Oversigt
Jeg stødte på Facebook på et opslag fra Tim Cohen, hvor han kommenterer på at Hal Lindsey er død. Hal Lindsey formåede på mange områder at sætte endetidens profetier i relation til vores tid, og åbnede i 70’erne mange kristne menneskers øjne for at tiden for enden var nær. Naturligvis var han i sine forventninger forud for sin tid, og tiden udfoldede sig ikke så hurtigt som han forventede, og han modtog hård akademisk kritik for at forudsige såkaldte apokalyptiske begivenheder, hvilket blev betragtet som spekulative og uden solid dokumentation.Nogle intellektuelle teologer mente at hans sensationelle fortælling skabte frygt frem for teologisk refleksion. De mente, at hans bog ”Vor døende jord” (engelsk titel: ”The Late Great Planet Earth”) snarere bidrog til en kultur præget af dommedagsfascination end til dyb forståelse. I min optik synes kritikken mere præget af den intellektuelle teologiske mangel på Helligåndens åbenbaring, som Hal Lindsey, sammen med mange andre på den tid, fik del i, og som åbnede profetiernes relevans for os der lever i dag.
Hal Lindseys synspunkter har siden dengang fået uddybende anerkendelse i mange troende kredse, igennem dybere og omfattende bibelstudier, og der er absolut ingenting der godtgør at afskrive åbenbaringerne om fremtidsudsigterne ud fra Bibelens tekst, som værende kilde for sensationel frygt, frem for teologisk refleksion. Men der er dem, som Tim Cohen (forfatter til bogen ”Antichrist and a Cup of Tea”), der tolker teksten anderledes, og vælger at tolke andre begivenheder i Bibelen end Hal Lindsey og hans lige – der understøtter hans idéer til hvordan enden bør se ud – som forbilleder for tidens ende.
Efter vedvarende fokus i mere og mindre grad gennem årene, er min konklusion at den grundlæggende uenighed i fortolkningen ligger i, hvordan man ser på Israel og menigheden. Er begge institutioner blot Guds folk, de udvalgte, de hellige? Eller er der to forskellige planer for hver institution? Tim Cohen siger ”nej”. Tim Lahaye siger ”ja”. Jeg siger også ”ja”, for menigheden har f.eks. ikke fået tildelt landet Israel, hvori Gud vil samle de globalt adspredte jøder, i de sidste dage, som vi ser det gjort inden for en menneskealder i denne tid. Der er mange flere forskelle på løfterne til Israel og løfterne til menigheden, når man stiller skarpt på Bibelens tekst. Et andet punkt, som er omdrejningspunktet for debatten jeg vil kikke på i denne artikel, er forvekslingen af basuner. Ser man ikke forskellene på disse basuner, ændres forståelsen af hvordan afslutningen på vores tid kommer til at se ud. Uden korrekt forståelse, som absolut er opnåelig, så bliver alle informationer Gud har givet os om endetiden, fuldstændig ligegyldige.
Opslaget fra Tim Cohen på Facebook lyder således:
”Hal Lindsey er gået bort - og nu ved han, at kirken GÅR igennem HELE trængselstiden, og at meget af det, han lærte og fremmede, var FALSKT. Forhåbentlig, hvis Gud vil, vil mange af dem, som hr. Lindsey brugte sit liv på at vildlede, nu få kendskab til det, der er bibelsk og faktisk sandt, og afvise de fejl, der var centrale i så mange af hans vildledende forudsigelser: https://www.youtube.com/watch?v=NMUL0ylIfq4.
Hvad angår Lindsey selv, så har jeg INGEN tillid til, at han er i Guds rige, da han KONSTANT tilføjede og fjernede fra skriften med sine usandheder, og straffen for at gøre det er så hård som den kan blive: se Åb. 22:18-19)[1]”
Hvad angår Lindsey selv, så har jeg INGEN tillid til, at han er i Guds rige, da han KONSTANT tilføjede og fjernede fra skriften med sine usandheder, og straffen for at gøre det er så hård som den kan blive: se Åb. 22:18-19)[1]”
Jeg forsøgte at svare åbent og imødekommende, men skrev også at:
”Din hårde tone over for Hal Lindsey gør mig trist, fordi det i bund og grund betyder, at du også siger, at jeg - og mange, mange flere kristne - ikke er frelst, fordi vi forstår Skrifterne, som vi gør. Alligevel - jeg håber, du tog dig tid til at rette Hal, ellers kan du også have blod på hænderne.”
Debatten fortsatte og endeligt informerede Cohen mig og skrev:
”du tager fejl, og fordi du afviser mit kloge råd og tydeligt nægter at studere det, jeg har delt frit, vil jeg ikke længere svare dig. Lev i din vildfarelse, tro på din fejl, og om et par år, når du befinder dig midt i Trængselsugen, helt uforberedt, husk da, at du kunne have lyttet, omvendt dig og forberedt dig, men i stedet valgte det, der kildrede dine ører og gjorde dig ”glad” i et kort øjeblik.”
Det Cohen delte med mig er samme link som i hans opslag, og jeg har kikket nærmere på deres video, hvor Tim Cohen, Doug Hamp, Joel Blackford og Scott Harwell forklarer at bortrykkelsen før trængslen er løgn og at vi derfor alle skal igennem trængselstiden, hvilket jf. Daniel og Johannes er syv profetiske år – men, som vi skal se, så er konsekvensen af Cohens fremlæggelse at det bliver en ukendt tid – formodentlig derfor han kalder det trængselstiden og ikke trængselsugen. Denne video skrev han gentagende gange, ville åbne mine øjne for at en bortrykkelse før trængslen er forkert – det er altså den ultimative gennemgang der fjerner enhver tvivl om, at vi skal igennem trængslens syv år, som vi skal se ikke blot er trængsel, men Guds vrede.
Jeg har før skrevet en, hvis jeg selv skal sige det, fyldestgørende artikel om bortrykkelsen, hvor du vil se at der er mange argumenter for en før-trængsels bortrykkelse, der klart og tydeligt fremgår af Bibelens tekster. Men jeg vil alligevel gennemgå emnet baseret på påstandene i denne debat.
Her er de punkter jeg har fundet vigtige at trække ud af debatten. Det store punkt i debatten er at få etableret et bevis for at den syvende basun i Åb. 16:17 er samme ”sidste basun” Paulus taler om i 1. Kor. 15:51) Det giver dem en masse kvaler med at få defineret trængslens afslutning ved den syvende basun, og adskille vredesskålene fra trængslen. Det gør desuden også at trængslens længde som sagt ikke er syv år, men en kortere, udefineret tid.
Det konkluderes i debatten, at bortrykkelsen før trængslen som koncept er dårligt understøttet i Bibelens kronologi. De diskuterer, at begivenheder som den første opstandelse og den sidste trængsel ikke passer til forestillingen om en separat, hemmelig bortrykkelse. Argumentet består i en nøje overholdelse af, hvad Bibelen faktisk siger om tidspunkter og rækkefølgen af begivenheder og deres betydning i Guds plan – de forsøger med andre ord at debattere sig frem til troskab mod skriften og dens kronologi.
Argumentet understreger, at vi skal være tro mod, hvad der faktisk står skrevet i Bibelen, frem for at introducere ideer eller begivenheder, som teksten ikke beskriver klart. F.eks. nævnes der ingen direkte ”hemmelig bortrykkelse” i Bibelen, hvilket gør det problematisk at antage dens eksistens uden tekstuel støtte.
Min kommentar:
Det er et godt og rigtigt krav, omend det i debatten implicit forstås at talen om bortrykkelsen bryder med trofastheden mod teksten. Men om bortrykkelsen siger Bibelen ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles” (1. Kor. 15:51-52). Bortrykkelsen omtales som en hemmelighed, og selvom det ikke er en hemmelighed for os længere (i det mindste hvis vi tror på den åbenbarede hemmelighed), så betyder ”i et nu, i et øjeblik” at begivenheden vil ske uden nogen ser det – man blinker og så er begivenheden historie.
Ifølge debattørerne taler Paulus i brevet til Korinterne om en opstandelse og en forvandling – ikke nødvendigvis en bortrykkelse – hvilket vi skal se skyldes, at de gerne vil trække de 144.000 ind under denne begivenhed af forvandling. De giver tre vigtige beskrivende dele i teksten 1) en basun vil lyde, 2) de døde skal opstå, 3) de levende skal forvandles. Hvis vi sammenholder de punkter med det, Paulus skrev til Tessalonikerne: ”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren” (1. Tess. 4:16-17).
Vi skal kikke nærmere på 1. Tess. 4:16-17 , for der er mere til den tekst end blot bortrykkelsen. Men
der ses fire elementer der sker i ét nu – 1) en befaling (ikke at forveksle med ”Guds basun”), 2) en opstandelse, 3) en forvandling og 4) en bortrykkelse som er hemmelig i særdeleshed for dem der lever i mørket og ikke er med i bortrykkelsen, men på nuværende tidspunkt også for dem (som deltagerne i denne debat) der ikke vil tro på bortrykkelsen. Der er i denne passage dog ikke en angivelse af bortrykkelsens sekventielle placering, men det bliver tydeligt i en anden passage vi kommer til, nemlig 1. Kor. 15:52 – ved den sidste basun.
Troskaben indebærer at læse passager som en del af hele Bibelens narrativ. Argumentet insisterer på, at Skriftens lære om opstandelsen og Jesu genkomst er en integreret del af Guds frelsesplan, og at kronologien i disse begivenheder skal stemme overens med resten af Bibelens vidnesbyrd.
Med andre ord bør Bibelen ikke læses som separate, løsrevne afsnit, men som én sammenhængende fortælling om Guds frelsesplan. Det betyder, at profetier om opstandelsen og Jesu genkomst skal forstås i lyset af hele Bibelens lære, ikke blot ud fra enkelte vers. Der nævnes i debatten at opstandelsen ved ”den sidste basun” (1. Kor. 15:52) fremhæver, at denne begivenhed er nært forbundet med Jesu genkomst, som også er beskrevet i Matt. 24:29-31 og Åb. 11:15) Ved at sammenholde disse passager – forbundne af basunklang – ser debatten Jesu genkomst som én samlet hændelse, snarere end at adskille den i flere faser, som før-trængselsbortrykkelsen gør.
Min kommentar:
Basunen har til alle tider skabt forvirring. Frem for at skelne mellem de forskellige basuner, samles de i en og samme basun – og det giver netop anledning til at teksten brydes.
I før omtalte artikel (”Menighedens bortrykkelse og Herrens dag”), deler jeg en oversigt der forklarer elementerne i Paulus’ gennemgang i 1. Tess. 4:16)
| Bortrykkelsen før trængslen | Midten af trængslen | Efter trængslen |
|---|---|---|
| En befaling (et råb, KJV) – Jesu stemme som en basun (Åb. 4:1) | En overengels (en ærkeengels, KJV) røst | Guds basun |
| Den sidste basun (1. Kor. 15:52) – måske Højtidsstævne med Hornblæsning (3. Mos. 23:24) | Michael rejser sig. | Jesus kommer igen. |
| Jesus sagde: ”når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:3). Som Jesus kaldte på Johannes og kalder på de to vidner: ”Kom herop” (Åb. 4:1; Åb. 11:12), sådan vil Han ifølge denne passage også kalde på Hans folk, som på dette tidspunkt tilhører Ham. I Joh. 5:28 siger Jesus, ”Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst”. I Joh. 11:43 hører Lazarus dette råb, ”Og da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!«” | I Dan. 12:1 ses at Michael, som værner Israels sønner, rejser sig fordi en trængsel, som som aldrig har været før, dvs. den sidste før tusindårsriget, vil begynde. Michaels røst er her formentlig et krigsråb. Åb. 12:7-9 fortæller om at Michael kæmper med dragen (Satan), i kampen hvor Satan kastes til jorden, og Matt. 24:15 fortæller at det er her ødelæggelsens vederstyggelighed oprejses på hellig grund. | Det er ikke ”den sidste basun”, som Paulus nævner ved bortrykkelsen i 1. Kor. 15:52) Basunen blev hørt én gang før, da Israel modtog loven. ”Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren... Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj Røst” (2. Mos. 19:16-19) Det er Guds basun når Han stiger ned til Jorden (her Sinaj bjerg, i 1. Kor. 15:52 Petra i Bozra) – ikke engles basuner – ikke den syvende basun i Åb. 16:15) |
Forskellen på alle de elementer i emnet kan også ses således:
| Basun | Tekst | Hvad | Formål | Virkning |
|---|---|---|---|---|
| Paulus' basun(1. Kor. 15:52) her kaldt ”en befaling” / ”et råb”. | ”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling” (fortsættelsen er midten af og efter trængslen) | En befaling / et råb / den sidste basun | Bebuder en begivenhed, der sker øjeblikkeligt | 1. Velsignelse. 2. Jesus stiger ned i skyen. 3. Bortrykkelse af menigheden for at møde Jesus i skyen. |
| Den sidste basun i Åbenbaringen (Åb. 11:15) | ”Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: »Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.«” | Den syvende engels (ental) basun | Bebuder at Guds rige er kommet og overgangen til Kristi kongedømme. | 1. Overgang til de syv vredesskåle. 2. Dommen intensiveres. 3. Kristi kongedømme erklæres. |
| Mattæus' basun (Matt. 24:31) / Guds Basun (1. Tess. 4:16) | ”Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.” | Engle (flertal) samler under basunklang de udvalgte | Samler de udvalgte fra jordens fire verdenshjørner | 1. Samling af de udvalgte fra jorden. 2. Fokus på Israel som de udvalgte (jf. 5. Mos. 30:4). |
Vi ser her at basunerne er forskellige. Befalingen (den sidste basun) er ikke den samme som den syvende engels basun, som ikke er den samme som basunklangen som englene udsendes under. Det er tre forskellige basuner, der forkynder tre forskellige begivenheder.
Udtrykket ”himlenes yderste grænser” i Matt. 24:31 skal forstås i en poetisk og geografisk kontekst snarere end bogstaveligt. Det er et billedligt udtryk, som henviser til de fjerneste punkter på jorden (med Israel som centrum), hvilket tydeliggøres af praktisk talt samme tekst i 5. Mos. 30:4 , der siger: ”Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN din Gud samle dig sammen og hente dig derfra”. Her refererer udtrykket til de jøder, der er spredt blandt folkeslagene, som Gud vil bringe tilbage til landet Israel. Det betyder med andre ord at Gud vil samle jøderne, uanset hvor langt væk de måtte være spredt.
Spørgsmålet er nu, om / hvordan det kan godtgøres at de tre passager skildrer forskellige begivenheder omkring den samme basun, eller om det er tre sekventielt adskilte begivenheder, hvilket jeg tilkendegiver ovenfor.
Hvis vi skal være tro mod Skriften og kronologien, så taler Jesus i Mattæus’ evangelium i en tid, hvor menigheden ikke eksisterede. Han kunne hverken referere til menigheden, eller direkte til bortrykkelsen (kun i billedtale eller indirekte som i Joh. 14:1-3), for begge var da endnu en hemmelighed. At slå bortrykkelsen og genkomsten sammen til én og samme begivenhed, kræver mere fortolkning og forklaring, fordi de beskrives som vidt forskellige begivenheder med unikke formål og deltagere (de troende – døde og levende rykkes op til himlen for at møde Kristus, kontra de troende på jorden samles til Menneskesønnen på jorden af engle). At holde dem adskilt er mere konsistent med teksternes naturlige læsning.
Det er ligeledes usammenligneligt at befalingen/basunen Paulus nævner, er identisk med Mattæus’ basunklang (for mange engles samling af det jødiske folk) og Johannes’ syvende engels basun. Det er tydeligvis forskellige basuner, for det er forskellige personager der håndterer dem. Derfor er det nødt til at være sekventielt adskilte basuner. Og når Johannes taler om den syvende engels basun, er der ikke noget der indikerer at det er den sidste basun nogensinde – blot at det er den sidste basun under Guds domme, som går videre over i vredesskålene. I korrekt kronologi kommer basunklangen i Matt. 24:29 efter den syvende basun i Åb. 11:15)
Med det vil sekvensen af basunerne være
- Først Paulus basun: Bortrykkelsen af menigheden.
- Derefter Åbenbaringens basuner: Domme over jorden, med den syvende basun som kulmination af begivenhederne under basun-sekvensen.
- Til sidst (efter trængslen, Matt. 24:29) Mattæus basun: Jesu synlige genkomst og samlingen af de udvalgte.
Her ses igen at alene hvis Israel og menigheden ses som én og samme institution, som begge er under samme løfter og handlinger fra Gud, så kan dette punkt vendes til et argument imod bortrykkelsen før trængslen.
Troskaben indebærer at tage Jesu egne ord om de sidste tider alvorligt, som i Matthæus 24:29-31, hvor Jesus tydeligt siger, at ”han skal sende sine engle... efter trængslen” for at samle de udvalgte. Det modsiger tanken om en før-trængselsbortrykkelse.
Min kommentar:
Fordi der i debatten ikke formås at skelne de tre basun-blæsninger, knyttes alle begivenhederne omkring basunerne til Jesu omtale af ”efter trængslen” i Matt. 24:29) Det er her vigtigt netop at bevæge sig i konteksten af passagerne, som gennemgået i forrige punkt. Jesus taler altså i konteksten og sekventielt ”efter trængslen”. Åbenbaringens syvende basun er kontekstuelt i trængslen, og sekventielt midten i trængslen, hvilket ses ved at de to vidner, der skal profetere i 1260 dage – 3½ år (Åb. 11:3), har fuldført deres vidnesbyrd, og bliver dræbt lige inden den syvende basun lyder (Åb. 11:7-12). Hvad den sidste basun angår, taler Paulus i kontekst, helt selektivt alene om alle troendes møde med Jesus i skyen, for aldrig at skilles fra Ham igen. Sekventielt må Paulus’ tale om opstandelsen, forvandlingen og bortrykkelsen af de troende enten være før de de syv basuner, eller efter, for der er ingen bortrykkelse associeret med de andre basuner – hvis der var det, hvem af de troende blev ikke kaldt op af gravene og forvandlet ved Paulus’ sidste basun? Bortrykkelsen (herunder opstandelsen og forvandlingen af både de opstandne og de levende) sker i ét nu, mens de andre basuner beskriver en længerevarende handleplan, som allerede gennemgået.
Sekventielt er bortrykkelsen øjeblikkelig og afsluttende for menigheden, hvilket ses i indledningen til Åbenbaringen, hvor Johannes skal skrive 3 ting: 1) de ting han har set, 2) og de ting som er, 3) og de ting som skal komme herefter (Åb. 1:19). De ting som er, er tydeligvis menigheden, hvorfor vi efter beskrivelsen af hvad Johannes har set, nemlig åbenbareren – Jesus i sin herlighed, støder på brevene til menigheden, der afsluttes med en bortrykkelse hvor Johannes hører en stemme som en basun og ser derefter fra himmelen, hvad der skal ske efter menighedens tid, nemlig trængslen (Åb. 4:1). Dermed må bortrykkelsen nødvendigvis placeres før de syv basuner i Åbenbaringsbogen, ellers brydes kronologien.
Jesu egne ord ”efter trængslen” sat i kontekst og rækkefølge, bekræfter også en før-trængsels bortrykkelse. Uanset synspunkt for kronologien for bortrykkelsen, så er menigheden blevet samlet i himmelen når samlingen på Jorden finder sted, og kan derfor ikke være til stede ved denne samling efter trængslen.
Åbenbaringen er central i diskussionen, især passager som den syvende basun (Åb. 11:15) og ”den første opstandelse” (Åb. 20:4-6). Argumentet fremhæver, at Åbenbaringen præsenterer en rækkefølge, hvor opstandelsen og de troendes transformation sker ved Jesu synlige genkomst, ikke før trængslen.
Der argumenteres for, at trængslen (den store trængsel) sandsynligvis er i sin afsluttende fase ved den syvende basun, men ikke helt afsluttet. Den syvende basun introducerer vredesskålene, som er en serie af domme, der udføres hurtigt og markerer afslutningen på Guds vrede. Vredesskålene, der følger den syvende basun (Åbenbaringen 16), kan betragtes som en del af trængslen, eller de kan ses som en separat fase, der hurtigt afslutter trængslen.
Tim Cohen siger om de følgende vredesskåle at ”Jeg tror, de stadig kan være en del af trængslen, men fungerer som en afsluttende fase, der hurtigt bringer den til ende”. Joel Blackford mener at ”Deres intensitet – som det globale jordskælv og havene, der bliver til blod – antyder, at de kun varer kort tid, men de er stadig en del af trængselens overordnede tidsramme”. Doug Hamp siger at ”Jeg tror, det er vigtigt at se vredesskålene som de afsluttende domme, der fører direkte til Jesu synlige genkomst”.
Min kommentar:
Kronologisk, er der absolut ingenting der taler for, at det, der sker efter den syvende basun er hurtige, afsluttende begivenheder. Efter Johannes i kapitel 12 ser et panorama-overblik over Israels historie, fra Israels dannelse, til Jesus og videre til trængslen, så ses hvordan dyret (Antikrist) skal regere i 42 måneder (Åb. 13:5). 42 måneder er 42 / 12 = 3½ år. Vi har set at de to vidner fremlægger deres vidnesbyrd i 3½ år, op til den syvende basun hvor de dræbes lige før englen blæser i den. Det vil som sagt sige, at sekventielt er den syvende basun midt i de 7 år. Og nu får vi at vide at antikrist skal regere i 3½ år, hvilket stadfæster at passagen her i Åbenbaringen er midt i trængslen – 3½ år er gået og der er endnu 3½ år forude. Det taler imod at de følgende begivenheder er hurtige – de er ikke hurtigere eller mindre markante end begivenhederne under de tidligere domme, selvom de er de sidste.
Det leder igen til punktet i kronologien – endnu en gang, fordi debattørerne nævner at i 1. Kor. 15:52 nævnes ”den sidste basun”, som de forbinder med de troendes opstandelse og forvandling, og det er den syvende basun i Åbenbaringen. De mener at når opstandelsen og transformationen sker ved den syvende basun, tyder det på, at trængslen er tæt på sin afslutning, men nogle begivenheder (f.eks. vredesskålene og Armageddon) kan stadig være undervejs.
Min Kommentar:
Vi har allerede kikket på den uundgåelige sekvens af de omtalte basuner. Fordi de i denne debat holder Israel og menigheden uadskillelige, efterlader de teksten i denne underlige tilstand, hvor de skal godtgøre for en tid mellem bortrykkelsen og Jesu komme til Jorden. Derfor gør de genkomsten til en proces. Bortrykkelsen sker først, hvor de troende samles til Kristus, mens vredesskålene og andre begivenheder i trængslens afslutning finder sted. Tim Cohen siger at ”vredesskålene er intense og globale i deres omfang. Deres destruktive karakter gør det usandsynligt, at de strækker sig over mere end et par dage eller uger”, og Doug Hamp at ”den syvende basun lyder over en periode af dage, og vredesskålene udfolder sig som afslutningen på Guds vrede. De leder direkte til Jesu synlige genkomst”.
Der er tre problemer i det. 1) Som allerede nævnt, får vi at vide at Antikrist efter de første 3½ år skal regere i yderligere 3½ år. Så hvor får de et par dage eller uger fra? Det gør de fra Åb. 10:7 , der siger ”i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen”. Det viser rigtigt nok at begivenhederne under den syvende basun strækker sig over en tid, men det giver ingen indikation af at det vedrører den resterende tid af trængslen – tværtimod giver teksten en tydelig markør for tiden, 3½ er gået og der er 3½ år tilbage. 2) I sit facebookopslag om Hal Lindsey, siger han at Hal Lindsey nu ved ”at kirken GÅR igennem HELE trængselstiden”. Men her siger han altså at når vredesskålene som han beskriver som særlige intensive og ødelæggende, så bortrykkes menigheden. Så gennemgår menigheden altså ikke HELE trængslen. For at forsvare denne konklusion, har Cohen gjort sig en snedig opdeling af trængsel og vrede, som jeg vil kikke på under efterfølgende punkt. 3) Begivenhederne under ”den sidste basun” foregår som sagt tidsmæssigt i ét nu, på et øjeblik. Er det samme basun som den syvende, må begivenhederne under den syvende basun også ske i ét nu, på et øjeblik. Men de giver den jf. Åb. 10:7 dage eller uger. Den går ikke!
1. Kor. 15:52 beskriver opstandelsen som knyttet til ”den sidste basun”. Argumentet peger på, at denne basun matcher den syvende basun i Åb. 11:15 , som sker efter den store trængsel. En før-trængselsbortrykkelse passer ikke ind i denne rækkefølge.
Tim Cohen mener at den syvende basun er den sidste basun, fordi den lyder i flere dage (Åb. 10:7). Han taler om at under Rosh Hashanah, er det sidste basunblæs så langt som der er luft til hos den der blæser, og han blæser mens han ”udgyder” lyden over befolkningen fra side til side. Det er det længste basunblæs i Bibelen, og derfor den sidste basun Paulus henviser til.
Det er meget forvirrende. Den syvende basun er efter trængslen? Doug Hamp kommenterer at ”den syvende basun lyder ved afslutningen af trængslen. Det er på dette tidspunkt, at de troende bliver forvandlet og samlet til Herren. Det passer med Matt. 24:29-31 , som siger, at straks efter trængslen i de dage vil Menneskesønnens tegn vise sig, og der vil være basunkaldet, hvor de udvalgte samles”. Er det ved afslutningen af, eller efter trængslen? Hamp har en kartoffel i munden… Tim Cohen siger ”Vi ser i Åbenbaringen 11, at den syvende basun ikke blot markerer en overgang, men en afslutning på trængslen. Dette er, når Guds rige etableres, og dommene i vredesskålene hurtigt følger”. Det er klar tale – Cohen placerer basunen efter trængslen.
Min Kommentar:
Formuleringerne viser en uenighed om hvorvidt den syvende basun er efter trængslen, eller om den er en del af trængslen. Det betyder at de kollektivt adskiller de efterfølgende syv vredesskåle fra trængslen, som en selvstændig, separat fase – adskilt fra trængslen. Tim Cohen siger direkte at ”Trængslen er en tid, hvor Antikrist regerer, og troende forfølges. Guds vrede derimod er det, vi ser udtrykt i vredesskålene (Åbenbaringen 16). Disse er Guds direkte domme, og de adskiller sig fra trængslen, fordi de ikke længere giver mulighed for omvendelse – de er en afslutning”. Doug Hamp er ikke enig – og han har her helt ret: ”Jeg ser ikke nogen skarp adskillelse mellem trængslen og Guds vrede. Faktisk begynder Guds vrede allerede ved de første domme (seglene og trompeterne), og vredesskålene er klimakset af denne vrede. Trængslen inkluderer alt dette, fordi Guds vrede og verdens forfølgelse sker parallelt”. Hamp introducerer dermed problemet, at menigheden som konsekvens ikke skal igennem HELE trængslen. Joel Blackford understøtter ideen om, at Guds vrede begynder under trængslen, men han skelner vredesskålene som en afsluttende dom uden nåde: ”Det er vigtigt at forstå, at trængslen ikke kun er menneskelig ondskab, men også en periode, hvor Gud aktivt griber ind med domme for at disciplinere og omvende mennesker. Seglene og trompeterne er en del af denne proces, mens vredesskålene repræsenterer det endelige punkt, hvor ingen omvendelse længere er mulig”. Tekstens simplicitet bliver vredet og drejet for at tilpasse kronologien til deres idéer om hvordan enden skal se ud. Men det er så let at forstå, når bare man læser hvad Johannes fortæller. Vreden er kommet i Åb. 6:16-17 (implicit forstås at den begyndte ved første segl) og den afsluttes efter vredesskålene, hvor den sidste udgydes i Åb. 16:17 , og vi ser herunder dommen over den store skøge i kapitel 17-18, hvorefter Jesus kommer igen.
Cohen adskiller hårdt trængslen fra Guds vrede – det er to forskellige ting. Og det er han nødt til for at flytte bortrykkelsen til den syvende basun. Dog er det som sagt tydeligt, at når folket i Åb. 6:16-17 anerkender at Guds vrede er kommet, så begynder vreden ved det første segl, og afsluttes efter udgydelsen af vredesskålene. Hvordan kringler Tim Cohen den?
Cohen ser Guds vrede som noget, der begynder gradvist under seglene og trompeterne, men først når sin fulde intensitet og afslutning i vredesskålene: ”Når vi læser, at Guds vrede er kommet i Åb. 6:17 , betyder det ikke nødvendigvis, at den er fuldt udfoldet. Det indikerer, at vi er trådt ind i en fase, hvor Guds domme begynder at blive tydelige. Trompeterne og især vredesskålene markerer en eskalation af denne vrede”.
Han argumenterer, at Guds vrede i Åb. 6:17 er en proklamation om, hvad der kommer, snarere end en erklæring om, at Guds vrede allerede er i fuld gang: ”Passagen i Åb. 6:17 varsler begyndelsen på Guds vrede, men den fuldendes først i Åbenbaringen 15-16, hvor vi ser vredesskålene blive udøst. Det er en progressiv åbenbaring af Guds vrede, ikke en øjeblikkelig fuldstændig udgydelse”.
Det er meget svært for ham at få glattet hans trængsels/vredes politikertale så meget ud, at det giver mening. Guds vrede begynder gradvist at blive synlig under seglene og trompeterne, men dens endelige form og fuldbyrdelse sker i vredesskålene. Åb. 6:17 er en proklamation om, at Guds vrede begynder, nærmest som en modsætning til afslutningen på vreden. Trængslen og Guds vrede er forskellige faser, og Guds vrede manifesterer sig gradvist i hele perioden.
Jeg sidder fortsat med en uafvigelig logik der siger at selvom Guds vrede skulle manifestere sig gradvist igennem Åbenbaringsbogen, så er hele Åbenbaringsbogen en skildring af Guds vrede. I hvert fald er der ingen tvivl for folket, der ved det sjette segl udtrykker tvivl om deres overlevelse – de ”skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?«”. De finder det ret tydeligt og markant at vreden er kommet. Tim Cohen laver ganske enkelt en uærlig dissekering af teksten, for at tilsnitte den hans holdninger.
Troskab til Skriften indebærer også, at profetier fra Det Gamle Testamente, som f.eks. Daniels Bog 7 og 12, harmonerer med det, som Åbenbaringen og Jesu egne ord siger om de sidste tider. Kronologien i disse profetier viser, at trængsel og opstandelse sker tæt sammen og efter Antikrists fremtræden.
Dan. 12:1-2 – Opstandelsen og trængslen
I Dan. 12:1-2 profeteres der om en tid med stor trængsel og en efterfølgende opstandelse. Det anses for at være en nøglepassage, der relaterer til bortrykkelsen og Jesu synlige genkomst. Debatten argumenterer for, at opstandelsen som Daniel beskriver, er forbundet med Jesu genkomst og ikke en separat begivenhed før trængslen. Daniel nævner en ”trængselstid” – en tid med modgang, lidelse, angst, nød, trængsel, besvær (den store trængsel – de sidste 3½ år), som først afsluttes, før opstandelsen finder sted. De mener det stemmer overens med Matt. 24:29-31 og Åb. 20:4-6 , hvor opstandelsen følger trængslen og markerer begyndelsen på Jesu rige.
Min kommentar:
Daniels profeti er meget specifik. Han får at vide at ”Til den Tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tid skal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen. Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky”. Det er helt tydeligt at det handler om Daniels folk, som er Israels folk. Det er vigtigt at bemærke at der ikke tales om at levende bliver forvandlet eller bortrykket. De bliver frelst – reddet fordi Jesus kommer og nedkæmper deres fjender – og det klinger rigtig nok med det, Jesus fortæller i Matt. 24:29-31) Men den opstandelse Paulus taler om, vedrører både levende og døde i Kristus, hvor de døde opstår og de levende forvandles for at møde Jesus i skyen. Det er tydeligvis en anden begivenhed. Men der er mere.
Daniel taler også om en opstandelse – men der beskrives både en opstandelse af retfærdige (til evigt liv) og uretfærdige (til evig afsky) – det er ikke kun de døde i Kristus – så kontekstuelt og konceptuelt adskiller denne beskrivelse sig fra Paulus’ gennemgang af opstandelsen og bortrykkelsen. Når Åb. 20:4-6 inkluderes i forståelsen ses, at de uretfærdige først opstår efter 1000åtsriget og ikke efter trængslen – så at Daniels syn gælder Jesu synlige komme, ligesom Matt. 24:29-31 gør det, passer ikke. Jesus taler om de jødiske mennesker der er på Jorden (efter trængslen) – ikke de døde, og Daniel taler om både de levende på Jorden der redes (efter trængslen), og de døde der skal opstå – både retfærdige (efter trængslen) og uretfærdige (efter 1000årsriget, Åb. 20:4-6). Igen sammenlignet med Paulus’ begivenhed, så taler Paulus om at de, der er levende ikke blot reddes, men forvandles og bortrykkes.
| Passage | Begivenhed | Tidspunkt |
|---|---|---|
| Dan. 12:1-2 | Mikael står frem i en trængselstid hvor Israel bliver frelst | Efter trængslen |
| Opstandelse af retfærdige til evigt liv | Efter trængslen | |
| Opstandelse af uretfærdige til evig afsky | Efter 1000-årsriget ( Åb. 20:4-6) | |
| Matt. 24:29-31 | Jesu synlige komme og frelse af det jødiske folk | Efter trængslen |
| Åb. 20:4-6 | Opstandelse af uretfærdige | Efter 1000-årsriget |
| 1. Tess. 4:16-17/ 1. Kor. 15:52 | De døde i Kristus opstår, de levende i Kristus forvandles og alle troende bortrykkes | Før trængslen |
Zak. 14:1-5 – Jesu synlige genkomst
I Zakarias 14 beskrives Jesu synlige genkomst og de begivenheder, der ledsager den, inklusive dommen over nationerne og befrielsen af Jerusalem.
Zakarias beskriver Jesu synlige genkomst, hvor han fysisk sætter sine fødder på Oliebjerget. Dette sammenfalder med Åb. 19:11-21 , hvor Jesus vender tilbage som den sejrende konge for at besejre Antikrist og de samlede nationer ved Armageddon. Debatten fremhæver, at de hellige, som nævnes i Zakarias, kunne være de bortrykkede troende, der nu vender tilbage sammen med Jesus for at herske med ham.
Fokus er i debatten Jesu komme til Jorden, og det at alle de hellige kommer med ham. Zak. 14:5 siger, ”HERREN min Gud kommer og alle de Hellige med ham”. Deres pointe er at fordi bortrykkelsen og Jesu synlige genkomst er to faser af én samlet begivenhed, så kommer de bortrykkede (ved den syvende basun) tilbage med det samme.
Tim Cohen siger at ”I Åb. 19:14 står der, at himlens hære, klædt i hvidt og rent linned, følger Jesus på hvide heste. Dette er de hellige, der blev bortrykket tidligere. De vender nu tilbage med Jesus for at fuldende hans sejr over Antikrist ved Armageddon. Zak. 14:5 understøtter dette, når det siger, at Herren kommer med alle de hellige”. Doug Hamp siger at ”Når vi læser 1. Tess. 4:16-17 , ser vi, at vi bliver bortrykket for at møde Herren i luften. Det er vigtigt at forstå dette som en del af hans samlede genkomst. Vi bliver ikke taget væk for at være i himlen i syv år – vi møder ham som en æresfølge, og vi ledsager ham straks tilbage til jorden. Det passer perfekt med Zak. 14:5 , hvor det står, at alle de hellige vender tilbage med Herren.”
Min kommentar
Det passer rigtig nok med at vi kommer tilbage med Jesus når Han kommer fysisk til Jorden. Men det er passer også, hvis vi definerer Jesu genkomst som en samlet begivenhed i to faser, der i begyndelsen og enden omfavner trængslen, og vi bortrykkes i første fase før trængslen.
Det der er åbenlyst overset i debatten er, at den sidste basun som Paulus nævner (1. Kor. 15:52), ikke er akkompagneret af engle. Tim Cohen siger at ” Matt. 24:31 er tydelig: Jesus sender sine engle til at samle de udvalgte fra de fire verdenshjørner. Det matcher Zak. 14:5, hvor alle de hellige er med ham ved hans genkomst. Englene og de bortrykkede troende arbejder sammen som en del af denne store procession, der ledsager Jesus, når han vender tilbage for at herske fra Jerusalem”. Doug Hamp siger: ”Når Zakarias siger, at alle de hellige vender tilbage med Herren, skal vi forstå det i lyset af Matthæus 24:30-31. Her ser vi, at englene spiller en aktiv rolle i at samle de udvalgte ved basunkaldet. Dette indikerer, at Jesu følge ved hans synlige genkomst inkluderer både englene, der samler de troende, og de hellige, der allerede er blevet forvandlet ved bortrykkelsen”.
Jesus sender i Matt. 24:31 sine engle ud med basunklang, så de er naturligvis med Ham som en del af de hellige. Men når de siger at ”Vi bliver ikke taget væk for at være i himlen i syv år” – så er det deres holdning, fordi de har overset forskellen mellem Israel og menigheden, tillige med tidsangivelserne i Åbenbaringsbogen der viser at der i hvert fald går 3½ år fra den syvende basun (deres angivelige tidspunkt for bortrykkelsen) til afslutningen af trængslen – tillige med alle forskellene omkring basunerne.
Ydermere har de selv sagt, som tidligere vist, at fra den syvende trompet indtil enden er der et par dage eller uger – men nu er det pludselig, som Paulus siger det, i ét nu. Tim Cohen siger at ”Bortrykkelsen sker ved den syvende basun, og de troende bliver forvandlet øjeblikkeligt – i et nu, som Paulus siger i. 1. Kor. 15:52) Denne forvandling markerer begyndelsen på en hurtig sekvens af begivenheder, der kulminerer i Jesu synlige genkomst. Der er ingen grund til at forestille sig en længerevarende adskillelse mellem bortrykkelsen og Jesu genkomst”. Doug Hamp siger at ”Tænk på bortrykkelsen som en samling af de troende til Jesus i luften, og straks efter vender de tilbage med ham. Dette er ikke en proces, der varer dage eller uger – det er en øjeblikkelig begivenhed, hvor vi møder ham og derefter ledsager ham tilbage til jorden”. Joel Blackford siger at ”Vi ser ikke en længere pause mellem bortrykkelsen og Jesu synlige genkomst. Disse begivenheder sker praktisk talt samtidigt, fordi formålet med bortrykkelsen er at samle hans hellige til ham, så de kan være en del af hans følge, når han vender tilbage”.
Jeg forstår ikke at de overser denne åbenlyse modsigelse. De kan ikke både have dage og uger til at alle begivenhederne under de syv vredesskåle kan udfoldes, og samtidig at det sker ”praktisk talt samtidigt”. Denne fejl viser os, at der er noget galt med deres fortolkninger – at det er dem, der ikke er tro mod kronologien og er heller ikke konsistente med profetierne. Deres fejl er det ubøjelige forsøg på at få alt til at passe til den fortolkning de ønsker. Åb. 10:7 , der fortæller om dagene hvor den syvende basun lyder, er blevet deres snublesten. ”Et øjeblik” er i deres fortolkning blevet til dage eller uger. Det græske ord for ”i ét nu” (εν ατομω), kan oversættes ”i et atom (et udeleligt øjeblik)”. ”εν ατομω” kommer fra ordet ”ατομος”, som betyder ”udelelig” eller ”øjeblikkelig”. Det refererer til den mindste tænkelige tidsenhed.
Es. 26:19-21 – Opstandelsen og dommen
Esajas giver her nogle enestående oplysninger og siger, ”Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets Dug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen. Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte”.
De debatterer her og forklarer at Esajas beskriver en opstandelse, der finder sted samtidig med Guds dom over jorden. Det er, mener de, konsistent med debattens forståelse af, at bortrykkelsen og opstandelsen sker under den syvende basun, lige før vredesskålene (Guds vrede) udfolder sig. Ideen om ”at skjule sig en liden stund” kunne også pege på, at de troende fjernes (bortrykkes) for at blive beskyttet fra vredesskålene, som afslutter trængslen.
Min kommentar:
Det er helt korrekt at Esajas forudsiger opstandelsen og bortrykkelsen (fjernelsen af de levende og døde i Kristus) indtil vreden er drevet over. På grund af deres ivrighed efter at menigheden skal igennem trængslen, ser de til omtalen af vreden efter den syvende basun i Åb. 11:18 ”folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn”.
Det vi ser er ganske rigtigt at vreden omtales, men den var allerede kommet tilbage i Åb. 6:16-17) Det græske ord for vrede (ὀργή) bruges tre gange i Bibelen - Åb. 6:16-17 og Åb. 11:18 , men blev altså erkendt allerede efter det sjette sejl.
Hvis Esajas’ profeti skal tages for pålydende, så er bortrykkelsen sket før vreden erkendes. Vi skal skjules indtil vreden er drevet over. Samme person (Jesus) der bryder det sjette segl, har brudt de fem forrige – alle segl er udtrykket for Hans vrede, og derfor er bortrykkelsen nødt til at blive placeret før vreden, dvs. før trængslen, en periode på syv år under Guds vrede. Doug Hamp siger (citeret tidligere) at ”vi bliver ikke taget væk for at være i himlen i syv år” – men med den uundgåelige logiske forståelse vi ser her, er vreden 7 år lang, og derfor er vi væk i minimum 7 år – det kan være vi bortrykkes en tid før trængslen, det vides ikke endnu. Desuden er de 24 ældste, som fra alle stammer og tungemål er købt med Jesu blod, som er gjort til konger og præster for Gud, som sidder på troner, har hvide klæder, sejrskrans på hovedet – alle de ting Jesus lovede os der tror, de er i himmelen før det første sejl åbnes (se ”De fireogtyve ældste”).
Joel. 3:14-16 – Dommen over nationerne og Sal. 110:1-2 – Messias herredømme, er også profetier de refererer til, men det er samme sag med dem. De bliver kilet ind for at understøtte debattørernes idé om at menigheden skal igennem trængslen.
Historisk har kirken forstået Jesu genkomst som én samlet begivenhed, hvor han bringer opstandelse og dom. Troskab til Skriften betyder at afvise nyere tolkninger, som før-trængselsbortrykkelsen, der først blev introduceret af John Nelson Darby i det 19. århundrede og ikke findes i tidlig kristen teologi.
Min kommentar:
Det er den sædvanlige bagvaskelse af bortrykkelsen før trængslen, som stagnerede studenter af emnet laver. Før-trængsels bortrykkelsen begyndte med Darby, men som måske alligevel fik idéen fra Margaret MacDonald, der i 1830erne hævdede at have modtaget en profetisk vision om det.
Lee W. Brainard har i 2023 udgivet en bog med titlen ”Recent Pre-Trib Findings In The Early Church Fathers” (Nye fund om før-trængsels bortrykkelse hos de tidlige kirkefædre). Her citerer han passager fra Syreren Efraim, Eusebius, Irenaeus og Didache, som skrev helt tilbage i mellem ca. 50-373 e.Kr.
Ephraim the Syrian (ca. 306-373 e.Kr.)
- ”Sermon on Repentance and Judgment and the Separation of the Soul from the Body” (Prædiken om omvendelse, dom og sjælens adskillelse fra legemet)
- ”On the Fathers Who Have Completed Their Course” (Om fædrene, der har fuldendt deres løb)
- ”The Destruction of Pride” (Stoltheden ødelægges)
- ”Fifty-Five Beatitudes” (De femoghalvtreds saligprisninger)
- ”Sermon on the Advent, End, and Antichrist” (Prædiken om Herrens komme, tidernes ende og Antikrist)
- ”Sermon on the Resurrection of the Dead” (Prædiken om de dødes opstandelse)
Eusebius (ca. 260-339 e.Kr.)
- ”Fragments in Luke” (Fragmenter over Lukasevangeliet)
- ”Ecclesiastical History” (Kirkehistorien)
Irenaeus (ca. 130-202 e.Kr.)
- ”Against Heresies” (Mod Kætterier)
- ”Proof of the Apostolic Preaching” (Bevis for den apostoliske prædiken)
Didache (ca. 50-120 e.Kr.)
- ”The Teaching of the Twelve” (De Tolvs Lære), ukendt forfatter (traditionelt tilskrevet apostlene).
Her er nogle af de tekster der viser, at man kort efter Jesus underviste at bortrykkelsen ville ske før trængslen:
”Sermon on Repentance and Judgment and the Separation of the Soul from the Body”:
- ”For de udvalgte skal samles før trængslen, så de ikke skal se forvirringen og den store trængsel, der kommer over den uretfærdige verden”.
- ”Englene med deres segl venter på Herrens bud for at samle de hellige, så de kan undgå trængslen”.
”Fragments in Luke”
- ”Som Noah blev reddet før syndfloden i arken, vil de retfærdige blive samlet i himlens ark før ødelæggelsen”.
- ”Guds vrede vil ikke komme, før de hellige er samlet i arken, som Noah blev før dommen”.
”Against Heresies”
- ”Når kirken pludselig bliver bortrykket, da vil der komme trængsel, som aldrig er set før”.
- ”Ligesom Enok blev taget bort før dommen, er han en type på kirken, der vil blive reddet fra trængslen”.
”The Teaching of the Twelve”
- ”Vær klar, for I ved ikke, hvornår Herren vil komme; dette er før den tid, hvor menneskeheden vil gennemgå en ildprøve”.
- ”De, der ikke er klar, vil stå over for trængslen og dens rædsler”.
”On the Last Times, the Antichrist, and the End of the World”
- ”Lad os bede Herren om at tage os ud, så vi ikke skal se den frygtelige trængsel, der skal komme”.
- ”De retfærdige vil blive løftet op til Herrens nærvær, og de uretfærdige vil blive tilbage til dommen”.
Som du kan se, er der ingen tvivl om at de tidligere studenter af Bibelen forstod, at der er forskel på Israel og menigheden – og at menigheden ikke skal igennem trængslen, men bortrykkes inden. Vi behøver ikke citater fra oldtidens forfattere for at se at bortrykkelsen ikke er en ny lære. Jesus siger til menigheden i Filadelfia, ”Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af (den rette oversættelse er her fra, ”fri dig fra”) den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden” (Åb. 3:10). Der er kun én stund – én tid af prøvelse der går over hele Jorden, og det er trængslen. Når den sandhed accepteres, så er Bibelen fyldt med passager der under støtter før-trængsels bortrykkelsen.
Argumentet kræver troskab til hele Guds plan om at forløse skaberværket. Det betyder, at begivenheder som opstandelse, dom og Jesu genkomst ikke må splittes kunstigt op. Bibelen præsenterer disse begivenheder som sammenhængende dele af afslutningen på verdenshistorien.
Debatten taler om forskellige elementer der viser hvorfor bortrykkelsen og Jesu synlige komme er den samme begivenhed.
Guds løfter til Israel og menigheden
Jesu genkomst forener Guds løfter til Israel og menigheden i én handling.
Israel: Gud genopretter Israel som en nation, og det overlevende Israel vil anerkende Jesus som Messias (Zak. 12:10). Jerusalem bliver centrum for Guds rige, hvorfra Messias regerer.
Menigheden: De troende bliver forvandlet og tager del i Kristi herlighed (1. Kor. 15:52). Bortrykkelsen bringer de troende sammen med Kristus, hvor de skal regere med ham i hans rige.
Tim Cohen kommenterer: ”Guds plan inkluderer både Israel og menigheden, og hans genkomst samler begge grupper til én frelsesplan”.
Min kommentar:
Det er en sjov tanke, at evangeliet ødelægges ved at placere bortrykkelsen før trængslen. Det er en del af de gode nyheder (evangeliet), at vi som tager imod nåden før trængslen, går fri af vreden, fri af trængslen hvorunder Gud tugter verden. Det afslører at debattørerne har misforstået formålet med bortrykkelsen, som ikke blot er at samle de levende og døde i Kristus med Ham, men at fri dem ”fra den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige”.
Tim Cohen åbner i debatten op for at selvom bortrykkelsen og samlingen af de troende på Jorden begge er knyttet til den syvende basun, kan de ske i forskellige faser. Bortrykkelsen kunne ske øjeblikkeligt ved Jesu synlige genkomst. Samlingen af de troende fra verdens fire hjørner, kunne være en proces, der finder sted over en kortere periode, som en del af en større kosmisk begivenhed. Han argumenterer, ”Englene kan blive sendt ud for at samle de troende umiddelbart efter bortrykkelsen, men dette kan involvere en kort proces snarere end en øjeblikkelig handling”.
Hvis troskaben mod hele Guds frelsesplan kræver at begivenheder som opstandelse, dom og Jesu genkomst ikke må splittes kunstigt op, så er Cohen selv utro. Og hvis han er villig til at lade begivenhederne (bortrykkelsen og samlingen af de jordiske hellige) være adskilt af en kortere periode, snarere end en øjeblikkelig handling, hvorfor kan han så ikke acceptere bortrykkelsen før trængslen, uden at føle han er utro mod frelsesplanen?
Sammenhæng mellem Det Gamle og Det Nye Testamente
Debatten tegner frelsesplanen som en rød tråd, der forbinder profetierne i Det Gamle Testamente med deres opfyldelse i Det Nye Testamente. Guds løfter til Israel og menigheden opfyldes samtidig ved Jesu genkomst.
Zak. 14:5 : ”Herren min Gud kommer, og alle de hellige med ham”. Denne profeti viser, hvordan de hellige vender tilbage med Jesus for at etablere hans rige. Matt. 24:30-31 og 1. Tess. 4:16-17 bekræfter, at Jesus samler sine udvalgte i skyerne og dømmer verden, hvilket harmonerer med de gamle profetier.
Doug Hamp kommenterer at: ”Jesu genkomst opfylder både løftet om Guds rige på jorden fra Det Gamle Testamente og løftet om menighedens herliggørelse i Det Nye Testamente”.
Min kommentar:
Igen bryder en bortrykkelse før trængslen ikke med at Jesu genkomst opfylder løfterne for både Israel og menigheden. Kristus samler menigheden før trængslen, og Menneskesønnen kommer til Jorden og samler Israel efter trængslen.
Bortrykkelsen som en del af dommen
Igen argumenterer debattørerne for at bortrykkelsen sker samtidig med Jesu dom over verden, som beskrevet i Matt. 24:30-31) Jesus samler sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, mens han bringer retfærdighed og dom over de ugudelige. Den syvende basun i Åb. 11:15 markerer dette øjeblik, hvor ”Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes”.
Tim Cohen kommenterer: ”Bortrykkelsen og dommen er uløseligt forbundet i Jesu genkomst. Det er en samlet begivenhed, hvor Gud retfærdiggør de troende og dømmer verden”.
Min kommentar:
Det er ét af elementerne i Cohens misforståelse. Bortrykkelsen er alt andet end dom – den har intet med dommen at gøre. Paulus siger at det er vores ”salige håb” (Tit. 2:13) fordi håbet lover, at vi bliver hentet hjem til vores himmelske hjem, som Jesus selv har beredt for os. Håbet lover vores genforening med vores elskede brødre og søstre i Kristus, som døde før os. Det lover, at vi ikke vil opleve den vrede, som Gud udgyder over Jorden i trængslen. Det lover vores forvandling fra dødelighed til udødelighed. Det lover, at vi skal leve sammen med Kristus – i al evighed.
Der er ingen dom i bortrykkelsen – det er en del af evangeliets gode nyheder, at vi i troen på Jesus ikke dømmes, ikke er under Guds vrede – hverken i dette liv, eller i det kommende. Vi er I Jesus forligt med Gud!
Frelsesplanens klimaks: Genoprettelse af skabelsen
Jesu genkomst og bortrykkelsen markerer begyndelsen på Guds genoprettelse af skabelsen. Synd og død bliver endeligt besejret. Guds rige etableres på jorden, hvor retfærdighed og fred regerer. Skabelsen bliver genoprettet, og alle ting bringes under Kristi herredømme.
Tim Cohen giver udtryk for at ”frelsesplanen handler ikke kun om menneskers frelse, men om hele skabelsens genoprettelse. Jesu genkomst og bortrykkelsen er begyndelsen på denne fuldendelse”.
Doug Hamp siger at ”når Jesus vender tilbage, bringer han ikke kun frelse til de troende, men også helbredelse og retfærdighed til hele verden. Det er kulminationen af Guds løfter”.
Min kommentar:
Det er mig uforståeligt at det er et krav at bortrykkelsen og det synlige komme nødvendigvis skal være samme begivenhed, for at planen for frelse er sammenhængende. Cohen siger selv at ”Jesu genkomst og bortrykkelsen er begyndelsen på denne fuldendelse” – altså anerkender han at det er en proces. Uanset hvor bortrykkelsen placeres, er den en del af denne proces – og denne proces forløber, som vi har set, over 2 x 3½ år. Desuden har frelsen været aktiv altid – helt fra begyndelsen. Hver person der siden syndefaldet har troet Gud, har fået del i frelsen. De der er gået forud for os, som er døde i troen på Jesus, de er frelst – det er en 6.000 år lang frelsesplan, forkyndt og begyndende i Edens have – en 6.000 årig proces, og opstandelsen, forvandlingen og bortrykkelsen sker som en del af evangeliet om frelse, hvilket inkluderer frelsen fra trængslen.
Diskussionen nævner, at de to vidner og 144.000 omtales som en del af en progression i opstandelsen snarere end separate hændelser. Argumentet er, at alt sker ved Kristi genkomst, snarere end på forskellige tidspunkter.
For så vidt er dette afsnit uinteressant, når det kommer til bortrykkelsen før trængslen. Jeg synes det er interessant for at se, hvor meget der kan vrides og krølles i teksten, når blot én detalje, her sammenfletningen af den sidste basun og den syvende engels basun, misfortolkes.
De 144.000 beskrives i Åb. 7:4-8 og Åb. 14:1-5 som en særlig gruppe, udvalgt af Gud, med en særlig rolle i endetidens begivenheder. Tim Cohen forklarer at ”de 144.000 er en udvalgt gruppe fra Israels tolv stammer, som Gud har bevaret til en særlig tjeneste i endetiden. De bliver beseglet og beskyttet gennem trængslen og bliver forvandlet ved Jesu genkomst… De 144.000 er den første store gruppe, der går fra dødelighed til udødelighed, ligesom Jesus er den første, der opstod fra de døde. De repræsenterer begyndelsen på den større opstandelse og forvandling af Guds folk… Beseglingen garanterer, at de 144.000 ikke bliver skadet af Guds domme under trængslen, og at de fuldfører deres mission som vidner… Udtrykket løskøbt fra jorden peger på en ændring af deres eksistensstatus. De er ikke længere bundet til deres dødelige kroppe, men har modtaget en opstandelsens herlighed”.
Doug Hamp siger at ”de 144.000 repræsenterer en førstegrøde af det genoprettede Israel. De er en hellig rest, der er sat til side for at forkynde evangeliet og bringe Guds lys til verden under trængslen… Deres tilstedeværelse på Zions bjerg markerer begyndelsen på Guds rige på jorden”. Tim Cohen forklarer at ”Udtrykket førstegrøden indebærer, at de 144.000 repræsenterer begyndelsen på den endelige høst, hvor de troende forvandles til herliggjorte legemer. De er en speciel gruppe, der viser, hvad der skal komme for resten af Guds folk.”
Min kommentar:
I Åb. 7:4-8 får vi at vide at 12.000 fra hver af Israels 12 stammer besegles, og i Åb. 14:1-5 får vi yderligere information om at de er 1) løskøbt fra Jorden, 2) løskøbt ud af menneskemængden som en førstegrøde for Gud og Lammet. Så alt vi ved er at de er en beseglet og løskøbt førstegrøde. Og det er disse udtryk debattørerne bider sig fast i, som i deres fortolkningsmønster betyder at disse jøder forvandles til udødelige. Der er to store problemer med det:
Kronologisk besegles de 144.000 under det sjette segl, før det syvende segl brydes. Skal de bevares gennem trængslen, må de nødvendigvis besegles tidligt i forløbet. Det vil sige, at debattørerne har klemt en forvandling ind, lang tid før den syvende engels basun lyder, som de har sammenflettet med den sidste basun.
Når den sidste basun lyder, fortæller Paulus, sker der tre ting, 1) en opstandelse af de døde i Kristus, 2) en forvandling af de levende i Kristus, 3) en bortrykkelse af begge grupper – alle frelste i Kristus. Det kan ikke deles op – det hele sker i ét nu og der er ikke plads til at de 144.000 kan få del i forvandlingen uden at blive bortrykket. De bryder igen med deres eget krav om ”troskab til Skriften og dens kronologi”.
Både kronologisk og konceptuelt er det en stor fejl i deres fortolkning af teksten. Og lad os også kikke på hvad det vil sige at være en beseglet og løskøbt førstegrøde:
At være løskøbt og beseglet, har ikke noget med at blive legemligt forvandlet og udødeliggjort at gøre. Så snart vi bliver frelst, så er vi løskøbt. Paulus siger at ”I er jo købt (samme græske ord som løskøbt) og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!” (1. Kor. 6:20; 1. Kor. 7:23; 1. Kor. 7:30; 2. Pet. 2:1). Og så snart vi bliver frelst, besegles vi med Helligånden, ”i ham (Jesus) blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os” (Ef. 1:13 ; 2. Kor. 1:22; Ef. 4:30 ).
De 144.000 er en førstegrøde, og hvad betyder det? Vi der er beseglet med Helligånden, vi er en førstegrøde – vi er de første i menneskets historie der på denne måde har fået Helligånden. Paulus fortæller at skabningen tillige med os, vi sukker og er i veer, dvs. vi lider under verdens tilstand mens vi i længsel venter på forløsningen, og han siger at ”vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning” (Romerne. 8:23). Paulus omtaler Epænetus som ”førstegrøden for Kristus i provinsen Asien” (Romerne. 16:5), med andre ord den første der tog kristendommen til sig under Paulus’ forkyndelse i Achaias. I forhold til opstandelse og forvandling, der er Jesus førstegrøden, ”nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede” (1. Kor. 15:20), og han fortsætter med at forklare at opstandelsen sker i etapper, i modsætning til debattørernes ide om at alt sker ved Jesu komme til Jorden. ”ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til” (1. Kor. 15:22-23) – og bemærk at Paulus siger Kristus – ikke Menneskesønnen. Kristus kommer efter menigheden, Menneskesønnen kommer til Jorden.
Debatten indeholder mange flere argumenter, som muliggøres på grund af foreningen af den sidste basun og den syvende engels basun. Når det som jeg her har vist er ubibelsk og både kronologisk og konceptuelt forkert, så overflødiggøres deres argumenter.
Argumenterne er bl.a. at bortrykkelsen ses som en ekstra chance for syndere til at omvende sig – hvilket ikke understøttes direkte i Bibelen. Men Johannes for forklaret at der er en gruppe mennesker ”som kommer fra (rettere ”kom ud af” i datid) den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb. 7:14). Men andre ord står der eksplicit at mennesker frelses igennem trængslen – hvilket desuden er formålet med trængslen at dømme for at folk må omvende sig: ”Og de mennesker, som blev tilovers, og som ikke blev dræbt ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk… De omvendte sig ikke fra deres myrderier eller fra deres trolddomskunster eller fra deres utugt eller fra deres tyverier… menneskene blev hærget af den store hede, og de gav sig til at spotte Guds navn, hans, som har magt over disse plager; og de omvendte sig ikke, så de gav ham ære… de spottede Himmelens Gud for deres smerter og for deres bylder; og de omvendte sig ikke fra deres gerninger” (Åb. 9:20-21; Åb. 16:9; Åb. 16:11 ).
Diskussionen betoner, at troende forventes at udholde trængsel og opretholde deres vidnesbyrd frem for at blive fjernet fra jorden før de svære tider, med referencer til bl.a. Joh. 16:33 , Apg. 14:22 , 1. Pet. 1:6-7 og selvfølgelig Åb. 7:14) De er ikke fint-følende nok, hvis man kan sige det på den måde, til at skelne mellem verdens vrede og Guds vrede. Vi går igennem trængsler fordi verden hader os som den hader vore Herre Jesus, ”Når verden hader jer, så skal I vide, at den har hadet mig før jer” (Joh. 15:18). Men verdens vrede kan ikke sidestilles med Guds vrede.
Debatten fortsætter med den ene efter den anden misforståede tilgang til lignende emner, alt sammen fordi debattørerne har nogle private holdninger og forventninger til hvordan de mener det hele bør gøres og ske. Det er ikke teksten der former deres forståelse, men deres holdninger der former forståelsen af teksten. Og det der sker, er hvad der sker i alle kulter og sekter, nemlig at du og jeg ikke kan tage Guds Ord og læse og tro det, der står. Pludselig bliver vi bundet til debattørerne som medlemmer er bundet til en sektleder. Vi har brug for dem, til at fortælle os hvordan vi skal forstå teksten, frem for at Bibelen selv bruges til at finde den rette fortolkning.
Der er et sundt og trofast fundament i at sige, at når folk i Åb. 6:16-17, ved det sjette segl, kan erkende at Guds vrede er kommet, så er det fordi vreden begyndte allerede ved brydningen af første segl. Og når fremstillingen af dommene i Åbenbaringsbogen afsluttes efter begivenhederne ved den syvende vredesskål, så er det fordi vreden er fuldbyrdet der. At kile teorier og holdninger ind i teksten for at åbne for alternative fortællinger, det er forkert og decideret farligt.
Ve eder, som længes efter HERRENS Dag! Hvad vil I med HERRENS Dag? Mørke er den, ej Lys. Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen, bides af en Slange. Ja, HERRENS Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin (Amos. 5:18-20)
Trængselstiden
Kristus sagde dette om Trængselstiden:
Matt. 24:15-22
"Naar I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!) 16. da skulle de, som ere i Judæa, fly ud paa Bjergene; 17. den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus; 18. og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage før at hente sine Klæder! 19. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! 20. Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat; 21. thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme. 22. Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes."
Gad vide hvilken læremester/leder der kendte og kender den rette sammenhæng? Personligt vælger jeg Kristus!
At have kendskab til Guds endelige forkastelse, af Hans udvalgte folk Israel, kræver en viden og forståelse af den historiske tidslinje(begyndelse og afslutning) og den Bibelske udlægning.
De 490 år(70 uger, som i profetisk forstand altid er 1 dag = 1 år) indtraf i efteråret 457 BC(Dekretet skrevet i Artarxerxes syvende regeringsår) og beskrevet af Ezra. 7:7-26.
I Dan. 9:25 står der følgende:
"25 Og du skal vide og forstaa: Fra den Tid Ordet om Jerusalems Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste, kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal det genrejses og opbygges med Torve og Gader under Tidernes Trængsel."
Ved ophøret af de 69 uger(7uger + 62 uger) = 483 år - hvilket er efteråret 27 AD, hvor Kristus blev døbt og tidspunktet for den sidste uges begyndelse(1 uge = 7 dage = 7 år). Dette beskrives i Luk. 3:1-3, 21 samt Gal. 4:4. På dette tidspunkt begyndte Jesus sin gerning i 3,5 uger = 3,5 år til foråret 31 AD, hvor korsfæstelsen fandt sted.
Dan. 9:27
27 "Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidste Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens Vederstyggelighed skal sættes paa det hellige Sted, indtil den fastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren." Altså vil den sidste halvdel af ugen(3,5 dage = 3,5 år) ophøre i efteråret 34 AD. Året hvor Stefanus blev myrdet(Apostlenes Gerninger 8:1-4).
Idet Kristus døde ophørte alle de rituelle forordninger, givet til Israels folk, via Moses og fra Herren først. Fra dette tidspunkt blev Israel som Guds folk forkastet og alle der ville tro på Ham, blev Hans folk. Den evige Pagt - De 10 Bud var gældende før skabelsen, under Kristi tid og stadfæstet af Ham til evig tid og var derfor ikke en del af tempeltjenestens ophør, da sidstnævnte var forbilledet på at Frelseren skulle fødes, udføre sin gerning på jorden som menneske, dø og genopstå som verdens Frelser og sidstnævnte, de 10 Bud, en evigtgyldig forskrift.
De historiske kendsgerninger vedr. de 70 profetiske uger er urokkelige og tilbageviser kryptiske tanker og påfund vedr. den store trængsel, da denne er "afkortet" for menneskets overlevelsesmuligheders skyld, hvilket Frelseren selv har beskrevet. Faren for misfortolkninger lagres hurtigt i vores sind, hvis ideologier og et forudbestemt narrativ udstikker kursen, som om det er et kapløb om ret og uret fremfor at bruge den skinbarlige sandhed, beskrevet af de bibelske personer, der modtog åbenbaringerne fra Skaberen selv. Gud er ikke forvirringens gud og Han ønsker at alle forstår budskabet om frelsesplanen og denne jords undergang, så vi kan være beredt for den kommende tid. Der står udtrykkeligt og nagelfast i Bibelen, at Guds folk vil blive beskyttet under de syv sidste plager og Han vil sørge for sit folk, når denne trængelstid indtræffer, for Hans folk er beseglede lige inden nådedøren lukkes og Han vil beskytte sit folk helt ind til endens tid.
Ref. Joh. Åb. 7. I Joh. Åb. 9:4 står der følgende:
4 "Og der blev sagt til dem, at de ikke maatte skade Græsset paa Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de Mennesker, som ikke have Guds Segl paa deres Pander." Ergo vil Guds beseglede folk, være tilstede under plagerne, men under Herrens beskyttelse mod de kommende plager.
Din pointe som jeg forstår det er, at første halvdel af Daniels uge 70, dækker
1) Jesu offentlige tjeneste (3,5 år)
2) og tiden indtil Stefanus dræbes (endnu 3,5 år)
Først vil jeg pointere året for Jesu død, opstandelse og himmelfart. Den bedste gennemgang af kronologien viser at det har været omkring år 30 (baseret på Luk. 3:1 der angiver, at Jesu dåb fandt sted i Tiberius Cæsars 15. regeringsår, hvor bedste datering peger på år 26. På det tidspunkt var Jesus "omkring 30 år gammel", Luk. 3:23).
Dernæst vil jeg pointere at Stefanus blev dræbt før Paulus omvendte sig. Kronologien omkring Paulus siger at omvendelsen skete i år 30 eller 32 (Argumentet for år 30 regner 14 år (baseret på Gal. 2:1) direkte fra Paulus' omvendelse til hans andet Jerusalem-besøg omkring år 46, hvilket daterer omvendelsen til år 30. Argumentet for år 32 tolker de 14 år som perioden fra hans første Jerusalem-besøg, der fandt sted tre år efter omvendelsen i år 35 (baseret på at Paulus først nævner 3 år fra hans konvertering til hans første Jerusalem-besøg, Gal. 1:18, og derefter yderligere 14 år til hans andet besøg, Gal. 2:1), hvilket placerer omvendelsen i år 32. Forskellen afhænger af, hvor man starter med at tælle de 14 år).
Det betyder (uanset om du flytter året for korsfæstelsen) at der ikke er plads til 3,5 år efter Jesu død ind til Stefanus stenes - der er kun plads til højest 2 år.
Som jeg forstår dig tolker du Stefanus' død som værende Israels endelige forkastelse af evangeliet og overgangen til, at frelsen bliver tilbudt alle folk. Men det er en tolkning uden begrundelse. Tværtimod fortsatte apostlenes evangelisation i Israel efterfølgende – Paulus der efter Stefanus’ død blev omvendt, prædikede først for jøderne og gik derefter til hedningene (Apg. 18:6). Det går ikke at sætte de pejlemærker vi ønsker, for at tilpasse Bibelen vores endetidssyn. Det er det, du her har gjort.
Jeg ved du er syvendedagsadventist (eller i hvert fald lytter du til deres eskatologi) og derfor er du faret vild i forståelsen af denne tid.
Daniel får at vide, at hans syn gælder endens tid (vores tid) og informationerne om den sidste tid (7 årsuger), blev der i Daniels dage sat lukke og segl for (Dan. 12:9). Omkring 500 år senere - i omkring 81-96 e.Kr., blev lukke og segl brudt, hvor Johannes fik uddybende informationer om endens tid – der ligesom Daniels årsuge også dækker en tid på 7 år (begge opdelt i 2 x 3,5 år). Så Daniels syn og Johannes’ syn gælder den samme tid, trængselstiden.
Der er absolut intet tidspunkt i historien der opfylder beskrivelserne for de 7 år, hverken hvad Daniel eller Johannes beskriver. Ofringerne skulle ophøre midt i de 7 år. Men templet stod 40 år efter Jesu død og ofringerne i det vantro jødiske system fortsatte.
Jeg synes det er meget simpelt at se, at syvendedagsadventisternes fortolkninger er forkerte.