Oversigt”En af pavestolens vigtigste indtægtskilder, og i visse perioder faktisk den eneste, er Peterspengene.
Som en fast, organiseret pengeindsamling stammer Peterspengene fra angelsakserne. Man skal tilbage til St. Gregor den Store (590-604), der som pave sendte St. Augustin af Canterbury til England med den opgave at virke som missionær og omvende angelsakserne til kristendommen. Efter omvendelsen var der mange englændere, der kom ind på at foretage en pilgrimsfærd til Rom. Også kong Caedwalla kom, som den ærværdige Beda fortæller, til Rom for at opnå den »særlige fryd« at modtage dåben og dø der.
Hans efterfølger, kong Ina (689-726) abdicerede efter at have regeret i syvogtredive år for at tage til Rom og dø. Antallet af engelske pilgrimme steg støt, og i slutningen af det ottende århundrede grundlagde man en slags hjem for dem. Det blev kaldt Schola Saxonum og lå i nærheden af Peterskirken i et område, der blev kendt under navnet Burgus Saxonum, og som endnu i vore dage kaldes Borgo.
Dette hjem for pilgrimme blev grundlagt af kong Ina eller, ifølge andre kilder, af Offa II. For at give de engelske pilgrimme i Rom finansiel støtte indførte kong Ina en årlig skat på en penny fra hver familie, der levede i kongeriget Wessex. Peterspengene var officielt blevet til.
Denne skat blev kendt som Romscot, d.v.s. den scot (= skat), der skulle betales til Rom. Den blev bekræftet af Offa II, der var konge af Mercia, og lagt i faste rammer af kong Ethelwolf. Denne konge sendte som regel hvert år Rom et beløb på tre hundrede mangoks, som blev delt således: et hundrede til at købe olie til lamperne i St. Peters basilika, et hundrede til den olie, der blev brugt i St. Paulus basilika og et hundrede til den »universelle apostolske paves« personlige brug.
Skikken med at indsamle penge til kirken i Rom bredte sig efterhånden til andre lande. Karl den Store udbredte den til Frankrig og sit rige, og gjorde skatten tvungen for alle, der ejede hus og jord. Derved kunne han inddrive 1.200 lire årligt. Knud (1014-33) indførte den i Danmark. Da normannerne besatte Sicilien (1059), begyndte de omgående at indsamle Peterspenge for at understrege afslutningen på arabernes herredømme og landets tilbagevenden til kristendommen.
Den engelske kardinal Nicholas Breakspeare, der senere blev pave under navnet Hadrian IV, bragte skikken til Norge, da han var pavelig udsending der, (1148-54). Den blev indført i Spanien i 1073, i Bøhmen i 1975, i Kroatien og Dalmatien i 1706, i Portugal i 1144. Den blev også udstrakt til Polen, Ukraine og de katolske lande i orienten.” (”Vatikanets Penge”, s. 32-34)
”Den protestantiske reformation og udskillelsen af den engelske kirke betød et hårdt slag for Vatikanets finanser, ikke blot på grund af at indsamlingen af Peterspenge og opkrævningen af feudale afgifter i de pågældende lande standsede, men også fordi de katolske ejendomme ofte blev konfiskeret. Stort set kan man sige at efter reformationen var pavesædets vigtigste indtægter de skatter, man kunne udskrive i pavens egne områder.
Peterspengene blev i deres nuværende betydning, det vil sige som de troendes fuldstændig frivillige bidrag, genskabt i midten af det nittende århundrede på grund af pavens kranke skæbne… Den 20. september 1870 stormede Piedmont generalen Cadornas fjerprydede bergsaglieri gennem den opbrudte Porta Pia, indtog Rom og gjorde en ende på pavens verdslige magt. Pavestolens vigtigste indtægtskilde - de skatter, afgifter og toldindtægter, man havde haft fra pavestaten - blev således helt bragt til ophør. Det var på dette tidspunkt, at Peterspengene reddede pavestolen fra total fallit.
I mange europæiske lande, og navnlig Tyskland og i Irland, uddelte landsbypræsterne til de troende nogle billeder, der viste paven liggende på et leje af strå i et mørkt fangehul for at underbygge legenden om, at han var de onde italieneres fange og var blevet kastet ud i den yderste fattigdom. Det var naturligvis et symbolsk billede, men mange jævne folk tog det helt bogstaveligt og pfennig, pennies, shillings, dukater, dalere og dollars strømmede ind og blev pavestolens vigtigste indtægtskilde.” (”Vatikanets Penge”, s. 34-35)
Den katolske kirke, har ry for at have mange velgørende formål så som: hjælp til hungerramte, imødegå enhver lidelse og mangel; uddannelse, medicinmangel, fødevarehjælp, nødlejre m.m. (”For Himmelens Skyld”, s. 85)
I mere end 1800 år, hævdede den katolske kirke, at opkrævning af renter for lån, absolut var forbudt, i henhold til guddommelig lov. Dette forbud var bekræftet af adskillige kirkeråd: Arles (314), Nicea (325), Kartago (345), Aix (789) og Lateran (1139) - hvorefter renteopkrævere blev dømt til udstødelse (ekskommunikering =
En Svejtsisk avis, bragte en artikel, hvor der hævdes at Vatikanets aktiver når omkring 13 milliarder dollars, hvortil LOsservatore kommenterer: Det er simpelthen ren og skær fantasi. I virkeligheden er Pavestolens aktive kapital omfattende såvel deponerede kontante midler, som investeringer i Italien og i udlandet langt fra en hundrededel af denne sum. (”For Himmelens Skyld”, s. 85)
På trods af at Vatikanets banks overskud ikke engang var medregnet i dette, blev denne løgn holdt i live op igennem årene.
Hverken Rom eller Vatikanets formue, blev etableret på en dag. Allerede i starten af det fjerde år hundrede, da den romerske Kejser Konstantin gik over til kristendommen, donerede han kolossale formuer til kirken, dengang ledt af pave Silvester I.
Vatikanets rigdomme i vore dage, skyldes Benito Mussolinis gavmildhed. I 1929 afsluttede hans regering Lateran Traktaten med Vatikanet. Den gav den romersk katolske kirke en række garantier og sikrede kirken beskyttelse af forskellig karakter.
- Pavestolen opnåede anerkendelse som selvstændig stat.
- Den blev fritaget for såvel ejendomsskatter som personlige skatter, og den slap for at betale told af importerede varer. (I 1942, udstedte den italienske regerings finansministerium et cirkulære, hvorefter pavestolen var fritaget for aktieselskabsbeskatning. s. 91)
- Den opnåede diplomatisk immunitet og dermed diplomatiske privilegier for egne diplomater såvel som for akkrediterede fremmede diplomater.
- Mussolini udstedte garanti for, at der ville blive undervist i den katolske tro i alle offentlige skoler, og at ægteskabsinstitutionen skulle placeres under den kanoniske lov, som også var bestemmende for skilsmisse.
Ved ratifikation af traktaten, påtager Italien sig at betale pavestolen et beløb på 750 millioner lire og på samme tidspunkt at overdrage 5 procents statsobligationer, lydende på ihændehaveren for en nominel værdi af 1 milliard lire.
Med kursen i 1929 repræsenterede denne pakke et beløb på 81 millioner dollars, svarende til 500 millioner dollars i dag.
Pave Pius XI valgte Bernardino Nogara til at lede denne Tiara - den særlige administration APSA 2, en man der var katolik, men ikke tilknyttet kirken.
For at Nogara ville sige ja til posten, ville han ikke være bundet af kirkens traditionelle synspunkter, når det gjaldt om at tjene penge.
Hovenpunkterne for hans betingelser var:
- Enhver investering, han måtte ønske at foretage, skulle være fuldstændig uafhængig af enhver form for religiøse eller doktrinære hensyn.
- Han ville have frie hænder til at investere Vatikanets midler hvor som helst i verden.
Nogara bredte sig og købte Italgas, som var den eneste leverandør af gas, til mange af Italiens byer. Han opkøbte væsentlige og kontrollerede aktieposter i selskaber i alle brancher – tekstiler, telefoner, jernbaner, cement, elektricitet, vand, forsikring, stål, finansiering, mel og spaghetti, mekanisk industri, fast ejendom osv. Han opkøbte flere banker – Banco di Roma, Banco di Santo Spirito og Cassa di Risparmio di Roma, som derved kom under Vatikanets kontrol. Hvor Nogara brød frem, indsatte han Francesco Pacelli i bestyrelsen og et ordsprog var kendt: ”Hvis der er en Pacelli i bestyrelsen, så er det sikkert som amen i kirken, at selskabet er Vatikanets.”
Ud over dette, var der også investeringer i statsobligationer og pantebreve. (”For Himmelens Skyld”, s. 95) - Herudover begyndte Vatikanet også at samarbejde med Mafiaen (s. 93), hvorfra et medlem, den fascistiske - hensynsløse og korrupte Michele Sindona (jesuitisk opdraget), blev udvalgt til et hold, der skulle arbejde med det meget givtige Eurodollars-marked og offshore engagementer. (s.99)
Banco di Roma, kom i vanskeligheder og truede med at tage et betydeligt beløb af Vatikanets penge med sig i faldet. Nogara overtalte Mussolini til at overføre bankens stort set værdiløse fondsbeholdninger til det regerings ejede selskab I.R.I. Mussolini godtog, at Vatikanet skulle have dækning for tabet – til den oprindelige anskaffelsesværdi, en værdi af 630 millioner dollars, der blev afskrevet på den italienske finanslov. Herved kom befolkningen, som de siden middelalderen har gjort, til at betale.
I 1953, da Mussolini behøvede våben til felttoget mod Etiopien, leverede Nogaras ammunitionsfabrik, erhvervet på Vatikanets vegne, en væsentlig del af behovet.
”Konkordatet fra 1929 med Mussolini blev fulgt af konkordatet mellem Pavestolen og Hitlers Det tredje Rige. Sagfører Francesco Pacelli havde været en af nøglefigurerne i forhandlingerne med Mussolini. Hans broder Kardinal Eugenio Pacelli, den fremtidige Pave Pius XII, spillede som Vatikanets statssekretær en fremtrædende rolle, da traktaten med Nazi Tyskland blev indgået. Hitler så en række mulige fordele i denne traktat. Ikke mindst fordi Pacelli allerede på det tidspunkt røbede en tydelig pronazistisk holdning. Han kunne måske vise sig at blive en nyttig allieret i en kommende verdenskrig. Historien kom til at bekræfte, at Hitlers vurdering var rigtig. Trods et betydeligt pres fra den øvrige verden nægtede Pave Pius XII at udstøde både Hitler og Mussolini. Måske skyldtes hans afslag en erkendelse af, at han stod uden for det hele. Hans Pavedømme gik ind for neutralitet. Han talte til de tyske biskopper om retfærdige krige. Han gjorde nøjagtigt det samme over for de franske biskopper. Dette resulterede i, at de franske biskopper støttede Frankrig og de tyske biskopper Tyskland. Han afslog at fordømme nazisternes invasion i Polen, for som han sagde: ’Vi må ikke glemme, at der er fyrre millioner katolikker i Det tredje Rige. Hvad kunne de ikke blive udsat for efter en sådan handling af Pavestolen’? Et af de vigtigste resultater efter denne givtige handel med Hitler var aftalen om »Kirchensteuer«, kirkeskat. Dette er en skat til staten, som stadig opkræves hos borgere i Tyskland. Man kan slippe for den, hvis man giver afkald på enhver religion. Denne skat udgør mellem 8 og 10 procent af den indkomstskat, der opkræves af den tyske regering.” (”For Himmelens Skyld”, s. 90)
Indtjeningen på skatter fra tysklands kirkeskat, var i 1943 på 100 millioner dollars, hvilke Noagra lod arbejde på lige fod med andre valutaer, som tilflød pavestolen.
”Nogara, der helt samlede sine kræfter om at øge Vatikanets formue, blev stærkere og stærkere. Vatikanet A/S havde sine fangarme ud over hele verden. Der blev knyttet stærke bånd til en stribe banker. Roth-schilds i Paris og London havde gjort forretninger med Vatikanet siden tidligt i det nittende århundrede. Med Nogara ved Vatikanets ror udvidedes disse forretninger dramatisk: Crédit Suisse, Hambros, Morgan Guarantee, The Bankers Trust Company of New York - især nyttig, når Nogara ønskede at købe og sælge aktier i Wall Street - The Chase Manhattan og Continental Bank of Illinois taltes nu blandt Vatikanets forbindelser.” (”For Himmelens Skyld”, s. 91)
På boligmarkedet anskaffede Nogara 15 % andele, i den italienske gigant Societá Generale Immobiliare – Italiens ældste entreprenørfirma, der ejede byggefirmaet SOGENE – og derved også i et vidst omfang Vatikanet. Detved fik Vatikanbanken en del af kagen hos en forbavsende række ejendomsfirmaer bl.a.: Rom Hilton, Italo American Nuovi Alberghi, Societá Italiani Moderni, Alberghi Ambrosiani i Milano og Compagnia Italiana Alberghi Cavalieri – dermed de største hoteller i Italien.
”Listen over større bygninger og industrifirmaer, som indgår i ejerskabet, er dobbelt så lang. I Frankrig byggede de en kæmpebygning til kontorer og forretninger på Avenue des Champs Elysées 90, en anden på Rue de Ponthieu 61 og endnu en på Rue de Berry 6.
I Canada ejede de en af verdens højeste skyskrabere - Børs Tårnet i Montreal og Port Royal Tårnet med 224 lejligheder i det store beboelsesområde Greensdale ligeledes i Montreal.
I USA havde de fem store boligblokke i Washington også omfattende Watergate Hotel, og i New York ejede de 112 hektar boligareal ved Oyster Bay.
I Mexico drejede det sig om Mexico Citys satellitby Lomas Verdes.
Denne liste over ejendomme er på ingen måde udtømt. Nogara købte sig også ind i General Motors, Shell, Gulf Oil, General Electric, Bethlehem Steel, IBM og T.W.A. Hvis der blev røre om aktierne og de bevægede sig opad, var det mænd som Nogara, der satte dem i bevægelse.
Selv om Nogara trak sig tilbage i 1954, fortsatte han sin særlige finansielle rådgivning af Vatikanet lige til sin død i 1958. Pressen skrev ikke meget ved hans bortgang. Hovedparten af hans aktiviteter for den romersk-katolske kirke havde været omgivet af stor hemmelighed. Denne mand demonstrerede, at hvor end Kristi Rige måtte findes, så er den katolske kirkes i høj grad af denne verden, og Kardinal Spellman i New York satte ham et mindeværdigt gravmæle: ’Næst efter Jesus Kristus er Bernardo Nogara den, der har haft den største betydning for den katolske kirke’. ” (”For Himmelens Skyld”, s. 92)
”Sammen med de troendes »skillinger« [de troendes årlige bidrag til Vatikanets administration - St. Peters Obolo], Mussolinis lire og Hitlers tyske mark overdrog han til sine efterfølgere finansinteresser til en værdi, der lavt sat beløb sig til 500 millioner dollars kontrolleret af den særlige administration (APSA 2), 650 millioner dollars kontrolleret af den almindelige administration (APSA) og i Vatikanets Bank værdier for mere end 940 millioner dollars, der gav et årligt afkast på i gennemsnit 40 millioner dollars [ca. 320.000.000 kr.], som gik direkte til Paven. Set med kapitalistiske øjne var Nogaras virke for den romersk-katolske kirkes sag en utrolig succes [fra ca. 400.000.000 kr, til 16.720.000.000 kr.]. Set i lyset af Evangeliets budskab var det en uomtvistelig ulykke. Kristi Stedfortræder var nu bestyrelsesformand.” (”For Himmelens Skyld”, s. 92)
I 1968 beløb Vatikanets investeringer, alene i Italien – ud over ejendomsbesiddelser og alle ikke-italienske investeringer, sig til ca. 1.617.600.000 kr. (”For Himmelens Skyld”, s. 95)
Egido Vagnozzi (Kardinal Vagnozzi) - lederen af ”Pavestolens Økonomiske Anliggender”, præfekturet til at få overblik over pavestolens bevægelser – passiver som aktiver, kunne i 1969 ikke nå til bunds i denne opgave, da præsteskabet og den særlige administration APSA 2, ønskede at holde beløbene i hemmelighedskræmmeri. Han sagde til en kollega ”Det vil kræve en fælles indsats af KGB, CIA og Interpol at finde blot en antydning af, hvor mange penge det drejer sig om, og hvor de er”. (”For Himmelens Skyld”, s. 98)
Nogara døde i 1954 og blev efterhånden erstattet af ”Hajen”, Michele Sindona, som ikke var mindre bedragerisk end Bernardino Nogara. Han var frimurer, medlem af den CIA støttede P2 orden (som har sine fangarme langt inde ved Vatikanets hjerte, hvis medlemmer, i et overvældende flertal er praktiserende katolikker og hvorigennem grundlæggeren af P2, Licio Gelli, en bedragerisk spion, fik tilgang til Vatikanet og hyppig audiens hos paven.) og havde tætte forbindelser til Mafiaen (som er ansvarlig for produktion, smugling og handel med heroin, kokain og marihuana, prostitution, spil, pornografi, åger, ”beskyttelse”, fysiske overgreb, bedrageri og storstilede tyverier fra banker og pensionskasser) af hvem, han modtog stor beundring for sine evner, til ubemærket at føre penge ind og ud af Italien, samt hans opkøb af diverse banker, fra hvilke han lærte, at det bedre kunne betale sig at opkøbe dem, end at røve dem.
”Navnlig Mafia familien Gambino var optaget af den unge Sindona og hans behændighed, når det drejede sig om at placere dollar investeringer uden at bekymre sig om de trættende skattebestemmelser. Gambino familien har verdensomspændende interesser, men dens to magtcentre er New York og Palermo. New York kontrolleres af Gambinoerne, Palermo af deres slægtninge Inzerilloerne. Den 2. november 1957 var der en familie-genforening på Grand Hotel des Palmes i Palermo. Også Michele Sindona var inviteret til at deltage i festlighederne.
Gambino familien gav Sindona et tilbud, som han tog imod med begejstring. De ønskede, at han skulle tage sig af familiens reinvesteringer af deres stadigt voksende udbytte af heroinsalget. De havde behov for et pengevaskeri. Sindona havde vist sine evner til at lede pengestrømme ind og ud af Italien uden at skabe forstyrrelse i regeringens skattekontorer. Han måtte være det rette valg. Til disse egenskaber kom, at han allerede, da dette Mafia topmøde fandt sted, var direktør for et stadigt voksende antal selskaber. Han sagde ofte til taknemmelige klienter: ’Nej, lad mig bare få nogle aktier i Deres firma’. Han var ligeledes begyndt at specialisere sig i at overtage selskaber, der var i vanskeligheder, splitte dem op, sælge dele af dem, lade dem opsluge af andre, manipulere med dem og endelig sælge dem med stor gevinst. Det var imponerende at overvære, især for dem, som ikke skulle betale troldmanden for opvisningen.” (”For Himmelens Skyld”, s. 100)
Senere købte Sindona igennem sit holdingselskab Fasco, banken Milanese Banca Privata Finanziaria, hvor han satte Carlo Bordoni, der var blevet afskediget fra First National Citibank i New York - på grund af at han havde overskredet sine beføjelser indenfor valutahandel, som leder af B.P.F.s handel med udenlandsk valuta.
Under et af de første sammenstød mellem Bordoni og Sindona, havde Sindona råbt: ”De ville aldrig blive en rigtig bankleder. Ikke blot er De ude af stand til at lyve, men De er også en mand med visse principper. De vil aldrig lære at bruge det værdifulde våben, der hedder afpresning.” (”For Himmelens Skyld”, s. 104)
Sindona pralede over for Bordoni og sagde: ”Filosofien for hele mit virke knytter sig til min personlighed, som er enestående i verden. Den er baseret på veldrejede løgne og det meget effektive våben, der hedder afpresning.” (”For Himmelens Skyld”, s. 119)
Bordoni så adskillige vanskeligheder i forhold til Sindonas krav, at føre så mange penge som muligt i fremmedvaluta til hans to banker F.P.F. og Finabank. Sindoni blev vred, og råbte, at Bordoni ikke måtte glemme hans ”overtalelsesevne” og ”magt”, hvortil Bordoni svarer: ”Deres ’overtalelsesevne’ er Mafiaen og Deres ’magt’ er frimurerne.
”Hvad angik de ’indflydelsesrige forbindelser’, kunne ingen komme udenom, at de eksisterede. De strakte sig fra Mafia familierne Gambino og Inzerillo på Sicilien og i New York til Pave Paul VI, kardinalerne Guerri og Caprio og Biskop Marcinkus i Vatikanet. De dækkede det politiske spektrum fra Andreotti og Fanfani i Italien til Præsident Nixon og David Kcnnedy i Det hvide Hus. De omfattede snævre forbindelser med nogle af de mest magtfulde pengeinstitutioner i verden - Vatikanets Bank, Hambros i London, Continental of Illinois og Rothschilds i Paris. Gennem Gellis P2 havde han knyttet kontakt med de folk, der regerede i Argentina, Paraguay, Uruguay, Venezuela og Nicaragua.” (”For Himmelens Skyld”, s. 121)
Ydermere udtaler han under ed at: ”Da jeg begyndte at besøge B. P. K i løbet af sommeren 1966 blev jeg dybt berørt af det kaos, der herskede i de forskellige afdelinger. Det var en lille bank, som kun var i stand til at overleve i kraft af marginalindtægter, som stammede fra en stor mængde illegale, men selvfølgelig godt camouflerede aktiviteter, som B.P.F. påtog sig for Credito Italiano, Banca Commerciale Italiana og andre betydende nationale banker. Dennesorte handel med udenlandsk valuta, en uhyre illegal kapitaleksport, fandt sted daglig, og det drejede sig om store tal. Den anvendte fremgangsmåde var så grov og forbryderisk, at man har svært ved at forestille sig den.” (”For Himmelens Skyld”, s. 103)
”Han fandt talrige overtrukne konti uden nogen form for garantier og med beløb, der langt overskred den foreskrevne lovlige grænse på en femtedel af egenkapital og reserver. Han opdagede også omfattende tyverier. Staben overførte betydelige pengebeløb fra indskydernes konti, uden at de var underrettet. Disse beløb blev så flyttet til den konto, som var oprettet i Vatikanets navn. Vatikanets Bank overførte derefter beløbet minus 15 procent i provision til Sindonas konto i Finabank i Gene ve. Kontoen i Finabank var oprettet i navnet MANI. MÅ stod for Marco og NI for Nio - Sindonas to sønners navne. De 15 procents provision til Vatikanet kunne variere afhængig af, hvilken valutakurs der var gældende på det sorte valutamarked.
Hvis en kunde hos B.P.F. i Milano klagede over, at en check han i god tro havde udstedt viste sig at være uden dækning, eller at hans kontoudtog viste mindre end hans indestående, fik først vedkommende besked om at flytte sin forretning et andet sted hen. Fastholdt han imidlertid sin klage, ville bankdirektøren dukke op og efter Milano skik oprigtigt undskylde og tilbyde en forklaring: ’Det hele er en kedelig regnefejl - De ved, disse moderne computere’!
Bordonis opdagelser i Finabank i Geneve var lige så slemme. Vicedirektøren, en vis Mario Olivero, havde ingen forstand på bankvæsen, og den administrerende direktør tilbragte dagen med at spille på aktie- og valutabørserne. Hvis han tabte, blev tabet overført til en kundekonto. Hvis han vandt, var overskuddet hans. De forskellige afdelingschefer fulgte direktørens eksempel, og det samme gjorde Vatikanets Bank.
Denne havde ud over medejerskab også en del konti i Finabank. Bordoni opdagede, at disse konti ’udelukkende udviste gigantiske spekulationer, som var resulteret i kolossale tab’. Disse tab blev ligesom alle andres finansieret af et tomt selskab kaldet Liberfinco (Liberian Financial Company). Da Bordoni var på inspektion, udviste dette tomme selskab et tab på 30 millioner dollars. Da svejtsiske bankinspektører dukkede op i 1973 var tabet i dette spøgelsesselskab vokset til 45 millioner dollars. Svejtserne gav Sindona, Vatikanet, Continental Illinois og Hambros 48 timer til at lukke Liberfinco, ellers ville Finabank blive erklæret bankerot. Ved den lejlighed afslørede en anden af Sindonas medarbejdere Gian Luigi Clerici de Cavenago, at han havde lige så mange strålende ideer, som han havde navne. Med en ’modkonto’ på 45 millioner dollars, en opfindelse, der ikke forudsætter nogen form for kontanter, lukkede han Liberfinco og åbnede et nyt selskab, Aran Investment of Panama, som omgående optrådte med et underskud på 45 millioner dollars.” (”For Himmelens Skyld”, s. 103-104)
Om Finabank siger Bordonis: ”Mafiaens selskaber i Canada og Mexico plejede at transportere dollars i kufferter over grænsen til USA. De stammede fra Mafiaen, Frimurerne og en stribe ulovlige, kriminelle operationer. I USA blev der købt amerikanske statsobligationer, som så sendtes til Finabank. Der klæbede intet snavs til dem, og de var let omsættelige.” (”For Himmelens Skyld”, s. 119)
Sindona, der efter adskillige afsløringer flygtede til USA for at undgå at blive stillet for Vatikanets domstol, kæmpede med de bedste mafiametoder for at blive i USA. Hovedanklageren for hans fortsatte tilstedeværelse i USA, var ingen anden end John F. Kennedy, på hvem Sindona satte en pris på 100.000 dollars, for at få ryddet af vejen. Ikke blot Kennedy var en trussel mod Sindonas frihed. Mange andre deriblandt Luciani, var også på Sindonas dødsliste. (”For Himmelens Skyld”, s. 183-184)
Som du kan se, er Vatikanets penge umulige at overskue for udenforstående. Selvom alle kontorer, der i Vatikanet beskæftiger sig med finanssager, er klart beskrevet i funktion og virke efter den kanoniske lov eller pavelige dokumenter – ikke mindst den pavelige årbog, hvori de med telefonnumre, navne på ansatte – fra kardinaler til bogholdere, virker åbent og officielt, så mangler de faktiske pengebeløb, der står til rådighed i Skt. Peters kister.
Paven burde, som den ufejlbarlige skabning, ikke have noget som helt at skjule. Men det viser sig, at han ikke bare på det teologiske område, forvrænger og skjuler sandheden, men også på det økonomiske. Kun en institution som har løgnens fader til herre, kan føre sådanne lyssky handlinger. Nådens Gud, vil for dit navns skyld, lede os på rette veje, så vi kan vandre i lyset. ”Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.” (1. Joh. 1:7)
Uanset hvorfra man betragter det Katolske system – om det er økonomisk, politisk eller religiøst, er der faktiske oplysninger der viser, at denne organisation virkelig har sit udspring i Satans eget hjerte.
Lad os se på hvordan systemet finder sig sin ufejlbarlige Pave – sin Jesu Kristi stedfortræder.