Mirakler – Guds kraft eller trosmagi?

af Eskild Skov Særkjær
Lagt på d. 18/02-03



Teologi og helbredelsesforståelse i den moderne kristendom.


Mirakler er Guds bevis for evangeliets sandhed stod der med en stor overskrift i Udfordringen nr. 24/01. Citatet dækker over det nye kristendomssyn, som går ud på, at det ikke er forkyndelsen af Guds ord, som i sig selv får mennesker til at søge Gud, men når de ser undere og tegn for deres egne øjne, kommer de strømmende og bliver overbevist om, at det med Jesus er en virkelighed. Næsten alle kirkesamfund er efterhånden påvirket af dette syn, og derfor afholdes der flere og flere helbredelsesmøder for at fremskynde eller være med i den store vækkelse, som man tror, Gud vil sende.

Det vedvarende bombardement om, at ’denne vækkelse kommer fra Gud’, har fået mange til at tro på den, og er derfor ikke på vagt overfor bedraget. En kvinde (fra menigheden i Pensacola) gav udtryk for sin frustration, tvivl og håb på denne måde:

Jeg ved, at vækkelsen er så stor, at den må komme fra djævelen eller fra Gud! Men hvis Gud får ære, kan den vel ikke komme fra djævelen, eller hvad? (Associated Press d. 6/3 1997).

Åndelige kræfter bag alle religioner


Bag alle religioner er der okkulte kræfter (dæmoner), som udfører mirakler, tegn og undere for de troende. Som eksempler kan nævnes:


I alle religioner bliver mirakler brugt som beviser for ’sandheden i netop deres tro, og de troende går derfor - ligesom de fleste kristne - automatisk ud fra, at deres lære og tro er den sande. Djævelens taktik er nemlig, gennem tegn og undere, at få alle til at dyrke ham i den tro, at han er Gud selv. Og det har han haft succes med! Fx er en såkaldt ’kristen healer’ 100% overbevist om, at hans (okkulte) helbredelsesmetode kommer fra Gud, fordi ”en helbredelse overhovedet ikke kan foregå ved en ond ånd”, og betragter derfor sig selv som ’et redskab for Guds Helligånd’ (Kristeligt Dagblad, 29/7 96). På samme måde arbejder djævelen på at forføre så mange kristne som muligt, så de vender sig fra den sandhed, som de kender, og som er åbenbaret i bibelen, for at de i stedet må tro vende sig til ham og hans okkulte (dæmoniske) lære, som han har haft held til at bedrage så mange andre med gennem tiden.

De teologiske rødder


I 70’erne oplevede mange kristne at blive fornyet pga. ’Helligåndens udgydelse’, hvor man bl.a. ’genopdagede’ de bibelske nådegaver, som var af samme art og natur som i den traditionelle pinsebevægelse. Og i begejstring over, at Gud virkede med og stadfæstede sit ord, gjorde, at mange blev så fokuseret på mirakler, tegn og undere, at de lod sig lokke væk fra den sande tro og lære om disse ting. Djævelen udnyttede denne uvidenhed eller ligegyldighed og kunne derfor påvirke dem med falske manifestationer og åbenbaringer. Godt hjulpet på vej af mange af de nye ’karismatiske ledere’, som havde en fortid i gnostiske retninger med en såkaldt sildigregns- og genoprettelseslære, som kan spores helt tilbage til 1400-tallet. Disse indførte en oplevelsesorienteret udlægning af bibelen med vægtlægtning på nådegaverne og åndelige budskaber gennem profeti. Inspireret af Kenneth Hagin og andre gnostikere blev de kristne ’profetisk’ undervist om, at de kristne skal (lære at) herske på jorden med al den himmelske magt og myndighed, ligesom Jesus gjorde det.

At være ét


Der kom hurtig en stor forventning efter at leve i en vækkelsestid med mirakler, tegn og undere ’ligesom de kristne i apostlenes gerninger’ gjorde det. Men da der ikke ’skete nok’, søgte man efter en årsag og konkluderede, at Helligånden ikke kan virke som han gerne vil, fordi de kristne ikke er ét. Igen og igen blev der sagt, at ”Åndens enhed handler ikke om læren, men om kærligheden’ (Roger Larsson, KBC-nyt nr. 4/91). Det førte efterhånden til, at det ’at være’ ét’ blev betragtet som vigtigere end at holde fast i de ’læremæssige forskelle’, som derfor blev nedtonet eller fortiet.

Denne tolkning førte til, at næsten alt, som blev forkyndt eller praktiseret ’i Jesu navn’, også blev accepteret som kristendom. Pga. dette syn blev reformationen fx ofte beklaget, fordi man mente, at ”den skabte et beklageligt brud” på Kristi legeme. Man forestillede sig nemlig, at de kristne først kan herske med himmelsk autoritet, når hans legeme er ét. Desværre var de ikke opmærksom på, at dette brud med den Romerske Katolske Kirke var Guds givet og nødvendigt, for at det sande evangelium kunne overleve. For ligeså lidt som Kristus kan forenes med ’Beliar’, ligeså lidt kan Guds børn forenes med djævelens (jfr. 2. Kor 6:15) . De kristne, som med Helligåndens vejledning i samvittigheden ikke kunne acceptere, at enheden fik en større betydning end sandheden i Guds ord, blev efterhånden betragtet som nogle, der ”forhindrer det, som Gud gør og er (derfor) af antikrists ånd.. og.. i ledtog med djævelen” (Roger Larsson i samme artikel). Landsleder Johannes Hansen, (Apostolsk Kirke) siger derfor:
”der står stærke dæmoniske magter bag den krig, der gennem årtier har raset imellem kristne lejre, og som hindrer vækkelsen i vort land” (Evangelist nr. 1/01).

Vægtlægningen på de kristnes enhed som betingelse for vækkelse har medført, at kritik ikke kun blev betragtet som synd, men også tit som udtryk for dæmonbesættelse (Torbjörn Swartling: Tankekontroll, s. 136). De bliver undervist i, at de så dermed går imod Gud og hans planer for vækkelse, og tør derfor ikke bedømme alt efter Guds ord,. Eller være ’kritiske’ overfor de mange falske profetier og læremæssige åbenbaringer af ’sandheden’.

Et ændret bibelsyn


Årsagen til, at det er gået så galt, skyldes bl.a. undervisningen om, at Logos, Guds skrevne ord ofte bliver betragtet som utidssvarende og lidt kedelig i forhold til Rhema, Guds åbenbarede ord, som er mere spændende pga. de mange profetier, syner, visioner, englebesøg osv. Pga. dette ændrede bibelsyn bliver Guds skrevne ord ikke betragtet med samme ærbødighed og respekt som tidligere, som man fx kan se af følgende citater:


Angrebet på bibelen kommer dog ofte mere kamufleret, som når en tidl. ’bibeldyrker’ beretter om dengang, at ”jeg troede mere på Bibelen end på Gud og Jesus” (Ny Vision nr. 1/99). Ifølge ham er det nemlig vigtigere ’at opleve’ Gud end at læse om ham i bibelen! Det kan måske lyde besnærende, men det er et bedrag at forsøge at skabe et sådant modsætningsforhold mellem Gud og hans Ord. Jesus siger jo netop, at ”hvis nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord” (Joh. 14:23).

Hvis man derfor tror på en ’Jesus’, som er løsrevet fra bibelens åbenbaring af ham, så er det heller ikke den sande Jesus, som åbenbarer sig og bliver tilbedt. Alligevel forsøger man at finde passende skriftsteder for at ’bevise’, at det som nu sker, er bibelsk og kommer fra Gud.. Forstander Flemming Mølhave (Års) slår fx fast, at ’vi’:
”skal gøre gerninger, som vi ikke kan læse om, at Jesus har gjort (fordi) vi skal gøre de samme og større gerninger end Jesus” (Udf. nr. 19/1995).
Med en sådan ’bevisførelse’ er der åbnet op for, at alle mulige ikke bibelske profetier og åbenbaringer mere og mere bliver accepteret i de kristne menigheder.

Falske profeter og profetier


På trods af bibelens mange advarsler om ikke at lytte til falske hyrder og profeter, bliver de troende gennem dem bekræftet i, at det ér Gud, som ’nu åbenbarer sit folk nye sandheder’. Hvad er profeti? Korsets Evangelium skriver korrekt, at ”profeti betyder slet og ret, at Gud taler gennem et menneske. Det er Guds her-og-nu-tale” (KE okt./02). Guds formål med den profetiske tjeneste er, udover at åbenbare Guds vilje for fremtiden, også at advare mod frafald og konsekvenserne af at vende sig fra ham. Hvordan skal man så kende forskel på den sande og den falske profet? Guds ord siger, at kendetegnet på ”den profet, som Herren virkelig har sendt, på, at hans ord går i opfyldelse” (Jer 28:9) . Men om falske profeter siger Herren:
”Den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har pålagt ham at tale…(eller) taler i Herrens navn, uden at det sker og indtræffer’, så er det noget, som Herren ikke har talt, og profeten skal udryddes fra forsamlingen” (5. Mos 18:20-22).

Men profeten skal også bedømmes efter, om han taler sandt ud fra Guds ord (5. Mos 13:1-3) . Derfor er det vigtigt, at menighederne er på vagt overfor de falske profeter og afviser de falske profetier og budskaber. Det, som Gud dengang sagde til Jeremias, er derfor lige aktuel i dag:
”Jeg har ikke sendt profeterne, alligevel farer de frem; jeg har ikke talt til dem, alligevel profeterer de. HVIS de stod i mit råd, ville de forkynde mine ord for mit folk og få dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde gerninger (Jer 23:9).

En profet fra Gud kendetegnes altså på, at profetien går i opfyldelse samtidig med, at budskabet stemmer med Guds ord. Hvis dette ikke er tilfældet, så afslører de falske profeter dermed sig selv. På trods af dette får de alligevel lov til at blive ved med at ”føre falsk tale for at drage disciplene efter sig”, idet de påberåber sig Guds autoritet for at blive troet og adlydt. Benny Hinn hævder, at
når.. jeg er under denne salvelse, så kan de ord, jeg taler ikke falde til jorden.. alt hvad jeg siger vil ske”. (17/9 1999 under et ’Denver Crusade-møde).

Når sådanne profeter bliver afsløret som løgnere, så skulle man tro, at menighedens hyrder så vil stoppe dem, så de ikke igen og igen får lov til at profetere i forsamlingen. Men det sker ikke! Grunden er den vedholdende undervisning om, at nådegaver skal læres og opøves for at kunne bruges. Derfor er der i de sidste år oprettet mange ’tros- og helbredelsesskoler’ med det formål at undervise de kristne om, hvordan de kan lære at profetere, helbrede, skabe mirakler, tale i tunger osv. Det sker gennem såkaldte ’laboratorieforsøg’, hvor det er tilladt at eksperimentere og lave fejl, indtil man har lært det at bruge dem. ’Profeten’ Mike Bickle (pastor i Metro Vineyard Fellowskip), underviser derfor om, at ’ingen profeti er ufejlbarlig’, og derfor
”bør…ingen profet udelukkes eller brændemærkes som en falsk profet, bare fordi man er kommet med en unøjagtig profeti’ (NyVision nr. 4/1996).

Men sådan taler Guds ord ikke. For nådegaver er jo netop gaver fra Gud, som han i sin nåde giver os efter sin vilje. Påstanden om, at vi selv kan lære at profetere og skabe mirakler er i stedet et forsøg på at gøre os til gud, som ved hjælp af okkulte teknikker giver os det, som vi ønsker. Derfor må vi være årvågne og på vagt, så de falske profeter må blive afsløret og udryddet fra forsamlingen, så Guds rene og 7-fold lutrede ord (igen) må være i centrum for al forkyndelse og åbenbaring.

’Superprofeterne’ og deres falske lære


Når menighederne således ignorerer Guds klare advarsler mod falske profeter, så medfører det, at de åbner endnu mere op for den falske lære. For når disse profeter kommer med spændende og fantastiske budskaber om alt det, som Gud vil gøre og give, så er der næsten ingen grænser for, hvad kristne vælger at tro på. Fx bliver de såkaldte ’superprofeter’ som Poul Cain og Bob Jones1 som ifølge eget udsagn har kontakt med dæmoner, betragtet som ’Guds generaler’, som i endetiden skal føre an i den store vækkelse pga. deres store ’tegn og under tjenester’. Fx kom de med flere profetier, som bevidnede, at
”den sidste generation’ ville være dem, der blev født efter 1973, og at de ville blive et udvalgt mandskab af troende… Jesus var Alfa, og de er Omega. Jesus indvarslede kongedømmet, og de omega-troende skal fuldføre arbejdet og etablere en herlig kirke på jorden, som skal regere nationerne” (Citat af Bob Jones i bogen ’blev det til velsignelse, s. 177-78).

Troen på, at det er os, som skal fuldføre det, som Jesus påbegyndte, har sin oprindelse i okkulte bevægelser, og bliver gennem falske profetier stadfæstet som sandhed. Men det er djævelen, som søger at bedrage de kristne med løgnen om, at de ’ligesom Jesus’ er Gud, og derfor også er lig ham i magt og myndighed, kraft og herlighed. Men bibelen siger, at det er Jesus og ham alene, som (både) er Alpha og Omega., og derfor også ham alene, som vil ’fuldføre arbejdet’ og etablere kongedømmet (1000-års riget), når han kommer igen.

En stor vækkelse…?


Når man læser Joel kap. 3 kan der ikke herske tvivl om, at teksten bogstavelig omhandler Israels frelse i endens tid, selvom profetierne også delvis blev opfyldt på pinsedagen (Ap.g. 2). Men pga. en forkert tolkning har man overført de løfter og velsignelser til menigheden, som Gud har givet til Israel. Derfor tror de fleste, at kapitlet handler om en verdensvækkelse, hvor hedninger pga. de mange mægtige tegn og undere, at de vil strømme til kirkerne og blive frelst.

Der er flere og flere ’profeter’, som kommer med mægtige åbenbaringer om, hvad vi kan vente os. Teresia Warimu har fx gentagne gange kommet med profetier om, at ”om kort tid vil den mægtigste vækkelse i nyere historie ramme jeres land”, samt at ”tegn og undere skal åbne dørene for den” (Evangelist juni/ 2001 og marts/2000). Både hun og mange andre er tidligere fremkommet med en mængde profetier om, at dette ville ske i 1990’erne.
”Poul Cain gik endda så vidt, at han profeterede, at vækkelsen bestemt ville bryde ud i okt. 1990. Det var i forventningen om opfyldelse af denne profeti, at … John Wimber bragte hele sin familie over fra Amerika, for at de kunne være med den sidste aften. Desværre kom vækkelsen ikke, og dette forårsagede desillusion og modløshed hos mange i den karismatiske kirke… John Wimber .. tog tilbage til USA som en meget skuffet mand” (Blev det til velsignelse, s. 85).

Hvis Wimber kendte sin bibel, ville han ikke havde lyttet til sådanne profetier, og var så heller ikke blevet skuffet. Når kirkens ledere alligevel tillader dem i at virke, er det ikke underligt, at de kommer til at tro profeterne, som igen og igen taler løgn i Herrens havn, og bliver derfor ført vild. Derfor er der heller ingen, som stopper de såkaldte ’superprofeter’, når de profeterer om, at Gud vil skabe en ’ny rase’ af kristne, som vil være uovervindelig og udødelig, og som derfor ikke kan blive syge eller blive slået ihjel (Ernst Gruen: Documentation, s. 218).

Falsk profeti udløste (først) skuffelse


Selvom menighederne ’vader’ i falske profetier, vælger de fleste alligevel at tro, at alt er fra Gud. Problemet med, at de ikke bogstavelig går i opfyldelse, forklares som tidl. nævnt med, at intet menneske er ufejlbarlig. Andre hævder, at profetien (pga. ’Guds Ånd i os’) aldrig kan være forkert, og derfor enten går i opfyldelse senere end beregnet, eller må tolkes åndeligt. I alle tilfælde er Gud ’gået fra sit ord’ hvis det altså har været ham, som har talt.

Under overskriften: ’Falsk profeti udløste skuffelse’ beretter Korsets Evangelium om en kvinde i menigheden, som fik en profeti om, at hun indenfor ét år ville få sig en mand. Og nu, seks år senere, siger hun:
”Da jeg fik profetien, blev jeg enormt glad… Da året var gået, uden at der var en mand i mit liv, fik jeg selvfølgelig en stor skuffelse. Det var en rystelse af mit gudsforhold. Hvor var Herren henne i det hele? Det gjorde ondt, og i to år var der megen smerte og mange tårer. Til sidst lukkede jeg ned i tankerne.. det var en måde at overleve på… ”

Der er mange eksempler på, at falske profetier skaber forvirring og skuffelse, hvor kristne må ’lukke ned i tankerne’ for at overleve som kristen. Hvilket ikke altid er tilfældet! Men i stedet for at tage et opgør med de falske profetier, skubber menighedens ledere ansvaret fra sig ved at påstå, at det er den enkeltes eget ansvar selv at tolke en profeti – dvs. om man kan bruge den eller ej. Denne undervisning gav omtalte kvinde udtryk for på denne måde:
”efter fire år kunne jeg skippe skuffelsen helt. I dag kan jeg se, at jeg manglede undervisning i, hvordan man takler en personlig profeti…Det var min fejl, at jeg var så glad for profetien, at jeg glemte at mærke efter. På en måde ser jeg ikke profetien som falsk. Jeg tror stadig at der er en mand for mig.. i mit liv, men tidsangivelsen var jo forkert.” (K.E, okt. 2002).

Men sådan taler Guds ord ikke! Fejlen ligger ikke i, om den enkelte selv kan vurdere, om en profeti er sand eller falsk, for Gud har givet bedømmelsens nådegave til menighedens fælles brug, for at den falske profeti og lære må blive afsløret og forkastet af den. En profeti fra Gud kendes som tidl. nævnt på, at den vil gå fuldstændig i opfyldelse, fordi han står bag sit ord (Es 42:9) . Men hvis der fremkommer en falsk profeti, så er det menigheden, som er ansvarlig for, at profeten stoppes.

Andre eksempler


Kristne er efterhånden så vant til profetier, som måske - måske ikke - går i opfyldelse, at de nærmest kun betragter dem som ’gode ord’, som man ikke behøver at tillægge den helt store betydning. Jan Due-Christensen har beskrevet, hvordan der er gået ’inflation i profetier’, som gør, at
”profetierne overgår hinanden i herlighed. Jeg har mødt mennesker, som næsten er overbebyrdet med mægtige profetier over deres liv, og som (derfor) meget let kan komme til at ringeagte profetisk tale. Det bliver bare for meget… ” (Korsets Evangelium, okt. 2002).
Det må være indlysende, at sådanne profetier ikke kommer fra Gud. Hvis de gjorde, ville de aldrig bare være ’for meget’, og vil aldrig resultere i, at mennesker af den grund kommer til at ’ringeagte profetisk tale’. I stedet ville de være præget af ærefrygt, hvor omvendelse, ydmyghed og hellighed ville være det bærende fundament (jfr. 1. Kor 14:24-25) .

Jan Due-Christensen fortæller, at han engang ”fik …en profeti om, at jeg skulle blive den største forkynder i Danmark…”. Han var dog straks klar over, at ”den ikke var fra Gud”, men beskriver (bagatellisere) alligevel den falske profeti til blot at være ’en vildmand’. Derefter nævner han en anden taler, som
”profeterede.. at jeg inden tre måneder ville opleve et stærkt gennembrud i min tjeneste. Igen var jeg klar over, at den var gal”.
Han giver flere eksempler på falske profetier, men finder det ikke nødvendigt at søge at stoppe profeterne i at virke, eller står frem for at korrigere og dementere de falske budskaber, så de må blive afsløret som løgn.

Charles Ndifon og en anden Jesus


I de sidste år er der flere og flere kristne, som får åbenbaringer af ’Jesus’, fx gennem visualisering eller meditation. Andre påstår, at de, i øvrigt på linje med New-Age, bogstaveligt har mødt og set ’Jesus’, selvom denne kommer med ’et andet evangelium’. Bibelen advarer om, at falske Kristus’er vil komme synligt til mennesker i endens tid og sige: ’det er mig!’ Men ’tro dem ikke’ siger (bibelens) Jesus. Heller ikke, når ’Helbredelsesprædikanten’ Charles Ndifon fortæller, at ’Jesus’ ofte har vist sig lyslevende for ham. En af disse gange kom han til Ndifon udklædt som brandmand og siger:
”Forkynd evangeliet. Bliv ikke indfanget af doktriner. Bliv ikke optaget af andre ting. Fortæl om de gode ting, jeg har gjort for dem. Jeg vil være med dig. Ingen sygdomme vil kunne stå dig imod. Ingen dæmoner vil kunne stå dig imod. Hvis du kan få folk til at tro på mig og på mit ord, så er der ingenting, som vil være umuligt. Fortæl de gode nyheder” (Åndens magt – helbredelse ved bøn’ af Henri Nissen).

Dette citat lyder måske rigtig, men den sande Jesus vil aldrig tale således. I missionsbefalingen siger han da også det modsatte af, hvad han siger til Ndifon. Her giver han disciplene undervisning om, at de skal lære mennesker at holde alt det, som han har befalet dem. Det vil med andre ord sige, at det netop er doktriner, den rette lære om ham, som disciplene skal give videre. Men på trods af denne ’nye’ lære bliver Ndifon alligevel betragtet som en kristen, som ”Gud har skabt .. som et tegn og et under til denne generation” (denne og lignende anbefalinger af Ndifon findes på hans hjemmeside www.christlove.org).

Enhver falsk lære er alvorligt, fordi det kan føre til fortabelse for dem, som lytter. Som når den falske ’Jesus’ siger til Ndifon, at det kun er ’de gode ting’ om ham, som han skal fortælle videre. Han taler altid positivt om Jesus og mener, at det er nok at sige ’ja til Jesus’ for at blive frelst. Men det er sjældent, hvis det overhovedet sker, at han taler om retfærdiggørelsen ved Jesu blod, eller, at sand tro indebærer, at den enkelte omvender og går ’fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud…’.

Hvem får æren..?


Den falske ’Jesus’ siger til Ndifon, at hvis han ’kan få folk til at tro …’, så vil intet være umuligt. Men sådan vil Jesus, Guds søn aldrig tale, for ’vi’ kan aldrig få mennesker til at tro. Bibelen siger, at det er Kristus og ham alene, som virker i os til at ville og at virke (Fil 2:13) .

Et af Ndifons ’slagord’ lyder således: Lad os lave nogle mirakler, det nemt nok!” Samt, at ”alle dem, som jeg beder for, vil blive raske” (Udf. nr. 35/’02 og KKR/TV d, 19/1 ’03). Men hvis han virkelig mener, at det er Jesus, som helbreder, hvordan kan han så tale om, at det er nemt (selv) at lave mirakler? Er det da ikke kun Jesus, som på menneskers bønner kan sige ’Jeg vil helbrede’? Når han er Gud, har han så ikke ’pottemagerens ret’ til også at sige nej, måske fordi det ikke er til det bedste for os (Hebr 5:7 , Fil. 4:6-7, 2. Kor. 12:8-9)?

Det viser, at det ikke er bibelens Jesus, som åbenbarer sig for Ndifon og giver ham kraft, og som fortæller ham, at alle har en åndelig ret til at blive befriet for enhver sygdom og lidelse. Hvis det var Jesus, hvor er så ærefrygten for ham? Og hvordan kan det så være, at det hele tiden er Ndifon, som der bliver fokuseret på og trækkes frem som ’helbrederen’ i annoncer, referater og vidnesbyrd? Man må ikke glemme, at Gud er en nidkær Gud, som ikke giver sin ære til noget mennesker. For Guds ord siger, at
”den, der taler af sig selv, søger sin egen ære…(Joh. 7:18, jfr. Es 42:8.

Man skal ikke lytte meget til Ndifon for at vide, at hans budskab (teologi) er, at det er ’dig’, som
”i kraft af den troendes autoritet altid kan binde og løse (forløse) kraften i den åndelige verden.. og (derfor) må du ikke tolererer sygdom” (KKR/TV d. 12/1 03).

Ndifon påstår igen og igen, at vi med denne kraft ’kan blive mere end en sejrherre’, og mange tror, at det så må være sandt, for han er jo et bevis på, at man kan opnå åndelige resultater på den måde. Og ligger hermed på linje med andre trosforkyndere, som det også klart fremgår af hans hjemmeside (www.christlove.org). Her gør han ingen hemmelighed af, at han er betaget af T. L. Osborn, som er en yderliggående fremgangsteolog og ’igangsætter af åndelige tjenester’, især indenfor trosbevægelsen. Ndifon fortæller, at han har fået sin inspiration til udbrede (Osborns version af) evangeliet under et af hans kurser.

Helbredt - men ikke frelst!


Ndifon blev landskendt, da en mand under et helbredelsesmøde blev helbredt i en TV2 serie om ’Åndernes magt’. Herefter strømmede mange i stort tal til ’kristne’ møder’ for at blive helbredt af ham, og kristne aviser fulgte sagen og skrev begejstret om alle de mirakler, som skete, fordi de blev anset for at være beviser på, at Gud er til stede for at helbrede og give vækkelse. Og da man mente, at Ndifon var manden, som kunne nå de ikke kristne med evangeliet, blev både han og den helbredte slået stort op. Udfordringen lod fx Ndifon fylde hele forsiden, og med en ledsagende tekst, som fortalte, at ”den skeptiske Roger Petersen blev helbredt”, mens hele Danmark så på.

Inde i bladet tilføjes der, nærmest som en parentes, at ”i dag tror han på Jesus”. Som så mange andre gange bliver frelsen også her (kun) nævnt for at ’bevise’, hvordan mennesker, som kommer for at blive helbredt, også kommer til tro og bliver frelst. Men det er ønsketænkning! Roger Petersen har da heller aldrig givet udtryk for, at han er blevet kristen, men har tværtimod sagt, at ”jeg må indrømme, at jeg har svært ved at give mig helt hen” (Udfordringen nr. 5/01). I stedet for den bibelske frelsesoplevelse ser det ud til, at den er skiftet ud med en positiv oplevelse, som gør, at ”man åbner mere op for det åndelige”. Pen-Lewis skriver i bogen ’Krig mod de hellige’, at dæmoner er mestre i at efterligne Guds nærvær ved at føre mennesker ind i en lykkefølende stemning, der kan virke som en beruselse.

”Forkert teologi – men Gud virkede”


Det er underligt, at så mange kan tro, at det er Gud som står bag, når den bibelske forkyndelse om ham mangler. I forbindelse med Ndifons forkyndelse var Udfordringen fx godt klar over dette modsætningsforhold, men skrev i en i en leder med overskriften: ”Forkert teologi, men Gud virkede” (nr. 40/01), at det er tydeligt for enhver, at Gud er med i det, og derfor er han nok lidt mere ligeglad med teologien (den rette lære) end de kristne. Pga. denne undervisning er der mange, som ikke finder det nødvendigt ’granske i skrifterne’ for at undersøge, som det så i det hele taget er tale om den samme Gud og frelser.

Hvad så med dem, som ikke er blevet helbredt


Alle trosforkyndere mener, at det altid er Guds vilje, at kristne skal være raske. Men hvad så med dem, som ikke bliver det? Udfordringen beskrev et møde, hvor Ndifon ’helbreder’ den kræftsyge dreng Rasmus ved, at han ”befalede sygdommen at forsvinde”, og sagde til ham: ’Knuden er død, du er helbredt !’ Rasmus troede på Ndifon udlægning af ’sandheden’ og begyndte at tro på, at han ville blive rask. Og fortalte derfor om sin ’helbredelse’ til alle, som man jo ifølge trosforkyndelse også skal, hvis helbredelsen skal fastholdes. Men alligevel blev han mere og mere syg. Til sidst sagde Rasmus: ”Mor, jeg er ikke blevet rask. Ham Charles Ndifon, han har et problem”. Artiklen beskriver, at han og hans forældre var ’var meget skuffet’, og blev efterfølgende anfægtet i sin kristne tro, da det gik ned af bakke med drengen, som til sidst døde (Udfordringen nr. 35/2002).

Som forklaring på, at mennesker ikke bliver raske, siger Ndifon, at ”hvis man ikke bevarer troen (eller ’positiv livsholdning’) vil den helbredte hurtigt danne nye symptomer”. Dvs.: sygdommen eller problemerne vil altid komme tilbage, hvis ’sejren’ ikke fastholdes. Det betyder, at problemet hverken ligger hos Gud eller hos trosforkynderen, men derimod hos den syge, som ikke har haft tro nok til at fastholde det, han har fået. Pga. denne teologi giver Orla Lindskov følgende råd til en læser, som han tidl. har bedt for, men som alligevel ikke var blevet helbredt:
”Tak allerede nu for at mirakler kommer til at ske i dit liv. Bliv ved, giv ikke op. Så udøver du myndighed i troens verden… (Udfordringen nr. 10/02).


Der er mange lignende eksempler på, at syge er blevet erklæret for raske (og frelste), selvom det ikke er sket. Fx døde fire fornylig af de sygdomme, som kort forinden blev ’fjernet’ af Benny Hinn (http://www.pfo.org/four-die.htm). Selvom han (og andre) forsøger at bortforklare problemet som ’manglende tro’ hos den enkelte, så er disse ’helbredelser’ et resultat af et åndeligt bedrag.

Helbredt - men af hvem?


Der er mange vidnesbyrd om, at mennesker er blevet helbredt ved, at man søger den mod Guds vilje. Et eksempel: For ca. 10 år siden var min kone til et møde på Amager, selvom hun den dag havde ’en drønende hovedpine’, som hun udtrykte det. Men den forsvandt dog efter, at hun var gået op til forbøn. I stedet fik hun en uro i sit indre, og tænkte over, om det kunne skyldes, at helbredelsen måske ikke var fra Gud. Hun bad derfor og sagde:
”Jesus, hvis det er dig, som har fået hovedpinen væk, så få min uro til at forsvinde, men hvis det ikke er dig, så lad den komme tilbage”.

Og så skete der det, at ’hovedpinen kom tilbage med det samme’. Eksemplet viser, at enhver uforvarende kan komme i berøring af åndsmagter og opleve helbredelser og andre manifestationer fra den åndelige verden. Derfor er det vigtigt for alle at prøve ånderne, for en helbredelse er ikke nogen garanti for, at det er Jesus, som står bag.

Kraften i det talte ord


Mange af de trosteknikker og helbredelsesmetoder, som nu kommer udtryk i mange menigheder, er ofte identisk med dem, som shamanisme, spiritisme, New-Age og voodoo benytter sig af, når de skaber mirakler. Årsagen til, at kristne tillader sådanne hedenske manifestationer, skyldes bl.a., at djævelen via ’trosforkyndelse’ har haft succes med at manipulere med bibelens ord og begreber, så de får en ’magisk’ kraft i sig selv. Som når Ndifon underviser om, at det ’dig’ og dine ord, som afgør, om du vil have åndelige resultater eller ej. Derfor siger han, at
”der er mirakler i din mund.. men du må lære at forløse den… (for) du har magt over enhver sygdom…” (Ndifon i KKR/TV d. 19/1 ’03).

Efterhånden, som kristne bliver påvirket af sådanne forkyndere, vil troens fokus flyttes endnu længere væk fra Guds nådige og suveræne indgriben, og over til, hvad den enkelte kan gøre i egen kraft.

Kraften i navnet Jesus


Det var Kenneth Hagin, trosbevægelsens fader, som indførte den falske lære om, at Jesu navn får en særlig kraft ved at blive udtalt. Han gør ingen hemmelighed af, at hans ’trosfader’ er E.W. Kenyon2, som han berømmer og citerer længere afsnit fra i sin bog ’Navnet Jesus’. Kenyons lære er bygget op på et gnostisk kirstendomssyn, hvor man tror, at der i ”selve navnet indeholder en mirakelgørende kraft”, og derfor behøver man ikke ”nogen speciel tro for at bruge navnet Jesus” (s. 97, 101). Hagin hævder derfor også, at enhver selv kan få en hovedpine til at forsvinde ved, at man siger til (ånden bag) hovedpinen:
”I Jesu navn, … jeg har ingen hovedpine. I Jesu navn, jeg vil ikke have nogen hovedpine. I Jesu navn, smerte, forsvind” (s. 36).


Denne undervisning har medført, at mange kristne ledere er blevet påvirket af den. Anders Ova (pinsekirken) har i en artikel med overskriften ’Kraften i navnet Jesus’ givet udtryk for de samme tanker og hævder fx, at Gud har givet de kristne ’en blankocheck’, som både giver dem
’magt til at blive Guds børn, men .. også magt til at udskrive et hvilket som helst behov i hans navn..’ (Korsets Evangelium 4/7 ’93).
Anders Ova mener ligesom trosbevægelsen, at der er en overnaturlig kraft i selve ’navnet’, som gør, at alt hvad ’vi’ beder om eller befaler, derfor også vil ske.

Når sande troende gennem tiden har talt i ’Jesu navn’, så er det ikke fordi de tror, at det er ’navnet’ i sig selv, som kan/skal bruges som en blankocheck for at få åndelig kraft til at få et ’hvilket som helst behov’ dækket. Og derfor er en sådan forkyndelse med til at lede opmærksomheden bort fra Jesus og over til nogle ’trosteknikker’, som er dæmoners lærdomme. Men mange kristne tror, at når miraklerne (blot) sker ’i Jesu navn’ så må de også være fra Gud. Men det er ingen garanti, for alle forførere påstår det samme for ikke at blive afsløret. Fx handler Matt 7:21-23 netop om mennesker, som har udført mange mirakler i Jesu navn, men som alligevel bliver afvist af Jesus på dommens dag. Ordene om, at Jesus ikke kender dem betyder, at de ikke er frelst, selvom de tror det. Og derfor er det heller ikke ham, som står bag de udførte mirakler.

Brug af magi


Der er mange eksempler på, at den kraft, som mange kristne benytter sig af i den tro, at det er Guds kraft, i stedet er den samme okkulte kraft, som de hedenske religioner benytter. Et eksempel: En repræsentant for magien, frimureren Traugott Egloff (Zyrich) forklarer, at
”magi dannes i forholdet mellem det enkelte ord og den (åndelige) kraft, som fremkalder miraklet, fordi det er ordene selv, som er kraften”.

Det betyder konkret, at mirakler vil opstå i en symbiose (forening) mellem mennesket, som udtaler ordet, og den kosmiske kraft eller ’gud’, som nærmest bliver betragtet som en neutral energikilde. Kraften forløses ved, at det enkelte ord bliver udtalt igen og igen for at opbygge en tro, som formår alt (www.religio.de/arw/hiram/hir20.html). Men når det enkelte ord bliver isoleret i forhold til dets sammenhæng, så fører det selvfølgelig til en mekanisk og magisk misbrug, som fratager ordet dets sande betydning.

Det er den samme magi, som ligger til grund for den moderne psykologi3, parapsykologi4, såvel som New-Age. Filosofien handler om, at alle har enorme skjulte sjælskræfter til rådighed i deres underbevidsthed, som dog bliver bremset af den utrænede bevidsthed. Derfor gælder det om at forløse disse kræfter ved hjælp af nogle teknikker, så man kan få det, som man har fokuseret på. Det er denne magi og guddommeliggørelse af mennesket, som kristne også benytter, når de fx praktiserer visualisering5, tankens kraft, mesmerisme6, healing, meditation, brug af sjælskraft, selv/hypnose7 og andre beslægtede ord. Den største forskel er, at filosofien nu er pakket ind i kristne ord og vendinger. Men når Guds ord bliver misbrugt på denne måde for at opnå et resultat, så indbyder man på den måde indirekte djævelen til at hjælpe sig. For det som adskilles fra Gud, bliver automatisk et bytte for djævelen.

Forskellen mellem Guds indgreb og magi


Det kan til tider være temmeligt svært at gennemskue og afsløre løgnen, selv når man kender de grundlæggende forskelle. Nogle gange er der nemlig ’kun’ tale om små ændringer. Djævelen ønsker nemlig ikke at stå åbent frem, men prøver i stedet at ’kopiere sandheden’, for at ingen skal fatte mistanke. Derfor er det vigtigt at kunne bedømme enhver ånd og lære ud fra Guds ord, som han har sagt. Den, som kender sin bibel, vil bl.a. lægge mærke til følgende forskelle:

Opskriften på et mirakel


Et eksempel på, hvordan man kan få magien til at fundere, kommer fx klart frem i en pjece om NLP (Neuro Lingvistisk Programmering). NLP beskrives her som:
’en psykologisk metode til programmering af hjernen ved påvirkning (manipulation) af menneskets underbevidsthed.. for at skabe radikale, positive og vedvarende forandringer..’, jfr. http://www.nlpinfo.dk/index.htm

I introduktionen understreges det, at ”du har i dig alle de personlige ressourcer, som behøves” til at skabe resultater, og som gør, at ”du får altid ret i dine forventninger”. Som eksempel gives der et billede af en mand, der skal afsked på fisketur:
”Hvis han fx siger: ’Det går nok som sædvanligt. Jeg fanger ikke noget, så..’ vil de negative ord (automatisk) få fiskene til at svømme bort fra ham. Han skal (i stedet) tænke positivt, og hans ord skal få fiskene til at bide på krogen”.

Denne bekendelsen har altså en afgørende og magisk betydning, lige fra den første tanke opstår og frem til opfyldelsen, hvor åndelige (dæmoniske) kræfter træder i funktion. Og det er denne kraft, som kristne nu også benytter sig af.

Mirakler – religionernes naturlov?


I bogen ’Den fjerde dimension’ beskriver Yonggi Cho, at ’vi’ som kristne kan (skal) lære at beherske de åndelige love, som er i denne dimension (deraf bogens titel). For kan man det, så kan man også herske og have total kontrol over den materielle, fysiske verden (den tredje dimension). Ifølge Cho har Gud også altid måttet anvende denne lov for at skabe og herske (s. 41, 43). Alt bliver nemlig ’skabt ved denne naturlov’, og Cho mener, at det er ved at bruge den, at så mange bliver helbredt ved fx yoga, buddhismen og Sokagakkai8. Grunden til, at de kristne ikke oplever flere mirakler, skyldes, at de ikke har gjort brug af denne lov, og kan derfor endnu ikke skabe sine egne mirakler:
”I Sokagakkai tegner de (nemlig) et billede af velstand, gentager nogen ord igen og igen idet de forsøger at udvikle menneskeåndens fjerde dimension. Og disse mennesker skaber noget” (den 4. dimension, s. 62).

Cho mener også, ligesom så mange andre, at mennesker kan blive frelst ved, at man bruger denne lov. Og hævder, at årsagen til, at der er så få kristne i Japan skyldes, at de ikke har brugt denne lov – i modsætning til Sokagakkai, som nu har mange millioner (s. 62). Og derfor siger han, at de kristne må gøre brug af denne ’ufravigelige lov’, hvis de skal se flere mennesker blive frelst. For loven vil skabe resultater, for ”at disse ting er nødt til at komme til dig” (s 32-33). Denne lov gælder i alle forhold og vil altid give vækst, som fx økonomisk fremgang, vækkelse - og frelse:
”jeg hævder, at jeg kan bygge en menighed med mere end 10000 medlemmer uden vanskelighed i USA, eller i Tyskland, eller i Tokyo” (s. 35).

Kan også anvendes af ikketroende


Når Guds suveræne frelse og kraft på den måde bliver degraderet til en ’neutral’ lov, som alle religioner kan bruge uden hans medvirken, så indebærer det også, at ikke-troende kan gøre brug af den. I 1997 udkom der en bog på dansk af Pernille Nathansen med titlen ”Du kan helbrede sig selv fra cancer – og alle andre sygdomme”. Hun skriver ligesom ’kristne’ trosforkyndere, at det ”afgørende er troen....for det er nemlig troen, der flytter bjerge - og sygdomme”. Men af artiklen fremgår det, at hun ikke er ’kristen’, men, at hun derimod tror på sig selv og egne ressourcer (Vestegnen 5/3 97). Man behøver altså ikke at være troende for at skabe mirakler ’ved tro’. Men da der ikke findes nogen neutral naturlov eller kraft i universet, så må det være dæmoner, som står bag.

Tilbage til paradiset


Mange trosforkyndere har undervist om, at da Gud satte mennesket til at herske over jorden og alle dyrene, kunne det kun ske ved, at han først havde givet dem åndelig kraft og autoritet til at kunne klare denne ’store’ opgave. Og da Gud aldrig har annulleret ’ordren’ betyder det, at alle derfor stadig er i besiddelse af kraften til opgaven. Men som blot venter på at blive ’opdaget’, så at mennesket igen ’kan komme tilbage til det tabte paradis’, som en forkynder udtrykte det. Denne tolkning gør, at div. forkyndere ofte taler om, at ’vi’ i Kristus er ført (tilbage) til fuld genoprettelse og nu sidder med ham i det himmelske for at herske og skabe åndelige resultater ligesom ham. I bogen ’Skabende tro’ skriver Yonggi Cho:
”Du råder over livet. Du råder over dit legeme, du har magt over Satan og ondskaben, du råder over dine omstændigheder og din fremtid. Du taler troens tale, du skaber dine livsforhold, du forvandler liv…”.

Men denne tro og lære om fuld genoprettelse, hvor ’vi’ kan herske med samme magt og autoritet som dengang, er ikke bibelsk. Men må ikke glemme, at mennesket siden syndefaldet er ude af stand til at håndtere den opgave, som Gud oprindelig havde tiltænkt. Og faldet resulterede som bekendt i, at menneskeheden mistede forbindelsen til Gud og dermed også den gudgivne herlighed, evner og kraft. Og det førte til, at de blev forvist fra Edens have og fra de tilstande, som de engang havde. Gud har med andre ord lukket døren til paradiset.

Sjælskraften


De hedenske religioner er opbygget på en lære, hvor man tror, at alle er i besiddelse af ubegrænsede ressourcer (sjælskraft) i sin underbevidsthed9, som kan skabe de ønskede resultater. Og mange kristne er nu også begyndt at få øjnene op for, at dette træs frugter ’er godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af’ (3. Mos 3:6) . Men da mange kristne tror, at problemet skyldes, at de blot har ’glemt’, hvordan man behersker denne kraft, så vender de sig i stigende grad til de hedenske religioner for at tilegne sig indsigt og viden om, hvordan man får og anvender kraften. Men den kraft, som mennesker derved søger og åbner op for, kommer ikke fra Gud, for han vil ikke, at de den til at fremme djævelens bedrag. Det, som Gud altså har forbudt, det lokker djævelen de kristne til at gøre brug af, for at de kan tro, at det er ham der er gud, når han udfører sine tegn og undere for dem.

Troen på denne løgn har gjort, at mange kristne er begyndt at benytte sig af den iboende sjælskraft for skabe mirakler. Den største hindring for, at mirakler kan ske, er, at de kristne er bundet for meget af bevidstheden, fordi den bliver påvirket af ydre forhold, og ’ser’ og tror derfor på det, som den pga. tillært erfaring tror er mulig eller umulig. Bevidstheden modarbejder altså den tro og kraft, man prøver på at bygge op i sin underbevidsthed, og bliver derfor betragtet som ’fjenden’, og de kristne må derfor lære at lukke for dens ’forstyrrende’ indblanding ved hjælp af nogle teknikker. Mange bliver derfor undervist om, at de vil få de ønskede resultater ved at bruge kraften i det talte ord og i den positive bekendelse. Enhver ’negativ’ tanke må derfor bekæmpes, fordi den nedbryder den ’tro’, som man prøver at opbygge i sit indre. Dette gør, at de kristne ofte vil lyve om de faktiske forhold for i ’tro’ at bilde sig selv og andre ind, at de er de er raske, også selvom det ikke sker eller måske endda får det dårligere.

Når bevidstheden på den måde helt eller delvist er koblet fra, så kan den ikke længere være det filter og beskyttelse, som Gud har skabt den til at være. Og derved kan djævelen få adgang til den enkeltes sjæl, og uden at de ved det. Det er derfor ikke nye metoder, som vi har brug for, men at vi må have Guds ords åbenbaring i tankerne, og derved være udrustet af Helligåndens kraft til at tjene ham ret.

Fra Gud eller djævelen?
Man kan undre sig over, at kristne ledere ikke råber op, når djævelen går på rov i menighederne. Og synes også at være ligeglade. Jørgen Vium Olesen har fx sagt, at han godt ved, at alt det nye ikke er fra Gud, men mener alligevel godt, at man kan tage imod det alligevel. I Ny Vision (nr. 2/’97) citerer han pastor J. Arnott for at understrege, at:
”selvom kun ti procent af det som sker er virket af den Hellige Ånd, så ville jeg alligevel gå ind for det”.

Det bekymrer ham tilsyneladende ikke, at der så ville være 90% tilbage, som ikke er fra Gud.

Hvis kristne ledere var gudfrygtige, så ville de ikke tillade, at mænd som Rodney Howard-Browne får lov til at sprede sin afskyelige lære i de kristne menigheder. Og så ville følgende udtalelse ikke stå uimodsagt:
’Så længe der blot sker noget, gør det egentlig ikke noget, om det kommer fra Gud eller fra mennesker eller fra djævelen’ (citat fra Charisma Magazine/1994).

Rodney Howard-Browne har i mange år omtalt sig selv som ’Guds bartender’, fordi han gør mennesker drukne med en ’ny vin’, som i virkeligheden er en dødelig gift. Fra trosbevægelsen og Toronto har denne ’vin’, ånd og lære nu spredt sig til den største del af kristenheden. På et videoklip råber han to gange ’voodoo’ ud over forsamlingen. På trods af dette får han alligevel lov til at forkynde i de kristne menigheder, så endnu flere kan blive forført.

Den 17/6 ’97 var der en artikel i Christianity Today med titlen: ’Voodooens greb er urokkeligt’. Her står bl.a.:
”Haitiske protestanter finder det svært at hjælpe en del nye kristne at se forskellen mellem at være fyldt af Helligånden og så at være besat af en voodoo-ånd”.
Sådanne citater må forfærde! Her er der mennesker, som har brug for at finde vej ud i frihed, men kan altså ikke se, at der er forskel på voodoo-ånden og den ’helligånd’, som manifesterer sig i menighederne. Årsagen er, at der ikke er nogen forskel, fordi kristne har overført den okkulte kraft fra hedenskaben i den tro, at det var Helligånden.

Ved den evangeliske 2. Lausannekonference i Manilla i 1989 forudsagde John Wimber10 at radikale forandringer med nye manifestationer af tegn og undere skulle ske hen mod slutningen af århundredet (hvilket også skete). På konferensen vidnede Wimber og flere andre karismatikere om påståede mirakuløse tegn, under og helbredelser, som er sket i Kristi navn. Under en pressekonference modsagde en indisk journalist Wimbers påstand om, at de nye former for tegn og undere kommer fra Gud. Han sagde, at ”de er identisk med de hedenske religioner i hans hjemland i Indien” (’Pensacola-vækkelsen, en rapport… marts/01). Yonggi Cho (og andre) bekræfter dette og hævder, at de store mirakler i de hedenske religioner er neutrale og derfor uden problemer kan overføres til kristendommen:
”du kan ganske enkelt ikke afskrive disse ting som djævelens manifestationer” (den fjerde dimension, s. 40-41).

Det betyder konkret, at grænserne mellem Guds og djævelens mirakler er ophævet, hvorfor mange kristne ikke er så nøjeregnende med, hvorfor det virker, bare det virker. Ifølge bibelen skyldes bedraget, at man mere eller mindre bevidst har valgt at tro løgnen på trods af den bibelske sandhed (2. Tess 2:10-12). Løgnens ånd bevirker, at de bibelske sandheder bliver tolket og omfortolket ud fra nye åbenbaringer. Den går fx ud på, at det, man tidligere troede om dæmonbesættelse og uddrivelse var forkert:
”Tidligere… ville sådanne lyde normalt føde en udfrielsesseance, da det blev antaget, at det var en dæmon, der lå bag det.. og den normale tommelfingerregel (dengang) ville være, at han havde brug for en dæmon-uddrivelse..” (Dave Roberts: Toronto vækkelsen, s. 124).
Med et sådant syn er det indlysende, at dæmoner på forskellig måde kan få lov til at manifesterer sig, uden at nogen griber ind så de bliver afsløret og uddrevet.

Kan man modtage en ond ånd i en kirke?


Et andet eksempel: Under overskriften ”Øjenvidner advarer om forholdene i Pensacola”, beskriver ’Philippe’, at hun tog til et kristent møde for at opleve de manifestationer, som skete der, selvom Jesus forinden i en drøm havde advaret hende mod ’slangens ånd’, som virkede der. Hun beskriver derefter mødet, men kunne på trods af drømmen ikke ”forstå eller tro, at slangens ånd havde taget bolig i mig. Jeg havde jo ikke inviteret ham”, skriver hun. Men alligevel besluttede hun sig til at prøve ånderne, om de var af Gud, og om de stemte med Guds ord. Og dermed blev hun klar over, at hun havde taget imod en ond ånd. Men hvordan kommer man så af med den?
”At vide, at jeg havde modtaget en ond ånd i en kirke, var en ting, men at komme af med den, var en hel anden sag. Hvorledes skulle jeg kunne bede andre kristne om at hjælpe mig, når de troede, det var Guds Ånd?” Så jeg stod alene imod disse dæmoniske kræfter med et kundskab om, at mange kirker var blevet løbet overende af dem. Mit håb stod alene til Kristus…jeg var sikker på, at han ville hjælpe mig”

Hun fortæller, at hun blev udfriet tre dage senere, og hendes vidnesbyrd slutter således: ’Siden da er manifestationerne af ånden eller ånderne ved Guds nåde ophørt’.

Accept af New-Age metoder


Denne sammenblanding af sandhed og løgn har gjort, at de fleste ikke (længere) kan se, om at mange af de manifestationer, som opleves i kristne forsamlinger, er dæmoniske. I stedet bliver de accepteret som Guds værk, uden at det efterprøves i lyset af Guds ord. Dette forhold gør, at Lars Neve, som er projektleder for ’I Mesterens Lys’, i Ny Vision giver udtryk for, at:
”Jesus accepterer kærlighedsgerninger i sit navn fra mennesker, der ikke tilslutter sig det, vi definerer som kirken. Der er i dette øjeblik healere og massører, der er vokset frem til en tjeneste gennem lydighed og bøn til Jesus, uden at være i kontakt med .. frikirker eller folkekirker. Er det vores opgave at standse disse tjenester, som ofte er helhjertet heltidsarbejde?” (nr. 5/01).

Sparet på dette spørgsmål er et stort JA! At tro på, at Jesus vil acceptere sådanne ’kærlighedsgerninger’ er nemlig et forsøg på at forene Kristus og Beliar. Selvom de fleste healere i vesten siger, at de tror på Jesus, så er det dog ikke den bibelske Jesus, de får kraften til deres tjeneste fra. Healing er nemlig en uadskillelig del af New-Age, hvor det er troen på de kosmiske kræfter, som er en forudsætning for, at mirakler kan ske. Healing handler om at overføre disse (dæmoniske) kræfter til ’patienten’. Men kan man være sikker på, at det kun er legemet, som bliver påvirket? Nej! Otte af mine tidligere kollegaer var fx begyndt at gå til yoga for at få det fysisk bedre. Men inden længe begyndte flere af dem også at tro på reinkarnation, selvom de ikke havde modtaget nogen undervisning derom.

Det ser ud til, at ’ånden’ bag fornyelsen bliver spredt på samme måde. Og derfor ser Lars Neve da heller ikke nogen modsætning til New-Age, fordi Gud ifølge ham ’bruger disse ydmyge kanaler for sin kærlighed’. Endnu værre bliver det, når han sammenligner ’deres kærlighedsgerninger’ og helbredelsestjeneste med den, som Helligånden udrustede hedningerne med i Cornelius’ hus. En sådan ’bevisførelse’ viser, hvor langt han er kommet væk fra sandheden. Forudsætningen for, at ’disse hedninger’ blev udrustet med Helligånden var jo, at de ikke længere var hedninger, men var kommet til tro på Jesus som frelser og fået deres synders forladelse (Apg 10:43) . Hvis dette ikke er sket, så er det heller ikke Helligånden, som står bag miraklerne. Sådan var det dengang! Og sådan er det i dag.

’I mesterens lys’… eller?


Projektet ’I Mesterens Lys’ ledes af pastor Ole Skærbæk Madsen, og blev startet som et forsøg på at nå de New-Age troende med evangeliet. Men er efterhånden blevet blandet så meget op med New-Age tanker og metoder, at det ikke længere ’forarger’ de nyreligiøse, som endda gerne slutter op om hans fuldmåne- og meditationsmøder for at blive styrket i deres egen tro. Han benytter derfor også nogle af de samme helbredelsesteknikker selv.

Under en gudstjeneste opfordrede Ole Skærbæk Madsen de fremmødte New-Age’ere til at fremkalde (visualisere) ”kristne billeder og motiver.. fordi vi trods alt lever i en kristen kultur” (Udf. 6/7 2000). Det vil med andre ord sige, at disse ’kristne’ visualiserings-symboler vil virke ligeså godt, hvis man fx benytter sig af hedenske gudebilleder eller motiver. Og det er den samme ’neutrale’ kraft, som ifølge ham træder i funktion, når onde ånder skal fordrives:

Ole Skærbæk Madsen har fx udarbejdet en ’manual for djævleuddrivelse’, som alle uanset tro kan gøre brug af. Da han forklarede automatikken for redaktøren af New-Age-bladet, spurgte denne, om ritualet dermed virker som en slags ’gør det selv rens’, bekræftede han dette og sagde, at han havde kendskab til, at mindst en healer allerede brugte ritualet i sit arbejde (samme TV-udsendelse). Men den, som kender sin bibel ved, at sådan fungerer uddrivelse af onde åndsmagter ikke. Selvom Jesu navn benyttes, så er det ingen garanti for, at det så er Jesus, som står bag. For når hans navn bliver gjort til et magisk rituale, som alle kan benytte, så er det ikke ’bibelens’ Jesus, der står bag, men i stedet er det forførende åndsmagter, som er på spil.

Bedraget af New-Age


Den tidligere New-Age præst Will Baron beskriver i sin bog: ’Bedraget af New-Age’ først generelt om, hvad det vil sige at være New-Age kristen, og hvor vigtigt det er at leve sit liv i overensstemmelse med budskabet fra ’den højeste af de åndelige mestre, Jesus’. I en åbenbaring fortæller ’Jesus’, at de troende må hjælpe de åndelige mestre ”med at berede kloden for Kristi komme”. Senere bliver han dog klar over, at disse ’mestre’ er djævelen og hans dæmoner, som er sendt ud for at forføre mennesker til at tro på den falske ’Jesus’ ved hjælp af div. mirakler, og dermed berede mennesker til at tage imod Antikrist, når han åbenbares.

En dag begyndte disse ånder at give en undervisning, som stort set er identisk med den trosbevægelsens forkyndelse. En dag blev han således opfordret til at lytte til at lytte til trosforkyndere som K. Copeland og Kenneth Hagin, fordi de ”er de nærmeste til New-Age”. Will Baron beskriver, hvordan New-Age anvender og benytter bibelen som en facitliste på samme måde som trosforkyndere, som fx da en taler udfra Mark 11:24 underviste dem om, at
”når I beder om bestemte ting, bed da om dem i Jesu navn. Der er en mægtig kraft i det navn.. når man kommer til Faderen i bøn om noget specielt, så er det vigtigt at tro på, at man allerede har modtaget, hvad man beder om” (og derfor:) ”Hvis du fx beder om helbredelse, så må du, lige efter at du har bedt, tro på, at du er blevet helbredt, også selv om symptomerne endnu ikke er forsvundet” (s. 109, 107).


Som man kan se, er djævelen en mester i at tilpasse sine løgne, og han kun blive afsløret af dem, som holder sig til Gud og hans ord. Selvom mange tror, at det er Jesus, som står bag alle de mirakler, som udføres i hans navn, så er det bedrag. Mange benytter sig nemlig af den samme magi, som ’koglerne’ (magikerne) gjorde brug af, da de efterlignede det, som Gud gjorde gennem Moses, (2. Mos 7:8-12 , 19-22, 8:6-7 osv.). Ifølge Will Baron har New-Age nu tilpasser sit budskab og mirakler til kristendommen, for at den med tiden kan blive forenet med den. Og da mange kristne ikke kan skelne mellem sandhed og løgnen, så vil de være åbne for dæmoniske magter, og bereder dermed vejen for enhed med alle, som har djævelen til herre.

Udfordringen tillader New-Age annonce


Udfordringen har fx i årevis givet annonceplads til en ’bedegruppe’, som specielt beder for syge. Og havde sidste år et interview med Eigil Ruge, som er manden bag. I artiklen beskrives, at han ’har et sprogbrug, som minder om New-Age’, som når han helbreder ved hjælp af ’Kristuslyset’ og ’lægende lysstråler’ (nr.17/02). Men kan det så ikke tænkes, at det så også er et New-Age foretagende. Jo! Det er det faktisk. Af papirer, som jeg har fået tilsendt fra Eigil Ruge om hans tro og helbredelsesmetoder, afsløres det, at han går ind for den New-Age gren, som kaldes ’The White Eagle”, og bekender sig da også til ’den kosmiske Kristus’ og ’det store hvide broderskab’, som ifølge ham er ’kilden til alt liv’. En almindelig beskrivelse for de åndsvæsner og guder, som åbenbarer sig for New-Age, men som dækker over djævelen og hans dæmoner. Eigil Ruge opfordrer her de kristne til at tilbede disse på denne måde:
”Vi tilbeder dig som Fader, guddommelig vilje. Og Moder, visdommen. Og Sønnen, den kosmiske Kris-tus, det højeste lys…”
Udfordringen tror tilsyneladende på Eigil Ruges forklaring om, at han arbejder for Jesus. Men hvorfor afslører de ham ikke, fx ved at lave en lille research af manden, inden de bringer et sådant interview? Enhver kristen, som holder sig til Gud og hans ord, vil nemlig kunne afsløre løgnens ånd i den bragte artikel. At Udfordringen ikke har gjort dette har medført, at ’bedegruppen’ stadig, uge efter uge, annoncerer i Udfordringen, og er på denne måde være med til at forføre dem, som ønsker forbøn.

En bibelsk formaning


I dag er det så almindeligt at betragte mirakler som ’et bevis på evangeliets sandhed’ og dermed som et redskab til vækkelse, at mange ikke er på vagt overfor djævelens forfalskning af evangeliet. Og derfor bliver ’djævelen og hans gerninger’ ikke afsløret og afvist i lyset af Guds ord og Helligåndens advarsler. Da Jesus fx gav en række tegn på de sidste tider, var der således ingen af disse, som lovede, at der ville ske mange mirakler i endens tid. Eller at de troende skulle få overnaturlig kraft. Tværtimod! Den eneste forudsigelse af overnaturlig kraft var i forlængelse af advarslen mod at blive bedraget:
”Hvis nogen da siger til jer: ’Se, her er Kristus’, eller dér, så skal I ikke tro det. Thi falske Messias’er og falske profeter skal fremstå, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild”.

Det alvorlige er, at hvis den enkelte ikke bliver ’revet’ ud af sin vildfarelse og omvender sig fra den, kan det ende med fortabelse. Bibelen siger:
”Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens vej” (Ordsp 14:12) .
”Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden (og bliver helbredt), men må bøde med sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl? (Matt 16:26) .
” Hvis nogen iblandt jer er faret vild fra sandheden, og der er en, der omvender ham, skal I vide, at den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden…” (Jak 5:20).

En anden frelsesforståelse


Den store fokusering på tegn og undere som bevis for evangeliets sandhed, har medført, at frelsesbudskabet i Guds ord dermed er kommet mere i baggrunden. Da Charisma Magazine spurgte forstander John Arnott (Toronto) om, hvor stor vægt han lægger på den bibelske frelsesforkyndelse, svarede han, at han blev stoppet af Gud, da han ville ”prædike frelsesbudskabet til ufrelste”. Arnott fortæller, at ’Gud’ sagde til ham: ”Du presser mig. Lad mig kun få elske mit folk” (Charisma Magazine, febr. 1995).

I dag forkyndes der et andet evangelium med en ny forståelse af, hvad det vil sige at være frelst og hvordan man bliver det. Mange kristne ledere tror, at hvis mennesker skal blive frelst, så må man benytte sig af de samme metoder, som de hedenske religioner anvender, ved at tage autoritet over menneskers vilje og tro, og ’gøre krav på deres frelse’, så de nærmest ’tvinges’ over i Guds rige. Andre tæller automatisk dem med som kristne, som enten blot har markeret, at de ønsker at blive det. Eller som er gået frem for at få en berøring af Helligånden – men uden at de af den grund er kommet til en sand (bibelsk) tro på Jesus:

En mand (Arne) vidner fx om, hvordan han havde modtaget ’Jesus’ under et helbredelsesmøde: Den afrikanske præst ”Josephine’ .. gik rundt og lagde hånden på folk og flere .. sank sammen på gulvet”. Da turen kom til Arne, lagde hun hænderne på ham og ”bad på et eller andet mærkeligt sprog” og sagde: ’modtag Jesus, modtag Jesus’. Han fortæller, hvad der så skete:
”Efter forbønnen stod jeg og nærmest rystede og havde den underligste følelse i kroppen. Jeg kan på ingen måde beskrive den følelse, men jeg var bare helt væk, dog uden at skvatte om. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg kunne ikke huske, hvorfor jeg var gået ud på gulvet, men én fra Alpha forklarede mig, at jeg havde modtaget Jesus” (Evangelist, nr. 3/02).

Men den, som kender sin bibel, véd, at sådan modtager man ikke Jesus. I stedet er det en efterlignende (dæmonisk) ånd, som får mennesker til at tro det. Fx hævder mormoner og katolikker også, at de er kristne og født på ny, og kan berette om en åndelig ’genfødsel’, som på mange måder minder om den bibelske, men som i stedet er en dæmonisk efterligning. Selvom Guds ord ikke direkte afvises som frelsesvej, så handler det nu mere om det, som ’jeg kan gøre’. Evangeliet om Jesus som korsfæstet er derfor kommet i baggrunden pga. alt det nye, som de forskellige menigheder aktuelt er optaget af. Forstander Kilpatrick (Pensacola) har i en tale proklameret, at
”denne vækkelse fra Gud handler ikke om at prædike… for det er tegn og undere, som fører mennesker til Kristus, ikke Guds ord…” (http://home.swipnet.se/).

Når det altså ikke længere er Guds ord, som danner grundlaget for menneskers frelse, så er det spørgsmålet, om det i det hele taget er den sande Jesus, som nu ’frelser’ mennesker på en anderledes måde end tidligere? Det er det selvfølgelig ikke! For mennesker bliver ikke frelst på andre måder end den, der er åbenbaret for os i bibelen:
”Ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft”.

Når denne forkyndelse mangler, så kan den ikke formidle den sande frelse til nogen. Og så åbner der i stedet op for, at alt muligt andet kan blive tolket som Guds nærvær. Nogle af ’fornyelsens’ ledere mener fx, at mennesker kan blive frelst uden personlig tro på Jesus, fordi (en del af) sandheden også findes i andre religioner. Nicky Gumbel, som er forfatter af Alpha, siger det på denne måde:
”Det er muligt at blive frelst ved nåde gennem (en anden) tro, selv for dem, som ikke har hørt om Jesus” (Aktuelle spørgsmål, s. 36).
Hertil siger bibelen: ”Så kommer troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Romerne 10:14-17) . Og ”ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (John. 3:3). Med andre ord: Det er umuligt at frelst, hvis man ikke hører Guds ord og bliver født på ny.

Verden ind i kirkerne


Resultatet af den moderne forkyndelse har gjort, at mange ikke længere ser den store modsætning mellem verden og kristendommen. Det handler ikke længere så meget om omvendelse fra synd, efterfølgelse og hellighed, hvor man er adskilt fra verden (2. Kor 11:3-4) . I stedet er kristne ofte så beskæftiget i at opbygge ’fælles kulturelle aktiviteter’ med ikke kristne, at man vil ikke vil ødelægge forholdet til dem ved at evangelisere for dem: For
”ingen (skal) føle sig omklamret”, bare fordi de kommer til ’kristne’ aktiviteter. (Udf. nr. 48/01, jfr. nr. 36/97).

Der er ofte ikke den store forskel på unge kristne og ’verdens unge’, når de fortæller om deres liv, musik, fester og moral. Udfordringen var fx ’til rockgudstjeneste på Nørrebro’, hvor forkyndelsen handlede om en kristen, som
”ikke rigtig ved, hvad han tror på, klipper en hæl her og en tå der, og afleverer et udvandet evangelium”.
Bagefter ’er der udskænkning af øl.. for.. det skal der være, ellers ville det ikke være på de unges præmisser’, sagde præsten til Udfordringen. For ellers vil man ikke kunne få dem ind i kirkerne (nr. 6/02).

Men hvem har sagt, at gudstjenesten skal ske på de unges præmisser? For det er jo ved forkyndelsen af Guds ord, at den sande tro på Jesus kommer. Når dette ignoreres, så bliver evangeliet ikke forkyndt ud fra ’Guds præmisser’ og er derfor intet værd. Jan Due Kristensen (pinsepræst i Odense) skrev fx i Kristeligt Dagblad, at hvis det moderne menneske skal nås med kristendommen. så bliver man nødt til at tilpasse budskabet til deres behov og
”efterspørge noget, de kan bruge i deres liv i stedet for bibelen.. (for) det postmoderne menneske stykker sit liv sammen som et kludetæppe. Det har ikke brug for at tvære kristendommen ud over hele livet. Kristendom er blot en lap i kludetæppet. Kristentro fungerer fint ved siden af kinesiologi11 og naturvidenskab12…” (19/2 ’02).

Det er meget sandsynligt, at en sådan forkyndelse ’kildrer folks ører’ og får dem til at føle sig godt tilpas og til bedre at acceptere den ’kristne’ tro. Men den frelser som bekendt ikke nogen fra synd, dom og djævel. Det er alvorligt, når en af fornyelsens ledere mener, at kristendommen må ændres, så den kan bruges ’som en lap i et kludetæppe’. Dvs.: som man har lyst og interesse til, og som man efter behag kan stykke sammen med alt muligt andet. Men Jesus talte ikke om det nye liv som ’en lap’, som kan bruges sammen med alle de andre. For den (sande) nye fødsel medfører en total forvandling i hjertet, som har indflydelse på alle livets forhold. Jesus sagde derfor:
”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv, og tage sit kors op og følge mig…’ (Matt 16:24).
Gud ønsker ikke, at mennesker går fortabt pga. ligegyldighed overfor hans ord og frelse. Derfor beder han igen og igen de kristne om at vågne op og omvende sig. Vi må bede om, at der må være nogle, som forkynder Guds ord og som kan råbe menighederne op. Eller er det for sent?

Flere amerikanske kirkeleder har på det sidste advaret om, at hvis kirken ikke bliver lutret (adskilt fra verden) vil den være på vej til at ’pakke sammen’, dvs. dø. For:
’den seneste tids flossede moral har svækket kirken, og .. hvis ikke præsterne gør noget (vil) .. vi ikke få brug for at pakke sammen og lukke kirken selv; det skal Gud nok bruge verden til at gøre for os’ (Udf. nr. 4/03).

Vil de kristne lade sig advare? Eller vil ’dagen’ komme som en tyv, så de kommer for sent til bortrykkelsen? Nogle vil stadig kunne høre Guds røst, men andre vil fortsætte med at tro, Gud er med dem, selvom forkyndelsen ikke stemmer med hans ord. Og forårsager dermed det frafald. som han har advaret de kristne mod så mange gange, fx 2. Tim 4:3. Men måske vil Gud give dem et ’nådeår’, så de hører hans røst og lader sig omvende.

Syn om endetiden


En gammel norsk dame på 90 år fik et syn fra Gud i 1968, som omhandler endetiden. Og som evangelisten Emanuel Minos, skrev ned, da han holdt nogle møder i Valdres, hvor hun boede. Minos har beskrevet hende som ”klar, pålidelig, vågen og troværdig kristen, som har et godt skudsmål af alle, der kendte hende”. Her følger den del af synet, som gælder det kristne frafald fra Gud i endens tid.
”Det vil opstå en lunken holdning uden sidestykke blandt de kristne – et frafald fra sand, levende kristendom. Kristne vil ikke være åbne for ransagende forkyndelse - lige før Jesus kommer igen. De vil ikke som før i tiden høre om synd og nåde, lov og evangelium, bod og bedring. Der kommer et surrogat i stedet: ’lykkekristendom’. Det vil komme til at dreje sig om at have succes, om at være noget. Det vil dreje sig om materielle goder, ting, som Gud aldrig har lovet os på denne måde… I stedet for den forkyndelse, vi har været vant til gennem generationer, om at tage sit kors op og følge Jesus, vil underholdning, kunst og kultur overtage kirker, bedehuse og lokaler, der hvor der skulle være vækkelse, nød og bodsmøder. Dette vil tage til i stærk grad - lige før Jesus kommer igen”.

Hvor er fornyelsen på vej hen


Meget af det, som denne dame så i synet, var umuligt at forudse uden en åbenbaring fra Gud, og dets opfyldelse er derfor et af kendetegnene på, at det var fra ham. I de sidste få år er vandringen bort fra Guds ord fortsat med stadig stigende fart, og bibelens mange advarsler mod denne kursændring er blevet ignoreret. Det vil så igen medføre, at verslighed, okkulte teknikker og falsk lære endnu mere vil blive accepteret som en del af sandheden. Når kristne ledere ikke er på vagt overfor dæmoners lærdomme, har man på den måde indirekte tilladt disse ånder at komme ind i menighederne og give dem indflydelse over udformningen af en ’kristendom’, som alle kan acceptere. Dertil kommer, at mange allerede nu parat til at være ’ét’ med alle ’kristne’, selvom de enkeltes liv vidner om, at de ikke er det. Og dermed er vejen banet for, at den moderne kristendom er eller bliver en del af endetidens skøgekristendom, som fremstår for at fremme Antikrist’ fremtræden.
- - - - - - - -

Uanset hvem du er: Må Gud velsigne dig til at finde sandheden og forsage alt, hvad der har med djævelen og hans gerninger at gøre. Og må du kunne se, at den moderne kristendom afviger så meget fra Guds ord på mange af de væsentligste punkter, at det kan være et spørgsmål om liv eller død, om man finder forskellen mellem dem.

Noter:



Debat: Mirakler – Guds kraft eller trosmagi?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Falsk lære

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation