Faderhusets Djarling; sekter og parallelle samfund

af Kim Andersen
Lagt på d. 29/06-13



For ikke mange dage siden, var navnet Djarling ukendt for mig - indtil en ven af mig viste mig nogle musikvideoer med Kristina Djarling, som fik mig til at se nærmere på denne energiske unge dame.

Jeg er egentlig blevet så træt af at beskæftige mig med outrerede sekter der kalder sig frikirker, så som Københavns Bibeltrænings Center (KBC), Faderhuset, Evangelist og des lige. Men jeg bliver provokeret til at skrive, når jeg oplever at Bibelens alvorlige budskaber præsenteres så aggressivt og fjendsk, som Kristina Djarling buldrer frem med. Som en personlig kristen, der elsker mine ikke-troende venner rigtig meget, forsøger jeg belejligt, som ubelejligt (2. Tim. 4:3) at være til rådighed for dem, og fortælle dem om frelsen, og andre Bibelske emner, hvor de er åbne og imødekommende. Mennesker som Kristina Djarling - og der er mange af den slags - jeg var engang selv én af dem - er så ødelæggende for folks åbenhed over for Evangeliet, at jeg er nødt til med denne korte artikel at adskille min tro fra deres - kristendommen fra Faderhuset, og fortælle at Djarlings metode ikke er kendetegnet for såkaldt ”sand kristendom”.

Jeg husker dengang Moses Hansen var i Big Brother, hvor han sang og takkede Jesus i et spabad, for at Han mødte ham med bobler. Han legede dåb i badet, med tidligere stripper Kira Eggers[1], og man får en væmmelse ved det, der gør at man holder op med at kalde sig kristen - for man kan ikke associere sig med sådan en omgang latterligheder. Man kan ikke associere sig med sådanne mennesker, og efter Djarling i kristendommens navn, ”sand kristendom” vel at mærke, lod vrede (internt forstået som åndelig krigsførelse), udgyde over Rådhuspladsen under hendes koncert, skammer jeg mig endnu engang over Kristen navnet.

Hun er blevet interviewet i radioen, og omtalt i Go’ Morgen Danmark, og har d. 22-06-2013 fremført en såkaldt kristen koncert, på Rådhuspladsen, København, over hendes nye album ”Before It’s Too Late”. Jeg gik ind til Rådhuspladsen for af nysgerrighed at se hvordan Djarling ville fremføre hendes show, og jeg blev ganske enkelt bedrøvet. Ja - det var et følelsesmæssigt sammensurium af vrede, bedrøvelse og væmmelse. Der var også lyspunkter, så som de unge mænd jeg stod ved siden af, der utrætteligt ventede spændt på at Djarling skulle synge den sang med hesten, hahaha, og jeg vidste hvad de talte om, for ”den med hesten” var den video min ven havde vist mig på Youtube, som hedder ”Babylon Is Fallen[2].

Jeg vil dog sige at jeg kan godt lide iveren hos mennesker som Djarling. Paulus taler om jødernes iver efter at holde loven, ligesom mennesker som Kristina Djarling viser iver efter at leve efter de ting, de føler for og tror på - hvor lidt man end forstår det. Paulus siger om disse mennesker at ”jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse” (Romerne. 10:2), og det vidnesbyrd har Djarling også. Det forstår hun ikke selv, og tordner derfor hovedløst imod selv andre kristne, der ikke deler hendes facon.

Faderhuset, en skræmmende sekt


For at forstå hendes fremturen, skal man forstå det sekteriske bag hende, som er Faderhuset. Et samfund i samfundet, hvor interne regler og magtfordelinger bestemmer alt, lige fra menneskers talemåde og tøjstil, til hvad de skal tro på lige fra politik til religion til etik. Bestemmelserne går langt ind under huden på sektsamfundets borgere, og jeg ved det, for jeg har selv været i lignende parallelsamfund som helt ung. Det er svært at forstå, men selv med alle de ekstra regler der føjes til samfundets egentlige regler, føler man sig fri - verden bliver meget simpel, sort og hvid, for sektlederens spidskompetence er at have en mening om alt, som medlemmerne kan adoptere. Man har et formål med livet, og jo mere isoleret man bliver, jo stærkere bliver fællesskabsfølelsen, og man føler derfor at man har noget vigtigt at give videre, for man er én af de rigtige - og tak Gud for det! For ikke-troende, kan jeg måske forklare det bedre ved at sidestille det med at tage en uddannelse, hvor man ser et livsmål med at få et job, danne familie og lægge grundstenene for fremtiden. I en sekt er det bare parallelsamfundets regler og normer man uddanner sig i, for at få en fremtid. At blive som lederen af sekten, er undersåtternes største bedrift, og igennem Djarlings YouTube klip forstås også, at hun anser sin moster, Ruth Evensen, som hendes store forbillede. Som hun sagde på Rådspladsen: ”Ruth er en rigtig mor” - jeg kan forestille mig det er holdningen hos mange i Faderhuset. ”Hun har gjort mere for dette land, end nogen anden”, og alle uden for sekten kan se at det udsagn er forkert - men det er rigtigt i sekstens egen fortolkning af verden. På bagsiden af indlægget til hendes album ”Before It’s Too Late”, takker hun og kalder Ruth sin mor og skriver: ”Al min kærlighed og taknemmelighed til min kæreste mor, Ruth Evensen, som lærte mig at følge den smalle sti, og presse igennem enhver hindring[3]. Djarlings mor er Ruths søster… Jeg tænker at det må være hjerteknusende for Kristinas egen mor, at blive sat sådan til side i sin datters liv… Det ses at det er et vigtigt tema at hylde sektlederen, og med denne sociale rang både underkaste sig og lefle for lederen.

At Faderhuset er en sekt, er noget de selv forsøger at dementere[4]. Men en sekt er en sekt, og det kan man ikke definere sig ud af. Lyt til dette interview med Kristina Djarling, med titlen ”Vi er ikke af denne verden”:

Man giver hele sit liv til menigheden. Man er som en familie, en krop som har næse, øjne og ben. Når et lem lider har alle ondt… Er der nogle, som er gift uden for Faderhuset?
»Nej...«… Er der nogle, der har nære venner, der ikke er frelste?
Du kan ikke have tætte venner, som ikke er frelste, for man skal kunne udveksle alt med sine venner… Vi har kontakt til forskellige mennesker, som vi inviterer med hjem og spiser med en gang om ugen. Det kan du måske godt kalde venner, og de bliver jo venner, hvis de ønsker at tage imod Jesus og blive en del af familien.
[5]

Dette interview med Kristina Djarling er fra 2001, og skildrer en sekt - et lukket samfund med særlige regler og normer. Mens Djarling i interviewet siger: ”der ingen regler er i Faderhuset” føjer hun alligevel yderligere til: ”Ligesom børn i en familie må overholde nogle regler, så der ikke bliver uorden. Det er det samme i vores menighed. Ruth leder ud fra den overbevisning, hun får i fællesskabet med Gud i samråd med resten af lederskabet”. Det er et stærkt kendetegn for en sekt - lederen får vejledning af ”Gud” og om det er sandt eller falsk gør ingen forskel - medlemmerne retter ubetinget ind. Et tidligere medlem fortæller at:

Jeg måtte ikke læse aviser, ugeblade, se tv eller høre radioavis.
- Røg jeg en cigaret, var jeg besat af en nikotinånd. Jeg måtte heller ikke besøge min mor i Jylland. Faderhuset mente, at hun var besat af dæmoner.
- Heller ikke min moster, måtte jeg se, fordi hun er gift med en muslim.
- Man må ikke sige lederskabet imod, men skal følge dem blindt og underordne sig dem, gøre rent for dem, passe deres børn, tage deres vasketøj og spørge om lov til alting.
[6]

Man må ikke ryge, man må ikke drikke - det måtte vi heller ikke i KBC - dæmonerne var i røgen, fik vi at vide. Som Djarling siger det i interviewet: ”Det er heller ikke godt at drikke alkohol, for så kan man ikke styre sine seksuelle tanker”. Man får en ufattelig indskrænket forståelse af et almindeligt liv. Jeg drak heller ikke alkohol da jeg kom i de kredse - for ”En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs” (Ordsp. 20:1 man glemmer at læse fortsættelsen: ”den der bedrages derved er ikke vis”, KJV). Men jeg blev fri, og skulle jeg fortælle Djarling at jeg i dag er sådan en ”rebel”, der kan finde på at tage et godt glas Whisky eller Rom, selv på en hverdag, mens jeg alligevel sidder og studerer Bibelen, så vil jeg i hendes verden være en sort hykler, og en ikke-rigtig-kristen. Men jeg får ikke frække tanker - jeg bliver ikke bedraget af alkoholen, eller vælter rundt i fuldskab. Jeg kan godt styre min vrede, og løssluppenhed. Jeg nyder på god gammeldags vis, som man siger, de gode dråber...

Et andet kendetegn på en sekt, er evnen til at vride vidnesbyrd fra kritikere til uigenkendelighed. Da jeg kom i KBC, var der folk der gik ud før jeg fik øjnene op for vanviddet. De fortalte sandheden om deres oplevelser og årsager til at gå ud - hvorfor de blev ”afhoppere”, men internt og indefra og ud forlød det, at alt de sagde var løgn - de var besat af løgneånder, kritiske ånder og hvad har vi, og var Satans redskab mod KBC. Det samme gør sig gældende i Faderhuset. Alle positive medlemmer vil til hver en tid afvise beskyldningerne (formentlig er der også falske beskyldninger der forstærker sektens forsvarsvilje, men ovenstående er gennemgående kendetegn for en sekt) og vitterligt tro på sektens forvredne forklaring til anklagerne - og sådan tilkendegiver Ruth anklagerne, og derfor således selvfølgelig også alle øvrige medlemmer. Ikke desto mindre kan sognepræst Niels Underbjerg, på Østerbro i København, fortælle om omkring 70 nedbrudte unge fra Faderhuset[7]. Ruth Evensen ringede engang til mig, for at høre om jeg ville samarbejde med dem, og hendes fedtede omgang med sandheden var kvalmende. Alt blev negligeret med ”så du har også valgt at tro på medierne”, hvilket jf. deres nye video ”Undskyld Ruth[8] på godt 1½ time - hvor anklagerne igennem tiderne bliver adresseret - ikke er andet end en usand smædekampagne. Jeg forsøgte gentagende gange at forklare hende at det ikke var medierne jeg troede på, men de mennesker der gav sine vidnesbyrd. At alt sammen var løgn, var det selvbedragende mantra hun klyngede sig til fra start til slut. Det er ganske enkelt skræmmende.

Et eksempel er Faderhusets køb af ungdomshuset, Jagtvej 69. I dag forlyder det i deres omtalte video-forsvar, at de bare havde brug for lokalerne, og havde de ikke købt det, var der andre der gjorde det. Oprindeligt var det en magt-demonstration - en provokation. Ruth sagde i en ”gudstjeneste” at:

Gud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan ånde lettede op. Men sådan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sådan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men også det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?.. Og hvad med pornografi, hva? Hvad med abort? Hvad med incest, hva? Det bliver det næste. Vi har styrken, og vi har troen. Vi lever i et samfund, hvor børn leger med satanisk legetøj. Leger med monstre. Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed.[9]

Med andre ord var det en decideret magtdemonstration, der om muligt ville bruse op imod alt andet som Faderhusets ledelse (Ruth Evensen) fandt passende. Tidligere medlem Jerry Jensen fortæller også, at ”i menigheden blev det fremlagt som en kamp mod lovløshedens ånd, og vi bad for at fjerne lovløshedens ånd, altså ondskaben[10]. Uden tvivl præsenterer videoen sektens interne og ”indefra og ud” strategi, hvor konsensus om en manipuleret sandhed er blevet almen erindring blandt medlemmerne. Men tidligere medlemmer, Jerry Jensen (igen) og Lydia Hesselberg, der uden tvivl har et stærkt dæmoniseret ry i Faderhuset, er ikke i tvivl om falskneriet.

Jerry Jensen, mener, at filmen er fuld af manipulation.
- Ruth Evensen lyver ikke direkte, men hun manipulerer... Han mener, at flere af de medvirkende i filmen er blevet hjernevaskede til at deltage.
- Man kan ikke kalde det tvang. Når man er i Faderhuset, er man inde i et mønster, hvor man tillader andre, at gå ind over ens grænser, siger han.
[10]

Til koncerten på Rådhuspladsen, gav Djarling tydeligt udtryk for hendes manglende forståelse for et liv uden for Faderhuset - at mennesker sidder med meningsløshed, gråd, smerte og hvad har vi, når de er alene, hvilket hun også giver udtryk for i hendes sang ”It is a fact”, med ordene: ”De er desperate og forvirrede i deres ensomhed og mørke sind, af alle deres onde tanker”. Jeg er for så vidt enig i, at nogle mennesker overvældes af desperation, når de i deres stille stunder grunder over efter-livets realiteter - hvad sker der når vi dør? Men der er også mange der ikke gør - jeg har talt med flere der har fundet fred i tanken at ”lyset slukkes” - hvor umuligt det end er for mig at forstå. Det er tragisk, for de mennesker har som alle andre brug for Jesus. Men verdens ikke-troende mennesker kan altså også føle ægte glæde og kærlighed - både givet og modtaget.

Sektmedlemmer får, grundet social isolation (mentalt og/eller fysisk), et forskruet verdensbillede, og derfor hører vi mennesker som Kristina Djarling fremture som hun gør. Det kommer også til udtryk i det, at man får et billede af sig selv, som det eneste håndtag i Danmark Gud kan tage fat i - Danmarks eneste kilde til frelse. Djarling peger derfor i sine videoer på sig selv som det forbillede man bør kikke på. Man taler ikke om bydel, kommune eller region, men bliver landsdækkende - om ikke global - man skal indtage landet - en afart af muslimsk jihat. En følelse af at ingen kan gøre noget, foruden sektens medlemmer - og denne lille rest, denne lille lukkede kreds er desuden bevaret af Gud, for at være Hans stemme i landet. De udvalgte individer er af Gud sat i verden på præcis dette tidspunkt, for netop nu har Gud brug for dem til at opfylde denne store plan, at indtage landet. Derfor ses Ruth Evensens etablering af det politiske parti ”Frihedskæmperne[11], og bevægelsen ”7000 bevægelsen[12], der ud fra historien i 1. Kong. 19 vil samle den sidste rest af kristne - 7.000 der ikke har bøjet knæ for Ba’al (Satan) - som vil og kan fordre sektens ideologier.

Vrede og had, pakket ind i kærlighed


Det var decideret skræmmende at høre Djarling ægge sine modstandere på Rådhuspladsen. Jeg tror ikke hun selv forstår den mekanisme der sættes i gang, mellem hende og hendes ”vrede modstandere”. Djarling gjorde meget ud af at fortælle, at de mennesker der blev provokeret af hendes provokationer, var dæmonbesatte. Hun skreg med hæs stemme at de var besatte. Aviserne beskriver det som at hun ”brugte det meste af tiden på at svine publikum til[13]. Djarlings provokative præsentation af budskaberne, vækker opsigt - også jeg som er opvokset i kristne kredse, bliver provokeret af hende, for hendes rolle er så ladet med vrede mod ”verden”, at det vækker denne reaktion som blev set på Rådshuspladsen.

Set indefra, med indforståede øjne, så skal udbruddene som sagt ses som et fænomen kaldt ”åndelig krigsførelse” - en perverteret efterligning af Paulus der i Apg. 16:18: ”vendte sig om og sagde til ånden: »Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende.«”. På et tidspunkt, mellem to sange, hvæsede Djarling af ”oprørerne” og skreg ”TI STILLE”, og det hun mener at gøre igennem det, er at irettesætte de dæmoner hun mener egentlig manifesterer sig i ”oprørerne”. Kan hun få dæmonerne til at tie stille, vil ”oprørerne” tie stille. Når man møder hendes facon i hendes videoer på YouTube - både hendes advarsler mod det ene og andet, og hendes musikvideoer, så lades man selv af den provokative stemning, og når de to ladninger mødes, vil det uundgåeligt eksplodere.

Jeg vil indskyde, at meget af det Djarling siger, eks. om Lady Gaga, det er rigtigt - og synligt for alle. Men måden hun præsenterer det på, lukker for lydhørhed hos modtageren. Det er et stort problem, for mens Djarling tror på at hun med sin tone tjener Gud, befordrer hun det modsatte. Man lukker ganske enkelt ørerne, når hun anklagende nærmest gør lytteren til personificering og udøver af ondskaben. Det er rigtigt at der findes tanke-kontrol. Lady Gaga er storforbruger af sataniske symboler, og der er mange mennesker der forguder og følger perversiteterne hos idoler som Gaga og Beyonce. Der er registreret børn der er blevet aggressive af computerspil m.v. Men omvendt er der også mennesker der ikke kender Jesus endnu, som af natur er mere kærlige, hjælpsomme og medmenneskelige end Djarling… og dig og mig. Chancerne for at mennesker tager imod Jesus ved Djarlings aggressive fremfærd, er lig med nul. Verden er ikke på den måde sort og hvid - alle ikke-troende er ikke onde, mens alene troende er gode. Når Bibelen taler om at ingen gør godt i Salme 14 og 53, hvilket jeg ved mange bruger til at påpege verdens ondskab, så handler det ikke om at alle er onde, og kun gør onde gerninger. Paulus viser at det handler om at ingen er retfærdig (Romerne. 3:10) - og læser man videre i Ordet vil man se, at kun igennem Jesus tildeles retfærdighed. Bibelen graduerer menneskers gerninger - Gud dømmer ikke alle ens, men efter deres gerninger (Romerne. 2:6 ; Åb. 20:12). Jovidst; der er ingen der bliver frelst uden Jesus, men dommen er forskellig. Til Satan siger Gud ”ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen” (Es. 14:15) hvor ”nederst i hulen”, eller afgrunden, betegner den største dom. Om Israel siger Gud (i KJV): ”Afmålt, når det (Israel folk) skyder frem, vil du drøfte med det / anråbe / irettesætte det” (Es. 27:8). Om Edom, Israels fjender, siger Gud at: ”HERREN spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover” (Es. 34:11), hvor snor og blylod betegner afmåling. Jesu siger om den ulydige at Han vil: ”Give ham hans del, sammen med hyklerne” (Matt. 24:51, KJV). Også troendes gerninger prøves (1. Kor. 3:12-15). Men hele verden er ikke ond, og bliver ikke martret igennem livet, som Djarling forestiller sig det.

Vigtige budskaber om endetidens begivenheder, bliver af hendes form kapret. Budskabet bliver hendes og dermed Faderhusets budskab, som de færreste vil involvere sig i, da de ikke kan identificere sig med adfærden de konfronteres med. De advarsler verden får, bliver til støj, og modsat intentionen gøres verden døv. På Rådhuspladsen henviste Djarling til frafaldet, som Bibelen advarer om vil være kendetegnet for vores tid. Men det blev gjort med stor vrede og konfrontation - som hån mod dem, Djarling følte var de frafaldne (heriblandt mig), og det oplevedes nærmest som en hadefuld udgydelse over Rådhuspladsens besøgende. Endetiden er et nidkært emne for mig, og jeg har talt med mange ikke-troende om det. Det er ganske let at tale med mennesker om, når man møder dem med respekt, menneske til menneske. Men efter Djarlings optræden, så skammede jeg mig over budskabet. Jeg blev blufærdig og måtte gå hjem igen efter ca. 30 minutter, fordi det var følelsesmæssig tortur. Jeg har aldrig skammet mig over Bibelen, over troen på Jesus. Men mennesker som Djarling er ødelæggende for budskabets udbredelse.

Jeg husker selv, hvordan jeg hadede verden, mens jeg forsøgte at agere kærlig. Det samme fornemmer jeg når jeg ser Djarlings adfærd. Hun påstår hun elsker mennesker, og udtrykket for det er ifølge hende selv, at hun fortæller dem sandheden. Jeg tror ikke på at almindelige mennesker, uden for sekten, lader sig narre af hendes ord. Alle kan mærke vreden, og det skaber denne syntese der munder ud i en modreaktion.

Djarling siger at en kristen skal kendetegnes ved at personen følger Kristus. Og jeg er enig! Men hvad gjorde Jesus? Jo, han skældte ud, men det var rettet mod de religiøse. Det var hyklerne, der med sit retfærdigheds skin foragtede andre - og lukkede dermed himmelen for alle andre (Matt. 23:13), som fik hug. De blev forargede og vrede over at Jesus tog til hedningene, hvor Han spiste med de vantro og ugudelige som kom til Ham for at høre. I Faderhuset kan man som citeret ikke have ikke-troende venner. Men Jesus elskede de ikke-troende - så meget at Han gav dem mulighed for at få del i Hans død og opstandelse, ved troen på Ham. Jesu kærlighed er meget svær at få øje på hos Djarling, og ligeledes hos Ruth, og vel sagtens i Faderhuset som helhed. Vrede pakkes ind i ord af kærlighed, men det kræver ikke det store psykologiske overblik for at gennemskue at ordene er, hårdt sagt, løgn. Jeg synes tydeligt at se den subtile mine Djarling og Ruth tager på når de interviewes, for at skjule sandheden og deres inderste attituder.

Sand kristendom


Efter Faderhusets interne regelsæt, er det kun dem, der tror og gør som Faderhuset, der er sande kristne - sande efterfølgere af Jesus. Jf. den telefoniske samtale mellem Ruth og mig, havde Ruth i sit tankespind udset mig som - formentlig én af de tiloversblevne 7.000+, der ikke havde bøjet sig for Ba’al. Det har jeg ganske vidst ikke - og gør det heller ikke for Ruth Evensen eller Kristina Djarling. Men jeg er ikke en ”sand” kristen efter Faderhusets målestok. For at være en sand kristen, når Djarlings ord og handling tages for pålydende, så kræves at man - så at sige - kompromisløst og konfronterende tvinger folk til at høre og adlyde sine budskaber. Som Moses Hansen nærmest blev ikon for sexmesser, er Djarling ved at opnå samme status ved musikbegivenheder.

Problemet er her, som sagt, at budskaberne dør i latterligheden af Djarlings præsentationer, tillige med anklagen imod alle andre ”lunkne og frafaldne ” kristne, der ikke agerer ligesådan. Og det er min arkilleshæl. Djarling og andre sekteriske mennesker, skal ikke stjæle budskaberne og lukke verdens ører med deres latterligheder. Jeg brænder for at dele budskabet med mine venner, men er bestemt ikke lunken når jeg ikke skaber provokationer og spændinger. Vi er forskellige som mennesker, respekt for det. Men vi er nødt til at lære at omgås vore medmennesker på en fornuftig, stille og rolig måde.

Djarling repræsenterer ikke ”sand kristendom”. Hun har sin måde at repræsentere budskabet, men hun står ikke med den eneste rigtige præsentation - nærmere, efter min mening - en uhyggelig misforstået facon.

Koncerten


Til sidst lidt om koncerten på Rådhuspladsen. Den var ganske enkelt skræmmende horribel. Igennem de godt 30 minutter jeg udholdte fadæsen, lød latterliggørelsen af Djarlings modstandere (se billede) i denne stil: ”I har ingen hjerner”, ”hold fast, I er dumme”, ”I er besatte af Djævelen”. ”I kender ikke engang Jeres herre. Jeg kender ham bedre end I gør. I skulle lære ham at kende - han er pænt interessant - han er pænt, pænt, pænt, pænt meget mere intelligent end I er - jeres hjerner er så små”.


Samtidig blev der talt om kærlighed, at de skulle tage imod Jesus som hun havde gjort det - og ingen havde bare en fjern lyst til at involvere sig i noget, der kunne gøre dem til en Djarling. Det var flovt - virkeligt flovt.

Afslutning


Der er en helt menneskelig årsag til at Djarling stiller sig op og fremfører sådan et show. Djarling er en nidkær pige, der med al kraft hun har, gør det hun ser er nødvendigt - det som hun har lært vinder sektlederens gunst. Hendes bagland gør, at jo mere modstand hun møder, jo mere rigtig er hun. Som hun siger i videoklippet ovenfor, så ses folks modreaktion som et bevis for hende, at hun har ret.

Det nytter ikke at råbe hende ned fra scenen. Det nytter ikke at angribe hende. Alt sådanne vil blot løfte hendes status i sekten, og cementere hende som værende den højere magt under sektlederen. Jo mere modstand, jo mere heftigt, som man siger i de kredse. Faderhuset er ganske enkelt ikke værd at beskæftige sig med. Det er ikke værd at hidse sig op over. Det er sørgeligt at der findes mennesker der tiltrækkes af sådanne sekter. Men det vil der altid være - de kommer ind, får en omgang mentale tæsk, og mange kommer heldigvis ud igen, den erfaring rigere.

Det store problem med dem er som sagt, at de kaprer Bibelens vigtige budskaber. Meningen med denne artikel er at vise at Faderhuset ikke er nogen god repræsentant for kristendom. De to ting skal ikke blandes sammen. Faderhuset giver af navn skin af at Faderen er der, men der er kun Ruttemor og hendes kyllinger. Det er rigtigt når de siger at verden har brug for Jesus, og at verden tager til i ondskab. Det er ikke svært at hverken se eller forstå. Men hele det rammeværk af kontrol og åndeligt virak der følger med, har intet med kristendom at gøre. Det er sekterisk og umyndiggørende.

Reference liste


[1]Moses døber stripper-Kira”, Ekstra Bladet, d. 06-03-2003
[2] Babylon is fallen - Kristina Djarling, Youtube, d. 01-07-2012
[3]Lyrics”, kristinadjarling.com
[4]Interview med Ruth Evensen og Kristina Djarling”, Youtube, d. 04-06-2013 - 3:20 inde i interviewet
[5]Vi er ikke af denne verden”, Information, d. 18-10-2001
[6]Ung mor på flugt fra Faderhuset”, Ekstra Bladet, d. 13-11-2006.
[7]De kaldte mig Satans lakaj”, Ekstra Bladet, d. 12-11-2006.
[8] "Undskyld Ruth", YouTube, d. 30-04-2013
[9]Ruth Evensen og nedrivningen af Ungdomshuset”, Humanisme.dk, citat fra ”Ruth Evensen”, Kabells blog, 05-03-2007
[10]Afhoppere: Det er løgn og manipulation”, BT, d. 23-06-2013.
[11]Frihedskæmperne.dk
[12]7000 bevægelsen
[13]Fire anholdt for bare bryster og ølkast på Rådhuspladsen”, Ekstra Bladet, d. 22-06-2013


Debat: Faderhusets Djarling; sekter og parallelle samfund

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation