Oversigt
En roman med faktuelle oplysninger om: Priory of Sion, en hemmelig europæisk loge, etableret i 1099. Opus Dei, en religiøs, yderligtgående katolsk bevægelse. Beskrivelser af kunstværker, arkitekturer, dokumenter og hemmelige ritualer.Med disse påstande indledes bogen og vækker en vis skepsis blandt flere, der mener at der er antagelser og fejlslutninger som ikke kan stå mål for nøjagtighed. Jeg er mere end enig efter at have gennemgået bogens indhold. Det kan virke latterligt at skrive en artikel over en roman. Tanken om tåbelighed har slået mig mange gange igennem artiklen. Men jeg fornemmer, at det er nødvendigt at tage visse emner op fra denne roman – dels på grund af, at den bygger på nogle sandheder og fordi den, ifølge et udsagn bag på bogen, er ”den hurtigst sælgende skønlitterære voksenbog i historien”. Blot i min omgangskreds har bogen været årsag til mange spørgsmål. Så skal man også være opmærksom på, at den har solgt 25 millioner+ eksemplarer siden den udkom i 2003, og er blevet oversat til 44+ sprog. Med så stor en udbredelse vil mange mennesker rundt om i verden få anledning til at betvivle Kristendommen, og med dette frø sået skal der ikke meget vand til, at tvivlen spirer.
Men det er vigtigt at skelne mellem Kristendommen og katolicismen. Bogens angreb er ikke det rene opspind, for hos katolicismen finder du rent faktisk tilbedelsen af en anden gud. At navnene i katolicismen er magen til Kristendommens, kan meget vel skyldes Konstantins forsøg på at ødelægge den sande Kristendom og få indført sin egen gud, Sol.
Bogen bliver af flere anset for at være et angreb på ”sandhedens Jesus”, skildret i ”The Passion of the Christ”, fordi filmen med succes, ifølge adskillige forblindede mennesker, fik genoplivet hvem Jesus var, og hvad Han gjorde for os. Sandheden er den, at bogen med rette er et angreb på den Jesus der skildres i ”The Passion of the Christ”, der er et produkt af de katolske myter i Anne Catherine Emmerichs bog ”The Dolorous Passion of Our Lord Jesus Christ”.
Ved nærmere eftersyn, er det ikke Kristendommens autoritet og oprindelse der angribes med de faktuelle oplysninger om Konstantin, men katolicismens hedenske religion. Protestanterne burde takke forfatteren Dan Brown for at bekræfte sandheden om katolicismens oprindelse.
Men det er, som skeptikerne siger, ikke kun sandheder han finder frem. Ved brugen af den Gnostiske Bibel (s. 252), tager han falske skriverier til regnskab omkring Jesu liv på jorden og ikke mindst Hans guddommelighed. Her må vi sætte hælene i, for det har langt fra noget med sandheden at gøre. Ligeledes er udsagnet om Bibelens tilblivelse en løgn, der for den bibelkyndige er lige så synligt, som dagens frembrud en solrig morgen.
Det 76-årige medlem af den hemmelige hedenske gudindedyrkelses kult - Priory of Sion (s. 130), og direktør for Louvre museet i Paris, Jacques Saunière, bliver i museets Grande Galerie dræbt. Han bliver skudt af Opus Dei munken Silas (s. 121), da han er den sidste der kender en skjult sandhed, som han forsøger at give videre. Derfor placerer han sig i en symbolsk stilling på gulvet (s. 16), inden han dør af skuddet i maven. (s. 8-11).
Denne direktør, som var ekspert inden for gudindedyrkelses-ikonografi – med lidenskab for relikvier knyttet til frugtbarhed, gudindedyrkelse, Wicca-religionen og den hellige kvinde (s. 28), havde samme aften som han dør arrangeret et møde med Robert Langdon, en berømt forfatter bag en række bøger: The Symbology of Secret Sects, The Art of the Illuminati, The lost Language of Ideograms and Religious Iconology (s. 13).
 |
Billede fra http://www.louvre.fr/ |
 |
Da Vincis Vitruvianske Mand |
Da Vinci kommer ind i historien, hvor det opdages at Jacques Saunière (Louvre museets direktør) med en ultraviolet filttusch (s. 43-44) havde tegnet en cirkel omkring sin krop, som han havde placeret på en sådan måde, at han efterlignede Da Vincis ”Vitruvianske Mand” i legemsstørrelse (s. 51). Med samme ultraviolette tusch havde han skrevet et anagram, der dechifreret bringer Da Vincis Mona Lisa ind i billedet (s. 104).
Da Vinci var ifølge bogen også medlem af den hemmelige loge ”Priory of Sion”, som talte flere kendte som Sandro Botticelli (kunstmaler 1445-1510), Sir Isaac Newton (videnskabsmand og matematiker 1642-1727) og Victor Hugo (forfatter 1802-1885). Han var endvidere Stormester – leder af broderskabet fra 1510-1519 (s. 119). Side 213 nævner også Jean Cocteau (kunstner og forfatter 1889-1963)
Således kommer vi til den hemmelige orden, som eksisterer i virkeligheden - Sions Orden. Denne orden omfavner de okkulte aspekter af de fortidige mysterier fra det gamle Babylon. Når man taler om PS, kommer man ikke uden om the Knights Templar, Frimurerne og flere Illuministiske samfund.
PS er således gnostisk (kundskab om det ukendte) og henholder sig til de gnostiske evangelier og Zions Protokoller (The Protocols of the Learned Elders of Zion), et nutidigt dokument fra det 20. århundrede. Selvom mange mener, at oprindelsen af dette dokument er en jødisk konspiration, er det mere sandsynligt, at det er PS, der står bag det.
De grundlæggende punkter i dokumentet er, ifølge bogen Holy Blood, Holy Grail” s. 193, en bestseller i 80’erne, hvilken Dan Brown (forfatteren af Da Vinci Mysteriet) læner sig kraftigt op af, som også opremses på s. 260:
Rettesnor for verdensherredømme. Komme af et frimurerisk kongerige. En konge af Sions blod…fra kong Davids kongelige rødder. Jødernes konge, vil blive den virkelige pave. Verdensregenten vil blive patriarken af en international kirke. Kun kongen og tre der vil støtte ham, vil vide hvad der foregår.
For de der kender til Bibelens profetier, er disse punkter ikke noget nyt.
Verdensherredømmet har Satan kæmpet for siden syndfloden, startende med Nimrod. Da Gud stoppede dette forsøg, har Satan siden kæmpet for at få gennemført et system af falske religioner, der kunne berede vejen for dette verdensrige. Det er igennem Skriften kendt for alle jøder, at deres Messias skal komme fra Davids hus. De Merovingiske konger i Frankrig og Tyskland var religiøse præstekonger, der ifølge PS er direkte efterkommere af Jesus. Verdensherredømmet vil blive ledt af Antikrist, som vil erklære sig selv for Gud. Dette kongerige vil blive ledsaget af verdenskirken, indtil den ikke længere er nyttig for Antikrist. Han vil foregive at være jødernes retmæssige Messias og arving til Davids trone.
I Jonathan Vankin og John Whalen’s bog ”The 80 Greatest Conspiracies of All Time”, citeres nogle konspirationsteorier, som fortæller at: “I 1070, grundlagde en gruppe munke fra Calabria, Italien, ledt af en prins Ursus, Orvals Abbedi i Frankrig i nærheden af Stenay ved Ardennes (et skovområde). Disse munke siges at have formet grundlaget af Sions Orden, hvori de blev indlemmet i 1099 af Godfroi de Bouillion (Kong Gotfred af Bouillon)”
“Godfroi var ifølge sagnet, medlem af gral familien og af slægt Merovingisk og tilsyneladende Jerusalems retlige konge via hans afstamning fra David.” (”Sangraal, The Mystery of the Holy Grail”, af J. J. Collins).
Ifølge bogen, oprettede PS Tempelherreordnen, for at finde nogle dokumenter der bekræftede Kong Gotfreds hemmelighed. De lå begravet under ruinerne af Herodes tempel, der var blevet bygget oven på Salomons Tempel (s.165). Disse dokumenter, deres hemmeligheds magt og det hemmeligheden afslører, blev kendt under ét navn ”Sangreal” (s. 167).
Ordet ”sangreal”, eller ”sangraal”, har en særlig betydning i hele dette spil. På gammel Fransk, findes der et ord der minder om det: san grial. Det betyder ”Hellige Gral”. Deler man ordet anderledes, sang rial, er betydningen ”kongeligt blod”. Disse to betydninger, puster tilsammen liv i en spændende, men løgnagtig legende.
Den romersk katolske kirke har, som den hedenske religion den er, en uhjælpelig svaghed for levn, mindesmærker og religiøs symbolik. I den Katolske Encyclopedia er den hellige gral beskrevet. Ifølge denne, er den hellige gral det bægre Jesus lod gå rundt ved den sidste nadver.
Men da vi ifølge bogen med Da Vinci som stormester i PS får det ”rette” budskab om Jesus igennem hans malerier, når historien om den hellige gral højdepunktet sidst på side 243 og frem. Den hellige gral er ikke en genstand, men en person.
Lidt om Leonardo Da Vinci
Leonardo Da Vinci blev født lørdag d. 15. april 1452, i byen Vinci, vest for Florence. Da Vinci er ikke hans efternavn, men en reference til byen, hvor han blev født. Han blev bragt til Florence og blev lærling hos en af mestrene. Han var ikke interesseret i religion, bortset fra brugen af det som befordring for hans kunstneriske udtryk.
Da Florence ikke satte pris på ham, rejste han til Milan, hvor han brugte tyve år af sit liv. I 1495 bestilte Lodovico Sforza, en hertug i Milan, Leonardo til at male den sidste nadver (maleriet medtaget i denne artikel nedenfor), til en spisesal i et dominikansk kloster i Santa Maria delle Grazie.
Bard Thompson, dekan ved Drew University i Madison, New Jersey, fortæller i sin bog ”Humanists and Reformers: A History of the Renaissance and Reformation” på side 141-143, at Da Vincis maleri er et indblik i et psykologisk værk, for han var ikke interesseret i doktriner, så som sakramentet. Han var snarere interesseret i chokket over Judas’ forræderi. Nå man ser på maleriet, ser man de overvældende udtryk på disciplenes ansigter, efter at Jesus bekendtgjorde, at en af dem ville forråde ham.
Bruce Boucher ved the Art Institute i Chicago er heller ikke enig i Dan Browns udlæggelse og kaldte det: “noget af en fortolkning…Leonardos værk peger, som faktum, i en anden retning, for det bekræfter de traditionelle Florentinske skildringer af den sidste nadver, der betoner forræderiet og ofret, snarere end indstiftelsen af nadveren og kalken” (”Does ’The Da Vinci Code’ Crack Leoardo?” The New York Times, Arts And Leisure, 2. august 2003)
Dr. Jack Wasserman, pensioneret Princeton kunsthistorisk professor siger: ”Næsten alt hvad Dan Brown siger om Leonardo er forkert” (”’The Da Vinci Code’ Unscrambled” Tempo, The Chicago Tribune, 5. februar 2004, Sektion 5, s. 4)
Bogens udlægning af maleriet lyder således:
 |
Hvis du klikker på billedet og ser det i stort format og lægger mærke til personen, der sidder på ærespladsen til højre for Jesus, så skulle personen ifølge bogen ikke være en mand, men en kvinde. Dan Brown betvivler ikke Da Vincis hensigt og lader Teabing, en livslang graljæger sige: ”Tro mig, det er ikke en fejl. Leonardo var fuldt ud i stand til at male de to køn så man kan se forskel” (s. 250). Spørger du mig, er der flere der kunne ligne kvinder. Ikke én af dem har antydninger af en kvindelig barm, selvom bogen påstår, at der uden den mindste tvivl er antydninger af en sådan (s. 250). Bogen hævder endvidere, at barmen gemmer sig under flere lag maling…
Men han har gjort sit hjemmearbejde godt, Dan Brown. Symbolet ▼ som han går ud fra i bogen, symboliserer sandt nok Venus, som er blevet et symbol på kvindelighed og vises i dag med tegnet ♀. I okkultismen, er Venus identisk med Satan. I bogen ”The Sign Language of the Mysteries” af John Sebastian Marlow Ward, dokumeteres at Frimurerne fortæller os at Lucifer (eller Venus) er Lysbæreren og Morgenstjernen. New Age forfatteren Blavatsky skriver om druiderne og Zoroastrianerne (som lærer om tilbedelsen af Ahura Mazda, i sammenhæng med den universelle kamp imellem mørket og lysets kraft, som igen er et udtryk for det maskuline/feminine – yin/yang osv.), som hilser Morgenstjernen – den smukke Venus-Lucifer (”A Bridge to Light”, af Rex R. Hutchens). Også det V udformede tomrum mellem Jesus og personen til højre, skulle stadfæste den kvindelige metafor (s. 251). Jesus og sidemanden er spejlvendte, og farverne på deres tøj er også inverteret (Yin Yang). Samtidig danner de tilsammen et M (s. 252).
Så da kalken, eller gralen ikke er med på maleriet, men er et symbol på kvindelighed og udskiftet med en kvinde, der senere i bogen (s. 250) viser sig at være Maria Magdalene (symboliseret med maleriets statuerede M), og endeligt hendes grav (s. 264), så er enderne ved at være trukket frem. Vi har således et puslespil: kvinden, symboliseret med ▼, identisk med Venus og Satan, og vi har de Merovingiske konger, der er af kongeligt blod, efterkommere af kong David.
Ydermere, bare for oplysningens skyld, vil jeg lige trække frem, at bogen antyder en sammenhæng mellem Maria Magdalene og Jomfru Maria
. Jomfru Maria bliver af den katolske kirke tituleret som den hellige moder. På side 245, omtales denne hellige kvinde i samhørighed med Wicca religionens moder jord. ”Skabelsesberetningen var begyndelsen til enden for gudinden. Gralen…er et symbol på gudinden der blev forvist. De gamle hedenske religioner uddøde ikke fra den ene dag til den anden da kristendommen blev indført”. I hedenskaben passer legenden om jomfrufødslen på denne forståelse af ligheden mellem Jomfru Maria og Maria Magdalene. Nimrod døde og blev igennem sin kone Semiramis genfødt som Tammuz. Således var han gift med sin moder.Puslespillet er samlet. Fordi Jesus var gift med Maria Magdalene, der som den hellige gral bar Kristi kongelige blod i maven, fik Jesus en efterkommer, en datter – Sarah (s. 262), og derfor er gralens betydning: Kongeligt Blod. Sarah skulle have ført slægten videre og giftet sig ind i den Franske kongeslægt og grundlagt den Merovingiske slægt – som også grundlagde Paris (s. 264).
Ved at Jesus ifølge denne legende, udvundet fra de gnostiske evangelier, skulle have været gift med Maria Magdalene (s. 251), skulle hun være den person, der kunne trække tæppet væk under Kristendommen. Jesus var således ikke guddommelig, men et ganske almindeligt menneske. Filips Evangelium, en bog i den gnostiske bibel, skrevet omkring det tredje århundrede – ca. 200 år efter Jesu tid, fortæller: ”Og Kristi ægtefælle er Maria Magdalene. Herren elskede hende mere end alle andre disciple, og han kyssede hende ofte på munden. Han omfavnede også de andre kvinder og alligevel sagde de til ham: Hvorfor elsker du hende mere end alle os? Frelseren svarede, han sagde til dem: Hvorfor elsker jeg ikke jer, som jeg elsker hende? Hvis en blind mand og en der kan se er sammen i mørket, er de ens. Når lyset kommer, vil den der ser, se lyset. Den blinde forbliver i mørke”.
Denne legende om at der findes efterkommere af Jesus den dag i dag, igennem de Merovingiske konger, tages meget bogstaveligt og alvorligt inden for Illuminatis rækker. Det er ikke pjat. Helt alvorligt, så har vi her en åbning til Antikrist, der ifølge Bibelen skal indsættes som jødernes konge. Jøderne ved, at deres Messias skal komme fra Davids hus - en efterkommer af David. Her er tilvejebragt en kunstig blodlinie, som giver den rette person adgang som tronfølger. Antikrist kan således ved dette bedrag, blive jødernes retsmæssige konge.
At Jesus skulle have været gift, findes der ingen reference til i Skriften, der har vundet efterforskere og bibelkyndiges tillid igennem nøje efterforskning og studie. Alle der kendte Jesus personligt har ikke én eneste gang refereret til Hans hustru. Den eneste brud der forkyndes i Bibelen er ikke en kvinde, men alle os der valgte at tro på Ham som Guds Søn, død og opstanden.
Der er ikke meget at være i tvivl om. Når du når til kapitel 55 i bogen, bliver ”kristendommen” betvivlet med historiske fakta, der blandet med gnostikernes historier får betvivlet både Jesus, Bibelen og ”kristendommens” opståen. Som sagt i starten, er det ikke Kristendommen undervist i Bibelen, der får hug, men, velfortjent, katolicismens fordrejede kristendom.
Bogen kommer med en række fakta om Konstantin. Jeg har før skrevet brudstykker af hvordan Konstantin dannede en ny kristendom, mens han endnu var Sol tilbeder (Baaldyrker). Vi må huske at adskille Konstantins forfalskede kristendom, og så den frelsende tro på Jesu død og opstandelse. Den katolske kirke har med sværd og inkvisitioner forsøgt at få verden til at godkende dette velkendte faktum, og er med stolthed efterfølger af denne falske religion. Ifølge det forfalskede dokument kaldt ”Konstantins donationer” har den romersk katolske kirke overtaget løgnen, ved at Konstantin gjorde paverne til arvinger af hele det romerske imperium – og dermed også den romerske Baaldyrkelse.
Bogen nævner ganske korrekt nogle af beviserne for ”kristendommens” (katolicismens) falskhed igennem hedenske religioners symboler: ”Egyptiske solskiver blev katolske helgeners glorie. Piktogrammer (grafiske symboler)af Isis med sin – på mirakuløs vis undfangede – søn i sine arme blev model for vores moderne billeder af Jomfru Maria med Jesusbarnet i favnen. Og stort set alle aspekter ved de katolske ritualer – bispehuen, alteret, lovsangen, altergangen, nadveren – blev taget direkte fra de tidlige hedenske religioner”. Nadveren og lovsangen har Sandhedens Kristendom også. Men måden der lovsynges og måden nadveren deles ud på og ikke mindst dens betydninger, er langt fra hinanden. Men ikonerne, bispehuen, altret og dermed også altergangen er ført ind i katolicismen fra Baaldyrkelsen.
Dan Brown overser derfor en vigtig detalje igennem bogen – et paradoks. Hele romanen bygger på et spændingspunkt mellem den katolske kirke og Priory of Sion. PS beskytter legenden om den hellige gudinde, som vil kunne udrydde den katolske kirke. Den katolske kirke har igennem Konstantin ført selv samme gudinde med sig, ophøjet hende som Himmelens Dronning, og bedrager derved sine tilhængere til at tilbede den hellige gudinde, præcis som bogen hævder PS gør. Der er intet at slås for. I bogen har den katolske kirke kæmpet i århundrede for at udrydde beviserne for den selv samme afgud som kirken selv ophøjer. Det er da modsigende.
Jeg har bragt dette skema før, men tager det med her også, for at du skal se ligheden mellem katolicisme og Baalreligionen:
| Baaldyrkelsen | Katolisismen | Baaldyrkelsen | Katolisismen | ||
| 1 | Solens fødselsdag, Tammus fødsel, 25. desember | Jesu fødsel, julen, 25. desember | 16 | Amuletter og avgudsbilder for å skremme vekk onde ånder | Bære krusifiks eller å henge opp bilder for å bli beskyttet |
| 2 | Midtsommerfestcn ble feiret 24. juni. | Feiringen av Johannes fødselsdag 24. juni | 17 | En rund skive inngravert med IHS-symbolet (Iris, Horus, og Seb) ble spist som mat for sjelen | Oblaten som blir brukt under nattverden er rund, og inngravert med «IHS» |
| 3 | Troen på at Semiramis for opp til himmelen og ble til gudinnemoren. | Troen på Marias himmelfart, og at hun der ble Guds moder. | 18 | Tegninger og malerier av mor og barn med solens glorie rundt hodene | Malerier av Jesusbarnet og Maria med solens halo eller glorie rundt hodene |
| 4 | Guddommens mor ble tilbedt som himmelens dronning (Jer. 7:18) | Jomfru Maria tilbes som himmelens dronning. | 19 | Barnedåp, stenking av hellig vann | Barnedåp, stenking av hellig vann |
| 5 | Det ble bakt kaker tilegnet gudinnen som det var inngravert en «T» på Jer. 44:17,19) | Varme boller (korsboller) med inngravert kors. | 20 | Åndemaning eller spiritisme | Mystisisme eller spiritisme |
| 6 | Det ble holdt 40 dagers faste for Tammus (Esek. 8:16) | 40 dagers faste. | 21* | Ukens første dag, solens dag, ble holdt hellig til ære for Baal | Forandret sabbatten til søndag |
| 7 | Feiring av vårjevndøgn (Esek. 8:16) | Feiring av vårjevndøgn (påsken) | 22 | Overhodet for det babylonske avgudssystem hadde tittelen «Pontifex Maximus» - brobyggeren | «Pontifex Maximus» var en av de første navn på paven |
| 8 | Feiring av Tammus oppstandelse ved vårjevndøgn, og prosesjoner med utskårne bilder i den hellige uke. | Prosesjoner med utskårne bilder av Jesus, Maria og Peter i den hellige uke. | 23 | Janus og Cybele hadde nøklene til himmel og helvete | Paven hevder å ha Peters nøkler |
| 9 | Ærefrykt for utskårne bilder av Baal, Ishtar, Tammus og av himmelens mindre guder. | Ærefrykt for utskårne bilder av Jesus, Maria, Peter og helgenene. | 24 | Den øverste prestekongen ble båret på en trone inn i sin guds hus | Paven blir båret på en flyttbar trone til St.Peterskirken |
| 10 | Troen på en udødelig sjel og et brennende pinested. | Troen på en udødelig sjel og et brennende pinested. | 25 | Den øverste prestekongen trodde han var inkarnasjonen av solguden | Paven gir seg ut for å være Kristi vikar her på jorden |
| 11 | Læren om skjærsilden. | Læren om skjærsilden. | 26 | Ofring er for å forsone seg med gudene | Botsovelser, avlat og frelse ved gjerninger |
| 12 | Troen på at de døde besoker de levende. Det ble holdt en fest for disse i november (alle sjelers dag) | Alle sjelers dag feires 2. november, og allehelgensdag den I. november. | 27 | Sølibat både for prester og nonner, hus for jomfruprestinner som skulle ansettes ved de hedenske templer | Sølibat både for prester og nonner. Nonner i klostre som tjenestegjør i kirkelige handlinger |
| 13 | Brenning av røkelse | Brenning av røkelse og vokslys. | 28 | Menneskeofringer som brennoffer for å tilfredsstille gudene | Motstandere av den romersk katolske lære ble brent på bålet |
| 14 | Messing og ensformige bønner som ble stadig gjentatt (Matt. 6:6) | Rosenkransen og Mariapåkallelsen. | 29 | Gudemåltid - man spiste gudekjøtt i form av en innviet, rund kake som fremstilte Osiris kropp | Transubstansiasjonsritualet i eucharisten (den katolske messen), der Jesu virkelige legeme blir spist |
| 15 | Korset som symbol på soltilbedelse | Krusifikset. Kors på kirker, kors i prosesjoner etc. | |||
(Fra ”Musikkens Makt”, s. 196)
Bibelens Gud kontra katolicismens gud
”Intet ved kristendommen er originalt. Den første kristne Gud, Mithras – der blev kaldt Guds Søn og Verdens Lys – blev født den 25. december, døde og blev begravet i en klippehule for at opstå fra de døde tre dage senere. For resten er den 25. december også Osiris’, Adonis’ og Dionysos’ fødselsdag” (s. 239)
Denne oplysning finder vi også i eks. Alice Baileys bog ”From Bethlehem to Calvary”. Det er ikke noget nyt. Mithras er katolicismens gud, der efter Konstantin overtog den falske hedenske religion, med Bibelens navne ført over på sine egne figurer. Man kan spore Konstantins solgud tilbage til Baal, via Osiris, som jo også har fødselsdag d. 25. december, hvilket også korrekt er gengivet i bogen. Denne gud, som i sidste ende er Satan selv, har gået under mange navne over hele jorden: Deois, drengen Jupiter, kentauren (et fabel væsen), Orion, Saturn, drengen Pluto, Iswara, den bevingede, Nimrod, Adoni, Hermes, Prometheus, Poseidon, Butes, Dardanus, Himeros, Imbors, Iasius, Zeus, Iaccus, Hu, Thor, Bel, Serapis, Ormuzd, Apollo, Tammuz, Atus, Herkules, Shiva, Molok og som nævnt, Baal.
Lad os se på et par forskelle mellem Osiris og den eneste sande Gud, som er forfatter af Bibelen og Skaber af himmelen og jorden.
Osiris var den ægyptiske gud over de døde. Bibelens Gud ”Han er ikke Gud for døde, men for levende” (Matt. 22:32, Mark. 12:27, Luk. 20:38).
Osiris var gud over fornøjelser, fest og vin. Jesus var ”Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es. 53:3)
Osiris har fødselsdag den 25. december. Jesus har i september/oktober måned. Læs evt. denne artikel: ”Julen og Jesu fødselsdag”.
Satan vidste at Jesu skulle komme. Bibelen forkynder Jesus fra begyndelsen, hvor Gud siger til Satan: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1. Mos. 3:15). Jesus er forudsagt adskillige gange i det Gamle Testamente – plus alle de symbolske beskrivelser, som var forbillede på Jesus. Se dette skema:
Disse 38 profetier om Jesus Kristus er så udprægede, at den bedste indsats og det største ønske fra en bedrager, ikke ville kunne skabe den rette efterligning. Sandsynligheden for at profetierne kunne opfyldes ved en tilfældighed, er 1: 274.877.906.944.
Den eneste måde hvorpå Satan kunne få mennesker til at overse alle disse forudsigelser, der til punkt og prikke blev opfyldt i Jesus Kristus, var ved at gøre det han er bedst til – at fylde folket med løgn. Det har han gjort verden over, og før Jesus blev født, fik han oprettet myter og legender om jomfrufødslen m.m., for at betvivle den sande fødsel af Guds Enbårne Søn, Jesus Kristus, der som den eneste var i stand til at bære verdens synd.
En væsentlig forskel på Guds Sande Søn og afguderne er, at Han rakte ud til os, hvorimod de falske guder ikke formår at række ud, og må derfor, selv den dag i dag i de forskellige religioner, kontaktes igennem gerninger, lidelser, ofringer, ceremonier, seksuelle ritualer og meget mere. Mennesket må selv nærme sig katolicismens og hedenskabens gud, hvorimod Bibelens Gud er Ham der drager og kalder mennesket til Jesus. Lige fra menneskets kald og til omvendelsen er ene og alene Bibelens Guds værk! – Ingen anden kan tage æren. ”Jeg (Paulus) plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst” (1. Kor. 3:6-7)
Da det kan bevises, at bøgerne i det Gamle Testamente er skrevet lang tid før bøgerne i det Nye Testamente, kræver det noget af en velvilje at overse de 274.877.906.944 muligheder for at Jesu liv kunne have gået skævt i forhold til profetierne. Dermed mener jeg at det er vanvid, at diskutere bogens påstand om at Jesu guddommelighed og at Han var Guds søn, blev vedtaget ved en afstemning på Konstantins fælleskirkelige stormøde, kendt som Nikæakoncilet. (s. 240).
”Bibelen kom ikke med fax fra himlen…Bibelen er et produkt af mennesket, min kære. Ikke af Gud. Bibelen faldt ikke på mirakuløs vis ned igennem skyerne. Mennesket skabte den som et historisk kildeskrift fra en turbulent tid, og den har udviklet sig igennem utallige oversættelser, tilføjelser og korrigeringer. Historisk set har der aldrig eksisteret en endelig version af bogen…Jesus Kristus var en historisk person med en enorm indflydelse, måske den mest gådefulde og inspirerende leder verden nogensinde har set. Som den profeterede Messias væltede Jesus konger af tronen, inspirerede millioner af mennesker og grundlagde nye ideologier…Bibelen som vi kender den i dag, blev sammensat af den hedenske, romerske kejser Konstantin den Store.” (s. 238-239)
Allerede på Paulus’ tid var der snyltere, der under kendte navne skrev falske breve. I 2. Tess. 2:2, har Thessalonikerne modtaget et falsk brev, som med Paulus’ navn påstod at Jesus snart kom igen. Dengang kunne apostlene selv afværge sådanne breve, og da vi ikke hører mere om falske breve i Bibelen, tror jeg ikke det har været noget problem, så længe Apostlene levede.
Den Gnostiske Bibel har samlet flere falske skriverier, som ikke har bestået den grundige gennemgang af et troværdigt forfatterskab. Peters Evangelium, Marias Evangelium, Filips Evangelium, Thomas’ Evangelium, Ægypternes Evangelium og Sandhedens Evangelium m.fl. Disse skriverier kommer ikke fra øjenvidner, men er af lærde, som endog ønsker at give dem troværdighed, dateret til 150 e. Kr. som det tidligste – eller nærmere 150 år efter Hans korsfæstelse. Andre er dateret fra det fjerde til sjette århundrede e. Kr.
Thomas’ Evangelium kan være skrevet i det første århundrede og Filips Evangelium var sandsynligvis ”skrevet i det tredje århundrede og sandsynligvis i Syrien” (”The Gnostic Bible”, s. 259). Marias Evangelium menes at være skrevet i det andet århundrede e. Kr. (”The Gnostic Bible”, s. 478).
En væsentlig forskel mellem disse Evangelier og de udvalgte i Bibelen er, at Mattæus, Markus, Lukas og Johannes alle var øjenvidner. Johannes’ evangelium har som det seneste været færdigskrevet i omkring år 95 e. Kr. De andre var færdige inden år 70. Når beskrivelserne af Jesus er så forskellige mellem dem der kendte Ham, og de der aldrig fik så meget som skyggen af Ham at se, så er jeg ikke i tvivl om, hvem jeg vil lytte til. Vi har ingen ide om hvem der skrev disse gnostiske skrifter. Men i Bibelen lærer vi forfatterne af de udvalgte evangelier at kende, og har fået stadfæstet ægtheden af deres forfatterskab.
Det historiske faktum ang. det Nye Testamente er, at brevene der bliver brugt og citeret var i brug og accepteret lang tid før Konstantin. Allerede i år 140 e. Kr. blev de anerkendte skrifter angrebet af Marcion, grundlæggeren af en ”kristen” sekt. Den Marcioniske sekt voksede hurtigt, fik kirker, og var meget afholdende og levede i cølibat. Den praktiserede dåb og nadver uden vin. Marcion afviste det Gamle Testamente og det meste af det Nye, inklusive beretningerne om Jesu inkarnation og opstandelse.
Flavius Josefus, en anerkendt historiker født ca. 37 e. Kr., var med under Jerusalems ødelæggelse i 70. e. Kr. Han er ikke Bibelsk relateret men siger om Jesus at: ”Der var på omkring denne tid Jesus, en vis mand, hvis det er retmæssigt at kalde ham en mand; for han var mand af vidunderlige gerninger, en lærer for sådanne mennesker, der ville modtage sandheden med glæde. Han drog både mange jøder og hedninge til sig. Han var Kristus. Og da Pilatus, ved et forslag fra de lovkyndige iblandt os, havde dømt ham til korset, forlod de der først elskede ham ikke; for han viste sig for dem i live igen, på den tredje dag, som de guddommelige profeter havde forudsagt og ti tusinde andre vidunderlige ting angående ham. Og de kristnes stamme, såkaldt efter ham, er ikke uddød den dag i dag” (”The Complete Works of Josephus”, kap. 3)
Om det skulle være sandt at Konstantin valgte nogle skrifter fra, så måtte det nødvendigvis være disse, der fornægtede både det længe brugte Gamle Testamente og det Nye.
En anset forsvarer af Bibelsk Kristendom, som regnes for den førende nulevende på området er John Warwick Montgomery. I hans bog ”History and Christianity”, fortæller han om tre tests, som kan anvendes til at fastslå det Nye Testamentes troværdighed.
- Biografisk test
- Intern test
- Ekstern Test
Frederic Kenyon, tidligere leder af og chefbibliotekar ved det Britiske Museum, er ikke i tvivl: ”Intet andet sted er intervallet af tid mellem kompositionen af bogen og datoen for det tidligste bevarede manuskript så kort, som det er hos det Nye Testamente…Vi tror at vi i væsentlighed har en præcis tekst af de syv eksisterende stykker af Sofokles; dog var det tidligste substantielle manuskript, hvorpå de er baseret, skrevet efter mere end 1400 år efter poetens død. Aeschylus, Aristophanes, og Thukydid er på samme stadie; mens med Euripides er intervallet forøget til 1600 år. For Plato kan det sættes til 1300 år, for Demosthenes så lavt som 1200” (”History and Christianity”, s. 26-27).
Papyrus manuskripter blev fundet i Ægypten, som kan dateres tilbage til år 125 e. Kr. Er du stadig skeptisk ang. de 250 år, så lyt til Frederic Kenyon igen: ”Intervallet mellem den originale komposition og det tidligst eksisterende bevis, bliver således så lille, så det som faktum er ubetydelig, og det sidste grundlag for tvivl om at Skriften substantielt er kommet ned til os som de blev skrevet, er nu fjernet. Både den forfattermæssige og den generelle helhed af bøgerne i det Nye Testamente, må anses som endelig fastsat” (”History and Christianity”, s. 28).
2. Den anden test er forfatternes egne påstande. Påstår de, at de selv var øjenvidner til de nedskrevne hændelser, eller modtog de deres information fra pålidelige kilder? Johannes påstår at have været øjenvidne til hans evangelium og at han var tilstede ved korsfæstelsen (Joh. 19:35). Lukas gennemgik også alt nøje (Luk. 1:1-4). Paulus fortæller, at Jesus efter sin opstandelse blev set af over femhundrede, hvoraf de fleste endnu var levende på Paulus tid (1. Kor. 15:6).
3. Den eksterne test. Bekræfter historisk materiale skrifternes indhold? Der findes mange bøger eks. ”Bibelen har alligevel ret” af Werner Keller, og ”The Exodus Case” af Lennart Möller, som arkæologisk bekræfter flere af Bibelens historier. Og som tiden går, kommer der flere og flere beviser.
Indbyrdes har skribenterne i den Kanoniske Skrift også anerkendt hinanden. Peter nævner Paulus’ breve (2. Pet. 3:15-16). Judas nævner Peters brev (Jud. 1:17-18 / 2. Pet. 3:3). Paulus nævner Lukas’ Evangelium (1. Tim. 5:18 / Luk. 10:7). Samtidig er der adskillige henvisninger til det Gamle Testamente. Men de suspekte skriverier nævnes ikke, bortset fra nogle profetier Enok har givet (Jud. 1:14), der fejlagtigt forbyttes med Enoks Bog. Ved nærmere gennemgang af denne bog kan det ikke være den, der er refereret til.
Lad os nu lytte lidt til disse citater, taget fra Thomas’ Evangelium, i den Gnostiske Bibel. For dig der ikke kender Bibelen så godt, kan jeg fortælle, at talen er så tåbelig dum og intetsigende, i forhold til det Bibelen forkynder. Men jeg tror at du vil kunne høre at det er en frygtelig gang vrøvl.
”Jesus [Yeshua] sagde, ’Velsignet være løven hvis et menneske spiser den, og derved gør løven menneskelig. Fordærvet er mennesket hvis en løve æder det, og derved gør løven menneskelig.’”
”Jesus [Yeshua] sagde til dem, ’Når du gør to til én, og når du gør det indre lig det ydre og det ydre lig det indre, og det øvre lig det nedre, og når du gør det mandlige og kvindelige til én enkelt, således at det mandlige ikke vil være mandlig ej heller det kvindelige være kvindelig, når du fremsætter øjne på et øjes plads, en hånd på en hånds plads, en fod på en fods plads, et billede på et billedes plads, da vil du komme ind i Kongeriget.’”
”Jesus [Yeshua] sagde til dem, ’Når du gør to til én, og når du gør det indre lig det ydre og det ydre lig det indre, og det øvre lig det nedre, og når du gør det mandlige og kvindelige til én enkelt, således at det mandlige ikke vil være mandlig ej heller det kvindelige være kvindelig, når du fremsætter øjne på et øjes plads, en hånd på en hånds plads, en fod på en fods plads, et billede på et billedes plads, da vil du komme ind i Kongeriget.’”
Når man læser Da Vinci Mysteriet på side 125-126, hvor Brown beskriver Mona Lisa som værende hverken kvinde eller mand, så ser man tydeligt hvorfra den inspiration kommer.
”Jesus [Yeshua] sagde, ’Envher der har lært verden at kende har opdaget et ådsel, og enhver der har opdaget et ådsel, af den person er verden ikke værdig’”.
Lyder det som noget Jesus kunne have sagt, sammenlignet med det der står i den Sande Bibel?
I Filips Evangelium kan man læse disse direkte Bibelmodsigelser:
”Gud skabte menneskeheden. Men nu skaber mennesket Gud. Sådan er det i verden – mennesker laver guder og tilbeder deres skabninger. Det ville være passende for guderne at tilbede mennesker.”
”Hvis folk [som er i helvede] beder Gud om udfrielse, vil hele helvede blive tømt. Dog, ingen må vide dette fordi hvis de vidste, ville de synde endnu mere.”
”Hvis folk [som er i helvede] beder Gud om udfrielse, vil hele helvede blive tømt. Dog, ingen må vide dette fordi hvis de vidste, ville de synde endnu mere.”
Disse evangelier er ikke-historiske, endda anti-historiske. De er meget lidt fortællende og har ingen sans for kronologi. Når du læser de kanoniske evangelier, får du en fornemmelse af tid og hvad der skete i områderne vi hører om. Men de gnostiske evangelier viser ingen interesse for geografi eller historisk sammenhæng. De kanoniske evangelier, skrevet af mennesker der var til stede da det skete, har et overblik der støtter hinanden, hvorimod de gnostiske evangelier ingen samhørighed viser.
Elaine Pagels som bl.a. har skrevet bogen ”The Gnostic Gospels”, der opsummerer læren i de gnostiske evangelier, siger til Times, at disse skrifter er attraktive for den åndeligt søgende, fordi: ”der i dem er genlyd af Buddhisme og Freud med en større værdsættelse af kvinders rolle” (”Time”, 22. december 2003, ”The Lost Gospels”, s. 57, af David Van Biema).
Der er stor forskel på at søge historien og sandheden på baggrund af det man gerne vil høre, frem for hvad historien og sandheden selv fortæller. Gnostikerne valgte, på trods af mindst 38 opfyldte profetier i Jesus, at forkynde at Han trods alt kun var menneske som os andre, men havde en højere selverkendelse. De fornægtede Jesu fysiske opstandelse og nogle lærte endda, at Jesus ikke døde på korset, men at det var en stedfortræder. Spekulationer om at Jesus kun var besvimet, vågnede op i graven og blev bortført af sine tilhængere, er også fremført som seriøst bevis.
Det var praksis, at når et menneske var blevet korsfæstet, så knuste man deres knogler i benene for at fremme personens død. Johannes fortæller at: ”da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham” (Joh. 19:33). Der var ingen tvivl om, at Jesus var død. Soldaterne var uden tvivl i stand til at genkende et dødt menneske. Johannes var der selv og så det. I forbindelse med at soldaten stak et spyd i siden på Jesus, så der flød ”blod og vand ud” (Joh. 19:34), siger han ”Og den, der har set det (underforstået Johannes selv), har vidnet om det - og hans vidnesbyrd er sandt, og han véd, at han taler sandt - for at også I skal tro” (Joh. 19:35). Markus fortæller i forbindelse med Jesu død: ”Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst; og jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange” (Matt. 27:51-53). Selv den hedenske anfører og hans soldater blev ”rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds Søn.«” (Matt. 27:54)
Påstanden om at Jesu efterfølgere skulle have sluppet af sted med at være gravrøvere kan ikke tages seriøst, hvis man kender til romernes praksis. Mattæus fortæller: ”Den næste dag, dagen efter beredelsesdagen, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: ›Efter tre dages forløb opstår jeg.‹ Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: ›Han er opstået fra de døde‹; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første.« Pilatus sagde til dem: »Der har i vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan.« Og de gik hen og bevogtede graven med vagten efter at have sat segl for stenen” (Matt. 27:62-66).
Når de bevogtede graven og satte segl for stenen, betyder det, at soldaterne forsikrede sig at liget de var sat til at bevogte, var i graven. Så spændte de en snor eller reb for stenen, og et officielt segl med ler, blev fastsat på begge sider af stenen, så det kunne spores, om stenen havde været forsøgt flyttet. Straffen for at fejle på vagt i den romerske legion, var umiddelbar henrettelse. Vi kan være sikre på, at alt blev udført efter forskrifterne.
Idéen om at soldaterne skulle være faldet i søvn, beror også på manglen af forståelse på den romerske praksis. Vi ser eks. i Apg. 12:4, at Peter bevogtes af fire vagter, i fire vagtskifte. Det vil sige at i alt seksten, og vi kan være sikre på, at Pilatus sørgede for de dygtigste til opgaven, i skift ville holde vagt ved Jesu grav. Der var ikke nogle af Jesu disciple, der kunne undgå soldaternes opmærksomhed og rulle stenen til side. En anfører ville jævnligt tjekke soldaterne. Fandt han en af dem sovende, ville han vække ham med lyset fra faklen og stikke et sværd i ham. Det havde til formål at udstyre soldaterne med søvnløshed.
Mattæus fortæller hvordan soldaterne undgik døden. For stenen blev rullet bort af en engel, og da soldaterne tjekkede graven, var Jesus væk. ”Og de samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, idet de sagde: »I skal sige: ›Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge for, at I ikke får ubehageligheder.« Så tog de imod pengene og gjorde, som man havde forklaret dem. Og det rygte spredtes blandt jøderne indtil den dag i dag” (Matt. 28:12-15). Tro det eller ej. Samme rygte løber over jorden i dag. ”Disciplene kom og stjal Ham”. Det er noget vrøvl.
Mattæus fortæller om Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, som var på vej hen for at besøge graven: ”da blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde” (Matt. 28:2-4). Da de nåede frem, fandt de ”stenen væltet bort fra graven” (Luk. 24:2). Læg mærke til, at der ikke var nogen vagter til at stoppe dem!
Om Maria Magdalene, der i hele dette spil skulle have været Jesu hustru, fortæller Lukas at ”da de gik derind (i Jesus grav), fandt de ikke Herren Jesu legeme. Og… de stod rådvilde over for dette” (Luk. 24:3-4). Hun burde vel om nogen vide bedre, hvis Jesus var blevet stjålet?
Og Jesus der viste sig for dem efter tre dage. Med den behandling Han havde fået, ville tre dage næppe være nok til at komme sig og vise sig som den sejrende Konge. Han var dehydreret og efter at have mistet en masse blod og være blevet gennempryglet, var han blevet lagt i en grav. Ville det være muligt at ligge der i tre døgn og så stå op?
Der er blevet gjort adskillige forsøg på også at modbevise opstandelsen og himmelfarten. Den klassiske, at himmelfarten er føjet til Skriften senere, mener jeg ikke, der er grund til at gennemgå, da Skriftens autentiske autoritet er slået fast ovenover.
Andre mene, at Bibelen fejler, fordi der var så mange der ikke genkendte Jesus efter opstandelsen. I Luk. 24:16, Joh. 20:14 og Joh. 21:4, genkender de der var sammen med Jesus Ham ikke. Flere mener, at det må være en fejl. Men det er faktisk et stærkt bevis for at de ikke så syner, som nogle mener. Det er desuden en fuldstændig vanvittig udtalelse. Skulle 500 på én gang (1. Kor. 15:6) se syner?
Når en højtelsket person dør, og de efterladte sørger og virkelig ønsker sig igen at være sammen med den afdøde, så kan dette stærke ønske frembringe syner, hvor man netop genkender personen.
Andre går videre og mener at det hele falder sammen, fordi Paulus i 1. Kor. 15:5 siger ”han blev set af Kefas og dernæst af de tolv”. Judas var død og der var jo kun elleve tilbage.
Når man læser evangelierne, så ser man, at de tolv er nærmere en titel på Jesu udvalgte apostle, end det er en tilkendegivelse af antallet. ”Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne” (Matt. 26:14), ”Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv” (Matt. 26:20), ”Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv” (Matt. 26:47), ”Han valgte de tolv” (Mark. 3:16), ”Da det blev aften, kom han og de tolv” (Mark. 14:17) osv. Paulus var godt klar over, hvad der var sket. Han vidste godt at Judas var død, og refererer derfor ikke til antallet, men til den udvalgte gruppe. Desuden blev den tolvte af ”de tolv” valgt kort efter Jesu himmelfart, Mattias, der desuden ”var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os” (Apg. 1:21-22). Mattias var også øjenvidne på Jesu opstandelse, så skal man være ordkløver, så blev Jesus set af ”de tolv”, selvom Mattias endnu ikke var regnet blandt ”de tolv”.
Der findes mange flere af sådanne ”beviser” for Bibelens fejl og utilregnelighed. Men vil man forstå, forstår man. Vil man kværulere, kommer man ikke langt.
Lukas, der som øjenvidende var tilstede på Jesu tid, indleder sin skrivelse således: ”Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i” (Luk. 1:1-4).
Han søgte ikke at give sin egen mening om historiens gang, men nærmere ”nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det”.
Efterfølgende skrev han Apostlenes Gerninger og fortæller: ”Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige... Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne... Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen (Apg. 1:3, 9, 11).
William Mitchell Ramsay, en historiker og arkæolog, satte sig for at bevise at Lukas’ historie var fyldt med fejl. Men efter en levetid med flittigt studie og arbejde erkendte han at: ”Lukas’ historie er enestående med hensyn til sin troværdighed” (”The bearing of recent discovery on the trustworthiness of the New Testament”, s. 81). Som tiden skrider frem, er der flere og flere arkæologer, der kan bekræfte ikke bare Lukas’ troværdighed, men hele Bibelens, i forhold til tid og sted.
Frank Morison, en engelsk journalist, forfatteren af ”Who Moved the Stone?”, bestemte sig for at bevise, at historien om Jesu opstandelse kun var en myte. ”Da jeg som en meget ung mand begyndte at studere Kristi liv seriøst, gjorde jeg det med en meget afgjort følelse af, om jeg så må sige, at Hans historie hvilede på meget usikre grundlag” (s. 9). Bogen ”Who Moved the Stone?” beviser Jesu retssag, dom, korsfæstelse, død og opstandelse. ”Det var ikke for at inspirationen fejlede, eller at dagen med tid aldrig kom. Det var nærmere at da den kom, ledte inspirationen i en ny og uventet retning. Det var som en mand der begyndte at krydse skoven ad en kendt og vel beredt vej, men kom ud et sted han ikke forventede sig at komme ud. Begyndelsespunktet var det samme; det var fremkomstpunktet som var anderledes” (s. 9).
Søger du at se, hvad der virkelig skete, og hvad sandheden er uden den besmittes af bestemte agendaer, så vil du uigendriveligt finde at Bibelen er perfek fra først til sidst.
Andre fordrejninger i disse opfindsomme skrifter fortæller, at Johannes ikke underlagde sig Jesu autoritet, men at Jesus var discipel af Johannes. Johannes selv, et øjenvidne og familiemedlem med personlig og dybdegående kendskab til Jesus, siger til farisæernes udsendinge da de spørger: ”Hvem er du?” – ”Jeg er ikke Kristus… Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt…midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse... Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig” (Joh. 1:20, 23, 26-27, 29-30). Derudover forkynder Johannes at: ”Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn” (Joh. 1:34).
Derudover fortæller gnostikerne, at Johannes’ salvede efterfølger var den gnostiske sex troldmand, Simon Magnus, som nævnes i Apg. 8:9-25. Simon var den mand Peter irettesatte og sagde: ”Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud. Omvend dig derfor fra din ondskab, og bed Herren om, at du må få tilgivelse for det, dit hjerte pønser på, for jeg ser, at du er fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed” (Apg. 8:20-23).
Jesus, Maria Magdalene og Johannes skulle også have haft gnostisk bevidsthed om det guddommelige og døbe folket og indvi dem til de gamle okkulte traditioner. Desuden skulle den ypperste indvielse komme igennem seksuel ekstase. Jesus selv forkyndte: ”Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (Matt. 5:28). Paulus advarer: ”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn” (Ef. 5:5-6).
Peters Apokalypse eller Åbenbaring fortæller om Jesus på korset ”Glad og leende”. Johannes Gerninger skildrer Jesus ”fejre nadveren ved at lede sine disciple mens de messer og sammen danser en mystisk hymne, Korsets Runddans”.
Historier fra de apokryfe skrifter understreger, at også disse bøger er falske og utroværdige. De fortæller eks. om Jesu mirakler som barn. Der er ikke meget information om Jesu barndom i Bibelen. Men Lukas fortæller: ”barnet (Jesus) voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det… Da Han var blevet tolv år gammel, gik de derop (til Jerusalem), som det var skik ved højtiden… da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar… Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?... Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem… Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker” (Luk. 2,40, 24, 46-47, 49, 51, 52).
Da der ikke siges så meget mere om Jesu barndom, har det emne tilsyneladende været en åben slagmark for de falske digtere. Læs engang hvad de har fundet på her:
Jesus bar vand i en kåbe. Han strakte tømmer til den ønskede længde. Han gjorde et korn hvede til 50 hektarer. Han formede fugle og dyr af ler, og gav dem liv. Han blev sur på en dreng og løb ind i ham på gaden, så han døde. Forældrene beklagede sig og blev blinde. Spedalske blev raske ved at bade i samme vand som Jesus. Han udvidede eller sammentrak porte, kasser, mælkespande og andre ting, som Josef havde lavet med forkerte mål. Han forandrede mennesker til dyr og tilbage igen, forårsagede visne hænder og blindhed.
Sandheden er, at Jesus ikke gjorde nogle undere før efter Han var blevet salvet: ”Således gjorde Jesus i Kana i Galilæa begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed; og hans disciple troede på ham” (Joh. 2:11).
Ved en let gennemgang af de gnostiske og apokryfe evangelier er det tydeligt at se, hvorfor de ikke kom med i Bibelens Kanoniske Skrifter. De er så markant afvigende i forhold til de bøger der er inspirerede af Gud. Det er umuligt at tage fejl. Det er langt fra som bogen Da Vinci Mysteriet siger, at hvad man vælger at tro ”vil i sidste ende være et spørgsmål om tro og personlig erfaring” (s. 263). Samtidig skriger ens sunde fornuft imod påstandene i disse bøger. Jesu undere som Bibelen fortæller om, bliver ikke gjort uden at det har en dybere betydning for os. Miraklerne var svaret på de gammeltestamentlige profeter, at Messias skulle gøre godt blandt folket. Vandet der blev til vin og oliventræet Jesus forbandede m.m. havde en betydning og var ikke tryllekunster som dem gnostikerne opdigtede. De mirakler, der nævnes i de stærkt tvivlsomme skrifter, er direkte latterlige.
Verden har siden Jesu død og opstandelse søgt, for hver en pris, at forstå det mirakel Gud gjorde igennem Sin inkarnation, død og opstandelse. Det er umuligt at beskrive i de termer, som vi har lært at forstå igennem den synlige verden, hvori vi fødes og hvortil vi forholder os. Det var muligt for Gud at skabe vores rammer – tid, universet og jorden, for Gud gør hvad Han vil, selvom det bryder naturlovene.
Hvem kan forklare at tiden er blevet skabt? Hvem kan oplyse os om hvor universet ender? Disse ting bliver til stadighed udforsket og forsøgt forstået. Men hvorfor udforskes Jesus ikke og hvorfor søger mennesket ikke at forstå Ham? Han er jo den, der skabte alt andet vi udforsker.
Miraklet om at Gud blev til menneske for at frelse det fra sin egen undergang, giver livet mening og et ansvar derfor, som de fleste ikke vil acceptere. Synden i os vil kødets gerning og omvendt, så moral og god samvittighed bliver en hæmsko for vores udvikling. Udviklingen viser dig jo, uden større efterretning, at blive vores undergang. Skønt alverden ser det med det blotte øje, så bortforklares også dette, og fremsættes som herlighed og fremgang.
På den konto er utallige anstrengelser blevet gjort for at bevise Jesu menneskelighed og død, frem for guddommelighed og opstandelse. For var Jesus blot et menneske, da vælger vi selv definitionen af godt og ondt. Paulus siger det således: ”Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom. Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår. Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1. Kor. 15:13-19).
Tør man åbne øjnene lidt på klem og opfange lidt af det lys der skinner for vores fod, så er der mange lys her og der, ja alle vegne, som med egne stemmer råber sandheden om Jesus Kristus. De bevidner Hans opstandelse, og frelsen ved troen derpå. Paulus fortsætter sin tale og siger: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus” (1. Kor. 15:20-22).
Der findes ingen øjenvidner, der taler imod Jesu opstandelse. Der er endog øjenvidner, der fortæller om Jesu himmelfart og vi har selv en helligdag navngivet derefter. Både Markus (16:19), Lukas (24:51) og Johannes (Apg. 1:9) var alle øjenvidner og forkynder som historikere dette budskab. Men verden lytter hellere til vandrehistorier for at kunne rose sig af at vide bedre.
Da Vinci Mysteriet og et hav af film, dokumentar- og naturprogrammer, søger at bortforklare Skaberens eksistens og dække over Hans frelsende hånd. Men øjenvidner forkynder for dig i dag: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi taler om det, vi har set; og I tager ikke imod vort vidnesbyrd” (Joh. 3:11).
Jesus er i live, opstået fra de døde, som Bibelens historikere forkynder. Guds dag oprinder, hvor Han vil kalde sine hjem. Alt som af fordums profeter er forkyndt, er faldet på plads. Tiden er moden og Jesus kommer om meget kort tid. ”Så vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede…Jeg og mit hus vil tjene Herren” (Jos. 24:15).