Den katolske kirkes strategi og mål: At forberede alle til Antikrist

af Eskild Skov Særkjær
Lagt på d. 10/07-05



Reformationen – en fejltagelse?


For blot få år siden mente de evangelisk-lutherske kristne generelt, at et samarbejde med den katolske kirke var udelukket, fordi man så den som ’den store skøge’, som er omtalt i Åbenbaringen. Men i dag har dette syn ændret sig. Nu tales der tværtimod om ’Guds bedrøvelse over den adskillelse, som reformationen forårsagede’. Da den katolske biskop Hans Martensen i Danmark blev interviewet i forbindelsen med ’450 år efter Reformationen’ sagde han, at ”der i grunden ikke er noget i de lutherske bekendelsesskrifter, som den katolske kirke i dag kan være meget uenighed om”.1 en stadige argumentation om, at der ikke længere er grund til uenighed, har bevirket, at det katolske forsøg på at skabe en modreformation gennem det økumeniske arbejde er godt på vej til at lykkes. Utallige protestantiske ledere betragter nu den katolske kirke som en sand kirke, som der ingen grund er til at være adskilt fra. En engelsk protestantisk leder har givet udtryk for dette syn på denne måde:
”Hvis den forandring, som for øjeblikket foregår i Rom, var sket med samme fart, da Luther først rejste spørgsmålene under reformationen, tror jeg næppe, der ville have været noget, som hed protestanter”.2

En kristen leder i USA er mere ligefrem og siger direkte, at den katolske kirke nu er så fornyet, at:
”det er slut med protestantismen. Jeg sletter ordet protestantisme... af mit vokabular. Jeg protesterer ikke længere. Det er tid for katolikker og ikke-katolikker at komme sammen som én i ånden og én i Herren”.3
Den anglikanske præst David Watson går et skridt videre og konkluderer, at ’reformationen var en af de største tragedier, der nogensinde er sket’. Men er det sandt, at den katolske kirke har forandret sig så meget og nu kæmper for det samme kristendomssyn, som kommer til udtryk i de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter? Er det sandt, at man derfor reelt kan slette ordet protestantisme, fordi de sammen med katolikker nu kan komme sammen og være ’én i ånden og én i Herren’? Nej! For selvom der ganske vist er sket en tilnærmelse mellem protestanter og katolikker, så er det ikke en katolsk tilnærmelse til den evangelisk-lutherske lære, men er tværtimod en protestantisk tilnærmelse til den frafaldskirke, som Bibelen omtaler som skøgekirken

Billy Graham: Paven er ’min bror’


Selvom de fleste ikke siger det direkte, så er de sidste års økumeniske arbejde også blevet årsag til, at de læremæssige forskelle ofte bliver ignoreret eller bagatelliseret. Som når Billy Graham gang på gang rosende har omtalt paven som sin bror, ’som rejser rundt over hele verden med sit kristne budskab’, som er ’det samme evangelium, som jeg forkynder’.4
Og pga. dette positive syn på den katolske kirkes tro og lære har Billy Graham flere gange givet udtryk for, at han derfor ikke vil ”prædike mod den katolske tro eller at omvende folk, der allerede har overgivet sig til Kristus i den katolske kirke”.5 en grund, som Billy Graham giver, er følgende:
”Jeg har fundet ud af, at mine overbevisninger grundlæggende er de samme som de ortodokse romersk katolske... Vi adskiller os kun på nogle punkter omkring den sidste kirkes tradition”.6

Billy Graham ser altså ingen læremæssig forskel på hans forkyndelse i forhold til den katolske kirkes (falske) forkyndelse. Pga. et særdeles positivt syn på den katolske kirkes tro og lære taler Billy Graham derfor også ofte på katolske universiteter. Da han modtog en meget ærefulde doktorgrad på det romersk katolske universitet ’Belmont College’, sagde han: ”Evangeliet der grundlagde dette universitet er det samme evangelium som jeg prædiker i dag”. Prædiker den katolske kirke da et evangelisk budskab? Eller er det Billy Graham, som forkynder et tilpasset, katolsk budskab? Efter at en visepræsident for det katolske Belmont Abbey Universitet først har rost Billy Graham for ’at kunne bringe katolikker og protestanter sammen i en sund økumenisk ånd’ siger han, at ”Billy Graham prædiker en moralsk og evangelisk teologi, (som er) højst acceptabelt for katolikker”.7 Måske acceptabel for katolikker, fordi de ikke behøver at vende om fra deres afgudsdyrkelse - men uacceptabel for alle sande troende.

Den bagvedliggende grund til, at Billy Graham er blevet ’omvendt’ til katolsk tro og lære og nu prædiker et anderledes evangelium skal ses i lyset af den katolske kirkes målrettede strategi for at føre de protestantiske kristne over til den katolske kirke. For:
”Vatikanet ser og planlægger altid langt ind i fremtiden. Efter anden verdenskrig måtte Vatikanet vælge og støtte en Amerikansk mester, som ville være en ven og blive elsket af alle. Gud forbyde, at det skulle være en som Martin Luther. Denne mester skulle bejle til og vinde amerikanernes hjerter... der kunne trække alle evangeliske i favnen på paven... De ville have en mand der var en god taler, en mand med karisma, en, som kunne fylde stadier. En mand som ville prædike et blødt evangelisk budskab og en mand der aldrig ville angribe Vatikanet. De fandt ham og William Randolph Hearst, en god romersk katolsk forlagsboghandler, brugte sin aviskæde til at føre Billy Graham frem til berømmelse... Når han talte blev han æret og mennesker roste ham. Men da Jesus Kristus prædikede, slog de ham ihjel”.8

Tilbage til den katolske kirke


Mange kristne har ud fra skriften klart kunnet se den udvikling, som sker nu og har advaret mod den. Tim LaHay ’forudsagde’ f.eks. i 60’erne, at: ”vi vil snart se frafaldne protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke nærme sig hinanden”. Dette synspunkt fik han ved at læse i Skriften, for der dengang var der intet, der tydede på en tilnærmelse mellem disse kirker. For, som han efterfølgende skrev: ”På dette tidspunkt var det teologiske svælg mellem dem så stort, at det syntes umuligt”.9 Men nu, da dette svælg - pga. frafaldsteologi i de protestantiske kirker - er ved at blive afskaffet, arbejder man nu på også at skabe en synlig enhed. Vi skal se på et par eksempler herpå:
· I 1988 kom erklæringen om, at ”den ortodokse kirke er parat til at anerkende paven som Vestens patriark og tilkende ham æresprimatet i en forenet kirke”.10
· I 1997 kom den katolsk-lutherske ’fælleserklæringen om retfærdiggørelse’, som i princippet har afskaffet Luthers hovedopgør mod den katolske kirke, som er kernen i de lutherske bekendelsesskrifter (se senere).
· I 1999 blev det bekendtgjort, at ”katolikker og anglikanere er blevet evige om, at paven er den øverste myndighed i den kristne verden”.11

Pinsekirkens ledere har i forhold til tidligere radikalt ændret sit syn på den katolske kirke som skøgekirken, og betragter nu samme kirke som en sand kristen kirke og paven som en sand åndelig leder. Pinsepræst Rene Ottesen skriver i forbindelse med pave Johannes Paul 2’s død, at han ”byggede bro mellem de kristne kirker” og ”var med til at forsone de kristne”. Rene Ottesen skriver videre, at ”for os er det vigtigt, at der er enhed mellem kristne”, men understreger ”at der stadig er et kæmpe arbejde med at skabe enhed mellem den katolske, de ortodokse og de protestantiske kirker”.12

Det er tydeligt, at Rene Ottesen med udtalelser som denne betragter den katolske kirke som en kristen kirke, som han på pinsekirkens vegne gerne vil opnå en større enhed med. Så vidt jeg ved, er der ingen ledere indenfor pinsebevægelsen, som har udtrykt betænkeligheder ved sådanne positive udtalelser om den katolske kirke, som der efterhånden er mange af. Grunden er, som tidligere nævnt, at de kristne kirker er blevet overbevidst om, at enheden mellem kristne er vigtigere end den læremæssige forskel. Tilsyneladende er de fleste kristne overbevist om, at denne falske enhed er Guds vilje. Og dermed følger de den katolske kirkes strategi og mål. At alle kristne må blive forenet med den katolske skøgekirke: Ved et ’katolsk’ møde i USA, hvor evangeliske kristne, karismatikere og katolikker var forsamlede, blev følgende refereret:
”Ved mødets afslutning råbte 40.000 tilhørere: ’Lad os stoppe striden. Vi vil stride mod Djævelen men ikke mod hverandre. Lad os gå ud og evangelisere verden. Og det kan vi kun, dersom vi er en enhed’...”.13
Denne nye enhedsreligion lyder besnærende. Lad os stå sammen mod fjenden. Og på denne snedige måde flyttes fokus bort fra, at fjenden allerede er i forsamlingens midte.

Den katolske kirke har siden reformationen anset sig selv for at være moderkirken til alle kristne kirker og har hele tiden har arbejdet for, at de evangeliske kristne skal vende tilbage til den. Det synes nu at gå i opfyldelse, nu, hvor også mange ledere for de evangelisk-lutherske kirker ofte giver udtryk for, at paven er ’en naturlig leder for den kommende verdenskirke’. Og det er jo meget ’heldigt for den katolske kirke. Den har nemlig som betingelse fællesskabet med de evangeliske kristne krævet, at de ’blot’ skal anerkende pavens særstatus som Jesu Kristi stedfortræder på jorden og acceptere, at han er kirkens hoved. Under en af de ugentlige audienser i Vatikanet udtalte pave Johannes Paul 2, at
”Kristent fællesskab vil... (ikke) blive en realitet, uden at alle kirker accepterer den autoritet, som Kristus har betroet til St. Peter og hans efterfølgere... Denne autoritet vil ikke fremstå fuldt ud, før alle kristne accepterer Kristi vilje for kirken og underlægger sig den apostolske, biskoppelige autoritet i fællesskabet med Peters efterfølger.14

Som vi har set, er det netop denne pris, som de fleste er villige til at give for at være ét. Den læremæssige forskel betyder ikke meget i denne forbindelse. En tidligere katolsk præst, professor i teologi, dr. Gabriel Million, kommer med følgende alvorlige advarsel mod den falske enhed, som så mange kirker og kristne er så begejstret for:
”Den romerske katolske kirke, den græsk-katolske kirke og den protestantiske kirke vandrer arm i arm nedover til en fælles sammenslutning og til samme dom. Dette foregår under jublende sejrsråb, som nok kan besnære dem som tror løgnen, fordi de ikke har fattet kærlighed til sandheden”.15

Katolsk/luthersk fælleserklæring om retfærdiggørelse!


Efter mere end 25 års dialog mellem den lutherske og katolske kirke, blev ’Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren’ offentliggjort den. 31. oktober 1999. Forud havde 122 medlemskirker i Det Lutherske Verdensforbund sagt ja til dokumentet - og flere er kommet til senere. Igennem dette dokument har den katolske og lutherske kirke forpligtet sig til at ophæve ’de gensidige lærefordømmelser fra 16. århundrede’ vedr. retfærdiggørelseslæren.16 Det betyder konkret, at de evangelisk-lutherske kristne i princippet har taget afstand til den del af den lutherske lære, som omhandler retfærdiggørelsen ved tro alene og som reformationen er baseret på.

Betyder det, at Martin Luther tog fej, så at den enkeltes frelse alligevel ikke afhænger af troen på retfærdiggørelsen alene ved Guds nåde i Jesus Kristus? Eller betyder det, at den katolske kirke har angret og ændret sin tidligere falske lære om, at ’Kristus alene’ ikke er nok til frelse? Der er i alle fald mange kristne som tror, at når den katolske kirke taler om at blive retfærdiggjort af Guds nåde, så må det selvfølgelig også betyde, at de tror på det samme evangelium, som den protestantiske kirke bekender sig til. Men det er fordi, at de ikke aner, hvad den katolske kirke egentlige mener, når den udtaler sig om dette emne. For selvom den i det økumeniske arbejde taler om at blive ’retfærdiggjort af tro’ eller ’retfærdiggjort af Guds nåde’, så har den nøjagtig den samme falske lære som på Luthers tid.

Efter at en katolsk biskop (Sverige) havde læst et udkast til fælleserklæringen, redegjorde han først for det katolske syn på retfærdiggørelsen, som betyder, at et menneske ikke kan blive retfærdiggjort ”alene ved Guds nåde (sola gratia) og uden at vi selv kan gøre noget for det”.16 Og tilføjede, at han blev forskrækket, da der i udkastet stod, at mennesker ifølge luthersk opfattelse bliver retfærdiggjort ’af Guds nåde alene’. Den katolske kirke mener nemlig, at Gud ganske vist tilgiver, men at det enkelte menneske selv må medvirke til at opnå den. Biskoppen (og den katolske kirke) krævede derfor, at ordet ’alene’ blev fjernet, så der blot ville komme til at stå, at et menneske bliver retfærdiggjort ’af Guds nåde’.17 De fleste tænker måske ikke over den store forskel, men med ordet ’alene’ står og falder evangeliet. For Bibelen siger klart, at et menneske intet selv kan eller skal gøre for at blive frelst – for det skyldes Guds nåde alene.18 Men pga. det katolske krav besluttede de lutherske kirker at bøje sig. Det lyder besnærende, at Fælleserklæringens endelige ordlyd blev valgt, for at både katolikker og protestanter kunne fokusere på det, som de kunne være enige om – og udelade det de er uenige om. Men når det sker ved at trække noget fra skriften, så er det jo ikke længere hverken bibelsk eller luthersk.

Men det betyder tilsyneladende ingenting. De to samfund har derfor efterfølgende underskrevet en erklæring om, at organiseret ’proselyt-virksomhed’(dvs. mission) ’ må ophøre, da denne handling ”udviser reduceret respekt og manglende kristen kærlighed overfor de andre samfund”. De blev også ”enige om at afstå fra kritisk journalistik, som påpeger uenighed vedr. andre kirkesamfunds tro og lære”.19

Hvad siger de kristne til fælleserklæringen?


Fælleserklæringens tekst og ’parternes uddybende tilføjelser’ er omfattende, og det vil føre for vidt her at gennemgå de mange tekster, som ligeså klart viser, at kirkelederne for de evangelisk-lutherske kirker har nedprioriteret Guds Ord så meget for enhedens skyld, at der ikke længere er tale om en sand tro eller en sand kirke. Der var kun få, som protesterede! Som f.eks. nogle lutherske bekendelseskirker i Norden, som går under navnet ’Forum for bekendende evangelisk-lutherske kirker i Norden’. De har på et møde i september 1999 taget kraftig afstand fra fælleserklæringen og udtaler, at:
”…vi anser det foreliggende resultat som en umulig sammenskrivning af bibelsk lære med vranglære i spørgsmålet om, hvordan mennesket retfærdiggøres overfor Gud. Resultatet er 1) sammenblanding af tro og gerninger, 2) reel afskaffelse af Skriftens fordømmelse af vranglære og 3) tilsidesættelsen af Kristus alene og Skriften alene som autoritet i kirken”.20

Efter en uddybende forklaring konkluderes det, at
”fælleserklæringen... bør ikke tages som udtryk for et skridt på vej til at overvinde kirkens adskillelse, men viser snarere, at kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund ikke har klarhed mht. Skriftens lære om retfærdiggørelsen. Det kalder på, at lutherske kirker gennem fornyet bøn og bibelstudie besinder sig på den bibelske retfærdiggørelseslære og reformationens grundprincipper: Ved Skriften alene, af nåde alene, gennem troen alene og for Kristi skyld alene”.

Og det er jo netop denne sandhed, som reformationen hviler på, men som fælleserklæringen ignorerer. For intet mennesker kan blive frelst på andre måder end den, Bibelen foreskriver, selvom hele verden så siger og påstår noget andet. Paulus skriver:
”Thi af nåde bliver I frelst ved tro (dvs.: alene ved Jesu Kristi blod), det skyldes ikke jer selv (dvs.: intet menneske kan føje gode gerninger til, for) Guds er gaven...”, Ef. 2:8.

Når de evangelisk-lutherske kristne ignorerer denne sunde tro og lære, så har de gjort fælles sag med Guds modstander.
”... Hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? Eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre... Derfor: Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader...”, 2. Kor. 6:14-17

Er Luther taget til nåde igen?


Selvom mange protestanter tror, at den katolske kirke har tilnærmet sig sandheden, og derfor kan betragtes som en sand kirke, så er det ikke tilfældet – tværtimod! Den har derfor heller aldrig talt om at tage Martin Luther til nåde igen, eller vurdere hans skrifter for at vurdere, om han havde ret.
Selvom pave Johannes Paul 2 blev kaldt for ’Sandhedens apostel og troens forsvarer’, så var han ikke apostel for den Bibelske sandhed eller forsvarer for den Bibelske tro. Det er nemlig ikke den, der tages hensyn til, når den katolske kirke tilsyneladende taler mere ’evangelisk’. Men det er intet andet end taktik. Om dette emne siger en tidligere katolik:
”Hvad kan motivet være for at tale, som de gør? Kan det være andet end, at de ønsker at bedrage? Ord som frelst af nåde betyder for os ’frelse uden gerninger’. Men for katolikkerne betyder nåde det, de kan nå frem til ved tro på betydningen af gerninger. De fortjener derved deres egen frelse’. Når en katolik derfor siger, at han tror på frelsen af nåde, mener han ikke det samme som evangeliske kristne. Forskellen er ikke en strid om ord – men om det evige mål”.21

Gang på gang udtaler den katolske kirke sig ret evangelisk, men det er bare ikke det sande evangelium, som der henvises til. Tværtimod er det et forsøg på at tilnærme sig de evangelisk-lutherske kirker gennem det økumeniske arbejde. Mange kristne tror, at det kun ’handler om at nedbryde skrankerne mellem de forskellige kirkesamfund’. Men den katolske kirke har en skjult dagsorden! En tidligere katolsk præst skriver, hvad den katolske kirke i virkeligheden mener med at være økumenisk:
”Rom, der mener at være den eneste vogter af ’Sandheden’, er bevidst modstander af alt, der ikke er katolsk. Beviset for dette er det faktum, at der i 1993 verden over blev offentliggjort en katolsk katekismus, der ikke engang nævner Martin Luther. En katekismus, hvor der ikke er så meget som en linje om reformationens doktrin om retfærdiggørelse, er utænkelig. Alvoren i denne sag forhindrer os i at tro, at paven har taget (den ægte ånd i) økumenien til sit hjerte”.22

Den katolske tolkning af at være økumenisk går altså ud på, at den evangelisk-lutherske lære skal tilpasses moderkirkens afskyelige falske lære. Når man gennemgår materialet om den katolske kirkes tro og lære, fremgår det klart, at den ikke har tænkt sig at blive mere evangelisk. Tværtimod er den falske lære løbende blevet udbygget, så afstanden til evangeliets sandhed nu er langt større end på Martin Luthers tid. Som vi skal se af de følgende afsnit.

På vej mod en global religion


Den katolske kirke gør ingen hemmelighed af, at den ikke bare tænker på enhed blandt alle kristne kirkesamfund, men at den stiler imod en global religion, der også inkluderer hedenske religioner.22
Pave Johannes Paul 2 udtalte i 1992 at ”formålet med... pavedømmet er... at etablere det første en-verdens-system, der nogensinde har eksisteret”. Utallige gange har den katolske kirke givet udtryk for, at pavedømmet ”altid (har) givet udtryk for sin højagtelse for tilhængere af alle religioner”.24 Efter katolsk opfattelse er det nemlig i orden, at mennesker bliver ved med at dyrke forskellige guder fra andre religioner, når de bliver katolikker. Det vigtigste er, at de samtidigt accepterer den katolske tro og lære.

I tråd med denne tolkning hævder en katolik, som også er voodoodyrker, at der ingen modsætning er mellem den katolske tro og voodoo. I flere lande ser man derfor ofte voodoodyrkere gå til messe hver dag for at fuldende deres tro.25 For dem, som måske ikke ved det, skal det nævnes, at voodoo er en blanding af katolicisme og vestafrikanske religioner. For at blive en voodoodyrker må man inviterer ånder (dæmoner) til at besætte sig for at kunne praktisere sort magi, forbandelser og trolddom. Alt sammen noget, som er vederstyggeligt for Gud, og som Bibelen derfor klart forbyder, se f.eks. 5. Mos. 18:10, Gal. 5:20.

Den katolske tilnærmelse til andre religioner for at skabe en global religion ser man i alle lande. En missionær i Sydindien har som eksempel sagt, ”at det ikke er ualmindeligt for indiske hinduer at blive katolikker og fortsætte med at dyrke hinduismen”.26 Og det er da også denne accept af denne form for blandingsreligion, som gjorde, at paven under 2. verdenskrig gav de japanske katolikker tilladelse til at tilbede kejseren, fordi det kunne give visse politiske og religiøse fordele til den katolske kirke.27 Denne udvikling burde ikke undre nogen, som kender Bibelen og historien.28 En tidl. katolik beskriver udførligt om, hvordan den katolske kirke siden kejser Konstantin mere og mere har ’bygget hedensk praksis ind i kristendommen for at bringe befolkningen ind under kontrol af moderkirken’.29 Ud fra dette grundsyn har Pave Johannes Paul 2 derfor utallige gange givet udtryk for, at
”alle mennesker kan komme i kontakt med Gud i sine religioner’, fordi alle i virkeligheden dyrker den samme Gud, og det uanset om han taler til hinduer, muslimer ikke-religiøse japanere eller aboriginere i Australien, og derfor er alle ’brødre’...”.30

Den katolske kirke taler igen og igen om at fremme et tættere bånd med alle religioner. Som et af de første officielle fællesmøder havde den katolske kirke indbudt til en ’religions- og fredskonference’ i Kyoto i Japan (16-22/10 1970). Tilstede var deltagere fra verdens største religioner. Siden er der afholdt mange lignende møder. Den mest omtalte er nok ”religionernes bede- og fredsmøde i Assisi’ i oktober 1986, som var arrangeret af den katolske kirke. Under disse møder så man f.eks. buddhister bede til en buddha-statue, der var opstillet på alteret i Peterskirken i Assisi. Og der var åndemanere og tempeldansere, som udførte deres ritualer i kirken. Og en muslim anråbte Allah fra kirkens tag, osv. Selvom møderne helt afgjort blev styret af en antikristelig ånd, så var paven yderst tilfreds. Dette første rigtig store møde mellem religionerne blev af paven nævnt som udgangspunkt for, at alle religioner var begyndt på en ’fælles rejse, som vi nu må fortsætte’, fordi ’alle troende af god vilje er sande brødre og søstre’ uanset religion, og at alle derfor kan stå ’foran Gud, alles Herre og Far’.31

Når den katolske kirke så konsekvent omtaler de troende i hedenske religioner som ’brødre og søstre’, så betyder det selvfølgelig, at de derved anerkendes som frelste – også selvom de hverken kender Jesus eller er født på ny. Paven har da også flere gange givet udtryk for, at de troende i andre religioner i virkeligheden er katolikker i hjertet, fordi de – uden at vide det - ’bærer frugterne af den ånd, som er i samklang med vor tro’. Det eneste de mangler for at ’fuldende’ deres tro, er, at de tilslutter sig den katolske kirke. Hedningernes ’gode gerninger’ bliver nemlig betragtet som værende identisk med de ’fyldestgørende gode gerninger’ i den katolske kirke, som altid er tillagt som medvirkende til frelsen.

Hvert år styrker den katolske kirke sine bånd til div. hedningereligioner for at blive et med dem. Siden 1986 har den hvert år haft fællesmøder for alle religioner, og har som mål at ’fremme den ægte Assisi-ånd’, som begyndte i 1986. Fra en ”opfølgning af verdens religionernes parlaments-møde” i 1993 i Chicago nævnte en rapporter, at forsamlingen bestod af ”buddhister, hinduer, muslimer, slangetilbedere, spiritister, animismer, hekse, shamaner, protestanter og katolikker, der alle priste hinandens tro”32

Siden ’Vatikan 2’ (1962-65) har de forskellige paver vist tiltagende stor ærbødighed for alle religioner. F.eks. kunne man i 80’erne se pave Johannes Paul 2 blive velsignet af en Shiva-præstinde, som malede sit (gudinde) mærke i hans pande33 Shiva tilbedelsen er ældgammel og går tilbage til 5500 år før Kr. og er identisk med den hornede frugtbarhedsgud (Lucifer). I dag er der en tydelig sammenhæng mellem Shivadyrkelsen og new age. Det betyder konkret, at da paven modtog shivamærket, så var det et signal til hinduer og new age om, at den katolske kirke anerkender disse religioner som ligeværdige. Men han signalerer også, at han er parat til at tage imod Antikrist mærke og være med til at lede andre til at modtage dette. Det ser ud til, at den katolske kirke med hastige skridt nærmer sig den bibelske opfyldelse af dens beskrivelse af skøgekristendommen.

’Jomfru Maria’ skaber enhed med alle religioner


Når den katolske kirke taler om økumeni, så tror de fleste som tidl. nævnt, at det ’kun’ handler om at forene de kristne trods de forskellige konfessioner – altså enhed på bekostning af læren. Det gør det også! Men det virkelige mål er, at der må ske samme udvikling mellem den katolske kirke og de forskellige religioner. Her spiller ’Jomfru Marias’ budskaber og åbenbaringer en hovedrolle. Igen og igen nævnes det, at hun er den, som er udsendt af Gud for at forene alle mennesker uanset tro under katolske overherredømme. I 1981 besøgte paven Johannes Paul 2 eksempelvis valfartsstedet Fatima og omtalte det som ’et af verdenscentrene for tilbedelse af Maria’. Og det er det blevet! Nu har Vatikanet sammen med FN en årlig tilbagevendende kongres for alle religioner i Fatima, hvor alle opfordres til at tilbede de forskellige guder. Under kongressen i 2003, som havde temaet ’Future of God’, blev der til disse hedenske, religiøse troende sagt, at
”Fatimas fremtid eller tilbedelsen af Gud og hans moder på dette hellige valfartssted - må ske gennem skabelsen af et valfartssted, hvor de forskellige religioner kan være blandede... Valfartsstedet Fatima er... allerede blevet et universelt sted for tilbedelse”34

Under samme kongres fortalte en hindu repræsentant, at ’millioner af hinduer’ allerede nu får ’positive vibrationer’ af at besøge Marias valfartssteder og uden de skal skifte tro. En jesuit præst fortalte videre, at Fatima er
”stedet...(hvor) andre af verdens religiøse traditioner får del i Guds plan for menneskelighed og (hvor) Helligånden også virker i og er nærværende hos buddhister, hinduer og andre hellige... kristne såvel som ikke-kristne’.35

Maria-åbenbaringer eller dæmonisk bedrag?


De fleste kristne ser det ikke. Uden at sætte sig ind i, hvilken afskyelig lære den katolske kirke virkelig står for, og hvilken lære, strategi og mål den har for at ødelægge den protestantiske kirke, så mener de nemlig, at man godt kan være kristen, selvom personen beder til Jomfru Maria for at blive frelst, og tilbeder og ophøjer hende på bekostning af Jesus. Redaktøren for Udfordringen, Henri Nissen, giver eksempelvis udtryk for denne naivitet, når han hæver, at ”hvis man sammenligner bevidste troende protestantiske kristne med ligeså bevidste troende katolske kristne, så er der faktisk... ikke den store forskel”.36 Pga. denne naivitet tror mange protestantiske kristne derfor også, at når ’Jomfru Maria’ åbenbarer sig og kommer med budskabet om, at hun er udsendt fra Gud og beder alle mennesker om at leve et godt moralsk liv og omvende sig og blive ét - så må budskabet selvfølgelig være ægte. Og som følge af denne forståelse ser de generelt ikke noget større problem i, at katolikker betragter Jomfru Marias ord som Guds ord til menneskeheden.

Protestantiske kristne tager derfor også på valfarter til de steder, hvor ’Jomfru Maria’ har åbenbaret sig for sammen med katolikker at dyrke Gud dér - og lytte til, hvad han – gennem Maria - har at sige til de forsamlede. Men er det Gud som taler gennem hende? Er ’Jomfru Maria’ den person, som hun udgiver sig for? Er hun ’Jesu mor eller et dæmonisk bedrag?’, spurgte Poul Hoffmann som overskrift på en artikel, hvori han fokuserede på, hvilken forhold de protestantiske kristne skal have til Jomfru Maria og kom med følgende advarsel:
”Hvis det kan påvises, at Maria-åbenbaringerne er et dæmonisk bedrag, står der ikke blot en dør, men en ladeport åben for dødbringende forførelse, lige ind i hjertet af store dele af den kristne kirke”.37

Kan det påvises, at kristne er udsat for et dæmonisk bedrag? Ja! Alene det, at Bibelen forbyder mennesker i at prøve at kontakte de afdøde, må være begrundelse nok, 5. Mos. 18:11. Den bagvedliggende årsag til dette forbud er, at man ikke kan komme i kontakt med de afdøde, Luk. 16:26. Når mennesker så alligevel får ’kontakt’ med en afdød, så er det i virkeligheden en dæmon, som gladelig udgiver sig for at være den person – i dette tilfælde Jomfru Maria. Når hengivne katolikker derfor beder til Jomfru Maria, så er det slet ikke hende, som de beder til og tilbeder, men altså en dæmon. Og derfor forstår man også bedre, hvorfor ’hun’ kommer med et budskab, som er inspireret af djævelen. Vi skal se et eksempel på et sådant dæmonisk inspireret Maria-åbenbaring.

’Maria-åbenbaringer i Medjugorje’


Vi skal se et eksempel på, hvad ’Jomfru Marias’ (læs ’dæmoners’) åbenbaringer og budskaber typisk indeholder. I den katolske bog ’Maria-åbenbaringer i Medjugorje’38 hævdes det, at budskabet i Medjugorje er universel og derfor er de samme som i Fatima og i ”Lourdes, hvor Jomfru Maria (i 1858) åbenbarede sig under navnet: Jeg er den ubesmittede undfangelse...”. Bogen indeholder de budskaber, som seks børn fra 1981 fik af ’Jomfru Maria’ under en række såkaldte Maria-åbenbaringer i Medjugorje. I denne bog fortæller disse børn, hvad Jomfru Maria har sagt til dem og citerer hende flittigt. Men der er også flere katolske gejstlige, som udtaler sig om deres syn på disse åbenbaringer. Det gennemgående (dæmoniske) budskab fra ’Jomfru Maria’ er, at Gud er imod religionernes adskillelse og derfor vil føre menneskeheden og religionerne til enhed – gennem hende. Man kan ikke lade være med at bemærke, hvor meget ’Jomfru Maria’ taler om sin egen store rolle som frelser, medforløser, ’Himmelens Dronning’ og ’Fredens Dronning’. Titler, som ’hun’ igen og igen åbenbarer sig med i bogen: Et eksempel:
”I vor tid er det Jomfru Maria, der kommer ned fra himmelen og prædiker omvendelse... Ved tidernes ende vil Gud opvække store skarer af mænd og kvinder... og gennem dem vil den himmelske dronning tilintetgøre synden og oprette sin søns rige... Hun er den... der i menneskehjerter skal forberede Kristi andet komme...”.

Mirjana, som var et af de børn, som ’Jomfru Maria’ har åbenbaret sig for, sagde følgende:
”Jomfru Maria understreger altid, at der kun er ’en Gud, og at det er menneskene, der har gennemtvunget den unaturlige adskillelse, og så bliver de fjender pga. deres forskellige religioner... Jomfru Maria sagde, at man ikke kan være en god kristen, hvis man ikke respekterer andres religion... Også muhamedanerne begiver sig til et Maria-valfartssted. Men det er ikke så mærkeligt, når man ved, hvor højt de agter og ærer Jomfru Maria... (herefter citeres følgende vers fra koranen): ’Hvert menneske, som er blevet født, har været berørt af Satan undtagen Marias søn og hans moder’... Mirjana blev så spurgt: ”Hvilken er da Jesu Kristi rolle, hvis den muhamedanske religion også er en god religion?” Mirjana svarede: ”Det talte vi ikke om...”.

Et af de andre børn fortæller, at ’Jomfru Maria’ siger, at ”I Gud er der ingen religioner og ingen opdelinger, det er jer mennesker, der har skabt disse opdelinger”. Og tilføjer, at ”Jomfru Maria siger, at hvert eneste menneske på jorden er hendes elskede børn og derfor skal vi alle mødes i kærlighed og kan bede sammen til for fælles Gud og Fader”.

En ærkebiskop Franic bliver derefter spurgt om hans syn på Maria-åbenbaringerne i Medjugorje:
”Jomfru Maria siger, at vi skal elske både muhamedanerne og de ortodokse og også marxisterne, fordi vi alle er brødre og søstre. Således skal vi fremme Kristi fred mellem de forskellige nationaliteter og religioner... For mig er det en bekræftelse af det 2. Vatikankoncil, som anerkender de forskellige religioners værdi, og som i økumenisk ånd søger en venskabelig dialog med alle religioner, som anerkender Gud. Ja, også med de mennesker som ikke anerkender Gud men som fører et retskaffent liv og lever efter deres samvittighed... således opbygger vi Kristi fred og Marias fred, hun, som betegner sig som Fredens Dronning... man må erkende, at Gud og Maria på en ganske særlig måde er til stede dér...”.

Den letteste vej til himlen sker ved ’Jomfru Maria’


Alle sande kristne vil kunne se, at de påståede Maria-åbenbaringerne stammer fra helvede. Det står lysende klart, at det ikke er Jesus, men tværtimod djævelen, som bliver ophøjet og tilbedt. Men for den som ikke vil se dette, vil heller ikke tro, at det er dæmonisk lære, når samme bog underbygger ’Jomfru Marias’ budskab ved at citere en fransk helgen, som havde ’usædvanlige fremtidsvisioner’ i 1700 tallet. En af disse profetier lyder således:
”Ved tidernes ende vil Gud opvække store skarer af mænd og kvinder... og gennem dem vil den Himmelske Dronning tilintetgøre synden og oprette sin Søns rige... Hun er den... der i menneskehjerter skal forberede Kristi andet komme!”39

Læg mærke til, hvad der siges: Det er ikke Kristus, som tilintetgør synden og opretter det kommende rige. Det er heller ikke ham, som har nogen betydning i at forberede mennesker til Jesu genkomst. Det er derimod en, som kalder sig ’Himlens Dronning’. I den katolske kirke er det altid hende, som står over Kristus og den vigtigste at henvende sig til. En kanoniseret helgen i den katolske kirke beskriver dette forhold på denne måde:
”En syndefuld mand så to stiger hængende ned fra himlen. På toppen af den ene var Maria, og på den anden var Kristus. Da synderen prøvede at klatre op på den ene stige (hvor Kristus var), så han Kristi vrede ansigt og følte sig forkastet. Men da han klatrede op af Marias stige, steg han med lethed op og Maria bød ham hjertelig velkommen og bragte ham til himlen og præsenterede ham for Kristus…”.40

Den katolske kirke har mange lignende beskrivelser, som alle har til formål at fastslå læren om Jomfru Marias overhøjhed som ’Guds moder’ i forhold til sønnen Kristus, og vise de troende, hvor meget lettere og meget mere effektivt det er at gå til Maria for at blive frelst. Det var i øvrigt samme ’helgen’ som sagde, at
”den synder som vover at komme direkte til Kristus, må komme til ham med frygt. Men hvis han vil bede til Jomfruen, så behøver hun kun at vise sønnen sit bryst som han diede, og øjeblikkelig vil hans vrede ophøre”.

Som så meget andet er denne beskrivelse af Jomfru Marias rolle også løgn. Bibelen siger jo lige det modsatte, Luk. 11:27-28. Derimod stemmer åbenbaringen af ’jomfruen med det diende barn’ perfekt med de hedenske religioner, som alle har hver sin gudsmoder, som ofte er afbilledet med sin søn, som dier.41 I næste afsnit skal vi se, at det er denne ’gudsmoder’ (dæmon), som blive dyrket og tilbedt som Jomfru Maria i den katolske kirke. Og som i virkeligheden er identisk med den afskyelige ånd, som har været den største antikristelige faktor i alle generationer, og som er ånden bag den babylonske religion, som var, som er og som kommer.

’Jomfru Maria’ er identisk med Babels øverste afgud.


I den babylonske afgudsdyrkelse havde man en jomfrumoder (Alma Mater), som var øverste guddom og blev kaldt Semiramis. Hun blev også kaldt for Astarte eller Ishtar. Af andre navne kan nævnes Madonnaen, Gudsmoderen, Formidleren, Menneskehedens Mor og Himlens dronning. Alle disse navne har den katolske kirke overført til at gælde ’Jomfru Maria’ – det er ikke sket tilfældigt, men fordi det i virkeligheden handler om samme person (dæmon). For efter Babels forvirring, da Gud dømte menneskene og spredte dem ud over hele jorden, blev den babylonske religion såvel som dyrkelsen af dens guder også spredt. Og derfor finder vi samme falske ’moder’ med hendes søn Tammuz optaget i mange andre religioner, men under forskellige navne:
”I Kanaan blev hun kaldt Astarot, og hendes barn blev kaldt Baal. I Hellas blev disse til Afrodite og Eros. I Ægypten blev disse til Venus og Jupiter. I Skandinavien blev disse til Dina med barnet. I Efesus blev Semiramis til Diana. I Indien blev disse til Devaki og Krisna... Dette motiv med mor og barn finder vi igen i mange (andre) religioner over store dele af verden. Det gælder også lande som f.eks. Tibet, Kina, Japan og i afrikanske religioner”.42

Den babylonske ’himmeldronning’ med sin søn i sine arme blev altså tilbedt under forskellige navne overalt i verden, og blev senere overført til den katolske kirke under navne som Jomfru Maria med sin søn Jesus. Forhistorien er, at ’hun’ var den ’moder’, som blev kaldt for Fortuna i Rom, og hendes søn, som var romernes øverste guddom, blev kaldt for Jupiter. Sønnen Jupiter havde en ypperstepræst, som blev kaldt for ’Pontifex Maximus’, dvs. ’ypperstepræst’ for den falske Kristus. Denne titel bar de romerske kejsere indtil den i år 378 blev overført til den romerske biskop Damaskus, som også blev den første pave. Men det var ikke kun titlen, som blev overført, men den babylonske hedenskab begyndte straks at få en fremtrædende betydning i kirken. Kun tre år efter
”begyndte man at tilbede jomfru Maria som Guds mor og himmelens dronning. Ved slutningen af det fjerde århundrede var denne tilbedelse almindelig, og fortrængte den tilbedelse som tilkom Kristus”.43

Siden har alle paver båret navnet ’Pontifex Maximus’, som betyder, at også de er ypperstepræster for den falske Kristus. Og som ifølge den hedenske babylonske religion giver dem ’ret’ til at ofre ’gudesønnen’ igen og igen. For det er nemlig ham, som bliver ofret for de troende i den katolske kirke – og ikke Kristus, selvom det er under dette navn, at den falske Kristus dyrkes. Det er altså denne babylonske ’gudesøn’ Tammuz, som romerne gav navnet Jupiter, som blev videreført som Kristus i den katolske kirke. Tammuz er en helt igennem forfalsket efterligning af Kristus, og blev ligesom ham også kaldt for ’mellemmanden’ mellem Gud og mennesker, som (løgnagtigt) døde og opstod for at frelse mennesker. Han blev også proklameret for at være Messias eller ’kvindens sæd’. Djævelen kendte godt til profetien om den sande Kristus i Bibelen, og sendte en falsk frelser for at komme ham i forkøbet, jfr. 1. Mos. 3:15. Og det var festen for hans død og opstandelse, som der refereres til i Es. 8:3, 14. Det vil føre for vidt her at påvise, at det er denne falske Kristus, som sammen med sin mor bliver tilbedt i den katolske kirke.

Den babylonske jomfrumoder blev i øvrigt afbildet med et gigantisk bæger i sin hånd på samme måde som den skøge, som i Bibelen omtales således: ”Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og strålede af guld, ædelsten og perler; hun havde et guldbæger i sin hånd - fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder”, Åb. 17:4. Den vederstyggelige afgudsdyrkelse, som bægeret repræsenterer, har via den katolske kirke spredt sig til hele jorden, og alle bedriver utugt (åndeligt hor) med hende. Pave Leo XII lod i 1825 præge en medalje, hvor der på den ene side var et billede af ham selv, og på den anden side var der et billede af kirken i Rom, der symbolsk blev vist som en kvinde, der i sin højre hånd holdt et bæger, hvorpå der stod: ”Sedet Super Universum” (Den hele verden er hendes sæde).44

Eksempel: Jomfru Maria er identisk med en hedensk ånd


Der er mange andre beviser på, at den katolske kirke har tilpasset de forskellige religioners gudsdyrkelse, så at de troende i disse f.eks. kan dyrke den samme hedenske gudsmoder, men bare under et andet navn. Som et eksempel kan nævnes ’Jomfru Maria af Guadalupe’, som er en af hjørnestenene i Mexicos identitet. Den katolske kirke beretter om, at ”Jomfru Maria viste sig for en indiansk bonde på et bjerg i det nordlige Mexico i 1531”. Troen på hende er så stærk, at
”millioner i dette stort set romersk-katolske land hvert år besøger kirken Basilika af Guadalupe på bjerget for at tilbede Jomfru Maria, som er Mexicos skytshelgen”.45

Den mexicanske og katolske nobelpristager Octavio Paz skriver at
”Jomfru Maria... er uudsletteligt præget i Mexicos hjerte, og det er umuligt at forstå vores land og dets historie uden at forstå, hvad synet af Jomfru Maria har betydet og stadig betyder”.

Som kristen ved vi, at det selvfølgelig ikke var Jomfru Maria, som åbenbarede sig dér. Vi har tidligere set, at dette er umuligt. Gennem århundrede har mange katolske kirkeledere også tvivlet på historien, der faldt sammen med spaniernes – og katolicismens – ankomst til og erobring af Mexico. Åbenbaringen af ’Jomfru Maria’, som her bliver kaldt ’Jomfruen af Guadalupe’, viste sig nemlig meget belejligt på det sted, hvor der i forvejen var en helligdom viet til tilbedelse af den indianske ’Vor Moder’ (Tonantzin). Indianerne havde derfor ikke de store problemer med fortsat at dyrke forfædrenes gudmoder, men altså bare under et nyt navn. Selvom de fleste katolikker er overbevist om, at det virkelig er Jomfru Maria, som åbenbarede sig dér, er flere katolske kirkeledere i Mexico i tvivl og hævder, at:
”synet af Jomfru Maria... var en fabel, som blev skabt, så indianerne kunne fortsætte med at tilbede deres egen gudinde...”
Andre mener, at
”spanierne opfandt historien for at konvertere Mexicos indianere til katolicismen”.46

Ligegyldigt hvad, så er det et faktum, at Jomfru Maria nu bliver dyrket fra samme sted og på samme måde som før katolske tid. Og uden at de troende har behøvet at ændre meget på troens indhold.

Eksempel: Enhed med islam ved ’Jomfru Maria’.


En kardinal i Vatikanet fortæller, at den moderne katolicisme må være - og fremtræde - økumenisk for at spille en overvågende rolle i verden. Da han bliver spurgt om, hvad det betyder i forholdet til mission, sagde han, at ”det er bedre, at folk går over til Islam og møder Gud der, i stedet for slet ikke at møde ham”.47

Foran mig har jeg et af de fotos, hvor paven offentligt kysser koranen som symbol på, at han ærer og anerkender den såvel som islam. Jeg vil ikke komme nærmere ind på den meget specielle historiske, politiske og religiøse forhold, som der er mellem islam og den katolske kirke gennem tiden, men kun nævne, at jomfru Maria har en så stor betydning også for muslimer, at de tror, at hun også taler til muslimer og derfor skal æres. Og da jomfru Maria begyndte at åbenbare sig i Fatima i 1917 for at forene alle troende i verden, var det ifølge islam ikke nogen tilfældighed, men et himmelsk tegn på endens tid. Byen Fatima fik jo navn efter Muhammeds favoritdatter, som blev betragtet som ’den mest velsignede kvinde efter (jomfru) Maria’. Pga. jomfru Marias åbenbaringer i Fatima er disse budskaber derfor blevet en slags fællesnævner mellem islam og den katolske kirke, som er med til at skabe politisk fred og åndelig enhed mellem disse to religioner. Denne fælles begejstring af jomfru Maria gør, at den katolske presse i 1992 skrev, at
”det er en kendsgerning, at da en statue af ’Our Lady of Fatima’ blev ført gennem muslimske områder i Afrika, Indien og andre steder, mødte der hundrede tusinder muslimer frem for at ære (tilbede) hende”.48

For at skabe en global religion under Antikrist mener den katolske kirke, at når muslimer tilbeder den samme Gud (den katolske kirke mener ligesom mange andre, at Allah er identisk med Gud), så bliver de også frelst gennem deres tro. Som vi kan se af følgende eksempel i en katolsk katekismus, som bærer pavens signatur:
”Frelsens plan inkluderer også dem som vedkender sig Skaberen, først og fremmest dem som er muslimer; Disse praktiserer Abrahams tro, og sammen med os tilbeder den ene, nådefulde Gud, menneskehedens dommer på den sidste dag”.49
Vi ser altså, at den katolske kirke klart fornægter Bibelens budskab om, at et menneske kun kan blive frelst ved at tro på Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Koranen afviser som bekendt fuldstændigt alle de bibelske sandheder, som at Jesus døde for vore synder, at han er Gud, Skriftens autoritet osv. Hvordan kan den katolske kirke så mene, at muslimer kan blive frelst uden at kende frelsens vej, som åbenbares i Bibelen? Af den simple grund, at den katolske kirke selv mener, at de selv bliver frelst på den måde, og dvs. ved gerninger. Ligesom vi har set det i tidligere afsnit.

Hvem er den store skøge


Flere og flere verdslige og religiøse ledere er i dag overbevidst om, at paven er den bedst egnede til at styrke enheden mellem alle kristne og religionerne. De kristne ignorerer de historiske beviser og bibelske advarsler og ser derfor ikke, at den katolske kirke med paven i spidsen er identisk med den store skøge, som er omtalt i Åbenbaringsbogen. Den katolske kirkes vederstyggelighed var dog allerede på Martin Luthers tid så stor, at han anså hovedet for denne for at være Antikrist, 2. Tess. 2:3-4. Som det f.eks. kommer til udtryk i en af hans bønner:
”Ak, Kristus, min Herre, se herned, lad den yderste dag bryde frem og ødelæg djævelens rede i Rom. Her sidder det menneske, som Paulus har talt om, som skal ophøre sig over dig og sidder i din kirke, anstille sig som en Gud, det syndens menneske og fortabelsens søn. Hvad går pavens magt ud på andet end at lære og forøge synden, at føre sjælene til fortabelse under dit navn og skin…”.50

Rom afsløret


I Åbenbaringen kap. 17 læser vi, at ’den store skøge’ har sit hovedsæde i det hemmelige Babylon, som er bygget på 7 bjerge. Det kan ikke være det bogstavelige Babylon, for den blev som bekendt bygget på en slette. Men derfor skal vi jo netop lede efter det ’hemmelige’ Babylon, dvs. en by, som i hemmeligt er arvtageren af Babylons afgudsdyrkelse. Som tidl. nævnt fremgår det med al tydelighed, at den passer 100 % med Rom, som fuldstændig har overtaget den babylonske mysteriereligion.51Ordet mysterium betyder ”hemmelige religiøse ceremonier, kun tilgængelige for indviede”. De mange vande, som skøgen sidder ved, udlægges i kap. 17 til at være ”folk og skarer og folkeslag og tungemål”, som ”har herredømme over jordens konger”. Og det er netop det, som kendetegner den katolske kirke. Desuden er skøgen iklædt purpur og skarlagen. Disse to farver er altid blevet betragtet som syndens farver i de hedenske religioner – og det er netop også disse to farver, som ses på pavens og de katolske præsters embedsdragter.

Der står videre, at hun er prydet med alle slags kostbarheder, og i sin hånd har hun som tidligere nævnt et guldbæger fyldt af vederstyggeligheder og urenheder. Det betyder, at enhver, som ’drikker’ af hendes vin, bliver meddelagtig i hendes vederstyggeligheder og urenheder – og får selv en del af skøgens identitet. Johannes skriver videre, at han ’så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod’. Denne beskrivelse passer også uhyggelig meget til den romerske kirke. Ingen ved hvor mange den katolske kirke har dræbt, men 50 millioner er anslået. ”Historien kan berette om tilfælde, hvor optil 3000 mennesker blev brændt i et eneste stort bål”.52

Skøgen og hendes døtre


I Bibelen er beskrivelsen af en kvinde også ofte et billede på et bestemt folk. Jøderne bliver f.eks. omtalt som ’Herrens ægtehustru’, mens menigheden bliver omtalt som ’Lammets hustru’. Disse beskrives begge som ’en ren jomfru’. I modsætning hertil beskrives kvinden i Åbenbaringen kap. 17 som den store skøge. For her har vi at gøre med en, som bedriver åndeligt utugt med alle religioner og konger på jorden, og det er netop det, som den katolske kirke gør. Om denne store skøge nævnes det, at hun er ’moder til jordens skøger og vederstyggeligheder’, Åb. 17:5. I kap. 13 læser vi om, at et ’andet dyr’, som i øvrigt er identisk med den store skøge i kap. 17, vil fremstå som et lam. Mange vil derfor gå ud fra, at lammet må være Kristus, som kommer igen - men det er bedrag! Det falske lam stiller da heller ikke sin magt til rådighed for Gud, men til det første dyr, som er Antikrist. Hvordan kan det gå så galt?

En lignelse om de glubske ulve og fårene


Når man læser om den katolske kirkes historie efter reformationen og ser dens had til reformationen, så kan det undre, at der er så mange som i dag har ladet sig overbevise om, at den katolske kirke har ændret sig så radikalt, at den nu ikke længere hader det sande evangelium. Det svarer til, at de glubske ulve, som Paulus skriver om, bliver lukket ind i menigheden, fordi de selv siger, at de ikke (længere) er farlige. Det kan godt være, at det i øjeblikket - af taktiske grunde - kan betale sig for ulvene at fremstå som gode hyrder. Men hvis hjorden ikke er opmærksomme og årvågne, så vil de blive ulvenes bytte.53

Epilog:


Som vi har set, bliver den babylonske afgudslære videreført af den katolske kirke den dag i dag. Siden reformationen er ugudeligheden i denne kirke kun blevet større og større. Alene i de sidste 150 år har den katolske kirke fastslået læren om pavens ufejlbarlighed, stadfæstet dogmet om Jomfru Maria som evig syndfri jomfru, medforløser og himmeldronning, som derfor skal tilbedes. Dertil kommer det store arbejde for at fremme den nye verdensorden, som kan favne alle religioner i sig, og som ’Kristus skal regere over, når han åbenbarer sig’. Men det er bare ikke den sande Kristus, som de længes efter og forbereder sig til at tage imod – men det er tværtimod Antikrist, som er parat til at træde frem når som helst. I litteraturlisten henviser jeg vil bøger og artikler, som behandler dette nærmere.54

Med tanke på alle dem, som tror på Gud – og som derfor også ønsker at følger ham, giver Bibelen følgende formaning: ”Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige pga. hendes umådelige yppighed”.55

Litteraturhenvisning:

1 Kristeligt Dagblad, 30.10. 1986).
2 Udfordringen nr. 2. 1979
3 Texe Marrs: All Fall Down: The Plot to Crown the Pope the Prince of Peace
4 Udfordringen nr. 14/2005 s. 11 og Texe Marss: Flashpoint, aug. ’95, s. 3
5 Billy Graham: ’Just As I Am’ s. 357
6 Billy Graham: ’I Can’t Play God Any More’ side 158
7 The Christian News, 1. oktober 1984
8 Smokescreens, kap. 8.
9 Tim LaHaye: begyndelsen til enden, s. 146.
10 Katolsk orientering, 14.09 1988
11 Kristeligt Dagblad, 27.05 1999
12 Udfordringen nr.14/2005
13 Mødet fandt sted i 1987 i ”The North American Congress on The Holy Spirit and World Evangelization”, gengivet i artiklen ’en ny kristendom’ af Holger Særkjær.
14 Catholic Moment, 10. aug.1995: ’Pope: For unity, Churches Must Accept Papal Authority
15 Citeret i artiklen ’Antikrist’, af Eskild Særkjær. Oprindelig kilde bortkommet
16 Kristeligt Dagblad, 11.06 1998
17 Katolsk Orientering nr. 25/9 1996 omhandlende ’Et katolsk ord til Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren & Kristeligt Dagblad 1. april 1998
18 Se videre i artiklen: ’Martin Luther og reformationens nødvendighed
19 http://www.teamlife.no/arkiv/
20 Udfordringen nr. 44/1999 i artiklen ’Frikirke-lutheranere er imod historisk forsonings-aftale.
21 Oversat fra Berean call, april 1996 af Holger Særkjær i artiklen ’Det store bedrag.
22 Indlæg i Kristeligt Dagblad d. 20/2 1996 af en tidligere romersk-katolsk præst Eugen Drewermann
23 Dansk Europamission nr. 9/1991 & JTC: Smokescreens, En tidl. jesuit præst afslører Vatikanets hemmelige planer
24 Katolsk Orientering d. 8/2 1995, citerer et brev fra paven til buddhister i Asien
25 Kristeligt Dagblad, 5. okt. 1989.
26 Tim LaHay: Begyndelsen til enden, s.148.
27 Jfr. artiklen om ’den katolske modreformation’ af Eskild Særkjær.
28 Lægekunst: tro og overtro, s. 9-148 og Babylon Mistery Religion, ancient and modern, af Ralph E. Woodrow.
29 T.A. McMahon, en tidl. katolik fortæller, The Berean Call april 1996.
30 Oskar Edin Indergaard: Jesu gjenkomst – bind 3, side 387-91.
31 Katolsk Orientering nr. 1, 1992.
32 The Berean Call, febr. 2000
33 Foto og tekst gengivet i artiklen: ’Den skjulte krig mod de hellige’, af Holger Særkjær, okt. 2001.
34 ’Future of God’ Congress at Fatima, Vanguard Issue, jan. 04, s. 2.
35 Samme.
36 Redaktør Henri Nissen i Udfordringen nr. 24/1999
37 Poul Hoffmann: Udfordringen. Nr. 51/52 1991
38 Inge Stoltenberg; Maria-åbenbaringerne i Medjugorje, udgivet på Sankt Ansgar Forlag i 1989
39 Samme, s. 44, 69, 80-83 og 93).
40 Ralph Woodrow: ’Babylon Mystery Religion’, s. 16
41 Samme, s. 7-9. Her er afbilledet flere religioners ’gudsmoder’ med hver sin søn, som dier.
42 Oskar Indergaard: Jesu gjenkomst, bind 1, s. 333
43 Samme, s. 334. Indergaard citerer historikeren Gibbon.
44 Samme, s. 335
45 Artikel i Kristeligt dagblad, juni 1996 (dato bortkommet).
46 Samme
47 Kristeligt Dagblad 20/10 1989
48 ’The Fatima Crusader Vinter’, 1992
49 Catholic Catechism, side 242-243
50 Lutherbogen af V. Ammundsen, s. 128
51 R. E. Woodrow: ’Babylon Mystery Religion, ancient and modern’ beviser dette med al tydelighed
52 Thoralf Gilbrant: Tidens tegn, del 2, s. 158
53 Apg. 20:29-31
54 Til læsning anbefales: Olav Valen-Sendstad: ’Moskva-Rom’ (14 epistler om verdenspolitikken og det 20’ århundres modrevolusjon), ’Lægekunst: tro og overtro’, s. 9-148, ’Babylon Mistery Religion, ancient and modern’, ’Martin Luther – og reformationens nødvendighed’, ’Den Katolske Modreformation’ og div. artikler om den katolske kirkehttp://tagryggen.dk.
55 Åb. 18:3


Debat: Den katolske kirkes strategi og mål: At forberede alle til Antikrist

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Den katolske kirke

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation