OversigtBogen om Jabes’ bøn er tolket ud fra den bøn, som Jabes bad til Gud om for ca. 3500 år siden og som er citeret i 1. Krøn 4:9-10. Her står:
”Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort. Gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte’. Og Gud gav ham, hvad han bad om”.
Denne bøn har BW tolket og forsøgt at gøre aktuel for nutidens kristne. Bogen formål er, som det står i forordet, at ’lære dig, hvordan man beder en modig bøn, som Gud altid besvarer’, og gælder for enhver, ’der har tilegnet sig dens sandhed og for hvem det er blevet en vane at opleve mirakler’.
Hvad er det, som har fået denne bog til at blive så populær og fået den til at ligge som nr. 1 på amerikanske avisers bestseller-lister? En sandsynlig grund er, at den bliver markedsført som en ’mirakelbog’, som lover at give et liv med ekstraordinære oplevelser til dem, som vil leve efter bogens principper. I bogen er der en stor fokusering på egne behov såvel som overnaturlige mirakler og synes således at indgå fint i tidsåndens krav om give mennesker, hvad der ’kildrer deres ører’.
Jabes’ bøn som princip
Ved læsning af bogen Jabes’ bøn fremgår det klart, at betingelsen for at få den åndelige velsignelse er, at man benytter de samme principper og den samme fremgangsmåde, som bliver beskrevet i bogen. BW skriver f.eks., at Jabes’ bøn således er en bøn, som Gud altid vil besvarer, fordi den i sig ”gemmer nøglen til et liv med speciel velsignelse fra Gud’. Og derfor opfordres læserne til at ’gøre Jabes’ bøn om velsignelse til en daglig bøn’, og i løbet af 30 dage vil man kunne ’se betydningsfulde forandringer i dit liv, og bønnen vil blive en skattet, livslang vane’.
Og: ’…næste morgen læste jeg Jabes’ bøn ord for ord. Og den næste morgen. Og den næste. Tredive år er gået, og jeg er ikke holdt op endnu. Hvis nogen spurgte mig, hvilken sætning der – udover min bøn om frelse – har vendt mest op og ned på mit liv og min tjeneste, ville jeg svare, at det var .. Jabes bøn..’
Så kan man undre sig over, hvad der gør, at denne bøn får en så stor betydning i forhold til f.eks. Fadervor* såvel som til Guds ord rigdom. I alle fald synes bibelen ikke at have den store betydning for at leve efter de opstillede principper for et liv i overflod.
* Da disciplene bad Jesus om, at han ville lære dem at bede, så lærte han dem Fadervor. Selvom denne bøn desværre også er blevet misbrugt, f.eks. som recitering i rosenkransen, så er denne bøn så indholdsrig og omfattende, at vi aldrig bliver færdig med den. Derfor er det underligt, at det i stedet er Jabes’ bøn, uanset hvor god den end er, som bliver gjort til den største og vigtigste bøn, som kristne kan bede, hvis de skal gøre sig håb om at få alt det, som Gud har til dem.
Åndelig manipulering?
For BW er det vigtig at slå fast, at bønnen bliver gentaget igen og igen, dag efter dag, samtidig med, at man læser bogen mange gange (der angives en gang om ugen i et halvt år), så at man begynder at tro på, at overnaturlige mirakler er en naturlig del af den kristnes liv. Men teknikken minder nu mere om åndelig indoktrinering, hvor bestemte ord, sætninger og bønner gentages igen og igen, så at man til sidst tror, at det er sandheden. Meningen er, at man så begynder at leve på denne tro, så man kan få de ønskede resultater. Det er bare ikke den bibelske tro, som beskrives. Efter den drejer det sig aldrig om åndelige principper, men om Jesus, som er troens begynder og fuldender. Men BW fokuserer så ensidig på disse principper, som efter hans mening altid vil virke, at han fuldstændig ’glemmer’ eller ignorerer, at enhver bøn må bedes i Jesu navn for at være en gudvelbehagelig bøn.
Gud, du må velsigne mig først!
BW mener, at den mand, som er stor i troen, ikke først og fremmest beder for ’sin næste’ eller for de sultne i verden, for det er en gudvelbehagelig bøn hver morgen at bede om, at Gud ’først og fremmest .. vil velsigne mig’.
BW nævner, at selvom mange kristne ser en sådan bøn som selvcentreret og som tegn på kristen umodenhed, så er den det ikke. Tværtimod! For når Gud gav Jabes hvad han bad om, må det betyde, at netop denne bøn er ’en usædvanlig åndelig bøn og lige netop en af den slags bønner, som vores fader længes efter at høre’.
Og derfor vil Gud også vil give alt til dem, der lærer at bede til Gud på samme måde. Men den, som kender bibelen ved, at bønhørelse ikke gives efter en sådan automatik.
I bogen bliver ordet ’velsignelse’ desuden udlagt til at betyde: ’at bede om eller få del i himmelsk gunst’. Men hvordan kan det være en usædvanlig åndelig og gudvelbehagelig bøn at bede om, at jeg først og fremmest skal bede Gud om at give sin velsignelse og overflod til ’mig’, før jeg kan bede om den til andre.
Der er selvfølgelig intet forkert i at bede om Guds velsignelse over sig selv, sin familie og arbejde osv. Men hvis vi altid først tænker på os selv og egne behov, så er der stor risiko for at blive så selvcentreret, at der aldrig bliver den store plads eller tid til min næste. Og så er der fare for, at vores syn på næsten flytter sig fra den bibelske placering over til noget, der kommer til at ligne psykologien og New Age, hvor det er ’jeg’ og ’mine behov’, som altid først må dækkes før der kan blive tale om at tænke på næsten. Her hedder det ikke: Du skal elske din næste som dig selv, men: Du skal elske dig selv først, og så kan du (få ressourcer til at) elske din næste. Disse tanker om først at blive mere brugbar er velmente, men er i virkeligheden det modsatte af hvad bibelen foreskriver. Den siger nemlig klart, at det er ved at bede om og ønske Guds velsignelse over min næste, at vi selv bliver velsignet, læs 1. Pet 3:9.
Uafhentede velsignelser!
At blive velsignet betyder ifølge BW, at vi lever i en flod af velsignelser, hvor vi oplever, at ’mirakler er en naturlig del af din hverdag’. Jabes’ bøn bliver gjort til et personligt løfte til den enkelte, og hvor det gælder om at leve i (en stærk) tro på, at Gud selvfølgelig vil give os alt, ligesom han gav Jabes alt. Det betyder at man altid kan regne med et liv i sejr og tro, at alt vil lykkes. Dette princip gælder indenfor alle livets områder: F.eks.: ”hvis Jabes havde arbejdet på Wall Street, havde han måske bedt: ’Herre, gør udbyttet af min investering af værdipapirer større”.
Man skal her være opmærksom på, at denne bøn ikke handler om en ydmyg begæring, hvor man ønsker at Gud giver os efter sin vilje, men en forventning om, at Gud selvfølgelig vil gøre ’mit område’ større og større. BW mener, at vi derved kan komme til at leve ’et grænseløst liv for Gud’.
I bogen påstås det, at Gud længes efter at give dig store åndelige velsignelser, og det derfor er vor egen skyld, hvis vi ikke lever i et åndeligt overflod, fordi det altid er ’os’, som begrænser Gud i at handle. Han mener, at det kan lade sig gøre at ’opleve mirakler som en naturlig del af din hverdag’, både fordi himlen er fuld af ’uafhentede velsignelser’ og fordi det er ’Guds natur at velsigne os’.. Og derfor, hævder BW, ligesom Gud gav Jabes alt det, som han bad om, således kan ’vi’ også forvente og opleve overnaturlige og utallige åndelige mirakler i overflod, hvis vi altså lærer at bede som ham – ud fra den tolkning, som bogen beskriver.
Gennem bogen bliver BW ved med at tale om begreber som ’uafhentede velsignelser’, som om det var en ren forretningsmæssig mellemværende mellem Gud og ’os’, hvor det kun handler om at hæve de penge, som vi har krav på. Med en sådan tolkning er der ikke den mindste plads til at regne med Guds nåde og indgriben, for at han i det daglige må give os det vi behøver - for vi kan jo bare kræve at få det i den himmelske bank, som vi mener, vi har ret til.
Spring ud hvor du ikke kan bunde
BW hævder, at Gud forventer af os, at ’vi tager livtag med noget, der er så meget større end os selv, at det med garanti fører til nederlag… med mindre Gud griber ind’.
Men det forventer Gud aldrig! Vi kan og skal aldrig prøve kræfter med åndelige magter i egen kraft – og så regne med, at Gud nok vil hjælpe os og gribe ind, når vi uden hans ledelse er sprunget ud på dybet eller gået i nærkamp med djævelen på egen hånd. For det vil med garanti føre til nederlag. Bibelen giver ingen anvisning på, at vi som bevis på, at vi har en stor tro, kan handle stort og på den måde få (eller tvinge) Gud til gribe ind for at vi kan få ekstraordinære store oplevelser fra ham.
En sådan undervisning kan let forårsage, at kristne, som prøver at efterleve den, oplever, at de i stedet for ’succes’ oplever nederlag, som kan forårsage, at deres tro på Gud går i stykker. Måske fordi de fejlagtig tror, at det er ham, som har svigtet, men hvor det i virkeligheden skyldes, at de ikke har fulgt bibelens enkle vej om at følge Jesus og lade ham lede den enkelte i det daglige.
BW hævder, at ’Gud forventer, at vi springer ud, hvor vi ikke kan bunde’. For hvis vi tror nok, vil enhver handling automatisk udløse Guds kraft. Det er bare det, at denne tro ikke synes at være baseret på Jesus, men i stedet på den tolkning, som i bogen bliver udlagt som sandhed. Ifølge den vil de troende opleve, at Gud altid vil mangfoldiggøre
”hvad han kan gøre i og igennem dig… Du har bedt om og modtaget flere velsignelser, større område, mere kraft og mere beskyttelse. Men ret hurtigt begynder vækstkurven at stige brat opad… Når denne cyklus begynder at gentage sig selv, vil du opdage, at du støt bevæger dig ud i videre og videre ringe af velsignelse og indflydelse, ligesom en spiral….”.
For mange velsignelser!
Og han fortsætter:
”…Jeg kan huske, at jeg engang sagde til Herren: ’Det er for meget! Hold nogle af dine velsignelser tilbage…’. Hvis du bruger Jabes’ bøn.. vil der være tider i dit liv, hvor du føler dig så velsignet, at du (også) holder op med at bede om mere”.
Det vil med andre ord sige, at BW mener, at man ved at bede som beskrevet i Jabes’ bøn med garanti får masser af åndelige velsignelser, som ikke engang de bibelske forfattere har oplevet eller beskrevet. Endda i en sådan grad, at det bliver ’for meget’. Men alligevel er det denne velsignelse, som de troende skal leve i og derfor lader han Jabes sige (som om det stod i bibelen): ’Jeg blev født til mere end dette’. Og derfor skal vi ifølge BW heller ikke være tilfreds med mindre, men forvente store ting fra Gud.! Hvorpå han konkluderer: ’Lev aldrig i frygt eller nederlag, men sikre din retmæssige arv’. Skal vi tro det?
Fremgangsteologi?
Det er tydeligt, at BW har hentet sin inspiration fra trosbevægelsens lære, som bl.a. går ud på, at den kristne har en åndelig ret – og pligt - til at leve i stadig sejr, og hvor nederlag, sygdom og trængsler ’blot’ skal afvises. Denne tro forårsager, at man enten ignorerer eller betragter enhver tale om lidelse eller forsinkelse af bønnesvar som utålelig, fordi den ødelægger teologien og teorien om, at de himmelske velsignelser bare venter på at blive indløst. Og det er ud fra denne tro, at BW spørger og konkluderer:
”Tror du, at en overnaturlig Gud vil hævde sig og bevare dig fra alt ondt…? Jabes troede, og han handlede på sin tro. Derefter blev hans liv sparet for den sorg og smerte, det onde bringer”.
BW mener altså, at alle kristne på samme måde vil blive sparet for al modgang, hvis de bare vil handle på den samme måde. Citatet kan måske nok besnære en og anden, fordi det ser så logisk ud, men facit stemmer bare ikke med Guds ord. Men når vi tror, at Gud vil bevare os fra det onde, betyder det ikke, at vi så ikke på forskellig måde bliver involveret i kampen mellem lysets og mørkets rige. Og vi har derfor heller ikke fået løfter om, at vores liv vil være uden sorg og smerte.
Ingen hjælp til de lidende
For at underbygge den ovenfor nævnte og ikke bibelske lære tager BW ligesom trosbevægelsen ’egnede’ skriftsteder ud af sammenhængen, og ’glemmer’ alle dem, som ikke passer ind i succes-teologien med dens målbare resultater, jfr. Mal. 3:14-18, Fil. 2:26-27, 1. Tim. 5:23, 2. Tim. 4:12, Hebr 11:35-38. Hvordan kan man dog få sig selv til at tro, at de troendes lidelser indirekte skyldes dem selv, fordi de ikke har grebet troen. Afhænger den enkeltes tro da af os selv eller pga. at det er Gud, som holder os fast. Bibelen siger klart, at det ikke skyldes os selv, men Guds er gaven, jfr. Ef. 2:8.
Bogen giver ingen hjælp til dem, som ikke (mærkbart) oplever, at deres bønner bliver hørt; og kæmper måske med smerter som ikke forsvinder, eller hvor Gud tværtimod siger ’nej’ til de mest intense bønner, fordi de ikke tjener hans plan. F.eks. læser vi, at Paulus pga. denne vished ’er vel til mode under magtesløshed’, 2. Kor 12:8-10.
Om Jesus står der, at han indtrængende bad Gud om at han måtte blive fri for at gå den tunge vej til dødens for at sone vores synder. Men hvis Gud havde givet ham, hvad han bad om, så ville det betyde, at vi alle ville gå fortabt. Men Jesus ønskede endnu højere at være i Guds vilje. Og derfor fik han ikke det, som han bad om, men Gud gav ham noget andet og bedre, for ’han blev bønhørt og befriet fra sin angst’, så han fik kraft og styrke til at dø for vores synder, Matt. 26:39, Hebr 5:7.
Det er altså vigtigt at bemærke, at Guds velsignelse ikke afhænger af ydre, målbare mirakler og andre åndelige velsignelser, men på om vi vandrer et helligt liv med Jesus i centrum, hvor vi højest af alt ønsker, at vi i alt må leve i Guds vilje, ham til ære.
Modsat bogen Jabes’ bøn formaner bibelen os til at være tilfredse med det vi har, og virke i de kår, som Gud har lagt tilrette for os. For hvad vi så end har, så er det alt sammen gaver, som Gud har givet os i sin nåde – der er intet, som vi kan gøre krav på, læs Romerne 9:21. Men de små skridt i tro og den stille vækst har ikke den store interesse for BW, som mener, at ’når du tager små skridt behøver du ikke Gud’
Modsat hertil siger bibelen, at vi må bruge dem (nådegaverne), som vi har (fået) tro til. Det betyder, at vi rolig går fremad med ’små skridt’ ad gangen, Romerne 12:6.
Synd betyder, at velsignelser udebliver!
Det eneste, som ifølge BW kan bryde ’væksten af velsignelser’ er synd, fordi den forhindrer Guds kraft i at virke frit. Denne afbrydelse bliver sammenlignet med en el-ledning, som bliver afbrudt fra strømmen. Løsningen er derfor hurtigst muligt ’at skynde dig tilbage til Gud og få tingene bragt i orden’. Synden bliver ’kun’ omtalt som en kedelig og unødvendig afbrydelse, der ikke kræver mere end en hurtig forsoning som betingelse for, at
”den frydefulde strøm af velsignelse fortsætter… ødelæg ikke bare et minut det mirakel, han har begyndt i dit liv’ .. som gør, at ’man dermed mister den åndelige velsignelse og ubeskrivelige goder, som ligger foran’.
Det ser altså ud til, at BW kun ser synden som en ulempe, som hindrer de åndelige velsignelser i at strømme. Og derfor leder man da også forgæves efter bibelens alvorlige beskrivelse af synd og dens konsekvenser. Ikke med ét ord nævnes, at synd er oprør mod Gud. David kendte til, at al synd er synd mod Herren, og derfor bekendte han sine synder og sagde: ’Mod dig har jeg syndet, mod dig ALENE, og gjort, hvad i dine øjne er ondt…’, Sl. 51:6.
Bibelen underviser om, at det er nødvendigt at bekende sine synder for at få Guds tilgivelse ved Jesu blod, for at vi kontinuerligt må leve et helligt liv i samfund med ham, 1. Joh. 1:7-9. Det er altså i dette fællesskab med ham, at alle åndelige velsignelser udgår. Man kan så spekulere på, hvad der ligger til grund for, at denne vidunderlige sandhed helt bliver forbigået i en bog, som handler om, hvordan man kan tilegne sig Guds velsignelser.
- - - - - - - - - -
På sidste side skriver BW, at når den enkelte beder Jabes’ bøn, så vil du fornemme ’i dit væsens dybeste afkrog, hvor sandt det er at bede på denne måde’. Måske er det problemet. Jeg mener ikke, at tolkningen af Jabes’ bøn giver et sandfærdigt billede af, hvordan vi kan modtage Guds velsignelser og hvad de vil bevirke i den kristnes liv. Derfor fornemmer jeg heller ikke i min inderste ’dybeste afkrog’, at bogen om Jabes’ bøn kan bidrage til at give en sandfærdig og værdifuld udlægning af de bibelske sandheder. I stedet fornemmer jeg, at den er med til at tilsløre sandheden om, hvad Guds velsignelse betyder og hvad det vil sige at leve under den.