Håbet løfter os op til glad udholdenhed
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 24/11-02
Udskriv
Dersom prøvelser på ånd og legeme er svære at bære, oplever mange samme situation som Asaf, som i en sådan situation skrev denne salme:
”Jeg var tæt på at snuble, mine trin var lige ved at glide ud. Thi jeg blev harm over de hovmodige, da jeg så, at det gik de ugudelige vel. For de er fri for lidelser, indtil deres død, og deres legeme har det godt. De kender ikke til menneskelig møje og …. plager. Derfor er de overmodige… de hyller sig i vold som i en klædning.” Sal 73:2-6.
”De håner og taler ondskabsfuldt om uret, med overlegne ord taler de. De åbner deres mund mod Himmelen, og deres tunge farer frem overalt” V.8-9.
I v. 11-14 står: ”De siger: ”Hvordan skulle Gud vide noget? Er der vel kundskab hos Den Højeste?” Se, det er de ugudeliges kår. Evig trygge vokser de i velmagt! Forgæves har jeg renset mit hjerte og tvættet mine hænder i uskyld. Alligevel blev jeg plaget hele dagen, hver morgen tugtes jeg på ny.”
Og i vers 16-19: ”Jeg tænkte efter for at forstå dette. Det var en plage for mig at se – indtil jeg gik ind i Guds helligdom og gav agt på, hvordan det går dem til slut. … Du lod dem falde, så de gik til grunde, hvor de blev ødelagt i et øjeblik! De gik under og deres ende kom med forfærdelse!”
Vi kan alle komme i en sådan situation, hvor vi synes som Asaf, at de gudfrygtige har det meget hårdere end de gudløse. Da kan vi tænke: Havde vi det blot som den eller den, så kunne også vi nyde livet og rigtig være glade. Vi trænger til at tænke på, at livet er kun som et pust, der svinder og ej vender tilbage. Men Gud ser os som en evig skabning, der skal formes og slibes til her på jorden, så vi kan være skikket til evigheden hos ham. (Sal 78:39.).
I Sal 94:12 står: ”Salig er den mand, som du tugter, Herre, den, du vejleder ved din lov.”
I Hebr 12:6 læser vi: ”Den Herren elsker, den tugter han, han slår hårdt hver søn, som han tager sig af.”
Og i Åb 3:19 : ”Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; tag det derfor alvorligt og omvend dig!”
Vi må forstå, at det ikke altid er til vort bedste at være sunde og raske og have velstand, thi uden tugt går vi egne veje og lærer ikke Herrens veje at kende. Og ”hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl”? Matt 16:26.
Jeg har lært mange mennesker at kende og set, at dem i trange kår med mange prøvelser, oftest var dem med en åben dør for budskabet om Guds rige, og for nødvendigheden af at vende om til Gud og ydmygt tage imod hans frelse ved tro på Jesus Kristus. Medens personer, der har forkastet Gud, ofte bliver mere og mere hårde og selviske, jo ældre de bliver.
I 2. Sam. 22:28 læser vi: ”De elendige frelser du, men dine øjne er imod de overmodige, dem fornedrer du.” Og i Job 36:15 : ”Han frelser de ulykkelige ved deres ulykke og åbner deres øre ved trængselen.”
Det er stærke budskaber. Vi forstår, hvorfor Djævelen har så travlt med at foregive at ville hjælpe os ud af trængselen. Vi tror og véd, at Gud hjælper i sin time og på sin måde. Men Djævelen er en efterligner og er også en ”helbreder”, men han helbreder ikke til frihed og glæde men til yderligere trældom i åndeligt mørke. Lykkelige er de, der vælger at være under Guds hånds tugt i stedet for at bede sig fri for byrden ved at bruge kræfter, der ikke kommer fra Gud.
Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din tugt.
Den vækker mig, når jeg din hånd vil slippe.
Tit bli´r mit hjerte stolt og vildt dets flugt,
Derfor du stundom må dets svingfjer klippe.
Vi må lære af, hvad Asaf oplevede. Der var en strid i hans sind. De vantros fremgang og lykke lå tungt på ham og var en fristelse til ikke at følge Gud. Hvorfor lod Gud dem, der søgte ham i oprigtighed, gå gennem så meget ondt, når de vantro levede lykkeligt? De havde så meget, han ikke kunne opnå. De havde ingen frygt for at gøre Gud imod. Og de var sunde og rige og havde stadig fremgang. Han var tæt på at opgive sin tro, thi dem, der ikke holdt sig til Gud, fik – for ham at se – mere velsignelse end dem, der frygtede for at synde. Men Gud forbarmede sig over ham og lod ham få indblik i, hvordan det ville gå sådanne ved livets ende. Da Asaf forstod det, klyngede han sig endnu mere til Gud. Han forstod, at kun Gud kunne rense fra synd, og at det ikke var forgæves at tjene og tilbede ham.
Jeg ved, du tugter ej med hævn og harm.
Du elsker mig trods syndens vilde lyster,
Jeg ved, din kærlighed er rig og varm,
ja varmest, når du mest mig gennemryster.
Gud har det mål med os, at vi skal bære bedre og mere frugt. I Joh 5:8 står: ”Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt…” Der kommer ingen frugt, dersom grenene ikke beskæres. Først når de ikke frugtbærende grene skæres bort, begynder træet at bære frugt.
Jesus siger om sin Fader: ”Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, tager han bort. Og hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.” Joh 15:2.
”Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, således kan I heller ikke bære frugt, uden vi bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for uden mig kan I intet gøre. Om nogen ikke bliver i mig, da kastes han ud som en gren og visner, og man samler dem sammen og kaster dem på ilden, og de brændes.” Vers 4-6.
Jesus siger med disse ord, at så længe vi klynger os til ham og hans ord, flyder hans kraft til os, så vi kan bære frugt, os selv til gavn og ham til ære. Men han taler også advarende om, hvad der sker med grenene, der ikke forbliver i vintræet.
Vel er min bøn: ”O Gud, din vilje ske!”
så ofte under frejdig tro opstegen.
Men tit, når jeg din vilje får at se,
jeg mærker, at jeg mente dog mig egen.
Asaf overvejede, hvilken gavn han havde af at tjene Herren, og fandt hvile i, at det ikke var ham, der holdt fast i Gud, men Gud, der holdt fast i ham. Derfor ville han blive hos Gud, uanset hvad han så, hvor godt det gik andre.
Han skrev i en salme: ”Dersom jeg havde sagt: ”Taler jeg sådan! (som tåberne), da havde jeg været troløs….”Jeg tænkte efter for at forstå dette. Det var en plage i mine øjne (at det gik de ugudelige bedre end Guds folk) – indtil jeg gik ind i Guds helligdom og gav agt på, hvordan det går dem til slut.” Sal 73:15-17.
Og han kom til denne, gudgivne forståelse: ”Men jeg bliver altid hos dig, du har grebet min højre hånd. Du leder mig ved dit råd, og tager mig derefter op i herlighed. Hvem har jeg ellers i Himmelen? Når jeg blot har dig, begærer jeg ikke noget på jorden. Om end mit kød og mit hjerte svigter, så er Gud mit hjertes klippe og min del for evigt.” Vers 23-26.
Så vis kan Gud gøre os, dersom vi vælger at følge ham i ”middagsheden” (hvor folk i sydlige lande holder pause, fordi det er uudholdelig at arbejde). Guds folk holder ikke pause, selv i svære situationer, men følger Åndens ledelse. Vi læser i Apg 14:22 : ”Vi må gå ind i Guds rige gennem mange trængsler.” Ånden leder os ikke udenom trængsler men igennem dem.
Paulus oplevede mange trængsler. Han skriver for eks.: ”Nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. Hvad der vil møde mig dér, ved jeg ikke; jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler. Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde.” Apg 20:22-24. Hans håb førte ham til udholdenhed.
Der kan være så mange ting, vi gerne vil, som Bibelen sætter grænser for. Medens verdens børn næsten gør, som de vil, skal vi som Asaf hente visdom, ellers kan vi ikke se, når Gud sætter grænser for at beskytte os. Syndens løn er død. Men mange nyder synden og tænker ikke på dens følger.
”Mange har begået synd for penges skyld, og den, der stræber efter at få mere, lukker øjnene for mange ting. Som naglen drives ind i fugen mellem stenene, sådan maser synden sig ind mellem køb og salg.” Siraks visDom 27:1.
”Når man ryster en sigte, bliver affaldet tilbage, på samme måde kommer menneskets nedrighed frem i dets tanker. Pottemagerens kar prøves i ovnen, et menneske skal stå sin prøve i tankeudveksling. Frugten viser, hvilken jord træet har vokset i. På samme måde viser tanken, hvad der bor i menneskets hjerte. Ros ikke en mand, før du kender hans tanke; det er her, et menneske skal stå sin prøve.” ”Når man ryster en sigte, bliver affaldet tilbage, på samme måde kommer menneskets nedrighed frem i dets tanker. Pottemagerens kar prøves i ovnen, et menneske skal stå sin prøve i tankeudveksling. Frugten viser, hvilken jord træet har vokset i, på samme måde viser tanken, hvad der bor i menneskets hjerte. Ros ikke en mand, før du kender hans tanke; det er her, et menneske skal stå sin prøve.” Siraks visDom 27:2-3 og 4-7.
Asaf så, at det der betød noget, var hvorledes et menneskes udgang af livet blev, og ikke hvad han var blevet her i livet. Det er også det, vi må se på, når vi prøves på forskellige måder. Men holder vi os til Gud og holder ud indtil enden, kan vi glæde os i håbet om evigt at være sammen med ham.
”Salig er den, som holder ud i prøvelse; for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.” Jak 1:12. Vi måler ofte Guds godhed efter, hvor godt vi har det på legeme og sjæl, medens vi ofte overser, hvorledes vor ånd har det. Men husk: ”Lykkeligt det menneske, Gud irettesætter, ringeagt ikke den Almægtiges tugt!” Job. 5:17.
Asaf var tæt på at knurre over sit liv, indtil han så de ugudeliges udgang af livet. Og mange er gået i hans spor uden som Asaf at være kommet til erkendelse af, hvad et gudløst liv fører med sig.
Vi oplever disse ords sandhed: ”Al tugtelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den.” Hebr 12:11.
Og dog, hver gang dit revserblik mig når,
hver gang jeg under tugteråget prøves,
det tykkes mig, din hånd den er så hård
og trykker stærkere, end det behøves.
David måtte også gennem prøvelser, og det var ikke hver gang, han bestod dem. Men læs, hvad han skriver i Sal 40:2-6 : ”Jeg biede på Herren. Da bøjede han sig til mig og hørte mit råb. Han drog mig op af fordærvelsens grav…. Han satte mine fødder på en klippe, gjorde mine trin faste. Han lagde i min mund en ny sang, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og sætte sin lid til Herren. Salig er den mand, som sætter sin lid til Herren, som ikke agter på de overmodige og dem, som omgiver sig med løgn. Herre, min Gud! Mange er de undere, du har gjort, og mange er dine tanker for os! intet kan lignes med dig. Vil jeg kundgøre dem og tale om dem, er de flere end der kan tælles.”
Og i vers 10-18 står: ”I en stor forsamling forkyndte jeg et godt budskab om retfærdighed. Se, jeg lukkede ikke mine læber; Herre, du ved det. Jeg holdt ikke din retfærdighed skjult i mit hjerte, jeg har kundgjort din trofasthed og din frelse. Jeg skjulte ikke din miskundhed og din sandhed for en stor forsamling. Du, Herre, vil ikke holde din barmhjertighed tilbage for mig. Din miskundhed og din sandhed vil altid bevare mig. Thi trængsler uden tal omgiver mig, mine synder har grebet mig, så jeg ikke kan se. De er flere end hårene på mit hovede, og mit mod har svigtet mig. Lad det behage dig, Herre, at udfri mig! Herre, skynd dig at hjælpe mig!” … Lad dem, som siger til mig: Ha-ha! – blive forfærdet på grund af sin egen skam. Lad alle dem, som søger dig, fryde og glæde sig i dig! Lad dem, som elsker din frelse, altid sige: ”Højlovet være Herren!” Jeg er elendig og fattig, men Herren vil tænke på mig. Du er min hjælp og min frelser!”
Vi læser her om en mand, der er midt i svære prøvelser, men som alligevel ser hen til Gud og lovpriser hans navn. Men læg mærke til, at David skriver, at han ventede tålmodig på Herren. Det ligger deri, at i hans venten ventede han med udholdenhed og håb. Da bøjede Herren sig ned til ham og svarede ham.
Når vi er midt i prøvelser og fristelser, skal vi gøre som David. Da vil Herren også svare på vor bøn, men han prøver os, om vi tålmodig vil vente, eller om vi i utålmodighed søger hjælp hos afguder og dæmoner. De kender nemlig vor situation og vil gerne benytte den. I prøvelsens stunder ved de, at vi ofte er et let bytte og som Asaf kan være tæt på at glide bort fra troen.
Da vakler jeg; jeg ved jo, du har ret,
at alt for mig du for mig på det bedste mager.
Jeg ved, du tager på mig mildt og let.
Det er kun mig, der uden årsag klager.
Står vi midt i prøvelser og vanskelige situationer, må vi hvile i, at vi ikke er alene i kampen. I Hebr 5:2 står: ”Han (Jesus) kan være medlidende med de uvidende og vildfarne, fordi også han selv var underlagt skrøbelighed.” Tænk på fristelsen i ørkenen, hvor Djævelen sagde til ham: ”Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød!” Matt. 4:3. Se også vers 6. Eller da det lød til ham på korset: ”Frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!” Matt. 27:40. Hvor let ville det ikke have været for ham at befale over Djævelen og undgået trængslerne. Men han gik Guds vej og ikke sin egen.
Vi kan forestille os, at Asaf kan have tænkt: Hvis Gud er med mig, hvorfor skal jeg da sådan prøves? En sådan tanke kommer til mange i dag. Og da kommer Trosbevægelsens folk og for eks. siger: Hvis du har tro, så rejs dig op fra din kørestol og gå! Men Jesus sagde: ”Du må ikke friste ( græsk: prøve, sætte Gud på prøve) Herren din Gud.” Matt 4:7.
Du skal ikke friste (ouk ekpeiraseiv). Jesus citerede 5. Mos 6:16 og viste, at Djævelen forvanskede Guds løfte om beskyttelse. Også i dag forvanskes Guds ord. Og det er at sætte Gud på prøve for at se, hvor lang hans godhed rækker. Hvorlænge vil han tåle, at vi misbruger hans godhed?
En mand kan blive rig af at være nøjeregnende og bjergsom, men hvad får han ud af det? Når han siger: »Jeg har fundet ro, og nu vil jeg nyde mine goder”, så ved han ikke, hvor længe det vil vare, inden han skal efterlade dem til andre og dø. …Stol på Herren, og vær udholdende i dit arbejde. For det er en let sag for Herren hurtigt og brat at gøre den fattige rig. Herrens velsignelse er den gudfrygtiges løn, i løbet af kort tid blomstrer hans lykke. Sig ikke: ”Hvad har jeg mere brug for, hvilke goder kan jeg opnå i fremtiden?” Sig ikke: ”Jeg har nok, hvad ondt kan ramme mig i fremtiden?” På gode dage glemmes de onde dage, og på onde dage huskes ikke de gode; for det er en let sag for Herren på dødsdagen at gengælde et menneske dets færd. Et øjebliks lidelse bevirker, at lykkelige dage glemmes, og ved et menneskes endeligt afsløres dets gerninger. Pris ingen lykkelig før hans død; en mand kendes ved sit endeligt.” Siraks visDom 11:10-28.
Asaf havde ikke denne visdom før senere i sit liv og var derfor tæt på at falde. Men Gud giver os i sit ord visdom til at vælge de rette veje og viljen til at følge dem, at vi ikke bærer os ad som tåben, der tror, at han er vis, udi sin tåbelighed.
Vi må bede denne bøn: ”Herre, giv mig indsigt, så jeg overholder din lov og holder den af hele mit hjerte. Før mig ad den sti, du befaler, for den holder jeg af. Vend mit hjerte til dine formaninger og ikke til uredelig vinding! Vend mine øjne bort fra løgn, hold mig i live på dine veje! Bekræft dit ord for din tjener, så jeg må frygte dig.” Sal 119:33-38.
”Forkynd mig din godhed hver morgen, thi jeg stoler på dig. Vis mig den vej, jeg skal gå, for jeg længes efter dig. Red mig fra mine fjender, Herre, jeg skjuler mig hos dig. Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud, mig fører din gode Ånd.” Sal 143:8-10.
O, lær mig ret at ville, hvad du vil,
hold troens vinge oppe, når den daler!
Og tugt mig kun, men giv mig nåde til
at bøje mig og tie, når du taler.
”Vær ikke vís i egne øjne! Frygt Herren, og hold dig fra det onde.” Ordsp 3:7.
Herrens vej kan være svær at vandre, fordi han vil lære os sine retfærds veje. Men vejens slut er overmåde herlig, og da glemmes det besværlige og al afsavn.
Vi skal ikke sukke og klage men lad os takke for, at vi ”får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt.” Hebr 12:28.