Noas ark

af Kim Andersen
Lagt på d. 31/10-12



Når Bibelens mirakler og historier dissekeres af ”videnskaben”, der har kapret logik og intellekt som sine fanger, så vil der uundgåeligt fremkomme problemstillinger, som kan være svære om ikke umulige at svare på. Som et gammelt ordsprog så rigtigt siger, så kan én tåbe spørge om mere end hundrede vise kan svare på. Som når et barn bliver ved med at spørge ”hvorfor det” til alle svar man kommer med, så når man til sidst til svaret - ”fordi sådan er det bare”. Så snart ”videnskaben” er kommet på en alternativ ide som rival til Bibelens fortælling, så reklameres den tanke op i alle de opgejlede videnskabsmedier, som værende den eneste acceptable, af et logisk tænkende og intellektuelt menneske.

Sociologiprofessor Marcello Truzzi skrev at: ”en ekstraordinær påstand kræver ekstraordinært bevis”. Carl Sagan, der var astronom, astrofysiker, kosmolog m.v., formulerede at: ”ekstraordinære påstande kræver ekstraordinært bevis”. Pierre-Simon Laplace, matematiker og astronom sagde at: ”vægten af bevis for en ekstraordinær påstand, må være proportioneret til dens besynderlighed”. David Hume, filosof, historiker og økonom sagde at: ”En vis mand sætter derfor sin overbevisning i forhold til beviset”.

Beviserne vil af ”videnskaben”, der påståeligt kun forholder sig til naturalisme, aldrig være tilfredsstillende når det kommer til beviset for Guds eksistens, eller Hans usynlige hånds virke i vores virkelighed. Når det kommer til talen om en overnaturlig Gud der lever uden for dette solsystem, uden for den fysiske del af skabelsen, en person som har magt over alt sit skaberværk, så vil intet bevis være tilstrækkeligt for disse belæste mennesker. Gud kan med ”videnskabens” fortolkningsmønster ikke bevises i deres laboratorier, og er derfor ikke vores tro værdig. Påstanden om en levende Skaber uden begyndelse og ende, er så ekstraordinær i deres tankesæt, at beviset skal være mindst så ekstraordinært, at Gud genskaber alt fra intet foran deres øjne - en umulighed af universel proportion, da alting ikke kan skabes af intet, da det (inkl. ”videnskaben” selv) allerede eksisterer.

Evig eksistens

”Videnskabens” påstand om tilblivelse kræver, at der aldrig har været en tilstand af intethed. Alt har eksisteret for evigt!
Det tragikomiske er, at gætterier, ideer, utallige korrigerede fejlslutninger igennem historien m.v., for disse belærte vægtes i balance med deres ekstraordinære påstand om tilfældighedens uintelligente og gradvise udvikling af alt fra intet. Når et tankemønster, der ikke har plads til en overnaturlig Skaber, betragter det der må anses for at være tilfredsstillende som ekstraordinært bevis for eksistensens tilblivelse, eller f.eks. en syndflod og Noas ark, så vil fortolkningerne af beviserne divergere fatalt fra begivenhedernes virkelighed, hvis sandheden er, at en overnaturlig Skaber har talt alt til eksistens.

Alt vi observerer i denne verden, har et naturligt årsag/virknings forhold. Intet sker, uden noget er årsag til det. ”Videnskaben” bryder ud af denne logik, og fremsætter - og vil fortsat fremsætte - ideer og lukkede forsøg som bevis for det ekstraordinære, at noget har igangsat begyndelsen af dette univers. Man har forsøgt at skubbe oprindelsen ud i teorier om parallelle universer, eller tidligere kollapsede universer, som vi i dag rider på energibølgerne fra. Men ”videnskabens” påstande kræver at der aldrig har været en tilstand af intethed. Noget har altid eksisteret for at kunne forårsage begyndelsen af det univers, vi i dag kender til.

Den logiske og intellektuelle slutning råber til den eftertænksomme, at noget der ikke har en begyndelse og derfor ikke kan få en afslutning, noget der eksisterer i det vi forstår som evigheden (Sal. 90:2), har givet årsag til både universets og vores eksistens. Førhen satte jeg pris på Stephen Hawking (teoretisk fysiker) der viste den ærlighed at sige, at ”det er svært at diskutere begyndelsen af universet, uden at nævne konceptet om Gud”. Nu har han ændret mening og mener ikke at Gud, men at tyngekraften er årsag til universets begyndelse. Selvom han har fået meget kritik for den påstand, da den kræver en paradoksal evig eksistens af tyngekraften ud af intetheden, så er det en kærkommen udtalelse, som ”videnskaben” har taget til sig med kyshånd, som værende det ekstraordinære bevis for deres ekstraordinære påstand, om intethedens skabelse af eksistensen.

Som sagt; lader vi logikken tale, så kræves der handling fra en evig eksistens, for at give en begyndelse. Enhver logik vil ligeledes kræve at denne eksistens har intelligens, da universet viser overraskende orden. Det er et krav vi sætter til alt vi ser, i det mindste alt som har en form for orden som vi kan begribe. Om det er skrevne bøger, computere, biler eller blyanter, så forventer vi uden at betænke os en skaber - men den logik falder, når det kommer til det ekstraordinere som universets tilblivelse, naturens samhørighed, universets finjustering m.v. Påstanden om Guds eksistens og virke, er i den grad en overbevisning der giver forklaringen på universets tilblivelse. Den giver mindst lige så meget modvægt som overbevisningen om tyngdekraftens indgriben. ”Videnskaben” vil til hver en tid fjerne beviset for Gud, med talen om at vi kan måle og mærke tyngdekraften, men ikke Gud. Logikken i det svarer til at bevise at tyngdekraften ikke eksisterer, mens man er i frit fald med højest opnåelige hastighed. Selvom man er omgivet af tyngdekraften, vil man ikke kunne måle den, og mens man fornægter den, vil man i ét nu opdage dens eksistens, når man rammer jorden. Det er rigtigt, at med det tankesæt man havde i luften, viste de målinger, de forsøg og den oplevelse man havde af virkeligheden i luften, at tyngekraften var et falsum. Men det laboratoriske forsøg skildrede ikke sandheden. Virkeligheden var en anden end man forestillede sig, og det gælder også når det kommer til fornægtelsen af Gud. Han er der, selvom vi er i en tilstand og virkelighed hvor vi ikke kan måle Ham med vore fysiske sanser, og elektroniske apparater.

Når vi logisk set kan forsvare eksistensen af en Skaber, kan vi også forsvare at Hans overnaturlige gerning med skabelsen, som med rette tankesæt - hvor der er plads til Skaberen - kan erfares i vores virkelighed. En kvindes jomfrufødsel er umulig i den ”videnskabelige” verden, men det betyder ikke at Gud ikke kan gribe ind i vores virkelighed, og gøre det ekstraordinere - og få æren derfor.

Vidnesbyrd, vilje og tro

Hvad end vidnesbyrdene omkrings os præsenterer, må vi vælge hvad vi vil tro. Hvor findes vores villighed til at tro? Hos Gud eller "videnskaben"?
Hvad vedrører Noas Ark, så er der fysiske forhold vi skal forholde os til, men vi må også acceptere Guds ekstraordinere indgriben på punkter, så som indsamlingen af verdens dyr. Med det rette tankesæt og den rette overbevisning, vil dyrenes nutidige eksistens være det ekstraordinære bevis for, at de var med på Noas ark, og formerede sig på den nye Jord. Men for at nå dertil, afkræves et menneskes vilje til at acceptere at tro på beretningen. Ateister og andre tilhængere af ”videnskabens” trosmønster, vil aldrig nå til erkendelse eller accept af Gud og Hans beskrivelse af klodens historie i Bibelen. Det viser dog ikke at det er usandt, men at disse mennesker anskuer vidnesbyrdene med en anden forudfattet mening, end mennesker der tror på Bibelen. Begge påstande bygger på tro - enten på Gud eller ”videnskaben”.

Når vidnesbyrdene om syndfloden og Noas ark gennemgås, så vil der findes elementer, der når de anskues fra ”videnskabens” synspunkt, vil passe ind i deres teorier. Men omvendt vil de også passe ind i Bibelens fortællinger - og er man ikke villig til at acceptere Bibelens forklaring på vidnesbyrdene, så sætter man egen ærlighed og integritet over styr - man er nødt til at acceptere, hvad enten man tror på sagen eller ikke, at der er andre mulige løsninger til klodens vidnesbyrd, end dem ”videnskaben” har opdrømt.

Jeg adresserer nogle få anklager mod Noas ark i denne artikel. Der er mange flere både utroligt dumme spørgsmål, men også kritikpunkter der er en kommentar værdig. Jeg har undersøgt nogle få punkter, som jeg mener er interessante at kommentere.

Dyr på arken


Der er flere punkter i dette spørgsmål, der for uniformitetens trosfæller er utopisk. Når kloden efter deres fortolkningsmønster aldrig har oplevet pludselige katastrofale ændringer, som eks. syndfloden, og at verdens udvikling ifølge deres overbevisning ser ud i dag som den altid har gjort, så er det svært at forstå hvordan alle verdens dyr skulle kunne komme over havene, tilpasse sig et anderledes klima og undgå at blive ædt af sine naturlige fjender. Hvordan skulle dyrene på eks. Nordpolen eller Australien overhovedet vide, at de skulle drage til Mellemøsten og finde Noas ark? Hvordan skulle otte mennesker kunne nå at læsse alle de dyr på syv dage? Hvordan kunne de opbevare mad til så mange dyr i over et år?

Det er nogle ekstraordinære spørgsmål, som kræver ekstraordinært svar - hvilket kræver Guds indblanding. Det ekstraordinære bevis kræver acceptens villighed. Nogle ateistiske kolleger jeg diskuterede med, sagde at beviset for evolution er, at vi er her. Jeg brugte samme hullede logik, og påstod at beviset for at vi er her, er Noas ark. Det var et spørgsmål om hvor viljen til at acceptere lå. Makro evolution, at én dyreart er blevet til en anden over tid, kræver mere tro på det umulige, end troen på Noas ark.

Gud har magt over sin skabning, og for at få denne ”umulighed” til at ske, er vi nødt til at acceptere at Gud drog dyrene over kloden, uden tvivl en langvarig proces, der må have vagt opsigt - og for den af datidens opmærksomme, været en advarsel om den kommende syndflod - da den såkaldte biologiske diversitet i lokalområdet hvor arken stod, formentlig er vokset i den periode. Det er dog gætteri fra min side at biodiversiteten voksede, for verden har set helt anderledes ud dengang, og måske har mellemøsten på Noas tid huset alle klodens dyrearter - dengang var der ingen såkaldte naturlige fjender (mere om det om lidt).

Meget mere landjord
”Videnskaben” har en teori om at alle kontinenterne engang hang sammen, i ét stort Pangea - et stort superkontinent. Man har på den teori både forstørret og formindsket kontinenterne for at bevise at de efter deres former (angivet ved det tørre landjord) kan have været forbundet - men det er og bliver et ”videnskabeligt” gæt. For en videnskab der mener at stå på skulderen af menneskehedens samlede intellekt, virker det en smule latterligt at opdrømme en ide, at kontinenterne engang hang sammen, som om havet dækker over en bundløs afgrund. Kontinenterne hænger stadig sammen - der er jord under havet! Kloden hænger sammen... Historien om Noas ark vil kræve, at jorden har været topografisk anderledes i en sådan grad, at al landjord har været forbundet af tørlagt jord, uden de verdenshave vi kender i dag. At klodens kontinenter er opdelt som de er i dag, har ”videnskaben” en ikke-bibelsk ide til, men der er også en Bibelsk virkelighed, som forklarer verdens tilstand med syndfloden. Hvad vælger vi at tro?

Forbundet landjord

Før syndfloden havde kloden mindre vand på overfladen, og landjorden har været forbundet på en måde, så dyr der evt. ikke fandtes i lokalmiljøet kunne komme til arken.
Før syndfloden, var der meget mere beboeligt landjord. Der er indikationer fra Bibelens skabelsesberetninger, der antyder at Gud har skabt kloden således, at der var kæmpestore vandlagre under Jordens skorpe. Sal. 24:2 siger at Gud: ”har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme”, og Sal. 136:6 siger at Han: ”bredte jorden på vandet”. Vi ved fra eks. olieboringer, hvor stort et pres der er på olien, så stort et tryk at olien kastes langt op i luften. Samme omstændighed ville kaste de underjordiske kilder højt op i luften, og de ville falde ned som enten sne/is eller regn. Da syndfloden brød ud ”brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes” (1. Mos. 7:11). Efter fyrre dage var trykket udlignet og ”Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede” (1. Mos. 8:2).

Før alt dette vand inde fra Jorden kom op til Jordens flade, ville der naturligt have været meget mere beboeligt, vand-frit landjord. Opdelingen af landjorden som vi kender det i dag, hvor vandende deler verdensdelene, ville ikke være opdelt dengang, for det var der ikke tilstrækkeligt med vand til. Derfor kunne dyrene frit bevæge sig over hele kloden. Vandet der i dag omringer eks. Australien, fylder den landjord der før syndfloden var tør, beboelig og fremkommelig, så dyrene derfra kunne drage mod vest til Mellemøsten.

Fortidens klima
Klimaet har også været anderledes dengang. Det er der mange vidnesbyrd der afslører, eks. palmer på nordpolen[1], og på sydpolen[2] - interessant er det at ”videnskaben” for begge historiske gæt daterer tilstanden på samme tid - for 50 og 53 millioner år siden - men efter Bibelens historie, der ikke støtter sig til tid men til Skaberen, er det ikke mere end ca. 4.500 år siden. Faktum er, at der har været ensartet klima over hele kloden, hvilket bevirker at dyrene ikke behøvede tid til at tilpasse sig, for at flytte til Mellemøsten - hvis da ikke, som sagt, at alle dyrarter fandtes i Mellemøsten på forhånd.

Ensartet klima

Klodens klima har været ensartet, så alle dyr har kunnet leve over alt.
Et tvivlsspørgsmål man tit støder på, er hvordan langsomme dyr, f.eks. dovendyret kunne nå at komme helt til Mellemøsten. Som tidligere sagt, er rejsen for dyrene formentlig startet lang tid før syndfloden brød løs - det er ganske enkelt og naturligt krævet. Men der er også den mulighed at dovendyret, skildpadden eller andre langsomme dyr eksisterede i Mellemøsten, før syndfloden, hvor klimaet var ensformigt over hele kloden. Det er let at afvise en begivenhed, når man for enhver pris lukker øjnene for de muligheder (og det er ateismens spidskompetence), der kunne være til stede på daværende tidspunkt og opfylde forventede krav.

Naturlige fjender
Det er klart at ateisten, der tror på et verdensbillede hvor arterne altid har bekæmpet hinanden i kampen om naturlig udvælgelse, ikke kan acceptere tanken at der engang var fred på jord (eller at kloden snart vil opleve sådanne tilstande igen), og at klodens selvreplikerende fødekilder som græs, urter og frugt har været føde for alt kød. Men det er et spørgsmål om villighed til at tro. Vi kan ikke fremsætte beviser for fortidens spisevaner, som overholder den videnskabelige metode, da nutiden ikke på nogen måde afspejler datidens tilstande. Uanset hvad vi mener, så afkræves vi tro på det, vi mener. Ingen kan bevise at dyr altid har været fjender, ligesom ingen kan bevise at de engang levede i fred. Vi må vælge vores tro mellem de påstande der fremsættes, og jeg har fundet fuld tro og tillid til, at Bibelen også som historiebog, fortæller fortidens begivenheder fejlfrit.

Fred i dyreriget

Før syndfloden spiste dyr ikke kød, men jordens frugt og grønt.
Man kan vælge at tro det, eller lade være. Men Gud sagde at alt var godt, da han havde skabt universet og vores ”lille” Jord. Ingen død eller lidelse. Efter syndefaldet blev verden bekendt med død, men dyrene og mennesket havde stadig urter, græs og frugt som føde, ligesom Gud havde forordnet det i begyndelsen (1. Mos. 1:29-30). Dyrene åd ikke hinanden, og havde et andet forhold til mennesket end vi kender det i dag. Det ses ved at dyrene kom til Adam som navngav dem (1. Mos. 2:19-20), og senere kom de til Noa, for at finde redning i arken.

Det var først efter syndfloden dyrene blev menneskesky, ligesom de derefter blev føde for mennesker og hinanden: ”Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen” (1. Mos. 9:2-3).

Antal dyr
Hvordan kunne der være otte millioner forskellige arter på de 36-40.000 opbevarings-kvadratmeter på Noas ark? Fugle, insekter, landdyr - og hvad med havdyrene? Der er mange faktorer som vi ikke kender i dag. Hvor stor var præcist den alen Noa arbejdede med? Hvor mange dyr var det nødvendigt at tage med, for at bibeholde den genetiske diversitet? - Ikke alle racer, men nok genetisk information til fremover at frembringe de mange racer, inden for sine arter.

Rigeligt med tid!

En normal arbejdsdag som vi kender den i dag, har for Noa og hans familie været mere end rigeligt til at læsse arken.
Først skal der skelnes mellem videnskabens klassifikation af liv og dyr, og så Bibelens. Bibelen fortæller at der er tale om ”alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger” (1. Mos. 7:14). Bibelens art hebr. miin, er en meget bredere betegnelse end det, vi kender som race i dag. Hunde arten omfavner ulve, prærieulve, ræve, og alverdens krydsninger mellem disse. Vi kender i dag arterne ved deres evne til at formere sig med hinanden, sådan som Gud havde forordnet det (1. Mos. 1:25). Men formeringsevnen kan have været (har været, med stor sandsynlighed) meget bredere i fortiden. I dag ses hvordan en hest og æsel kan formere sig, og avle et muldyr. En hest og zebra kan avle det, der kaldes en zorse (zebra/horse). En løve og tiger kan avle en liger (tiger/lion). En hval og delfin kan avle en wholphin (whale/wolphin)... Det genetiske informationstab igennem årene, og isolering af arternes DNA racerne imellem, har med tiden sat barrierer for krydsningsmulighederne (og således også bremset hastigheden for naturlig raceudvikling), så det er ikke altid det er formeringsevnen der afslører den oprindelige artsfamilie. Når der tales om arter, betyder det at ikke alle de forskellige racer (inden for hver art) skulle med, men en heste art, en ko art, en katte art, en hunde art, osv. De indeholdt den DNA information der skulle til, for at frembringe den store variation inden for arterne og racerne vi oplever i dag, efter over 4.000 år. Det er denne variation af arterne Darwin misfortolkede som værende makro evolution på Galapagosøerne - han var trods alt kun filosof.

Havdyrene tælles ikke med i arken, for de havde ikke det behov. Dertil kommer at der er tale om alt Kød, som har Livsånde (1. Mos. 7:15). Videnskaben kalder insekter for levende væsener. Men efter Bibelens klassifikation, er de det ikke. De har ikke livsånde. Der er tale om alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land (1. Mos. 7:22). Insekter har ikke livsånde i næsen, de ånder igennem åndehuller på kroppens overflade. Alt i alt er det en lille gruppe dyr der er tale om - taget verdens nulevende arter og racer i betragtning. Som havdyrene, kan insekterne sagtens overleve sådan en oversvømmelse.Påstande om antallet af dyr på arken, spænder mellem 2.000 og 50.000 dyr. Det højeste antal antages at ville udfylde ca. 37- 40% af arkens plads, men det mest almindelige beregnede antal dyr, er ca. 16.000 stk.

Skeptikeren vil da beregne hvor lang tid hvert dyr har, til at komme på plads i arken. For at beregne det, skal vi helt ned på sekunder. Der er 604.800 sekunder på én uge, og hvert dyr vil således have haft 37,8 sekund, hvis der blev arbejdet døgnet rundt hele ugen. Det er urealistisk! Ingen kan arbejde i døgndrift en hel uge. Men - foregik det sådan, at dyrene gik ind, én efter én? Bibelen fortæller at dyrene gik ind par for par (1. Mos. 7:8-9). Det halverer tiden, så Noas og hans familie kun skulle arbejde en halv dag af gangen, hvis dyrene skulle have samme tid til at komme på plads. Men - foregik det sådan, at hvert par stod for enden af landgangsbroen til arken, og ventede på at paret foran dem var på plads, før de gik ombord? Det ses ingen steder, men det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at de gik ind i en kontinuerlig strøm. Hvis man beregner lidt på denne logiske påstand, og antager at det tog tredive sekunder for hvert par at træde ind i arken, så ville Noa og hans familie skulle arbejde 9,5 timer hver dag. Tog det kun femogtyve sekunder (stadig god tid til at træde ind over arkens dørtærskel) så arbejdede de som vi gør i dag, omkring otte timer. Dyr som en kat, en hest eller en hund, skal ikke bruge meget mere end to sekunder for at træde ind i arken, så en gennemsnitlig tid på 15 sekunder er højt sat, hvilket betyder at det tog 1,38 dage at læsse dyrene, dvs. 33,3 arbejdstimer - 4,7 timer hver dag i én uge. Var den Bibelske betegnelse miin bredere end der kan afkodes af nutidens tilstande - hvilket er yderst sandsynligt, så det måske kun var nødvendigt med 6.000 dyr på arken, kunne arkens dyr lastes på et halvt døgn... 4.000 dyr på godt otte timer...

Hvor lang tid havde dyrene til at finde på plads - er 15 sekunder nok? på arkens ca. 13.000 kvadratmeter pr dæk, har der været god plads til at dyrene kunne gå rundt mellem hinanden, og blive gelejdet ind på plads af de otte mennesker. Med tanken at dyrene gik ind i én lang kæde, så er der potentielt timer til gode for dyrene at finde vej. Men der er her også en parameter, som involverer Guds virke. Han ledte dyrene til arken (KJV fortæller at dyrene skulle komme til Noa, 1. Mos. 6:20, og det skete sådan, 1. Mos. 7:8-9), og accepterer man Hans virke i det, mon ikke også det så kan forsvares at Han forordnede det sådan, at dyrene af sig selv kunne finde sin plads i arken? Måske gik det helt af sig selv... ”Videnskaben” tror ikke på sådanne mirakler. Alligevel bekender de sig til en tro på at universet bloppede ud af intetheden - intet mindre end et mirakel. Lad os da lege med ordene, og kalde dyrenes handling på Guds virke for en naturlig konsekvens, af en påvirket sjæl. Dyrene fornemmede den kommende katastrofe, og gik alle instinktivt i samme retning for at finde ly.

Føde på arken
Der kan fremsættes rigtig mange formler og formodninger for at svare på hvor meget mad Noa skulle have med, for at føde alle disse dyr. Alt Bibelen fortæller er at Noa skulle ”indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde” (1. Mos. 6:21).

16.000 dyr

Omkring 16.000 dyr af par, fra mindste kryb til største (baby) dinosaur, skulle have føde i 375 dage
Først må antages at Noa havde adgang til alle slags levnedsmidler. Fordi klimaet var anderledes, kunne alle sorter af korn m.v., gro i områderne omkring Noa. Men hvor meget skulle samles ind? Et estimat kunne være ca. 2.500 ton korn, og 600 ton hø, samt 2.000 ton vand. Det er tal som John Woodmorappe har regnet sig frem til i sin bog ”Noahs Ark: A Feasibility Study”[3].

Modstandere vil uden at blinke påstå at det ikke er nok, eller at der ikke er plads på arken. Woodmorappe har beregnet føden til at fylde ca. 24% af arkens lagerplads, mens dyrene har fyldt 43%. Vi har med en situation at gøre, hvor det naturlige og overnaturlige samvirker. Dyrenes samling i arken, er 100% afhængig af Guds virke - uden troen på det, kan historien om arken ikke støttes. Når vi er villige til at acceptere Guds virke, så vil vi også være i stand til at acceptere, at Gud kunne have velsignet Noas arbejde, således at føden ville strække sig til den krævede tid. Ligesom Han mættede ”omtrent fem tusinde mænd, foruden kvinder og børn” (Matt. 14:21) med to fisk og fem brød, eller gjorde enkens mel og oliekrukke utømmelig (1. Kong. 17:14-16). En sådan påstand vil en laboratorieforblindet ateist aldrig sin tro finde værdig, for krukker bliver tomme i laboratorier! Men forudfattetheden hos en sådan person skinner markant igennem. Mens han ikke vil tro på at en tom krukke af sig selv kan fyldes, findes der god vilje til at tro den langt mere eventyrlige historie, om intethedens frembringelse af universet. En utømmelig krukke er for ”videnskaben” trosmæssigt hurtigt accepteret, i lyset af deres forestilling om universets tilblivelse.

Arkens konstruktion


Der er lavet mange beregninger for at vise, at et træskib af de proportioner som Noas ark har haft, ikke ville kunne flyde. Arken ville knække når den skulle ride på bølgerne, eller vælte sidelæns ned af bølgerne. Sådanne påstande er nødvendigvis bygget på antagelser fra skeptikere, der kun er vant til at se store jernskibe og små træbåde. Grækerne brød allerede tilbage i 300 år f.Kr. nutidens ”videnskab” og byggede såkaldte super-galejer - store krigsskibe drevet med mandkraft.

Omkring 244 - 205 f.Kr., byggede Ptolemy Philopator et krigsskib, beskrevet af den samtidige Athenaeus, en græsk retoriker og grammatiker. 130 meter lang, 18 meter bred og 22 meter høj. Skibet kunne laste 4.000 roere, 400 officerer og matroser, samt 2.850 soldater - ialt 7.250 mand[4]. De skulle også have føde, og det har krævet meget mad at holde 4.000 hårdarbejdende roere i form. Hvor længe krigsskibe var til søs på den tid, det har jeg ikke fundet indikationer på, men over syvtusinde mand har krævet meget mad, og det må kvantitetsmæssigt sættes i lyset af, at arkens 16.000 dyr tæller fra de mindste (sparsomt spisende) af dem - firben, slange, fugl m.v.

Den perfekte konstruktion

Arken havde havde de bedst mulige dimensioner - dens konstruktionelle validitet holder!
Sagen er, at dette skib var ca. fem meter kortere end Noas ark, omkring seks meter mindre i bredden, men ca. otte meter højere. Det skib sejlede og tjente som krigsskib, så kritikken mod flydeegenskaberne hos Noas ark, er ubegrundet. Milliardæren Johan Huibers, har i år (2012) afsluttet byggeriet på en ark, med Bibelens dimensioner[5]. I den ark havde Buibers håbet at kunne få lov at sejle til London under olympiaden, men blev stoppet af brandmyndighederne.

Da Huibers ark er bygget på en stålramme der har krævet svejsning, finder nogle ark-demonstrationen for useriøs. Men faktum er, at man på Noas tid både arbejdede med jern og kendte til såkaldt smede-svejsning[6]. At Noa skulle have brugt jern, er der ingen vished om. Han kunne have forstærket specifikke punkter, både med og uden svejsning, men det har formentlig været unødvendigt. Arken var bygget af Gofertræ, som ingen ved hvad er. På grund af klimaet før syndfloden, kan det havde været en træsort vi ikke kender, og det kan have været stærkere end de hårde sorter vi kender i dag. Vi ved det ikke. Faktum er, at både på Noas tid og efter, har man bygget træskibe større end den almindelige skeptiker kan forestille sig. Dr. Seon Won Hong, en evolutionistisk troende forsker, undersøgte som leder for og med et team på the world-class ship research center (KRISO), arkens konstruktionelle validitet, og teamets konklusion er at den holder - at den havde de bedst mulige dimensioner[7].

Dårligt indeklima og affald

Frisk luft og affaldsskakt

En moon-pool - en åbning i skibets bund, ville aflaste arken når den skulle vippe over en bølge, give ventilation og tjene som affaldsskakt.
Hvordan har indeklimaet været i en lukket kasse med et lille vindue i toppen? Hvor gjorde Noa af dyrenes levninger? Bibelen fortæller kun ganske kort om arkens konstruktion. Der har selv sagt været meget logisk tænkning hos dem, der byggede arken. Prøv du at byg en konstruktion efter de få beskrivelser der er angivet i Bibelen. Noa har været nødt til at gøre sig mange flere tanker end det Bibelen fortæller, og har selvfølgelig også tænkt over efterladenskaber fra dyrene - såvel som han formentlig også har lavet fodringssystemer. For det første har dyrene været passive, og dyr med egenskaber til at gå i hi, har med stor sandsynlighed sovet det meste af tiden - og derfor spist mindre og efterladt meget få efterladenskaber.

Måske har Noa som med dimensionerne på arken, fået kendskab til teknikken som i dag er kendt som en moon-pool - en åbning i skibets bund, som Noa kan have indrammet af trævægge. Det ville både aflaste arken når den skulle vippe over en bølge, og vandet der faldt og steg i moon-pool’en ville presse og suge luft ind og ud af arken, og give både ventilation og tjene som affaldsskakt. Det er ikke sikkert det er lige præcis sådan Noa gjorde det. Mens skeptikerne kun hæfter sig ved de mulige umuligheder, så er der ideer der kunne gøre det muligt. Hvad vælger vi at tro på?

Belastning af kloden, plante og fiske liv.


Der er flere påstande om, at kloden og dens planteliv ikke vil kunne have klaret en verdensomspændende oversvømmelse. Mange plantearter og deres frø ville dø af at blive oversvømmet. Fersk- og saltvand ville blandes og fiskene ville dø. Hvis vandet kom sprøjtende op som Bibelen beskriver skete da verdensdybets kilder åbnedes, så ville Jordens skorpe smuldre og blive til kviksand. Det atmosfæriske tryk ville blive alt for stort, hvis der skulle være så meget vand på kloden, til at dække bjergtoppene. Noas lunger ville knuses. Fugtigheden ville blive så høj, at Noa ville drukne i forsøget på at trække vejret[8].

Siden som ovenstående kritikpunkter er taget fra (Truth-saves.com), påstår på ingen måde at være hverken videnskabelig eller ”videnskabelig” - og det er den bestemt heller ikke, men den forsøger at bevise Bibelen som et falsum. Den gengiver spørgsmål som blindt gentages i modstanden mod Noas ark, og derfor synes jeg de skal besvares.

Planter
Planterne blev som dyrene, givet evne til at formere sig efter sin art (1. Mos. 1:11-12). Ligesom dyrene har planterne været anderledes og haft mere DNA - flere gener for 4.500 år siden. Planterne har som dyr evnen til at videregive sine karaktertræk til følgende generationer, og der er selvfølgelig planteracer i dag, som ikke tåler en oversvømmelse. Det var der måske også før syndfloden, planter som vi derfor ikke kender i dag - eller som vi kender fordi Noa havde frø med på arken? At en plante i dag ikke tåler en oversvømmelse, betyder ikke at den art den stammer fra, ikke gjorde det for 4.500 år siden.

”Videnskaben” vil med matematiske formler, baseret på observationer af nutiden, afvise at det rige planteliv vi ser i dag ville kunne nå at komme til eksistens, hvis der var en global oversvømmelse for 4.500 år siden. Det samme gør sig gældende for både mennesker og dyr. Der er også formler der muliggør det. Hvad vælger vi at tro?

Fisk
Ferskvandsfisk kan ikke leve i saltvand, og saltvandsfisk kan ikke leve i ferskvand. Det er en sandhed med modifikationer. Som med degenererede planter, er der i dag fisk der ikke tåler andre vande. Måske har der også været det før syndfloden, og derfor kender vi ikke de racer i dag.

Der er dog spor af fortidens evne til tilpasning, endnu i dag. Ph.D. Biolog, Arthur Jones forskede i variationer inden for fiskearter, og fandt hvad der forventes, når alt engang var godt, som Gud beskrev det, men nu er i forfald, som Bibelen viser det (Sal. 102:26-27), og som videnskaben beskriver det med loven om entropi (nedbrydning):

Mine fisk var angiveligt kun ferskvandsfisk, men blev fundet i de tropiske ferskvande på tre kontinenter - fra Amerika igennem Afrika til Asien. Jeg antog at alle, eller i det mindste de fleste, fiskearter som overlevede syndfloden, skal være i stand til at overleve i både salt og ferskvand, og blandingen af de to. Efter post-syndflodens differentiering inden for arterne, skulle vi finde at der, i marine arter, er racer som kan tåle meget ferskvand, og i ferskvandsarter, nogle racer der kan tåle meget mere saltet vand. Med mine cichild fisk fandt jeg at det var tilfældet. Jeg kunne holde nogle racer i rent saltvand i mere end to år, uden nogle skadelige effekter - de levede og reproducerede normalt. Litteratursøgninger viste igen at det var et almindeligt mønster på tværs af fiskeklasserne.[9]

En anden sag er, at vi ikke ved hvor salt havet var, før syndfloden. Der er ting der ud fra Bibelen kan betyde, at kloden ikke havde oplevet regn før syndfloden - men ingen kan vide det. Ud fra 1. Mos. 2:5-6, kombineret med 1. Mos. 9:13, kan det foreslås, at når Gud taler om at sætte sin bue, regnbuen (der dannes ved regndråbernes spaltning af lysets farvespektrum), som tegn på at kloden aldrig skal oversvømmes igen, så er jorden blevet vædet med dug indtil syndfloden. Nogle tolker også ud fra Hebr. 11:7, at det Noa ikke havde set, var regn.

Når det regner, skylles jordens mineraler (herunder også natriumchlorid - salt) ud i havet og i floder, åer og bække, som løber ud i havet, og derved bliver havet salt - til en hvis grænse, da der er processer som eks. mineralformationer på havbunden, der lagrer saltet. Hvis det ikke havde regnet før syndfloden, ville havet måske have været ferskt, eller meget lidt salt. Jeg er klar over at det er gisninger der strider imod den vandcyklus vi kender i dag... Men det kan også være at alt har været så meget mere anderledes, end vi kan tro i dag: ”den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde” (2. Pet. 3:6). Er ideen derimod sand, har det ikke betydet det store for havdyrene, at ferskvandet inde fra Jorden har blandet sig med vandet ved overfladen. Stille og roligt har de i tiden efter syndfloden kunne vænne sig til at havene blev mere og mere saltet, som regnen vaskede mineraler fra jorden ud i havet.

Jordens skorpe
Påstanden om at Jordens skorpe ville være kviksand i dag, hvis vandet inde fra Jorden engang er blevet presset op igennem skorpen, den er direkte latterlig. For det første er chancerne for at vandet blev presset op f.eks. hver eneste kvadratmeter er ikke-eksisterende. For det andet er kviksand gjort af løst materiale, f.eks. sand, som er blandet med vand, indelukket et sted hvor vandet ikke kan slippe ud. Vandet trak sig tilbage, og jorden tørrede, fortæller Bibelen. Hvis kviksandstanken er rigtig, vil vi ikke kunne finde fast bund i verdenshavene. Alt havbund ville være kviksand, men vi finder fast bund!

Hvis det er sandt at vandet blev trykket op igennem Jordens skorpe, så vil vi kunne forvente at finde ar i jorden, efter disse udbrud. Og det finder vi, eks. ved San Andreas fault, som er et 1.300 km. langt ar, hvor verdensdybets kilder kan være blevet presset op.


”Videnskaben” mener at fænomenet har udviklet sig igennem de sidste tredive millioner år. Alt vi ved, er at San Andreas fault altid har været der, så længe der har været mennesker. Men en rejse igennem ”videnskabens” religiøse tidssætning er for nogle mere spændende, end at acceptere at Bibelens beretning giver en holdbar forklaring på fænomenet. Det samme kan være tilfældet med verdens længste bjergkæde i Middelhavet, som er 74.000 km. lang. Det har formentlig været den primære åbning for vandet, og mens ”videnskaben” forsøger at kile alle sine millioner af år ind i hver en begivenhed på kloden, så forklarer syndfloden med stor sandsynlighed disse af klodens ar. Herunder ses omtalte bjergkæde.


Det er også muligt at bjergkæden er et resultat af at jordlagene er blevet flyttet rundt under vægten af vandet, det vides ikke, men faktum er, at der er andre løsninger og historier der forklarer klodens vidnesbyrd, end den ”videnskaben” har opdigtet.

Vandmængden og klodens nye topografi
Der er påstande om, at hvis der skulle nok vand til at oversvømme jorden, helt op over Mount Everest’s knap ni kilometer høje top, ville det atmosfæriske tryk ødelægge alt, tillige med at fugtigheden i luften ville være så stor, at Noa ville drukne - og det atmosfæriske tryk ville knuse hans lunger. Desuden, så ville kloden endnu stå under vand, hvis alt det vand havde oversvømmet Jorden.

Everest under vand

Mount Everest er fyldt med strandskaller og andre havdyr, for bjerget var engang slette.
Der antages i det postulat, at kloden altid har set ud som den gør i dag. Mount Everest har altid eksisteret, efter ”videnskabens” historiske gæt. Hvis det ikke er tilfældet, men at Mount Everest blev formet som resultat af den topografiske ændring af kloden under syndfloden, så kunne mindre vand gøre det. Bibelen fortæller om denne ændring af Jorden, og siger at: ”Du dækkede den med dybet som med en klædning: vandene stod over bjergene. Ved din irettesættelse flygtede de; ved din tordenrøst skyndte de sig væk. De går op ved bjergene; de går ned ved dalene til det sted som du har grundlagt for dem. Du har sat en grænse som de ikke kan gå over; at de ikke vender tilbage igen for at dække Jorden” (Sal. 104:6-9). Det er oversat fra KJV, hvor oversætterne har givet en lille forklaring til den egentlige betydning af passagen ”de går op” hvor de skriver: ”Bjergene stiger, dalene sænkes”, og i gamle dage, mens man endnu var tro mod teksten i Guds Ord, da oversatte man passagen således: ”Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen” (1871/1819 oversættelsen). Det er interessant, at fra lige under otte til lige under ni kilometer oppe, er Mount Everest gjort af sedimentær klippe (sand, ler og grus, der dannes i ørkener, søer, floder og i havet), som er fyldt med strandskaller og andre havdyr - hvilket taler stærkt for, at Mount Everest engang var under vandet.

Global oversvømmelse

Der er nok vand i verdenshavene til at dække klodens flade med 2,4 km dybt vand.
Bjergene kendte ikke de højder vi ser i dag, før efter syndfloden. Ordet bjerge (hebræisk har) er i KJV oversat hills, som betyder bakker eller høje. Hvis vi så regner tilbage og forestiller os en virkelighed efter Bibelens Ord, så var Jorden meget mere flad - mere beboelig - mere plads til klodens beboere, præcis som Gud oprindeligt havde tænkt det. Bibelen fortæller at vandet stod knap syv meter over de dengang højeste bjerge (høje), og hvis vi estimerer alt vandet i verdenshavene, så er der nok vand til at dække en flad jord med 2,4 km. dybt vand (ca. 1.260.000.000.000.000.000.000 - 1,260 millioner trillioner liter). Nu var Jorden ikke flad, for Bibelen fortæller at bjergene (højene) var dækket. Det betyder at nogle områder (dale) ville være dækket af måske to-tre km. dybt vand, mens, som Bibelen siger, de højeste punkter stod under ca. syv meter vand. Det ville kræve ca. fire gange så meget vand at dække kloden, som den ser ud i dag, og det er en kæmpe forskel. ”Videnskaben” ”vander” historien alt for meget, fordi de ikke kender tilstandene og præmisserne for den gamle, forgangne Jord. Der er hverken for meget eller for lidt vand - regnestykket passer.

Hvor blev alt vandet af?
Bibelen fortæller om vandene at: ”Du har sat en grænse som de ikke kan gå over; at de ikke vender tilbage igen for at dække Jorden” (Sal. 104:9). Det er det, vi ser i dag, at vandet ligger i dale, for at de ikke skal oversvømme jorden igen. Men der er også polerne, som er dækket af is.

Bibelen fortæller at i trængslen, på HERRENs dag, skal Jorden flyttes fra sit sted (Es. 13:13), den skal vendes på hovedet (Es. 24:1, KJV) og ikke rejses igen (Es. 24:20). Den fortæller at Jesus vil komme igen, og oprette sit fredsrige, tusindårsriget (Es. 2:2-4), hvor ”Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede” (Es. 11:6-8). Meget tyder på at som dyrelivet genoprettes som det var før syndfloden, vil klimaet også genoprettes. Måske blev Jorden flyttet fra sin oprindelige position til Solen under syndfloden, så polerne blev kolde og dens is nu holder på det vand, der ville få havet til at stige med estimeret 61 meter.

Måske får Jorden sin oprindelige position i universet, så klimaet igen bliver tropisk som før syndfloden. Isen smelter og verdensdybet åbnes igen, og sluger det vand som Gud dømte Jorden med. Når englen sagde til Daniel at ”Enden kommer med Oversvømmelse” (Dan. 9:26), kan det måske have den dobbeltbetydning, at der vitterligt vil komme oversvømmelser, med vandet fra de smeltede poler? Om denne HERRENs dag, hvor Jesus kommer igen, siger Mika at: ”under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks, der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt” (Mika. 1:4). Esajas profeterede om denne dag at: ”Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette” (Es. 40:4). Det tyder på at Jorden bringes tilbage til sin perfekte tilstand, hvor Mount Everest og isen på polerne forsvinder, så landjorden også de steder bliver beboelig igen. Havene som vi kender dem i dag, kan reduceres kraftigt, når Mika’s ord går i opfyldelse, at dalene (hvor vandet i havene befinder i dag) slår dybe revner... Kan det være at vandet finder tilbage til sine underjordiske kamre?

Tiden vil vise hvordan det hele bliver. Men én ting er sikkert; ”Videnskaben” vil aldrig kunne forestille sig den verden der formes, når Fredsprinsen stadfæster sit ejerskab over kloden - lige så lidt som de kan forestille sig fortidens tilstande. De vil kunne finde på mange formler der vil få talen om den jordiske tilstand i tusindårsriget til at virke ”videnskabeligt” utopisk og latterlig. Men Gud bestemmer. Han gør hvad Han vil!

For mange mennesker på kloden


Der findes den påstand, at hvis mennesket blev reduceret til otte mennesker for 4.500 år siden, ville vi ikke kunne tælle syv milliarder mennesker på kloden i dag. Der er formler der kan torturere tallene til at umuliggøre både dyr og menneskers antal på kloden, hvis syndfloden er sand. Men der er også formler der gør det mere end muligt. Der er rigtig mange måder at udregne det på, mange faktorer som gør regnestykket praktisk talt umuligt. Så der er mange tal!

Forventet befolkningstal

I en falden verden, med krig, sygdom, hungersnød og død, er vi det antal mennesker der kunne forventes, efter 4.500 år.
Én metode er at regne i fordoblinger. Man mener at menneskeheden er fordoblet ca. 29,5 gange, de sidste 4.500 år. Hvis vi starter med otte mennesker, vil formlen se således ud 8 mennesker x 2 (fordobling) i 29,5 potens (8x229,5) = 6.074.001.000 mennesker.

En anden metode er at angive hvor mange mennesker der var i begyndelsen - i tilfældet med Noa og hans familie, var der seks mennesker, hvis vi udelader Noas og hans kone. Så antager man hvor stor befolkningsvæksten er i procent, og over hvor mange år menneskeheden har formeret sig. Befolkningsvæksten er meget forskellig, landene imellem. Europa har meget lav vækst ca. 0,4%, mens asiatiske og afrikanske lande har stor vækst, ca. 3%. Væksten skal blot være 0,465% for at gå fra seks mennesker til syv milliarder, på 4.500 år[10].

En tredje metode kan være at starte med seks mennesker, antage gennemsnittet for antal år for hver generation, og hvor mange børn hvert par har fået til at føre slægten videre. Lad os antage at en generation er 25 år og at hvert par har fået 2,246 overlevende børn. Så ville der i løbet af 4.500 år være syv milliarder mennesker på kloden[11].

Tallene er meget konservative. Befolkningsvæksten har været meget større, men der har også været perioder hvor sygdom og krige har krævet mange menneskeliv. Sagen er, at der er rig mulighed for at der for 4.500 år siden kun var seks mennesker til at starte en befolkningsvækst, så vi er så mange, som vi er i dag. Omvendt - hvis vi regner med at mennesket har været her i 300.000 år, som ”videnskaben” påstår, så var der ganske enkelt ikke plads til alle de mennesker på Jorden - og endnu mere katastrofalt hvis dyrene medregnes i milliarder af år.

Globale fortællinger om global oversvømmelse


Det er ikke ukendt for ”videnskaben” at der er fortællinger om syndfloden i alle verdens nationer. Tolkningen af dette faktum er det interessante. Her ses i særlig grad hvad Bibelen mener, når den siger om syndfloden at ”for med vilje ignorerer de dette” (2. Pet. 3:5, KJV). The Amplified Bible forstærker sætningen som det bør siges, hvis jeg må sige min mening: ”For de overser og glemmer bevidst dette [faktum]”.

Globalt minde om global syndflod

Der er mere end 600 fortællinger over hele kloden der indeholder en global oversvømmelse.
Når der er fortællinger i alle folkeslag om syndfloden, så er den logiske forklaring at menneskeheden engang havde samme sprog (beretningen om Babel), og hørte om syndfloden fra så at sige, hestens egen mund, Noa og hans familie. Da folket blev spredt med hver sit sprog, blev fortællingen udvandet og mytologiseret i de ikke-bibelske kilder, men fremstår endnu korrekt i Bibelen, for det er der, Gud har lovet at bevare Ordet.

Ignoranterne ser med vilje anderledes på det, og kalder det myter, folkesagn og legender, opstået ud fra lokale oversvømmelser eller fortællinger om sådanne. Hvem i al verden har i historiens forgangne tid forventet en lokal oversvømmelse, og gjort sig anstrengelserne at bygget en båd som redning for mennesker og dyr, i stedet for blot at flygte? Det giver ingen mening.

Mahabharata fortællingen
Hinduismens Manu, redede menneskeheden fra en verdensoversvømmelse. Sammen med syv andre såkaldte rsis (ialt otte mennesker) og al sæd (som måske båder dækker over dyr og afgrøder), sejlede han i flere år i en båd, som strandede på den højeste tinde af Himalaya bjergene. Herefter skabte han mennesket - pendanten til Bibelens tale om at mangfoldiggøre sig[12].

Kariña fortællingen
Kariña folket - Carib Indianerne, er indfødte i Østvenezuela men migrerede til Sydamerika hvor den spanske armada i 1500tallet opdagede dem. De har en fortælling om syndfloden der siger, at Kaputano kom ned til Kariña folket og advarede dem om, at Jorden ville oversvømmes og dækkes af vand. Kun fire par (otte mennesker) blev bange, og byggede en stor kano, mens alle andre gjorde grin med dem. Da de havde bygget den samlede de to af alle dyr, og samlede frø fra alle jordens planter. Derefter kom syndfloden og dækkede hele jorden, og alle undtagen dem i kanoen druknede.

Gilgamesh fortællingen
Fortællingen om Gilgamesh fra Babylon, menes at være nedskrevet (omkring 1.800 år f.Kr) før Bibelens beretning (som er dateret til omkring 1.800-1.400 år f.Kr.), og bruges i den henseende af kritikerne til at vise, at Bibelens fortælling kun er en gengivelse af tidligere tekster. Babylonierne var forfatterne til historien, og Bibelen genfortæller blot denne fabel, påstås der, og det viser igen hvor fatalt det er, når udgangspunktet for fortolkningsmønsteret er forkert. Alt det viser, er kritikernes stålsatte vilje til at forblive ignoranter. En anden forklaring er, at det var i Babel folket stod sammen efter syndfloden, der hvor historien om syndfloden var kendt af ét folk, med ét tungemål. Derfra spredes folket efter sprogforvirringen, og behovet for at nedskrive de historiske begivenheder, er ganske logisk med tiden opstået, mellem de nu forskellige folkeslag. Men derfor kan den godt være nedskrevet i Babel, før Moses tog den korrekte gengivelse af begivenheden med i sin første bog.

Mens den babyloniske fortælling divergerer fra Bibelen på punkter, giver den modsat kritikernes opråb stor kredit til Bibelens beretning, som er der Gud har lovet at bevare sandheden. Den babyloniske version fortæller om Utnapishtim der har overlevet en global oversvømmelse. Historien indeholder et fartøj (dog kvadratisk) som blev overstrøet med beg. Der blev samlet mad, vand og andre fornødenheder. To af alle dyr blev samlet. Så kom oversvømmelsen, og fartøjet landede på Nisir bjerget (formentlig Pir Magrun i Irak), hvorfra Utnapishtim udsendte en due, og derefter en svale og så en ravn (Bibelen fortæller det var en ravn først, og derefter duen af tre omgange, 1. Mos. 8:7-12). Folket gik ud af fartøjet og ofrede til guderne (Noas byggede et alter og ofrede et brændoffer til Gud, 1. Mos. 8:20), som sværmede omkring duften som fluer om honning - hvorefter Ishtar (himmeldronningen) trådte frem.

Der er ligheder, men også mange forskellige detaljer, der adskiller historierne. Tydeligt er det, at menneskeheden har oplevet en global syndflod. For god og hurtig oversigt, har jeg lavet en dansk version af et oversigtsskema herunder, som opsumerer ligheder og forskellige på en række fortællinger.


Man mener der er mere end 600 fortællinger over hele kloden der indeholder en global oversvømmelse, og det råber rigtig højt om at menneskeheden har oplevet det, de på hver deres måde prøver at fortælle. Sagen er, at om så alle fortællingerne var 100% korrekte og ens, så findes der ikke beviser, der vil få skeptikere til at tolke historien efter Bibelens vidnesbyrd. Der vil altid være alternative ideer til Bibelens forklaringer, og de vil altid tolke beviserne efter de divergerende ideer.

Arkens budskab om håb


Jeg blev engang omringet af fire ateister hvor jeg arbejder, som stod sammen om at latterliggøre min tro på Bibelen. De mente at hvis historien om Noas ark var en virkelighed, så var det vanvittigt at Gud bestilte en ark, for at lede alle dyrene dertil. Hvis Han kan alt, hvorfor fik Han så ikke bare dyrene, Noa og hans familie til at flyve over vandene?

Hvor barnligt forslaget end lyder, så måtte jeg medgive disse fuldvoksne og ellers kloge mennesker, at det kunne Han såmænd også godt have gjort. Når Han gjorde som Han gjorde, og lod Noa gå alle de anstrengelser igennem, mon da ikke vi kan forvente at finde en årsag til det hårde arbejde? De lyttede ivrigt, og jeg fortsatte.

Frelsens ark

Arken og syndfloden er en historisk begivenhed, der forkynder frelsen fra Guds vrede, i Kristus.
Arken blev til frelse for de, der i ly af arken undslap verdensdommen. Uden tvivl var der alverdens trosretninger allerede den gang, ligesom der er i dag, og hver havde sin ide om vejen til det evige liv. Men der var kun én ark, og arken havde kun én dør - én eneste vej til frelse. Når arken forkynder midlertidig frelse, så vil den fremstå som et forbillede for noget fremtidigt, nemlig Guds evige frelse, Jesus Kristus.

Jesus siger om sig selv, som sagen var med arken, at Han er døren: ”Jeg er døren; om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst; og han skal gå ind og gå ud og finde føde” (Joh. 10:9). Folket og dyrene gik ind i arken, hvor de blev frelst og fandt føde. Jesus er ”døren” der åbner vejen til Gud, og Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6).

Jeg forklarede dem, at Gud havde gjort det som Han gjorde, for at vise dem fysisk, hvordan den åndelige sandhed er, når det kommer til frelse - for at selv de ikke skulle fejle i at finde vej, hvis de fandt vilje til at lytte til evangeliet. De havde aldrig hørt noget lignende, tror jeg, og for et øjeblik fornemmede jeg Helligåndens kald til dem. De forstod det, og fandt det logisk. Men det varede også kun et øjeblik, så rystede de den ”vanvittige” tale af sig, og fandt nyt skyts frem.

Jesus sagde at ”Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham” (Joh. 6:44), og det var også sandt, da dyr og mennesker gik ind i arken. Da de blev budt at gå ombord i arken, sagde Gud: ”kom du og hele dit hus ind i arken” (1. Mos. 7:1, KJV). Hvor var Gud, for at kunne sige ”kom ind i arken”? Han er hos dem - inde i arken. Han kaldte dem ind til sig, ligesom Han kalder os til sig, at komme til Jesus - vores frelse, vores ark. Som de dengang fandt liv i arken, finder vi i dag evigt liv i Kristus (Romerne. 6:23).

Gud var med dem i arken, og om så videnskaben kunne bevise at en ark som Noas ikke kunne flyde, så ville begivenheden kunne fuldbyrdes fordi himlenes og Jordens Skaber var med i arken. Da vandet var veget bort, siger Gud til dem: ”Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner” (1. Mos. 8:16). Gud var i arken. Han sagde ikke ”kom ud”, men ”gå ud”, for Han var inde i arken hos dem - et billede på at Kristus er arken, der som hønen skjuler sine kyllinger under sine vinger. ”Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge” (Sal. 36:8), ”i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over” (Sal. 57:1), ”du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge” (Sal. 63:9), ”han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly” (Sal. 91:4).

Jesus sagde at som det var i Noas dage, vil det være når Han kommer igen (Matt. 24:37). Snart vil Jesus kalde sine løskøbte til sig (ind til sig, ind i arken) og løfte dem over jordens trængsler, som Noa i arken blev løftet over den dømte Jord. Jesus vil rykke sine løskøbte bort (1. Tess. 4:17), og under Hans vinger vil vi skjules til vreden og ulykken er drevet over - trængslen der som syndfloden vil fare over hele kloden. Til Israel sagde Jesus: ”hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke” (Luk. 13:34), og mine kolleger, samt millioner andre mennesker, venter samme frygtelige skæbne som Israel oplevede da de afviste Jesus - de mistede alt.

Afslutning


Som jeg startede med at sige, så er der rigtig mange argumenter imod muligheden for en global oversvømmelse og Noas ark. Én tåbe kan spørge om mere end hundrede vise kan svare på, men det ændrer ikke på, at tingene har været så meget anderledes end kritikerne kan forestille sig.

Videnskaben mod Bibelen

At videnskaben digter alternative ideer til klodens vidnesbyrd og historie, betyder ikke at Bibelens beretninger er falske. Det er som en retssag med anklager og forsvarer - hvem præsenterer sandheden?
”Videnskaben” har mange uforklarlige spørgsmål som de kæmper med, som eks. hvordan vi kan finde forstenede bløddyr, fisk der er forstenet mens de gyder. Hvis forsteningsprocessen tager millioner af år, som ”videnskaben” påstår, hvordan kan vi da finde disse fund? De ville nå at rådne op eller blive ædt. Hvordan kan der findes forstenede muslinger som er lukket - endda højt oppe i bjergene, når muslinger åbnes når de slappes og dør? Syndfloden svarer på disse spørgsmål - de blev forstenet hurtigt under vægten af syndflodens vand.

Syndfloden forklarer ophvirvlen og sorteringen af fossiler og jordlag. Den forklarer de bølgende formationer af klippelag, der som blødt materiale formedes af vandets bevægelse og hærdede efter vandet veg bort. Den forklarer hvorfor vi kan finde forstenede træstammer der står lodret op igennem ti meter klippelag[13], som ”videnskaben” siger typisk tager 1000 år pr. centimeter at danne[14]. Hvem kan forsvare 1.000.000 år gamle træer? Den forklarer hvorfor vi kan finde en jern krukke, eller en messing klokke indelukket i kulstykker, der af ”videnskaben” påstås at være 300 millioner år gamle[15] - langt ældre end deres påståede tid for mennesket på jorden.

Kloden vidner om syndflodens hærgen, alt ”videnskaben” mangler er øre til at høre... Det er klart at man kan finde på andre årsager til klodens tilstand. Det har bare intet med videnskab at gøre, for det er kun ideer. Ingen i dag kan vide hvad der skete med den forgangne verden - men vi kan tro, og hvem vælger vi at tro? ”Videnskabens” ord, eller Guds Ord?

Se historien om Ron Wyatts fund af Noas Ark


Referencer


[1]Der har været palmer ved Nordpolen”, b.dk, d. 25-10-2009
[2]53 mio. år siden: Palmer på Antarktis”, Ingeniøren, d. 03-08-2012
[3] Se nederste tabel på denne side ”Cargo Estimate For Noah's Ark”.
[4]Warships of the World to 1900”, af Lincoln P. Paine, side 94.
[5]Life-Sized Noah's Ark Open to the Public”, The Christian Post, 30-07-2012
[6]Forge welding”, Wikipedia
[7]Proportions of a Real Vessel”, WorldWideFlood.com
[8] Se mere her: ”Top 8 Reasons Why We Know...The Flood Never Happened”, Truth-saves.com
[9]In Six Days”, side 244.
[10]Population Growth Calculator”, Stop Population Growth Now
[11]People Calculator (Past)”, Ward’s Web Pages
[12]Manu (Hinduism)”, Wikipedia.
[13]Catastrophic Geologic Evidences in Ecuador: Part 2: Puyango Petrified Forest”, TASC - Triangle Association
for the Science of Creation.
[14]The Great Dinosaur Extinction Mystery”, af Charles Officer, side 56.
[15]Impossible Stuff in Coal and Rock”, 6000years.org


Debat: Noas ark

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation