OversigtJeg har valgt primært at bruge to koranoversættelser. Den ene er den danske af Ellen Wulff, som blev udgivet i 2006. Forlaget Vandkunsten har købt rettigheden til oversættelsen, som kan læses på nettet[1].
Den anden er ”The Glorious Quran”[2], som er den oversættelse jeg mener, kommer tættest på den oprindelige arabiske version. En tredje oversættelse jeg har taget med, er oversættelsen fra (oversat til dansk) ”Forenede Underkastere International”F[3], som er en forening af troende muslimer, der føjer det til oversættelsen, de mener der skal siges. Jeg angiver versionen der citeres, med ”da” for dansk, og ”en” for engelsk.
Til at starte med, med vil jeg citere Muhammeds og Jesu ord om sig selv. Islam påstår at Muhammed er den sidste profet som erstatter Jesus, og Koranen påstår at Jesus ikke er Guds søn. Bibelen siger intet om Muhammed, og masser om Jesus som nævnes ved navn, over 600 år før sin fødsel. Var Muhammed anset af Bibelens Gud, som Koranen anser ham, ville han uden tvivl også være nævnt ved navn før sin fødsel. Bibelen siger at Jesus er Guds søn, og i den titel ligger, at Han også er Gud. Ét af angrebene på kristendommen lyder, at Jesus aldrig selv sagde, at Han var Gud. Men lyt til dette:
Jesus siger:
”I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden!” (Joh. 8:23). Da de jødiske ypperstepræster og skriftkloge spurgte Jesus direkte: ”Er du da Guds Søn?”, svarer Jesus: ”I siger det selv; jeg er det”, og for dem der ikke mener Jesus tilkendegiver sig selv som Guds Søn her, bør reaktionen hos ældsterådet ændre deres mening: ”Hvad skal vi med flere vidnesbyrd? Nu har vi jo selv hørt det af hans mund” (Luk. 22:70-71).
Jesus siger altså: ”Jeg er ikke af denne verden. Jeg er oven fra og er Guds Søn”. Jeg vil for en god ordens skyld igen sige, at det, at være Guds Søn i jødisk forstand, er ensbetydende med at sige, at være Gud. Sagt på en anden måde siger Jesus: ”Faderen er i mig, og jeg i Faderen” (Joh. 10:38).
Muhammed siger:
”Jeg er kun en dødelig som jer. Min Herre indgyder i mig at jeres Gud kun er En Gud. Og hvem end der håber på mødet med sin Herre, lad han gøre retfærdige gerninger, og ikke gøre nogen delagtig i tilbedelsen der tilkommer hans Herre” (Sura 18:110, en)
Muhammed siger altså, at han kun er et menneske, modsat Jesus der siger Han er Gud. Han gør det endda tydeligt, at han ikke som sådan har noget med Gud at gøre, modsat Jesus der siger Han er Gud. Muhammed advarer dem der siger ”Gud har taget sig en søn!”, og konkluderer: ”Det har de ingen viden om, lige så lidt som deres fædre. Det er store ord, der udgår af deres mund. Alt, hvad de siger, er løgn.” (Sura 18:5, da)
For det første siger hverken Bibelen, eller vi kristne, at Gud har taget sig en Søn. Vi siger at Jesus er Gud - identisk med Faderen - ”Hans herligheds afglans og Hans væsens udtrykte billede” (Hebr. 1:3).
Dernæst vil jeg gentage Paulus’ beskrivelse af Jesus: ”Du er præst evindelig på Melkisedeks vis” (Hebr. 7:17 se også Hebr. 5:6 ; Hebr. 6:20). Melkisedek var fredens præst og retfærdighedens konge[4], og hvis man grunder over passagen, tyder det på at denne person endda kan være Jesus selv (før han blev menneske).
Islam har på flere måder fornægtet Jesu korsfæstelse og død. Eks. ved Koranen der siger:
”Og fordi de siger: Vi dræbte Messias, Jesus søn af Maria, Allah’s budbringer - de dræbte ham ikke og korsfæstede ham heller ikke, men det så sådan ud for dem; og se! Dem som er uenige angående det er i tvivl derom; de har ingen viden derom kun jagten efter en formodning; de dræbte ham med sikkerhed ikke. Men Allah tog ham op til sig selv. Allah var på alle måder Mægtig, Vis.” (Sura 4:157-158, en)
Nogle mener, at Allah i ét nu udbyttede Jesus på korset med en substitut, som døde i Jesu sted, uden nogle bemærkede det. Således så det for dem ud som om, at Jesus blev korsfæstet og døde. Andre mener, som bl.a. Da Vinci Mysteriet fortæller, at Jesus kun besvimede, livede op i graven, flygtede og døde en naturlig død som en gammel mand. Denne sidste påstand kan dog ikke forsvares af Koranen, der modsiger både sig selv (at Jesus ikke blev korsfæstet) og denne teori, idet den fortæller om spædbarnet Jesus der fra vuggen siger: ”Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!” (Sura 19:33, da). Muhammed gentager dette og siger: ”Fred være med ham den dag, da han blev født, den dag, da han dør, og den dag, da han bliver genopvakt til livet!” (Sura 19:15, da)
”Allah” selv, skulle ifølge Koranen have sagt: “O Jesus! Se! Jeg indsamler dig og forårsager dig at stige op til mig, og renser sig fra dem der tvivler” (Sura 3:55, en). Det skal dog siges, at Palmer oversættelsen fra 1880[5] og Rodwell oversættelsen fra 1876 siger: ”O Jesus! Sandelig vil jeg forårsage at du dør”. Rodwell kommenterer og siger:
”Ordet motewaffika (sammenlign Sura [lxxx.] xxxix. 156) betyder, når der tales om Gud, at forårsage at dø, tage til sig selv”[6]
Så kan man slås om hvorvidt Koranen modsiger sig selv, eller om muslimerne i sin iver efter at sætte Muhammed på Jesu trone, har ændret Koranen til formålet, og dermed givet Koranen endnu et åbent sår (ud over de mere end 200 andre modsigelser).
Når både Koranen og Bibelen fortæller om at Jesus er genopstanden og lever, hvordan kan Islam da påstå, at Muhammed er Jesu afløser? Hvis Jesus er genopstanden og måske endda ikke slået ihjel, men taget til himmelen før Han døde, hvordan kan Han så erstattes af Muhammed? Kongestolen er ikke ledig hvis kongen stadig er i live. Når Jesus lever, og Muhammed er død, hvem ejer da tronen? Bibelen forklarer at: ”mens de andre præster havde været flere efter hverandre, fordi døden hindrede dem i at fortsætte, så har han (Jesus) et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig” (Hebr. 7:23-24). Der er ikke tale om at Muhammed skal være en samtidig profet sammen med Jesus, men at han er ”kronen” på værket.
Allerede nu tyder det ikke på, at Koranen kan være det der påstås, nemlig det endelige Ord fra Gud. Koranen indeholder talen fra en mand der gør det klart, at han kun er menneske. Bibelen indeholder talen fra en person der kalder sig Guds Søn fra himmelen - som ikke er af denne verden. Han identificeres med det Skrevne Ord (Joh. Kap. 1) og afsluttede selv Ordet med Åbenbaringsbogen (se Åb. 1:1-2), for at vise sine tjenere afslutningen på den tid der blev indstiftet, med Hans død og opstandelse.
Jeg har lige citeret første halvdel af Sura 3:55 (om Jesu opstandelse), og citerer her den sidste halvdel, hvor ”Allah” siger, at dem der følger Jesus, er over dem som ikke tror:
”og (Allah vil) sætte dem, der følger dig, over dem, der er vantro, indtil opstandelsens dag” (Sura 3:55b, da)
Opstandelsens dag er endnu ikke sket, så kristne og jøder er fortsat sat højt i Koranen. Som du vil se hvis du læser videre, så skal selv Muhammed spørge de kristne eller jøderne hvis der er noget ”Allah” åbenbarer ham, som han ikke forstår. Både kristne og jøder og Bibelen ligestilles med muslimer og Koranen.
For dem der kender Bibelen, det Gamle og Nye Testamente, så er det tydeligt at det Gamle Testamente åbenbares i det Nye, mens det Nye Testamente findes skjult i det Gamle. Der er en samhørighed der viser at Bibelen er ét budskab, én bog med én forfatter skrevet af mange forskellige skribenter. Bibelen har ikke én reference til Koranen, men Koranen har mange referencer til Bibelen. Koranen siger følgende:
”I, der tror! Tro på Gud og Hans udsending og på Skriften, som Han har sendt ned til sin udsending, og på Skriften, som Han sendte ned tidligere! Den, der ikke tror på Gud, på Hans engle og skrifter og udsendinge og på den yderste dag, befinder sig i den yderste vildfarelse.” (Sura 4:136, da)
Koranen taler altså ikke kun om at tro på Koranen, men skrifterne givet før Koranen. Bemærk også det jeg har understreget. Der er tale om flere skrifter og flere budbringere, hvilket henvender sig til Bibelen, profeterne og apostlene. Koranen siger videre:
”Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige. Evangeliets folk skal dømme efter det, som Gud har sendt ned deri! De, der ikke dømmer efter det, som Gud har sendt ned, er de gudløse. Til dig sendte Vi Skriften med sandheden ned, til bekræftelse af det af Skriften, der forelå før den”.. (Sura 5:46-48, da)
Selvom Koranen menes at skulle erstatte de tidligere skrifter (og dem der ikke dømmer efter Bibelen, er de vantro, jf. Citat ovenfor), så skal den samtidig bekræfte dem. Loven og Evangeliet, det Gamle og det Nye Testamente skal bekræftes i Koranen. ”Allah” siger det endda direkte til Muhammed:
”Og hvis du (Muhammed) er i tvivl angående det som Vi åbenbarer dig, spørg da dem som har læst Skriften (som var) før dig. Sandelig sandheden fra den Herre er kommet til dig. Så vær du ikke af dem som vakler.” (Sura 10:94, en)
Også i Sura 6:92 (en), siger ”Allah” det lige ud:
”Og dette er en velsignet Skrift som Vi har åbenbaret, som bekræfter det som (blev åbenbaret) før den”
Sura 3:81 (en):
”Da Allah lavede (Hans) pagt med profeterne, (sagde Han): Se det som jeg har givet jer af Skriften og kundskab. Og efterfølgende vil der komme en budbringer til jer, som bekræfter det I besidder. I (det jødiske folk) skal tro på ham og I skal hjælpe ham.”
Sura 10:37 (en):
”Og denne Koran er noget som nogensinde kunne opfindes til trods for Allah; men det er en bekræftelse af det som var før den og en fremstilling af det som er forordnet for menneskeheden - Deri er ingen tvivl - fra Verdenernes Herre”
Også ”Gabriel” bekræfter dette i sura 2:97 (en):
”Hvem er en fjende af Gabriel! For han er det som har åbenbaret (denne Skrift) til dit hjerte ved Allah’s tilladelse, som bekræfter det som var (åbenbaret) før den...”
Tilmed spørger ”Allah” Muhammed:
”Hvordan kan de gøre dig til dommer, når de har Toraen, hvori Guds dømmekraft findes” (Sura 5:43, da)
”Allah” siger altså at der ingen grund er, til at søge til Islam. Som tidligere citeret siger Sura 5:47 at: ”Evangeliets folk skal dømme efter det, som Gud har sendt ned deri (i det Nye Testamente)”. Bibelen er fra Gud og hvorfor søge til Muhammed (Koranen) når vi har Bibelen? ”Allah” stiller således hele Koranens troværdighed på spidsen, og lader Bibelens perfekthed være garant for Koranen. Alligevel er der muslimer der påstår at Bibelen er blevet lavet om, og vil ikke anerkende Bibelen fordi de mener at den originale Bibel ikke eksisterer.
Jeg søgte igennem flere år at finde Guds sande ord. Der er ingen tvivl om at Bibelen er blevet ændret, og bliver det stadig. Fra oversættelse til oversættelse ændres ord for ord, for at nye oversættelser kan bringe forfatterne penge, uden at komme i klemme i copyright loven. Men efter at have læst et hav af dokumenter og bøger om emnet, fandt jeg at der var masser af både hebræiske og græske kopier, som indeholdt det gamle uforfalskede Ord. Jeg fandt også at disse kopier er samlet i én bog og oversat til engelsk i King Kames Bibelen.
Til det skal føjes fundet af dødehavsrullerne i Qumran. Selvom der er nogen forvirring om indholdets troværdighed, så er eks. Esajas rullen fra hule 1 i Qumran interessant. Den indeholder hele Esajas’ bog. Esajas’ liv spændte over fire konger fra ca. 810-698. Esajas’ Bog har derfor sin færdiggørelse i omkring 700 år f.Kr. I 69 f.Kr. var størstedelen af skriftrullerne i Qumran kopieret, og da de i 1947 blev fundet, var der ikke de store forskelle.
Det Nye Testamente har gennemgået megen kritik. Mængder har forsøgt at stille teksterne i skeptisk lys. Men et nøje studie af teksterne viser som sagt, at det, Gud sagde, findes endnu. Teksten King James bygger på, er de originale kopier. Der er intet i historien, i Bibelen eller Koranen, der retfærdiggør den påstand, at Bibelen ikke findes i korrekt form hos os mere!
Koranens budskab er da, at vi der har fået Bibelen, dvs. os kristne, der siden over 600 år før Muhammed har fulgt den, vi skal følge den endnu. Er muslimer i tvivl om Koranens udsagn, skal de som sagt få det bekræftet i Bibelen: ”Og hvis du (Muhammed) er i tvivl angående det som Vi åbenbarer dig, spørg da dem som har læst Skriften (som var) før dig” (Sura 10:94, en).
Selvom Bibelen er bevaret, og Koranen anerkender den, har nogle muslimer valgt at ignorere dette faktum. Den almene islamiske holdning er som islam4all.com udtrykker det:
”Muslimerne tror at de Hellige Bøger før Koranen ikke kunne bevares i sin rene version. De havde lidt enorme forvrængninger igennem tiderne. Følgelig sendte Gud en anden budbringer, Profet Muhammed, med en ny åbenbaring. Profet Muhammed er den sidste budbringer, fordi hans budskab og den Hellige Bog han frembragte, Koranen, er bevaret indtil dommedag”[7]
Denne påstand gør både Koranen og Gud til løgner. Teksten siger, at før Muhammed kom til, var Bibelen korrupt. Men Koranen som kom efter Bibelens formodede forvrængning, skulle bekræfte Bibelen. Samtidig siger Bibelen at Ordet deri ”er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv” (Sal. 12:7). ”Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig” (Es. 40:8). Jesus siger selv: ”Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå” (Matt. 24:35). Dermed har Gud ikke holdt hvad Han sagde, og det, Han skulle have givet Muhammed (Koranen) som bekræftelse på det korrupte Ord, ville i så fald være lige så korrupt.
Det er normal viden, at Bibelens bøger blev nedskrevet og konstant videregivet igennem Israels Historie[8]. Hver gang en ny konge blev indstiftet, tog han sig på befaling fra Gud en afskrift af Toraen (5. Mos. 17:18-19). Helt fra begyndelsen havde Moses samlet skrifterne i arken (5. Mos. 31:24-27) og Josefus Flavius bekræfter jødernes nidkærhed for at bevare skrifterne[9]. Der var med andre ord sikker og fast systematisk hånd med Bibelens skrifter, fra første ”spadestik”.
Med Koranen, som skulle være det sidste Ord fra Gud, ser det anderledes ud. Nogle mener at den kom ned fra himmelen som en kopi af originalen, der er i den syvende himmel. Andre siger at den kom fra himmelen i den forstand, at den blev citeret af ånder. Sura 26:193 (da) siger: ”Den pålidelige ånd kom ned med den”.
Ordet ”Koran”, betyder fremsigelse, at citere fra hukommelsen og Koranen var oprindeligt ikke tiltænkt at skulle nedskrives, men ønskedes lært udenad. Islam4all.com forklarer det således:
”Profeten Muhammed anbefalede de trofaste at lære Koranen udenad. Således, igennem Profetens levetid, var der store antal af ’Hafizoon’ som kendte hele Koranen udenad. (Denne praksis at memorere Koranen fortsætter i vores tid. Det er meget almindeligt i dag, at finde hundredetusinder af muslimer, nogle af dem så unge som 12 år gamle, som memorerer hele Koranen udenad. Specielle skoler eksisterer nu, som træner sine studerende i hvordan man memorerer Koranen og fremsiger versene rigtigt. Lokale og internationale konkurrencer holdes i mange muslimske lande mellem disse ’Hafizoon’”[10]
Dog måtte det hele nedskrives, for senere at kunne samles og gengives i fremsigelsen - Koranen. Men måden det gik til på, var noget ustruktureret i forhold til Bibelens fremkomst. Men der pyntes ofte på historien, på følgende måde:
”Forskellige materialer blev brugt til påskrift: pergament, læder, træ tavler, kamels skulderblad, blød sten, osv. I hvert tilfælde angav Profeten Muhammed den nøjagtige placering for den nye åbenbaring i den indtil-da-åbenbaret Koran tekst. Når som helst en passage af Koranen blev ham åbenbaret, dikterede han den ikke kun til en af sine privatsekretærer, men beordrede ham også til slut at læse højt hvad han havde nedskrevet, for at kunne korrigere hvis skribenten havde lavet en fejl. Igennem de sidste år af hans liv, brugte profeten på at beskæftige adskillige privatsekretærer til at modtage diktatet af de nylige modtagne åbenbaringer”[11]
Materialerne i citatet, som går under beskrivelsen ”osv.”, er dyreknogler, palmeblade og potteskår.
Selvom teksten her får det til at lyde som om der var styr på alle fragmenterne, så var virkeligheden en anden. Sahih Al-Bukhari, fortæller i sin historiske fortælling om Muhammed at:
”Fortalt Zaid bin Thabit Al-Ansari:
som var en af dem der plejede at skrive den Guddommelige Åbenbaring: Abu Bakr sendt til mig efter de (store) tab iblandt krigerne (i kampen) i Yamama (hvor et stort antal Qurra’ blev dræbt). ’Uamr var sammen med Abu Bakr som sagde, ‘Umar er kommet til mig og sagde, Folket har lidt store tab på dagen ved (slaget i) Yamama, og jeg er bange for at der vil blive flere tab iblandt Qurra’ (dem som kender Koranen udenad) i endnu et slag, hvorved en stor del af Koranen må gå fortabt, medmindre du samler den. Og jeg er af den mening at du skulle samle Koranen’ Abu Bakr tilføjede, ’jeg sagde til Umar, ’Hvordan kan jeg gøre noget som Allahs Apostel ikke har gjort?’ ’Umar sagde (til mig), ’ Ved Allah, det er (virkelig) en god ting.’ Så ’Umar pressede på, forsøgte at overtale mig til at acceptere hans forslag, indtil Allah åbnede mit bryst for det og jeg havde samme holdning som ’Umar’...’Du er en klog ung mand og vi mistænker dig ikke (for at fortælle løgne eller for forglemmelse): og du plejede at skrive den Guddommelige Inspiration for Allah’s Apostel. Derfor, led efter Koranen og saml den (i et manuskript).’ ’Ved Allah, hvis han (Abu Bakr) havde beordret mig til at flytte et af bjergene (fra sin plads) ville det ikke have været sværere for mig end det han havde beordret mig angående samlingen af Koranen. Jeg sagde til dem begge, ’Hvor vover I at gøre en sådan ting, som Profeten ikke har gjort?’...Så jeg begyndte at finde Koranisk materiale og samlede det fra pergament, skulderblad, blad-stængler fra palmeblade og fra menneskers hukommelse (som kendte den udenad). Jeg fandt hos Khuzaima to Vers af Surat-at-Taubasom jeg ikke havde fundet hos nogen anden...Manuskriptet hvorpå Koranen var samlet, blev hos Abu Bakr indtil Allah tog ham til sig, og da med Umar indtil Allah tog ham til sig, og endeligt blev det hos Hafsa Umar’s datter”[12]
Som teksten fortæller, var der ingen Koran på Muhammeds tid. Tekstfragmenter, selv på stængler fra palmeblade, udgjorde teksten, og påstanden at Muhammed angav den nøjagtige placering for rækkefølgen af åbenbaringerne, udvandes helt og aldeles.
Zaid ibn Thabit’s samling af fragmenterne, blev ikke så vellykket, og flere samlinger blev lavet. Abu Bakr, der igangsatte Thabit, var den første kalif, og allerede ved den tredje kalif Uthman, var adskillige versioner i omgang.
”Uthman’s samling fremkom da forskelle var blevet hyppige. De fremsagde teksten med al den rige mangfoldighed i deres Arabiske dialekt. Han kopierede bladene i en enkelt mushaf (kodeks), arrangerede sura’erne og begrænsede teksten til en enkelt dialekt -- den fra Qurais med påstanden at den var åbenbaret i den Meccanske tunge”[13]
Denne Uthman samling var en anden, end den der var havnet hos den foregående kalif Umar’s datter Hafsa. Men den kom blandt alle de andre versioner til Uthmans opmærksomhed:
”Hudaifa b. al Yeman kom til Uthman direkte fra Aderbaijan og Armenian grænsen hvor, i og med han forenede styrkerne fra Irak og dem fra Syrien, han havde muligheden for at observere regionale forskelle i Koranen. ’Kommandør over de trofaste’, rådede han, ’tag denne umma til hånds før de taler forskelligt om Bogen, lige som Kristne og Jøder.’ Uthman sendte forespørgsel til Hafsa om at låne ham bladene [arvet fra hendes fader, Umar, fra Abu Bakr, og nu i hendes varetægt] ’så vi kan kopiere dem til andre bind og derefter returnere dem.’ Hun sendte sin suhuf til Uthman som sammenkaldte Zaid, Sa`id b. al `As, `Abdul Rahman b. al Harith b. Hisham og `Abdullah b. al Zubair, og beordrede dem at kopiere bladene til flere bind. Henvendende sig til gruppen fra Qurais, tilføjede han, ’Når som helst I adskiller jer fra Zaid, skriv da ordet på Qurais’ dialekt, for den blev åbenbaret med den tunge”[14]
Der var altså flere Koraner i omgang, og først i det 8. århundrede, samles alle de forskellige tekster i én samling. Alle de andre versioner blev indsamlet og brændt:
”Da de havde kopieret bladene, sendte Uthman en kopi til hver af hovedcentrene i emperiet med befalingen at alle andre Koran materialer, om det var i enkeltpladsform, eller i hele bind, skulle brændes”[15]
Så burde der være styr på Koranen. Men værket var endnu ikke komplet. Der var stadig folk, der havde lært andre tekster udenad:
”Zhuri tilføjer, Kharija b. Zaid gjorde mig opmærksom på at Zaid havde sagt, ’jeg bemærkede at verset i sura al Ahzab, som jeg plejede at høre Profeten fremsige, manglede, jeg fandt det i Khuzaima b. Thabit’s varetægt og indførte det på det passende sted”[16]
Her ses både at påstanden om Muhammeds klare linie, hvor versene skulle stå i forhold til hinanden, ikke er rigtig. Zaid indførte det manglende vers, ikke på stedet Muhammed havde givet, men på et passende sted, hvilket er efter Zaid’s egen bedømmelse. Samtidig ses at der fortsat var forskelle, og 13 år efter Muhammeds død, sker der noget yderligere alvorligt for Koranens troværdighed:
”Mus`ab b. Sa`d fortæller, ‘Uthman talte til folket, ”Det er nu tretten år siden jeres Profet har forladt jer, og I er ikke enstemmige om Koranen. I taler om teksten fra Ubayy og teksten fra Abdullah. Nogle siger endda ’Ved Gud! Min tekst er ret og din er forkert.’ Jeg samler nu jer alle for at bringe hertil hvilken som helst del af Guds Bog I besidder.” En ville komme med et pergament eller en stump læder med Koran vers på den [fihi al Qur’an] indtil der var samlet stort forråd af sådant. Uthman bønfaldt dem at komme ”Hørte du profeten fremsige dette?” De ville svare, at sådan var det. Efter det, spurgte Uthman, ”Hvis bekendtskab med Bogen er størst?” De svarede ”Hans som skrev det ned for Profeten.” Han spurgte, ”Hvis arabisk er bedst?” De svarede, “Sa`id’s.” Uthman sagde ’Lad Sa`id diktere og Zaid skrive’”[17]
Det vil sige, at en anden person, som dels havde nedskrevne fragmenter på alverdens småtterier af materialer, og dels kunne huske noget Muhammed havde sagt, begyndte at læse op, mens en anden skrev det ned igen. Men heller ikke dette projekt lykkedes, og for at gøre en lang historie kort, så var det først på et tidspunkt i det 800 århundrede, mere end 100 år efter Muhammed, det lykkes at få én version.
Omvendt er det med Bibelens forskellige versioner, som er kommet fra én oprindelig version, hvor der til trods for de mange versioner er et væld af manuskripter der overdøver de falske manuskripter. Der er ingen der bør være i tvivl om Bibelens bevarelse.
Koranen derimod, har fra begyndelsen ikke blot haft et tvivlsomt grundlag. Historien betvivler om Muhammeds ord overhovedet findes tilgængeligt som han sagde det. Der findes i dag stadig stor uenighed om Koranens indhold. De to grupper Sunni og Shiit er uenige om rigtigheden af den nuværende Koran. Der findes Shiit muslimer der har etableret bevis for at Koranen er korrupt, og har i sin Koran en sura 115, og ikke kun 114. Det yndes dog at skubbe historiens forløb ind under gulvtæppet, ved at påstå at Koranens samling er et mirakel ledt af Allah. Men miraklet er ikke større, end at der findes sura’er og vers der mangler i dag.
Nogle muslimer ignorerer alt dette, og refererer gerne til en bog ”The Quran: When Was It Compiled?”[18], som danner grund for at Muhammed samlede fire skribenter, som etablerede den Koran der findes i dag.:
”Derfor, Koranen som vi besidder i dag med hele sin struktur og samling, nummereringen af versene, og strukturen af kapitlerne og sektionerne er nøjagtig den samme Koran som Profeten Muhammed (S) samlede, sammenstillede, sammensatte og strukturerede til muslimer igennem sin livstid, ved Allahs tilskyndelse. Den har ikke været underlagt nogen forandring eller korruption, erstatning eller modifikation, tilføjelse eller subtraktion.”[19]
Alt dette kan lyde overtalende, hvis man ser bort fra alle historiske dokumenter, som fortæller om senere samlinger af Koranen, hvortil flere personer efterfølgende er kommet med memorerede vers. Det skulle være mærkeligt hvis Muhammed’s efterfølgere ikke havde mere respekt for det faktum, at han (ledt af ”Allah”) havde fået samlet en færdig Koran, end at de ville gøre flere forsøg. Som Thabit (tidligere citeret) sagde: ”Ved Allah, hvis han (Abu Bakr) havde beordret mig til at flytte et af bjergene (fra sin plads) ville det ikke have været sværere for mig end det han havde beordret mig angående samlingen af Koranen”. Hvorfor i alverden skulle Thabit kaste sig ud i det, hvis Muhammed havde gjort arbejdet?
Der finder mange Shiit bøger[20], der modsat Imam Muhammad Shirazi beviser Koranens korrupte tilstand. Den ønskede historie og den virkelige historie passer ikke sammen. Selv Muhammads kone Aisha (som han ægtede da hun var 6[21] og fuldbyrdede ægteskabet da hun var 9[22]) fortæller om manglende vers:
”Verset om stening, og om at amme en voksen ti gange, blev åbenbaret, og de var (skrevet) på et papir og opbevaret under min seng. Da Allahs Budbringer (s.a.w.[23]) udåndede og vi var optaget af hans død, kom en ged ind og åd papiret”[24]
Bibelen:
Som påpeget tidligere, så stadfæster Gud i Bibelen sit evige Ord, at det aldrig vil forgå (Sal. 12:7, Es. 40:8, Matt. 24:35). Men siger Gud noget, som Han senere fortryder og retter?
4. Mos. 23:19 siger: ”Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?”. I 1. Sam. 15:29 gentager Samuel dette for Saul. Til Esajas siger Gud: ”Mit Råd står fast” (Es. 46:10).
Der er kværulanter der søger at få Bibelens tekst til at bevise at Gud fortryder. Eks. 1. Mos. 6:6: ”Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet”. Andre peger på Jonas. 3:10, som siger: ”Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf”. Der er formentlig mange flere af sådanne passager som angribes. Men da Gud fra begyndelsen har givet to veje at gå, at være enten ulydig, eller lydig, er der ingen forandring i det, Gud har sagt. Vælger man ulydighedens vej, vil Gud søge at slå en, som hyrden slår fåret med kæppen, for at retlede. Vinder man ydmyghed derigennem og vender om, fortryder Gud tugtelsens vej, og velsigner[25].
Men Gud fortryder ikke sit Ord. Han siger: ”jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn” (Sal. 89:35).
Koranen:
I Koranen findes læren om ophævelse. Det betyder at ”Allah” kan sige noget, som ”han” senere ophæver og erstatter med noget nyt. Sådanne eksempler findes flere steder i Koranen:
”Intet af vores åbenbaring (selv et enkelt vers) ophæver vi eller forårsager at blive glemt, men vi bringer (i stedet) et bedre eller i lighed. Ved I ikke at Allah er i stand til at gøre alt?” (Sura 2:106, en)
Lad mig lige pointere at det ikke er alt som er muligt for Gud. Én ting som er umulig for Ham, det er at lyve. Hvis Gud ikke i sin almagt siger det, Han mener, men skal ændre det, løj Han så i første omgang? Åbenbaringen forstås her at være Koranen, som ophæver de tidligere skrifter (Bibelen), og erstatter dem som ligestillet og endda bedre. I Sura 74:35-36 (en) siger om Koranen at: ”Se! Dette er ét af de største undere. Som en advarsel til mennesker”. I afsnittet ”Islam, søg til Bibelen!” taler Koranen om at den er kommet for at bekræfte, og ikke erstatte Bibelen. I Bibelen gør Gud det klart, som vist ovenfor, at Gud ikke ændrer udsagn. Men Koranen gentager foranderligheden:
”Allah udvisker hvad Han vil, og etablerer (hvad Han vil), og hos Ham er kilden til bestemmelse” (Sura 13:39, en)
Til jøderne der betvivler åbenbaringen, som Muhammed påstår at have modtaget, råder ”Allah” Muhammed til at svare:
”Og hvis Vi ville, kunne Vi tilbagetrække det som Vi har åbenbaret til jer, da ville I ikke finde nogen beskytter for jer imod Os i den henseende.” (Sura 17:86, en)
Der findes altså en original skrift hos ”Allah” - kilden for bestemmelserne, som i nogle oversættelser kaldes Skriftens Moder fra den syvende himmel, som Gabriel kom ned med. Men hvad er det der sker, når ”Allah” sletter eller tager noget tilbage, af det, han har sagt? Hvordan ved man hvad der står i originalen - den første ”åbenbaring”? Er den foregående åbenbaring improvisation, en feberredning der findes på i nuet, fra en almægtig Gud? Ændrer han også originalen, eller lyver han om hvad der står i originalen. Trænger originalen til korrektion? Har den alvidende ”Allah” ikke været i stand til at forudse og overgå verdens kløgt? Kun en løgner har brug for at ændre vidnesbyrd!
Det sidste citat taler også om, at hvis et punkt i Koranen falder under kritik, kan det tages tilbage, for at anklageren ikke skal kunne finde forsvar i kritikken imod ”Allah”. I Bibelen er det omvendt. Gud irettesætter Israel, som igennem længere tid har talt imod Gud ved at gøre oprør imod Hans Ord. Han sletter ikke noget for at fjerne nogle snarer Han skulle have viklet sig ind i. Han siger: ”Kom nu, lad os drøfte dette sammen” (Es. 1:18, KJV). Senere siger Han til dem: ”Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis!” (Es. 41:21). Igen i Es. 43:26: ”Mind mig, lad vor Sag gå til Doms, regn op, så du kan få Ret!”. Med andre ord siger Gud: ”vis mig hvor jeg har taget fejl - vis mig hvad jeg har sagt, som kan give dig ret i dit oprør”.
Gud har ikke brug for at ændre vidnesbyrd, for Han er ikke løgner. ”Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han” (5. Mos. 32:4). Skulle der være en original hos Gud, som Koranen siger der er, så er den uforanderlig. Sal. 119:89 siger: ”HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen”. Om alle Guds vidnesbyrd siger Sal. 119:152: ”du har grundfæstet dem for evigt”. Peter siger at: ”Herrens ord bliver evindelig. Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet” (1. Pet. 1:25). Evangeliet kan altså ikke erstattes af noget andet. Det er et koncept der første gang ser dagens lys i Koranen. Noget taler for at det ikke er Gud der taler, men Muhammed der til tider havde svært ved at forsvare sig, og derfor måtte ændre holdning og tekst.
Sura 16:101 (en) lyder som alt andet end tale fra en almægtig Gud:
”Og når Vi sætter en åbenbaring i stedet for (en anden) åbenbaring, - og Allah ved bedst hvad Han åbenbarer - siger de: Se! Du finder bare på. De fleste af dem forstår ikke.”
Det er en amatør debattør der taler. Når al fornuft hobede sig op imod Muhammed, var det letteste at komme med sådan en ”åbenbaring” - ”I forstår ingenting”.
Folket var klar over at dele af Muhammeds ”åbenbaringer” var tyvegods fra poeter. Eks. fra Quraysh folket, et hedensk folk i Mekka, Muhammeds landsmænd, forkastede Muhammed som deres profet og så ham og hans hær som fjender. De kæmpede imod ham og:
”oprørte imod ham tåbelige mænd som kaldte ham en løgner, fornærmede ham og anklagede ham for at være en poet, en troldmand, en spåmand, og for at være besat”[26]
Er det mere passende at fremsige en ”åbenbaring”, der modsiger dette?
“Og Vi har ikke lært ham (Muhammed) poesi, og det er heller ikke passende for ham. Det er intet andet end en påmindelse og en formaning der gør det klart, At advare enhver der lever” (Sura 36:69-70, en)
”Og alt som I ikke ser, at det sandelig er talen fra en strålende budbringer. Det er ikke en poets tale - få er I som tror!” (Sura 69:39-41, en)
Det er tydeligt at Muhammed stiller sig i offerrollen og klager: I tror mig ikke. I forstår mig ikke. I lytter ikke. Han kunne lige så godt have lagt sig ned i ørkensandet og basket med arme og ben og vrælet, ”der er heller aldrig nogen der gider høre på mig”
Det giver yderligere bekymring ang. læren om ophævelse af tidligere vers, når Muhammeds liv drages med ind i tilblivelsen af Koranen. Hvis de sidste vers ophæver de første, så er den begyndende venlige tone erstattet af det sværd, hvormed vi selv i dag ser Muhammeds had til folket der ikke ville lytte. Koranen er delt op i to dele, selvom versene fra hver del er blandet med hinanden. Tiden da Muhammed fik ”åbenbaringer” i Mekka, var mærket af en strategi, hvor Muhammed søgte at overtale de kristne og jøderne til at følge ham, som deres profet. Da Muhammed ikke blev andet end til grin, og da han med tiden vandt sig proselytter og fremstod som politisk militær leder, der kunne tilrane sig jordisk gods til sine krigere, fattede han mod, angreb og overvandt Medina. Herefter ændrede ”åbenbaringerne” sig til det blodige, og sådan fortsatte det indtil Muhammeds død.
Derfor er de morderiske vers en erstatning af de ”overtalende”. Sura’er som menes at være fra den sidste Medina periode, er bl.a.: ”2-5, 8-9, 22, 24, 33, 47-48, 58-59, 60-66, 110”[27].
Religionsfrihed:
Et eksempel på denne kritiske erstatning er religionsfriheden i Koranen. Muhammed startede med, som havde han forstået Bibelens missionsbefaling, at hans budskab skulle udbredes ved frivillig accept.
”Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Gud, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Gud hører alt og ved alt.” (Sura 2:156, da)
I henhold til de kristne og jøderne er der heller ingen tvang. Muhammed skal blot oplyse dem, og resten er op til ”Allah:
”Sig til dem, der har fået Skriften, og til dem af dit folk: Har I overgivet jer til Gud? Hvis de har overgivet sig til Gud, er de retledet. Men hvis de vender sig bort! - Du er kun den, der bringer budskabet. Gud har indsigt i tjenerne.” (Sura 3:20, da)
”det påhviler dig kun at bringe budskabet. Regnskabet vil Vi (”Allah”) selv gøre op.” (Sura 13:40, da)
”Og hvad gælder dem som vælger beskyttende venner foruden Ham, Allah er opsynsmand over dem, og du er på ingen måde en vogter over dem” (Sura 42:6, en)
Der er ingen tvivl om at folk selv måtte tage stilling, og resten var op til ”Allah” selv. Men da folket ganske let gennemskuede, at det falskneri Muhammed bryggede sammen ikke holdt vand, måtte Muhammed vinde tilhængere ad anden vej. Efterfølgende vers fra hans krigeriske periode erstatter de milde vers og siger bl.a.:
”Kæmp imod de af dem som er blevet givet Skriften som ikke tror på Allah og heller ikke den Yderste Dag, og ikke forbyder hvad Allah har forbudt ved Hans budbringer, og som ikke følger Sandhedens Religion, indtil de betaler skat velvillig, i underkastelse” (Sura 9:29, en)
“Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!” (Sura 9:73, da)
”Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Guds sag! Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! Tag ingen af dem til ven eller hjælper!” (Sura 4:89)
Der er ingen tvivl om, at når verdens politikere står og fremviser Islam som en fredelig religion, så er det enten i ondskab, eller fordi de ikke har forstået Islam’s erstatningslære. Det nytter ikke at citere de milde vers, for de er blevet udbyttet med nogle bedre (til formålet) fra ”Allah’s” bog. Også i Haddith’en har Muhammed udtalt sig og siger:
”Jeg er blevet beordret til at bekæmpe folket indtil de siger: ’Ingen har ret til at blive tilbedt end Allah’”[28]
”Allah” beordrede Muhammed til skånselsløst at bekæmpe folk, men om Jesus siger Koranen:
”Han (Gud) gjorde mig (Jesus) ikke til en usalig voldsmand.” (Sura 19:32, da)
Spørgsmålet er så hvilken tekst skal man vælge? Bibelen eller Koranen? Begge tekster påstår at være fra Gud, og dermed guddommelige. Hvad er mest troværdigt - en tekst der står fast fra begyndelsen? Eller en tekst der betvivler den grundfæstede tekst, og erstatter den med en tekst der er foranderlig? Hvem kan man stole på? Lad os se på hvad Koranen bekræfter, rent historisk.
I afsnittet ”Koranens tilblivelse og bevarelse” kommer jeg kort ind på Bibelens bevarelse, og der er ingen tvivl om, at Bibelens begyndelse og bevarelse er af en helt anden størrelse end Koranens, der begyndte med sporadiske nedfældninger på det, der lige lå for hånden. Bibelens budskaber er ofte skrevet af øjenvidner, som var direkte involveret i de omtalte begivenheder, i særdeleshed historien jeg starter med her. Derfor er der al god grund til at acceptere at Bibelen fortæller det, øjenvidnerne skrev ned.
Moses, Farao, Haman og Babelstårnet.
Til formålet findes der en sura som hedder ”Historie”. Den lægger hårdt ud og siger:
”Vi læser op for dig af beretningen om Moses og Farao i sandhed for folk, som tror.” (Sura 28:3, da)
Bemærk igen, hvordan offerrollen igen spilles her, ved at henvende sig til dem der tror. De jøder og kristne som Muhammed søgte at overtale til at acceptere ham som deres profet, kendte udmærket historien om Moses og jødernes ophold i Ægypten. Denne tone forstærkes efter historien om Moses, hvor tvivlerne adresseres:
”Da sandheden kom til dem fra Os, sagde de: ’Hvorfor har han ikke fået noget ligesom det, som Moses fik?’... De sagde: Det er to trolddomskunster, der støtter hinanden. Og de sagde: ’Vi tror ikke på noget af det!’” (Sura 28:48, da)
Selvom historien om Moses havde fulgt jøderne i tusinder af år, så kom sandheden nu, og Muhammed mærkede tilsyneladende anklagerne om at kopiere forfatterne i hans samtid, og tilskriver den påstand at tilhøre tvivlere. Men for at accepten af hans ”åbenbaringer” måtte få et præg af gevinst for publikummet, sagde han videre:
” Vi har ladet ordet komme til dem. Måske lader de sig påminde! De, til hvem Vi har givet Skriften forud for denne, de tror på den. Når den læses op for dem, siger de: ’Vi tror på den. Det er sandheden fra vor Herre. Vi overgav os til Gud før den.’ Disse vil få deres belønning dobbelt, fordi de var udholdende. De afvender det onde med det gode … ” (Sura 28:51-54, da)
Altså lokkes folket til fadet, med lovning på dobbelt belønning, hvis de anerkender Muhammeds historier.
Koranen fortæller om Farao:
”Farao var mægtig i landet. Han delte dets befolkning op i folk, hvoraf han undertrykte én gruppe, skar halsen over på deres sønner og lod deres kvinder leve. Han var en af dem, der skaber fordærv” (Sura. 28:4, da)
Så langt så godt. Det vil hver en historiebog delvis kunne bekræfte. ”Allah” ville på et tidspunkt så godtgøre de forfulgte, og gøre dem til ledere og arvinger. Men nu sker der noget underligt. Haman, som ganske vidst også ønskede at forfølge det undertrykte folk, kommer ca. 1000 år tidligere frem i historien, og er samtidig med Moses:
”Vi ønskede at vise godhed mod dem, der blev undertrykt i landet, gøre dem til forbilleder og lade dem blive arvtagerne, at give dem magt i landet og gennem dem lade Farao og Haman og deres hærstyrker opleve det, som de altid havde frygtet....Farao, Haman og deres hærstyrker var syndere” (Sura 28:5-6, 8 da).
Haman var endda én af dem som Moses gjorde sine tegn for, dvs. Ægyptens plager:
”Og Kora, Farao og Haman! Moses bragte dem de klare beviser. De var hovmodige i landet, og de kunne ikke undslippe.” (Sura 29:39, da)
”Vi sendte Moses ud med Vore tegn og en tydelig bemyndigelse, til Farao, Haman og Kora. De sagde: ’En løgnagtig troldmand!’” (Sura 40:23-24, da)
Endnu mere vanvittig bliver historien, når beskrivelsen af babelstårnet flyttes ca. 750 år frem i tiden, og lader Haman brænde ler og bygge et tårn, så Farao kan stige op til Moses’ Gud[29]:
”Og Farao sagde: O overhoveder! Jeg ved ikke at I har en anden gud end mig, så tænd (en ild) for mig, O Haman, til at brænde mudderet; og byg mig et højt tårn for at jeg kan bestige Moses’ Gud; og se! Jeg anser ham for at være blandt løgnerne.” (Sura 28:38, en)
Haman var ikke ”minister” hos Farao, men tjente under kong Ahasverus, den persiske konge, i Susan-slottet som øverste over alle fyrsterne.
Maria, Moses’ og Aron’s søster?
Muhammed, aka ”Allah”, har et underligt forhold til tiden omkring Moses, og vil gerne passe meget ind i den historie. Men det underlige er Maria, som han også, på trods af at han kender Jesus og formentlig Hans forholdsvise nutidige jordiske eksistens, rykker ca. 1500 år tilbage til Moses’ tid:
”Og Maria, datter af Imran, hvis legeme var rent, derfor blæste vi deri noget af Vores Ånd. Og hun troede på ordene fra hendes Herre og Hans skrifter, og var blandt de lydige” (Sura 66:12, en)
Bibelen siger at Maria havde Eli til far (Luk. 3:23)[30], og ikke Amram (Koranens Imran), som var Moses’ far (2. Mos. 6:20), hvilket ville gøre Maria, Moses og Aron til søskende. Moses’ søster hed ikke Maria, men Miriam (4. Mos. 26:59). Selvom navnet Maria på Hebræisk også kan være Miriam, så er det ikke blot et spørgsmål om at Muhammed har ment det rigtigt, eller forvekslet de to navne. Han taler direkte om Amram’s datter, som værende jomfru og Helligåndens virke.
I Sura’en der er opkaldt efter Maria, gør Muhammed det igen tydeligt, at han faktisk mener det, han siger:
”Så bragte hun ham (Jesus)i sine arme til sit folk. ’Maria!’ sagde de. ’Du har gjort noget uhørt! Du, Arons søster! Din far var ingen dårlig mand, og din mor var ingen skøge!’ Så pegede hun hen på ham. De sagde: ’Hvordan kan vi tale med en, der er en lille dreng i vuggen?’” (Sura 19:27-29, da)
Maria er moderen der lige har født sit barn, ikke i en stald eller et herberg, men afsondret under et palmetræ, drikkende vand og spisende saftige, modne dadler (23-26). Barnet der taler i vuggen er spædbarnet Jesus - Moses og Aron’s nevø... Det er jo mildest talt lattervækkende. Tilmed var Amram af Levi’s stamme, og Maria af Juda’s. Det er en kæmpe brøler.
Der er adskillige af sådanne bommerter i Koranen, hvilket viser at Koranen ikke bekræfter Bibelen. Det er et klart og tydeligt bevis for at Koranen er falsk. Den siger selv, at den skal bekræfte Bibelen, men det gør den ikke og erkender sig dermed skyldig i løgn. Man kan ikke stole på Koranen. Er der noget man er i tvivl om i Koranen, skal man spørge Bibelen til råds. Hvis Bibelen er rettesnoren, hvorfor så ikke gå uden om Koranen og direkte til Bibelen?
De 50 retfærdige / bønner
I Koranen, hvor Muhammed søger at fortælle om Lot og ødelæggelsen af Sodoma, har han glemt at medtage Abrahams ”forbøn” for byen. Men han har tilsyneladende hørt historien, men kan endnu engang ikke huske konteksten og bruger historien i sin egen ”himmelfart”.
”Fra en overlevering fra Abdullah b. Masud fra budbringeren nåede mig følgende: Da Gabriel tog ham op i hver af himlene og bad om tilladelse til at gå ind, skulle han fortælle, hvem han havde med, og om han havde en mission, og så ville de sige: ’Allah give ham liv, broder og ven!’ indtil de nåede den syvende himmel og hans Herre. Der blev han pålagt at udføre halvtreds daglige bønner. Budbringeren sagde: ’Da jeg vendte tilbage, passerede jeg Moses, og sikken fin ven af jer han var! Han spurgte mig hvor mange bønner, der var blevet pålagt mig, og da jeg svarede halvtreds, sagde han: ”Bøn er en alvorlig sag, og dit folk er svagt, så gå tilbage til din Herre og bed ham nedsætte tallet for dig og dit fællesskab.” Det gjorde jeg, og han tog ti bønner væk. Jeg passerede Moses igen, og han sagde det samme igen; og sådan fortsatte det, indtil der kun var fem bønner til hele dagen og natten tilbage. Moses gav mig det samme råd igen. Jeg svarede, at jeg havde været tilbage ved min Herre og bedt ham nedsætte antallet, indtil jeg skammede mig, og at jeg ikke ville gøre det igen. Den af jer, som udfører bønnen i tro og tillid, vil have samme belønning som fra halvtreds bønner.’”[31]
Hvis man sammenligner den fortælling med Bibelens, som findes i 1. Mos. 18:23-32:
”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen...Da sagde HERREN: ’Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!’ Men Abraham tog igen til Orde: Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre... Han. svarede: ’For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.’... Men han sagde: ’Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den! Han svarede: ’For de ti’s Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.’”
Både Abraham og Muhammed følte sig påtrængende. De begge starter med 50. Abraham ender på tallet 10, mens Muhammed i glemslens ivrighed får den presset ned på 5. Der er ingen tvivl om at Muhammed har fundet inspiration til sin himmelfart, i historien om Sodoma.
Samaritaneren:
Rent historisk dannedes det samaritanske hedningefolk da Assyrerkongen Tiglat-Pileser erstattede Israelerne i Samaria med hedningefolk (2. Kong. 17:24) - mere end 700 år efter udvandringen fra Ægypten. Men Muhammed får åbenbaring om, at det var en samaritaner, og ikke Aron, der lavede tyrekalven for Israel i ørkenen (2. Mos. 32:1-4). I den danske oversættelse kaldes samaritaneren for al-Samiri og Muhammed fortæller:
”Han sagde: ’Vi har fristet dine folk i dit fravær; al-Samiri har ledt dem vild.’...Denne havde derpå frembragt en kalv til dem, en krop med en brølende lyd, og de sagde: ’Dette er jeres gud og ligeledes Moses’, men han har glemt det.’...Moses sagde: ’Og hvad gik der så af dig, Samiri?’” (Sura 20:85, 88, 95, da)
Der er ingen tvivl om at alt dette er talen fra en mand, der også af sine samtidige blev beskyldt for at være digter. Muhammed har ganske enkelt ikke kunne sammensætte de historiske fortællinger, og er derfor hurtig til på forhånd at dømme dem der kender historien, og ikke vil acceptere den nye historie, som værende onde og vantro.
Man kan blive ved. Men til at afslutte dette afsnit med, vil jeg kort gengive disse af ”Allah’s” ord:
”Vi (Allah) gjorde ham (Dhul-Qarneyn - Alexander den Store) mægtig på jorden og åbnede ham vejen til alt. Så fulgte han en vej. Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl” (Sura 18:84-86)
Helt fra begyndelsen, da mand og kvinde var blevet skabt, bestemmer Gud at da kvinden er taget ud af manden: ”forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver ét Kød” (1. Mos. 2:24). Paulus viser, at på hans tid, ca. 600 år før Muhammed, hvor dette havde været skik i mere end 4.000 år, var det stadig reglen ”En gift kvinde er jo ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men når manden dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham” (Romerne. 7:2).
Pludselig kommer ”Gud” på andre tanker og siger til Muhammed:
”O Profet! Se! Vi har gjort lovformeligt for dig dine hustruer til hvem du har betalt deres medgift, og dem som din højre hånd besidder af dem Allah har givet dig som krigsbytte, og din onkels døtre på faderens side og dine tanters døtre på faderens side, og din onkels døtre på moderens side og tanternes døtre på moderens side som udvandrede med dig, og en troende kvinde hvis hun giver sig selv til Profeten og Profeten ønsker at tage hende til ægte - et privilegium for dig alene, ikke for (resten af) de troende - Vi er klar over at det Vi påbød over dem angående deres hustruer og dem som deres højre hånd besidder - at du må være fri for skyld, for Allah er evig tilgivende, barmhjertig” (Sura 33:50, en)
”Gud” ophæver altså sin regel for ét eneste menneske, Muhammed, der endte med at have haft 23 ægteskaber. Jesus, som Muhammed selv refererer til som en tidligere profet, gjorde det klart at: ”enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte” (Matt. 5:28). Én ting er, at der i Bibelen findes eksempler på mennesker der har brudt denne retningslinie. Noget andet er, at Gud går imod sit eget Ord.
Bibelen lærer, som citeret fra Paulus at: ”når manden dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham”. Men også dette ændrer ”Allah” for Muhammed som den eneste:
”Og det tilkommer ikke jer at forårsage Allah’s budbringer besvær, heller ikke at I nogensinde skulle gifte hans hustruer efter ham. Se! Det ville i Allah’s øjne være en afskyelighed” (Sura 33:53, en)
Det er ganske tydeligt at Muhammed ikke var i Guds hånd, men i sin egen, og gjorde hvad hans eget begær sagde ham. Han begærede mange koner og retten over dem, selv efter sin død.
Et spørgsmål der er yderst interessant i denne tid, hvor Israel og de arabiske lande kæmper om Israels land, er Isak / Ismael spørgsmålet. Araberne mener at have retmæssig tilgang til landet, igennem Ismael, og Israel igennem Isak. Araberne mener at da Ismael var Abraham’s førstefødte, er han den lovede søn. Hertil bekræfter de påstanden med Sura 37:99-109. Jeg tager her teksten fra Forenede Underkastere International, da den som sagt i begyndelsen er tilvejebragt af troende muslimer, der med parenteser i teksten forsøger at fremme forståelsen for læseren. Abraham siger:
”’Jeg går til min Herre; Han vil vejlede mig.’ ’Min Herre, skænk mig retfærdige børn*.’ Vi gav ham gode nyheder om et godt barn. Da han blev stor nok til at arbejde med ham, sagde han, ’Min søn, jeg ser i en drøm at jeg ofrer dig. Hvad tænker du?’ Han sagde, ’O min fader, gør hvad der befales dig. Du vil finde mig, hvis GUD vil, udholdende-’ De underkastede sig begge, og han bøjede sit hoved (for at ofre ham)” (Sura 37:99-103, en)
Jeg afbryder lige her for at medtage en overskrift til det næste vers. Oversætteren fra www.submission.info, har valgt at oplyse at: ”Gud griber ind for at frelse Abraham og Ismael”. Bemærk at Ismael endnu ikke er nævnt ved navn, så det er forudindtaget at det er Ismael der tales om.
*Denne engelske version siger ”retfærdige børn”, men andre engelske oversættelser, tillige med den danske taler om ét barn. Der er altså ingen tvivl om at Abraham skal ofre den retfærdige søn, og som teksten også siger ”et godt barn”. Jeg fortsætter citatet:
”Vi kaldte på ham: ’O Abraham. Du har troet drømmen.’ Vi belønner således den retfærdige. Det var sandelig en krævende prøve. Vi løskøbte (Ismael) ved at erstatte med et dyre offer. Og vi bevarede hans historie for efterfølgende generationer. Fred være over Abraham.” (Sura 37:104-109, en)
Bemærk at oversætterne har indsat Ismael i parentes, for at fremme den forståelse de som sagt forudindtaget har bifaldet. Men Ismael findes ikke i Koranens tekst her.
Hvis man leder efter den lovede søn i Koranen, finder man Isaks navn. Eks. historien om hvordan Abraham får lovet Isak (1. Mos. 17:15-19). Fortællingen er efter Ismaels fødsel, som ikke er født af Abrahams ægte hustru (v.19), og derfor ikke den lovede. Muhammed blander historien sammen med englene der besøgte Abraham, før de fortsatte til Lot i Sodoma. Men da det er normen mere end undtagelsen, overrasker det ingen. Koranen fortæller:
”Som hans hustru stod dér, kom hun til at le. Så bragte Vi hende det gode budskab om Isak, og om Jakob efter Isak. ’Ak!’ sagde hun. ’Skulle jeg få et barn, når jeg er en gammel kone, og denne min mand er en olding? Det er en forunderlig ting!’ De sagde: ’Undrer du dig over Guds afgørelse? Guds barmhjertighed og velsignelse være over jer, I Husets folk! Han er prisværdig og ærværdig.’” (Sura 11:71-73, da)
Her får vi navn på drengen. Koranen erkender at Sara fik lovet Isak, og går man tilbage til ofrings scenen, ses igen at den retfærdige, lovede søn, modsat kommentarerne i koranteksten, gives navnet Isak:
”Vi bragte ham det gode budskab om Isak, som profet og en af de retfærdige.” (Sura 37:112, da)
Islam er bedøvende ligeglad med hvad Koranen siger. Er de i tvivl om hvad den mener her, skal de ifølge Koranen selv, som sagt i afsnittet ”Islam, søg til Bibelen!”, gå til Bibelen. Når både Bibelen og Koranen bekræfter at sønnen er Isak og ikke Ismael, så hæver korankommentatorerne sig over Koranen når de påstår det omvendt.
Ismael nævnes ved navn tolv gange i Koranen, hvoraf de seks gange er sammen med Isak. Isak nævnes ved navn sytten gange. Fire af de gange hvor Ismael nævnes, er det til påmindelse. Èt af stederne (Sura 38:48) nævnes han blandt de bedste, mens Abraham, Isak og Jakob tre vers forinden, nævnes som værende ”rene af hjertet” (Sura 38:46, da) - med andre ord, retfærdige. Ismael nævnes derudover kun som værende ordholdende, udsending og profet (Sura. 19:54, da), samt udholdende (Sura 21:85, da). Derudover er de to sidste referencer løgnehistorien om hvordan Abraham og Ismael rensede Kaaba’en (Sura 2:125, 127).
Det er ikke min mening at gennemgå Muhammeds liv i denne artikel. Jeg påpeger Bibelen og Koranens forhold, da de siges at være fra samme forfatter. Men jeg synes følgende bør tages med i overvejelserne, for at gøre billedet endnu tydeligere.
Bibelen:
Der er helt klare retningslinier for, hvordan man skal sikre sig at personen der kalder sig profet, er fra Gud. Da enhver kan komme og påstå at han er Guds udsending, så har Gud gives os mulighed for at forhindre at vi falder for løgn, fra falske profeter.
Bibelen taler om tilfældet at ”en Profet eller en, der har Drømme, opstår i din Midte og forkynder dig et Tegn eller et Under” (5. Mos. 13:1), og det må siges at passe på Muhammed. Koranen er et tegn i sig selv, siger Koranen selv, men ovenstående gennemgang af Koranens bekræftelse af Bibelen og historien viser, at tegnet, eller miraklet, ikke er større end en bristet hukommelse.
Profetskabet handler i bund og grund om at forudsige fremtidige begivenheder. Det handler ikke om, som det meste af Muhammeds budskaber, at fortælle historie, eller gentage andre profeters ord. Ca. 25% af Koranen er ikke andet end gentagelser. Så der er som sådan ikke meget at teste Muhammed på i henhold til profettjeneste. Efter Bibels standard er Muhammed slet ikke profet.
Én type profet-test handler om at hvis: ”det Tegn og Under, han (profeten)talte til dig om, indtræffer, og han samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre Guder, som I ikke før kendte til, og dyrke dem, så må du ikke høre på den Profets Tale eller på den, der har Drømmen; thi HERREN eders Gud sætter eder på Prøve for at se, om I elsker HERREN eders Gud af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl.” (5. Mos. 13:2-3).
Denne type profet får sagt noget, som endda går i opfyldelse. Men han forsøger at få modtagerne af budskabet til at følge en anden Gud. Han er ikke en profet fra Bibelens Gud.
En anden type profet-test er at: ”Hvad en Profet taler i HERRENS Navn, uden at det sker og indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham!” (5. Mos. 18:22).
Denne profet vil typisk gætte og påstå at talen er fra Gud. Men det han har sagt sker ikke. Han er også en falsk profet. Så mennesker der forkynder fremtiden uden det sker, og mennesker der rammer rigtigt, men som leder modtagerne på andre veje, har ikke noget med Gud at gøre. Det er jo en beskrivelse af Muhammed...
Gennemgår man Bibelens profeter, er deres kendetegn at de forkynder fremtiden, deres forudsigelser går i opfyldelse, og alle tilskynder folket at adlyde Gud, og holde Hans bud.
Koranen:
Der findes ingen sådanne retningslinier i Koranen. Men godkendelsen af Muhammeds profettjeneste, som bestod af en ”engels” overlevering af budskaberne, findes refereret i flere islamiske referencer. Det vil sige at der ikke som sådan findes bevis for Muhammed som profet, men en validering af kilden for Koranen.
Den muslimske forfatter Ibn Ishaq, nedskrev i omkring 750 e.Kr. det, han kunne finde om Muhammeds liv, og han fortæller om en test af Muhammeds engel, ”Gabriel”. Muhammeds kone Khadija bad Muhammed sige til når englen kom, så ville hun teste den:
”Så da Gabriel kom til ham, som han havde for vane, sagde apostlen til Khadija, ’Dette er Gabriel som lige er kommet til mig.’ ’Rejs dig, O søn af min onkel,’ sagde hun, ’og sæt dig ved mit venstre lår.’ Det gjorde apostle, og hun sagde, ‘Kan du se ham?’ ’Ja,’ sagde han. Hun sagde, ’Kom da over og sæt dig ved mit højre lår.’ Det gjorde han og hun sagde, ’Kan du se ham?’ Da han sagde at han kunne bad hun ham sætte sig på hendes skød. Ha han havde gjort det spurgte hun igen om han kunne se ham, og da han sagde ja, viste hun sin skikkelse og fjernede hendes slør mens apostlen sad på hendes skød. Da sagde hun, ’Kan du se ham?’ Og han svarede, ’Nej.’ Hun sagde, ’O søn af min onkel, glæd dig, og vær ved godt mod, ved Gud er han en engel og ikke en satan”[32]
Det er en fuldstændig rablende vanvittig historie. Englen der kom til Muhammed, blev fundet god, fordi Muhammed ikke kunne se den, når Khadija blottede sig. Skal Koranen bedømmes ud fra Bibelen, så spørges der: ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen.” (1. Joh. 2:22-23). Koranen benægter flere gange at Gud har en Søn, og forbander dem der siger det. Og for at gøre det helt tydeligt sidestiller Koranen Jesus med Adam:
”Med Jesus er det hos Gud som med Adam. Han skabte ham af jord. Derpå sagde Han til ham: ’Bliv til!’, og så var han til.” (Sura 3:59, da)
Alligevel, da Koranen har det med at modsige sig selv, snubler Muhammed over sin tunge uden at bemærke det. Muhammed har vagt at gengive en passage fra det gnostiske evangelium ”Thomas’ Barndoms Evangelium”, hvor Jesus laver tolv spurve af ler (kap. 2:3), som bliver levende og flyver væk (v.6)[33]. Muhammed fortæller historien om spædbarnet Jesus der taler ”til menneskene, når han ligger i vuggen, og som moden mand, og han vil være en af de retfærdige.” (Sura 3:46, da), og går videre i med et citat Jesus skulle have fortalt som voksen (mens den gnostiske skrift taler om Jesus som barn):
”Jeg bringer jer et tegn fra jeres Herre: Jeg vil skabe jer noget af ler, der har form som en fugl. Jeg vil så blæse luft ind i den, og da vil den, med Guds tilladelse, blive til en fugl...” (Sura 3:49, da)
Selvom Muhammed kun nævner én fugl og ikke tolv, så findes der kun én i denne verden, der kan forme noget af jorden og blæse liv i det. Det er Guds selv. Ingen profet i Bibelen, og intet menneske i historien - heller ikke Muhammed, har blæst liv i en død klump jord. Men det gjorde Jesus ifølge Koranen og dermed siger Muhammed at Jesus er Gud.
Endnu en ting der er vigtig at få med er, at Bibelen advarer netop imod budskab fra engle. Der er igennem tiderne mange individer der har modtaget ”åbenbaringer” fra engle, som endda har ledt til store bevægelser. Mormon bevægelsen bygger på englelig aktivitet, da en engel, kaldt Moroni, viste sig for Mormonismens grundlægger, Joseph Smith, i 1823. Denne engel henviste Joseph til nogle guldtavler med ægyptisk skrift, som Joseph med Guds kraft og gave oversatte, og i dag har Mormonerne ligesom Islam sin egen bog. Mormonernes bog (dog med flere forfattere) påstås som Koranen ligeledes at bekræfte Bibelens budskab. Begge bøger er et resultat af englenes aktivitet. Ligeledes er det med Moon bevægelsen, der bygger på Yong Myung Moons møde med ”Jesus”. Faldne engle er ofte frække nok til at vise sig som Jesus, for at bedrage modtagerne. Mange kristne sekter bekræfter også deres åndelige ret igennem både englelige dæmoniske oplevelser.
Bibelen advarer os ved Paulus ord: ”om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være han!” (Gal. 1:8). Det betyder at en engel kan have et andet formål, end at fortælle sandheden, og en sådan engel kan endda være Satan selv, for: ”Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel” (2. Kor. 11:14). Når Satan kan gøre det: ”er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere” (1. Kor. 11:15).
Muhammed selv var i tvivl om hvem hans engel var, skønt den påstod at være Gabriel. Da det hele startede var det med vold og magt, og Muhammed fortæller:
”Englen tog mig (med magt) og klemte mig så hårdt at jeg ikke kunne klare det mere. Han slap mig og bad mig igen om at læse og jeg svarede: ’jeg kan ikke læse.’ Derpå greb han mig igen og klemte mig for anden gang indtil jeg ikke kunne klare mere. Da slap han mig og bad mig igen om at læse men igen svarede jeg, ’Jeg kan ikke læse (eller hvad skal jeg læse?)’ Derpå tog han mig for tredje gang og klemte mig, og han slap mig og sagde, ’Læs i din Herres navn, som har skabt (alt som eksisterer), har skabt mennesket fra en størknet blodklump. Læs! Og din Herre er den mest ædle. (96.1, 96.2, 96.3) Da vendte Allah’s Apostel tilbage med inspirationen og med hans hjerte hårdt bankende. Da gik han til Khadija bint Khuwailid og sagde, ‘Skjul mig! Skjul mig!” De skjulte ham indtil hans frygt var drevet over og efter det fortalte han hende alt som var sket og sagde, ’Jeg frygter at noget skal ske med mig.’ Khadija svarede, ’Aldrig! Ved Allah, Allah vil aldrig vanære dig. Du holder gode relationer med slægt og venner, hjælper de fattige og de nødlidende, opvarter dine gæster generøst og hjælper de selvfortjente ulykkesramte.”[34]
Mange af Koranens fortællinger, er ofte en perverteret version af en fortælling, eller lignende fortælling i Bibelen. I Bibelen findes fortællingen med Jakob der kæmpede med en engel (1. Mos. 32:24-31). Årsagen til Jakobs kamp med englen, er af helt anden karakter og med et andet formål, end englen der mishandler Muhammed. Om det har været den fortælling Muhammed forsøgte at henføre på sig selv, vides ikke.
Englen kommer her med påstanden om, at mennesket blev skabt af en størknet klump blod. Bibelen fortæller at af jorden formede Gud mennesket. Og desuden nævnes blodet ikke før efter syndefaldet, men kun kød og ben[35]. Hvorfor englen taler om en blodklump her, når Muhammed taler om jord i Sura 3:59, er der ikke andet svar på, end endnu en modsigelse.
I Bibelen findes en frygt for at se Gud (i sin fulde herlighed) ansigt til ansigt, for det kan mennesket ikke overleve. Men den frygt taler Muhammed ikke om her. Jeg har talt med flere personer der har oplevet dæmonisk aktivitet, og følt at de blev kvalt. Ibn Ishaq fortæller også denne historie, hvor englen har et tørklæde hvorpå det Muhammed skulle læse stod. Ibn Ishaq fortæller:
”Han klemte mig så hårdt med det, at jeg troede jeg var død”[36]
Rolf Slot-Henriksen oversætter det således:
”Så pressede han tørklædet ned over mig, så jeg tænkte, at det ville blive min død.”[37]
Der findes masser af mennesker der har oplevet denne kvælende fornemmelse i deres seng, hvor de har fornemmet at en person har haft fat om deres hals. Det er en direkte beskrivelse af dæmonisk plageri. Endvidere ses i Bibelen, at når Gud tager sig tjenere, som eks. Moses og Paulus, så mildnes de i Guds samvær, til at blive opofrende, med en dyb kærlighed til mennesker. Påvirkningen af Muhammed forårsagede at den ”milde” person endte med at være en blodudgydende tyran.
Ibn Ishaq fortæller videre at:
”Se, en af Gud skabninger var mere hadefulde over for mig end en (ekstatisk) poet eller et besat menneske: Jeg kunne ikke engang se på dem. Jeg tænkte, Ve er jeg poet eller besat - Aldrig skal Quaraysh sige sådan om mig! Jeg vil gå til bjergets top og kaste mig selv ned så jeg kan slå mig selv ihjel og opnå hvile.”[38]
Muhammed beskriver sin oplevelse som decideret ondskab, der forårsagede at han hellere ville dø og opnå hvile. Teksten fortæller videre at Muhammed drog op ad bjerget for at begå selvmord, men blev mødt af Gabriel og hørte en stemme fra himmelen: ”O Muhammed! Du er Guds apostel og jeg er Gabriel”. Muhammed kunne ikke slippe derfra, før Gabriel gik fra ham, og han tog hjem til Khadija, hvor han igen sagde: ”Ve er jeg poet eller besat”. Han var ikke klar over om han var en ekstatisk digter eller direkte besat.
Mødet med og tilvænningen af dæmonisk aktivitet, fjerner den menneskelige følsomhed. Det samme gør sig gældende i enhver form for dyrkelse af synden. Man mister empati og kærlighed, og det er det, man ser ske med Muhammed, og det, man ser i Islamisk dominerede lande. Kvindeundertrykkelse, censur der skjuler sandheden, sharia lov osv. Alt sammen er et udtryk for en umenneskeliggjorte følelser.
Jeg har i afsnittet ”Pludselige ændringer i ”Guds” moralske kodeks” bemærket tilladelsen af polygami. Muhammed’s yndlings kone var Aisha, som han giftede sig med da hun var 6 og han selv over 50 år. Tre år senere fuldbyrdede han ægteskabet. Det er normalt kendt i vores samfund, at pædofili bygger på ødelagte følelser. Kun en voksen mand, som har fået sine følelser umenneskeliggjort, kan gøre et sådant overgreb på et lille barn. Dæmonisk besættelse eller længere tids påvirkning af dæmoner, kan knuse menneskers følsomhed så de følger syndens krav, frem for fornuft og kærlighed.
Alt viser at ”englen” som gav Muhammed budskaberne, var en af Satans engle eller dæmoner, og ikke en af Guds engle. Både løgnen i Koranen og virket af budbringeren, beviser dette faktum.
”Allah” vejleder Muhammed i hvad han skal sige, hvis folk anklager ham for at Koranen er hans påfund:
”Jeg ved hverken, hvad der skal ske med mig eller med jer” (Sura 46:9, da)
Bukhari gengiver Muhammeds ord:
”Ved Allah, skønt jeg er Allahs apostel, dog ved jeg ikke hvad Allah vil gøre med mig”[39]
”Allah” siger til Muhammed:
”Bed om tilgivelse for din synd og for de troende mænd og kvinder!” (Sura 47:19, da)
Muhammed er klar over at han som alle andre er en synder. Han vidste ikke hverken hvad der skulle blive af ham, eller dem, der fulgte og følger ham. Muhammed kunne ikke hverken gøre noget for sig selv, eller være folkets mellemmand. Muhammed sagde: ”Jeg er kun en dødelig som jer” (Sura 118:10, en).
Om Jesus siger Bibelen: ”Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus” (1. Tim. 2:5). Koranen omfavner som beskrevet i afsnittet ”Islam, søg til Bibelen!” Evangeliet, den nye pagt, og Bibelen fortæller at Jesus har ”fået en så meget højere tjeneste, som Han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser” (Hebr. 8:6), ”Han mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv” (Hebr. 9:15).
Den pagt Jesus er mellemmand for, er en evig pagt, en evig arv. Muhammed blev ikke mellemmand. Han døde ikke for os, eller udførte nogen forsonende handling. Tværtimod døde mange for ham. Han selv døde også, og Bibelen fortæller at alle mennesker som Muhammed, venter sin dom. Men Jesus opstod og blev vores mellemmand i himmelen.
Koranen viser Muhammed som dødelig synder, men siger om Jesus (taget fra den danske oversættelse):
”Vi (Gud) styrkede ham (Jesus)med den hellige ånd (2.87)... Jesus, Marias søn, gav Vi de klare beviser, og Vi styrkede ham med den hellige ånd (2:253)...Han vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær (3:45)...Jesus, jeg (Gud)vil kalde dig bort, løfte dig op til Mig (3:55)...Messias, Jesus, Marias søn er...ånd af Ham (Gud) (4:171)...Jeg (Gud) styrkede dig (Jesus) med den hellige ånd...du...helbredte den blinde og den spedalske...fik døde til at opstå (5:110)”
Koranen forkynder om Jesus, modsat Muhammed, hvad der skal ske Ham. Han vil være agtet i den anden verden, bragt nær til Gud. Det er præcis det, Bibelen siger om Jesus: ”han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd” (Hebr. 10:12). Han er agtet i den anden verden som konge, hvor han: ”skal dømme levende og døde” (2. Tim. 4:1).
Jesu tilhængere er anderledes stillet i Koranen, end Muhammeds:
”Jeg åbenbarede for disciplene: ’Tro på Mig og Min udsending!’ De sagde: ’Vi tror. Vær vidne på, at vi har overgivet os til Gud... Sørg for os! Du er den bedste forsørger.’” (Sura 5:111, 114, da)
Jesu disciple var overgivet til Gud, og vidste at Jesus var den bedste forsørger. Og husk - det siger selv Koranen!
Igennem denne artikel ses at:
- Koranen omfavner og respekterer Bibelen.
- Muslimer tilskyndes at spørge Bibelen, hvis der er tvivl om det, Koranen siger.
- Muhammed var et dødeligt menneske, mens Jesus er opstanden og er hos Gud.
- Jesus fremvises i Koranen som værende i stand til at skabe liv af jorden, et tydeligt bevis for at også Koranen anser Ham for at være Gud, skønt den på overfladen benægter det.
- Bibelen er blevet systematisk bevaret, mens Koranens tilblivelse bygger på adspredte og usammenhængende vers, samlet af mennesker efter Muhammeds død, fra knogler, potteskår, blade m.m. - og ikke mindst menneskers usikre erindringer.
- Bibelens Ord er fra begyndelsen nedskrevet, og indholdet står fast og forandres ikke. Koranens tidlige vers erstattet af senere, hvilket betvivler sandheden i påstanden om en original koranversion hos Gud.
- Koranens troværdighed bygger på bekræftelsen af Bibelens tekst, hvilket i næsten alle henseender, både tekstmæssigt, Bibelsk set, og historiemæssigt, er helt hen i vejret.
- Koranens budbringer blåstemples ved at Muhammed ikke kan se ”Gabriel” når hans kone Khadija står nøgen bag ham. Bibelens budbringere stadfæstes ved tegn og undere, som kun Gud kan give kraften til.
- Muhammed blev på selvmordets rand grebet med vold og magt, og på dæmonisk vis tvunget til at være ”Allahs” slave - bortset fra, når han selv digtede. Bibelens skribenter blev inspireret af Guds Ånd, uden fysisk antastelse.
- Koranen fortæller at Muhammed og hans tilhængere ingen anelse havde om, hvad ”Allah” ville gøre ved dem. Jesus derimod, var af Guds ånd og ville blive taget op hos Gud. Hans disciple var sikre med Jesus som forsørger.
- Koranen siger IKKE, at Ismael var den lovede søn, som Abraham blev testet med i ofringen. Koranen kalder som Bibelen den lovede søn Isak!
Jeg starter med at tale om angrebet på Jesus, at Han aldrig selv sagde at Han var Gud. Selvom Jesus bekræfter det, der siges om Ham, så er det omvendt med Muhammed, der konstant proklamerede at han var profet. Ingen beviser af nogen slags er der på den påstand, anden end Koranen - ikke engang som bog, men som misforståede historiske fortællinger, og fabelhistorier påtænkt at skulle være skrevet i menneskers erindringer. Det er utrolig dårlig planlægning for bevaring for så vigtigt et budskab.
I denne artikel har jeg valgt ikke at medtage det, som muhamedanerne forsvarer sig med, nemlig at al kritik fremføres ude af kontekst. Koranen har ikke megen kontekst, og adskilt fra Haddith’en er der stort set ingen historie. Der er ingen begyndelse og ingen slutning i Koranen - ingen konklusion.
Jeg har heller ikke medtaget den megen tale om Koranens sproglige perfekthed, som fremhæves i en sådan grad, at den ikke kan oversættes til eller citeres på andre sprog. Men Koranen er fyldt med grammatiske fejl hvor der byttes om på han- og hunkøn, og ord som ingen arabisktalende forstår. Men det er strafbart og anses for blasfemi at omtale Koranens fatale fejl. Det er forbudt at granske Koranen, som eks. Kristne har gjort det med Bibelen i tusinder af år.
Alt i alt er Koranen og muhamedanismen en utroligt fattig erstatning og videreførelse af Bibelen og kristendommen. Bibelen, som er så gennemført et værk, hvad enten man bryder sig om den eller ikke, og kristendommens hovedperson Jesus, som døde og opstod for menneskehedens skyld, kan på ingen mulig måde erstattes af Koranen og Muhammeds efterfølgere.
Jesus har vist i Ord og Handling, at Han er Sandheden. Han blev som os i ét og alt. Der var ingen særregler for Ham. Alligevel levede Han efter loven, hans eget regelsæt, uden at fejle. Han havde ikke behov for harem og rigdom, men var en giver i alle ting. Han gav sit liv for os, og ”Enhver, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme” (Rom. 10.11).
[1] ”Koranen i ny dansk oversættelse”, http://forlagetvandkunsten.dk/97507/
[2] ”THE MEANING OF THE GLORIOUS QURAN”, oversat af Mohammed Marmaduke Pickthall fra 1938; http://www.sacred-texts.com/isl/pick/index.htm
[3] ”United Submitters International”, http://www.submission.info/quran/frames/index.html
[4] Melkisedek betyder ”Retfærdigheds Konge” og Salem ”fred” - Paulus fortæller i Hebr. 7:1 at Melkisedek er retfærdigheds konge, og dernæst Salems konge, hvilket vil sige ”freds konge”
[5] ”The Qurân”, af Edward Henry Palmer, ”THE CHAPTER OF IMRÂNS FAMILY.”; http://www.sacred-texts.com/isl/sbe06/003.htm
[6] ”The Qurân”, af John Medows Rodwell, ”SURA III.--THE FAMILY OF IMRAN [XCVII.]”; http://www.sacred-texts.com/isl/qr/003.htm#fn_1019
[7] “The Origin of the Quran”, http://www.islam4all.com/new_page_34.htm
[8] Se evt. ”Bibelens Historie, Bibelens kopier”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=441#Bibelenskopier
[9] ”Against Apion”, bog 1, sektion 8, s. 158
[10] ”Authenticity of Quran”, http://www.islam4all.com/new_page_32.htm
[11] Samme sted
[12] Sahih Bukhari, Vol. 6, Bog 60, Num. 201
[13] “THE COLLECTION OF THE QURAN - from the hadiths”, http://www.answering-islam.org/Quran/Collection/chap3.html#3.3
[14] Samme sted
[15] Samme sted
[16] Samme sted
[17] Samme sted
[18] ”The Quran: When Was It Compiled?”, af Imam Muhammad Shirazi; http://www.shirazi.org.uk/the%20quran%20when%20was%20it.pdf
[19] ”The Quran: When Was It Compiled?”, side 7
[20] Følgende bøger behandler emnet om Koranens korruption: “The Mirror of Minds” af Al-Majlisi, “The Corruption” af Ahmad Ibn Muhammad, “Corruption And Substitution” af Muhammad Ibn Hassan Al-Sairafi, og “The Abridgment on the Corruption of the Book of the Lord of Lords” af Imam Al-Nuri.
[21] Sahih Bukhari, Vol. 5, Bog 58, Num. 236
[22] Sahih Bukhari, Vol. 5, Bog 58, Num. 234
[23] s.a.w. er en forkortelse af ”Sallalahu Alayhe Wassalam”, der betyder ”fred være med ham”. På engelsk skriver de p.b.u.h., en forkortelse af ”peace be uopn him”.
[24] ”The Quran: Its Protection from Alteration - The Sunni Attitude“, http://www.al-islam.org/protection/4.htm#r31. Bemærk at referencen i fodnoten henviser til 4 andre kilder.
[25] Jeg gennemgår flere af sådanne argumenter i artiklen ”Bibelens modsigelser og fejltagelser”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=446
[26] ”The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah”, side 130. Bogen findes indskannet her: http://infidelnation.org/DOWNLOADS/sirat.rar
[27] ”Koran Kommentaren”, af Rolf Slot-Henriksen, side 17
[28] Sahih Bukhari, Vol. 1, Bog 8, Num. 387
[29] I artiklen ”Islam, en storslået løgn”, under afsnittet ”Koranen -Moses (Musa) i Koranen” citerer jeg Rolf Slot-Henriksens beskrivelse af denne passage; http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=259
[30] Josef’s far var biologisk set Jakob, men kaldt Eli’s søn i Marias familie. Se afsnittet ”Hvem er Josefs far?” i artiklen ”Bibelens modsigelser og fejltagelser”; http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=446#HvemerJosefsfar
[31] ”The Life of Muhammad”, side 186-187. Oversættelsen her er taget fra “Ibn Ishaq, Muhammeds liv”, på dansk ved Henrik Ræder Clausen, side 17-18.
[32] ”The Life of Muhammad”, side 107
[33] ”Infancy Gospel of Thomas”, http://www.gospels.net/translations/infancythomastranslation.html
[34] Sahih Bukhari, Vol. 1, Bog 1, Num. 3
[35] Læs evt. artiklen: ”Ben, kød og blod”, for en gennemgang; http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=458
[36] ”The Life of Muhammad”, side 106
[37] ”Koran Kommentaren”, side 22
[38] ”The Life of Muhammad”, side 106
[39] Sahih Bukhari, Vol. 5, Bog 58, Num. 266