”Trofimus lod jeg blive i Milet, da han var syg.”

Mange mennesker, der bliver ramt af sygdom i længere tid, har svært ved at hvile i troens vished om, at de er i Guds hånd. Påvirket af Trosbevægelsen har de bedt om at blive rask men er ikke blevet det, og så får de at vide, at det er deres tro, der ikke er stor nok. Denne artikel er tilegnet sådanne.

Lyt ikke til Trosbevægelsen, som kasserer de ord i Bibelen, der ikke passer til deres ideologi. Og fordrejer andre ord, så Bibelens sandhed slet ikke kommer frem.

Jeg vil vise hen til et skriftsted, som alle kristne har brug for, thi syg bliver de fleste, nogle ofte, andre kun en gang imellem, og andre igen af en kronisk sygdom. Paulus skriver: ”Trofimus lod jeg blive i Milet, da han var syg. 2.Tim.4.20. Gud brugte undertiden Paulus, så syge blev helbredte ved hans hånd, men havde Paulus ikke vished for, at Gud ville helbrede, gjorde han ikke forsøg på det.

Paulus levede i aposteltiden. Efter den tid behøvedes tegn og undere ikke mere, thi Herren havde talt til mennesker ved sin Søn og ved apostlene. Og meget af det, disse havde talt, var skrevet ned, så budskabet om, at Guds rige var kommet nær gennem omvendelse og tro på Jesus Kristus, var blevet udbredt. Dermed var undernes tid stort set forbi. Nu var det troens tid, og det er den tid, vi stadig lever i.

Før jeg valgte at skive denne artikel, har jeg tænkt meget over emnet. Der er mange i vort land, som har en eller anden sygdom men må lade, som de ikke fejler noget på grund af Trosforkyndelsens ubibelske lære om, at selvfølgelig kan en kristen bede sig fri for sygdom og anden nød. Det giver anfægtelse, thi sker der ingen helbredelse, anses vedkommende af mange for at mangle tro. Denne lære har slået adskillige ud af kurs, så de fuldstændig har mistet glæden i frelsen og måske endog troen.

Jeg vil ikke beskæftige mig mere med trosbevægelsen i denne artikel men i stedet opmuntre Trofimus´ fæller, der som ham er ramt af sygdom,

Jeg har kendt en dame, der var svært handicappet som følge af polio. Men hun havde et stort gåpå mod og så ikke på alt det, hun ikke kunne, men på det, som hun kunne.

Lina Sandell var prøvet af svær sygdom. Men hun skrev 650 salmer, hvoraf ”Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare.” Og ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen” nok er de mest kendte. Vi ved ikke, om disse sange og salmer var blevet skrevet, dersom hun havde været rask hele sit liv. Den handicappede Fanny Crosby skrev 8000 sange, hvoraf vi kender: ”Salige vished, Jesus er min” og mange flere. Lina Sandell og Fanny Crosby har været en velsignelse for mange, fordi de i deres prøvelser holdt sig til Herren, så hans velsignelse gennem dem flød ud til mange andre.

Den store forskel består i, om vi i vor sygdom holder fast ved Herren, eller ikke. Mange ser kun sygdommen som en byrde og siger ikke tak for alt det skønne fra Gud, der trods alt også bliver dem til del. Er dette tilfældet, lever de et liv i `ak` i stedet for i `tak.`

Paulus ville have Trofimus med til Rom, men Gud ville noget andet. Det er langt fra alle Herrens medarbejdere, der helbredes. Jeg læste om en lam kvinde, som ingen ting kunne men brugte megen tid til at bede for troende prædikanter.

For os at se er sygdom og svaghed en hindring, og det kan føles ydmygende, når vi ikke kan hjælpe os selv. Men sådan ser Gud det ikke. Herrens veje er ikke vore, Vi tænker småt, men han tænker stort og ser alt fra begyndelsen til enden. Vi behøver ikke at vide, hvorfor noget sker, som det gør. Vi skal blot være glade for, at vi er i Herrens hænder, uanset hvad der sker. Kun enkelte gange får vi lov at se, at det var til vort bedste, at vi var syge. Men uanset så bør vi bruge en sådan tid til at hvile i, at vort hjemland ikke er her. Snart, meget snart skal vi være i vort himmelske hjemland sammen med Herren, hvor der ingen sorg og pine er mere.

At tage imod Herrens tugt er en del af vor gudsfrygt

De færreste kan forstå, hvorfor Gud lægger de tunge byrder på os. Det er let at synge: Giv og tag, som du det vil! Men det kan være svært, når Herren handler med os, som han vil. Herrens tugt er en del af vor opdragelse. Og det er en meget vigtig del, som er nøje knyttet til Guds kærlighed. Herren tugter den, han elsker. Han straffer hårdt hver søn, han har kær. Ordsp. 3:12.

Fanny Crosby var blind fra barndommen. Hun skrev som før sagt 8000 sange, hvoraf vi kender mange. Disse sange giver et billede af en ydmyg kristen, der havde taget imod frelsen ved tro på Jesus Kristus.

Vi bøjes og ydmyges gennem prøvelser, der kan komme til os i mange former. Derved føres vi ind i en dybere afhængighed af HERREN. Dersom en diamant kunne vælge ikke at ville slibes, blev den ikke til en strålende ædelsten. Det er netop gennem slibningen, dens skønhed kommer frem. Og således også med mennesker. Mange af vore elskede salmer og sange er blevet til, når forfatterne har oplevet svære tider på en eller anden måde. Brorson havde forstået denne hemmelighed. Han skriver:

Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.

Vi forstår måske ikke hvordan ”frydens harpe” kan blive bedre stemt. Men det bliver den, hvis vi ikke knurrer, når Herren tugter os med sygdom eller anden prøvelse.

David oplevede megen modgang; derfor har hans salmer så rigt et indhold. Og det var ligeledes i svære modgangstider, at Israel mest oprigtigt søgte Herren. Og således opleves det også i dag.

På mange måder ligner vi den rige mand, der havde haft en god høst og besluttede at ville bygge sin lade større og hygge sig med sin rigdom. Vi læser, at denne mand var en dåre, fordi han satte egne planer før Guds.

David skrev: ”HERRE, jeg ved, at dine bud er retfærdige, i trofasthed har du ydmyget mig.” Sal. 119:75.

Der er mange måder, Herren kan gøre os ydmyge på. Han kan lade en økonomisk krise ramme os. Eller en sygdom, kortvarig, i længere tid eller for altid. Men alt dette bruger han for at slibe og forme os efter sin vilje.

Bibelen viser, at Herren ofte brugte et ugudeligt land til at tugte Israel. Daniel og flere af hans venner blev ført til Babylon. Også andre af profeterne blev ført i fangenskab.

I de sidste år af Israels Nordriges historie var der så megen vold og blodsudgydelse, at det end ikke havde noget sidestykke i de værste perioder af Akabs hus´ regeringstid. Kongerne over de ti stammer havde ”sået vind” i to hundrede år, og nu ”høstede de storm.” Hos, 8:7. Den ene konge efter den anden blev myrdet for at gøre plads for andre, som var syge efter at regere. Herren sagde om disse ugudelige magtranere: De kårer sig drot uden mig, uden mit vidende fyrster. Hos 8,4. Alle retsprincipper blev tilsidesat, og de mennesker, som alle jordens nationer skulle have set hen til, fordi de havde fået en guddommelige nåde betroet, var troløse mod Herren og mod hinanden. (Hos 5,7.)

Hvor længe vil Herren tåle den tiltagende ugudelighed

På dobbelt vis gav deres pagtsbrud udslag: I deres valg af ugudelige konger! Og i deres afgudsdyrkelse! Kongerne og fyrsterne, som de kårede og fulgte, var ugudelige. Den form for afgudsdyrkelse, der her sigtes til, er kalvedyrkelsen, som i Jeroboam IIs tid holdt sit indtog i tistammeriget. Denne kalvedyrkelse betegnes som modbydelig! (Hos. 8:8.) Hvor skammelig for Herrens folk at dyrke en kalv!

Hvor længe skal renhed synes dem utålelig? Med renhed menes den rene, helhjertede hengivelse til Gud. Det tåler de ikke. De havde en uimodståelig hang efter at dyrke fremmede guder. Og sådan fortsatte det slægtled efter slægtled.

Hvor længe? Om folket ikke vil renhed, - hvor længe skal Herren da tåle deres urenhed? Den er ham en lidelse. Hos. 8:5. En kalv, om end den er af guld, er jo bare et menneskeværk, som en kunstner har forarbejdet. Hvordan kan den da være en Gud? Til splinter skal den blive, Samarias kalv. Den skal knuses til støv, sådan som guldkalven blev det i ørkenen. V. 6.

Vi kan undre os over, at Guds vrede, som gik over landet, også ramte de gudfrygtige. Daniel og hans venner var nøje med at holde alle Herrens påbud var gudfrygtige. Men alligevel førtes de som fanger til Babylon. Men Gud var med dem også der og bevarede dem mod onde anslag. Men han brugte dem i sin tjeneste.

Gennem svære byrder er Herrens budskab nået os

Vi lærer af dette, at Gud også kan lade sit folk blive ramt af de domme, han sender over et andet folk. Der er kun den forskel, at han er med sit folk alle dage – også de sværeste.

Er du ramt af sygdom eller anden nød, skal du forstå, at du er en del af folket. Men der er en stor forskel imellem dig og dem. Folket vredes over de byrder, der rammer dem, medens du ved, at du kan gå til Gud og bede ham hjælpe dig med at bære byrden. Og da kommer hans velsignelse over dine dage.

Vi ser det tydeligt hos profeten Jeremias, som bar mange byrder, men Gud var med ham. Se følgende link: Tagryggen.dk - Jeremias, profeten for vor tid

Igennem svære byrder for budbringerne er budskabet fra Herren nået til os. Gennem dem har vi lært ham at kende. Herren kunne have givet dem gode dage men gjorde det ikke. Johannes Døber, som var udvalgt af Gud før sin fødsel, endte sit liv med at blive kastet i fængsel og til sidst halshugget. Hvorfor? Fordi verden hader Herren og alle, der virkelig holder sig til ham. Gud kan de ikke nå, men de kan nå dem, der ikke vil følge verdens måde at leve på.

En sangstrofe lyder: I en fattig jakke kan du Herren takke bedre end i en fin og ny! At dette er rigtigt ses ud fra, at ikke mange rige finder vej til frelsen ved tro. Og ser vi ud over en forsamling, der er samlet for at høre ordet fra Herren, ser vi mest jævne folk.

”Hør, mine elskede brødre! Har Gud ikke udvalgt de for verden fattige til at være rige i tro og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham.” Jak. 2:5.

Selvfølgelig kan en rig blive frelst, men det er sværere for en sådan at ydmyge sig og se, at alt kommer fra Herren. Frelsen, føde og klæder og alt andet. Det er svært at forvalte en rigdom på ret måde, thi sammen med rigdom kommer mange snarer, der kan binde, så det er vanskeligere at tage imod frelsen.

Det er ikke en synd at være rig. David var en meget rig mand, men han ydmygede sig for Gud og gav ham æren for alt.

Sygdom og anden nød kan ramme hårdt, men det er langt værre at være en oprører imod Herren og være utilfreds med den vej, vi må gå. Det er så let at fare vild og miste den rette vej. Tagryggen.dk - Faret vild og mistet den rette vej.

Der har været kæmpende kristne til alle tider siden Jesu Kristi opstandelse, og således vil det vare ved. Også i dag gælder det for os at bevare den første kærlighed til vor Frelser. Det er så let at blive lunken og præget af verden. Men Jesus Kristus siger: ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.” Åb. 2:10 og 2. Tim. 4:8

Kun en dag, et øjeblik ad gangen
Tekst: Lina Sandell, 1865
Melodi: Oskar Ahnfelt, 1872

Kun en dag, et øjeblik ad gangen!
Hvilken trøst for den forsagte ånd!
Hvorfor skal mig uro holde fangen?
Alting hviler i min faders hånd.
Han, som har for mig en faders hjerte,
hver en dag jo også sende vil
mig den lille del af fryd og smerte,
som jeg netop trænger til.

Nær hos mig han vil mig altid lære
særlig nåde for hver enkelt tid.
Hver en dags bekymring han vil bære,
kraft og råd han kalder sig med flid.
Han vil vogte sine får så kære,
mætte sjælen ved sit nådebord.
Som din dag er, skal din styrke være!
det er løftet i hans ord.

Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!