os at blive troende, for det er ganske enkelt umuligt at holde loven. Det er ikke loven han henviser til, men de omtalte fire punkter.
Loven på hjertet.
Gerningerne kommer som en frugt af at vi har fået troen, at vi grundet vores nye natur i Kristus af hjertet søger at følge den gode samvittighed. Jens påpeger at loven er skrevet i vore hjerter, hvilket Paulus siger i Romerne. 2:15. Men betyder det, at vi er under loven? Alt ovenstående viser, at det kan det ikke betyde, men det betyder at fordi vi har fået et nyt hjerte og en ny ånd, at vi er blevet født på ny og har fået Helligånden, så anklager og forsvarer vore tanker indbyrdes hinanden, som Paulus siger, for den nye Ånd vi har fået, kæmper imod det gamle kød (Gal. 5:17). Som en person der har fået Guds Ånd, kan jeg bekræfte, at denne kamp findes, og jeg længes efter at kunne holde loven. Det kan jeg ikke, og står ofte magtesløs som Paulus der udbrød ”Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (Romerne. 7:24), fordi han ikke kunne det, han ville, og gjorde det, han ikke ville (Romerne. 7:19). Han siger at ”i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer” (Romerne. 7:22-23). Paulus kunne ikke holde loven, selvom han ønskede det, af hele sit hjerte - netop fordi loven var skrevet på hjertet. Men det placerede ikke Paulus under loven, for I Jesus er loven ophørt ved Jesu død, og vi er, som fortalt adskillige steder i Bibelen, frigjort fra lovens forbandelse.
Kristi lov.
Kristi lov, siger Jens, er loven - eller Guds lov. Men når Bibelen er så tydelig omkring lovens ophør som dommer over os, er det umuligt at denne påstand kan være sand. Paulus siger, som allerede citeret, at ”hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: »Du skal elske din næste som dig selv.«” (Gal. 5:14), og Jesus selv sagde: ”En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre...Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer” (Joh. 13:34, Joh. 15:12). Kristi lov er, at vi skal elske hinanden. Johannes stemmer i og taler ligeledes om lov (bud) og kærlighed: ”Alligevel er det et nyt bud, jeg skriver til jer; det viser sig som sandhed i ham og i jer, thi mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, som siger, at han er i lyset, og dog hader sin broder, han er endnu i mørket. Den, som elsker sin broder, bliver i lyset, og han støder ikke an. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blindet hans øjne”. (1. Joh. 2:8-11). Han gentager Kristi bud og siger: ”Og dette bud har vi fra ham (Jesus), at den, som elsker Gud, skal også elske sin broder” (1. Joh. 4:21).
Hvem fik loven?
Det var ikke os, hedninge, der fik loven, men det jødiske folk. Paulus siger f.eks. at: ”For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for de lovbundne er jeg, der ikke selv er lovbunden, blevet som en lovbunden for at kunne vinde de lovbundne; for dem, der er uden lov (hedningene, se Romerne. 2:14-15), er jeg, der ikke er uden lov for Gud, men bunden af Kristi lov, blevet, som om jeg var uden lov, for at kunne vinde dem, der er uden lov.” (1. Kor. 9:20-21)
Jens’ og ligeledes adventisternes lære om loven, er en trussel imod evangeliet. Under loven er vi forbandet, for loven vil dømme os (Romerne. 7:10). Derfor døde vi (os der tror) ved Kristi offer bort fra loven, så vi kunne få liv, i stedet for død, og det er de to ting Jens kalder mig en vranglærer for at skille ad. Jeg skiller efter Bibelens anvisninger livet fra døden. Den gamle pagt (bogstavens gamle tjeneste) under den første Adam, bragte død, men den nye pagt (Åndens nye tjeneste) under den sidste Adam (Jesus), bragte liv (Romerne. 5:17). Vi kan ikke gå tilbage til loven, for så fornægter vi Jesu frelse. Vi kan ikke både vælge liv og død! Loven var i fortiden tugtemester til Kristus, nu er troen kommet, som er retfærdighed i Kristus (Romerne. 10:4).
Læs meget mere om dette i artiklen ”Synd, frelse og perfektion”
Sabbatten er adventisternes kæphest, for som Davis siger: ”Sabbatten er efter min mening det bud som er lettest at overholde”. Det har han ret i, men overser tilsyneladende både Paulus’ og Jakobs advarsler: ”Jeg vidner atter for hvert menneske, der lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele loven...Thi den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle” (Gal. 5:3, Jak. 2:10). Jens siger at: ”Det virker som om Sabbatten er en byrde og ikke en velsignelse for KA & Co.” og det er det bestemt også, idet overholdelse af sabbatten forpligter mig til at holde hele loven - og det kan hverken jeg, Jens eller nogen anden.
Jeg vil ikke sige så meget om sabbatten, for som vist var loven til det gammeltestamentlige israelske folk, og ikke os hedninge. Alle love og regler i det gamle testamente peger på en opfyldelse i Jesus. Alt handler om Jesus, og han var opfyldelsen af loven (Matt. 5:17). Sabbatten var et forbillede på hvilen i Kristus. Paulus forklarer det således: ”Thi kun vi, som er kommet til tro, går ind til hvilen (Sabbatten, den syvende dag), således som han har sagt: »Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile,« og det skønt hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse. Thi om den syvende dag har han et sted sagt således: »Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger.« Og på dette sted derimod: »Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile.« Da det altså endnu ikke er opfyldt, at nogle skulle gå ind til hvilen, og da de, som først fik det glædelige budskab forkyndt, ikke gik ind på grund af deres ulydighed, så fastsætter han atter en dag: »I dag«, idet han så lang tid efter siger gennem David, som ovenfor nævnt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter!«” (Hebr. 4:3-7).
Hvem var det, der først fik det glædelige budskab? Det var jøderne (Romerne. 1:16). De gik ikke ind i hvilen, som de ellers forbilledligt havde afsat en dag til, én dag om ugen. Derfor fastsætter Gud endnu en dag - ikke én dag om ugen, men ”I dag”. Hver dag er en sabbats dag for den troende, for vi hviler i fred med Gud hvert eneste sekund.
Jens mener at jeg har fortrængt den gode samvittighed, fordi jeg påpeger at menighedsmedlemmer ingen forpligtelse har til at betale 10% af deres løn til menigheden. Han siger at: ”Både GT og NT vidner om, at vi skal betale 10 % af vores indkomst til Guds riges arbejde”. Det står ikke ét eneste sted i det nye testamente, at vi skal betale tiende. Alle referencerne Jens giver, vedrører den gamle pagt, hvor man betalte ikke bare 10%, men 22%, når alt regnes sammen til Levis stamme, der tjente i templet uden at have fået tildelt jord at leve af, og til velfærden i Israel. I artiklen Jens refererer til, skriver jeg bl.a.:
”Først skulle tienden til levitterne betales: 10%
100 – 10% = 90
Så skulle der én gang hvert år, tages tiende af det resterende. De 10% som levitterne fik, er væk og derfor er det kun 90% tilbage.
90 – 10% = 81
Endeligt, skulle der hvert tredje år tages 10%, hvilket fordelt ud over de tre år, giver 3,33%. Selvom ”velfærds-tienden” kun taltes hvert tredje år, så kan vi dele den i tre og udregne årets procentdel. Når tienden til levitterne og ”højtids-tienden” er betalt, var der 81% tilbage.
81 – 3,33% = 78,30% ~ 78%
DVS. at der ud af 100% er 78% tilbage, hvilket giver en skat eller tiende på 100 - 78 = 22%.”[2]
100 – 10% = 90
Så skulle der én gang hvert år, tages tiende af det resterende. De 10% som levitterne fik, er væk og derfor er det kun 90% tilbage.
90 – 10% = 81
Endeligt, skulle der hvert tredje år tages 10%, hvilket fordelt ud over de tre år, giver 3,33%. Selvom ”velfærds-tienden” kun taltes hvert tredje år, så kan vi dele den i tre og udregne årets procentdel. Når tienden til levitterne og ”højtids-tienden” er betalt, var der 81% tilbage.
81 – 3,33% = 78,30% ~ 78%
DVS. at der ud af 100% er 78% tilbage, hvilket giver en skat eller tiende på 100 - 78 = 22%.”[2]
Jens siger: ”som vi godt ved, holdes Guds forsamling oppe gennem tiende og offergaver. Ikke gennem statslige bidrag”. Er det penge der holder Guds forsamling oppe - eller er det Hans Ord? Jens antager at det er korrekt at menigheden skal huses i dyre bygninger. Det har aldrig været tilfældet. Nu er kirkesystemet bygget sådan op, og for at få penge nok, er man nødt til at holde fast i den gammeltestamentlige lære om tiende.
Hvor meget betaler du i skat? Jeg betaler meget mere end både 10% og 20%, og det var sådan pengene i det gamle testamente fungerede. Jeg har i fire år kommet i en bibelkreds, som vi lige så godt kunne have kaldt en kirke - og jeg kender andre der kommer i andre bibelkredse - som ikke betaler en krone, for vi mødes som de første kristne hos hinanden. Der er intet krav om at vi skal betale yderlige 10% i kirkeafgift, for at være medlem af en kirke. Vi mødes om Guds Ord, og det holder os oppe!
Selvom jeg kom i en kirkebygning der kostede en million om måneden, så ville jeg ikke betale én eneste krone til den bygning. Til gengæld ville jeg betale hvis jeg vidste at pengene gik til at dele Bibler og andet materiale ud. Jeg har de sidste snart 20 år brugt mit overskud og fritid på bøger, Bibler og andet materiale, der kunne styrke mig i Ordet, så jeg kunne blive stærk nok til at styrke andre. Ikke fordi jeg har en lov der kræver mine penge, men fordi jeg har det stærkt på hjerte, og mener selv, at jeg gør det, Gud tilsiger mig ved sin Ånd.
Jeg har vakt flere menneskers vrede, eller hvad det måtte kaldes, ved at pege på tegn der kunne fortælle at Jesus ville komme igen i 2006 og 2010. Jeg har sagt lidt om det i artiklen ”2010 og tidens ende”.
Det jeg hører igen og igen er, at ”Bibelen siger, at vi ikke kan og må afsætte en tid for Jesu Kristi komme”. Det står der intet om. Der står at ingen ved det, men samtidig gives vi mange beviser for tiden for begivenheden. Desuden handler genkomsten ikke om bortrykkelsen, men om Jesu komme - og hvis det var absolut forbudt at sætte dag eller time på, så forbryder Guds sig mod eget Ord, for Han giver dem der er i trængslen klar besked om, at det fra trængslens begyndelse varer syv år til genkomsten, og når ødelæggelsens vederstyggelighed opstilles, er der 3½ år tilbage. På et tidspunkt meget snart vil man vide det, så forbudt er det ikke.
Man kan være uenig med mig, det er i orden. Men man kan ikke bruge Bibelen imod mine forslag. At de ikke var rigtige, er en anden sag - det tog jeg i sin tid forbehold for. Men at jeg i min længsel og skuen efter Jesu komme har fundet indicier for disse datoer, sætter mig ikke i bås med falske profeter. Jeg har ikke sagt ”så siger Herren”, men jeg gjorde det klart at ”hvis dette er rigtigt, så...”
Jeg må som genmæle på anklagerne mod mig sige, at jeg ikke kan tage imod irettesættelserne. Jeg læser det, jeg læser i Ordet, og lader det være min rettesnor. Jeg har her taget anklagepunkterne og vist ud fra Bibelen, at de ikke er gyldige argumenter. Jens har ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt, og jeg håber at han vil undersøge punkterne mere nøjagtigt.
Det er Guds Ord, der skal være en lygte for vor fod, og et lys på vor sti (Sal. 119:105) - ikke menneskers meninger. Paulus tilskynder os at: ”vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse” (Ef. 4:14). Jens’ tale om overholdelse af loven og herunder sabbatten, er vildfarelse, og forhekselse, som Paulus siger det til Galaterne. Derfor er det mig en trøst, som Jens skriver, at min og hans ”bibel tro ikke stemmer overens på flere områder”, for ellers ville jeg være bundet af lovbudene og ikke fri i Kristus.
[1] Han har bedt mig slette artiklen, men jeg synes at artiklen er en god hjælp til andre, der angribes med denne lov-lære. Jeg har slettet hans navn og kalder ham Jens.
[2] ”Evangelist og tiende”
Jeg vil lige kort følge op på Jens’ svar på denne artikel. Lov og nåde har været diskuteret til alle tider, og der er udviklet mange små variationer igennem tiderne. Jeg må igen slå fast, at lov og nåde er synonym for død og liv, og vi kan ikke vælge begge!
Jesus sagde at: ”alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes” (Matt. 11:13). Efter Johannes kom Jesus og opfyldte som gennemgået loven, tillige med at Han var lovens ophør. Det er beklageligt at dette simple emne forplumres så meget, men jeg vil endnu engang prøve at gøre det så simpelt som det er, i dette svar til Jens’ budskab:
Ikke under loven, men loven i hjertet
Vi er ikke under loven, siger han, men loven er i vore hjerter. Det er fuldstændig korrekt. Men hvis vi ikke er under loven, så kan loven heller ikke dømme os! Dømmer loven os, så er vi selvsagt under den. Han siger at: ”KA citerer selv Paulus og siger, at loven ikke er bestemt for retskafne men for lovløse... Når KA selv påstår, at han ikke kan holde Guds bud, viser han jo selv, at han er en lovovertræder og ikke en retskaffen”. Han har ret. Jeg er ikke retskaffen i egen person. Jeg er en synder og overtræder Guds lov - lige som alle andre på denne jord. Men Jens modsiger sig selv og giver løsningen på verdens problem, idet han siger: ”Derfor afhænger vores retfærdighed også af, om vi er i Jesus Kristus eller ej. Og er vi i Jesus Kristus er vi også i hans bud og befalinger”. På grund af Jesus er jeg retfærdig og retskaffen, jeg har fået del af Hans retfærdighed, for jeg er i Jesus død fra loven, og dermed friet fra lovens forbandelse - dvs. dom. Hvis man først er retskaffen når man kan holde de ti bud, så findes der ikke én eneste retfærdig! Kan det passe at vi det ene øjeblik er retfærdige og det næste uretfærdige? Selvfølgelig ikke, for så var frelsen uopnåelig for alle, da alle er syndere og dermed lovbrydere. Johannes siger at: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os” (1. Joh. 1:8). Han siger endvidere at: ”Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud” (1. Joh. 3:4). Paulus siger om loven at ”Den, som handler derefter, skal leve derved” (Gal. 3:12), et citat fra 3. Mos. 18:5: ”I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!”. Disse lovbud er ikke kun de ti bud, men Toraen - ”Forbandet enhver, som ikke holder denne Lovs (tora) Ord i Hævd og handler efter dem!” - og det er præcis denne forbandelse vi er løskøbt fra (Gal. 3:13) - dvs. loven kan ikke dømme os mere.
Trosmønstret som Jens følger, vedholder de ti bud som værende afsondret fra loven, og nogle kalder endda de ti bud for Guds lov, og alle andre forordninger for Moselov. Jens siger: ”...der findes to lovbuds retninger. Den jødiske(jødedommens) lovtrældom med de dertilhørende lovbud som er langt mere vidtrækkende end Moseloven”. Men det er ikke rigtigt. Det var ikke Moses der egenhændigt gav loven, men han videregav den fra Guds hånd. I 3. Mosebog hvor alle de retslige love m.v. gives, da er det også Guds befalinger - Han sagde til Moses: ”Tal til Israelitterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig mod noget af HERRENS Forbud og overtræder et af dem, da skal følgende iagttages...” (3. Mos. 4:2). Budene er hebræisk mitsvah, og gennemgående taler Gud om ikke at bryde Hans mitsvah - f.eks. er de hellige løfter og gaver, loven om dyr der er lagt band på og tiende, en del af mitsvah’ene - budene, som blev givet på Sinaj: ”Det er de Bud (mitsvah), HERREN gav Moses til Israelitterne på Sinaj Bjerg” (3. Mos. 27:34). Loven er hele loven, på samme logiske måde som man bryder den danske lov, hvad enten man dræber, stjæler eller kører for hurtigt.
Vilje men ikke kraft
Jens spørger: ”Hvordan skal KA kunne arbejde på sin frelse med frygt og bæven om ikke han gennem Helligånden og Guds nåde holder Guds bud frem for sine åndelige øjne dagligt?” Jeg har allerede svaret på dette under punktet ”Loven på hjertet”. Han filosoferer og siger om de ti bud: ”Om ikke Guds lov(dekalogen*) skulle ligge i vort hjerte, skulle man som verden være ligeglad med synden, og lovovertrædelserne skulle ikke påvirke ens samvittighed så det bevirkede syndenød og omvendelse”.
* Dekalog er en ikke-bibelsk betegnelse for de ti bud, hvor deka er græsk for ti.
Ingen der er blevet frelst er ligeglad med synden, tværtimod har den løskøbte fået Ånden, som er meget mere fint følende end den kødelige forståelse af loven - og derfor har vi som sagt en indre kamp, kampen hvor ånden og kødet strides (Gal. 5:17) - en kamp hvor tankerne indbyrdes anklager hinanden (Romerne. 2:15). Det er netop i denne kamp Paulus fortvivles, for han har viljen, men ikke styrken, til at opfylde lovens krav: ”jeg forstår ikke min egen handlemåde; jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg... viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke” (Romerne. 7:15, 18). Jens skriver at: ”Hvordan skulle Paulus kunne sige(dømme) at ægteskabsbrydere, afgudsdyrkere etc. ikke skal arve Guds rige om ikke der findes en lov?(Romerne. 7:1-3)”. Endnu engang - loven er for netop dem i citatet omtalte syndere, der ikke har Jesus. Men når der ikke er synd, men retfærdighed, så er loven uvirksom, der er intet at dømme! Jesus ”fældede dødsdom over synden i kødet” (Rom. 8.:3). Jeg annullerer ikke loven over for de uretfærdige, men som Paulus gør det over for de retfærdige.
Det, som der generelt blandes sammen i dette emne, det er retfærdiggørelse og helliggørelse. Det er det, som Jens henviser til når han citerer at ”arbejde på sin frelse med frygt og bæven”. Det kommer ogsdå frem i sætningen: ”I mine øjne er KA´s budskab et letkøbt evangelium, hvor nåden (mis)bruges som skalkeskjul(en hovedpude) og ikke som et omvendelses redskab.(Tit. 2:11-12, Judas v. 4))”. Nåden er ikke et fortsat omvendelsesredskab, men gives et menneske når det har omvendt sig, dvs. givet sit liv til Jesus. Loven er et omvendelsesredskab - som sagt en tugtemester til Kristus. Ligeledes kommer forvirringen til syne i sætningen: ”Guds frelse er ikke en engangsoplevelse for os som stadig er i denne verden. Frelsen er en daglig proces og stillingstagende gennem Jesus Kristus, Helligånden, ordet(Guds bud) og nåden”. Jo, Jens, frelsen til retfærdighed er en engangsoplevelse. Vi blev frelst da vi tog imod Jesus, én gang for alle. Men vi frelses fortsat, idet vi helliggøres, og vi bliver frelst - ser frelsen i sin fuldkommenhed, når vi får et herlighedslegeme. Det er en vigtig forståelse som ofte forvirrer folk. Jeg talte med nogle Jehovas
vidner engang, som kun forholdte sig til sidste punkt, og mente derfor at vi endnu ikke var frelst, og håbede derfor på at blive det i fremtiden. ”I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2).Den løskøbte i Kristus er retfærdig, men netop fordi han endnu er synder i kødet, så vil resten af livet være en kamp mod kødets lyster, arvesynden der afkræver os uretfærdighed. Hen ad livets vej med Jesus, vil vi helliggøres. Vi vil vokse til, og blive bedre og bedre til ikke at stille vore legemer til rådighed for synden (Romerne. 6:19-23). Jeg tager ikke let på dette, og mener at hvis vi ikke kæmper kampen, men bliver kolde, så risikerer vi at forhærdes og således forlade Jesus og Hans frelse. Jeg er på mange områder blevet stærkere, end jeg var for 20 år siden. Det er en stor glæde, men jeg fortvivles stadig over, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil, og gør ting, jeg ikke vil, som jeg fortryder og må bære hen til Gud og få tilgivelse for, så de ikke bliver til synd der avler død. Sådan har Gud forordnet det, ind til vi slipper af med dette legeme som huser synden (Romerne. 7:16-23). Så længe vi bekender vores synd for Gud, vedbliver vi retfærdige (1. Joh. 1:9) - og Gud har skrevet loven på vore hjerter fordi Han ikke ønsker vi skal synde, og ligeledes givet os Ordet, for at vi kan lære retfærdigheden at kende. Moses beroligede Israel da Gud kom ned for at give loven: ”Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder” (2. Mos. 20:20). ”Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige” (1. Joh. 2:1) - og at synde gør vi alle, og erkender vi ikke det, så har Johannes som citeret forinden sagt at ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os” (1. Joh. 1:8).
Jens siger at: ”Når nu Jesus Kristus befaler os, at være fuldkommen som vores himmelske Fader, så sker dette ikke ved at man sætter sig ned i sofaen og påstår(bekender) at Jesus Kristus har gjort alt det som skal til, for at jeg i min kødelige afslappede holdning kan vandre ind gennem perleporten med synd i min rygsæk”. Det er rigtigt, intet urent kommer ind i Himmelen, og Paulus siger det således - ” kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed”. Igen er Jesus løsningen, for Han frier os ud af dette legeme (Romerne. 7:24-25), og Paulus åbenbarer at vi der ikke mister legemet til døden, forvandles ved bortrykkelsen (1. Kor. 15:52). Læs evt. artiklen ”Ben, kød og blod”.
Romerbrevet
Dette kapitel er et yderst diskuteret kapitel, primært fordi mange enten ikke forstår Romerbrevet, eller fordi de ganske enkelt ikke opsummerer og får det hele med.
Jens hæfter sig bl.a. ved følgende:
1) ”er lovens bud så sat ud af kraft? Nej!(Romerne. 7:16)”
Jo, Jens - du har mistet overblikket. Paulus bruger foregående vers på at forklare, at loven netop har mistet sin kraft, fordi vi er døet bort fra loven: ”Men nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, så vi står i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste” (Romerne. 7:6). Paulus forklarer, at da han lærte synden at kende ved loven, da dræbte loven ham - han lærte at han var en synder. Synden blev levende ved loven, og dræbte ham (Romerne. 7:7-12). På den måde blev loven til liv for ham, for den afslørede synden der blev til død for ham (Romerne. 7:13). Døden er en talemåde for at være adskilt fra Gud, og loven viste ham, at han var adskilt fra Gud, dvs. død. Da han ikke kunne holde loven, stod han magtesløs, og løsningen på denne magtesløshed gives i kapitel 8, at det liv som loven ikke kunne give på grund af kødet, det gav Gud ved Jesus, der i sin død begravede os sammen med sig, for at vi kunne opstå under den nye lov, Åndens lov.
2) ” Paulus siger, at han samstemmer med loven og bekræfter, at den er god når han gør det han ikke vil.(Romerne. 7:16)
Paulus siger til forskel for KA at loven(det som er godt) ikke er blevet ham til død. Derimod er det synden som blev ham til død. Buddet(Guds lov) blev ham til liv og glæde.(Romerne. 7:10,12-13, 20-25)”
Det er ikke uden grund Paulus kalder loven for ”syndens og dødens lov” (Romerne. 8:2), for ”budet, som var til liv, blev mig til død”. Det skal læses korrekt - og jeg tager den lige igen. Loven er god, for ved loven lever synden op. Loven giver kraft til synden (1. Kor. 15:56), så synden afsløres og dræber os. Det er jo godt, for da virker loven som tugtemester til Kristus, så vi i Ham kan få den nye lov, livets Ånds lov. ”Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt” (Romerne. 7:12). Da det er ved loven at synden og dermed døden vækkes til live, er loven til liv (Romerne. 7:10), for vi lærer at vi er syndere og at vi har brug for frelse. Det er lovens rette brug, og når vi er i Kristus er loven ikke længere virksom.
Hvorfor da leve efter ”syndens og dødens lov”, når ”livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov”?
3) ”Om vi bruger loven, der hvor det behøves er loven god og til hjælp. Faktisk siger Paulus, at lovens (krav) skal opfyldes i os som ikke vandre efter kødet men efter Ånden.(Romerne. 8:4)”
Jeg ved ikke om Jens læser dette vers, som om at loven skal opfyldes i os, således at vi kan overholde loven. Men at vende det sådan, er som at forsøge at skrue en møtrik imod gevindet. Da loven dømmer uretfærdighed (synd), er lovens krav retfærdighed - som dog ikke fås ved gerninger, men ved troen på Jesus (Romerne. 9:31-33), og denne retfærdighed er Jesus ”således skal der af den enes (Jesu)retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker” (Romerne. 5:18). Jesus ”fældede dødsdom over synden i kødet” (Romerne. 8:3) og således opfyldes lovens krav i os, for da vi er retfærdige i Kristus. Når vi bliver frelst, så får vi Helligånden som pant på frelsen, og Paulus siger at ”I (de retfærdiggjorte)derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i jer” (Romerne. 8:9) - med andre ord, hvis Helligånden er i os, er vi i Ånden, og dermed har ”Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov” (Romerne. 8:1).
Jens skriver at: ”Måden vi kan se på, om vi vandre i Jesus Kristus og hans nåde er når vi elsker og efterlever Guds bud.(Joh. 14:15,21, 23-24, 15:10,14)”. Det er generelt sandt, men der er en grund til at der siges om Jesus, at ”han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører” (Es. 11:3). Et øjebliks billede af mig vil kunne vise Jens at jeg ikke vandrer i Jesus, da jeg svag i kødet måske lader temperamentet løbe uretfærdigt, eller stikker en løgn m.v. Da ville jeg dømmes af Jens, men Jesus ser til hjertet, og ved, at jeg hader det, og således gør jeg det, jeg ikke vil, som Paulus så befriende beskriver sin egen situation. Jeg elsker Guds bud - jeg har erfaret at de er gode, men jeg kan ikke efterleve dem, og er dybt afhængig af Jesu retfærdighed - og som Paulus siger: ”skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror” (Gal. 3:22) - og synden er, som Paulus siger stadig i det dødelige legeme - hvorfor det skal forvandles.
Galaterbrevet
Jens skriver at: ”KA påstår, at ved nåden i Jesus Kristus er vi løst fra loven. Han citerer Paulus og hans brev til galaterne(Gal. 3:10-14) hvor galaterne havde havnet i den jødiske lovtrældom som bl.a. siger at frelsen kan opnås gennem (kødelig) omskærelse og ikke ved tro som prædiker (åndelig) omskærelse.(Gal. 2:3-5, 11-12, 14)”
For det første påstår jeg ikke at vi er løst fra loven - det gør Paulus: ”Men nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, så vi står i Åndens nye tjeneste (livets Ånds lov)og ikke i bogstavens gamle tjeneste (syndens og dødens lov)” (Romerne. 7:6)
For det andet, handler Gal. kap. 3 om omskærelse? Han bruger kap. 2 til at konkludere det, som taler om apostlenes arbejde mellem jøder og hedning - omskårne og uomskårne. Det har intet med emnet som sådan at gøre, men at Peter ikke turde spise med hedningene af frygt for de omskårne (Gal. 2:12), dvs. de jøder der endnu fulgte loven. Det handler om at tvinge hedningene til at følge jødiske skikke (Gal. 2:14). Disse skikke er lovgerninger, som Paulus sætter i kontrast til tro (Gal. 2:16). Når Paulus når til kap. 3, taler han til Galaterne. Det viser sig, at det også handler om den jødiske skik med omskærelse (Gal. 5:11 ; Gal. 6:15). Men inden da, er der andre lovgerninger i spil. Paulus siger: ”Nu derimod, da I har lært Gud at kende, ja, hvad mere er, er kendt af Gud, hvor kan I så vende tilbage igen til de svage og fattige »magter« og ønske atter på ny at trælle for dem? I overholder dage og måneder og festtider og år. Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.” (Gal. 4:9-11)
Galaterne var gået tilbage til loven, inkl. de ti bud. Paulus siger endda at som de i fortiden trællede for afguderne, vender de ved overholdelse af lovgerningerne tilbage til de svage og fattige magter, lovbudene (Gal. 4:8-9). Lovbudene er svage - magtesløse, som Paulus siger: ”det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Romerne. 8:3). Galaterne overholdte dage, hvilket inkluderer sabbatsdagen. Men om det så kun handlede om omskæring, som Jens siger, så gør Paulus det klart: ”Jeg vidner atter for hvert menneske, der lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele loven” (Gal. 5:3). Omvendt, hvis Jens og andre forsøger at holde sabbatsdagen, så skal de også lade sig omskære.
Paulus havde lært de hedenske galatere, at intet ved loven ville gavne dem. Han sagde at: ”I er kommet bort fra Kristus, når I vil retfærdiggøres ved loven. I er faldet ud af nåden” (Gal. 5:4). Tanken der ligger i det trosmønster som Jens, og mange andre lov prædikanter har, siger at de ikke søger retfærdiggørelse ved loven. Men det er et tomt udsagn, for som Jens siger ”Når KA selv påstår, at han ikke kan holde Guds bud, viser han jo selv, at han er en lovovertræder og ikke en retskaffen”. Fordi jeg ikke kan holde loven, er jeg ikke retskaffen, dvs. uretfærdig. Således er det kun hvis jeg holder loven, jeg er retfærdig.
På bundlinien er der dermed summeret op, at Jens forsøger at få folket til at finde retfærdighed efter loven. Han mener at når loven bruges mod retfærdiggjorte i Kristus, som ikke formår at holde loven, så bruges loven korrekt - selv mod de retfærdige. Det er efter Paulus’ ord, hekseri (Gal. 3:1). Så er loven ikke god længere.
Falske profeter
Til sidst vil jeg gerne igen kommentere anklagen imod mig som falsk profet. For at kalde mig falsk profet, hjemmestrikkes der gang på en selvdefineret profil af en falsk profet. Jens skriver: ”En falsk profet eller lærer er en person som kommer med eller frembærer(usande) falske påstande, forslag som ikke har sin grund i sandheden.
Alle kan derfor hurtig blive et falsk talerør når man påstår eller frembærer noget som er ukorrekt.
Man behøver nødvendigvis ikke sige; ”Så siger Herren”, for at stemples som en falsk tjeneste.(profet)”
Hvad siger Bibelen? ”Hvad en Profet taler i HERRENS Navn, uden at det sker og indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham!” (5. Mos. 18:22).
Jeg talte som sagt ikke i Guds navn, for jeg vidste ikke om det var rigtigt. Jeg talte fra mig selv, og tog ikke Gud til indtægt for skriverierne! Har Jens ret, er alle troende falske profeter, for alle tager fejl i ny og næ. Stykkevis erkender vi (1. Kor. 13:9, 12) og derfor er der områder vi i formastelighed udtaler os fejlagtigt om. Jens har ikke det fulde billede af lov kontra nåde, og er derfor efter egen dom selv en falsk profet. Det vil jeg ikke kalde ham, men jeg kalder hans skriverier for hekseri, som Paulus gør det, og da jeg ser døden (loven) som en trussel mod livet (retfærdiggørelsen i Jesus), så kalder jeg hans lære et falsk evangelium. Han går ikke lige frem efter evangeliets sandhed (Gal. 2:14).
Jeg kan anbefale dig at læse artiklen ”Synd, frelse og perfektion”, hvis du vil høre mere om lov og frelse.