Big Bang hvad?

af Kim Andersen
Lagt på d. 27/07-12



Jeg kan ikke tælle længere, hvor mange gange jeg har diskuteret evolution og Big Bang med bedrevidende, eller som nogle vil sige merevidende mennesker (de ved ikke mere om sandheden, men mere om ”videnskabelige” teorier). Der er flere definitioner af hvad Big Bang er, og derfor er titlen på denne artikel ”Big Bang hvad?” for hvilken definition holder man sig til?

Videnskaben spiller hasard med skabelsen og laver nye spillekort i form af definitioner og ændrede tilstande for universets begyndelse, efterhånden som modellerne kommer til kort - men som de selv ville sige - de bliver blot klogere. Som man ofte siger om videnskaben - ”det man tror i dag, ændrer sig i morgen”, og derfor kalder jeg det pseudovidenskab, eller sætter videnskab i citationstegn, ”videnskab”, for den fejlagtige tro (ikke viden) i dag, var ikke viden, men i morgen forkerte antagelser, og derfor ikke videnskab.

Som tiden går, ændrer videnskabens betydning (og brug) af ordene sig, så Big Bang betyder forskellige ting alt efter hvilken kontekst og, kan man sige æra, den hentes fra. Det samme gør sig gældende med fænomenet evolution (som er i familie med Big Bang), der for nogle betyder arternes transformering fra ét dyr til et andet, men for andre blot små variationer inden for en bestanddel af dyr (eks. en fugleart) igennem flere generationer. For andre igen er begge punkter identiske, for definitionen dækker over alle de små generationelle variationer inden for én art, der i sidste ende resulterer i en ny eller nye arter[1].

Fordi ”videnskab” ændrer sig hele tiden, med undskyldningen at vi bliver hele tiden klogere (dvs. finder huller i regler og præmisser, og re-modellerer gamle teoretiske modeller - laver nye spillekort til et ufærdigt spil), så skal man hele tiden følge med i de nye ideer og antagelser.

Jeg har valgt at skrive denne artikel, for at kunne bruge den som reference, frem for at starte forfra i hver eneste diskussion. Der er dog et problem med at skrive så kort et stykke om et emne, der har hundredvis af matematiske formler, og om hvilket der er skrevet store tykke bøger. For Big Bang advokaten vil jeg blot være et uskolet fjols, der intet har forstået af konceptet (alle de ”kloge” citerer i dette spil hinanden, da det kræver en titel at udtale sig), og for et sådant menneske vil enhver logisk modsigelse være en intellektuel ligegyldighed.

Et typisk angreb mod en person der forsøger at vise ”videnskabens” fantasifulde påstande, er at kaste jokeren: ”du har enten misforstået eller forstår ikke den videnskabelige metode”. Jeg er stødt på dette fænomen flere gange, og det er næsten en fornærmelse af det almindelige menneskes intellekt, for den er ikke svær at forstå. Denne metode har nogle processer der går nogenlunde sådan her: 1) Definer spørgsmålet eller problemet, 2) lav indsamlinger af informationer, 3) formuler en hypotese, 4) udfør eksperimenter, 5) observer, 6) konkluder. Viser det sig at den fremsatte hypotese ikke holder, formuleres en ny - metoden gentages fra punkt 3. Bekræftes hypotesen derimod, så gentages eksperimentet indtil det kan konkluderes, fra og med punkt 4, at gentagelsen er konsekvent. Mens ”videnskabens” alterbørn citerer denne liturgi utrætteligt for de uvidenskabelige kættere som mig, så gemmer den historiske ”videnskab” sig bag den ellers så gode metode, mens de blåstempler påstande om tilblivelse og alder, selvom deres processer giver forskellige udslag igen og igen. Makroevolution påstås at være resultatet af mikroevolution (tilpasning og forandring inden for en art, hvilket egentlig var det Darwin betragtede men misforstod på Galápagos) over tid - at en dyreart i løbet af millioner af år ændrer sig til en anden (en hund bliver til en kat), har aldrig - og kommer aldrig - til at opfylde den videnskabelige metode. Der indføres med den teori milliarder af år der skal kunne afprøves igennem den videnskabelige metode, år som ingen forskere endnu har fundet i nutiden til indførelse i metoden. Evolutionen af stjerner består heller ikke den videnskabelige metode. Når det så bliver sagt, så fremturer alterbørnene med alle de eksempler de kender på, at ”videnskaben” faktisk har brugt denne metode, og udelader alle forbrydelserne. En simpel fornægtelsesproces, der praktisk talt er umulig at trænge igennem.

Ikke desto mindre, så er denne en sand og gyldig fremlæggelse af Big Bang teorien. Når alt kommer til alt, så handler det om hvor langt man er villig til at gå, i accepten af - og troen på det, vi alle taler om, uden at have oplevet det. Det er et valg. Jeg har valgt at tro på Bibelen - så langt strækker min vilje sig. Andre har valgt at tro på forskerne, hvortil deres accept af en forklaring rækker.

Big Bang - universets begyndelse?


I 1997 skrev astrofysiker Jonathan Keohane på NASA’s hjemmeside at:

Big Bang teorien er teorien at universet begyndte fra et enkelt punkt, og har ekspanderet lige siden.[2]

Denne version er den, de fleste skolebøger citerer. Det er den version de fleste der tror på skabelse forholder sig til, for der er mange huller i teorien som gør den ubrugelig. Primært problematikken med ingenting og alligevel alting. Som regel starter man teorien hvor al masse findes, men er sammenpresset i et mikroskopisk punkt.

Andre teoretiserer yderligere og deler ingenting op i to ting, således at der er stof og antistof som tilsammen udgør intet. Det eksploderede, blev adskilt og noget (alt) blev til. De fleste vil ikke acceptere den tanke, for intet er i virkelighedens verden intet, og hvor kom noget så fra, når intet var? Intet kan ikke pakkes i et punkt. Intet kan ikke producere varme. Intet kan ikke producere en eksplosion. Der er mange gode som dårlige argumenter mod denne oprindelige form af Big Bang.

I 1980’erne fandt man på et nyt fænomen, inflationsmodellen, en teori der skulle rette op på problemet i den gamle Big Bang model, der har med den varmemæssige ensartethed i universet (også kaldt horizontproblemet) at gøre. Problemet ligger i afstanden mellem to galakser, som i universets påståede 13,7 milliarder år aldrig har kunnet nå at få kontakt med hinanden og udligne varme, da ingen information (her varme og kulde udveksling) kan rejse hurtigere end lyset. Når vi fra jorden ser lyset fra én galakse i vest, der er 10 milliarder lysår væk fra os, og vender os mod øst mod en anden galakse 10 milliarder lysår væk, så er der mellem de to galakser 20 milliarder lysår (det vil tage 20 milliarder år for lyset at rejse fra den ene galakse til den anden), og der er i universets alder (kun 13,7 milliarder år) ikke tid nok til nogen form for informationsudveksling mellem de to - der er godt 6 milliarder år for lidt. Alligevel antager man at der er ligefordelt varmeforhold.

Alan H. Guth og Paul J. Steinhardt finder derfor på en løsning - en ide, en historie der understøtter ”videnskabens” ide om fortiden. Ganske enkelt - som Guth og Steinhardt fortæller:

I den inflatoriske model udvikler det observerede univers sig fra et område, der er meget mindre i diameter (med en faktor 1050 eller mere), end det tilsvarende område i standardmodellen. Før inflationen begynder, er området meget mindre end horisont afstanden og det har tid til at blive ensartet og nå termisk ligevægt. Dette lille ensartede område inflateres så til at blive stort nok til at omslutte det observerede univers. Således var kilderne til den mikrobølgebaggrundsstråling, der i vore dage ankommer fra alle retninger på himlen, engang i nær kontakt; de havde tid til at nå en fælles temperatur før inflationsæraen begyndte.[3]

Det er til hver en tid muligt for ”videnskaben” at ændre på betingelserne for universets tilblivelse, for at tilpasse begivenhederne egne teorier - det er lige præcis det, den type ”videnskab” går ud på. Der er absolut ingen grund eller bevis for at foreslå en sådan betingelse. Det er ren og skær fantasi, et eventyr der korrigerer spillereglerne i et fantasispil. Sandheden er, at ”videnskaben” (hverken med og uden citationstegn), ved ikke noget som helst om universets tilblivelse. Men enhver tilhænger af ”videnskab” vil til hver en tid smide kortet, at ”det vi ikke ved i dag, det ved vi måske i morgen” (en karakteristisk videnskabelig måde at vende ordsproget ”det man tror i dag, ændrer sig i morgen”). Med tiden skal vi nok finde ud af det, siger de, og så håber de på at en klog mand kommer på flere ideer - flere regler der ikke forbryder sig mod de allerede eksisterende, som kan korrigere nutidens og fremtidens fejl.

Det betyder ikke, at du ikke vil få kamp langt ud over kanten, hvis du siger sådan. De mennesker der virkelig studerer dette spil, kender reglerne, og en appelsin kan således med bedste ”videnskabelige” praksis bevises at være blå, ganske enkelt fordi en tomat er rød - sådan siger reglerne. Man kan trækkes rundt i manegen af disse folk (for et cirkus, det er det), og værst tror jeg de er, dem der tror de ved meget mere end de gør, for de strør i flæng om sig med alle de regler, gloser og fænomener de nogensinde har hørt. Kampen mod merevidende ignorance hos folk der ved lidt men tror de ved meget, kan ingen vinde. De er ikke i tvivl om sandheden i forskernes teorier - de ved det er sandt - men det er der ironisk nok mange forskere der selv er og bliver, når de selv når ind til kernen af problemerne i den alternative skabelsesteori. Der findes en bog kaldt ”In Six Days”, hvor 50 forskere, med ekspertise inden for forskellige videnskabelige felter, fortæller hvorfor de tror på seks bogstavelige skabelsesdage, så det er ikke kun uskolede fjolser der kan gennemskue ”videnskabens” brætspil.

The TalkOrigins Archive, som er ”videnskabens” tro væbner, har lavet en lang, lang redegørelse for hvad Big Bang er, og ikke er. Lyt engang:

Modsat den almindelige opfattelse, handler Big Bang Teorien ikke om oprindelsen af universet. Den beskriver nærmere udviklingen af universet over tid...Når det er sagt, handler Big Bang Teorien ikke desto mindre om oprindelser - oprindelsen af masse, oprindelsen af elementerne, oprindelsen af omfattende strukturer, oprindelse af den kosmiske mikrobølge baggrundsstråling, osv.[4]

Med andre ord, har Big Bang intet med tilblivelse af universet at gøre - men om tilblivelsen af masse, herunder himmellegemerne - universet... Eeehh, altså ikke universet, men kun udvidelsen af det, og så ellers tilblivelsen af alt universet består af - undtagen selve universet...

Der er rigtig mange elementer i disse fænomener, som der kan skrues på i diskussionerne, og flere kommer til med tiden. Suges man i en diskussion ind i ”videnskabens” labyrint af argumenter, så undgår man ikke at blive svimmel. Det er så let at miste overblikket og ikke holde fokus på det egentlige problem, at ingen på nogen måde kan vide hvad der skete på skabelsestidspunktet. Et eksempel fra biologisk evolution er ”videnskabens” opdigtede ord ”hominoidea” - en super art, som alle aber og mennesker siges at nedstamme fra. Der er dog intet bevis for, at der engang har været en sådan ”hominoidea” art, men det påstås, fordi der er genetiske sammentræf - hvilket findes i alt biologisk. Det svarer til at påstå at alle bøger i verden stammer fra én superbog, fordi der er ens ord i alle bøger. Det er ikke brugbar bevisførelse, men er af ”videnskaben” godkendt, og bruges derfor uberettiget som bevis. Når ateister og andre tilhængere af ”videnskaben” fastholder dette som bevis, er der intet at stille op. Det er i bund og grund en uendelig diskussion, hvor den ene part siger at Gud ikke eksisterer, og den anden siger Han gør, og ”jo”, ”nej” vil lyde for evigt.

Uden tvivl vil det lykkes at få en model, der ”videnskabeligt” kan accepteres af ”videnskaben”, fra først til sidst. Det er forskerne der bestemmer, og de gør hvad de vil mens de griner af os ”uskolede”, der ikke er med hvor reglerne skrives. Big Bang er eksperimentelt bevist siges der, og eksperimentet er ene og alene talgymnastik, der bygger på andre eksperimentelle ”beviste” ideer, hvis huller lukkes af nye ideer hen af vejen som de opdages - uagtet at mange eksperimenter ikke er foretaget i fysikken. Alt for meget er ikke isoleret og afprøvet, som enhver god videnskabelig øvelse kræver.

Udvider universet sig?


Forholder man sig til den nye teori, og glemmer den alternative og selvmodsigende tilblivelsesmodel, så har vi universets udvidelse tilbage. Det er ikke nødvendigvis forkert. Nogle elementer i teorien lader til at være videnskabelige, bl.a. udvidelsesteorien. At universet udvider sig, det er der vers i Bibelen der antyder, der taler i nutid: ”han udspænder Himlen” (Job. 9:8), ”Han udspænder Norden over det tomme” (Job. 26:7), ”Himlen spænder du ud som et Telt” (Sal. 104:2), ”han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo” (Es. 40:22). Læg mærke til den nutidige tale - Gud udspænder himmelen, universet udvider sig stadig.

Men det betyder ikke at tingene har været sådan fra begyndelsen, for andre steder (i eks. Es. 42:5 ; Es. 45:12 ; Jer. 10:12) tales der i datid - Han udbredte himmelen. Gud skabte et færdigt univers. Himmelen var udbredt og alle galakser på plads allerede efter skabelsens fjerde dag. Alt var efter de seks dage skabt og færdigt. Adam var en voksen mand (ikke et spædbarn), dyrene var ikke unger og træerne var modne med frugt. Stjernerne, milliarder af lysår væk, kunne allerede ses på jorden, således at Adam kunne bruge dem til fastsættelse af højtider, dage og år - så de kunne tjene som tegn, hvilket var formålet med dem (1. Mos. 1:14).

Lyset er videnskabeligt målt til at falde i hastighed[5], hvilket betyder at lysets hastighed har været hurtigere engang - og dermed falder al historisk videnskab, der forsøger at forklare tilblivelsen af alt uden en Skaber. Hvis lyset ikke er konstant, er et lysår ikke et lysår, og bruges det som afstandsmåler til fjerne planeter og galakser, så kan universets alder ikke bestemmes med den metode. Det er ikke den eneste teori der kan forklare hvorfor vi kan se lyset fra galakser der er mere end 6.000 lysår væk. Der er andre som eks. at tiden er relativ, fordi den påvirkes af tyngekraft. Jorden og vores galakse kan være centrum af universet, og derfor befinde sig i en gravitationel brønd, hvor tiden går langsommere på bunden af brønden, end uden for brønden[6]. Begge dele - lysets hastighed og tidens variation, eller hver sag for sig, kan forklare hvorfor lyset fra stjerner flere milliarder lysår væk kan ramme os, efter kun 6.000 år. Hvorom alting er, så er der mindst lige så plausible ideer der beskriver et ungt univers som Bibelen forkynder os det, som der er ideer der forsøger at miskreditere Bibelen.

Hugh Ross, der er grundlægger af siden ”Reasons To Believe”, er en kristen astronom, der ikke tror på seks bogstavelige skabelsesdage. Han har vanvittige påstande og særdeles ubibelske udlægninger af Bibelens skabelsesberetninger, og holder sig til at f.eks. baggrundsstråling og at universet udvider sig, er bevis for et 13,7 milliarder år gammelt univers. Ved at kikke på disse teorier, forsvinder ”ingen oplevede skabelsen og kan sige hvordan det foregik” argumentet, for teorierne giver os briller til at kikke tilbage i tiden, siger han, og derved er det som selv at være der, da alt blev til. Vi kan se skabelsestidspuktet. Man er nødt til at fornægte Guds mirakuløse indvirkning i skabelsen, og tro blindt på egne teorier og overhøre andre modstridende ideer, for at kunne hævde sådan en påstand - den kan ikke være videnskabelig, men er et spørgsmål om tro. Der påstås med disse forskellige teorier, at beviset for Big Bang, et milliarder år gammelt univers er overvældende, og benægter man det, placeres man bare i kategorien for overdrivelse og misforståelse af ”videnskabens” teorier.

Personer som Hugh Ross benægter at Gud har skabt alt færdigt og perfekt på seks bogstavelige dage. Alt har udviklet sig. Neandertalerne var sjæleløse skabninger, der vandrede omkring på Jorden før mennesket kom til. Skabelsen af Eva var en operation der krævede at Adam skulle komme sig efter Gud havde opereret på ham. Da Gud plantede Edens Have, tog det mange år, for træer og planter skulle vokse til, så Adam kunne - og skulle have tid til at arbejde - i haven. Der tilføjes alverdens ekstra-bibelske tilstande, for at få seks dage til at blive millioner af år. Man antager at som det hele er nu, har det altid været, og det har man ingen forudsætning for at vide, man kan blot tro det.

Om der er målinger der berører Guds skaberdage, det ved hverken jeg eller ”videnskaben”. Jeg har ingen ide om hvordan Gud bragte alt til af intet - hvordan praktikken i at Han talte alt til eksistens foregik. Men det gjorde Han, og det skete, og om universet bærer målbart præg af Hans virke under skabelsen, kan hverken fornægtes eller bevises. Baggrundsstråling er måske et produkt af skabelsesdagene - måske er det noget helt andet. På bundlinjen er der ingen der med sikkerhed kan sige det, for Gud har ikke åbenbaret det for os.

Universets alder


Det største problem med Big Bang er dateringen af skaberværket, hvilket ”videnskaben” selv har haft store problemer med. Dels er universet blevet ufatteligt gammelt de sidste par hundrede år (hvis vi skal tage ”videnskabens” adskillige forøgelser af alderen alvorligt), og dels har ”videnskaben” som vist ændret betingelserne for Big Bang for at imødekomme aldersproblemet. De tilstande, der videnskabeligt taler for et ungt univers underkendes og ignoreres. Her et par eksempler (uden for meget videnskabelig forklaring):

Saturn:
Saturns ringe, som ”videnskaben” udmærket ved taler for en ung planet. Det påstås at Saturn er 4,5-5 milliarder år gammel, samtidig erkendes det, at materialet der udgør Saturns ringe (is og støv) hurtigt fordamper, eller trækkes af Saturns tyngdekraft ned på Saturns overflade. Ringene er opstået, mener man (hvilket kan være sandt), ved at en måne eller en komet, 200 km på tværs blev knust af et sammenstød tæt på planeten, hvilket efterlod en masse vragrester for 100 millioner år siden. Men fordampningen af is sker så hurtigt, at ”videnskaben” erkender, at når vi ser dem endnu, er rent og skært held... Med andre ord, Saturns ringe er et problem, men man lader som ingenting.

Uranus:
Som med Saturn er aldersposen blevet rystet af ”videnskaben”, og nummeret 4,5 milliarder år blev trukket. Problemet med Uranus’ ringe, ved yderligere forskning viser, at deres eksistens højest kan tælle én milliard år. Man er derfor kommet op med en ide, et nyt spillekort der korrigerer for denne ”fejl” i spillet, at fordi ringene hele tiden gnubber sig op af hinanden, så skabes der hele tiden nye partikler, og ringene bliver fortsat repareret. Hvis ikke det er tilfældet, ville ringene være fjernet for længst af atmosfærisk træk. De er her endnu, og det beviser et ungt solsystem.

Andre planeter som Jupiter og Neptun har også ringe, som ligeledes vidner om et ungt univers. Det er blot ét af vidnesbyrdene som ”videnskaben” vender det døve øre til.

Kometer:
Eksistensen af kometer i vores solsystem, er et stort problem for den fantasifulde datering, for da kometer består af støv og is, ville de for længst være opløst af solen, og derfor ikke eksistere i dag, hvis solsystemet har den alder der gættes på. Mange - de fleste - kometer har en bane der fører dem langt væk fra solen, og selvom de således er langt væk fra solen, øges chancerne for at de går til grunde eller forsvinder ud i universet, fordi de fanges af tyngdekraften fra de mange stjerner, hvor de enten falder ned på stjernen, eller skydes ud af vores solsystem. Kometernes møde med stjernernes tyngdekraft kan således ændre deres bane, og kometens alder kan derfor ikke udregnes ud fra den tid det tager kometen at fuldføre sin nuværende bane. Hale-Bopp er den største iskerne der er blevet observeret, og er betegnet som en stor komet - og er derfor enten en gammel komet, eller forholdsvis ny. Gammel fordi den måske har været meget større end nu, men er blevet mindre igennem flere perihelioner (baner omkring solen), eller ny fordi den blot har haft kort tid i sin bane. Den blev opdaget i 1995 og set i 1997, og med den nuværende bane er det beregnet at den i juli, 2215 f.Kr. blev set som vi så den i 1997, dvs. at den er i hvert fald 4.200 år gammel. Skulle Hale-Bopp være lige så gammel som solsystemet, så ville den med nuværende bane have passeret det indre solsystem over en million gange, og er vores solsystem så gammelt, ville vi ikke have set Hale-Bopp i 1997. At der endnu eksisterer kometer, at vi så Hale-Bopp, er et bevis for et ungt univers.

Man har da - selvfølgelig - fundet på forklaringer, og opfundet ”Oort Skyen”, en hypotese der blev foreslået ud fra kometer med større bane-akser, at Oort Skyen skulle indeholde en stor beholdning af iskerner. Skyen er aldrig observeret, men er kun en ide. Den er falmet nok til, at man har grebet ud efter ideen at så må Kuiper Beltet have evnen til at give de fornødne kometer, til at opretholde illutionen om et gammelt solsystem.

Alle astronomiske og biologiske forhold, kan forklares med skabelse. Det er klart at teori justeringer her og der, med tiden vil kunne støtte ideen om Big Bang, i hvilken form den måtte få, men det vil aldrig udvaske det ligefremme faktum, at Gud har skabt universet, og at det vidner om det på rigtig mange måder.

Planeters rotation:
Selvom det ikke vedrører universets alder, så er det værd at nævne at det ligeledes et problem for ”videnskaben” at planeter som Venus, Uranus og Pluto roterer baglæns - tillige med Neptuns måne. Det er videnskabeligt accepteret, at universet er født roterende, og at der findes en fysisk lov, kaldt ”loven om bevarelse af impulsmoment”, der siger at når intet eksternt drejningsmoment kan påvirke et objekt eller et lukket system af objekter (som universet - og der er intet uden for universet der kan påvirke - foruden Gud), så kan der ikke ændres på impulsmomentet, og der vil være retningsbestemt symmetri i rummet. At nævnte objekter spinder baglæns er derfor et paradoks som viser at Gud har påvirket objekterne, Han har sat dem til at spinde baglæns.

Selvfølgelig er der teorier der siger at der ikke findes bevarelse af impulsmoment, og feberredninger der forsøger at forklare at eks. Venus er blevet ramt af et objekt (hvilket også påstås om Jorden, en begivenhed der skabte månen) og begyndte derfor at rotere baglæns - eller, som andre siger, så blev den vendt på hovedet. Det handler ganske enkelt om hvad du er villig til at acceptere. Vi kan ikke se hvorfor planeterne roterer baglæns - men at de gør det, og hvis man ikke vil se Skaberens hånd i universet, eller acceptere Hans beretning om skabelsen, så er man nødt til at finde villighed til at acceptere hvad end der må komme af alternative ideer til forklaringer.

Et andet problem ang. rotation, er Solens langsomme rotation. Solen består af mindst 99% af massen i vores solsystem, og hvis Big Bang er sand, burde Solens formation være præget af samme effekt, som når en kunstskøjteløber laver piruetter. Når armene strækkes ud, dvs. massen flyttes ud fra objektets center, roteres der langsomt. Men når armene tages ind mod kroppen, objektets center, øges hastigheden. Når Solen har over 99% af solsystemets masse, burde den dreje meget hurtigere i dag fordi massen har konsolideret sig, men den har kun 2% af impulsmomentet. Det er et uforklarligt paradoks, og afslører Guds hånd i skaberværket.

Galaksernes spiralform:
Der arbejdes endnu ihærdigt på at få en ide til hvorfor der kan observeres spiralformede galakser, hvis universet er 13,7 milliarder år gammel. Problematikken består i at stjerner som er tæt på centrum af en spiral galakse, ikke skal rejse så langt som stjerner langt væk fra centrum, for at gennemføre en hel bane i galaksen. Derfor vil stjerner tæt på centrum gennemføre sin bane mange flere gange end de yderste stjerner, og det vil resultere i at spiralformen med tiden vil blive snoet op. At der endnu opserveres spiralgalakser, vidner om at Universet er ungt.

Månens geologiske liv:
Rykker vi så tæt på vores planet som vi kan, uden at forlade rummet, rammer vi månen. I 2009 stiller NASA spørgsmålet ”Er månen stadig i live?” og siger:

Konventionel visdom siger, at Månen er død. Konventionel visdom kan være forkert. I dag i tidsskriftet Nature, annoncerede et team af forskere under ledelse af professor Peter Schultz fra Brown University, beviser for frisk geologisk aktivitet på Månen. Selvom Månens vulkanisme skulle være ophørt for milliarder af år siden, er der mindst ét ​​sted på Månen, hvor afgasning kan være sket indenfor de sidste 10 millioner år - og kan stadig ske i dag (Schultz, adstadig og Pieters, Natur , 444, 184).[7]

Hvis universet er milliarder af år gammel, skulle månen være geologisk død som en sten, men det lader til den er i live. Professor Peter Schultz afslutter interviewet med at sige: ”Månen er måske ikke så død alligevel.”. En anden artikel fortæller at månen har slået sprækker inden for de sidste 50 milloner år[8], hvilket - på trods af det astronomiske antal år - er alt, alt for lidt til at understøtte den overdrevne alder universet er dateret med.

Afslutning


Jeg synes at Jonathan Keohane, astrofysikeren jeg citerer i begyndelsen af artiklen, er en af de mest ærlige Big Bang teoretikere jeg er stødt på. Han skriver:

Beviset for at et big bang er sket for omkring 15 til 20 milliarder år siden er overvældende, så jeg tror naturligt at det er sådan det er...Og når en teori er blevet testet så meget som big bang teorien, hvor hver test genbekræfter sin validitet, da tror vi at det sandsynligvis er sandt - i det mindste mere sandt en de teorier som er fejlet under de observationelle tests.

En tro på at Big Bang sandsynligvis er sandt, er det tætteste man kan komme på en ærlig bekendelse af et trossystem. Big Bang er en religion, hvor teorier - nogle af dem mulige at bekræfte i laboratorier, men dermed ikke bevis for at være tilfældet i skabelsen - er liturgien der skal læres indenad. Jo længere tid der går, jo flere spillekort og regler får “videnskaben” designet, så alle de huller Guds seks skaberdage forårsager i de ”videnskabelige” teorier, vil blive lukket og bortforklaret med ideer der i ”videnskabens” øjne er så matematisk plausible, at det må antages at være sandt.

På bunden af diskussioner som Big Bang ligger som sagt viljen til hvad vi vil acceptere. Vil vi acceptere det åbenlyse, at en person uden årsag, som altid har eksisteret - uden begyndelse og ende, en evig selvopretholdende person - har frembragt alt ud af intet - og acceptere Hans fortælling om det? Eller vil vi kaste os ud over fornuftens afgrund og acceptere et trossystem der bygger på antagelser og ideer der falmer og genoplives igen og igen, for at undgå det ligefremme, at Bibelen fortæller os sandheden?

Diskussionen ender aldrig, for fristelsen i ophøjelse af eget intellekt igennem kundskaben om ”videnskab” er stor, og vil tiltrække mange mennesker, særligt når medierne står sammen om at føre verden bag lyset med påstanden om at troen på skabelsen på seks dage, og et ungt univers hører en forgangen uoplyst tid til. Ordet i Romerne. 1:22 er skræmmende beskrivende for ”videnskaben” i dag: ”Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer”.

Formålet med denne artikel er at vise dig, at Big Bang teorien er en evig foranderlig påstand, der ligesom en religiøs sekt skaber en isoleret virkelighed for de skolede, der med sine teorier skaber grundlag for et præsteskab der ved bedre, og kan citere egne ideer i flæng som den eneste lov og sandhed, for at værne imod ”ufrelste” modstandere. En appelsin er og vil altid være blå, fordi en tomat er rød. Det er logik for de skolede, men komplet uforståeligt vås for den uskolede men logisk tænkende observatør.

”Videnskaben” kan komme med tusinder af ideer der bortforklarer Guds eksistens, og Hans skabelse af universet for 6.000 år siden. Det ændrer ikke på, at der er og altid vil være beviser der vidner om at de tager fejl, og at Bibelen fortæller os sandheden. Der kan være eller komme elementer vi ikke kan forklare, fordi Gud i skabelsesprocessen ikke har været underlagt nogen naturlov, men har frembragt alt, både masse og orden overnaturligt. Nogle ting vil vi måske ikke kunne forstå, og må acceptere at have blind tillid til Skaberens Ord. Men i det store perskepktiv så lad ikke ”videnskaben” vælte din tro på Bibelens sandhed. Hold fast i at der altid vil være en logisk forklaring - naturlig som overnaturlig, om vi har fået øje på den eller ej, der viser at Gud har talt sandt i sit Ord, når Han fortæller os om begyndelsen af universets eksistens. Lad Paulus ord til Timoteus være det afsluttende ord til dig: ”Du Timoteus! Tag vare på det som er overgivet i din forvaring, så du undgår verdslig om tom vrøvl, og modstand fra videnskab, som det fejlagtigt kaldes” (1. Tim. 6:20, KJV).

Referencer

[1] Læs mere i artiklen “Ateisme - ingen, stor eller enorm tro: Hvad er evolution
[2] Ask an Astrophysicist, Big Bang theory”, Imagine The Universe! - En tjeneste fra High Energy Astrophysics Science Archive Research Center (HEASARC), som er en del af Astrophysics Science Division (ASD) ved NASAs Goddard Space Flight Center.
[3] Det inflatoriske univers”, Alan H. Guth & Paul J. Steinhardt, universer.dk, d. 24-12-2005.
[4] Evidence for the Big Bang”, af Björn Feuerbacher and Ryan Scranton, d. 25-01-2006.
[5] Speed of light slowing down?”, wnd.com, d. 3107-2004, se svt. også”Falder lysets hastighed”, Tagryggen, d. 01-04-2010.
[6] Se evt. ”Starlight and Time - Dr. Russell Humphreys”, på YouTube.
[7] Is The MoonStill Alive?”, NASA Science, Science News, d. 09-11-2009.
[8] Månen slår sprækker”, Ingeniøren, d. 21-02-2012


Debat: Big Bang hvad?

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*



Emne: Universet

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation