OversigtKort fortalt, handler hele spørgsmålet om, at Gud alene skal have æren for frelsen. Det tror jeg alle mennesker som har oplevet at blive født på ny, er enige i. Men calvinismen går så langt ud i det ekstreme at den mener, at hvis mennesket har et valg, så får mennesket æren så vel som Gud, fordi de selv valgte at tage imod. Så handler det om samarbejde Gud og mennesket imellem, frem for suveræn nåde, mener de.
En opdeling af fri-nåde – eller suveræn nåde og fri-vilje, har frembragt to forskellige evangelier, hvor fri-nåde, som skal forstås som uimodståelig nåde – det at vi er ude af stand til at frasige os Guds frelse, indbefatter, at er man én gang frelst, så er man for evigt sikret en plads i Himmelen. Bogen ”The Five Points of Calvinism”, som forsvarer den calvinistiske tanke, udtrykker denne guddommelige sikring således: ”Sande troende falder i fristelser, og de begår alvorlige synder, men disse synder forårsager ikke at de mister deres frelse eller adskiller dem fra Kristus” (s. 56). Hvordan kan man mene det, når Bibelen helt fra de første mennesker forkynder, at synden er årsagen til adskillelsen fra Gud? Jamen, vore synder er vel skjulte i Kristus (Romerne. 4:7)? – Jo det er de, men Bibelen forkynder et hvis: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1. Joh. 1:9). Jesus siger at ”Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene, dog ikke alle” (Joh. 13:10), hvilket betyder, at vi er tilgivet, men vi må stadig bekende vore synder, for ikke at falde fra. Om vi bliver kolde og kaster den gode samvittighed over bord, da, forkynder Bibelen, overgives vi til Satan (1. Kor. 5:5, 1. Tim. 1:20).
Fri-vilje evangeliet, forkynder muligheden for at falde fra, hvorfor en konstant ransagelse af skriften og af sig selv er nødvendig. Paulus kalder det at ”arbejde på jeres frelse med frygt og bæven” (Fil. 2:12). En artikel jeg fandt nettet ”Et forsvar af Calvinisme”, af Charles Spurgeon, sætter fri-vilje tanken – at det er muligt at falde fra - lig med at Gud er utroværdig.
Han siger at: ”Hvis én af Guds kære hellige er gået fortabt, så må alle; hvis én af de forpagtede er gået fortabt, så må alle være det; og da er der intet evangelisk løfte som er sandt, men Bibelen er en løgn, og der er intet i den, som er min anerkendelse værd”. (http://www.spurgeon.org/calvinis.htm - alle citater fra Spurgeon, kommer fra denne artikel)
Bibelen underviser ikke noget sted, at et menneske som er blevet frelst, ikke kan falde fra. At Guds forsyn, som i calvinismen vendes til Hans forudbestemmelse, skulle opretholde os og beskytte os på en særlig måde, har intet hold i Bibelen. Det er menneskelære, der overmodigt lægger til Guds Ord og må således stemples som løgn (Ordsp. 30:5-6).
Calvinismen, ser ganske korrekt mennesket som dødt i sine overtrædelser (Ef. 2:1, Kol. 2:13). Men dertil føjer den, at mennesket således er ude af stand til at tage en beslutning. Mennesket kan tage beslutninger i verdens gøremål, siges der, men ikke i forhold til at tage imod frelsen. Dermed må Gud have forudbestemt hvert menneske, af en særlig årsag, til den skæbne mennesket nu engang får.
Calvinismen beskriver Gud således, at om man ser mennesket som tiggere, der intet har at give, men har fortjent evig fattigdom, så er Gud nådig og retfærdig, om Han blot giver én tigger penge. Selvom Han ikke giver alle de andre tiggere penge, er Han stadig nådig, fordi Han har beriget blot én af dem. Gud gør jo hvad Han vil! - Gud er jo retfærdig, og om Han ikke gav nogle af tiggerne penge, var Han alligevel retfærdig, for de havde fortjent deres fattigdom, som her skal forstås som døden.
Gud har derfor på forhånd, før verdens grundlæggelse valgt, hvem Han ville elske og være nådig imod, siger de, og det virker som om, at om Gud så kun valgte at elske ét menneske og frelse det, så er Hans nåde så centreret, at den ikke kan nå større højder.
Men hvor er nåden til alle dem, Han valgte at hade? Calvinismen mener at hvis Jesus blot åbnede en mulig dør til frelse, da begrænser vi Hans sonende værk. Men hvis Gud derimod kun har valgt at frelse de få der tager imod, siger calvinismen, da er Jesu værk opfyldt 100%. Jeg mener ikke at det kan misforstås, at Jesu værk på korset er så meget større, at det ikke begrænser sig til nogle få. Hele verden, som Bibelen forkynder (1. Joh. 2:1), er potentielt indbefattet af dette mirakuløse og ubeskrivelige værk, som kun Gud alene, kan få æren for. Intet menneske har nogensinde været værdigt til at gøre dette værk! Vi vil løbende se på, hvordan Gud fortæller os sin vilje for verdens frelse (Joh. 3:16), og ikke blot kun nogle få.
Arminianisme, opkaldt efter seminarieprofessoren, James Arminius, der ses som modsætningen til calvinismen, siger ikke, at mennesket er dødt i sine overtrædelser, men kun såret. Således kan mennesket selv gøre noget for frelsen, ved at tage et skridt mod Gud, via den frie vilje. Mennesket samarbejder derfor med Gud om frelsen. Dermed mener calvinismen, at alle der går ind for en fri vilje, er faldet tilbage på katolicismens lære, som Luther friede os fra – en ”frelse gennem gerning” religion.
Arminianismen blev skabt i 1610, lige efter Arminius’ død, og calvinismen menes at være den oprindelige lære direkte fra både Jesu og Paulus’ mund. Denne artikel er hverken for calvinismen eller arminianismen, for Bibelen balancerer mellem de to overbevisninger, og vil således nok kategoriseres, i denne kamp mellem de to grøfter, som værende semi-arminstisk. Altså har mennesket bestemt, at Gud er semi-arministisk…
Bibelen forkynder at Guds vilje er, at alle mennesker skal frelses (1. Tim. 2:4, Tit. 2:11), men at mennesket har sin frie vilje, og har muligheden for ikke at tage imod (2. Tess. 2:10). Alligevel menes der at eks. Paulus ikke havde muligheden for at modstå Guds kald, da han blev slået med blindhed efter et voldsomt møde med Jesus (Apg. 22:6-11). Paulus taler mange gange om det, at falde fra (1. Kor. 10:12). Han taler om at løbe løbet, sådan at vi kan vinde sejrskransen (1. Kor. 9:24) og taler om at arbejde på sin sjæls frelse (Fil. 2:12). Kyros, der gav ordre til Jerusalems opbyggelse (Es. 44:28), kunne også sige fra. Men Gud havde set ind i Kyrus, og forudset at Han ville blive Guds redskab, i denne sag. Saul blev så overvældet og fyldt af Guds Ånd, at han kom i profetisk henrykkelse (1. Sam. 10:10). Alligevel formåede han at kaste Guds vilje for ham væk. Gog og Magog (Ez. 38:2-4), vil til hver en tid kunne omvende sig, som folket i Nineve (Jonas. 3:5-10). Men Gud har forudset folkets oprør og overgiver dem til deres egen synd (Romerne. 1:28), så naturens gang går, som den må gå, når mennesket går sine egne veje.
Hvad med Jonas da? – Havde han et valg? Jonas valgte at være ulydig mod Gud. Jonas hadede Nineves folk, og blev vred, da Gud ikke gjorde alvor af sine trusler (Jonas. 4:1). Derfor valgte Jonas at lade over 120.000 mennesker i stikken (Jonas. 4:11, og vakte derved Guds vrede. Historien handler ikke om, at Gud tvang Jonas til at gøre hvad Han ville have. Det handler om, at Jonas var ulydig, og måtte helt ud på livets yderste, for at omvende sig til frelse (Jonas. 2:10-11). Gud viser os her, hvordan Han er. På samme måde som det nær kostede Jonas hans liv, fordi han var ulydig, på samme måde er det med os. Vælger vi at være ulydige mod Guds kald, koster det vore liv. Jonas vidste, at Gud ville ødelægge Nineve – han var Guds vægter. Gud kræver blodet af vægterens hånd, om ikke han adlyder og advarer folket (Ez. 3:18). Jonas havde nær valgt vredens skæbne!
Gud gør hvad Han vil, det er der ingen tvivl om. Men Han forkynder os sin vilje mht. frelsen, og viser os det igennem Israels folk, hvor alle blev udvalgt, men få frelst. Selvom mennesket får muligheden for at tage Guds hånd, og blive frelst fra fortabelsens afgrund, så har det intet at rose sig af. Det er Gud der drager mennesket, det er Ham der har åbnet den frelsende vej. Selvom frelsen er betinget af vort valg, hvor vi vælger at tro hvad Gud siger, så er det ikke på nogen måde vores fortjeneste, at Gud fandt os, kaldte på os og frelste os. Æren kan kun tilfalde Gud, og Ham alene!
Det er ifølge Bibelens samlede forståelse, som jo er Sandheden sådan, som følgende billede illustrerer.
Da mennesket faldt i synd, blev det sat på den flod Gud advarede imod, der leder ned til helvede, som illustreres ved et vandfald for enden af floden. Gud ved pga. sin forudseenhed, da Han kender enden fra begyndelsen (Es. 46:10), at floden ender ved dette vandfald. Derfor vælger Gud at række hånden ud til mennesket, mens Han forkynder flodens destination, at der forude venter en katastrofal konsekvens af at være i denne flod. Gud siger til os, at vi kan tage imod Hans udstrakte hånd og blive frelst fra flodens destination.
Mennesket kan da vælge, med sin frie vilje, om de vil tro Gud, eller om de vil overhøre Hans kald og tro på deres egen evne, til at overleve det frie fald, ned i helvedes afgrund. Dermed er frelsen betinget af vores valg, hvor calvinismen mener, at frelsen for de udvalgte er ubetinget, at vi er ude af stand til at undslippe og overhøre Guds kald.
Der er flere grundlæggende elementer som fordrejes i calvinismen og det er nødvendigt at gennemgå flere af dem. Først vil jeg vise dig, de to overbevisningers ”fem punkter”.
Igen vil jeg påpege, at Bibelen ikke forkynder nogle af idéerne, men har Sandhedens budskab, som denne artikel holder sig til.
Calvinismen vil sige om et menneske som har været frelst, men i ulydighed er faldet ud af nåden, at det aldrig har været frelst. Paulus forkynder at ”når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst” (Romerne. 10:9). Her er der selvsagt tale om en bekendelse fra hjertet, som fra dybet tror og påkalder Ham, som kan frelse. Dermed vil et menneske, der og da, ved sin bekendelse og tro blive tilgivet og frelst (1. Joh. 1:9). Calvinismen vil da sige, at netop fordi dette menneske var forudbestemt, ville det kunne tro af et ærligt hjerte. Men det kommer vi til senere.
Men hvis et menneske falder fra, er det da Gud der har forudbestemt det? – Paulus stiller spørgsmålet om Guds udvalgte folk, som jo faldt: ”Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse” (Romerne. 11:11). Gud har ikke bestemt at mennesket skulle falde, men Han har bestemt, helt fra verdens grundlæggelse, at Han ville åbne en dør til frelse for alle, der ville tage imod.
Hymaneus og Alexander smed den gode samvittighed over bord, og led skibbrud på troen (1. Tim. 1:19). Calvinismen ville da sige ”Paulus led også skibbrud tre gange uden at dø, og det er det samme ord der er brugt”. Om det var sådan, hvorfor bekymrede Paulus sig så om sådanne sjæles frelse? (1. Kor. 5:5) (Læs. Evt: ”Engang frelst - altid frelst?”)
Spørgsmålet om Guds forudbestemmelse og forudseenhed, bringes til forvirring, da man lader til at sætte lighedstegn imellem disse. At Gud har forudset menneskers fald, betyder ikke, at Han har forudbestemt dem til at falde - forudbestemt dem til helvede, frem for himmelen. Adam og Eva blev jo ikke skabt til straf, men til at leve i fællesskab med Gud. Gud velsignede dem, siger Bibelen. Men Han gav dem en befaling, ligesom Han senere igen gav Israel – et hvis – hvis I adlyder Herren. Adam og Eva adlød ikke Herren, og det gør mange mennesker i dag heller ikke. Men hvis de adlød Gud og vendte om - adlød Hans kald - da ville de blive frelst – det lover Gud!
Ét af calvinismens forsvar er, at alle ikke betyder alle. At vi skal hades af alle (Luk. 21:17), betyder jo ikke alle på hele jorden, men kun nogle. Paulus ”med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted” (Apg. 21:28), var jo ikke alle vegne over hele jorden, og imod folket og stedet over for alle. Derfor kan vi ikke sige at alle gælder alle, menes der.
Men Paulus taler klart omkring faldet og frelsen idet han siger: ”ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle mennesker, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker” (Rom. 5:18). Der er ingen tvivl om, at alle er faldet (Rom. 3:23) – for alle dør som resultat af synden (Rom 5:12). I nøjagtig samme terminologi siger Paulus, at Jesus er ”liv for alle mennesker”.
Derfor kan vi se på følgende vers og forstå, at alle betyder alle, når det gælder muligheden for retfærdiggørelse ved tro, på Jesus Kristus – med alt hvad det indebærer.
”Dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle” (1. Tim. 2:3-6). ”han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse” (2. Pet. 3:9)
For at få disse vers til at passe ind i den calvinistiske tankegang, laves der igen en snedig krølle på Guds Ord. Vi har set, at Guds forudseenhed også skulle være Hans forudbestemmelse, men Guds ønske er ikke det samme som Hans vilje? John McArthur, som er en meget anerkendt Bibellærer, udtrykker det således: ”Det græske ord for ’ønsker’ er ikke det som normalt udtrykker Guds viljesbestemmelse (Hans evige formål), men Guds viljesønske. Der er en forskel mellem Guds ønske og Hans evige frelsende formål, hvilket må overgå Hans ønsker”.
Først må vi se hvad Bibelen forkynder om Guds vilje og ønske. ”Men når han (Gud)vil noget, hvem kan så hindre ham? Han gør, hvad han har lyst til!” (Job. 23:13) ”…Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil (Eng. please = ønsker)…” (Sal. 115:3). ”Alt, hvad Herren vil (ønsker), gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb” (Sal. 135:6). ”Min beslutning står fast, alt det, jeg vil (ønsker), gør jeg”. (Es. 46:10).
Altså siger Gud, at det Han ønsker eller vil, det gør Han. Når Gud da siger at Han ønsker at alle mennesker skal frelses, vil Han da ikke tage imod alle som omvender sig? Skulle Han have bestemt sig til - imod sin egen vilje - at henvise dem til helvede? Er Gud forvirringens Gud? (1. Kor. 14:33).
Dernæst må vi se på det græske ord for vilje, nemlig thelo som Strongs Græske Ordbog beskriver som en forstærkning af haireomai, som betyder ”at foretrække – at vælge”, samtidig med det betegner en mere passiv indvilligelse i saglig betragtning ud fra ordet boulomai – ”tilbøjelig, villig” dvs. ”at ønske, attrå, at være tilbøjelig, at være villig”.
Som jeg forstår det, beskriver dette ord både Guds vilje og ønske. Det er ganske forvirrende. Men at tage dette ord ud af sammenhængen på den måde, er et beskidt kneb. Overordnet skal vi forstå ordet som vi læser det. Jesus sagde, at vi skulle blive som børn (Matt. 18:3), det vil sige at vi tillidsfuldt skal acceptere Ordet, som det er sagt, for at blive frelst. Esajas siger parallelt at ”Der bliver banet en vej, Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for Hans folk, selv enfoldige (dårer, tåber)farer ej vildt” (Es. 35:8)
Paulus siger: ”Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker” (Romerne. 1:16). ”Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror” (Romerne. 10:4). ”Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses” (Romerne. 10:13).
Spurgeon siger: ”Hvis jeg da finder lært i én del af Bibelen, at alt er forudbestemt, så er det sandt; og hvis jeg finder et andet sted i Skriften, at mennesket er ansvarligt for alle sine handlinger, så er det sandt; og det er kun min dumhed der leder mig til forestillingen, at disse to sandheder nogensinde kan modsige hinanden.”
Min ”dumhed”, som jeg bestemt ikke på nogen måde kan se er dum i denne tanke, siger mig, at når Gud dømmer os ud fra alle vore handlinger, så må vi nødvendigvis også være frie til at handle og vise, at Gud havde ret i sin forudseenhed. Hvad er forudseenheden, hvis Gud havde forudbestemt udfaldet? Hælder jeg vand i en lang kanal, som jeg selv har bukket og bøjet for at den måtte nå det mål jeg selv havde bestemt, så gør det mig ikke til forudseende, når jeg kan fortælle folk hvor vandet ender! Derimod gør det mig til en løgner, om jeg fortæller at jeg var forudseende – jeg ville blive dømt som falsk profet.
Hvis Gud er den der forudbestemmer – og derved styrer menneskers handlinger, må Han også stå bag og styre deres ulydige handlinger. Han må da også være personen bag Satans oprør, for skabningen har ingen fri vilje… Men Gud er ikke ulydighedens ophav ”thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen” (Jak. 1:13).
Tankegangen om forudbestemmelse og fornægtelsen af den frie vilje, finder vi også i østens mystik. Hinduismen siger: ”Ethvert individ er en del af den kosmiske proces. Intet menneske vælger sine handlinger, de er fastsat for ham” (”A Reasoned Look at Asian Religions”, s. 88). Også Islam har denne forståelse: ”Alt som sker, er et resultat fra Guds valg, at det skulle ske. Når et menneske handler, skaber Gud i ham viljen, kraften og hensigten til at handle” (”A Reasoned Look at Asian Religions”, s. 157).
Jehovas
Vider, er også faldet for denne dæmoniske lære, der holder personsanseelse op imod hvert enkelt individ. Kun 144.000 mennesker, som er født efter år 33 e. Kr., vil blive salvet, mener de, og få lov at komme til himmelen. Resten håber på, at være iblandt den flok, som efter tusindårsriget, må leve evigt i paradis på jord. Ifølge Bibelen, er det sådan, at de der dør før bortrykkelsen, eller er med i bortrykkelsen, vil være med i den første opstandelse, som den anden død (helvede) ikke har nogen magt over (Åb. 20:6). Dermed er det sådan, at hvis individer fra Jehovas vidner ikke er frelst i inden de dør eller inden bortrykkelsen, så er chancen forspildt. De bliver aldrig værdige til at arve Guds rige, hvis de ikke i dag, takker ja til frelsen ved tro på Jesus Kristus, Guds søn fra evighed af. Det er et falsk evangelium, og calvinismen er dets søster.Calvinisme, som for Charles Spurgeon er et kælenavn for det sande Evangelium, lærer os, at de mennesker vi ser blive frelst, har Gud valgt at elske fra verdens grundlæggelse. Hans valg ændrer sig aldrig, så Han elsker stadig disse mennesker, og vil elske dem for evigt. Dermed tillader Han dem ikke at falde fra.
Spurgeon siger i artiklen at: ”Nogle gange, når jeg ser de værste typer på gaden, føler jeg det som om mit hjerte er ved at springes af taknemmelighedstårer, at Gud aldrig lod mig handle som de har gjort!”
Med andre ord mener Spurgeon, at han er et bedre menneske end disse typer på gaden. Han vil ganske vidst give Gud æren for, at han er et bedre menneske, men Gud selv siger om os mennesker at: ”De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Sal. 14:3, Sal. 53:4) - ”…ingen er god uden én, nemlig Gud” (Mark. 10:18).
Jesus kender disse tanker, at vi føler os bedre end andre, og giver os et eksempel derpå i Bibelen, idet han fortæller en lignelse: ”»Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: ›Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.‹ Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: ›Gud! Vær mig synder nådig!‹ Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.«” (Luk. 18:10-14)
Spurgeon tilskriver dog ikke sig selv sin retfærdighed, som farisæeren. Men tankegangen er der, for Spurgeon mener, at fordi Gud elskede ham først, altså fra verdens grundlæggelse, er han ude af stand til at handle som dem Gud ikke valgte at elske. Som han siger: ”Har Han fortalt mig, at Hans plan er at frelse mig? I så fald, er jeg for altid sikker”.
Han går videre og siger: ”Jeg ved ikke hvordan nogle mennesker, som tror at en kristen kan falde ud af nåden, håndterer at være glade. Det må være en meget prisværdig ting i dem, at være i stand til at gå igennem en dag uden fortvivlelse. Hvis jeg ikke troede på den endelige udholdenhed af de hellige, tror jeg at jeg af alle mennesker skulle være den mest elendige.”
Lad mig give dig nogle vers, der går imod calvinismens vrøvl. Om jeg ville give dig nogle vers som var for calvinismens lære, måtte jeg give op. Så derfor, lad os se hvad Bibelen siger.
”Altså, brødre, står vi ikke i gæld til kødet, så vi skulle leve efter kødet; thi lever I efter kødet, skal I dø, men døder I ved Åndens legemets gerninger, skal I leve.” (Romerne. 8:12-13)
Paulus skriver til sine kristne brødre, som er frelst ved Guds nåde, at om de falder tilbage i kødets levevis, da vil de lide samme skæbne, som de der ikke er frelst. Hvorfor siger Paulus det, hvis det ikke var muligt. Paulus, som hellere vil tale fem ord med sin forstand, for at han kan undervise, end at tale tusinde ord i tunger (1. Kor. 14:19). Paulus spilder ikke sine breve med tomme ord!
”Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!” (1. Kor. 10:12)
Calvinismen ville straks påpege, at ”Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne” (1. Kor. 10:13), men Paulus viser hvordan man risikerer at falde: ”Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen!” (1. Kor. 10:14). Hvad er da afgudsdyrkelse? – At leve efter kødet, er afgudsdyrkelse. At tage imod menneskelærdomme som calvinismen, er afgudsdyrkelse. Der er rig mulighed for at falde, hvorfor Paulus advarer at vi må se til, at vi ikke falder. Det kræver vågenhed og vagtsomhed, det kræver handling og lydighed - efter Guds Ord.
”I er kommet bort fra Kristus, når I vil retfærdiggøres ved loven. I er faldet ud af nåden” (Gal. 5:4)
Galaterne var gået tilbage til loven, på trods af at de havde modtaget nåden - skønt de havde modtaget Ånden (Gal. 3:2). Om I gør dette, siger Paulus, falder I ud af nåden. Hvorfor beskyttede Guds forudseenhed ikke Galaterne fra at falde ud af nåden?
”Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme” (1. Tim. 4:1)
Det kan ikke siges tydeligere – eller mere udtrykkeligt. Guds Ånd forkynder her, at mennesker som har troen – dermed menes der troen som virker til frelse, vil falde fra - dvs. miste frelsen, fordi de vælger at lytte og acceptere falske lærdomme.
I hele Kolosenserbrevet’s 3. kapitel, tugter Paulus de troende til gudfrygtigt liv, for at de ikke må komme under Guds vrede.
Paulus nævner til romerne at: ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Romerne. 7:19).
Altså modsat Spurgeon, der som farisæeren nær sprænges af tårer, over at han bevares fra at handle som de værste typer på gaden, så taler Paulus om, modsat, at han gør mange ting, han ikke burde gøre.
Det er klart, at Guds Ords virke i os, ved Hans Ånd, bevarer os fra mange dumme handlinger, efterhånden som vi lærer godt og ondt, i Guds øjne. Men derfra og så til at se på de mennesker som lever et elendigt liv, med en tro på, at Gud har valgt at hade dem, fra verdens grundlæggelse, er direkte djævelsk.
Filetus og Hymenæus, som regnedes for kristne, i og med de var i menigheden, begyndte at undervise falsk – at opstandelsen allerede havde fundet sted (2. Tim. 2:18). Paulus overgav dem til Satan (1. Tim. 1:20) ”for at de skal tugtes til ikke at spotte Gud”.
Dermed fortæller Bibelen os, at det er muligt én gang at forkynde det rette Ord, for senere at falde fra, og forkynde et andet ord. Er det frafald at prædike et forkert evangelium? ”om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.” (Joh. 8:51) – ”den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” (Joh. 5:24). Med andre ord. Den der prædiker løgn, eks. frelse ved loven eller ved gerninger, har forladt Jesu Ord, hvorved der findes frelse.
Guds forudseenhed, som jo i calvinismen også er Hans forudbestemmelse, skulle også være beviset på Hans overlegenhed. Spurgeon siger at: ”Jeg tror på at der vil være flere i Himmelen end i helvede”, og resonerer ved at sidestille resultatet med Guds overlegenhed – ”jeg kan ikke forstå hvordan Han kunne være overlegen, hvis der skulle være flere i Satans herredømme, end i paradis”.
For det første er helvede ikke Satans herredømme, men Satans dom, sammen med alle der ikke valgte at adlyde Guds kald. (Matt. 25:41)
Dernæst taler Spurgeon imod Jesu egne ord, som siger: ”Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den” (Matt. 7:13-14).
Paulus siger om det Gamle Testamente at: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Romerne. 15:4). Derfor vil jeg trække et par eksempler frem, fra det Gamle Testamente, som får calvinismens beskyttende forudseenhedstanke og engang frelst, altid frelst tanken, til at falde sammen.
Saul, som blev salvet og fyldt med Guds Ånd (1. Sam. 10:1-10), gennemgik noget der ligner det vi i dag oplever, når mennesker bliver født på ny. De får et andet hjerte, der elsker Åndens frugter, og får kraft til at modstå kødets frugter (Gal. 5:19-23). Da Saul var blevet salvet, som fyrste over Guds ejendom, det jødiske udvalgte folk, da ”gav Gud ham et andet hjerte” (1. Sam. 10:9), på samme måde som vi ved genfødelsen får et nyt hjerte (Ez. 36:26, 2. Kor. 5:17).
Som med Adam og Eva, var der et ”hvis”, for Saul. ”Vent syv dage, til jeg kommer og fortæller dig, hvad du skal gøre” (1. Sam. 10:8). Da Saul ikke formåede at stå prøven, og selv bragte ofret (1. Sam. 13:8-15), mistede han igen kongedømmet. Fra da af, gik det ikke godt med Saul. Han blev frafalden, og det kostede ham livet. Ånden som Saul var blevet fyldt af, forlod ham igen (1. Sam. 16:14), og bl.a. fordi han forbrød sig mod Loven, og søgte råd blandt de døde (1. Sam. 28:1-14), døde han, ikke blot åndeligt, men legemligt (1. Krøn. 10:13).
Det burde ikke kunne lade sig gøre Calvin, Spurgeon og alle I andre, der forkynder løgnens evangelium. I lover folket noget I ikke kan holde! Saul den udvalgte, som startede så godt – og endog fik udryddet alle spiritister i landet, på nær spåkvinden, hvorigennem han selv opsøgte dæmonen som efterlignede Samuel, endte i elendighed, begik selvmord og endte med at få sin hjerneskal naglet til filistrenes afgud, Dagon’s tempel.
Efter Saul, gav Gud Israel David til konge. David var en konge efter Guds hjerte, men hans søn Salomo, endte også i elendighed på trods af at Gud udvalgte og salvede ham.
Salomo, som elskede Herren (1. Kong. 3:3) startede så godt: Da Gud spurgte ham, hvad Han kunne give ham, bad han ”Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt” (1. Kong. 3:9). ”Gud gav Salomo visdom og omfattende indsigt og så vidtspændende erfaring som sandet ved havets bred, så Salomos visdom overgik al østens visdom og al Egyptens visdom. Han var visere end noget andet menneske, ja, mere end ezraitten Etan og Makols sønner Heman, Kalkol og Darda, og hans ry nåede ud til alle omboende folk. Han forfattede tre tusind ordsprog og tusind og fem sange; han talte om træerne lige fra cedertræet på Libanon til isoppen, der vokser ud fra muren; han talte om dyrene, fuglene, krybdyrene og fiskene. Og de kom fra alle folkeslag for at høre Salomos visdom, fra alle jordens konger, som havde hørt om hans visdom.” (1. Kong. 5:9-14).
På trods af denne enorme visdom, var Salomo en dåre. Han giftede sig med syv hundrede kvinder, som ”bragte hans hjerte på afveje” (1. Kong. 11:3) og han havde tre hundrede medhustruer. Han begyndte at bygge offerhøje til Moab og ammonitternes afskyelige afguder (2. Kong. 23:7), og Gud blev ved på Salomo, lod fjender opstå imod Salomo og tog kongeriget fra ham (2. Kong. 23:9-11).
Vi må heller ikke glemme lignelsen om den fortabte søn. Han var hos sin fader, som er et billede på Gud. Han forlod Gud, men erkendte, da han så hvad han manglede, at han havde syndet mod Himmelen og faderen. Da han vendte om fra sit frafald, sagde faderen: ”Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen” (Luk. 15:22-24). Til broderen sagde faderen: ”din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen” (Luk. 15:32)
Sønnen fulgte sine egne lyster og ”døde”, men blev levende igen. Da han først var hos faderen, var han levende, som vi bliver levendegjort, når vi er i Kristus. Da sønnen forlod faderen, ”døde” han og var fortabt, som vi er det, når vi forlader Gud til fordel for vore egne lyster. Det taler direkte imod calvinismens løgne-evangelium!
De ti brudejomfruer er også en lignelse, som afviser calvinismens lære. De ti brudejomfruer bar ikke denne titel, fordi de ikke var brudejomfruer, lige som vi ikke bliver født på ny, uden at blive det. Men alligevel, på trods af den forudbestemte status, kom de fem uforstandige ikke med ind i bryllupssalen. Da de havde den rette status – ”brudejomfru”, lige som vi har den rette status – ”udvalgt”, burde Guds forudseenhed have beskyttet dem mod dette udfald. Men det gjorde den ikke. – Calvinismen er en grundlæggende forfalsket forståelse af Gud, som gennemsyrer hele forståelsen af Guds Ord. Det er en gift, der som farisæernes og saddukæernes løgnelære, gennemsyrer hele forståelsen af Guds Sandhed. Vogt jer for den, siger Jesus (Matt. 16:6).
Spurgeon siger at: ”Han må have udvalgt mig af grunde jeg ikke kender til, for jeg har aldrig kunnet finde en grund i mig selv til, at Han skulle have set på mig med speciel kærlighed.”
Farisæerne kommer for at fange Jesus i ord, og nævner at ”du (Jesus) kender ikke til personsanseelse” (Matt. 22:16). Peter tager ordet og underviser: ”hos Gud ikke er personsanseelse” (Apg. 10:34, 1. Pet. 1:17). Paulus underviser flere steder og siger: ”Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud” (Romerne. 2:11, Gal. 2:6, Ef. 6:9, Kol. 3:25). Jakob fortæller endvidere, at det regnes os for synd, at have personsanseelse: ”men hvis I viser personsanseelse, begår I synd og stemples af loven som overtrædere.” (Jak. 2:9)
En mand forsøgte at tale Spurgeon til rette, og gjorde ham opmærksom på, at han havde læst Bibelen en snes gange, hvis ikke mere. Underviste Bibelen at nogle var forudbestemt til frelse og andre forudbestemt til fortabelse, var han sikker på, at han havde set det. Man kan så diskutere hans efterfølgende kommentar, hvor han fortæller at han læser Ordet på sine knæ. Det er klart at ingen stilling kan åbne Ordet for os, hvilket Spurgeon også understreger. Men i såfald måtte denne broder uanset, have forstået Ordet korrekt på sine knæ…
Spurgeon vælger at gøre grin med denne broder og siger: ”Jeg tror du læser Bibelen i en meget ubekvem stilling, og hvis du læste den i din magelige stol, ville du sandsynligvis have forstået det”.
For at forstå Guds tankegang om frelse og fortabelse, vil jeg tage dig med igennem Bibelens historie omkring dette.
Da Gud havde skabt alt, så Han at det var godt. Men allerede fra begyndelsen, havde Gud givet mennesker et hvis, i forhold til det gode: ”træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1. Mos. 2:17).
Gud gav altså Adam og Eva det valg, at spise af træet, eller lade være. Ikke ét sted finder vi, at Gud havde skabt mennesket til at falde. Desuden – mennesket blev skabt uden synd – skulle det da kunne falde? Resultatet vi ser igennem Adam og Eva, er direkte modsat calvinismens menneskefilosofi, der ikke tillader de udvalgte at falde. Vi læser jo om Adam og Eva, som syndede mod Gud, på trods af de ikke var syndere.
Gud lavede da skindtøj til Adam og Eva, og forviste dem fra haven. Med forsigtighed vil jeg åbne op for tanken, hvorfor Gud valgte at slagte et dyr, og give dem skindtøj. Måske var det der Gud lærte mennesket, at blodet forbilledligt måtte være forsoningen for dets overtrædelse, for senere hører vi om Kain og Abels ofringer.
Vi kommer om lidt til ofringerne i templet, som var den endelige ordinerede måde, hvorpå Gud forkyndte Jesu kommende offer. Kain og Abels ofrer, var forgængere for tempelofringerne, og det første forbillede på Jesu offer.
Spurgeon har tilsyneladende ikke forstået Guds forudseenhed i dette. Han siger nemlig: ”Hvis Kristus på Sit kors agtede at frelse hvert et menneske, da agtede Han at frelse de som var fortabte før Han døde. Hvis denne lære er sand, at Han døde for alle mennesker, da døde han for nogle som var i helvede før Han kom ind i verden, for uden tvivl var der selv dengang utallige som var kastet væk, på grund af deres synd.”
Jeg vil citere Johannes, før vi går videre. Jeg tror det er det mest memorerede vers i Bibelen, og går direkte imod Spurgeons tale: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh. 3:16).
Sagen er, at loven og alle ofringer var et forbillede på det som ville komme, nemlig Jesus, der blev ofret én gang for alle, ikke kun nogle forudbestemte, men ALLE (Hebr. 10:1-17). Et andet problem, ang. denne calvinistiske og ikke-bibelske lære, er Bibeloversættelserne, der bygger på de falske græske manuskripter, fra Westcott og Hort. De har nemlig forvrænget Åb. 13:8, så calvinismens (okkulte) tanke underbygges. ”The Five Points of Calvinism”, har selvfølgelig også valgt at bruge de forfalskede oversættelser (s. 33), for at får regnestykket til at passe.
Den Danske Bibel og mange flere, følger på dette punkt disse okkulte græske manuskripter og siger ”alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog, det slagtede Lams bog.” King James, der følger de originale kopier siger: ”de som ikke har sine navne skrevet i Livets bog hos Lammet som blev slagtet fra verdens grundlæggelse”.
Det er ikke sådan at vi var indskrevne i Livets Bog, fra verdens grundlæggelse. Det var Jesus der var regnet for slagtet, fra verdens grundlæggelse. 1. Pet. 1:20 forkynder dette og siger: ” Hertil var han forud bestemt, før verdens grundvold blev lagt”. I Guds forudseenhed, så Han, at Adam og Eva ville vælge ulydigheden, og regnede allerede dengang, Jesus for slagtet. Han havde ikke forudbestemt deres fald, men forudset det, og havde allerede før de faldt, en løsning.
Ligeledes taler Åb. 13:10, ifølge de okkulte græske manuskripter, om forudbestemmelsen, frem for den frie vilje: ”Skal nogen i fangenskab, kommer han i fangenskab, skal nogen falde for sværdet, falder han for sværdet.”. King James siger ”Han der fører i fangenskab, skal komme i fangenskab, han der dræber med sværdet skal dræbes med sværdet”.
Åb. 17:8 er også fordrejet idet der står: ”hvis navne ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog”, hvor der burde stå: ”hvis navne ikke var skrevet i Lives Bog, fra jordens grundlæggelse” (King James), forstået således, at Livets Bog, og ikke indskrivningen, er fra før verden blev grundlagt.
Helt fra begyndelsen ser vi, hvor vigtigt det er, at vi vælger at adlyde Guds Ord, at gøre Hans befalinger – at adlyde hans kald til forsoning.
Kain og Abel bringer hvert deres offer. Kain af jordens afgrøder og Abel ”fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte” (1. Mos. 4:4). Gud må have fortalt dem, hvilket offer der skulle bringes, for Kains offer tog Gud ikke imod. Kain vidste godt hvorfor Gud ikke tog imod. Da Kain gik med sænket hoved i vrede, siger Gud: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren” (1. Mos. 4:7). Kain vidste at han ikke havde gjort det gode, for han jo gik med sænket hoved.
Gud har fortalt mennesket, hvordan de skulle ofre. Givet vis i forbindelse med, da Han lærte mennesket at gå med skindklæder. Ofringerne bevirkede at mennesket – helt fra Adam og Eva, var forbilledligt retfærdiggjorte, da ofringerne var forbilledlige – skygger – af Jesus, som ville komme.
Igen står mennesket med valget at adlyde Gud, eller ikke. Havde Gud forudbestemt Kain til at synde og slå sin bror ihjel? Eller valgte Kain at lade syndens begær herske? (1. Mos. 4:7-8).
Gud udvalgte sig senere et folk. Gud udvalgte Abraham og hans afkom, der kom igennem hans lovede søn Isak, og senere Jakob. Dette folk havde Gud bestemt, skulle være Hans folk, og tilkendegav pagten med et synligt tegn, omskærelsen (1. Mos. 17:11).
Nu er det vigtigt at bemærke, at det ikke kun var nogle bestemte Gud udvalgte, for denne udvælgelse af Israels folk, er et forbillede på os. Gud bestemte at alle var Hans udvalgte folk. Men alligevel, på trods af at Gud ifølge calvinismens lære, skulle bevare dem fra at falde, så læser vi at alle, undtagen Kaleb og Josua (4. Mos. 14:30) og de kommende børn som ikke havde været med i oprøret, faldt og døde i ørkenen i løbet af fyrre år.
Før dette endelige fald, havde Israel valgt at gøre oprør imod Gud. Interessant er det med tyrekalven, for da Moses så hvad de havde gjort, søgte han at oprette forsoning hos Gud. Moses var på mange måder et forbillede på Jesus, og stiller sig som mellemmand eller mægler mellem det udvalgte folk og Gud, og siger til Gud: ”Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører” (2. Mos. 32:32). Hvilken bog taler Moses om? Den samme som David refererer til i Sal. 69:29: ”Slet dem af livets bog, de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!”, altså Livets Bog – ”Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Åb. 20:15).
Hvad er det vi lærer her? Gud siger endvidere ”Den, der har syndet mod mig, vil jeg slette af min bog (Livets Bog – dvs. frelsen)” (2. Mos. 32:33). Her styrter hele calvinismen og ”engang frelst, altid frelst” teorien endnu engang sammen.
Hvis Gud fra verdens grundlæggelse har forudbestemt hvem Han ville elske, og frelse, og indskrive i Livets Bog, hvordan kan Han da sige, at Han vil slette disse indskrevne, forudbestemte mennesker fra bogen?
Vi læser om Kora og hele hans flok, som bliver slugt levende ned i dødsriget (4. Mos. 16:32). Skulle det være et skuespil, at Gud på trods af at Han selv havde forudbestemt udfaldet, alligevel besværede sig med at skrive dem ind i Livets Bog, for derefter at slette dem igen?
Spurgeon siger ”At tro at min Frelser døde for mennesker som var eller er i helvede, er en formodning som er for frygtelig for mig at overveje. At forstille sig, i et øjeblik, at Han var Stedfortræder hele menneskeheden, og at Gud først straffede stedfortræderen efter Han straffede synderne selv, konflikter med alle mine forestillinger om guddommelig retfærdighed”.
Findes der nogle mennesker, som straffet uskyldigt, som Gud måtte undskylde og flytte til paradis? Selvfølgelig ikke. De mennesker, som valgte at adlyde loven, blev frelst derved – forbilledligt. Jesus giver os en beretning herom, i Luk. 16:19-31. Læg mærke til, at der ikke siges, at det er en lignelse, og om det alligevel skulle være det, ville Jesus ikke fortælle os en løgn, for at illustrere sandheden.
Den rige og uretfærdige mand døde, blev begravet og slog øjnene op i dødsriget, hvor han var i pine. Lazarus, den retfærdige mand, døde også, og blev båret af englene til Abrahams Skød – en talemåde der blev brugt blandt jøderne, om det paradis der ventede dem, der i lydighed havde fulgt loven.
Der er en dyb kløft mellem disse to opholdssteder, fortæller Jesus, og den rige mand pintes, mens Lazarus blev trøstet.
Vi ser altså, at opholdsstedet for de der forbilledligt blev frelst ved ofringerne ifølge loven, skiller sig ud fra stedet hvor de uretfærdige venter på deres dom. Så Jesus døde ikke for noget menneske i helvede, men for alle dem, der før nåden blev retfærdiggjort ved loven, og alle de der i nåden retfærdiggøres ved troen på- og bekendelsen af Jesu død og opstandelse.
Calvinismen mener, at før mennesket kan tro må det fødes på ny, for ”ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (Joh. 3:3).
Læser man kapitlet fra begyndelsen, ser man, at Nikodemus ikke var født på ny. Alligevel siger han: ”vi ved, at du er en lærer, som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham.” (Joh. 3:2). Det er næsten de samme ord som disciplene siger, da Jesus spørger ”hvem siger I, at jeg er?” (Matt. 16:15). Peter svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn” (Matt. 16:16). Nikodemus troede på, at Jesus var udsendt fra Gud, før han var født på ny. Han vidste det, står der.
Det er sandt, at ingen kan se Guds rige, altså forstå Gud, om ikke han først bliver født på ny. Men det handler i første omgang ikke om at forstå Gud, men om at tro og adlyde kaldet. Jesus siger: ”Sandelig siger jeg eder: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget” (Matt. 18:3-4). Vi kan godt tro og adlyde Guds kald (Ef. 4:1) uden at være født på ny. Men vi kan ikke forstå Gud, uden at omvende os og blive født på ny (Matt. 13:10-16), ved troen på Jesus Kristus..
Folket i Nineve kunne ikke ”kende forskel på højre og venstre” (Jonas. 4:11) – de havde ingen ide om, ret og forkert. De var afgudsdyrkere og kendte ikke til Gud. Alligevel, da de hørte Guds Ord (Romerne. 10:17), forkyndt ved Israels profet, Jonas, kom de til tro på Gud, og omvendte sig.
Ingen i det Gamle Testamente, ikke engang troens fader Abraham, var født på ny, før han kunne tro! I det Gamle Testamente, hører vi om mennesker, som på grund af en særlig opgave, fik givet Guds Ånd. Men at blive født på ny, hører til tiden efter Jesu offer. Nikodemus, som var lærer i Israel, kendte ikke til på ny fødslen, for det er en gave som blev os givet, da Ånden på pinsedagen kom til os, fra Gud.
Selvom folket i Nineve ikke var født på ny, kunne de tro Gud og omvende sig. Det burde efter calvinismen ikke kunne lade sig gøre. Det bider sig selv i halen.
Hvis Gud ikke har forudbestemt visse mennesker til frelse, mener calvinismen, så har mennesket noget at rose sig af, da Bibelen siger: ”Gud ser fra himlen ned over menneskene for at se, om der er en forstandig, én der søger Gud. De er alle faldet fra, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Sal. 53:3-4). Hvis Gud ikke havde forudbestemt de der frelses til at blive frelst, så måtte de selv have søgt og fundet Gud, og derved have noget at rose sig af, mener calvinismen. Mennesket er jo dødt og blindt og døvt, i forhold til Guds rige – hjertet er svigefuldt og yderst korrupt. Derfor er viljen ikke fri, men bundet af menneskets syndefulde natur.
Jeg håber, at du ved at være nået her til i artiklen har forstået, at Gud ikke kun ønsker at nogle bestemte, men at alle skal nå til erkendelse af sandheden. Han valgte at frelse det fortabte (Matt. 18:11) – dig og mig, og hele verden (Joh. 3:16).
Ifølge Bibelen, så er det sådan at: ”Alt, hvad Faderen giver mig (Jesus), skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.” (Joh. 6:37). ”Ingen kan komme til mig (Jesus), uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” (Joh. 6:44).
Nu er den calvinistiske tankegang helt på mærkerne. For, fordi ingen kan, siger den, nærme sig Gud, eller tro på Ham, uden det først er givet ham, fra Gud, så er det kun dem Gud har forudbestemt, der kan komme.
Versene som denne forståelse bygges på, er eks. Romerne. 8:29-30, Ef. 1:5, Ef. 1:11.
Før vi går videre, er det vigtigt at forstå, hvordan troen sammen med Guds kald modtages. Paulus gør det klart, at ”Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Romerne. 10:17). Det kan være ved at læse i Bibelen, som er Gud levende Ord, virksom til frelse. Det kan også ske, ved at Evangeliet høres forkyndt (Joh. 17:20, Ef. 1:13).
Romerne. 8:29-30: ”Thi dem, han forud har kendt, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.”
Calvinismen binder sig i dette vers til ordet forudbestemt, og udelader resten af kapitlet, for at nå til den konklusion, at mennesket ikke har en fri vilje, men er tvunget af Guds forudbestemmelse, eller forudseenhed.
Læser man kapitlet i sin helhed, forstår man at dem verset taler om, er de som ikke lader sig lede af kødet, men af Ånden (Romerne. 8:5). Ordet forudbestemt skal forstås i lyset af alle de mange, mange vers der fortæller os, at der er tale om alle, der vælger at adlyde Faderens kald. Gud har fra verdens grundlæggelse forudbestemt to mål. Himmel eller helvede. Han har forudbestemt alle der i ulydighed overhører Hans kald, til at dømmes med deres fader, Djævelen, til helvede, som er bestemt til Djævelen og hans engle (Matt. 25:41). Men alle der i ydmyghed lader sig drage til Kristus Jesus, er forudbestemt til evigt liv med Jesus. ”den, som kommer til mig (Jesus), vil jeg aldrig støde bort.” (Joh. 6:37).
Jesus siger, at ”mange er kaldede, men få er udvalgte” (Matt. 22:14), hvilket calvinismen – der ligesom katolicismen, som automatisk, uden at resonere, tilføjer Maria i forsoningsværket – automatisk vender til, at de udvalgte, som verset taler om, er de forudbestemte. Men hvorfor skulle Gud kalde mange, hvis Han kun havde forudbestemt nogle få? – Er Han forvirret? Langt fra. For det er sagt parallelt med Matt. 7:13-14, hvor få finder vejen til livet. Gud kalder netop alle, for det var jo hele verden Jesus døde for. Det var hele verden, som Jesus bad os forkynde Evangeliet for – hvorved troen til adlydelse af kaldet, kommer.
Mennesket har ikke noget at rose sig af, for værket er helt igennem, fra start til slut, Guds. Det er ikke mennesket der nærmer sig Gud, men Gud der rækker ud, mens mennesket endnu er i synd og således adskilt, uden fællesskab med Gud (Romerne. 5:8, 1. Joh. 4:10)
Det samme gør sig gældende for Efeserbrevet. Forudbestemmelsen går på, at de der vælger at adlyde kaldet, har Gud - ”ifølge sin egen viljesbeslutning” (Ef. 1:5) - valgt skulle leve med Ham, som Han ønskede det fra starten af, med Adam og Eva. Når Åb. 13:8 og Åb. 17:8 bringes i rette oversættelse, og ikke igennem Westcott og Horts dæmoniske forvrængning, så forstår man at Ef. 1:4 betyder, at Gud i sin forudseenhed regnede Jesus for slagtet, fra verdens grundvold blev lagt. Derved har Han forudbestemt målet for alle, der ville tage imod frelsen. Apg. 13:48, kan heller ikke lægge på vægtskålen alene, men må vejes sammen med Joh. 3:16 m.fl, og må således forstås sådan, at ”Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til (ville tage imod)evigt liv” (Apg. 13:48).
1. Pet. 2:7-8 siger det på en anden måde: For jer, som tror, er den (hjørnesten - Jesus) altså kostbar; men for dem, som ikke tror, er den sten, bygmestrene vragede, blevet hovedhjørnesten og en anstødssten, en klippe til at snuble over; det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, og dertil var de også bestemt.. Var de bestemt til at falde? - Ja! Gud har bestemt at de ulydige skulle falde, og de lydige frelses. Men verset siger ikke, at hvert ulydigt menneske, var forudbestemt til ulydighed. Altså, de der er ulydige, er bestemt til at falde. Da Adam og Eva var i Edens have, var de ikke bestemt til at falde - med mindre de i ulydighed mod Guds Ord (1. Mos. 2:17), valgte forudbestemmelsen for de ulydige - fortabelsen.
Hele vejen igennem Bibelen, ligestiller calvinismen ”Hans folk, mange, verden, fårene, folket, Guds børn, menigheden, de udvalgte, de kaldede” osv., med de forudbestemte. Men det kan kun gøres, fordi den grundlæggende forståelse af Guds forordninger – Hans ufattelige omfattende frelsesplan, er fuldstændig fordrejet og misforstået.
”Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.” (Åb. 22:17). ”Hvis nogen vilgøre hans vilje, skal han erfare” (Joh. 7:17). ”vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte” (1. Pet. 5:2).
I over 4.000 skriftsteder, bruges ”vælge”, ”vilje” og andre ord som udtrykker viljen. Vi finder ikke nogen steder, at mennesket er tvunget til at acceptere Gud eller at gøre Hans vilje.
Josua sagde: ”Men hvis det er jer imod at dyrke Herren, så vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden, eller amoritternes guder, i hvis land I bor. Jeg og mit hus vil tjene Herren” (Jos. 24:15)
Ordsprogenes Bog kapitel 1, handler om at vælge Gud. ”fordi de hadede kundskab
og ikke valgte at frygte Herren” (Ordsp. 1:29), ville Gud ikke lytte til dem.
”Da sagde Jesus til sine disciple: Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” (Matt. 16:24).
Hele 5. Mos. 28, bygger på resultatet af jøderne - det udvalgte folks valg. Vælger de at adlyde Herren, er der lovet dem velsignelser (5. Mos. 28:1-14). Men vælger de ikke at adlyde Herren, vil de blive forbandet (5. Mos. 28:15-68). Gud havde forudset at jøderne ville vælge ulydigheden, hvilket forholdet mellem de første 14 vers, imod de efterfølgende 53 vers tydeligt forkynder. Men Han havde ikke forudbestemt det. Han gav dem selv et valg, hvorefter Han kunne dømme dem – nøjagtig som det er med os i dag.Han sagde jo selv, at ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer. 29:11)
Jeremias forkyndte omvendelse i fyrre år, for Guds udvalgte folk. Det var på Guds befaling, for det var Sit folks omvendelse Han ønskede. Men de valgte at være ulydige.
Jesus fortæller os en lignelse - og igen - det kan ikke være en lignelse der bygger på løgn, og derfor må vi ud fra lignelsen kunne forstå, hvad Jesus siger. Matt. 22:1-14 fortæller om, at alle de der var indbudt til bryllup ”de ville ikke komme” (Matt. 22:3).
Det er vigtigt at forstå Guds intentioner omkring frelsen, hedningene og jøderne. Mange mener, at Gud havde bestemt det jødiske folks fald, for at frelsen derved kunne komme til hedningene (Rom. 11:11). Men som vi før har set, så siger Paulus i starten af verset at: ”Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke!”. Hvad er det Gud fortæller os her?
Havde det jødiske folk taget imod Jesus, ville frelsen være udgået med base hos jøderne. Den var ment for jøde først, og så græker (Rom. 1:16). Johannes prædikede jo, at Gud elskede hele verden og gav Jesus som offer, for at enhver som ville tro, skulle frelses! (Joh. 3:16)
Med det i tankerne, må de indbudte til brylluppet som ikke ville komme, være det jødiske folk. Gud siger da til sine tjenere: ”Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet” (Matt. 22:8-9).
Det vil sige, at alle vi møder på vor vej, er indbudt til at blive frelst. Gud inviterer ikke til frelse, uden at mene det. Skulle Gud beordre sine tjenere til at indbyde hvem som helst, uden grund?
Da Noa byggede arken, var han en ”retfærdighedens forkynder” (2. Pet. 2:5). Historien fortæller, at alle mennesker på jorden blev dømt og døde i syndfloden. I Noas lydighed imod Guds advarsel, bragte han dom over de ulydige, mens han selv blev frelst (Hebr. 11:7).
Sagen er den, at Noa forkyndte retfærdighed for datidens mennesker. Men fordi de ikke ville adlyde som Noa, blev de dømt. Hvorfor skulle Noa besvære sig med at forkynde for datidens mennesker, når vi ser at deres skæbne, hvilket calvinismen jo mener, er Guds forudbestemmelse, var at dø? Hvorfor skulle Noa gøre et nyttesløst stykke arbejde, idet Gud alligevel havde bestemt udfaldet?
Der er ingen tvivl om, at havde én her og én der omvendt sig, ville de være kommet med ind i arken og være blevet frelst. Som med folkene i Nineve, der vendte om og blev skånet. Gud er nådig og Han ventede dengang i Noas dage, i langmodighed (1. Pet. 3:20). På grund af den langmodighed, har Han givet os hedninge 2.000 år – 2.000 nådes år, hvor Han i langmodighed har ventet på at folkene måtte vende om.
Peter forklarer os, at vi skal ”stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig” (2. Pet. 1:10), ved at sætte al iver ind på ”i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle” (2. Pet. 1:5-7).
Når vi med vor vilje sætter alt ind på at leve i henhold til vor tro på Guds Ord til os – at adlyde Ordet som Abraham, hvis tro avlede gerninger (Jak. 2:20-26), så slår vi vores kaldelse og udvælgelse fast, fordi vi i vores iver efter at leve efter Guds hjerte, overvinder verden, som søger at slukke førstekærligheden til Jesus.
Vælger vi at falde til ro, og tro på at vores frelse er velforvaret uanset vore bestræbelser på at kæmpe kampen – ånden mod kødet (Gal. 5:17), så risikerer vi at snuble. Det er ganske vidst ikke gerningerne der frelser, men den frelsende tro der producerer gerninger. At snuble betyder ikke nødvendigvis, at miste frelsen. Men at snuble er at føre synd ud i livet, som risikerer at avle død (Jak. 1:15). Dermed er det muligt at falde fra. Og dermed kan vi heller ikke lade eks. 1. Pet. 1:2 stå alene, men skal forstå det sådan, at Gud i sin forudseenhed så, at Han måtte sende en Frelser til at tilbagekøbe mennesket fra faldet. Således er Guds forudseenhed årsag til, at mennesket der vælger at tage imod, er forudbestemt til frelse.
Kære, kære, elskede menneske, der læser denne artikel. Om du ikke er frelst, eller om du frygter ikke at være en af de udvalgte, så er Sandheden, at Gud elsker dig lige så meget, som alle de, der er blevet frelst. Gud fortæller os jo, at Han ikke har personsanseelse!
Johannes forkyndte om Jesus og sagde: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh. 1:29). Hvem er ikke i verden, at det ikke gælder dem? Er det kun calvinisterne som er i denne verden? – at Jesus kun skulle have båret deres synd?
Calvinismen er en djævelsk løgn, der kommer fra løgnens fader, som vender lys til mørke. Set i calvinismens lys, har Jesu offer slået fejl, hvis det gælder hele verden. I Bibelens lys, er Jesu offer fuldbragt, fordi det er så stort og fyldestgørende et offer, at hele verden er indbefattet.
Jesus kom jo ikke for at henvende sig til de retfærdige, ”Thi Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte” (Luk. 19:10). Jesus blev venner med toldere og syndere (Matt. 11:19) og de der mente sig udvalgt, forbandede Jesus og bekendtgjorde at deres fader var Djævelen (Joh. 8:44).
Satan er altid gået så tæt på Sandheden som muligt, for derved at skabe nye religioner, som ikke var til at afsløre som falske. I endens tid, forkynder Gud, vil han endog få ild til at falde ned fra himmelen (Åb. 13:13), for om muligt, at føre de udvalgte vild (Matt. 24:24). Var det umuligt, hvilket Djævelen ikke er i tvivl om, ville han ikke prøve!
De gamle kæmper, som vi kalder Calvin, Spurgeon, Pink og mange, mange flere, stod for calvinismen og bekendte den som sandhedens evangelium. Det var dem som blev hørt dengang.
Hvem er det der bliver hørt i dag? – Er det ikke dem som kommer med det falske lykke-evangelium? Er det ikke dem, der lover fremgang og helse for alle, som horderne følger? Der kommer flere rigtige læresætninger fra munden af disse ulve, men det er løgnen iblandet, som fordærver folket.
De mennesker, som Bibelen befaler os at have kærlighed til, som til os selv – de mennesker som Jesus sendte os ud til, for at forkynde at Himmeriget var kommet til dem også (Mark. 16:15), skulle vi se på dem med kolde øje, med troen på, at Gud fra verdens grundlæggelse havde valgt at hade dem, mens vi som udvalgte selv godter os, at vi fandt nåde for Ham? Det er et evangelium af den dybeste ondskab. Satan står bag den calvinistiske tanke og jeg må betvivle de ”store kæmper” - hvad var deres virke? Skulle Gud befale os at elske dem, Han selv menes at hade?
Calvinismen er et andet evangelium – fuldstændigt. Som du har set igennem artiklen, forkynder calvinismen en Gud der har valgt at hade, hvorimod Evangeliet overgivet af Jesus og Hans apostle, forkynder en Gud, der har valgt at elske – endog så meget, at Han gav sin Søn, ”for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh. 3:16).
Jeg undrer mig, at de gamle kæmper som tilkendegiver at de er født på ny, kan fordreje Guds person helt og aldeles - vende op og ned på Hans intentioner, vilje og ønsker – præcis som Satan gør det, når Ånden, som de formodes at have modtaget, vejleder til hele sandheden (Joh. 16:13). Ved hvilken ånd er det de har forkyndt så grundlæggende en misforståelse?
Når det er sagt, så må vi også stille spørgsmål ved calvinismens samling af personer, som menes at sanktionere læren. Eks. Luther, er ét af de navne, som calvinismen bryster sig af, som absolut ikke stod for det bedrag. Luther sagde: ”Stridigheder om forudbestemmelse skulle undgås fuldstændig…Jeg glemmer alt om Kristus og Gud, når jeg kommer på disse tanker og faktisk kommer til punktet at forestille mig, at Gud er en skurk. Vi må blive i Ordet, hvori Gud åbenbares for os, og hvor frelse er tilbudt, hvis vi tror Ham. Men ved at tænke på forudbestemmelse, glemmer vi Gud…Men i Kristus, er alle skatte gemt (Kol. 2:3) og uden for Ham, er alt blokeret. Derfor skulle vi ganske enkelt nægte at skændes om udvælgelse.” (Fra bogen ”What Luther Says”)
Jeg har ikke gennemgået de mange personer som drages til ansvar for denne løgn. Men jeg tvivler på, at alle er skyldige. Løgn fra først til sidst, har calvinismen vist sig at være, så vi må passe på, hvad vi tager til os af deres påstande.
Johannes skriver til sine troende brødre og siger ”Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens” (1. Joh. 2:1). Johannes siger her, at ikke alene de frelste men også de der endnu ikke er frelst, har Jesus potentielt bragt forsoning, om de vil omvende sig! (Matt. 3:2)
Paulus forkynder for de afgudsdyrkende Athenere at: ”Og Han (Gud)lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og Han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til Ham og finde Ham, så sandt Han ikke er langt fra en eneste af os” (Apg. 17:26-27).
Gud er tæt på os alle, og Han er det fordi Han ønsker og vil, at vi må tage imod Ham. Jeg har hørt om flere mennesker, som har opgivet frelsen, for de var nok ikke udvalgt. Jeg har selv skrevet med en sådan person, som ikke mente at det var for hende. Jeg vredes dybt i min sjæl og i min ånd, når jeg erfarer, at disse calvinistiske ulve går rundt og tager modet fra jordens elskede mennesker. ”Det var bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulle forarge en af disse små.” (Luk. 17:2).
Derfor kære læser. Når du lever dit liv, så er du på ingen måde sikret en plads i himmelen, men må kæmpe troens gode strid (1. Tim. 6:12). Du har et ansvar for dit liv og dine gerninger, og må kæmpe for at beholde den gode samvittighed, så du ikke lider skibsbrud på din dyrebare tro. Til gengæld, har Gud åbnet en dør, Jesus Kristus, hvorigennem alle verdens mennesker kan vælge at gå ind i evigheden. I Ham er alle der tog imod frelseskaldet, forudbestemt til frelse. Døren er åben for dig, din nabo og alle du møder. Derfor må du og jeg med stor iver og udholdenhed, efterleve Jesu Ord om mission. Alle mennesker kommer til at stå til ansvar for, om de har overhørt, eller accepteret Guds værk, fra kaldelsen til udvælgelsen, til et liv med Ham, i evighedernes evigheder (Åb. 22:5).