Men i vort hjertes inderste har vi også fået nedlagt en længsel. Evigheden er lagt ind i vore hjerter. Men alligevel vil mennesket ikke passe ind i det himmelske. Det er fremdeles blot kød. Det må fødes på ny, som Jesus sagde til Nikodemus: ”Uden at nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige”. Joh 3:3. Denne nye fødsel har Gud selv gjort mulig, ved at han gav sin Søn som en soning for vore synder. Ordet siger videre: ”Hver den, som tror på ham, skal have evigt liv.” Der står endog skrevet: ”De er født af Gud.”
Hver dag synder vi meget både i tanker, ord og gerninger. Ja, meget mere, end vi forestiller os. Vi må aldrig tage let på vore synder, thi synd skiller fra Gud. Vi må derfor uden ophør være i Kristus, thi i Kristus bliver vi hele tiden renset fra synd.
Verden og vor fornuft vil bedrage os og bliver det, så længe vi styres af et uomvendt sind. Et sådant sind siger: Du skal ikke tage ordet bogstaveligt. Og så synder vi videre og samler os større og større skyld ved at overtræde Guds love. Jeg kan ikke nævne dem alle, men vil trække en særlig afskyelig synd frem.
En grov synd er at få foretaget en provokeret abort. Den, der gør det, overtræder budet: ”Du må ikke begå mord.” 2. Mos 20:13. (Ved en overlagt beslutning være årsag til nogens død.)
Men alle, der går ind for dette oprørske synspunkt, er skyldig ind for Guds domstol. Og dem, der ikke klart advarer imod det, er også skyldig ind for Gud. Et menneskeliv er helt fra undfangelsens øjeblik helligt. Abort er oprør mod Gud af værste klasse, idet hans bud derved klart bliver tilsidesat.
Sand kærlighed søger ikke sit eget men er villig til at yde i stedet for at kræve noget for sig selv. At dræbe et foster er at sætte sin egen behagelighed over Guds lov.
Er du en af de mange, der har fået foretaget en abort og angrer det, fordi du ser, du derved har syndet, kan du få tilgivelse. dersom du beder HERREN om det. Thi han er barmhjertig mod en synder, der omvender sig.
I dag menes det, at vi har ret til abort, dersom et foster har en eller anden defekt, stor eller lille. Men også et sådant barn har fået livet fra Gud. Og er der ikke plads til et handikappet barn, er der noget forkert ved samfundet og ikke ved barnet.
Materialismen har vundet indpas også blandt kristne. Man kalder det en moderne tid, og et moderne synspunkt. Men det er frafald fra Gud og fører kun ondt med sig, som bliver værre og værre, eftersom menneskene mister gudsfrygten. Tænker du på abort eller godkender en sådan, er du langt fremme i dit frafald og har vanskelig ved at omvende dig, thi da er din vilje bundet af synd. Du har lyttet til Djævelen og er slået af blindhed og kan ikke mere se sandheden i Guds ord.
Ingen pæne ord kan dække over, at den, der får foretaget provokeret abort, begår mord og derved ringeagter budet: Du må ikke begå mord!
Vi læser i den danske Bibel, at vi ikke må slå ihjel. Men i virkeligheden står der begå mord. Den, der med overlæg tager et andet menneskets liv, begår mord. Medens den, der i pludselig vrede kommer til at tage et andet menneskes liv, slår ihjel. Ligeledes slår en soldat i krigen ihjel. En statsmagt kan befale soldater at slå ihjel men ikke at begå mord.
En abort skader desuden dig selv. Mange bliver aldrig sig selv igen efter denne synd. Følelser bliver skadet, som mange ikke formår at overvinde. Vi er alle født med en samvittighed, og nogle er mere lydhøre overfor dens dom end andre. Men jo flere gange du gør et eller andet forkert, dets lettere er det at handle mod samvittighedens røst. Du bør tage samvittighedens advarsel alvorlig og jævnføre den med Bibelen. Siger de begge, at den handling, du overvejer at begå, er forkert, og du ikke afviger derfra, er det en farlig vej at gå videre ad.
Mange synder ser tilsyneladende ikke så grimme ud, men du kender først, hvor forfærdelige de er, når du får set konsekvenserne. De kan nemlig følge dig resten af dit liv og endog tiltage i styrke. For eks. gør afhængigheden af en eller anden uvane dig til slave, så du trækkes videre ind i noget, du aldrig har forestillet dig ville ske. Og det første, du vil miste, er din frie vilje.
Angående abort rammer syndens følger ikke blot dig selv. Dem, der skal udføre indgrebet, er også skyldige. Nogle lytter til samvittigheden og siger fra og vil ikke være skyldig ved at deltage i en abort. Lægen David Gilson, ansat ved en af Londons fødselsklinikker, sagde: Vi er bare mordere!
I Sal 139:15-16 står: ”Mine ben var ikke gemt for dig, da jeg blev dannet i det skjulte og kunstfærdig knyttet sammen i moders liv. Som foster så dine øjne mig. Og i din bog var de alle skrevet ned, de dage, som var fastlagt for mig, før en eneste af dem var kommet.”
Og i Jer 1:5: ”Før jeg formede dig i moders liv, kendte jeg dig. Før du blev født, helligede jeg dig…..
”Gud… udvalgte mig fra min moders liv og kaldte mig ved sin nåde.” Gal 1:15.
Vi kan ikke blot lade folk gå videre ad dødens vej. Vi må advare, og vil de ikke høre, har vi gjort alt det, vi kan og kan kun sige: Vend om til Gud, medens der endnu er tid, og søg hans tilgivelse.
DE HELLIGE
af Frank Mangs
af Frank Mangs
Jeg blev engang interesseret i at faa at vide, hvilken Betegnelse Nye Testamente oftest bruger om Guds Folk. Jeg slog derfor op i min Bibelkonkordans og begyndte at søge. At jeg ikke fandt nogle af de moderne Samfundsdannelsers Hædersnavne eller Øgenavne var jo ganske naturligt. Metodister, Baptister og Missionsforbundet omtales ikke i Guds Ord, Lutheraner og Pinsevenner heller ikke.
Men der var andre Ting, som næsten overraskede mig. »De religiøse« nævnes ikke en eneste Gang, og underligt nok heller ikke »de frelste«. »De Kristne« fandt jeg nogle faa Gange, »Guds Børn« 15 Gange, og »de troende« 15 Gange. Men »de hellige« fandt jeg ikke mindre end tresindstyve Gange. Det var underligt. Navne og Udtryk, som slet ikke forekommer i Guds Ord, bruger vi hver Dag, mens vi derimod konsekvent undlader at bruge den mest bibelske Betegnelse paa Guds Folk.
Hvorfor taler vi saa lidt om de hellige?
Jeg ved det ikke rigtigt. Maaske beror det paa Arven fra den katolske Kirke. Der har man Helgener, næsten fejlfrie Gudsmennesker, som efter deres Død bliver kanoniseret og næsten tilbedt, og saa drager vi Lighedstegn mellem den katolske Kirkes Helgener og de hellige.
Den hellige Skrift kender ikke til nogen Helgenophøjelse efter Døden. Den kender kun til Mennesker, som ved et Frelsens Under er blevet hellige allerede her i Tiden. Men baade Bibelen og Erfaringen vidner om, at de ikke var fejlfrie eller fuldkomne.
Det er muligt, at der findes endnu en Aarsag til, at vi saa sjældent anvender denne bibelske Benævnelse paa Guds Folk: den er saa radikal. Den siger saa meget og kræver saa meget, og vi synes aldeles ikke, at den passer som Overskrift over almindelige religiøse Verdensmennesker. Og eftersom vi er blevet saa forsigtige i vor Forkyndelse om Skellet mellem Guds Rige og Verden, saa maa vi vogte os for Ord og Udtryk, som i selve Konstruktionen ejer Evnen til at trække den umulige Grænselinje skarpt op. Vi har en Følelse af, at der maa være sket noget med et Menneske, før det passer ind i den Rubrik.
I den gamle Pagts Tid helligede man baade Mennesker og Dyr. Man havde hellige Tider, hellige Huse og hellige Tempeltjenere. Fælles for alle disse Ting - baade levende og døde - var, at de var afsondret for Herrens Gerning. Thi hellig betyder netop afsondret.
At være hellig efter Nye Testamentes Opfattelse maa altsaa betyde, at man er blevet afsondret fra den Verden, som er i den ondes Vold. Man er revet ud af sin gamle Livssammenhæng og indføjet i et helt nyt Fællesskab. Og dette er ikke blot noget, man ønsker maa ske, men det er en Kendsgerning. Saaledes talte Jesus om den første lille Flok af den nye Pagts hellige: »Var I af Verden, saa vilde Verden elske sit eget, men fordi I ikke er af Verden, men jeg har udvalgt jer af Verden, derfor hader Verden jer.« Og til Sin himmelske Fader sagde Han: »Jeg har aabenbaret Dit Navn for de Mennesker, Du tog ud af Verden og gav Mig. De var Dine, og Du har givet Mig dem...Jeg beder for dem. Jeg beder ikke for Verden, men for dem, som Du har givet Mig...Jeg har givet dem Dit Ord, og Verden har hadet dem, fordi de ikke er af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden.«
Du ser, at Kristi Budskab uundgaaeligt kløver Slægten i to Dele: Verden og de hellige. Og denne Grænselinje eksisterede ikke blot i den apostolske Tid, men den eksisterer ogsaa den Dag i Dag. Guds Krav og Guds Plan er den samme til alle Tider. Hvor moderne det end er blevet at gøre Grænsen flydende mellem Guds Rige og Verden, saa er Jesu Budskab om Hans virkelige Venner altid lige sandt: »De er ikke af Verden, ligesom Jeg ikke er af Verden!«
Og at denne Skillelinje ikke i første Række skal trækkes mellem de saakaldte kristne Lande og den hedenske Verden er aabenbart for alle. Den følger ikke Fronten mellem det gudløse Rusland og det »kristne« Norden, men den gaar tværs over Norden og Rusland og hele Verden. Den har intet med Rigsgrænser eller Sognegrænser at gøre. Den følger helt andre Baner.
Er du en af de hellige, saa har du ogsaa oplevet et radikalt Brud med din personlige Synd. Du har ikke blot sagt Farvel til Verdens gudløse Væsen i dets forskellige Ytringsformer, men du har ogsaa lært at sige Nej til Ondskaben i dit eget Inderste. Du er vendt helt om og har oplevet en virkelig Sindsændring. Du er traadt frem i Lyset med din Synd, du har bekendt den og har afstaaet fra den og har oplevet den guddommelige Tilgivelse for dine Misgerninger.
»Men Gud ske Tak, fordi I, som har været Trælle under Synden, nu af Hjertet er blevet lydige imod den Læreform, til hvilken I er blevet overgivet. Og frigjorte fra Synden er I blevet Trælle under Retfærdigheden...saa det fører til Hellighed« Rom. 6, 17-19. Den Tid er forbi, da I var Syndens Trælle.
»I er en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Ejendomsfolk, for at I skal forkynde Hans Guddomskraft, som kaldte jer fra Mørket til Sit underfulde Lys.« 1. Pet. 2,9. Dette er de helliges Grundstilling. At Synden siden hen kan lokke, og Satan kan friste endog virkelig frelste Mennesker, det ved vi baade fra Guds Ord og vor egen Erfaring. Men tilfældige Fristelser, Nederlag og Fald kan ikke forandre de helliges Grundstilling. Der er en væsentlig Forskel paa Fald og Frafald.
Dette skriver jeg ikke for at give en falsk Trøst til Mennesker, der ikke er oprigtige, men fordi det er sandt, og som en Oplysning til ærlige Søgere. Du kan tage fejl, og du kan falde, selvom du har oplevet en virkelig Frelse, men du kan ikke blive i Faldet. »Hvis I Lever efter Kødet, skal I dø, men døder I ved Aanden Legemets Gerninger, skal I leve.« Rom. 8,13. »Dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, saa har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og Han er Soning for vore Synder.« 1. Joh. 2,1-2. Dette er de helliges Grundstilling, og den maa altid være klar.
At være en af de hellige betyder noget endnu mere: Det betyder, at du personlig har hørt Guds Kald, og at du har svaret Ja paa Hans Kaldelse. Ikke alene har du afstaaet fra din gamle Livsførelse og taget den op til Revision, men du har ogsaa revideret selve dit Gudsforhold. Du har indviet dig selv og dine Gaver til din Frelser. Du har byttet Ejer og er blevet Tjener for en ny Herre: »Sig selv gav de først og fremmest til Herren...I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til....Ved I ikke, at jeres Legemer er Kristi Lemmer....«
»Jesu Kristi Træl« er en Benævnelse, som Paulus med Forkærlighed anvender paa sig selv. Og en Træl er altid en andens Ejendom.
Du er Kristi Ejendom, ikke alene paa Grund af, at Han engang har skabt dig og frikøbt dig med Sit Blod, men du er tillige Hans paa Grund af dit eget frie Valg.
Og netop fordi du hører Kristus til, tilskynder Hans Ord dig til Dag for Dag at praktisere denne din nye Stilling. »I skal regne jer selv for døde fra Synden og levende for Gud i Kristus Jesus«. »Stil jer selv til Raadighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres Lemmer til Raadighed for Gud som Retfærdigheds Redskaber. Thi Synden skal ikke være Herre over jer.« Rom. 6,11.
»Saa formaner jeg da jer, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at bringe jeres Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er jeres fornuftmæssige Gudsdyrkelse. Skik jer ikke lige med denne Verden, men lad jer forvandle gennem en Fornyelse af jeres Sind.« Rom. 12,1-2.
Men heller ikke dette er alt, hvad der indesluttes i at være hellig. Helligelsen gaar dybere endnu, thi Frelsen gaar dybere. Er du en af de hellige, da er du ogsaa blevet delagtig i guddommelig Natur. Du har faaet Del i Hans hellige Aand. Du er blevet et Tempel for Ham, hvem Himlenes Himle ikke kan rumme.
»Vi er jo den levende Guds Tempel, thi Gud har sagt: Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være Mit Folk.« 2. Kor. 6,16.
»Ved I ikke, at I er Guds Tempel, og Guds Aand bor i eder? Hvis nogen ødelægger Guds Tempel, skal Gud ødelægge ham, thi Guds Tempel er helligt, og I er jo Hans Tempel!« 1. Kor. 3,16-17.
Hvornaar skete dette Under? Hvornaar bliver et Menneske et Tempel for den levende Gud? Det sker, naar man i Aand og Sandhed oplever den nye Fødsel.
Men meget af det, som vi betegner som ny Fødsel, er i selve Værket intet andet end en menneskelig Afgørelse for kristne Ideer. Man lader sig gribe af Kristi Lære, men man bliver ikke grebet af Kristi Aand. Man bliver paavirket af Gud, men man kroner Ham ikke til sit Livs Herre og Konge. Og en af de største Ulykker i vor aandelige Virksomhed er den, at vi religiøse Ledere ofte erklærer, at religiøst paavirkede, eller de af Aanden vakte Syndere, er levende Guds Børn. Vi udsteder Fødselsattesten, før det nye Liv er blevet født, og vi sætter den fuldgode Vares Stempel paa halvgjort Arbejde.
Der er et Ord i Skriften, som siger, at uden Hellighed kan ingen se Herren. Altsaa er den grundlæggende Helligelse ikke et Resultat af en livslang Udvikling og aandelig Opdragelse, men den er Resultat af en indre og overnaturlig aandelig Krise. Den grundlæggende Helligelse oplever Mennesker ofte paa et Øjeblik. Og baade Guds Ord, vor Logik og de helliges Erfaringer samstemmer i dette. Hvis Helligelse alene var Resultat af en lang Udvikling, hvorledes skulde da en Synder i et eneste Øjeblik blive rede til at træde ind gennem Portene til den himmelske Stad?
Men nu viser Herrens Ord os, at en fortabt Synder kan opleve Jesus Kristus som sin personlige Frelser og gennem denne Oplevelse blive et Guds Barn, Borger i Himmelriget og rede til i næste Øjeblik at forvandles og bortrykkes i Luften for at mødes med Herren.
Naar dette Under er sket med et Menneske, saa tilhører han de hellige og skal ikke længere anbringes under Rubriken: Syndere.
Men taler det nye Testamente da ikke om kristne Mennesker som Syndere?
Nej, ikke en eneste Gang. Det er vel sandt, at Paulus ved en Lejlighed præsenterer sig selv som den største af alle Syndere. Men det er klart, at han her taler om den Tid, da han var en Forfølger af Guds Menighed. Sammenhængen i Teksten viser det. Men ellers findes der ikke et eneste Sted, hvor Guds Folk omtales under Betegnelsen Syndere. Syndere staar som Overskrift over en Verden, der er fremmed for Kristus, og de hellige staar som Overskrift over de Mennesker, der har gjort Jesus Kristus til deres Herre. Og netop derfor taler Herrens Ord saa ofte om det inderlige Fællesskab mellem de helljge og deres Herre.
Har du tænkt paa, hvorledes Paulus begynder de fleste af Sine Breve? Har du lagt Mærke til Adressen?
»Paulus, Kristi Jesu Tjener....sender Hilsen til alle Guds elskede, som er i Rom, kaldede til at være hellige....« »Sender Hilsen til Guds Menighed, som er i Korinth, til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige....« »Hilsen til alle de hellige i Efesus....« Vi har i vor Bibel tretten Breve af Paulus. Han begynder ikke et af dem uden allerede i selve Indledningen at føre Læserne i Kontakt med Jesus Kristus. Herren Jesus var det store Centrum i baade Paulus og de andre Apostles Erfaring. Han var Grundvolden for deres Tro og deres Haab. Han var Genstand for deres Hjerters varme Kærlighed, og Han var den alt dominerende Tone i deres Forkyndelse. Og den eneste Vej til virkelig aandeligt Fællesskab er, at Jesus selv bliver vort Livs store Midtpunkt. Nogen anden Grundvold for de helliges Samfund findes ikke.