Bibelens Historie

af Kim Andersen
Lagt på d. 25/08-06


Udskriv
Oversigt


Jeg har længe - længere end jeg selv har været klar over - været vidne til at Guds Ord er blevet revet i stykker. Troen er blevet svækket markant og tvivl om stort set alle Bibelske læresætninger betvivles. Med påstanden om ny information om Bibelens grundtekst (eks. Judas Evangeliet), kan snart al Bibelens indhold formes og bøjes efter behag. Det betynger bogstaveligt min sjæl, som en gråd i hjertet, når jeg læser hvordan ”kristne” organisationer sårer Ordets troværdighed, og jeg længes efter at Guds Ord må finde samme respekt og ærbødighed hos andre, som det har fået i mit liv. Jeg har igennem mit liv med Jesus erkendt at Guds Ord står over alt andet - følelser, meninger, oplevelser, krav, ønsker og meget mere som livet byder på, for at bytte én Sandhed, med teorien om relativitet. Det er ikke af egen interesse jeg har skrevet om Bibelen, for min egen appetit efter Bibelen er ikke om den, men er i den. Jeg ville hellere bruge al tiden på at lære mere om det Guds har sagt, end om bogen hvori Han siger det.

Jeg har igennem lang tid skrevet på denne artikel og må erkende, at jeg ikke formår til fulde at forsvare det jeg værdsætter så utroligt højt, Guds Ord til mennesket. Jeg har en stor mangel for at kunne bevise mange ting, nemlig min sprogbarriere som gør at jeg ikke kender hverken hebræisk, græsk eller latin. Derfor har jeg erhvervet mig al mulig materiale fra Bibeltroende mennesker (litteratur, ordbøger o.a. værktøjer), som har ført an i det spor jeg vil lede dig ind på her. Jeg kan love dig, at det jeg fortæller dig er sandt og er grundigt efterforsket af mig personligt. Meget har jeg ladet ligge, fordi jeg ikke selv har kunnet forstå det, eller finde bevis. De mennesker jeg citerer, er troværdige, med mindre andet er angivet. Personerne jeg citerer får megen kritik på nettet, som søger at stille dem i utroværdigt lys. Men det vil altid være sådan, at uanset hvilket parti du tager, vil du altid have fjender som søger at ødelægge dit arbejde, og jeg er sikker på at også denne artikel vil modtage denne negative kritik. Jeg har valgt som udgangspunkt at acceptere at Gud der inspirerede og indåndede Bibelen også har bevaret den, så det Han sagde, kan findes i dag. Uden det synspunkt vil al forsøg på at behandle Ordet, være formålsløs.

Jeg håber du vil tage dig tid til at læse denne artikel med omhu, selvom den er lang og til tider måske også langtrukken. Det har ikke været min menig at skrive for at skrive. Jeg har sorteret rigtig meget i det jeg ønskede at skrive, for ikke at miste læserens interesse langs vej. Er dette glippet, så vær udholdende. Jeg er sikker på at det du læser vil styrke dig i troen på Frelserens og Skaberens evige og Hellige Ord. Uden troen, tilliden og overbevisningen iht. Guds Ord, både åndeligt og mentalt, kan Satans pile gøre dødelig skade på vores tro - jeg har prøvet det, ude af stand til med god samvittighed at forsvare mit et og alt, Troen på Jesus - og derfor må vi kende til sandheden om Guds inspirerede og bevarede Ord! Det er en intens åndelig krig, som søger at dræbe vort liv med Gud. Uanset hvad højtråbende mennesker proklamerer i kampens hede, så er det muligt at læse Guds Sande Ord i dag!

”Kun teksten i den protestantiske engelske Bibel KJV (King James Versionen), er som sædvanlig uenig med teksterne i Septuagintaen og Vulgataen…i Septuagintaen er hedenskabens heltinde” (Blavatsky)

Med denne fantastiske udtalelse fra Madame Helena Petrovna Blavatsky, teosofiens gudmoder, vil jeg vise dig hvorfor vi må erklære King James Bibelen for Guds sande Ord. Utallige oversættelser er blevet lavet, både af tilhængere som mener at hele Bibelen er af hebræisk/aramæisk oprindelse, og af folk der mener at hhv. det gamle og nye Testamente er af hebræisk og græsk oprindelse. Ingen Bibel har opnået en modstand som KJV, hvilket i sig selv er et vidnesbyrd om, at den er det tætteste vi kommer på Guds oprindelige Ord.

Der findes en ofte ophedet kamp blandt tilhængerne af de forskellige bibeloversættelser, og ofte anses de der holder sig til KJV (King James alene folket), for at være dem, der skaber bølger i vandene, da de ikke slår sig på nye og ofte alternative oversættelser, men står fast på deres gamle oversættelse. Personligt har jeg ikke noget imod at slå op i andre oversættelser, og er ikke på nogen måde imod oversættelser. Oversættelser vil altid indeholde fejl, og derfor er jeg på ingen måde tilhænger af at sige, at KJV er inspireret af Gud, som Ordet var, fra apostlenes hænder. KJV har også fejl, og derfor kan den ikke være guddommeligt inspireret. På den anden side, uden Helligånden kan intet menneske hverken læse eller oversætte Ordet, og derfor mener jeg at Gud, grundet deres oprigtige hensigter, har været hos oversætterne ved sin Ånd, og vejledt dem hvor menneskelig forstand er kommet til kort. Men med chance for at støde på fejl, er jeg stor tilhænger af, at alle mennesker kan få Guds Ord på deres modersmål. Jeg har igennem mine studier af Bibelen lært, at Gud har givet Ordet således, at om ord er oversat forkert, så vil summen af Bibelen stadig give det budskab der lærer os Gud at kende.

Problemet ligger der, hvorfra man oversætter Bibelen. Hvilke grundskrifter bruges? Du vil igennem denne artikel se og forstå hvorfor jeg holder KJV, som den endelige autoritet. Taler andre oversættelser imod KJV, er der al god grund til at sætte sin lid til KJV, og gøre den til sin faste borg, når det gælder en pålidelig oversættelse af Guds Ord. Er KJV da 100% korrekt, spørger mange, og det ærlige svar er som sagt desværre nej. Substantielt kan man sige, at KJV er 100% korrekt, men der er ord der mangler og passager som ikke siger alt ordret korrekt. Men igen - den forståelse og lære som findes i KJV, den vildleder ingen, men gengiver generelt Guds Ord bedre end nogen anden version. Desværre er der kun KJV tilbage i brug, som bygger på de sande overleverede skrifter, så det er det bedste bud vi har, og det er et fantastisk godt og pålideligt bud! Skulle du støde på en dansk Bibel fra før 1881, så vil den være oversat ud fra samme skrifter som KJV, for de skrifter har altid været brugt, indtil Satans professorer Wescott og Hort kom med nye vinde.

Mange mener at den ene oversættelse kan være lige så god som den anden. Hver oversættelse har sin styrke og svaghed, fastholdes der. Problemet jeg støder på er, om Guds Ord findes i bevaret tilstand eller ikke. Var Gud i stand til at inspirere det, men ikke i stand til at bevare det? Hvor går jeg hen, hvis jeg vil have det endelige svar på et spørgsmål? Lovsynger de 24 ældste fordi de blev købt med Jesu blod og blev til konger og præster for Gud, eller synger de på andre menneskers vegne, fordi ikke de, men dem - menneskene - blev løskøbt? KJV siger ét og de nye oversættelser noget andet. Textus Receptus (TR - Textus=Tekst, Receptus=Modtaget, de modtagne eller overleverede Skrifter) siger ét, og de Alexandriske tekster noget andet. Må jeg løfte mit hoved mod himmelen med et opgivende træk på skuldrene og spørge, hvad sagde du Gud? Eller har Han bevaret sine Ord, tilgængelige også for os her i dag? Var Ordet kun for folket på Apostlenes tid? Jeg er klar over at Gud ikke sagde ”Hvor er du?”, da Han kaldte på Adam, men sagde ”אי” (ahee). Det er klart at det må oversættes til dansk, før jeg kan forstå det. Men hvordan kan jeg vide at Gud sagde det, hvis ikke Han havde bevaret Sit Ord?

Professor Kurt Aland, som af lærde fik til opgave at tildele de Græske manuskripter officielle numre, fortæller at der findes 81 papyrus manuskripter, 267 såkaldte majuskel manuskripter (majuskel betyder at det er skrevet med store bogstaver), og 2.764 minuskel manuskripter (minuskel = små bogstaver). Der er mange af disse, som ikke indeholder hele det Nye Testamente (NT), men dele som kan sammenlignes. Derudover, fortæller han, findes der 2.143 lektionsmæssige skrifter, der indeholder forskellige læresætninger som blev læst i offentlige kirker[1]. I alt 5.255 kilder hvoraf 80-90% støtter KJV[2]. Ifølge Frederic Kenyon[3], som blev leder for det Britiske Museum i 1909 og havde 20 år forinden arbejdet i museets afdeling for manuskripter, skiver at der er omkring 4.489 NT manuskripter, som er i samhørighed[4], og sætter vi dem op imod Alands 5.255, udgør de ca. 85%. Der findes ca. 31[5] - 44[6] såkaldte Alexandriske Tekster (hvoraf kun 3 tages seriøst – Sinaiticus, Alexandrinus og Vaticanus), som ikke er i samhørighed – men som til gengæld ligger til grund de nye alternative oversættelser. Det gør at jeg for min del, på mange punkter, har valgt, at stole på KJV, som det Ord jeg vender tilbage til, når teksten skal slås fast. Vi skal kikke på de forskellige manuskripter, hvor du vil se at de 44 Alexandriske tekster, der som sagt bruges i nyere oversættelser, tilmed er forvanskede og mildt sagt, ubrugelige. De er ikke blot uenige med de ca. 4.489 manuskripter, men også uenige med hinanden. De er ganske vist bedre bevaret og ældre end de pålidelige manuskripter, fordi de pålidelige, iblandt de sande troende, er blevet brugt og kopieret igennem århundrede, mens de korrupte har ligget hen, uden at se dagens lys.

Folkene som kopierede manuskripterne gjorde det, at når de havde lavet en kopi, så ødelagde de ”originalen”. Jeg tænker at det var for at den ikke skulle forvitre, og være årsag til forkerte oversættelser grundet ulæselighed. Dødehavsrullerne fra hulerne i Qumran, er et godt eksempel på det virvar der kan komme ud af gamle kopier. Først fandt man nogle dokumenter i den første hule, som substantielt var enige med hinanden. Men i hule 4 (ud af 10 flere) fandt man tusindvis af fragmenter fra alle bøgerne i GT, undtagen Esters Bog[7], som ødelagde den ellers så gode enighed, særlig iht. Esajas Bog.

Kirsopp Lake, en liberalkritiker af skrifterne, gennemgik et studie af de Byzantinske (sande) manuskripter, og skrev at:

”…Disse fakta taget i betragtning, sammen med det negative resultat af vores samling af manuskripter fra Sinai, Patmos, og Jerusalem, er det svært at modgå konklusionen at skribenterne sædvanligvis ødelagde deres eksemplarer, når de havde kopieret de hellige bøger”[8]

George Sayles Bishop, en af Westcott og Horts samtidige og modstander af deres synspunkter, skriver:

”Når et manuskript viste præg af alderdom og brug blev det brændt med yderst nøjagtighed og højtidelighed.”[9]

Derfor er det logisk at de bedste manuskripter er de yngste, for dem har de kristne siden apostlenes tid benyttet, kopieret og bevaret.

Skrifterne er igennem tiderne blevet anklaget for at være blevet manipuleret med og ændret af politiske og religiøse personer og organisationer, og anses derfor, for værende en bog, som er utroværdig. Originalerne eksisterer jo ikke mere siger man, og man har derfor ikke mulighed for at gøre rede for tekstens ægthed og loyalitet, imod de originale skrifter.

Eftersom eks. Sinaiticus menes at være det ældste vidne om hvad der skal stå, så har størstedelen af verdens teologer og bibeludgivere valgt at følge disse ”gamle” manuskripter, frem for de pålidelige, som overgår de forfalskede med mere end 102 mod 1 - eller 4.489 mod 44. Når ”gamle” er i gåseøjne, så er det fordi at Dr. Scrivener, som du vil støde på senere, gør opmærksom på at der er påstande som fortæller, at Sinaiticus ikke blev skrevet i det fjerde århundrede, men i det niende. Det er sørgeligt at verdens mennesker har tendens til at følge mængden af mennesker, frem for selv at undersøge hvad der er rigtigt. Historien viser, at det sjældent er set, at mængden har ret. Bibelen fortæller om den rette vej og port til Himmelen, som er trang og snæver, hvorimod den anden vej og port til fortabelsen, er bred og vid (Matt. 7:13). Også i Noas dage, tog mængden gruelig fejl, og kun otte blev frelst.

Det er også vigtigt at få sagt, at når såkaldte kyndige bibelkritikere bedømmer hvilke manuskripter der er pålidelige og ikke, så bliver det i sidste ende ofte personlige meninger, der udfærdiger konklusionen. At nutidens bibelkritikere tilmed tager minoriteten af manuskripter, og af deres undersøgelser udleder, at de - på trods af alle sine indbyrdes uenigheder - er de mest pålidelige, så understreger det på det kraftigste, at deres kyndighed ikke bygger på faglighed, men på privat anskuelse. Hvis majoriteten af de vidner taler for ét, mens minoriteten taler for noget andet, så ville enhver kyndig og forstandig dommer, lytte til vidnesbyrdene der vejede tungest på vægtskålen. Når vi kan bygge et samfund på et retssystem, der behandler personlige anliggender så rationelt, burde vi så ikke også være kloge nok til at lytte til vidnerne, som beretter om Guds sande Ord til os? Lad os lytte til beviserne frem for meningerne!

Der findes som sagt mange manuskripter, og jeg kan ikke gennemgå dem alle hver især. Men jeg vil gennemgå hovedårerne af Skrifternes kilder, så du kan se, at der findes en god og en dårlig åre. Formentlig vil du se, at du har meget at være taknemmelig for, da du i ro og mag kan sidde med en troværdig oversættelse af Guds Ord, som tusinder er døde for at beskytte.

Selvom man så havde mistet vers, kapitler eller endog bøger i Bibelen, så har Gud forordnet det sådan, at læren i Bibelen ikke er bundet til et kapitel eller vers, men er spredt ud i hele Bibelen - lidt her og lidt der. Selvom noget af Bibelen måtte gå tabt, så vil vi alligevel kende Hans Ord, fra andre passager der behandler samme emner, som måtte være gået tabt. Esajas. kap. 28 taler til Israelitterne, fordi de ikke vil lytte til Gud, men var fulde og vers 13 siger: ”Men Herrens ord var til dem: ’Forskrift på forskrift, forskrift på forskrift, linie på linie, linie på linie, lidt her og lidt der’, så de kunne gå og falde baglæns, og blive knust og fanget i en snare og grebet” (KJV). Læg mærke til den danske oversættelse 1931, som oversætter ”foreskrift på foreskrift” med ”hakke og rakke”, og ”linie på linie, lidt her og lidt der” med ”lidt i vejen her, og lidt i vejen der”. Det er en utrolig dårlig oversættelse, og er i en direkte nedværdigende tone mod Guds Ord. Men værre bliver det i 1992 oversættelsen, som siger ”Savlasav savlasav, kavlakav kavlakav, lidt her og lidt der!”, med fodnoten til vers 10 og 13 der forklarer ”Savlasav savlasav, kavlakav kavlakav er en omskrivning af de hebraiske ord med danske bogstaver. Hvis de har en betydning, er den ukendt. Formodentlig er der tale om fuldemandssnak eller babysprog.” Føj for en oversættelse. Guds omvendelses Ord til Israel bliver gjort til fuldemandssnak og babysprog. Guds Ord viste sig at være sandt. Israel lyttede ikke og faldt, som Paulus fortæller det i Romerne. 11:11. De faldt ikke for at Gud fik dem til det. De faldt grundet deres egen ligegyldighed over for Guds Ord - forskrift på forskrift og linie for linie, og derved kom frelsen til os hedninge.

Bibelens kopier


Der findes bibelkritikere som påstår at Bibelen er en mundtlig arv, som ikke har været skrevet ned fra begyndelsen. Dengang, på Moses’ tid, havde man ikke skrift, påstår de. Men helt tilbage til år 2200 f.Kr., hvor Hammurabi, en af Abrahams samtidige, var konge i Babylon, findes der skrifter, eks. Hammurabi’s lov koder, som indeholder kongens eget navn.[10] For min egen del kan jeg heller ikke andet end at tro, at der før den tid, dvs. i løbet af de knap 2000 foregående år, ikke har fundets en skriftmæssig kundskab.

I gammel tid da Moses gav Israel Loven fra Gud, blev stentavlerne bevaret i Pagtens Ark (2. Mos. 40:20). Senere skrev Moses de fem Mosebøger (mellem 1770-1405 f.Kr. ligger de forskellige bud på dateringen af 1. Mosebog) – Toraen - som blev opbevaret i siden af Pagtens Ark (5. Mos. 31:24-27), og som skulle oplæses for folket, hvert syvende år (5. Mos. 31:9-13).

Det Gamle Testamente (GT) fortæller om Jesus århundrede i forvejen, og er bl.a. historien om nationen, der blev valgt til at præsentere Messias. NT er historien om den mand (Jesus), som stadfæstede det Gamle Testamente. Der er flere hundrede profetier forudsagt om Jesus i GT, som Jesus opfyldte til punkt og prikke. Så at Jesus var den ventede, er der ingen tvivl om. Indskudt vil jeg bede dig bemærke, at som Jesus opfylder alle disse hundrede forudsagte profetier, opfylder Islams efterfølgende profet Muhammed blot én, nemlig den der identificerer en antikrist. Måske overflødig information her, men tankevækkende. Jesus er altså Ham, som stadfæster GT. Når bibelkritikere så betvivler at Moses var ophavsmanden til Toraen, de 5 Mosebøger, så må vi bl.a. lytte nøje til Jesus når Han bekræfter ”…bring den offergave, Moses har påbudt” (Matt. 8:4), eller ”Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således” (Matt. 19:8), eller ”På Moses stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde” (Matt. 23:2) - osv.

Levitterne, som havde ansvaret for tempeltjenesten og dermed også Mosebøgerne, skjulte ikke originalerne, men kopierede dem, så de ikke skulle forgå. Det var Guds tale til folket, som ikke var beregnet til at gemmes væk, men at være tilgængelig for folket. Senere blev skrifterne bevaret af Tannaim’erne (Tanniam betyder Lærer), efterfulgt af Amoraim’erne (Amoriam betyder Fortolker)og endeligt Masoreterne.

På den tid, havde man ikke papir, og skrev på dyreskind – læder, som ikke holder evigt. For ikke at miste Ordet, skrev levitterne teksten over på andre skind, og da originalerne var forældede og ubrugelige på grund af ældning, blev de nye kopier ”hovedoriginalerne”.

At folket havde en sådan respekt for det skrevne Ord, at de ikke vovede at tillade bare én fejl i kopierne, bekræftes af den jødiske historiker Flavius Josefus, der i det første århundrede skrev:

”Vi har fået faktisk bevis for vores ærefrygt for vore egne Skrifter. For selvom så lange tider nu er gået, har ingen vovet hverken at tilføje, eller at fjerne, eller at ændre én stavelse; og det er et instinkt hos hver en jøde, fra dagen han bliver født, at vogte dem som Guds forordninger, at forblive ved dem, og, hvis nødvendigt, med glæde at dø for dem”[11].

George Sayles Bishop skriver:

”Disse skribenter skulle skrive med specielt forberedt sort blæk på et nyt pergament, fra skindet af et rent dyr. Hvert skind skal indeholde et bestemt antal kolonner af foreskrevet længde og bredde. Antallet af linier skal være det samme i hver kolonne; antallet af ord det samme på hver linie. Intet ord måtte skrives før kopisten først nøje havde undersøgt det på eksemplaret (originalen)foran sig og udtalt det højt. Før Guds navn blev skrevet, måtte han vaske sin pen. Al overflødighed eller mangel af bogstaver må med den yderste nøjagtighed undgås. Prosa må ikke skrives som vers og vers ikke som prosa; og når kopien er afsluttet, forbliver den under gennemgang og accept eller afvisning i tredive dage. Af alt dette, hvem kan undgå at blive overbevist om den nøjagtige videregivelse af det mindste jota og tøddel af loven?”[12]

Gud gav instrukser om, at når Israel fik en ny konge, skulle han ”tage en afskrift (kopi)af denne lov (Skriften)til eget brug, efter levitpræsternes diktat. Den skal ligge hos ham, og han skal læse i den hele sit liv, for at han må lære at frygte Herren sin Gud og omhyggeligt følge denne lovbogs ord og disse love” (5. Mos. 17:18-19). Guds Ord er levende og virksomt, og da Gud ønskede at være jødernes Gud og den der ledte dem, var Ordet den eneste vej hvorigennem kongen kunne lære og få åbenbaret Guds visdom og vilje.

Efter Mosebøgerne føjede Gud flere bøger til. Historie bøgerne Josvas Bog til Esters Bog, visdoms bøgerne Jobs Bog til Prædikernes Bog og Salmernes bog, og til sidst i det Gamle Testamente, de profetiske bøger – de store og små profeter – Esajas’ Bog til Malakias’ Bog.

Alle disse bøger, er blevet bevaret bogstav for bogstav, fra den ene kopi til den anden. Når først én kopi er lavet, er originalen eller den forrige kopi ikke længere nødvendig og som vi kunne læse ud fra Josefus’ fortælling, så var de også bevaret indtil det første århundrede e.Kr., da Josefus levede.

Et eksempel på hvordan Gud har bevaret sit ord, finder vi i Jeremias’ Bog. I Jer. 36:2 læser vi, at Jeremias fik et ord fra Gud: ”Tag en bogrulle, og skriv alle de ord i den, som jeg har talt til dig mod Israel og Juda og alle folkene, fra dengang jeg begyndte at tale til dig i Josijas dage indtil i dag”. Jeremias tilkaldte Baruk og han skrev Jeremias’ ord (Jer. 36:4) og læste rullen op i templet, for alle judæere, som kom der ved fasten (Jer. 36:8-9).

Senere blev rullen læst op for kong Jojakim - ”og hver gang Jehudi havde læst tre-fire spalter, skar kongen dem af med en pennekniv og kastede dem på ilden i kulbækkenet, indtil hele rullen var brændt” (Jer. 36:23).

Det var den første original, som gik til grunde.

I Jer. 36:28 ser vi, at Gud siger til Jeremias, at han skal lave en ny rulle, og Jeremias giver rullen til Baruk, der skrev ”alle ordene fra den bog, Judas konge Jojakim havde brændt. Desuden blev der tilføjet mange lignende ord” (Jer. 36:32).

Jeremias gav Seraja (Baruks bror) besked på at læse denne rulle, når han kom ind i Babylon (Jer. 51:61). Jeremias skrev alle profetierne imod Babylon i en bogrulle, og selvom vi læser at ”når du er færdig med at oplæse denne bog, skal du binde en sten til den og kaste den i Eufrat” (Jer. 51:63), som jo resulterer i at original nr. to ødelægges, så kan vi stadig læse en kopi af denne bogrulle i Bibelen, som vi kan kalde original nr. tre.

Det samme gør sig gældende med de ti bud. Moses knuste stentavlerne (2. Mos. 32:19) men Gud gav Moses besked på at tilhugge to nye tavler (2. Mos. 34:1), og Gud skrev budene igen (2. Mos. 34:1, 5. Mos. 10:1).

Selvom vi ikke har stentavlerne i dag, har vi tusinder på tusinder af perfekte kopier.

Jo. Gud har bevaret sit Ord, og selvom vi ikke har Moses’ originaler længere, så har vi nye originaler, som er troværdige kopier af de første originaler og kopier.

Satan har selvfølgelig prøvet at ødelægge Guds Ord. Men da Gud har lovet os, at Hans Ord aldrig skal forgå (Sal. 12:6-7 KJV, Es. 40:8, Matt. 24:35), er det ligeledes på selvfølgelig vis, ikke lykkedes. I utallige oversættelser i dag, udvandes Guds Ord, og tydeligt er det, at samme person der spurgte mennesket ”Har Gud virkelig sagt” (1. Mos. 3:1), står bag alle forsøgene på at ødelægge det bevarede Ord. Derfor må vi finde ud af, hvor de rigtige kopier er - Guds Ord - og hvor de falske kopier er - Satans Ord.

Det sande Gamle Testamente finder vi i dag i den hebræiske Skrift ”Textus Masoreticus” – de Masoretiske Tekster. Da Jesus kom var det Gamle Testamente fastsat og er forblevet intakt helt til trykmaskinen blev opfundet. Da det primært er det Nye Testamente der er polemik omkring, er et det, vi skal fokusere på i denne artikel.

Robert Dick Wilson, en bibelanalytiker fra Princeton Teologiske Seminarium, som havde lært 45 sprog og dialekter, deriblandt babylonisk, etiopisk, fønesisk, græsk, fransk, tysk og forskellige aramæiske dialekter, undersøgte i mange år dokumenter - 10.000, på mange sprog. Han skriver: ”Jeg har set dagen da jeg begyndte med nogle Bibel undersøgelser, med frygt og bæven - spekulerende på hvad jeg skulle opdage - men nu er al den frygt overstået”. Wilson studerede det GT i 45 år, og når han læste NT, var det på 9 forskellige sprog[13]. Han skriver endvidere:

”Efter jeg havde lært de nødvendige sprog, begyndte jeg undersøgelsen af hver eneste konsonant i det hebræiske Gamle Testamente. Der er omkring en og en kvart million af disse; og det tog mig mange år at opnå min opgave. Jeg måtte læse det Gamle Testamente igennem, og se på hver konsonant i det; jeg måtte også observere variationerne i teksten…For at være en tekstmæssig ekspert af denne slags, er det nødvendig at være mester til palæografi (studiet af oldtidens og middelalderens skriftarter) og til filologi (studiet af sprogs historiske udvikling, og studiet og tolkningen af ældre tekster); at have et præcis kendskab til et dusin sprog, mindst, så hvert et ord kan blive grundigt sigtet…Resultatet af disse tredive års studie som jeg har givet teksten, er blevet dette: Jeg kan forsikre at der er ikke en side i det Gamle Testamente, som vi behøver at betvivle. Vi kan være absolut forvissede om, at vi essentielt har den tekst i det Gamle Testamente, som Kristus og Apostlene havde, og som var eksisterende fra begyndelsen.”[14]

Der findes mange eksperter som betvivler GT’s autoritet. Men det er klart, at da Gud som har skabt alt så perfekt, er Hans Ord også perfekt, og derfor må enhver kritiker som går grundigt nok til værks erkende, at Bibelen er troværdig i hver en henseende. Jesus som kom efter at Tenach’en (GT) havde eksisteret i 400 år, som jo var den der havde givet det jødiske folk GT, irettesætter ikke ét sted i Bibelen at noget skulle have været skrevet forkert. Jesus citerer ud fra Tenach’en, og bruger den, uden at kommentere fejl eller mangler. Det er i sig selv en tankevækkende bekræftelse på Bibelens bevarelse igennem årene!

Tidlige kirkefædre


Der er megen snak om hvem kirkefædrene var, og om/hvad de ændrede i Bibelen. Jeg har en svensk opslagsbog ”Kristen tro – en illustreret håndbog”, der skulle forklare en del emner, bl.a. hvem de tidlige kirkefædre var. Her dumper bogen med et brag, som mange andre, og påstår at Origenes var en af de tidlige kirkefædre. Selvom der er megen polemik, er der er ikke så meget at være i tvivl om.

Som Satan har sine forfalskede kopier af Guds Ord, har han selvsagt også sine forfalskede kirkefædre. Der i blandt er ”sankt” Augustin, Jerome, Eusebius, Origenes, Ignatius og Irenæus m.fl. Disse mænd var intellektuelle filosoffer – hykleriske teologer, som ganske vidst var kirkefædre - ikke for den levende og frelsende tro på Jesus og Hans Ord, men for den katolske skøgereligion, som forfører milliarder med filosofisk hovmod, dæmoniske lærdomme og løgne. Læser man den Katolske Encyclopedias ”Canon of the New Testament”[15], ser man tydeligt, at disse er mændene som er den romersk katolske moderkirkes kirkefædre.

Guds tidlige kirkefædre er Mattæus, Markus, Lukas, Johannes, Jakob, Judas, Peter og Paulus. De er tidlige fædre for den sande tro og det Sande Ord. Vil du være Jesu efterfølger, er det deres bøger du skal læse, ikke kirkefædrene for Satans bøger!

Således er der to Bibler, fra hver sine kirkefædre. Guds sande Ord og Satans falske ord.

To Bibler, to familier


Da Guds Ord blev afsluttet, da den sidste apostel (Johannes) var død og de skrifter som skulle være i Bibelen var der, samledes alle disse skrifter i Antiokia i Syrien, ca. år 100 e.Kr. Da de græske filosofer kom fra Alexandria i Ægypten, anskaffede de sig en kopi af Guds perfekte Ord, og tog det med tilbage til Alexandria, for at ”forbedre” det.

Bibelen fortæller, at det var i Antiokia, disciplene - ”en stor skare” - først blev kaldt Kristne (Apg. 11:26). Antiokia virkede endvidere som base. Det var derfra Gud sendte Barnabas og Saulus (Apg. 13:2) og det var dertil de kom tilbage (Apg. 14:26-28). Det var fra Antiokia Paulus og Barnabas tog til Jerusalem, for at tale med de ældste der, ang. den jødiske omskærelse (Apg. 15:1-3) og det var til Antiokia de vendte tilbage (Apg. 15:30). Det var fra Antiokia Paulus, Silas, Barnabas og Johannes kaldt Markus, rejste ud for at besøge brødrene i hver en by (Apg. 15:36-41), og det var til Antiokia de vendte tilbage (Apg. 18:22).

Derfor kan vi ikke betvivle at alle skrifterne, efter Gud havde talt færdig med det sidste Amen i Åbenbaringsbogen, blev samlet ved denne base, og deres skrifter blev oversat til forskellige sprog, og spredt til menighederne, i mange lande. Apostlene var blevet sat som husholdere over Guds hemmeligheder (1. Kor. 4:1), for ”fuldt ud at forkynde Guds ord” (Kol. 1:25), og de var kendt af alle menighederne, som fik deres breve. Apostlene henviste ikke blot til hinanden i deres skrifter - Peter nævner Paulus’ breve (2. Pet. 3:15-16), Judas nævner Peters brev (Jud. 1:17-18 / 2. Pet. 3:3) og Paulus nævner Lukas’ Evangelium (1. Tim. 5:18 / Luk. 10:7) - men de var kendt af menighederne og anset for at være Guds tjenere, hvilket blev bekræftet med Guds stadfæstende tegn og undere ved deres hænder. Intet menneske eller senere bispemøde, på noget tidspunkt, har bestemt bøgernes skæbne i de kanoniske skrifter! Ud over apostlenes indbyrdes referencer til hinanden i brevene, ses også at de i nogle tilfælde, i det skrevne, bød at teksten skulle læses for alle. Eks. 1. Tess. 5:27 , hvor Paulus skriver: ?Jeg besværger jer ved Herren at lade dette brev oplæse for alle brødrene?. Det kan forstås at Paulus med ?brødre? hentyder til Tessalonikermenigheden alene. Men ?brødre? er også en betegnelse for hele Kristi legeme, som eks. i Romerne. 14:10 ; 1. Kor. 5:11 ; 1. Tess. 4:6 . Vi er alle ét i Kristus, alle brødre, og uden tvivl havde brødrene dengang som nu, adgang til kanonen - måske ikke i samlet bogform, men skrifterne var alle repræsenteret i menighederne. Ligeledes i brevet til Kolossenserne byder Paulus dem at bytte breve med Laodikea idet han skriver: ?når dette brev er læst op hos jer, så sørg for, at det tillige bliver læst op i laodikensernes menighed, og at I også får brevet fra Laodikea at læse? (Kol. 4:16 ). Der kan ikke være tvivl om, at skriftelige befalinger som disse har gjort det til kutyme at kopiere alle skrifter menighederne imellem.

Allerede i år 170 e.Kr. samlede Tatian de fire evangelier i ét, i sin bog Diatessaron, med håbet om at de kristne ville bruge det. De kristne brugte det ikke og kopierede fortsat de fire evangelier. Det fortæller os at Bibelen var samlet i hvert fald før år 170, hvor de fire evangelier var samlet - og de fire alene. Judas Evangeliet, Peters Evangelium, Marias Evangelium, Filips Evangelium, Thomas’ Evangelium, Ægypternes Evangelium, Sandhedens Evangelium osv. var ikke med, for de kom ikke fra Apostlenes hænder. Senere bispemøder, eller hvad de måtte kaldes, kunne ikke røre ved Guds Ord!

Den Alexandriske familie


Når den katolske kirke refererer til Antiokia, så er det ikke de første kristne som Bibelen omtaler, skønt de kalder deres kirkefader det, men Ignatius (år ca. 50 til mellem 98 og 117) også kaldet Theophorus (ho Theophoros) – den tredje biskop af Antiokia. Ifølge den Katolske Encyclopedia (KE), har den katolske kirke et sagn, at Ignatius var det barn Jesus tog op i sine arme (Mark. 9:35), og at han var tilhænger af apostlen Johannes. Ignatius havde også sine breve, som han skrev på vej til Rom, hvor han også døde: ”of Ephesus (Pros Ephesious), of Magnesia (Magnesieusin), of Tralles (Trallianois), of Rome (Pros Romaious), of Philadelphia (Philadelpheusin), of Smyrna (Smyrnaiois) og to Polycarp (Pros Polykarpon)” [16]. Lad mig også nævne, at den ”gode” kirkefader Ignatius kun forholdte sig til otte bøger i Bibelen: Mattæus Evangeliet, Lukas Evangeliet, Apostlenes Gerninger, Romerbrevet, 1. Korinterbrev, Efeserbrevet, Kolosenserbrevet og 1 Thessalonikerbrev.[17] ”Summen af dine ord er sandhed, og alle dine retfærdige bud gælder i evighed.” (Sal. 119:160) ”Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!” (Sal. 139:17). Hvilken kirkefader kan med rette bære denne titel, med en så ringe kendskab til Bibelen?

Når den katolske kirke definerer Kristendom, er det ikke de kristne som Bibelen fortæller om. KE fortæller under ”Kristendom” at:

”Desuden, den Kristendom som vi taler om, er den som vi finder virkeliggjort i den Katolske Kirke alene; derfor vedkommer vi os ikke de former som er legemliggjort i de forskellige ikke-katolske Kristne sekter, hvad enten de er skismatiske eller kætterske.”[18].

Skismatikerne og kætterne ser vi, er folk som Martin Luther, John Knox, Ulrich Zwingli og John Calvin, ”reformatorerne” der ifølge det katolske Council of Trent (rådet i Trent), har modtaget et Anathema - en forbandelse[19].

Det er vigtigt at forstå, at Luther ikke reformerede kristendommen, men så langt som han formåede – på trods af, at han kom fra det dybeste mørke - Satans religion, romersk katolicisme, førte han Guds Ord frem, som den ledende autoritet – Sola Scriptura – Skriften alene. Den katolske kirke hader dette, og har igennem alle sine regerende århundrede, nægtet folket sin egen Bibel, for at kunne være autoriteten, der med sine traditioner og forkvaklede udlægninger af en forvansket Bibel, har kunnet styre folket, med jernnæve. KE fortæller:

”Troen på Bibelen som den eneste kilde til troen er uhistorisk, ulogisk, fatal for troens fortrin, og ødelæggende for enheden…til forskel fra det Romersk Katolske synspunkt, som erklærer Bibelen og tradition at være sam-ordinerede kilder og troens retningslinie, og skaber tradition, specielt pavernes bestemmelser og råd, den eneste legitime og ufejlbarlige fortolker af Bibelen”[20].

Jo, Satan og hans kardinaler, hader Guds Sande Ord. De alene vil rådgive og være troens banebrydere. Men Johannes gør det klart i sit første brev: ”Men i jer bliver den salve (Helligånden), I har fået fra ham (Jesus), og I har ikke brug for, at nogen skal lære jer noget; men da hans salve lærer jer alt - og det er sandt og uden løgn - skal I også blive i ham, sådan som den har lært jer.” (1. Joh. 2:27)

Tilbage til Alexandria. I Alexandria, som var blevet centrum for uddannelse og filosofi - og hvor Satans filosofiske bibel udviklede sig - havde Philo, en hedensk filosofisk mystiker, som ikke troede på at Guds Ord var inspireret af Helligånden, grundlagt en religiøs-filosofisk skole, hvor selvsagt Skrifterne fra Antiokia også blev dechifreret – til uigenkendelighed. Han fortolkede Skriften både filosofisk og allegorisk – billedligt og abstrakt - og mente derfor f.eks. at Adam, Noah, Moses og David således ikke var virkelige mennesker, men kun fandtes i jødiske digte.

Senere overtog Clement af Alexandria og dernæst Origenes lederposten for denne filosofreligiøse skole, og havde ikke blot lederposten til fælles, men også den djævelske skepsis over for Guds Ord. Derved blev disse mænd ikke blot Satans kirkefædre, men også bibelkritikernes forfædre.

Origenes Adamantius


Origenes var ikke bedre end Philo, og mente at Gud med forsæt havde indbygget fejl i Bibelen – ting der ikke kunne lade sig gøre, for at tvinge os til at se på Ordet ud fra åndelige synspunkter – med andre ord lige som Philo, der forstod Ordet filosofisk og billedligt. Han lavede den såkaldte Hexapla, en ”bibel” i seks kolonner, deraf navnet, hvor kolonnerne indeholdte:
Andrew Miller fortæller:

“Det var denne eminente lærers store hensigt, at harmonisere kristendom med filosofi, det var surdejen fra den alexiandriske skole. Han søgte at opsamle sandhedens fragmenter, som var spredt ud over andre systemer, og forene dem i et kristent system, for at præsentere evangeliet i en form som ikke ville krænke fordommene, men sikre omvendelsen af jøder, gnostikere, og kultiverede hedninge. Disse fortolkningsprincipper, og denne kombination af kristendom med filosofi, ledte Origenes og hans tilhængere ind i mange virkelig alvorlige fejl, både praktisk og læremæssigt.”[21]

Lidt forståelse skal der til for at se, at præcis samme situation befinder de såkaldte søgervenlige menigheder sig endnu engang i, som Willow Creek og andre kirkevækst koncepter og konsulenter - som Rick Warrens målrettede kirker og Nicky Gumpels Alpha koncept - opretter verden over. Alexandrias skole er opstået også i vor tid!

Origenes skriver i sit værk ”De Principiis”, som består af fire bøger, at:

”…angående Helligåndens inspirationen af de hellige Skrifter, lader det til at være nødvendigt også at forklare denne sag, nemlig hvordan visse personer, ved ikke at læse den korrekt, har givet sig selv til fejlagtige meninger,for så vidt som proceduren som skal følges, for at opnå en forståelse af de hellige skrivelser, er ukendt for mange. Jøderne, kort sagt, har på grund af deres hjertes hårdhed og deres begær efter at være vise i deres egne øjne, ikke troet på vores Herre og Frelser…”[22].

Når nu Origenes har fundet proceduren som skal følges, for at opnå en ret forståelse af Ordet – hvilken den katolske kirke som tidligere nævnt har paven og hans råd til, dvs. kardinalerne og den lærende autoritet (sendte Jesus Ånden til at vejlede os til hele sandheden – eller paven? - Joh. 16:13) - så lad os da læse videre hvad den kloge og ophøjede kirkefader har at åbenbare os.

”…af den grund tog guddommelig visdom sig af, at visse snublesten, eller afbrydelser af den historiske mening skulle være der, ved introduktionen iblandt (fortællingen) af visse umuligheder og uoverensstemmelser; at på denne måde kan selve afbrydelsen af fortællingen, som mellemstykket af bundstykket, fremføre en hindring for læseren, hvorved han kan afvise at anerkende måden som leder til den almindelige forståelse…Han indsatte nogle gange visse ting, som enten ikke skete eller ikke kunne ske; nogle gange hvad der kunne ske, men ikke skete…alt dette…blev gjort af Helligånden for ved at se at disse hændelser på overfladen ikke kan hverken være sande eller brugbare, så bliver vi ledt til en efterforskning af den sandhed som er dybere beseglet…”[23]

Med andre ord siger Origenes, at Gud med vilje har placeret løgne i Ordet, for at vi skulle snuble over dem, så vi bliver tvunget til at søge efter den åndelige (filosofiske) værdi af fortællingen.

Hvad kan sådanne løgne, som Gud - der ikke er et menneske så Han kan lyve (4. Mos. 23:19, 1. Sam. 15:29, 2. Tim. 2:13, Tit. 1:2, Hebr. 6:18) - har bygget ind i Ordet byde på, for at lære os den virkelige sandhed?

Origenes åbenbarer:

”Ingen, tror jeg, kan betvivle, at påstanden at Gud om aftenen gik i paradis, og at Adam lå og gemte sig under et træ, er en billedlig beretning i Skriften, og at en gådefuld betydning må tilkendegives af den…Kains bortgang fra Herrens nærvær, vil indlysende medføre at en nøjsom læser spørger om hvad er Guds nærvær, og hvordan kan nogen gå bort fra den…det er meget let for enhver som ønsker at samle ud fra Skriften, det, der står skrevet som virkelig sket, men hvilket man ikke desto mindre ikke kan tro på som rimeligvis og passende skete, i forhold til historiens beretning.”[24]

Hans fornægtelse af Guds mirakler viser sig også i septuagintaen, i Amos. 7:1. Efter kongen havde fået sin del af Israels høst, sendte Gud græshoppesværme som åd den næste høst. Men i Origenes’ univers, er et sådant mirakel ikke muligt, at Gud skulle kunne sende græshopper. Så han forbedrede Guds Ord og sagde: ”Så viste Herren mig, og se en sværm af græshopper kom, og, se, en af de unge ødelæggende græshopper var Gog, kongen.”

Men andre tåbelige mirakler kunne Origenes godt tro. Origenes troede endvidere:
Bishop Marsh fra Britisk og Udenlandsk Bibel Samfund (British and Foreign Bible Society) skriver:

”Derfor, hver gang grammatisk tolkning producerede en betydning som i Origenes’ opfattelse var irrationel eller umulig, med andre ord irrationel eller umulig ifølge filosofien Origenes havde lært i Alexandria, da afveg han fra den bogstavelige betydning.”[28]

Dean John William Burgon, en eminent manuskriptkyndig, som brugte mange år på at studere Nytestamentlige manuskripter, og ikke mindst kodeks Vaticanus og Sinaiticus, fortæller om en af Origenes fantastiske ræsonnementer, ud fra Matt. 19:16-22, Jesus og den rige unge mand[29].

Den unge mand har holdt budene ”Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv.” (Matt. 19:18-19). Men da Jesus på trods af det siger, at han ikke er fuldkommen før han sælger alt og følger Ham, så kan kravet ”du skal elske din næste som dig selv” ikke være med i den originale tekst, for Paulus siger jo at ”hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: »Du skal elske din næste som dig selv.«” (Gal. 5:14). Hvis den unge mand ikke var perfekt når han også havde opfyldt dette krav om at elske sin næste, som jo er opfyldelsen af loven, så kunne Jesus ikke have sagt det i den sammenhæng. Det måtte være blevet tilføjet af en ”usmagelig” lærd. Hvilken dybsindig kirkefader Origenes var. Det er tydeligt at se, at punktet blev fjernet af en usmagelig ”lærd”.

Andre ”forbedringer” finder vi eks. i 2. Sam. 24:1-13, hvor David har holdt folketælling og skal vælge straffen derfor. Origenes har sammenlignet med 1. Krøn. 21:1-21, som fortæller historien på en anden måde. Samuels bog fortæller at Herren lokkede David til folketælling, mens Krønikebogen fortæller at det var Satan. Havde Origenes haft samme skarpsindighed som med historien om Jesus og den rige unge mand, ville han have haft Jak. 1:13-14 i tankerne. Gud frister ingen, men det er ens eget begær der lokker. Og kender man Guds måde at handle på, hvordan Han tillader en modstander - som ligeledes er lokket af eget begær - at plage, frem for selv at gøre det, så siger denne ”fejl” ja og amen i hjertet, da den ikke som fejl, men som oplysning fortæller os at Gud tillod Satan at friste David i hans stolthed. Denne beskrivende mangfoldighed af Ordet har Origenes fjernet, så der i begge bøger står at det var Satan der lokkede - og det var åbenbart mere rigtigt i hans filosofiske kosmos. Ligeledes da David skal vælge straffen, er det i Samuels bog 7 års hungersnød, men i Krønikebogen 3 år. Origenes har rettet det til 3 år begge steder, da han mente at det måtte være det rigtige. Men undersøgt med rette sind, ser man tydeligt, at i Samuels bog taler Gad, og i Krønikebogen er det Gud der taler. ”Gad kom nu til David og fortalte ham det; han (Gad, ikke Gud) sagde: Skal der i tre år være hungersnød i dit land…” (2. Sam. 24:13) / ”Gad kom nu til David og sagde til ham: »Dette siger Herren (ikke Gad): Vælg selv!” (1. Krøn. 21:11). Grundet at Saul havde dræbt gibeonitterne (2. Sam. 21:1), havde der allerede været 3 års hungersnød og denne fortælling forgår i det fjerde. Tilsyneladende havde David og Gad talt sammen, om landet kunne holde til i alt 7 års hungersnød. Men samtidig havde Gad sagt ordret hvad Gud havde befalet. Begge fortællinger er sande og begge sætninger blev sagt.

Der er ingen tvivl om, at den Bibel – den ”Gamle Septuaginta” GT og ”de Alexandriske tekster” NT som Origenes fik dikteret til sine skribenter, var en fuldstændig fragmenteret version af Guds sande Ord fra Antiokia. Læs evt. Origenes ”De Principiis”[30]. Som Origenes’ fader, løgnens fader, der fra begyndelsen narrede mennesket med tvivlen: ”har Gud mon sagt”, således var også Origenes’ grundtanke: ”Gud mente ikke hvad Han sagde.” At Origenes’ lærdomme er grundstenen i Satans romerske moderkirke, frem for Hjørnestenen Jesus Kristus, er der efter denne liste af overbevisninger, ikke nogen tvivl om.

Det var således Origenes, der var begyndelsen på Satans Bibel. Origenes skrev over 2.000 bøger[31] fulde af hans forkerte lærdomme. Origenes kendte ikke hebræisk ret godt og brugte derfor græsk[32]. Han troede ikke på, at Jesus var Gud[33]. Alligevel mente han, at hans Gamle Testamente + det perverterede nye Testamente samt folkefortællingerne – Apokryferne - var perfekte – bedre end det hebræiske[34].

Uden tro, og med intellektuel tomhed, forsøgte Origenes at forbedre Guds Ord. Han fjernede alle ”unødvendige” ord om at Jesus er Gud, i hele det Nye Testamente. Han blandede eks. Romerne. 3:13-18 ind i Sal. 14:3 – altså tilføjede han 6 vers og 49 ekstra ord til salme 14. Resultatet af alle disse tusinder af forfalskninger, blev den gamle græske Septuaginta (det Gamle Testamente) – og de Alexandriske tekster (det Nye Testamente).

Jeg vil tage støtte i Burgon og hans medarbejder Edward Miller’s udtalelse:

”Indflydelsen som Origenes’ skriverier udviste på den gamle kirke, er virkelig ekstraordinær. Berømmelsen af han lære tilføjet hans genialitets pragt, hans umådelige Bibelske bedrifter og hans virkelige indsigt i skriftens dybder, vandt for ham beundringen og anseelse af tidlig kristendom. Lad ham det frit blive tilladt denne højeste ros for den dybsindighed i mange af hans udtalelser, begavelsen i stort set alt. Det må samtidig indrømmes, at han er modig i sine spekulationer til kanten, og ud over kanten af ubesindighed; ubeføjet selvsikker i sine påstande; mangelfuld i nøgternhed; i sine kritiske bemærkninger endda tåbelig. Som en fænomenal læser såvel som en fænomenal skribent, ville hans ord have været af uvurderlig værdi, men han lader til at have været så gennemtrængt med de besynderlige spekulationer hos de tidlige kættere, at han nogle gange tilslutter sig deres forrykte metoder; og faktisk blev han ikke anset mellem de ortodokse fædre af kirken”[35]

Septuagintaen


Noget tyder på, at der har eksisteret en græsk oversættelse af GT, som blev oversat af 72 jødiske lærde fra Jerusalem og 70 fra Ægypten. Ofte støder man på en forvirring omkring Septuagintaen, hvis navn kommer af det latinske ord septuaginta, der betyder 70, og derfor er forkortet med det romerske LXX, for var det 70 eller 72 der oversatte de hebræiske skrifter? Nogle siger at det tog 70 dage - ca 2½ måned, for 70 lærde at oversætte hele GT, og deraf navnet. Det er iøjnefaldende at de kunne gøre det på 2½ måned, i betragtning af at det tog ca. 6 år at oversætte KJV…

Dele af GT, mener nogle, kom til, oversat af 70 lærde jøder fra Ægypten, og de fem Mosebøger oversat af 72 lærde jøder fra Jerusalem. Delene af GT kom til i Ptolemæus I’s tid (Ptolemæus Soter), som regerede i 305-285 f.Kr. De fem Mosebøger blev oversat under hans søn Philadelphus’ regeringstid (Ptolemæus II Philadelphus af Alexandria), som regerede mellem 285-246 f.Kr.

Den jødiske historiker, Flavius Josefus fortæller at

”Da Alexander havde regeret tolv år, og efter ham Ptolemæus Soter fyrre år, tog Philadelphus (Ptolemæus II Philadelphus af Alexandria, regerede 285–246 f.Kr.[36])Ægyptens kongerige…Han tilvejebragte at loven kunne oversættes…Demetrius Phalerius, som var kongens bibliotekar, bestræbte sig efter om det var muligt at samle alle bøger som var på den beboelige jord, og købe alt som var værd at købe, eller i overensstemmelse med kongens tilbøjelighed (som var meget ivrig efter at samle bøger)…han var blevet informeret om, at der var mange lovbøger iblandt jøderne, som var værd at spørge efter, og var kongens bibliotek værdig, men som, da de var skrevet med tegn og med deres egen dialekt, ville kræve ikke små anstrengelser for at få dem oversat til den græske tunge.”[37]

KE stemmer selv sagt i samme kor og siger:

”Konsekvent blev det sædvane at oversætte Loven som blev læst i synagogerne til græsk, og det var ganske naturligt, at efter nogen tid, ville nogle for Loven nidkære mænd, have påtaget sig at udarbejde en græsk oversættelse af Pentateuch’en (de fem Mosebøger). Det skete omkring midten af det tredje århundrede f.Kr.”[38]

Ifølge samme dokument, har den katolske kirkefader Eusebius, støttet denne historie:

”Til trods for dens legendariske karakter, vandt Aristeas’ fortælling tiltro; Aristobulus (170-50 f.Kr.), siger i en passage bevaret af Eusebius, at ’igennem Demetrius af Phalerus’ anstrengelser, blev en komplet oversættelse af den Jødiske lovgivning fuldbyrdet, i Ptolemæus dage’; Aristeas’s historie er næsten ordret med Flavius Josefus”

Flavius Josefus fortæller videre, at den jødiske ypperstepræst, Eleazar, sendte 72 ældste / lærde med oversættelserne til Ægypten. Normalt har jeg stor respekt for Flavius Josefus, som historisk kilde. Men når man læser hans slutnote 3, som er angivet ved citatet af Josefus ovenfor, så bygger han på Aristeas’ fortælling, som selv KE kalder for legendarisk, eller som ordet også betyder - fabelagtig, usandsynlig og utroværdig. Flavius Josefus var af gode grunde ikke selv til stede, da han jo endnu ikke var født, og bygger derfor på anden historisk kilde, modsat eks. ”Den Jødiske Krig”, hvor han selv var tilstede.

”Af oversættelsen af andre dele af det Gamle Testamente af halvfjerds Ægyptiske Jøder, under regeringen af Ptolemæus, søn af Lagus, og Philadelphus; ligeledes også oversættelsen af Pentateuch af tooghalvfjerds Jerusalem Jøder, i det syvende år af Philadelphus i Alexandria, er givet os en beretning af Aristeus, og derfra af Philo og Josefus, i forsvar af Aristeus’s historie”

Ifølge ovenstående citat, er der som sagt tilsyneladende to oversættelser - de fem Mosebøger af 72 jøder fra Jerusalem, og dele af GT fra 70 Ægyptiske jøder. Så det taler for at navnet Septuaginta refererer til de ægyptiske jøders oversættelse. Philo fra Alexandria, hvis skole Origenes overtog som omtalt tidligere, bearbejdede denne Septuaginta, med formål at forbedre den. Et eksempel på en ”forbedring” er de tilsyneladende modstridende tal i 2. Sam. 8:4 og 1. Krøn. 18:4 hvor der i første passage er tale om 700 ryttere (nye oversættelser har ændret det til 1.700 - andre, eks. NIV, følger Septuagintaen her), og i anden passage nævnes 7.000 ryttere. Septuagintaen har i Samuels bog ændret det til 7.000, for at korrigere Ordet. Accepterer man at Gud har inspireret skribenterne til at skrive det der står, så kan der konkluderes at der var 700 ryttere på hesteryg og 6.300 ryttere til at ride 1.000 stridsvogne (se evt. ”Bibelens modsigelser og fejltagelser: 700 eller 7.000 ryttere?”).

Selvom der skulle være en god og tidlig græsk version af GT, så er det som med vulgataen ikke den rette version, som omtales og bruges. Desuden er det ikke den græske Septuaginta der ligger til grund for den sunde gren af Bibeloversættelserne, for det er som tidligere nævnt, den hebræiske Textus Masoreticus.

At der er forvirring om Aristeas’ fabelagtige fortælling, ser vi allerede i fodnote 4, i Josefus’ omtalte værk. Her finder vi den fejl, at prisen for de jødiske slaver er forkert. Aristeus skriver 20 drakmer[39], mens Josefus skriver 120. Men der er mere.

Ifølge den Jødiske Encyclopedia (JE), er der flere af de navne som Aristeus nævner blandt de 72 ældste[40], som peger på den senere Makkabæer tid[41]. Flere navne som Theodotus, Theophilus, Dathaeus, Dositheus, Isaelus m.fl. er højest sandsynligt ikke navne på hebræiske lærde. Bibliotekaren Demetrius Phalerius, blev forvist ved Philadelphus’ overtagelse (JE), og hans historiske udtalelser er utilregnelige, da han i vers 180 ændrer Philadelphus nederlag ved Cos til sejr (JE). Den eneste sådanne optegnede ægyptiske flådesejr, skete mange år efter Demetrius’ død[42], og Aristeus fortæller at kongen glædede sig over at oversætterne og Demetrius kom på årsdagen for sejren over Antignos. Demetrius levede ca. mellem 345-283 f.Kr. og dette slag stod mellem 258-256 f.Kr.[43] - altså ca. 25 år efter Demetrius’’ død. Læs evt. videre på linket til JE.

Senere fortællinger om denne Septuagine tilfører mange detaljer, og vidner om historiens forplumrede beretning. Jeg tror ikke historien kan kortlægges. Fortællinger om at stykkevise oversættelser igennem nogle hundrede år blev sammenfattet under navnet Septuaginta, har ført til udsagn om oversættelsernes kvalitet, og lyder kortfattet således:

”Esajas som oversættelse er dårlig; Ester, Job, Ordsprogene er frie omskrivninger. Den originale LXX version af Job, var meget kortere end den hebræiske; den blev senere udfyldt med fortolkninger fra Theodotion. Ordsprogene indeholder ting som slet ikke er i den hebræiske tekst, og hebræiske anskuelser blev frit ændret for at passe det græske livssyn. Gengivelsen af Daniel var omskrevet så meget, at den blev erstattet, muligvis i første århundrede e.Kr., af en senere oversættelse (generelt tilskrevet Theodotion, men adskiller sig fra hans principper og går forud for ham), og den originale LXX gengivelse kan nu til dags kun findes i to manuskripter og den Syriske. En af oversætterne af Jeremias gengiver nogle gange hebræiske ord med græske ord, som gengav lignende lyd, men fuldstændig afvigende betydning.

D. A. Waite udtaler, ’Det ses tydeligt…at Septuaginaten er uakkurat og utilstrækkelig og mangelfuld som en oversættelse. At forsøge at rekonstruere den hebræiske tekst (som mange forbundet med de moderne versioner forsøger at gøre) fra en så upræcis og uacceptabel oversættelse, ville være som at forsøge at rekonstruere det græske Nye Testamentes tekst fra the Living Bible, af Ken Taylor!!’”[44]

På den anden side, på trods af historierne om denne ubrugelige oversættelse, så fortæller andre, deriblandt Terence Brown[42] (som bruger alle tricks til at forsvare Septuagintaen) om hvordan de kristne brugte Septuagintaen til at demonstrere at profetierne i GT blev opfyld i Jesus. Terence Brown mener endvidere, at Helligånden ledte apostlene til at citere fra Septuagintaen (mere om det senere) hvor den var oversat korrekt, og ellers fra de hebræiske skrifter.[45] Af og til må man trække på smilebåndene og bære over med den håbefulde fantasi. Aquila og Theodotion, som blev kristne, men gik tilbage til jødedommen, lavede en oversættelse fra hebræisk til græsk, hvilket også Symmachus, en samaritaner som blev jøde, gjorde. Disse tre oversættelser var, som listet i afsnittet om Origenes, med i Origenes Hexapla. Disse tre oversættelser blev oversat ud fra had til kristendommen (en udtalelse fra Brown[46], der igen kræver bevis for Septuagintaens eksistens, før den kristne æra) og dens bevis af profetiernes opfyldelse. Det var bl.a. her ”parathions” - jomfruen i Es. 7:14 blev til en ”neanis” - som beskriver en ung, gift kvinde.

Som sagt, så kan historien nok ikke kortlægges. Paul Kahle, en lærd inden for GT som har efterforsket Septuagintaens historie grundigt, finder ikke belæg for at kunne spore teksten tilbage til én prototype. Oprindelsen, mener han, findes i flere mundtlige og senere nedskrevne oversættelser.[47] Peter Sturges Ruckman, grundlæggeren af Pensacola Bible Institute, en seriøs stemme i bibelkritikken, fortæller at det som lærde refererer til, når de taler om Septuaginta papyruserne, er 24 stykker, skrevet mellem 200 og 800 - og nogle helt op til 13-1400 år e.Kr.[48], og således findes der ikke materiale til at bevise en Septuaginta før den kristne æra.

Uanset om oversættelsen har været god, så er det ikke den Septuaginta som vi har i dag. Desuden, de problemer der er med GT, kommer ikke fra de hebræiske skrifter, men kom som følge af oversættelser til Græsk. Man kan komme med mange anklager på massoreterne, men de bevarede GT på hebræisk hvorpå eks. KJV bygger. Navnet Septuaginta refererer endvidere som sagt til antallet på de 70 oversættere, og ikke de 72 oversættere af den evt. gode oversættelse. Origenes har desuden som vist, ”forbedret” indholdet af Septuagintaen (om han ikke var ophavsmanden til den), og fjernet det som efter det kødelige og formørkede sind ikke er passende korrekt. I forhold til den bevarede overleverede tekst, har Septuagintaen, uanset, ingen indflydelse.

Citerede Jesus og apostlene Septuaginten?
På trods af alle disse ubesvarede tvivlsspørgsmål, findes der ikke blot som tidligere sagt, udtalelser om at apostlene citerede Septuagintaen, men også at Jesus gjorde. Den hebræiske skrift var delt op i tre, samlet under navnet Tanach: 1. Loven (Torah), 2. Profeterne (Neviim) og 3. Skrifterne (Ketuvim) (eller Salmerne). Først i rækken, dvs. den første bog i første del, er 1. Mosebog. Sidst i rækken, dvs. sidst i tredje del, er 2. Krønikebog.

Her kommer Terence Brown på banen igen og siger:

”Der er omkring 263 direkte citater fra det Gamle Testamente i det Nye, og af disse er der kun 88 som holder sig tæt til Septuagintaen. Yderligere 64 er brugt med nogle variationer, 37 har samme betydning, udtrykt med andre ord, 16 er mere enige med den hebræiske, og 20 adskiller sig både fra den hebræiske og Septuagintaen.”[43]

Jeg har ikke været i stand til at finde hvilke citater Terence Brown taler om. Men jeg finder det tilnærmelsesvist mirakuløst at han så præcis kan nævne antal citater, med den tvivl der findes om Septuagintaens præcise tilblivelse. For at alle disse 263 citater skulle være vævet ind i NT, måtte Septuagintaen jo nødvendigvis have en før kristen oprindelse. Tvært imod Browns påstande, finder jeg grunde til at tro, at Jesus og apostlene brugte de hebræiske skrifter. Grunden til jeg påpegede informationen om disse skrifters opbyggelse, er dette:

Da Jesus var opstået efter korsfæstelsen og de tre dage og nætter i graven, møder Han de to på vejen fra Jerusalem til Emmaus. Jesus siger til disse om sin lidelse: ”Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed? Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.” (Luk. 24:26-27) Her ser vi tydeligt at Jesus ikke brugte Septuagintaen, som reference. Jesus brugte hele den hebræiske skrift, Moses (Loven), profeterne og alle skrifterne. Septuagintaen er slet ikke bygget sådan op, men ender ifølge 3. version af 1949, fra American Bible Society med Daniel, efterfulgt ”Bel og Dragen”, og indeholder desuden også alle apokryferne.

Jesus sagde endvidere: ”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme… end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå” (Matt. 5:17-18). Om Jesus brugte Septuagintaen, ville denne påstand ikke være sand. Jesus henviser til det hebræiske yod (græsk iota), som er det mindste bogstav i det hebræiske alfabet, og til keraia, der er en lille streg som er en del af bogstavet det indgår i. Han henviser ikke til de græske bogstaver - Jesus refererer derfor tydeligvis til den hebræiske skrift. Oprindelsen af GT er hebræisk, derom er ingen i tvivl, og derfor refererer disse to iota og keraia til den hebræiske skrift, ikke Septuagintaen. Betydningen er, at ikke den mindste detalje i Tanach, vores GT skal forgå, og selv sagt citerer Jesus derfor ikke Septuagintaen, da Han selv således ville fjerne disse detaljer. Hvis Jesus omfavnede Septuagintaen som er ”uakkurat og utilstrækkelig og mangelfuld som en oversættelse”, som Waite skriver, så var adskillige ord og sætninger og dermed små bogstaver og tødler forsvundet.

Vi hører også Jesus referere til Loven og Profeterne i Matt. 7:12, Matt. 11:13 og Matt. 22:40. Desuden - skulle vi tro at Jesus citerede Septuagintaen i synagogen, da Han oplæser Es. 61:1-2 (Luk. 4:18)? At TR ikke citerer den hebræiske skrift ordret, er intet bevis for hverken at Jesus citerede Septuagintaen, eller at TR gør det. Tværtimod vil enhver fornuft tale for brugen af den hebræiske skrift - Loven, Profeterne og Skrifterne, i synagogen.

Interessant er det endvidere at Jesus i Matt. 23:34-35 siger: ”Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret”. Abel ved vi fortælles der om i 1. Mosebog, den første bog i de hebræiske skrifter. Fortællingen om Zakarias som blev stenet, da han fyldt af Helligånden søgte at kalde folket til fornuft, finder vi i 2. Krøn. 24:20-21 - den sidste bog i de hebræiske skrifter. Jesus advarede her, at folket ville få straffen fra første til sidste mord. Den forståelse ville Jesus aldrig kunne give med Septuagintaen i hånden!

Som konklusion på Septuagintaens oprindelse, er det mest seriøse bud, at det begyndte med Aquila (Hexaplaens kolonne 3), Theodotion (kolonne 6) og Symmachus (kolonne 4), efter Jesu død og opstandelse. Det er som sagt bl.a. disse tre mænds oversættelser Origenes tog med i sin Hexapla, og desuden er det Origenes egen fortolkning i den 5. kolonne som er gået videre i Jerome og Eusebius’ værker, som kodeks Vaticanus og Sinaiticus følger. Dermed er det Origenes Septuaginta som ligger til grund for vore nye oversættelser, som den mest seriøse tekst - tilsyneladende opstået ud fra had til kristendommen.

Nogle mener at Paulus i Hebræerbrevet citerer Septuagintaen.

Hebr. 1:6 siger: ”…Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham”, eller som KJV siger det: ”Lad alle Guds engle tilbede Ham.” Denne sætning finder man også i kodeks Vaticanus, som en tilføjelse til 5. Mos. 32:43. Den Danske Bibel føjer det til således: ”tilbed ham, I gudssønner”. Kodeks Alexandrinus siger: ”Og lad alle Guds engle give dem (Ham) styrke”, og således ser vi at de to kodekser, som bygger på Septuagintaen, klart og tydeligt viser uenigheden i de Alexandriske tekster. Den hebræiske tekst (og dermed også KJV) har ikke denne efterfølgende sætning i 5. Mosebog, så derfor mener man at Paulus citerede dette fra Septuagintaen. Men samme ordlyd finder vi i Sal. 97:7, som i den Danske Bibel lyder: ”Alle guder skal kaste sig ned for ham”, og i KJV: ”Tilbed Ham, alle I guder”, hvor guder er en betegnelse for englene, som eks. gudesønnerne i 1. Mos. 6:2, eller Job. 1:6. Septuagintaen kan derfor ikke få æren for Paulus citat her.

Hebr. 10:5 som siger: ”Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig”, citerer Sal. 40:6. I Septuagintaen siges sætningen også sådan, men det gør den ikke i de Hebræiske skrifter, og derfor mener man at Paulus citerede Septuagintaen. Den hebræiske tekst i Sal. 40:6 (Sal. 40:7 i den Danske) siger: ”Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have; Du har åbnet mine ører”. Denne forskel vidner nærmere om, at Septuagintaen først kom til efter Paulus havde skrevet Hebræerbrevet, så Origenes med sin overvældende intelligens kunne rette den hebræiske tekst til at passe det Paulus havde sagt.

Men lad os prøve at forstå Paulus’ hensigt med citatet. Hebr. 10:1-18, handler om at blodet fra offerdyrene ikke fjernede synden, og lige her fokuserer Paulus ikke på Jesu lydighed. ”Derfor siger Han (Jesus), da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du (Gud) ikke have, men et legeme har du beredt mig” (Hebr. 10:5). Ofringerne var ikke nok, Gud havde ikke behag i dem, og de var ikke beregnet til at fjerne synden, men at pege på det endegyldige offer, Jesus Kristus. Bibelen forkynder, at Jesus fra verdens grundlæggelse af, var regnet for slagtet (Åb. 13:8 KJV), og i Sal. 40:6 forkynder Jesus forud for Hans komme, at Han i lydighed (Du har åbnet mine ører) mod Guds vilje, ville indtage det offerlegeme, som Gud havde beredt Ham - helt fra verdens grundlæggelse. Paulus citerer ikke blot salmen, men forklarer hvad det indebar, at ørerne var åbnet, nemlig at Jesus kom som Guds offerlam. Endnu engang ser vi, at Origenes’ ”forbedringer” fjerner mangfoldigheden i Guds Ord, der i utallige lag indeholder dybder, som tager adskillige menneskealdre at lære at forstå.

Hebr. 11:21 siger: ”I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner, og han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav”, og tilsyneladende mente Origenes at dette citat var fra 1. Mos. 47:31, hvor den hebræiske tekst siger det anderledes: ”Så bøjede Israel sig i bøn over hovedgærdet på sin seng”. Septuagintaen siger derfor også stav i stedet for seng, hvilket tyder på at Origenes igen har ”korrigeret” Ordet, efter Paulus’ citater. Stav og seng består på hebræisk af samme konsonanter, og vokalprikkerne bestemmer om ordet skal sige stav eller seng. Dels vidner dette om problemstillingen ang. tidspunktet for vokal-prikkernes opstående - hvis de ikke havde været der fra starten, ville Guds Ord være fuldstændig kaotisk - hvilket vi skal kikke på senere, og dels vidner det også om Origenes mangel på forståelse, af det hebræiske sprog.

Hvad nu hvis det slet ikke var 1. Mos. 47:31 Paulus citerede? Paulus taler om, da Jakob velsigner Josefs to sønner. Det taler 1. Mos. 47:31 slet ikke om. Men læser vi videre, ser vi at denne historie kommer i næste kapitel, 1. Mos. 48:1-22. Jakob er meget svag, og lever på sine absolut sidste dage. I vers 2 ser vi at Jakob (kaldet Israel) ”samlede sine kræfter og satte sig op i sengen”. Der kan ud fra Paulus’ citat ikke være tvivl om, at Jakob havde sin stav til at støtte sig op ad, når han skulle sidde i sengen. Ud fra det, der fortælles i vers 3-12, er der heller ingen tvivl om, at Jakob med sin stav i hånden, som Paulus siger: ”bøjede sig i bøn over grebet på sin stav”. Resten af historien fortæller det, som Paulus starter med at sige, ”I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner”. Paulus citerede ikke Septuagintaen. Han citerede rigtig nok 1. Mosebog, blot det rette sted, nemlig 1. Mos. 48:1-22.

Hverken Jesus eller apostlene citerede fra Septuagintaen. Det er en skrøne, en fatal misforståelse, som jeg for mig kan se løgnens fader stå bag, for at få Guds folk til at omfavne hans elendige skrifter - ”forbedringer” af Ordet - ”Har Gud mon sagt?”

Eusebius


Men de Alexandriske forfalskninger af Skriften, blev ikke anerkendt af de sande Kristne, og disse forfalskninger nåede ikke længere end til Rom – dog via Konstantinopel, der i dag kaldes Istanbul. Grunden til de nåede til Rom, var på grund af at kejser Konstantin, fra Konstantinopel, som i 300 tallet bestilte 50 kopier af ”Bibelen” hos Eusebius, der holdt Origenes i ære og havde stor respekt for hans lære[49]. Vi hører meget om at Konstantin skulle være manden, der lavede jødernes sabbatlørdag om til søndag, men forsvindende lidt hører vi om disse korrupte bibler.

Eusebius brugte Origen’s Hexapla den 5. kolonne til kilden i de 50 kopier – som ikke må forveksles med de autentiske, overleverede Byzantinske (Antiokiske) Skrifter. I hans værk ”Life of Constantine”, fortæller han om kejserens brev til sig. Konstantin siger bl.a.:

”Det sker, igennem Gud vor Frelsers forudseende velvilje, at et stort tal har forenet sig selv til den mest hellige kirke i byen, som er kaldt ved mit navn. Derfor lader det til at være højest nødvendigt, da den by hurtigt avancerer i fremgang i alle henseende, at antallet af kirker også skulle forøges…Jeg har fundet det passende at underrette din Klogskab, at bestille halvtreds kopier af den hellige Skrift, bestemmelsen og brugen, som du ved er højest nødvendigt til instruktion af Kirken, at blive skrevet på tilberedt pergament på en læselig måde, og i en behagelig, transportabel form, af professionelle kopister, grundigt øvet i deres kunstfærdighed. Katolikkerne af bispedømmet har også modtaget instruktioner via brev, fra vores Mildhed, at være forsigtige med at skaffe alle nødvendige ting, til forberedelsen af sådanne kopier; og det vil være dig, der skal være ekstra varsom med, at de bliver færdiggjort med så lille ventetid, som muligt”[50].



Eusebius’ skrifters veje til Rom, har sikkert været fleretallige. Men én af vejene var igennem det falske dokument ”Konstantins donationer”. Ifølge ”Catholic Encyclopedia”, bestod dette dokument af to dele: ”Bekendelse” og ”Donation”.

Bekendelsen fortæller om, hvordan
”kejseren blev instrueret i den kristne tro af Pave Sylvester, hans fulde trosbekendelse, og fortæller om hans dåb i Rom af paven, og hvordan han derved blev kureret for spedalskhed”.

Donationen fortæller hvordan
”Konstantin skulle have overdraget Sylvester og hans efterfølgere følgende privilegier og ejendomme: paven, som efterfølger af Skt. Peter, havde ærkebiskoppelig værdighed over de fire patriarker af Antiokia, Alexandria, Konstantinopel og Jerusalem, også over alle verdens biskopper.”[51]

Dokumentet blev skrevet i Hadrian I’s tid (772-795), og blev ifølge tidligere, nu afdøde jesuit, Alberto Rivera (som fik informationen fra Vatikanets biblioteker[52]), opdigtet af det pengetørstige og magthungrige pavedømme, for at det som Peters efterfølger, måtte erhverve sig hele det romerske imperium. ”Dette dokument er uden tvivl en forfalskning”, erkendte den katolske kirke først ca. 700 år efter godkendelsen af dokumentet. Det var imidlertid 700 år og millioner af menneskeliv for sent. Men kirken fik hvad den stjal. Og hvem den skyldige er, er der stadig stor debat om: en eller anden romersk gejstlig fra det ottende århundrede, en skismatisk græker, en insider præst, eller nogen fra det frankiske imperium.49

Af disse 50 kopier, menes blandt andre det gamle manuskript Sinaiticus at være en del af. Da det pludselig i 1859, d. 4. februar, blev fundet i Skt. Catharina klostret i Sinai ørkenen, ved foden af Sinaibjerget, af en tysker, Dr. Constantine Tischendorf, kom det til, sammen med manuskriptet Vaticanus og Alexandrinus, at spille en fatal rolle i alle Bibeloversættelserne som fulgte derefter. Primært fordi de menes at være de bedst bevarede fra hhv. år 350 og 450 e.Kr. Sinaiticus var endvidere meget smuk af det ydre, skrevet i bogform (codex – Latinsk for bogform) på pergament (et fint hvidt skind, tilberedt af huderne fra forskellige dyr), sådan som Konstantin havde befalet det. Bogen var ikke blevet anerkendt og dermed aldrig blevet brugt, og var derfor meget vel bevaret. En anerkendt historie er, at i 1500 år - igennem middelalderen, igennem og efter reformationen, var det sande NT væk, og ikke fundet igen før Tischendorf opdagede Sinaiticus. Burgon (som var en af Tischendorfs samtidige) var en af de eneste som selv undersøgte hele Sinaiticus og Vaticanus, og han fortæller i sin bog ”The Revision Revised”, på side 343 at bogen tilmed blev fundet i en skraldespand. Mere om disse manuskripter senere…

At Sinaiticus og Vaticanus manuskripterne var medlemmer af Eusebius’ 50 kopier, antyder også A. T. (Archibald Thomas) Robertson, en sprogkyndig specielt inden for Græsk, som studerede disse manuskripter. Han skriver i sin bog ”Introduction to Textual Criticism of N. T.”:

“Konstantin bestilte 50 Græske Bibler fra Eusebius, Biskop i Cæsarea, til kirkerne i Konstantinopel. Det er ganske muligt, at Aleph (Sinaiticus)og B (Vaticanus)er to af disse 50”[53].

Burgon og Miller, skriver i bogen: ”Burgon and Miller, The Traditional Text”, at:

”Konstantin henvendte sig til Eusebius for 50 smukke kopier, hvorimellem det ikke er usandsynligt at manuskripterne B og Aleph faktisk var at finde”[54]

Om Sinaiticus skriver KE selv at:

”Det lader til på et tidspunkt at have været i Cæsarea; en af korrektørerne (formentlig i det syvende århundrede) tilføjer denne note ved slutningen af Esdras (Ezra): ’Denne kodeks blev sammenlignet med et meget oldtidigt eksemplar som var blevet korrigeret ved hånden af den hellige martyr Pamphilus [d. 309]; hvilket eksemplar som ved slutningen af bidraget indeholdt fra hans egen hånd: ’Taget og korrigeret ifølge Origenes’ Hexapla: Antonius sammenlignede den: Jeg Pamphilus, korrigerede den’.’ Pamphilus var, sammen med Eusebius, grundlæggeren af biblioteket i Cæsarea”[55]

Jerome, som senere lavede den katolske Vulgata, benyttede senere dette bibliotek, hvor Origenes Hexapla var bevaret, og dannede endvidere en skole for teologiske studier.[56]

Både tilhængere og modstandere af disse manuskripter er enige om, at de er meget ens, og alt tyder på at de stammer fra samme familie, Eusebius’ 50 falske bibler. Lad mig lige indskyde, at som Konstantin brugte Origenes’ skrifter til at indføre økumenien dengang, som blandede kristendom og hedenskab, på samme måde, vil du se, bliver Origenes’ skrifter i dag brugt til at indføre økumenien. Som Blavatsky siger - hvilket jeg citerer i begyndelsen af artiklen: ”i Septuagintaen er hedenskabens heltinde”.

Den Antiokiske familie hos Valdenserne


Ca. 20 år efter at Skriften var samlet i Antiokia, kom nogle Vaudois’er dertil, et folk opkaldt efter en by i Alperne – Piedmont Byerne i Italiens nordvest hjørne, øst for Frankrig, som var omgivet af bjerge fra tre sider. Dette folk blev mange år senere kaldt for Valdenserne efter en leder, Peter Waldo, som kom til iblandt dem, omkring år 1175, hvorfra KE først samler historien op.

Deres udsendinge tog Skrifterne med sig hjem, og oversatte dem til Latin, en oversættelse der var færdig ca. 37 år efter, i år 157 e.Kr. – ca. 50 år før ”kirkefaderen” Origenes får fat i Skrifterne. Om Valdenser folket, fortæller KE at:

”Ved den tid (1300 tallet)blev mange af lægfolkene og de utålmodige, sløve og til tider skandaløse gejstliges liv i det lavere Europa, grebet af ideen om at reformere Kristendommen, ved at prædike. Denne beundringsværdige hensigt forårsagede Valdensernes opstående…Valdenserne blev først budt velkomne af paven, Alexander III, som autoriserede deres forkyndelse, men eftersom de ikke var bekendt med teologisk undervisning og ikke havde erhvervet sig gejstlige studier, var deres prædikener ikke sjælden dogmatisk uakkurate og til tider udfordrende kætterske.”[57]

John Foxe skriver i sin bog ”Foxe’s Book of Martyrs” i kapitel 6 at Valdenserne var regnet for kættere af disse grunde:

”1. At de ikke troede på Romerkirkens lære.
2. At de ikke ofrede bønner for de døde.
3. At de ikke gik til messe.
4. At de ikke skriftede, og modtog syndsforladelse.
5. At de ikke troede på skærsilden, eller betalte penge for at få deres venner ud derfra.”

Hvad bilder de Valdensere sig ind? – Tænk at reformere (læs gå tilbage til Skrifterne) ved at prædike – uden at have en paveordineret uddannelse – og tilmed gå imod moderkirkens tradition. Da Paulus skrev til Korinterne, sagde han: ”for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1. Kor. 2:2). Skt. Paulus, som Rom kalder ham, ville ikke vide af procedurer, traditioner, paver eller råd. Alt han prædikede var Jesus, som korsfæstet. ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud” (1. Kor. 1:27-29). Stik modsat Satans kirke, den romerske moderkirke, vælger Gud det der ikke er noget i denne verden. Jesus viser det ved sit valg af disciple. De fleste af dem var ikke lærde mænd, for at Gud kunne få æren for deres liv. Jesus selv var endog ringeagtet: ”Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?” (Matt. 13:55)

Der er som sagt ikke noget at finde om Valdenserne før 1100 tallet, i KE. Men om deres opstående, skrives der følgende:

”Ængstelige efter at omgive deres egen historie og lære med oldtidens glorie, påstod nogle Waldensere at deres kirker havde Apostolsk oprindelse. De første Waldensiske menigheder, blev der hævdet, blev etableret af St. Paulus som, på sin rejse til Spanien, besøgte Piedmont dalene.”[58] Senere i dokumentet står der: ”De italienske tilhængere, udnævnte på et meget tidligt tidspunkt dem selv selvstændige”.

Hvor tidligt det var, ses ikke, men Valdensernes fjender søger generelt at datere deres oprindelse fra Peter Waldo, i 1175. Derved søges Valdensernes Vulgata aldersmæssigt at underlægges Jeromes falske Vulgata.

Skønt der i denne henseende tilsyneladende ønskes at sættes negativ fortegn til, om Paulus var grundlæggeren af Vaudois menighederne, erkendes det dog hos KE, at han givetvis kom til Spanien:

”Skt. Paulus bragte Kristendommen til Grækenland på hans anden missionsrejse (49-52 e.Kr.), da han grundlagde, med hjælp fra Silas, Timotheus, og Lukas, Kristne samfund i Filippi, Thesalonika, Berøa, Athen og Korinth. Skt. Paulus’ betydningsfulde breve og hans rejse til Italien, måske også til Spanien, forberedte vejen for den tætte forbindelse mellem de Romerske og Græske Kristne og styrkede dem I arbejdet at sprede Evangeliet.”[59]

Om Paulus var i Spanien, er ikke lige til at bevise, ej heller at modbevise. Ifølge Romerne. 15:24, 28 havde han planlagt det, og kunne i såfald passende have lagt vejen forbi Vaudois. Jeg vil mene at Valdenserfolket er et godt vidnesbyrd om, at Paulus kom dertil, såvel som eks. Korinterne og Romerkirken (ikke den katolske) er et bevis for Paulus’ virke.

I Frederick Scriveners bog ”A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament for the Use of Biblical Students”, viser han at Valdensernes Bibel af historikere, blev dateret til ikke senere end 142-157 e.Kr.[60] For dig der kender til Frederick Scrivener, er denne kilde yderst troværdig. Til dig der ikke kender ham, har han brugt hele sin karriere til at studere Nytestamentlige skrifter, og lavede et system til at klassificere manuskripterne. Dermed måtte han også gå imod Westcott og Horts producerede tekster, som vi vil kikke på senere i artiklen, og vandt dermed ikke efterfølgere blandt Bibellærere. Dermed er det logisk at også hans navn og værker, skal stilles i dårligt lys, hvilket du kan læse meget om på nettet, hvor betegnelsen konservativ skal udtrykke en negativ egenskab hos Scrivener. Men ikke desto mindre, er hans undersøgelser troværdige. Der er ganske enkelt ikke plads til farverige udlægninger og inspirerende, kreative ændringer, når der er tale om oversættelser af Guds Ord! Konservatisme i ordets forståelse – ”imod ændringer” - er i forhold til bibeloversættelser, en Guds velsignet dyd!

Tilbage til Valdenserne. For den katolske kirke, som kun godkender den kristendom som de ”finder virkeliggjort i den Katolske Kirke alene”, er Valdenserne selvfølgelig også regnet for kættere og deres menigheder for sekter. Men for de, der holder Guds Ord over tradition, paver, råd, pomp og pragt, er Valdenserne sande søstre og brødre i troen på Jesus Kristus. Alene det, at den romersk katolske moderkirke – Skøgen – er imod dette folk, tillige med Luther og mange andre, er et stort vink med en vognstang om, at vi kan anerkende dem som sande søstre og brødre i troen!

Valdensernes – eller rettere, Vaudois’ernes oversættelse til Latin (som også kaldes Italic / Itala / Vetus Itala), spredte sig så langt – helt til England før år 200 (den var grundlaget for den engelske Saxon oversættelse), og blev af de Kristne derved kaldt den almindelige Bibel, som på Latin hedder Vulgata (”Vulgata” betyder ”Almindelig”).

Men de romerske kejsere forfulgte og slagtede de sande troende, et blodbad der varede indtil Konstantin udråbte sig selv, på trods af sin solgudsdyrkelse, til at være kristen, og at kristendommen nu var lovlig og tilmed en statsreligion. Indtil da, blev de kristne myrdet og deres manuskripter brændt, for den romerske magt hadede dette folk, ligesom Saulus (Paulus) engang gjorde, hvor han tilmed bifaldt modet på Stefanus (Apg. 8:1).

Dr. Luigi DeSanctis, var ”Tidligere sognepræst ved Maddalena alla Rotonda kirke i Rom, professor i teologi, officiel tilsynsførende ved inkvisitionen”[61]. Han konverterede senere til protestantismen. Han fortæller i sin ovennævnte bog ”Popery, Puseyism, Jesuitism”, om en samtale med en Valdensisk lærd, hvor han for nogle udpeger ruinerne af Palæstina Bjerg (Palestine Hill), i Samaria – også kaldet Mount Gerizim, omtalt i eks. 5. Mos. 11:29:

”’Se,’ sagde Valdenseren, ’et smukt minde om kirkehistorisk antikvitet. Disse ujævne materialer er ruinerne af de to store Palæstinensiske biblioteker, et Græsk og det andet Latin, hvor de dyrebare manuskripter fra vores forfædre blev samlet, og hvilke pave Gregory I, kaldt den Store (år 590-604), forårsagede at blive brændt”[62].

I tilfælde af, at du ikke selv har tænkt tanken, vil jeg gøre dig opmærksom på, at denne fortælling viser os, at Skrifterne – vel at bemærke de sande Skrifter - ikke blot var i Antiokia, men også i Samaria – både på græsk og latin.

Der findes et syn på Åbenbaringsbogen, hvor man mener at alt der står i den, skete efter Johannes død. Bibelkommentatoren Albert Barnes, mener at kvinden der fløj ud i ørkenen, som for ham repræsenterer et sted af sikkerhed (Åb. 12:14), var et syn som blev opfyldt af Valdenserne, Albigenserne, de Bøhmiske brødre og beslægtede folk. Så der er flere kilder der fortæller om, og antyder dette blodbad, før 1100 tallet, hvorfra KE, som sagt og beviseligt forkert, starter historien. Derfor er det vigtigt at vide, at folket rigtig nok kom til at hedde Valdensere efter Peter Waldo, i 1170’erne. Men tusinde år før, blev de opkaldt efter området de kom fra, nemlig Vaudois.

Senere igen, i starten af tolvhundrede tallet, måtte Valdenserne igen lide døden, ved den romerske moderkirkes hånd. KE fortæller os at:

”I 1192 beordrede Biskop Otto af Toul at alle Waldensere skulle lægges i lænker og overgives til den episkopale domstol. To år senere forviste Kong Alphonso II af Aragon dem fra hans herredømme og forbød at give dem ly og mad. Disse bestemmelser blev fornyet af Pedro II, ved Rådet i Gerona (1197), og død ved brænding blev bestemt imod kætterne.”[56]

Jo, den katolske kirke har gjort hvad de kunne, for at afholde menneskeheden fra Guds nåde. Guds Ord er modstander af undertrykkelse og menneskeforherligelse, og er derfor moderkirkens største fjende. Som sin forfader Konstantin, fra hvem kirken stjal romerriget, har den opgivet den korporlige udslettelse af Guds folk – for nu – og fortsatte med forøget kraft forfalskningen af Bibelen, som kulminerede i Westcott og Horts hemmelige oversættelse. Mere om det senere.

Den blandede familie


Jeg læste engang en sjov sætning der sagde, at når man havde en tese og blandende den med en antitese, så blev resultatet en syntese.

Guds Ord er teser, læresætninger, som Han har forbudt os at tillægge eller fratrække. Når man blander Guds Ord med Origenes’ antitese, hvor der både er blevet tillagt og fratrukket, så står man med noget som ikke er 100% forkert, men heller ikke 100% rigtigt.

Den katolske kirkefader Jerome, gjorde dette eksperiment, hvor han blandede Valdensernes Vulgata – den Gamle Latinske Bibel – med Origenes’ ”Gamle Septuaginta”. Resultatet blev en syntetisk bog, der ca. i år 405 kom til verden under navnene ”Jeromes Romersk Katolske Latin Vulgata”, ”Vulgataen” og ”Jeromes Latinske Vulgata” - alt efter hvad man behager.

Ikke nok med at Jerome kom frem med en forloren bibel, han stjal også den anerkendte Bibels titel og gav hans, for de kristne ukendte bog et navn, som skulle give den skin af, at den var almindelig brugt. I dag har hans fupnummer givet pote ud over alle forventninger. Når der tales om den Latinske Vulgata, er det sjældent den almindelig brugte Bibel blandt de sande Kristne, men den Romersk Katolske Latin Vulgata.

Således er der ikke blot de Alexandriske (Katolske) skrifter, imod de Antiokiske (sande) Skrifter, men også en latinsk katolsk Vulgata imod en latinsk sand Vulgata. Satan er snedig. Han har altid kopieret Guds værk, for at om muligt også at narre de udvalgte.

Den Katolske Latinske Vulgata


Den Gamle Latinske Vulgata – den sande fra Vaudois’erne, kom som før sagt til eksistens i år 157 – ca. 200 år før Jeromes version, den Katolske Latinske Vulgata, som først så dagens lys omkring 380. Skønt den katolske kirke søgte at forføre de sande Kristne ved at kalde den Vulgata, for at lade den fremstå som en almindelig brugt bibel blandt folket, blev den afvist af de Kristne i ca. 800 år - helt op til omkring 1280.

Jerome, som er kirkefaderen til dette skæmmede værk, tog Origenes’ filosofiske bibel, som også var kilden til Eusebius værker, og blandede det med den sande Vulgata. Gang på gang ser vi, at udholdenhed – konstant at presse løgnen frem, før eller siden giver pote. Og i dag er det til denne forfalskede Vulgata - ”almindelige” bibel – der refereres, under dette navn.

Jerome troede som Origenes og Eusebius, at Jesus ikke var Gud. I Vulgataen skriver han eks. ”et erat pater eius et mater mirantes super his quae dicebantur de illo”, som i alle nyere Bibler siden 1881 der bygger på disse skrifter skriver: ”Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham” (DDB af 1992). Den danske oversættelse af 1819 og helt op til 1907 siger: ”Og Joseph og hans Moder forundrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.” Men i den danske 1933 oversættelse går det galt ”Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.”

KE forsøger at fjerne historien om Valdensernes Vulgata og skriver bl.a.

”Latin version -- Op til slutningen af de fjerde århundrede, var den spredt i Vesten (prokonsulære Afrika, Rom, Norditalien, og specielt i Milano, i Gallien, og i Spanien)i små afvigende former. Den bedst kendte af disse er den af Skt. Augustin kaldt ’Itala’, hvis kilde går tilbage til det andet århundrede. I 383 reviderede Skt. Jerome Italic typen efter de græske manuskripter, de bedste som ikke afviger meget fra teksten repræsenteret af Vaticanus og Sinaiticus. Det var denne revision, ændret her og der med læsemåder fra den primitive latinske version og få andre mere nye varianter, som overlevede i vesten fra det sjette århundrede under navnet Vulgata”[63]

Læg mærke til den tekst jeg har fremhævet. Vi har set, at Valdenserne ikke tog imod nogen ændret tekst. De havde deres egen som Rom stræbte efter livet. KE forsøger at sige at der var forskellige typer, som afveg lidt fra hinanden, men at en type som var i overensstemmelse med Vaticanus og Sinaiticus (Eusebius værker bygget på Origenes Septuaginta) fra Jeromes hånd, var den endeligt dominerende. Der bliver gjort hvad der kan, for at afholde mennesker fra Guds Ord! Det er lignende beskidte tricks der bruges imod KJV!

Den Gamle Latinske Vulgata (Vetus Itala)


Vi har nu set, at Valdenserne allerede i 157 e.Kr. havde oversat Skrifterne til Latin. Den blev ikke oversat fra Hebræisk, men fra Græsk, og i dag findes der kun fragmenter af denne version. Ofte er det kun apokryferne der eksisterer, uden tvivl på grund af de ikke blev brugt (og dermed ikke slidt), og ifølge Peter Ruckman, er de højest sandsynligt efterfølgende føjet til af Origenes’ og Augustins beundre. Årsagen til hans konklusion er at der i den Internationale Bibel Encyclopedia oplyses, at de latinske manuskripter brugt af Valdenserne (1170-1600), ikke indeholdt apokryferne.[64] Desuden tog Jerome ikke apokryferne med i sin version, bortset fra en hurtig oversættelse af Judit og Tobit - mod sin vilje[65] - hvilket vidner om apokryfernes larmende fravær hos Valdenserne. Som vist tidligere, tog Valdenserne ikke imod falske oversættelser og derfor, da Peter Waldo repræsenterer dette folk, kan apokryferne ikke være tilføjet fra Valdensernes hånd.

Som sagt blev denne version brugt af de sande kristne, og den falske afvist i 800 år. Først da Latin ophørte som et ”levende” sprog, begyndte Jeromes katolske Vulgata at vinde frem - på Latin. De sande kristne fortsatte med den græske version, som var det mest brugte og levende sprog.

Vaticanus, Sinaiticus og Alexandrius


Jeg kan ikke lade være med at citere Burgon, og er nødt til at gøre det på engelsk. Burgon taler om hvordan Hamlet ville lyde, hvis teksten havde fået samme behandling som Bibelens tekst i disse manuskripter:

”A (Alexandrinus)- ’Toby or not Toby; that is the question:’ B (Vaticanus)- ‘Tob or not, is the question:’ Aleph (Sinaiticus)- ‘To be a tub, or not to be a tub; the question is that:’ C (Ephraemi)- ‘The question is, to beat, or not to beat Toby?’: D (Bezae) (den enestående kodeks) - ‘The only question is this: to beat that Toby, or to be a tub?’”[66]

Vaticanus (”B”)
Mattæus Evangeliet, 11:8b-10a
Vaticanus manuskriptet refereres der ofte til, med bogstavet B, og det findes som navnet antyder, i Vatikanets bibliotek. Det blev fundet frem af støvet i 1841, er skrevet på pergament, består af 759 sider, er ca. 25,4 x 26,7 cm og har tre kolonner med 41 linier pr. side. Det lider af væsentlige mangler og udelader 1. Mos. 1:1 til 1. Mos. 46:28, Salme 106-138, Matt. 16:2-3, Romerne. 16:24, Paulus’ Pastoriale Epistler, Åbenbaringsbogen; og alt i Hebræerbrevet fra kap. 9 vers 14.[67]

Selvom Vaticanus er i god stand, er den af så dårlig litterær kvalitet, fortæller Dr. Alfred Martin, Bibel Professor ved Dallas Bible College i Texas at:

“B viser talrige steder, hvor skribenten har skrevet det samme ord eller frase, to gange efter hinanden”[68]


Burgon, som vi tidligere er stødt på skriver:

”Tekstens urenhed som vises i disse kodekser, er ikke et spørgsmål om mening men om faktum…I Evangelierne alene, udelader kodeks B (Vaticanus) ord eller hele sætninger, ikke mindre end 1.491 gange. Det bærer præg af ligegyldige afskrivninger på hver eneste side.”[69]

”…alene i Evangelierne er B fundet at udelade mindst 2877 ord: at tilføje, 536: at erstatte, 935: at flytte, 2098: at ændre, 1132 (i alt 7578)”[70]


Tanken at Gud skulle have skjult sit Ord i al hemmelighed igennem næsten tusinde år, for derefter at placere det i den romersk katolske paves forvaring - i hans bibliotek, er komplet uræsonnabelt. Vanvittig tanke. At ignorere den blodige historiske kamp Guds folk har kæmpet for at bevare Ordet, for derigennem at give hele ophøjelsen til paven, er grotesk og tåbelig. Dog er det det, de ”moderne” Bibelkritikere ofte gør.

At Vaticanus er i forvaring bag lås og slå, er ingen overdrivelse. Dr. George Sayles Bishop, har skrevet bogen The Doctrines of Grace, og fortæller i den om et foredrag d. 7. juni 1885, hvor han bl.a. fortæller om Dr. Tregelles og Tischendorf (der fandt Sinaiticus), som allernådigst fik lov til at se Vaticanus. Samuel P. Tregelles, fik med et brev fra kardinal Nicholas Patrick Stephen Wiseman i hånden, efter megen besvær, lov til at se kodeks Vaticanus.

”To prælater var beordret til at holde øje med ham, og de ville ikke lade ham åbne bindet, før de havde undersøgt hans lommer og taget hans blæk og papir. Ethvert længere varigt studie af en enkelt passage, var signalet til at rive bogen hurtigt væk. Han tog nogle noter på sine manchetter og fingernegle.”[71]

Tischendorf fik ved tilladelse fra kardinal Giacomo Antonelli i 1867 lov til at foretage en undersøgelse af Vaticanus. Tischendorf havde i alt kodeksen mellem hænderne i 42 timer - højest 3 i sammenhæng, og havde næsten omskrevet 3 evangelier, da en preussisk jesuitspion opdagede det, og tog bogen. Kun en lille del af de 42 timer blev brugt på disse evangelier.[72]

42 timer i brudstykker af maks. 3 af gangen, til at gennemgå en gammel forfalden og forvitret bog af tynd pergament med svagt blæk. Det lyder usandsynligt. Westcott og Hort gjorde det tilsyneladende bedre.

”Tregelles og Tischendorfs tekstmæssige anstrengelser blev, i en vis udstrækning, overskygget af arbejdet opnået af de to eminente Cambridge lærde, Brook Foss Westcott og Fenton John Anthony Hort. Som deres forgængere, anerkendte og fulgte de Lachmanns principper; men de afvigede fra Lachmann såvel som fra Tischendorf og Tregelles, ved at benytte og systematisere den genealogiske gruppering af de gamle skrifter, og derved forbinde deres arbejde med Bengel og Criesbachs synspunkter.”[73]

Karl Lachmanns principper, opsummeret i “The Interpreters Dictionary of the Bible” er disse:
Encyclopædia Britannica fortæller om ham:

”Tysk grundlægger af moderne tekstmæssig kritik, eller metodologien til at afgøre den endelige tekst af et skrevet værk…Som professor ved Friedrich Wilhelm University, Berlin (1825–51), viede han sit liv til efterforskning af sprog - specielt af gammel og middelalderlig højtysk - og litteratur. Han grundlagde reglerne af tekstmæssig kritik og tegnede de fonetiske (studiet af sproglyde og sprogenes lydsystemer) og metriske principper af middelalderlig højtysk i tidlige værker af 1816-17. Hans afklaring af sine strenge metoder, publiceret i et antal af værker mellem 1820 og 1836, ledte til etableringen af en skole for tekstmæssig kritik, som opnåede mange tilhængere.

I området af klassiske studier, publicerede han udgaver af Catullus og Tibullus (1829) poesi og et antal andre værker. Hans syn på Homer’s Iliad havde, selvom det ikke længere er accepteret, en betydelig indflydelse på homerisk kritik” [75]

Den græske digter Homer, var en hedensk forfatter i omkring 700 f.Kr, som skrev Iliaden og Odysseen, der handler om krigen mod Troja. På ingen mulig måde, kan man tillade sig at bruge Lachmanns principper, der bygger på hedenske digteres værker, til at føre kritik af Guds Ord. Vi har tidligere gennemgået hvordan mennesker i århundrede har ofret sine liv, for at beskytte de overleverede skrifter. Bibelen har en historie som ingen anden bog, og derfor kan vi ikke betragte indholdet ud fra samme principper, som almen litteratur. Hvem har ofret sit liv for de Homeriske digte?

Punkt nummer tre i Lachmanns principper, citeret ovenfor, vil ved effektuering vise os at de alexandriske tekster er mere pålidelige end de antiokiske, fordi de kommer fra en anden region. Det er et bevis for, at denne kritik ikke er holdbar! Både Westcott og Hort, Tregelles og Tischendorf, som alle favoriserede Lachmanns principper, har derfor forladt Guds bevarede Ord, Textus Receptus, til fordel for Satans forfalskede alexandriske tekster, på grund af en tekstkritikers filosofi. ”Vogt jer, så ingen fordærver jer med filosofi og tomt bedrag, efter menneskers tradition, efter verdens grundlæggende principper, og ikke efter Kristus” (Kol. 2:8). Ordet er Kristus og Han er den der har bevaret sit Ord, og Ordets ægthed kan ikke dømmes eller bedømmes ud fra Lachmanns eller verdens grundlæggende principper!

Sinaiticus (Aleph)
Jeremias’ bog, 52:32-34
Constantine Tischendorf, der som sagt fandt dette manuskript i en skraldespand, har af naturlige årsager fundet Lachmanns principper kærkomne. Tischendorf fortæller:

”Jeg bemærkede en stor og bred kurv fuld af gamle pergamenter; og bibliotekaren fortalte mig at to bunker som denne allerede var overgivet til flammerne.”[76]

Sinaiticus er skrevet på pergament. Den består af 346½ sider, som er 38,1 cm x 34,3 cm, med 4 kolonner af den slags vist på billedet, og har 48 linier pr. side. 199 af disse sider indeholder dele af Septuagintaen og 147½ hele NT, plus andre bøger som ”Hermas Hyrden”, ”Barnabas’ Epistel” og ifølge Peter Ruckman også Didache’en[77] (græsk for lære), som indeholder en kortfattet afhandling af instrukser for kristne samfund, dvs. en katekismus med information om dåb, nadver og kirkeorganisation.

Burgon skriver:

“Kodeks Sinaiticus flyder over med fejl både i syn og skrift, ikke uden sidestykke, men lykkeligt ganske unormalt i dokumenter af førstegrads vigtighed. I Mange anledninger er 10, 20, 30, 40 ord udeladt på grund af ligegyldighed. Bogstaver og ord, selv hele sætninger, er hyppigt skrevet dobbelt, eller begyndt og umiddelbart annulleret; så den grove fejltagelse hvorved en sætning er udeladt fordi den ender med de samme ord som den foregående sætning, forekommer ikke mindre end 115 gange i det Nye Testamente.”[78]

Scrivener skriver at:

“Kodeksen er dækket med sådanne ændringer…tilført af mindst ti forskellige revisorer, nogle af dem er systematisk spredt over hver side, andre tilfældigt eller begrænset til adspredte dele af manuskriptet, mange af disse som værende samtidig med den første skribent, men for den største del, tilhører de det sjette eller syvende århundrede.”[79]

Alfred Martin bekræfter og skriver:

”Aleph viser værket af ti forskellige korrektører ned igennem århundrederne.”[80]

Alexandrinus (”A”)

Paulus’ brev til Romerne. 1:1-27
Alexandrinus Manuskriptet menes at være fra det 5. århundrede, og bevares i det britiske museum. Cyril Lucar, som i 1602 blev udvalgt til patriark i Alexandria, Ægypten, donerede denne kodeks til museet, hvortil det ankom i 1627.

Kodeksen består af 773 pergamentblade, som måler 32 x 26,4 centimeter. Så godt som alle bladene, GT 630 blade, og NT 143, er bevaret i kodeksen. Teksten er skrevet i to kolonner pr side, med 46-52 linier hver, og 20-25 bogstaver pr linie. Det indeholder hele den græske Bibel (Septuagintaen), undtagen 1. Samuels bog 12:18 til 14:9 (1 blad), Sal. 49:19 til 79:10 (9 blade), Mattæus Evangeliet 1:1 til 25:6 (26 blade), Johannes Evangeliet 6:50 til 8:52 (2 blade) og 2. Korinterbrev 4:13 til 12:6 (3 blade). Føjet til er Makkabæer bogen, Salme 151 og de 14 Odes[81], ”Epistlen til Marcellinus” og det Eusebiske sammendrag af Salmerne, indsat før Salmernes Bog. Derudover er følgende skadet: 1. Mos. 14:14-17, 15:1-5, 15:16-19, 16:6-9, og følgende er revet i stykker: 1. Mos. 1:20-25. 1:29-2:3, 4. Mos. 8:6, 7, 16; Siraks Bog 50:21, 51:5.

Den katolske kirke er ganske glad for dette manuskript, og KE skriver at det er:

”Et særdeles værdifuldt Græsk manuskript af det Gamle og Nye Testamente, navngivet således fordi det blev bragt til Europa fra Alexandria, og havde været patriarken af det bispesædes ejendom…Kodeks A indeholder Bibelen af den Katolske Kanon…Kodeksen er den første til fuldt ud at indeholde de største kapitler med deres titler, de Amminianske sektioner og de Eusebiske Kanoner…Teksten i Kodeks A er regnet for en af de mest værdsatte vidner til Septuagintaen. Ikke desto mindre er det fundet at bære stor lighed til teksten udtrykt i Origenes’ Hexapla, og at være korrigeret i utallige passager i henhold til den Hebræiske…Kodeks Alexandrinus spillede en vigtig rolle i udviklingen af den tekstuelle Bibel kritik, i særdeleshed det Nye Testamente”[82]

Som sine brødre, Vaticanus og Sinaiticus, deler denne kodeks samme forvrængede og perverterede forslag af Guds Ord, og er af samme grund blevet til en konkurrent til TR, og endvidere en ubeskrivelig indtægtskilde for udgiverne af Bibler, brygget på denne elendige surdej.

Desiderius Erasmus


Erasmus er en meget omdiskuteret person. Mange, som regel modstandere af tanken om Guds Ord bevaret i Textus Receptus, ønsker at stemple ham som katolsk munk, og derfor en bedragerisk forræder. Grunden til det er at generelt, når man taler om TR, så er det hans ”værk”, og kan man skyde ham ned, har man vundet stort terræn. Derfor bruger jeg noget plads til at fortælle om ham.

Erasmus kom ganske vist i kloster, blev augustinermunk og præst. Men lad os tage i betragtning de omstændigheder der omsluttede Erasmus, allerede som ganske lille. Oplysningerne jeg kommer med her, er fra bogen ”In Awe of Thy Word”, af Gail Riplinger. Hun er en ikke så lidt debatteret person, da hun i offensiv forsvarer KJV og afslører Westcott og Hort’s frafald, hvilket mange liberalbibelkritikere ikke bryder sig om. Langt hen ad vejen, har hun fundet min tillid og derfor fortæller jeg ud fra hendes bog (side 922-942), men angiver samme kilder som hun.

Erasmus blev født omkring 1466-69 og døde i 1536. Hans far, som også blev præst, tog til rom, hvor han tjente til dagen og vejen, ved at kopiere manuskripter.[83] Da Hans forældre dør, arver han en mådeholden formue. Hans værger ønskede denne formue og bestræbte sig på at tvinge ham (og hans broder[84]) i klosterskole ved Brabant, og han blev tyranniseret til at bøje sig. Som 20 årig aflagde han løfterne.[85]

”Bortførelsen af drenge og piger som enten havde penge, eller rangklasse, eller talent, var en almindelig metode til at rekruttere imellem de religiøse ordner i 1500 tallet…Deres metoder var at fange nogle som på en eller anden måde var højerestående knægte, true dem, skræmme dem, slå dem, knuse deres mod, tæmme dem, som processen blev kaldt, og knække dem til klostergang…Erasmus siger at de kyssede ham, kærtegnede ham,…og anvendte besværgelsesformularer og uddrivelser når de fandt drenge tøvende og skræmte”[86]

Erasmus selv beskrev ifølge en historiker hans uddannelse som ”én lang konspiration til at tvinge ham ind i det klosterlige liv”[87] Han udtalte:

”Du ved at jeg var tvunget ind i det af egennyttige værger…Min bekendelse var en fejltagelse…Drenge og piger, alligevel, som er blevet fristet ind i religiøse huse burde sættes fri, som værende blevet taget ind igennem bedrag”[88] Han sagde at de ”fik ham til at bære dragten, men de havde aldrig hans anklang. Hans ed var ikke andet end en ed svoren til så mange pirater”[89] - ”Ordene blev tvunget ind i hans mund og kvalte ham som han udtalte sit samtykke. Grimen var om hans hals. Han var som en fange i håndjern i politiets tag. Eden blev vredet ud af ham, som hvis hans var på pinebænken, og den fatale erklæring blev ytret. Dette er Erasmus’ egen fortælling om hans bekendelse, præcis som han berettede det til paven”[90]

I et brev til en ven, beskrev Erasmus i detaljer hvad der skete.

”Unge mænd bliver narret eller snydt til at tilslutte disse ordner. Lige så snart de er i snaren, bliver de nedbrudt og trænet til farisæere. De kan angre, men de overordnede vil ikke lade dem gå, i tilfælde af at de skulle røbe orgierne de havde bevidnet. De knuser dem med pisk og afstraffelse, den verdslige magt, kanslerretten og fangehuller. Dette er ikke det værste. Kardinal Matteo sagde ved en offentlig middag foran et stort selskab, navngav person og sted, at dominikanerne havde begravet en ung mand levende hvis fader krævede sin søns frigivelse. En polsk adelsmand som var faldet i søvn i en kirke så to franciskanere begravet levende; alligevel kalder disse uslinger sig for repræsentative af Benedikte og Basil og Jerome. En munk kan være fuld hver dag. Han kan gå med letfærdige kvinder hemmeligt eller åbent. Han kan bortødsle kirkens penge på umoralske lyster. Han kan være en charlatan, og samtidig være en fortræffelig broder og passe til at være en abbed; mens en anden som af de bedste grunde lægger sin munkekutte til side [som Erasmus gjorde] bliver hylet af som en frafalden. Sandelig den virkelige frafaldne er han som hengiver sig til sensualitet, pomp, tant, kødets lyster…”

Erasmus blev overtalt til at tilslutte sig klosteret ”udelukkende på grund af dets bibliotek, som var det mest fremragende i det århundrede” og ”af løftet om adgang til mange bøger…”[91]

Det er svært for modstanderne af TR at tilsmudse Erasmus’ ry. At tilskrive hans person en lysten og hengiven munk, er tilsvarende at påstå, at Luther var en underkastet pavedyrker, der bedragede mængden til romerkirkens favn. Erasmus fortsatte ikke med at være Augustiner, bære deres klæder eller leve i kloster. I alle hans skrevne værker taler han aldrig om at have fremsagt messen eller udført den præstelige funktion. Tværtimod da han var omkring tyve år gammel forlod han klosteret, og talte siden stærkt imod den katolske kirke.

Han tog en stilling i nærheden af Bruxelles, hvor han arbejde for en biskop der havde et stort bibliotek, som han kæmmede for mange manuskripter. Senere tog han på universitet i Paris (Université de Paris), hvor også John Calvin og Ignatius Loyola (som startede Jesuitter ordnen) blev uddannet.

”Erasmus foragtede det; Calvin og Loyola så ikke så klart og integrerede denne sadistiske katolske tankegang ind i deres egen teologi. (Det er en af grundene til at Erasmus ikke kunne tilslutte sig Calvin, som ikke var modstander af at brænde folk på bålet.) ’Over sine lærere i denne disciplin, tømte Erasmus foragtens skåle’, sagde Bainton. Erasmus forlod endelig University of Paris, og konkluderede, ’kætteri opstår ikke mellem lægfolket som har skrifterne på deres modersmål, men imellem doktorerne.’[92] Han talte både om katolske og andre teologer, ’Hvis hjerner er de mest rådne, intellekt dunklest, doktriner de mest tornefulde, manérer de mest brutale, liv de mest beskidte, tale den mest hadefulde, hjerter de mørkeste jeg nogensinde har oplevet i verden…teologer. De er en stolt, påvirkelig race…de lever i den tredje himmel, forguder deres egne personer og ringeagter de fattige kryb på jorden. De er omgivet af en bodyguard af definitioner…”[93]

Definitionerne som Erasmus taler om, er dem der siger ”Dette ord betyder egentlig”, hvorved de tilpasser Bibelen til deres lære. Tanken at John Calvin, som fik en sådan lære opkaldt efter sig, som siger at Gud fra begyndelsen har valgt at hade nogle mennesker og elske andre, en lære kaldt Calvinisme, bliver fremhævet og hørt på som han gør i dag, mens en mand som Erasmus er gået i glemslen, er skræmmende…

Erasmus tog til Italien for at besøge biblioteker. I Italien havde paver, kardinaler og fyrster igennem århundrede samlet mange manuskripter. Poggio Bracciolini, en afskriver, indviede sig til at gennemsøge biblioteker i Tyskland, Frankrig og Schweiz for kopier af mistede manuskripter. Pave Nicholas V, sendte lærde ud for at rense Europa og Lilleasien for kopier af græske og latinske manuskripter. På otte år tilføjede han fem tusinde manuskripter hvoraf mange var græske.

Her i Italien i alle disse biblioteker, brugte Erasmus al sin tid på at ”sluge” bibliotekerne og ”sammenlignede to kodekser…for den mere korrekte læsning af nogle kringlede passager”[94] Senere flyttede han til England og finkæmmede Europa og England for manuskripter. Når han havde gennemgået ét bibliotek, rejste han videre til næste og kæmmede det. Han havde så mange manuskripter, at der måtte to assistenter til at bære dem og han måtte bruge meget tid på at arrangere dem.[95] Som 40årig blev han verdens ledende autoritet i det græske sprog og det græske Nye Testamente. Sådan blev han ansat til at undervise i græsk ved Cambridge University. Han havde allerede afslået invitationer fra mange professorater i Europa[96]

Et stykke af Joh. 18, side 336
af Erasmus’ Græske Testamente - ”Textus Receptus”
Modstanderne af TR vil gerne lade det forlyde, at Erasmus i hast forberedte værket – ud fra få manuskripter. Kutilek og Douglas skriver eks. at ”Arbejdet på den græske tekst var hurtigt og skødesløst udrettet”[97] Wiliam Combs, fra Detroit Teologiske Seminarium skriver:

”Syv manuskripter blev brugt af Erasmus i Basel, til at udarbejde den græske tekst…Det er baseret på få meget sene manuskripter og i nogle tilfælde har det ikke nogen støtte overhovedet, fra noget græsk manuskript.”[98]

Alene af det forløb beskrevet her kan man se, at Erasmus var grundig og brugte årevis på at granske og undersøge, ikke få men utallige manuskripter fra mange biblioteker. Han rejste til Basel for at arbejde på offentliggørelsen af det græske Nye Testamente, og ankom:

”tynget ned med bøger…og righoldige noter på det Nye Testamente”[99]
”Igennem alle disse slidende år, havde han med tålmodighed arbejdet på hans Nye Testamente”[100]
”Forberedelsen havde taget år”[101]

Erasmus’ TR er støttet af 99% af alle de +5200 NT manuskripter vi har tilgængelige i dag. Alligevel hører man folk som James White fra Bethany House Publisher, som er imod alle de rosende ord om KJV, frem for andre Westcott og Hort baserede Bibler, skyde fuldstændig forrykt ud i luften og udtale: ”Erasmus gættede” eller ”Erasmus’ fornemmelser”[102] At Erasmus skulle have gættet 99% rigtigt, sammenlignet med at Westcott og Horts manuskripter er uenige 3000 gange alene i de fire evangelier, sætter Whites udtalelse i det rette, vanvittige lys. Det er en forrykt og fuldstændig uacceptabel udtalelse.

Erasmus selv siger:

”Når du finder en mand som raser over mit Nye Testamente, så spørg ham om han har læst det. Hvis han siger ’Ja’, så spørg ham mod hvad han protesterer. Ikke én af dem kan sige det…De beviser ikke, fordi de ikke kan, og de løber fuldstændig an på ond tale”[103]

Flere kritikere mener, at Erasmus ikke havde kendskab til de manuskripter, som bruges i dag, ud fra Westcott og Horts græske Bibel. Både Bainton og Froude fortæller at Erasmus bad hans bekendte, Bombace, at tjekke Vaticanus i Rom. Han var opmærksom på dets massive samling af fejl, men vidste at, i ny og næ, havde den få sande passager fra den gamle Itala.[104]

”Han (Erasmus) blev i 1521 af en ven fortalt om et oldtidigt Vatican kodeks (det nu berømte B) hvori Comma Joanneum manglede”[105] ”En oversigt af ca. 365 steder blev sendt til ham, hvor B var enig med Vulgata’en, men imod de græske manuskripter, som han havde fulgt”[106]

Der er meget mere at fortælle om Erasmus. Jeg har plukket lidt ud, som handler om selve Bibelen. Men derudover skriver Erasmus imod Rom, katolicismens paver, præster og munke, om jomfru og helgenkulter, og meget mere. Han var en mand der blev brugt intenst af Gud og var en jernnæve for protestantismen. Han skrev f.eks. til Luther:

”Kæreste broder i Kristus, dit brev, som viser skarpheden i dit sind og ånder en kristen ånd, var særdeles velbehagelig for mig…Du har også venner her – særligt mig…”[107]

Om Luther skrev han:

”Verden er blevet omtåget med ceremonier. Elendige munke har regeret alt, bragt menneskers samvittighed i urede til deres egen fordel. Trossætninger er dynget oven på trossætning. Biskopperne har været tyranner, pavens kommissærer har været slyngler. Luther har været et Guds vredes redskab som Farao eller Nebukadnessar, eller cæsarerne, og jeg vil ikke angribe ham på sådanne grundlag som disse”[108]

Her skal lige fremhæves, at det ikke skal forstås sådan at Luther var som Farao, Nebukadnessar eller cæsarerne. Men Gud brugte også disse mænd til at dømme det frafaldne folk. Luther var en dom over katolicismen, og en liden stund endnu, glædeligvis, lider Satans religion under den dom.

Efter Erasmus’ græske Bibel, oversatte William Tyndale til engelsk og Luther til Tysk[109]. Tyndale var et sproggeni og kunne ”Hebræisk, græsk, Latin, Italiensk, Spansk, Engelsk, Fransk, så uanset hvilket af dem han talte, ville du formode det var hans modersmål”[110] Over 90% af Tyndale’s NT sprog, blev brugt i KJV oversættelsen.[111] Derfra blev de første Bibler også oversat til Dansk, Svensk, Islandsk, Polsk, Ungarsk, Finsk, Hollandsk, Slovensk, Tjekkisk m.fl.

Robert Stefanus
Da Erasmus var død, producerede Robert Stefanus i 1550 et trykt græsk NT. Han brugte 16 manuskripter som var i kong Francis I og hans søn Henry II’s bibliotek. Resultatet var identisk med Erasmus’ manuskripter, og skønt han ikke på noget tidspunkt nævner at have set Erasmus’ tekst, så er der kun 9 ubetydelige forskelle.[112] Det vidner om TR’s selvstændighed. De TR manuskripter Erasmus brugte, var identiske med dem Stefanus brugte, og nogle af forskellene var typografiske forskelle.[111]

Theodore Beza
I 1565 printede Theodore Beza sit eget græske NT. Han brugte Stefanus’ tekst sammen med en omfattende samling af syriske og aramæiske bibler, og resultatet var forskelligt fra Stefanus’ tekst 38 gange, hvor nogle af forskellene i stedet fulgte Erasmus’ tekster. Forskellene var også her ubetydelige.[113]

Familien Elzevir
Efterfølgende trykte familien Elzevir det græske NT, hvor de fulgte Reasmus’ og Beza’s tekster. Resultatet var forskelle 287 gange, som igen var ubetydelige - stavemåde, ordrækkefølge og trykfejl m.v. Scrivener skriver:

”Der er ingen væsentlig forskel mellem nogen af dem”[114]

I forordet til Elzevir’s 1633 udgave, skrives:

”’Textum (tekst) ergo habes, nunc ab omnibus receptum (modtaget)…’ som betyder, ’Derfor har du teksten nu, modtaget af alle’”[115]

Der findes utallige forsøg på at miskreditere ovennævnte personer, men dybdegående og omfattende undersøgelser af yderst kompetente, Guds velsignede mennesker viser, at Gud har ikke mistet grebet om sit Ord. Han har bevaret det, og vi kan læse det Han sagde, ord for ord i dag!

Textus Receptus


De Overleverede Skrifter, de Traditionelle Tekster, de Byzantinske Skrifter, Skrifterne fra Antiokia, Konstantinopel. Et kært barn har mange navne. Disse skrifter er de sande overleverede og bevarede skrifter. De er hverken Erasmus’, Stefanus’, Beza’s eller familien Elzevir’s skrifter. Det er Guds Sande Ord, som hos de sande troende i Kristus blev kopieret, brugt og slidt, selv når Satan søgte at komme med ”forbedrede” versioner. For disse skrifter har tusinder ofret sine liv, og ingen anden tekst har nogensinde haft så stærke beskyttere og stridsmænd, at det jordiske liv blev regnet for mindre end disse evige Ord, fra munden af Skaberen og Frelsen - direkte til mennesker, selv den dag i dag - tusinder af år efter. Det var TR som af sande kristne i det andet århundrede blev brugt i det græske imperium, hos de kristne i Syrien, hos valdenserne i det nordlige Italien og de galliske menigheder i det sydlige Frankrig, helt til de keltiske menigheder på Britiske øer - Skotland og Irland. Det var hundrede år før Vaticanus og Sinaiticus kom til.[116]

”Men, siger de, der er fejl i TR. Ja, ’klare og tydelige fejl’, som deres instrukser informerede revisorerne. Det er til TR’s ære, at dens fejl er ’klare og tydelige’. Da Gud viste os at disse fejl var ’klare og tydelige’, genkendte vi dem som fejl fra kopisterne og derfor, som trykkerens fejl, kan de blive øjeblikkeligt og sikkert korrigeret. Det er ikke forfatterfejl. Mennesket lavede dem, og mennesket kan rette dem.

Det var heller ikke ’fejl’ som mennesket lavede, og kun Gud kan rette. De griber på ingen måde ikke ind i kernen. De er ikke som fejlene i Vaticanus og Sinaiticus, produktet af Systematisk Fordærvelse. De er arene som vidner om de frygtelige kampe, udholdt af det Hellige Ord, igennem tiderne.

Kristi forherligede legeme vil altid have fem ar, hvor naglerne gennemborede Hans hænder og fødder, og hvor sværdet trængte ind i Hans side. En kværulerende kritiker ville udråbe at Kristi evige skikkelse ikke er perfekt; den har fem ar. Men en anden dybere indsigt ville påpege, at ved disse ar ved vi, at Kristus ikke bærer en uprøvet skikkelses. Disse levninger af Hans ydmygelse, vidner om Hans kamp og Hans sejr. Kristi fuldkommenhed ville ikke have været fuldkommen, uden disse ar. Uden dem, ville Han ikke have været Frelser. Fejlene i TR er arene som fortæller om dens kampe igennem århundrederne for at bringe os lys, liv og udødelighed. Det Levende Ord og det Skrevne Ord, harmonerer.”[117]

Jesuit Bibelen 1582


Endnu engang brugte Satan sine håndlangere. Som skrifterne fra Antiokia mødte sit modstykke i Alexandria, og Valdensernes Vulgata modstykket i Jeromes Vulgata, mødte også Tyndales engelske Bibel sin modpart. I 1525 blev Tyndales NT trykt og i 1530 GT. I 1534 tryktes hans forbedrede version og d. 6. august 1536, blev han begravet. Erasmus’ græske version i tredje udgave, blev trykt i 1522, og blev som sagt grundlaget for TR, som Både Tyndale og KJV bygger på.

Men den Romersk Katolske Moderkirke rasede over at se hvordan Guds Ord havde fremgang og at bl.a. Europa blev mere og mere protestantisk. Kærligheden til Tyndales Bibel voksede, og Jesuitterne måtte gribe ind. De grundlagde seminarier til at uddanne unge mænd, for at sende dem til England som præster. Det mest fremstående seminarium var et i Rheims, Frankrig, hvor også jesuitternes Bibel blev udgivet. Formålene var at sprede deres lære ud over landet, og samtidig tale så nedsættende som muligt, om den Engelske Bibel.[118] I 1582 udkom jesuitternes, også kaldet Rheims-Douay Bibelen, NT, og i 1609-1610 GT.

Denne jesuitbibel byggede på den katolske Vulgata, og havde derfor samme mangler som den Alexandriske åre af manuskripter. Matt. 6:13 mangler talen om at kongeriget er Guds. I Luk. 2:33 er Josef Jesu far. Luk. 11:2-4 mangler den del som retter bønnen mod Faderen i himmelen m.m. I Ef. 3:9, bliver Jesus udelukket som Skaberen og i Kol. 1:14 fjernes Hans blod og meget, meget mere. Hele sætninger er bøjet til ugenkendelighed, eks. Romerne. 5:1, som åbner op for den katolske undervisning om at vi skal søge fred med Gud igennem Jesus, frem for det, at vi får det igennem Jesus. Frit oversat siger den at ”Derfor, når vi bliver retfærdiggjort af tro,lad os have fred overfor Gud, ved vor Herre Jesus Kristus”. DDB siger ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus”. Jesuitterne giver her en åbning for at får fred med Gud igennem katolicismens sakramenter og at komme i kirken, med alt hvad det medfører. Sætningen ”Lad os have fred overfor Gud” kontra ”har vi fred med Gud”, betyder at vi skal gøre noget - dvs. følge troen på sakramenterne, for at have fred med Gud, hvorimod sandheden er at i troen på Jesus har vi fred med Gud.

Men da protestanterne havde fået Guds sande Ord i den græske TR, måtte jesuitterne være om sig, og gribe til nogle græske manuskripter, da det jo var sådanne kilder der var fremherskende blandt protestanterne. Skulle de konkurrere, måtte de bruge græske manuskripter, og selvsagt dem, som Jerome brugte til at lave sin Vulgata, Vulgataen hvorpå de havde bygget Rheims-Douay versionen, nemlig Origenes/Eusebius manuskripterne.

”Hvordan kan det være, at i 1833, mente England at Reformationen var Guds værk, men i 1883 mente man at Reformationen var et oprør? I 1833, mente England at paven var Antikrist; i 1883, at paven var Apostlenes efterfølger.”[119]

Jesuitterne havde formået gradvist at vende folket tilbage til Rom. Vi ser det stadig ske. Stort set alt katolsk tages op i protestantiske kredse i dag. Spirituelle teknikker, brugt af munke og de tidlige ”kirkefædre”, er i stor efterspørgsel i dag. Romerne. 5:1 fra den jesuitiske forståelse, har taget menneskers hjerter, så de kan have fred med Gud derigennem. Læs evt. ”Det katolske indtog blandt Guds folk, Sakristiet, Pinsekirken København”[120] og ”Kontemplativ bøn”[121]

King James Versionen


KJV, kronen på de engelske oversættelser, så dagens lys første gang i 1611. Det er en meget omdiskuteret oversættelse, for uden tvivl har jesuitterne, som med Tyndale’s oversættelse, gjort alt de kunne for at tale nedsættende om den. Små ændringer er blevet forstørret til revisioner, og alt hvad der på nogen måde kunne vendes til kritik, blev det, og bliver det stadig.

For det første har man gjort hvad man kan for at stille King James I, i dårligt lys. Han var homoseksuel siger man, og derfor er KJV upålidelig. Andre historier lægger vægt på hans katolske ophav via sin moder. KJV bliver også kaldt frimurernes Bibel, da historier fortæller at King James ikke blot var frimurer, men formede logen som vi kender den i dag. Jeg vil ikke fokusere så meget på King James som person, for, som du vil se, har han ikke noget at gøre med selve KJV oversættelsen. Men der er nogle grimme spor af frimureri i den første udgave af KJV, som vi skal se på senere.

I 1603, efter dronning Elizabeth havde regeret England i fyrre år, udnævnte hun få timer før sin død sin fætter, James VI, som var monark i Skotland, til at overtage tronen af England. Elizabeth var en hengiven protestant, som hadede katolicismen og den jesuitiske hær. Hun havde kæmpet og for Englands frihed og havde beordret at alle jesuitter der blev fundet, skulle henrettes. Hun kendte deres planer og så ingen anden udvej. Jesuitterne forsøgte selvsagt til gengæld at snigmyrde hende.

King James I, havde al mulig grund til at være på jesuitternes side, da hans moder Mary var kontrolleret af dem i Skotland. Han giftede sig i 1589 med den Danske Anne, og kom derved tæt på protestanterne og fik tætte forbindelser iblandt dem[122]. Noget viser, at han var i besiddelse af Gudsfrygt og lod sig ikke kontrollere, og andet får én til at se mistroisk på ham. Nogle siger han var teolog og student af Skrifterne, fra det presbyterianske Skotland[123], og andet viser at han havde en mærkværdig forbindelse til frimurerlogen. Det var imod ham det berygtede ”Gunpowder plot” blev begået i 1605, hvor jesuitterne søgte at springe ham og hans hof i luften med 36 tønder krudt. Var han for eller imod? Hvad King James I gik igennem i sit jordiske liv, er svært at spore. Hans menneskelige vandring har tilsyneladende været en vanskelig rejse, og derfor må vi fokusere på selve oversættelsen frem for King James, for Han har ikke oversat KJV.

Ideen til KJV, kom slet ikke fra King James I, men fra Dr. John Renyolds, som var leder for Corpus Christi Colledge, ved Oxford. På hans forslag i 1604[124], på anmodning fra ca. 1000 præster[125] (ca. en tiende del af præsteskabet i Church of England[126]), kendt som ”Millenary Petition”[127] (Tusindfoldig Begæring), blev bl.a. indgivet begæring om at en oversættelse blev lavet, som folket kunne forstå, læse og elske. King James bifaldt forslaget, men det var også den støtte folket fik fra ham, i den sag. King James var opvokset med Geneva Bibelen, og ønskede en Bibel uden noter og kommentarer. På mødet ved Hampton Court (en hørelse som King James arrangerede iht. den Tusindfoldige Begæring), blev der vedtaget at en ny oversættelse, som var fuldstændig tro mod de originale græske manuskripter (TR) skulle laves.[128] King James var ikke drivkraften bag alt dette, men tusinde præster.

Både Anglikanere og Puritanere, præster og lægfolk blev inkluderet i oversættelsen[129], og ingen Bibel nogensinde, har haft en lignende historie som KJV.

54 af de dygtigste lærde i England blev udvalgt til oversættelsen. Inden arbejdet gik i gang, døde 7, så der i alt var 47 oversættere. Desuden var der 9 andre, hvis deltagelse var begrænset. Af disse 47 var 4 universitets rektorer, 6 var biskopper, 5 var provster, 39 havde universitetsgrad, 30 havde doktorgrad, 41 var universitetsprofessorer, og 13 i Hebræisk så vel som 10 i Græsk var faglærte til en sjælden ekstraordinær størrelsesorden.[130] En vigtig detalje er, at INGEN FIK BETALING FOR DERES ARBEJDE! Alt var frivilligt og ingen oversættelse har nogensinde haft en så hengiven tilslutning!

De 47 mænd blev opdelt i 6 grupper. To ved Westminster, en gruppe til GT og en anden til NT, to ved Oxford hhv. GT og NT, og to ved Cambridge, en GT og en for Apokryferne. At Apokryferne var med i begyndelsen, har fungeret som en stor hammer imod KJV. Men mere om det senere.

Igennem tre år, fra 1604-1606, udarbejdede hver mand sin egen oversættelse af de kapitler der var blevet ham tildelt. Samme dele af Skriften blev oversat af de andre i gruppen. Efter de havde oversat, samledes de og sammenlignede hver oversættelse med hinanden, for at fjerne evt. forskelle. Når en bog igennem denne procedure var færdig, blev den sendt til de andre grupper for undersøgelse og forslag. Oversætterne var vejledt af femten specifikke regler. Regel nr. tolv sagde, at hver biskop skulle cirkulere dele af oversættelsen til eftersyn på offentlige steder, efterhånden som materialet kom fra oversætterne, for at opmuntre til forslag.[131] To fra hver oversættergruppe, dannede en speciel undersøgelseskomite (ialt tre grupper), som skulle efterse det endelige produkt, hvilket foregik endnu tre år fra 1607-1609.

Således blev oversættelsen af KJV udarbejdet i offentlighed, så hele England som nation kunne deltage i oversættelsen af deres Bibel. Hundredvis af lægfolk, præster og prædikanter som kunne græsk og/eller hebræisk, deltog og kom med forslag. Da alle bøgerne i Bibelen var blevet oversat, gennemgik to fra hver gruppe igen oversættelsen fra de andre tre grupper, og til sidst gennemgik to mænd det færdige produkt. Dvs. at KJV oversættelsen blev gennemgået mindst 14 gange. Der var ingen overraskelser (oversættelsesmæssigt) da KJV blev publiceret i 1611, intet var besluttet i hemmelighed, alt var kendt på forhånd og menigheden havde en ultimativ Bibel, den bedste på engelsk nogensinde, også siden hen!

Frederick Kenyon, som er omtalt i begyndelsen af artiklen, skriver:

”Revisionen var arbejdet, ikke af en enkelt mand, eller enkelt skole. Det var et velovervejet værk fra et stort organ af trænede lærde og højtbegavede fra alle klasser og meninger, som til deres vejledning foran dem, havde værket af næsten et århundredes revision. Oversættelsen af Bibelen var kommet ud af en atmosfære af konflikt. Det var et nationalt foretagende, hvori ingen havde anden interesse for øje, end at producere den bedst mulige version af Skrifterne.”[132]

Burgon skriver:

”Vores Autoriserede Version er det ene kristelige link, som på nuværende tidspunkt binder nitten millioner Engelsk-talende mennesker sammen, som er spredt over jordens overflade. Er det fornuftigt, at så usigelig kostelig, så helligt et bånd skulle udsættes for fare, for at erstatte nogle ord mere nøjagtigt, - oversætte en grammatik her og der med større præcision, - fjerne nogle få forældede ord? Det kan tillidsfuldt antages, at ingen ’Revision’ af vores Autoriserede Version, uanset om det er velovervejet udført, nogensinde vil kunne udfylde offentlighedens agtelse, som faktisk opleves i værket af Oversætterne af 1611, - det mest ædle litterære værk i det angelsaksiske sprog. Vi skal som kendsgerning aldrig have en anden ’Autoriseret Version’.”[133]

Frimurernes indblanding.


En underlig handling skete i 1610 - et år før udgivelsen, hvor King James I gav den færdige oversættelse over i hænderne på Sir Francis Bacon[134], en filosof og mystiker, som var talentfuld til at skitsere og lave indviklede tegninger[135]. Men der blev ikke kun føjet ”pynt” til KJV. Vers og kapitler blev også opdelt anderledes end de oprindeligt var i Geneva Bibelen, for at give frimureriets tal symbolik tilkende.

Før vi går videre skal det slås fast, at Bacon ikke havde noget med oversættelsen at gøre. KJV er blevet brugt, gransket og anerkendt i snart 400 år, af både hebræisk og græsk kyndige. Den følger de sande skrifter og uanset hvordan det ydre udtryk af versionen har været, så har Guds Ord fundet den bedste engelske version i KJV!

Manly Palmer Hall, grundlæggeren af Philosophical Research Society i Los Angeles, Californien, en filosofisk mystiker og anerkendt som 33graders frimurer[136], skriver i en af sine mange bøger:

“Den første udgave af King James Bibelen, som blev redigeret af Francis Bacon og forberedt under frimurer-opsyn, bærer flere frimurertegn, end Strassburg Katedral.”[137]

Hvor lidt man end har lyst, og som mange har søgt at bortforklare, så er dette sandt. Alene forsiden, som vi kort skal kikke på nu, er skræmmende. Både frimureriske, kabbalistiske og rosenkransordens symboler fremgår igennem hele Bibelen, så det kan ikke bortforklares, og vi må forholde os til det, hvor lidt vi end har lyst.


På billedet ovenfor, ser du den oprindelige forside til KJV. Tallene 1-3, adskilt med de røde streger, angiver Rosenordnens verdenssyn.

1. Den nederste del afspejler den ”lavere verden”. Her ses mennesket nedtegne deres observation af verdenen.


Et billede fra 1596, af Dronning Elizabeth I, af England.
Bemærk Fønixen i venstre hjørne, der som svanen i KJV fodrer sine unger.
(Hold musen over for at forstørre)
A. Fønixen, Moder Fuglen, er et populært Rosenordentegn, som både kan vises som her, en svane, men også en pelikan eller en Fønix fugl. Billedet viser her en svane, med et sår fuglen selv har lavet, hvor dens unger både fodres med blodet, og blodet flyder over ungerne. Umiddelbart kan det ligne Jesu tale om at Han ville samle Jerusalems børn under sine vinger (Matt. 23:37) krydret med historien om Jesu offer, at Han gav sig selv. Men i okkultismens verden, har faderen til ungerne dræbt dem, og tre dage efter har moderen som billedet skildrer, oprejst dem igen, ved at såre sig selv og lade blodet flyde over ungernes legemer.

I virkeligheden symboliserer det menneskets opstandelse fra ignorancens slaveri, til friheden igennem visdom.
B. Fønix Fuglen har megen symbolik omkring sig. Men i bund og grund er den et billede af Satan. Både Kong Henry d. 7. og som på billedet, hans barnebarn Elizabeth d. 1., havde fønixen som deres emblem[138].

Manly P. Hall skriver at:

”Der siges at Fønixen lever i 500 år, og ved dens død åbner dens legeme og den nyfødte Fønix opstår. På grund af denne symbolik, anses Føniksen generelt for at repræsentere udødelighed og opstandelse”[139]

Forfatteren Barbara Walker, som har skrevet flere bøger om Tarokkort og er feminist med alt hvad det indebærer - gudinder osv., fortæller at Ægypterne og Fønikerne troede at Fønixen var en repræsentation af en gud som:

”rejste sig til himmelen i form som en morgenstjerne, som Lucifer, efter hans ild opofrelse af død og genfødsel…”[140]

”Solguden, som formegentlig skabte alle de andre guder, blev også afbilledet i form af en Fønix.”[141]



C. Det altseende øje, som her ses på nederste del af kappen, kender de fleste. Det er det mest fremtrædende tegn hos Frimurerne. Det er også kaldt Osiris’ Øje, Shivas øje, det tredje øje m.m. Det er det øje vi finder på Illuminatis pyramide, særligt kendt fra den amerikanske 1 dollar seddel.

Frimureren Albert Pike skriver at øjet er: ”Osiris’ symbol, skaberen”[142] Albert Mackey, også frimurer, skriver: ”Det er et meget oldtidigt symbol, og formodes af nogle at være et relikvie fra den oprindelige sol-tilbedelse…iblandt ægypterne var øjet symbolet for deres øverste gud, Osiris, eller solen”[143] Robert Hieronimus skriver: ”For de gamle ægyptere symboliserede det højre øje solen og det venstre øje månen.”[144] Som med Fønix fuglen og svanen med selvpådraget sår, er dette øje i sidste ende også et symbol for Satan selv. Øjet i Illuminatis svævende pyramide top er: ”Horus øje – Lucifer, (som) svæver over det ufærdige ”Store Værk” på jorden og holder opsyn med ethvert fremskridt. Det ’Store Værk’ er Satans kongerige, den Ny Verdensorden, som endnu ikke er færdig. I højesteretsbygningen i Israel, har Illuminati bygget en pyramide, hvor den øverste del nu er landet på pyramiden. Betydningen af dette er, at nu er det ”Store Værk” færdigt. Horus øje, er placeret inde i den øverste del af pyramiden, hvilket betyder at nu er Lucifer kommet ned for at leve med sit færdige arbejde. Nu skuer hans øje ud over det færdige værk.”[145]


2. Den midterste del afspejler ”mellemverdenen”, den himmelske verden, hvor vi ser ånderne fra mennesker som har levet mange forrige liv.

A. Manden på billedet er en mand, der har levet mange gange, og ved hver livscyklus øget den personlige fuldkommenhed. Dermed kan han assistere mennesket i den ”lavere verden”, med at arbejde på deres egen frelse og ligeledes opnå større fuldkommenhed, som i okkultismen erhverves igennem eks. Rosenordnens eller Frimurernes ritualer.

Korset, eller X’et som manden holder, er også et gammelt symbol for sol guden. Det af babylonisk oprindelse, er et symbol for Lucifer, indeholder en seksuel betydning. Det symboliserer de 10 yuds, eller manifestationer af den jødiske Kabbalas ”Livets træ” (Sephiroth) og er på flere måder flettet ind i de frimureriske ritualer. Vi finder også X’et i Skull & Bones logo, hvor knoglerne under kraniet er formet som et X.

Endvidere er X’et på græsk betegnelsen for chi, det græske bogstav med talværdien 6, og skaber derfor en forbindelse til Antikrist, som jo har tallet 666. Ordnen der kaldes Knights of the East and West, har som Skull & Bones kraniet med de krydsede knogler som logo, og har et helligt ord, som er Abaddon[146]. Abaddon finder vi i Åb. 9:11, som på græsk hedder Apollyon som betyder Ødelæggeren, en titel Antikrist får i Dan. 11:31, Dan. 12:11, Matt. 24:15, og derfor tyder noget på at denne Engel eller dæmon, vil være den, der besætter Antikrist.

B. Antikrist, beskrevet som dyret, får i Åb. 13:14 et sværd hug, og kan det være intentionen at skildre Antikrist både med et X, og med et ”sværd hug” i panden, som manden der holder X’et? Antikrist er den Frimureriske Kristus, der som Fønix fuglen dør og kommer til live igen.

3. Den øverste del afspejler den ”øvre verden”, den ”super” himmelske verden, guden og gudinden, og duen som skulle repræsentere Hellig Ånden.

A. Solen. I hele dette system, kan der ikke være nogen tvivl om, at det ikke blot er en skildring af solen, men solguden Osiris.
B. Månen kan vi også se, er ikke blot en måne, men måneguden Isis.
Jehowah
יַהְוֶה
Yahweh

C. Dette Tetragrammaton - fire hebræiske tegn, er Guds navn YHWH, som med vokal-prikkerne bliver Jehowah (Det øverste billede), hvorimod Yahweh er formet som på det nederste. Ifølge en ortodoks lærd jøde fra Boston, er dette den kabbalistiske måde at skrive Guds navn på. Han sagde at ingen ortodoks jødisk præst ville skrive navnet som på billedet, for det er okkult.[147]

D. Helligånden i form som en due, kender vi fra Bibelen. Men i denne okkulte sammenhæng, er det ånden som hjælper mennesket i de lavere verdener i forvandlingsprocessen af sin sjæl, som vil ske igennem trin 2, symboliseret ved svanen eller det oplyste lys.[148]

Det kan virke underligt at Sir Francis Bacon skulle bruge ca et år på at ”dekorere” KJV. Men formålet er ganske klart. Okkultisterne tror på, at disse specielle tegn, uanset hvor de præsenteres, om det er i en bog, på et maleri eller udsmykninger på en bygning, så vil den dæmoniske kraft flyde fra disse tegn, illustrationer, kunstværker eller hvad det måtte kaldes, uendeligt. Kunne de derfor give dæmonisk adgang til de kristne hjem igennem disse udsmykninger, mente de at have vundet terræn.

Desværre var dette årsagen til, at KJV først blev afvist. Der er fremføres mange grunde til at folket dengang afviste oversættelsen. Nogle mener at puritanerne afviste den, fordi det, som de siger, var højkirkelige oversættere.[149] Andre skriver at den som alle andre Bibeloversættelser blev afvist, fordi reformerede protestanter mente den havde til formål at ødelægge protestantiske doktriner, ved at fjerne fodnoterne.[150] Formentlig, efter King James og Francis Bacon’s død, i hhv.1625 og 26, blev disse okkulte udsmykninger fjernet, og folket tog Bibelen til sig som almindelig brug, og derved blev Bibelen til den Autoriserede Version. Ikke grundet King James autorisation. Hans berøring med Bibelen gjorde den særdeles uautoriseret. Men da hans uautorisation forsvandt, autoriserede folket den, ved deres accepts og brug, og ikke mindst erstatning for Geneva Bibelen.

I lyset af alt jeg har vist dig nu, er det ganske tydeligt hvad der fik de sande kristne til at afvise KJV, frimurernes Bibel. KJV bruges stadig af frimurerne, da den tilmed er blevet struktureret efter deres orden. Kort fortalt har frimurerne to søjler, ligesom i Salomos tempel, templet som frimurerne ønsker bygget til deres Kristus, Bibelens Antikrist. Disse to søjler hedder det samme som i Salomos tempel, Boaz og Jachin.



Et klipartbillede fra http://www.daylightmasons.org/seattle_masonic_lodge_clipart6.html

Francis Bacon og hans kompagnoner fik struktureret KJV’s vers og kapitler, så midten af KJV er Salme 117. Forud for Salme 117 (søjle 1), er der 594 vers, og efter (søjle 2) ligeledes 594 vers. Hver søjle er delt op i to.

Søjle 1
Første halvdel starter fra bunden med 1. Mos. 1:1, og går op til toppen med 3x3x33 kapitler og ender dermed på 1. Kong. 6:1, hvor Salomos tempel bygges. Herefter skal vi ned af søjlen igen, med 3x3x33 vers, fra 1. Kong. 7:1 og til Salme 116.

Søjle 2
Første halvdel starter fra bunden med Salme 118, og går op til toppen med 3x3x33 kapitler og dermed når vi til Jonas 3, som handler om Nineve. Derfra går vi til anden del af søjlen, fra Jonas 4, til Åbenbaringsbogen 22. Nineve blev ifølge frimurernes udsagn bygget af Nimrod, som ifølge Albert C. Mackey selv var Frimurer, og desuden beskæftigede 60.000 frimurere i opbygningen af Nineve.[151] Derfor er Nineve af stor betydning for Frimurerne.

Bibelens midte
I midten af alle disse vers, finder vi som sagt Salme 117: ”O praise the LORD, all ye nations: praise him, all ye people. For his merciful kindness is great toward us: and the truth of the LORD endureth for ever. Praise ye the LORD”. Hvis du tæller ordene i dette vers, er der 33. Men det var der ikke oprindeligt, for der var ordene stavet korrekt. Det engelske ord forever, som betyder ”for altid”, er ikke i to ord som frimurerne har delt det, for at opnå det magiske tal 33, men kun ét ord.

Således fik frimurerne deres magiske Bibel, igennem Francis Bacon og hans riddere af Rosenkransordnen. Men indholdet, selve oversættelsen kendte folket som fortalt før den udkom, da det var en åben national proces. Siden hen er KJV som sagt blevet brugt i næsten 400 år, gransket af både græsk og hebræisk kyndige mennesker, som har været inderlige studenter af Guds Ord. Den følger de overleverede skrifter bedre end nogen anden Bibel, og er den bedste oversættelse vi har.

De fire ”revisioner” af KJV


Der er megen polemik omkring revisionerne af KJV igennem tiden. Lad mig kort opridse hvorfor der ikke er tale om revisioner, men korrektioner. Der er fire korrektioner vi skal forholde os til. Der er ganske vidst folk der taler om dusinvis af revisioner, men der er fire større revisioner, som bør tages alvorligt. Af de mange andre ændringer som holdes imod KJV, er bl.a. at man gik fra gotisk, til den skrivemåde vi bruger i dag. Den første type med romersk tegnsæt udkom i 1612. Den danske Bibel har gennemgået samme procedure. Jeg har en version trykt i 1863, og den har også gotisk tegnsæt. Men det ændrer jo ikke på ordene, at de skrives med en anden font!

Disse fire store korrektioner blev udført i hhv. 1629, 1638, 1762 og 1769. Selvom der er fire, hænger rettelserne sammen to og to.

Korrektion 1-2 blev gjort i samarbejde med bl.a. Samuel Ward og John Bois, som begge var med til at oversætte KJV. Første trykte rettelse kom i 1629, men denne proces fortsatte i ni år, og blev afsluttet i 1638 udgaven. Korrektionerne handlede om at alle de trykfejl som grundet den manuelle sætning af trykmaskinen var i de første udgaver, blev rettet. Det betyder at omkring 72% af de ca. 400 tekstmæssige korrektioner fandt sted der. Undersøger du dette emne selv, vil du støde på at der er over 75.000 ændringer siden 1611 versionen. Men deri lægger netop ændringerne, hvor eks. Iefus ændres til Jesus, u og v ændres også så loue blive til love (kærlighed), Mofes til Moses, Davids wiues, til Davids wives (hustruer), osv.

Korrektion 3-4 handlede om at der i 1611 endnu ikke var faste stavemåder. Ét ord blev i første version stavet på flere måder. Desuden blev mange ord også afsluttet med et ”e” og dobbelte vokaler og konsonanter. Fowle blev derfor til fowl, sunne til sun, goe til go, ftarres til stars, osv. Deri er også mange såkaldte ændringer.

Af tekstmæssige ændringer, var der nogle åbenlyse fejl, som jeg her lister nogle af med fejl først, og derefter rettelsen med årstal[152]

1. this thing - this thing also (1638)
2. shalt have remained - ye shall have remained (1762)
3. Achzib, nor Helbath, nor Aphik - of Achzib, nor of Helbath, nor of Aphik (1762)
4. requite good - requite me good (1629)
5. this book of the Covenant - the book of this covenant (1629)
6. chief rulers - chief ruler (1629)
7. And Parbar - At Parbar (1638)
8. For this cause - And for this cause (1638)
9. For the king had appointed - for so the king had appointed (1629)
10. Seek good - seek God (1617)
11. The cormorant - But the cormorant (1629)
12. returned - turned (1769)
13. a fiery furnace - a burning fiery furnace (1638)
14. The crowned - Thy crowned (1629)
15. thy right doeth - thy right hand doeth (1613)
16. the wayes side - the way side (1743)
17. which was a Jew - which was a Jewess (1629)
18. the city - the city of the Damascenes (1629)
19. now and ever - both now and ever (1638)
20. which was of our fathers - which was our fathers (1616)

På ingen måde kan man retfærdiggøre at kalde disse rettelser for ændringer. Det er rettelser af fejl, og ikke ændringer af indholdet.

Apokryferne i KJV


At de apokryfiske bøger var med i begyndelsen af KJV’s historie, bliver også brugt som spydspids til at gennemtrænge versionens troværdighed. Ikke desto mindre er denne anklage latterlig. Apokryferne har ingen indflydelse på selve oversættelsen, og da de blev fjernet, var KJV stadig den samme, blot en anelse tyndere. På den tid da de blev tilføjet, blev de anset for historiske kilder, men ikke som Guds Ord. Til forskel fra Septuagintaen, Vaticanus, Sinaiticus og Alexandrinus, er de ikke blandet med Bibelens andre bøger, men blev placeret i adskilt mellem GT og NT. Det samme gør sig gældende i eks. min gamle danske version af 1863.

KJV’s små skavanker


Som antydet i begyndelsen, så er KJV ikke 100% fejlfri, og for dette afsnit vil jeg nok møde modstand, om ikke blot min artikel bliver direkte afvist. Det er en stor opgave at finde fejlene, men de er der. Som du vil se senere, så ønskede folket sig kort efter udgivelsen af KJV, at små fejl og skavanker blev rettet, for at de kritiske stemmer måtte forstumme. Men i stedet for et ”ansigtsløft”, blev KJV bevaret med ”hud og hår” og en ren elendighed af en revision, så dagens lys.

1. Mos. 2:2
Én fejl, som er så tydelig, at det med sikkerhed bl.a. var den, som de ville have rettet, er i 1. Mos. 2:2, hvor KJV siger: ”Og på den syvende dag afsluttede Gud sit værk som Han havde skabt, og Han hvilede på den syvende dag ”. Flere mener der skulle stå ”Og på den sjette dag afsluttede Gud sit værk som Han havde skabt, og Han hvilede på den syvende dag”. Umiddelbart lyder det rigtigt, men det hebræiske ord der bliver brugt, er ikke desto mindre ”sheb-ee-ee”, som betyder syvende. Ordet det hele står og falder på, er det hebræiske ”ka^la^h”, som er oversat ”sluttede”. Det kan også betyde at ”være færdig”, og derfor må den rette oversættelse være ”Og på den syvende dag havde Gud afsluttet sit værk som Han havde skabt, og Han hvilede på den syvende dag”. Den danske version jeg har fra 1863 siger: ”Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning (værket var altså færdigt på den syvende dag - afsluttet den sjette dag), som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort”, og den bygger på samme kilder -TR - som KJV.

Alle andre steder i Bibelen hvor denne hviledag er omtalt, står der at Gud skabte alt på seks dage og hvilede på den syvende dag, og derfor kunne Han ikke have arbejdet bare en lille smule den syvende dag, med at afslutte skaberværket. Israel måtte desuden ikke arbejde hele dagen, og hvis nogen gjorde det, skulle de dø (2. Mos. 31:15), så Gud var meget seriøs med at hvile hele dagen. At forbryde dig mod dette bud, ville være som at kaste skarn på Guds nåde, at Han førte Israelitterne ud af Ægypten (5: Mos. 5:14-15).

Romerne. 1:4
KJV følger ikke TR helt her, og udelader sidste sætning. KJV siger ”og blev kundgjort at være Guds Søn, med magt efter hellighedens Ånd, ved opstandelsen fra de døde.” TR forsætter og siger ”ιησου χριστου του κυριου ημων”, som betyder ”Jesus Kristus, Herren vor” eller sagt med forståelig ordstilling ”Jesus Kristus, vor Herre”.

Åb. 1:8
Også her har TR en anden måde at sige det på, som er: ”Herren Gud” (”κυριος” kureos ho theos), og KJV siger kun the Lord, altså Herren.

Matt. 23:24
KJV siger: ”I blinde vejledere, som sier på myggen, og sluger kamelen”. Dette er en fejl som helt klart er en trykfejl. Ikke desto mindre er det blevet brugt til at vise KJV som en dårlig oversættelse. At ordet på, skulle være fra, dvs. det engelske at skulle være out, kan ikke afvises. Hvis vi kikker på Geneva Bibelen, vidner den også om det: ”Ye blinde guides, which straine out a gnat, and swallowe a camell“. Tyndale’s Bibel, som med sit engelske sprog var støtte for KJV, siger ligeledes: “Ye blinde gydes which strayne out a gnat and swalowe a cammyll”.

Skal man være kværulant, er der også flere steder hvor KJV bytter om på Jesus og Kristus, i forhold til TR, eks. Romerne. 6:3, 6:11, 6:23, 15:17, 1. Kor. 1:4, osv. Men at kalde det fejl ville være uforsvarligt. I 1. Kor. 3:11, siger TR oversat til engelsk ”Jesus the Christ”, hvor KJV har fjernet det græske ”ho, hay eller to” - det engelske ”The”, skønt den mange andre steder, eks. Matt. 8:29, tager det med.

Der er flere ting her og der, som gør at jeg for min del ikke kan sige, at KJV er 100% fejlfri. Dette er blot nogle af dem jeg har fundet, og jeg tør vove at påstå der er flere jeg ikke har set endnu. Men det er enten tydelige eller ubetydelige fejl, som ikke danner grundlag for anden lære!

Oxford Bevægelsen.


Igennem Oxford bevægelsen, som begyndte i 1833, fik John Henry Newman (en gnostiker som Origenes og efterfølgere) slået et stort slag mod protestantismen. Han troede på at protestantismen var Antikrist og én af Newmans allierede, F. W. Faber, sagde:

”Protestantismen går til grunde: det som er godt i den, bliver ved Guds nåde samlet ind i Roms magasiner…Hele mit liv, om Gud vil, skal være et korstog imod det afskyelige og djævelske kætteri i protestantismen”[153]

Pusey, forfatteren af ”Små Profeter” og ”Profeten Daniel”, som også var med i Oxford bevægelsen for at føre folket tilbage til Rom sagde:

”Jeg tror at Antikrist vil være vantro, og komme ud fra det som kalder sig selv Protestantisme, og da vil Rom og England forenes til én, for at modstå det”[154]

Newman selv påstod at Gud aldrig havde ment det sådan, at Bibelen tilsigtede at undervise doktriner[155] og at Roms by måtte falde før Antikrist rejser sig. Det som redede Rom fra fald, var den Katolske Kirkes frelsende nåde, jordens salt.[156] Sådan siger han det ikke ordret, men man ser tydeligt at det er hvad han mener. Det bør også siges, at Newman forlod Church of England, og blev gjort til kardinal i den katolske kirke i Rom. Han udtalte at

”Jeg elsker, for eksempel, navnet Origenes: Jeg vil ikke lytte til forestillingen om, at så vældig en sjæl gik fortabt”[157]

Hort skriver til Westcott at:

”Jeg mener at Coleridge havde ganske ret, da han sagde at kristendommen uden en substantiel kirke, er tomhed og desillusion; og jeg husker at jeg chokerede dig og Lightfoot for ikke så lang tid siden, da jeg udtrykte troen på at ’protestantisme’ kun er parentetisk og midlertidig”[158]

Igennem lederskabet fra Oxford bevægelsen, blev ritualisme (dvs. katolicisme) igen en realitet i England. Bibelkritik kom frem bl.a. ved hjælp fra Westcott og Hort, som vi skal kikke lidt på om lidt. Den katolske kirke hadede KJV og den katolske biskop af Erie, Pennsylvania, kaldte den for den nederdrægtige protestant version.[159] Faber (tidligere citeret) kalde den for ”kætteriets fæstning i England”[160] Hadet blev også givet til kende i et brev fra Newman til Wiseman, d. 17. januar 1847:

”Franciskanernes overhoved, fader Benigno i Trastevere (en gammel bydel i Rom), ønsker selv at vi skal engagere os i en Engelsk Autoriseret oversættelse af Bibelen…Det han ønskede var, at vi tog protestantoversættelsen, korrigerede den ud fra Vulgataen…og fik den godkendt her. Dette kunne være vores første opgave, hvis dit herredømme accepterede det. Hvis vi påtager os det, skulle jeg prøve at igangsætte et antal personer (ikke blot os selv). Først skulle det tilses og korrigeres af os selv, derefter skulle det til nogle få udvalgte korrektører, f.eks. Dr. Tait fra Ushaw, Dr. Whitty (en jesuit)fra St. Edmunds”[161]

Læg mærke til at der er tale om nogle få udvalgte korrektører, i modsætning til KJV oversættelsen, som var en national sag…

Både Westcott og Hort var positivt berørt af Newmans skriverier. Westcott taler rosende om hans bidrag i Tracts for the Times[162] og hans sind blev åbnet, da han læste Newmans Apologia.[163] Hort skriver til sin kone om hans foragt for dem som ikke øjeblikkeligt bemærker Newmans storhed og godhed.[164]

Westcott, Hort (WH) og bibelkritik


For en god ordensskyld, vil jeg starte med en forklaring af to typer Bibelkritik, som du bør kende hvis du selv søger videre i spørgsmålet om Bibelens historie.

”Høj-kritik (higher criticism)er et studie af oprindelsen og karakteren af Bibelens individuelle bøger, som søger at fastsætte af hvem, under hvilke omstændigheder, på hvilken tid, og med hvilken hensigt og/eller formål de blev skrevet. Igennem et studie af historiske fakta og det interne bevis for de forskellige bøger, søger den højere kritik at finde forholdene af deres oprindelse og kilde. Høj-kritik kan hurtigt gå galt, hvis kritikken kun er subjektiv eller styret alene af kritikerens fantasi.
Lavere-kritik (lower criticism) (eller tekstmæssig kritik) betyder at vi forsøger at bestemme selve teksten, igennem et studie af de forskellige tilgængelige græske manuskripter, gamle versioner, lektionsmæssige skrifter (lectionaries) osv., og deres historie. På grund af at det er fundamentet, refereres det til som ’lavere-kritik’. Det er den første opgave. Med hjælpen fra disse gamle manuskripter og versioner, søger tekstkritikeren at løfte teksten til den højest mulige standard af nøjagtighed. I skarp kontrast til høj-kritik, behandler lavere-kritik det konkrete fænomen af faktiske sætninger, fundet i manuskripterne.”[165]

Westcott

Hort
Brook Foss Westcott (1825-1901 - senere Durham’s Biskop eller ”Bishop of Durham”) og Fenton John Anthony Hort (1828-1892), professorer ved Cambridge University, fædrene til grundlaget for næsten alle oversættelser i det tyvende århundrede, fabrikerede igennem næsten tredive års arbejde to bind, kaldt ”The New Testament in the Original Greek; an Introduction [and] Appendix” (Det Nye Testamente på Original Græsk; en Introduktion [og] Appendiks). Skønt en åben erklæring som erkender fejl og mangler, så holdes deres såkaldte bibelkritik stadig i ære som standarden inden for branchen. Stadig mener man, på trods af vældet af vidner imod princippet, at ældst er bedst og mest troværdigt - specielt hvis teksten tilmed opfylder Lachmann princippet om tilhørsforholdet fra anden region, som de gamle Alexandriske tekster. Som konklusion på bind nr. to, skrev de:

”Andre vil med sikkerhed i passende tid fortsætte opgaven med bedre resurser for viden og færdighed, og forbedre fejlene og manglerne i vores processer og resultater. At være trofaste til sådanne lys som kunne nydes på vores tid, var det yderste vi kunne ønske. Hvor langt fra denne standard vi var, er vi velvidende: alligevel er vi frimodige at sige, at ingen af fejlene er grundet manglen af ængstelig og påpasselig oprigtighed.”[166]

Westcott og Hort var involveret i både Høj- og lavere-kritik. Jeg vil mene at på grund af at de tog høj-kritik som det første skridt, frem for den lavere-kritik, som citatet ovenfor fortæller man bør gøre, blev hele deres fundament, dvs. den konkrete tekst fordrejet, så alt de gjorde blev til fjendskab mod Guds Ord. Frem for først at sammenligne de mange manuskripter, som den lavere-kritik har til formål, ”studerede” de først oprindelsen af teksterne, og faldt grundet deres subjektive - fantasifulde - kritik, for Origenes’ filosofiske økumeni.

Der er stor diskussion om disse to bibelkritikere var gode, i den forstand at de vitterlig var i besiddelse af ærefrygt for Guds Ord, eller om de var filosofiske egenrådige mennesker, der bedrevidende, på skrømt, redigerede Guds Ord. For min del kan jeg allerede på det grundlag at de som ”grundtekst” bruger de Alexandriske tekster bedømme, at de kommer ind under den sidste beskrivelse. Hvem med ærefrygt for Guds Ord, kan tage udgangspunkt i Vaticanus og Sinaiticus? Lysene, fra citatet ovenfor, som blev nydt på deres tid, var lysene som disse falske manuskripter kastede over Bibelens troværdighed, som onde skygger af tvivl. Alle de fejl og mangler som Westcott og Hort selv omtaler, som endog overskyggede Tregelles og Tischendorfs værk, er med årene blevet tilskrevet Bibelen, og et hav af bibeloversættelser i alle afskygninger, har dannet grundlag for at kunne vælge og vrage mellem ord og sætninger, der passer den aktuelle lære og holdning bedst. Rick Warren er en stormester på området, og har taget for sig af retterne i sin bog, Det Målrettede Liv.

Denne fornemmelse af rettighed til at bøje Guds Ord er ikke ny. Elias Levita (1469-1549), en grammatiker, massoret og hebræisklærer, kom frem med en påstand om at vokal-prikkerne i det den hebræiske skrift blev etableret af massoreterne i det 5. århundrede. JE skriver om ham:

”To år efter ’Sefer ha-Zikronot’ var færdig, udgav Elias hans massoretiske værk ’Massoret ha-Massoret’ (Venedig, 1538), som var opdelt i tre dele…I den tredje introduktion, fremlægger Elias en opstilling af de mest kraftfulde argumenter for at bevise at vokal-prikkerne i de hebræiske Bibler blev opfundet af Massoreterne i det femte århundrede, vor tid. Denne teori, selvom den var foreslået af nogle jødiske lærde allerede i det niende århundrede, fremkaldte et stort ramaskrig blandt de ortodokse jøder, som tilskrev vokal-prikkerne den ædle oldtid.”[167]

[Uden vokal-prikkerne, svarer det til at vi kun havde konsonanter, og vokalerne skulle vi gætte os til]. Lad os tage samme sætning én gang til, men uden vokalerne. [dn vkl-prkkrn, svrr dt tl t v kn hvd knsnntr, g vklrn sklle v gtte s tl]. Sammensætningen af disse konsonanter, kan blive til rigtig meget, alt efter læserens sproglige færdigheder - specielt da der heller ikke er nogen indikation hvor vokalerne skal placeres. Tanken, at man skulle forstå Bibelen, uden at trække fra eller lægge til, er jo i så fald skræmmende.

Den katolske kirke har altid forbeholdt sig den apostolske arveret, og dermed retten til at fortolke Guds Ord. I de mørke århundrede var det denne organisation der afholdt mennesker fra at læse Ordet selv, og har stadig stor opposition mod de der mener at Ordet er til for menigheden og ikke menigheden for Ordet. At dreje Ordet til religionens lære, har altid været den katolske kirkes speciale, og derfor stemmer de glædeligt i Elias Levita’s kor. Ironisk er det, at denne bibelfornægtende organisation i en artikel kaldt ”Pillar of Fire, Pillar of Truth” (Søjle af Ild, Søjle af Sandhed), gør det klart at:

”Nogle kristne påstår, ’Bibelen er alt jeg behøver’, men denne opfattelse læres ikke i Bibelen selv. Faktisk, Bibelen lærer den modsatte ide (2. Pet. 1:20-21, 3:15-16). ‘Bibelen alene’ teorien var ikke troet af nogen i den tidlige kirke. Det er nyt, og er opstået kun i 1500 tallet igennem den protestantiske reformation. Teorien er en ’menneske tradition’ som ophæver Guds Ord, forvrænger Bibelens sande rolle, og undergraver kirkens autoritet som Jesus etablerede (Mark. 8:1-8)”[168]

Det er utroligt at læse hvordan rækkefølgen vendes på hovedet, med Guds Ord. Bibelen siger tydeligt i 2. Pet. 1:20-21 at for at udlægge skriften, skal vi være drevet af Helligånden. Det er ikke kirken som institution, men mennesket som individ. Johannes skriver at ” i jer bliver den salve (Helligånden), I har fået fra ham (Jesus), og I har ikke brug for, at nogen skal lære jer noget; men da hans salve (Helligånd)lærer jer alt — og det er sandt og uden løgn — skal I også blive i ham, sådan som den har lært jer” (1. Joh. 2:27), og det står i diametral modsætning til det, som denne katolske artikel inverterer det til. Sandheden er, at står vi uden menighed, har vi alt i Bibelen. Men står vi uden en Bibel, har vi intet i menigheden. Skulle ordinerede præster være bedre stillet end lægmanden og derved ikke være selvbestaltet jf. 2. Pet. 1:20 ? I så fald har Gud overtrådt reglerne da Han udvalgte ulærde fiskere iblandt sine apostle, som ikke havde været igennem farisæernes ”oplæringsprogram”.

I overensstemmelse med Levita’s forfejlede konklusion, skriver KE:

”Spørgsmålet rejser sig nu: Hvor langt tilbage kan vi spore denne omhyggelige videregivelse at teksten til efterkommere? Philo, mange autoriteter indenfor Talmuden, og jødiske rabbier og tjenere i det sekstende og syttende århundrede, foretrak meningen at de hebræiske tekster, som vi læser i vore manuskripter, blev nedskrevet fra begyndelsen og overdraget til os uforfalsket. Elias Levita, Morinus, Cappelus værker har vist at dette synspunkt er uholdbart; og senere opdagelser har etableret tekstens historie i sin oprindelige træk. Manuskripternes ensartethed er ultimativt resultatet af massoreternes anstrengelser, som ikke blev afsluttet før efter de ældste manuskripter blev skrevet…Opfindelsen af tegnene for vokalerne og tonefaldene -- omkring det syvende århundrede -- lettede en trofast bevarelse af teksten. Forkert adskillelse og forbindelse af stavelser og ord var for fremtiden udelukket.”[169]

Vi støder her ind i et gevaldigt problem, som åbner portene for eks. Dan Browns Da Vinci Mysteriet som den katolske kirke hader, op på vide gab. For er denne teori sand - og læg mærke til at der er tale om teori, selvom KE hæver teorien til at være en opdagelse, så har mennesker haft rig mulighed for at tale syndens fader i munden og sige ”har Gud mon sagt?”. Bygger man på et forkert udgangspunkt, så ender man uundgåeligt med en forkert konklusion. Paulus skriver at: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Romerne. 15:4), og skulle Gud have efterladt os med et gennemhullet budskab der kan vejes og vægtes efter for godt befindende, så er kristendommen tom. Hvad var der meningen vi skulle lære? Lad mig vise dig problemstillingen.

George Sayles Bishop fortæller:

”Disse punkter afgør ordene, og ordene afgør sætningen. Hvad enten et ord er et navneord eller et udsagnsord; eller, hvis et udsagnsord, hvilket udsagnsord? hvis et navneord, hvilket navneord? passiv eller aktiv, fortid, nutid eller fremtid? - alt dette må i en given situation, afhænge af prikkerne. Tag som en illustration det hebræiske ord at værdsætte. Ved at ændre vokalerne bliver det til en port; en portner; skammelig; at skælve; håret; frygt; rædsel. Alle syv ord, udsagnsord, navneord, eller tillægsord bliver adskilt alene af prikkerne.”[170]

”For eksempel ordet Sal. 18:1, som ved en ændring af vokalerne og daghesh (angivelserne under bogstaverne), kan læses på 125 måder…Ordet uden prikken er enten ’han dræbte,’ eller ’han blev dræbt’ uden nogen måde til at bestemme hvilken.”[171]

Tanken at Gud ikke har været i stand til at give os et Ord, hvorpå vi som Paulus siger, kan lære af det, er mildest talt skræmmende. Havde Gud efterladt os med sit Ord, som for at opnå rette forståelse måtte færdiggøres af mennesker århundrede og årtusinder efter, ved opfindelsen af disse altafgørende prikker og daghesh, da ville Han have efterladt os med en hest uden bidsel eller, om man vil, en bil uden ret. Ingen ville på nogen måde kunne ”fastholde håbet”, for hvad ville håbet i så fald være? Hvem forkynder det rette håb? Den katolske kirke der ofrer Jesus uendeligt - igen og igen, hver dag? Eller er det mon den tekst der fortæller at Jesus blev ofret én gang for alle. Hvad er håbet? Ofringerne eller Jesus?

Paulus skriver at ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (2. Tim. 3:16-17). For det første ville det være løgn, hvis ikke Gud havde gjort hvert ords betydning i skriften klar. Uden prikkerne ingen vejledende betydning. Dernæst er ethvert skrift - hvert ord - indblæst af Gud, som Han blæste livsånde i Adams næsebor (1. Mos. 2:7). Uden prikkerne og daghesh, ville ordene alle som en, være et legeme uden sjæl.

Den katolske kirke og utallige mystikere og filosofer som Westcott og Hort, er klart vedholdende med at fremtvinge sådanne synspunkter, for derved kan en stor indkomstrig industri sættes i bevægelse, hvor copyright på den ene efter den anden bibel kan give forfatterne en fortræffelig indtjening årene frem. Ikke blot tvivlen om disse vokal-prikker og daghesh, men også hvilken kilde af manuskripter har i dag gjort mange mennesker rige på det evangelium hvorom Jesus siger: ”I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt. 10:8). Som sagt - bygger man på forkert udgangspunkt, så vælter hele konklusionen. Er udgangspunktet ikke, at Han der skabte himmelen og jorden også kunne give os et uomtvisteligt og holdbart defineret ord, så vil resten af efterforskningen falde i løgn. ”Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner” (Ordsp. 30:6).

Tilbage til Westcott og Hort. Var de gudfrygtige mænd?

”Da selskabet af det Nye Testamentes korrektører (af den Reviderede Version (Revised Version)) var klar til at begynde deres arbejde, blev en altergang holdt i Westminster Abbey. En unitarmedlem (som ikke tror på treenigheden)af komiteen deltog med de andre. Der var seriøs kritik af dette, og, med Arthur Westcott’s ord, ’Revisionen var næsten forlist lige fra begyndelsen.’ Det øvre hus af sammenkaldelsen af Canterbury foretog en resolution, at ingen person som benægtede Kristi guddommelighed skulle deltage i arbejdet. Westcott truede med at afbryde hans forbindelse med projektet med disse ord til Hort: ’Hvis forsamlingen accepterer Canterbury’s diktat, må mit arbejde slutte”[172]

Hvem med respekt for Guds Ord - Guds Ord der i begyndelsen var hos Gud, som var Gud, som blev kød og tog bolig iblandt os (Joh. 1:1, 14) - kan afvise det absolut mest basale og alvorsfulde krav, at acceptere og med hjertet tro, at Jesus er Gud, Skaberen hvorved alting er blevet til (Joh. 1:3)? Bibel kritikere som fejler denne overbevisning kan på ingen mulig måde frembringe en frugt, om det så bygger på de sande og overleverede skrifter, som er Guds Ord værdigt. Resultatet vil med 100% sikkerhed blive et antibibelsk og antikristeligt produkt, der ødelægger enhver chance for et opbyggende Ord for de kommende generationer. Bibelen har som sagt en historie som intet andet dokument. Kristne igennem årtusinder har ofret deres liv for at bevare ordet fra ødelæggelse, ved gudsfornægtende voldsmænds hænder. I dag er det de fredelige bibelkritikeres og endda troende kristnes hænder dette blod kommer over, da de mener at personer der ikke tror på det de læser, som mener det blot er en bog på lige fod med andre, og ikke er inspireret af Gud, kan bedømme og føre kritik på Skaberens Ord.

Hele Bibelens kærne, synd eller retfærdighed, er et afgørende og åbenlyst punkt, hvorpå vi kan kende om en person er for, eller imod Sandheden. At Jesus var vor stedfortræder og bar vores skyld, er hele Bibelens essentielle budskab. At Jesus som Gud gav sit liv - ofrede sit blod for vores synd – og genopstod, er troen hvori frelsen findes. Fordrejer man på nogen måde denne sandhed, og tror på anden vis, er troen ikke en frelsens tro. Så fornægter man Jesus. Johannes skrev ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen” (1. Joh. 2:22). Hvad mener Westcott og Hort?

Westcott skriver til sin kone:

”Denne morgen (langfredag)tog jeg hen for at høre den Hulseske foredragsholder (Hulsean Lecturer – grundlagt af John Hulse). Han prædikede over soningen…Alt han sagde var meget godt, men alligevel, han kom ikke ind på de store vanskeligheder ang. begrebet ofring og stedfortrædende straf. For mig er det altid mest tilfredsstillende at betragte den kristne som i Kristus – absolut ét med ham, og så gør han hvad Kristus har gjort: Kristi soning bliver hans, og Kristi liv og død på en måde hans liv og død.”[173]

Det kan på en måde lyde rigtigt. Vi er ét med Jesus og som Paulus siger, er livet Kristus (Fil. 1:21). Men hele vognlæsset vælter, når ordene kommer: ”og så gør han hvad Kristus har gjort”. Ingen kan gøre hvad Jesus har gjort. Westcott troede som sine kirkefædre Origenes, Eusebius og Jerome, at Jesus blot var menneske. Derfor mente han at Jesu død kun var i forhold til Hans menneskelige natur. En hver som har oplevet frelsen og på ny fødslen ved Helligånden, ved at mennesket ikke kan gøre hvad Jesus gjorde ved sin død. Når Westcott skriver at den der er i Jesus, gør hvad Jesus har gjort, så refererer han til overbevisningen om gentagende ofring, som den katolske kirke gør millioner gange om året. Jesus viste os vejen, og vi skal følge Ham og gøre som Ham: ofre. Når Kristi soning bliver vores, er det i Westcotts forståelse at ansvaret for soning er vores, at vi stadig må ofre. På den måde dør vi som Kristus, og Hans død bliver således også vores. Westcott havde en tro, som forbandede ham, troen på at Jesu offer ikke var evig gyldig for alle der vil tro.

Hvad med Hort? I et brev til Westcott, d. 15. oktober 1860 skriver han:

”Posten i dag, bragte også dit brev…Jeg er fuldstændig enig – men korrigerer et ord – med det du siger omkring soningen, at du i mange år har troet at ’den absolutte forening af den kristne (eller rettere, af mennesket) med Kristus selv’, er den åndelige sandhed som den populære doktrin om substitution, er en umoralsk og fysisk forfalskning af…Intet kunne med sikkerhed være mere ubibelsk end den morderne begrænsning af at Kristus bar vores synder og led til hans død; men sandelig, det er kun ét aspekt af et næsten universelt kætteri.”[174]

Både Westcott og Hort var uenige med Bibelens budskab om forsoning, hvorom hele Israels historie vidner, startende med Kain og Abels ofringer. Kun blodet kunne dække synden og derfor var Kains afgrøder ikke tilstrækkelige, og det er den katolske kirkes ofringer heller ikke. Blodet i GT var forbilledligt på Jesu blod! Westcott og Hort fornægtede Jesus, ikke som menneske, men som Gud. Og senere vil du se deres forkærlighed for Maria dyrkelse. Ikke desto mindre blev alle Wescott og Horts modstandere, som fremlagde håndfaste beviser imod deres værker, overhørt og selv den dag i dag, findes der kun få, men overhørte røster, som endnu kæmper kampen om Gud sande og evige Ord.

I Maj 1881, da den Reviderede Version af det Nye Testamente udkom:

”var der en intens interesse både i England og Amerika. Det er svært nu at forstå entusiasmen den dag…Inden for fire dage efter udgivelsen, siges der at omkring to millioner kopier blev solgt i England. Om morgenen for den Amerikanske udgivelsesdato (20. maj) gjorde folk krav på kopier før daggry i New York og Philadelphia. Den 22. maj udgav Chicago Tribune og Chicago Times hele det Nye Testamente i deres udgave. Revisionen begyndte med en enorm popularitet, men denne popularitet spredte sig tilsyneladende ikke til masserne og var derfor ikke langvarig. Lærde overalt bifaldt det.”[175]

Som du kan se, så var der virkelig spændinger i luften. Og 22 år før dette, d. 24. november 1859, udgav Darwin sin bog The Origin of Species (arternes oprindelse), og alt fra Guds hånd - skabelsen og Hans eget Ord - blev inden for disse få år bombarderet så kraftigt, at den dag i dag følger selv Bibeltroende kristne i disse spor. Westcott og Hort’s græske testamente ligger helt og delvist til grund for nye oversættelser, og Bibelens beretning om skabelsen bøjes af ellers oprigtige kristne til at passe Darwins ubeskrivelige og tåbelige påstand, om evolution. Hort skrev om Darwins bog til en John Ellerton, d. 3 april 1860 at:

”Men bogen som har optaget mig mest, er Darwin. Uanset hvad der må blive tænkt om den, er det en bog som man er stolt over at være nulevende med…Min fornemmelse er stærk, at teorien er uigendrivelig. Hvis så, åbner den op for en helt ny periode”[176]

Det er ikke overraskende at Westcott og Horts Reviderede Engelske Version af Bibelen, som vi skal se på senere, omskriver Hebr. 11:3 i henhold til Darwins påfund således: ”Ved tro forstår vi at tiderne er blevet skabt ved Guds Ord”. Jeg vil lade Westcott tale selv, ikke mindst for at bevise hvad der ligger i blot ét ord fra disse okkultisters side:

”I denne forbindelse ser vi den fulde betydning af ordene brugt om skabelse i Hebr. 11:3. ’Ved tro forstår vi at verdenerne (tiderne, dvs. universet under tidens perspektiv) er blevet skabt ved Guds Ord…Hele sekvensen af liv i tid som vi kalder ’verdenen’ er blevet ’tilpasset’ af Gud. Hans kreative ord inkluderede den harmoniske udfoldelse på et plan af det sidste udfald af alt der blev skabt. Det som er i relation til Ham ’en handling på én gang’, er i relation til os en evolution erkendt i velordnet række”[177]

For at sikre du forstod denne sætning, vil jeg kommentere og sige, at denne lære som Westcott fik med i sin oversættelse, har tusinder af velmenende kristne taget til sig i god tro, for f.eks. at tilpasse jordens alder videnskabens krav om 4,5 milliard år. Gud skabte jorden, og skabte noget - hvis omfang defineres af den enkeltes samvittighed - som så udviklede sig igennem alle disse år. Darwin fik ret, og Bibelen fred… Blot ét enkelt ord giver anledning til mistænksomhed over for Sandhedens Gud, som har sagt os alt, som det er.

Krigen op imod endetidens frafald begyndte for alvor at tage til og lunkenheden i menighederne verden over tog til, og lullede forsamlingerne i søvn, og få holdt fast ved og forsvarede det, de havde fået - Guds Ord - inspireret og bevaret i den anden gren af manuskripter, end den Wescott og Hort havde fremprovoleret. Laodikea som Gud har udspyet af sin mund, og hvor Jesus står ved døren - altså udenfor - og banker på, begyndte at tage sin dominerende rolle (Åb. 3:14.-22).

Hele Westcott og Horts teori om behandlingen af Bibelens tekst står og falder på flere af deres påstande. Én af de påstande, som er en fundamental søjle i deres teorier, er, som Hort siger, at Chrysostom som døde i 407 e.Kr. var den første til at bruge TR. Læsemåden som er karakteristisk for TR, sagde han, er aldrig blevet fundet før 350 e.Kr. Det viser sig selvfølgelig at være direkte løgn, og viser den kloge Horts vilje til at forholde sig til sandheden.

Miller (Burgons samarbejder), fortæller at Irenaeus (130-200 - en bedrager) specifikke steder var enig med TR 63 gange, og WH 41 gange. Pantaenus, en af Origenes’ forgængere og Clement af Alexandria’s lærer, var en primær udvikler af tidens korrupte religiøse system, og han citerede TR 82 gange mod WH 72 gange. Tertullian (160-221 - en god mand), som var i Carthage, Nordafrika, har i sine skriverier karakteristiske TR citater. Omkring år 208, tilskyndede han kætterne at

”Løbe over til de apostolske kirker, hvori Apostlenes troner stadig er fremragende i deres sted, hvori deres egen autentiske skrifter bliver læst. Achaia er meget nær dig, hvori du finder Korinth. Da du ikke er langt fra Makedonien, har du Filip…og Thessalonikkerne. Da du er i stand til at krydse Asien, har du Efesus. Da du endvidere er tæt på Italien, har du Rom, hvorfra der kommer, selv i dine egne hænder, selve autoriteten fra apostlene selv”.

D. A. Waite oplyser at Tertullian henviser til 1. Joh. 5:7, den evindelige kontrovers om hvem - eller om nogen vidner i Himmelen.[178]

E.F. Hills skriver:

”I de første fjorten kapitler i Johannes Evangeliet (dvs. i området dækket af Papyrus Bodmer II (også kaldet P 66)), hvor den Byzantinske tekst (TR) står alene, er Origenes enig den Byzantinske tekst 20 gange, og er uenig med den 32 gange. Således bliver kritikkernes påstand, at Origenes ikke kendte til den Byzantinske tekst, virkelig svær at opretholde. Modsat antyder disse statistikker at Origenes var bekendt med den Byzantinske tekst og valgte jævnligt dens sætninger frem for dem i de vestlige og alexandriske tekster.”[179]

Der er adskillige beviser, som Hort tilsyneladende har overset – eller måske undertrykt – for at få denne teori til at passe. Der er som vist beviser for at TR – altså de overleverede skrifter fra Apostlene - var i brug ca. 200 år før Hort påstår. Selv Origenes, hans kirkefader kendte til og (mis)brugte TR.

Hort påstår endvidere at:

”Det vil ikke være forkert, her at tilføje et tydeligt udtryk for vores overbevisning, at selv imellem mange utvivlsomme forfalskede passager i det Nye Testamente, så er der ingen tegn på tilsigtede forfalskninger, til dogmatiske formål”[180]

Dvs. at Hort mener at der ikke findes noget bevis for, at nogen på noget tidspunkt har søgt at ødelægge Guds Ord. Endnu en undskyldning til blåøjet at svælge i Origenes’ skrifter, da de såvel som andre vil kunne indeholde den oprindelige tekst, da ingen har søgt at ændre den. Dermed kunne det formegentlig kun være små ubetydelige skrivefejl – eller kunne det? Denne tydelige overbevisning, gendrives ligevel øjeblikkeligt, som ovenstående påstand.

Burgon skriver:

”Selv de ortodokse var i stand til at ændre en sætning af læremæssige grunde. Epiphanius udtaler (ii.3b) at de ortodokse slettede ’han græd’ fra Luk. 19:41, på grund af nidkærhed for Herrens guddommelighed”[181]

Bruce Metzger, professor i NT ved Princeton Seminarium, en tekstmæssig lærd skriver:

”Irenaeus, Clement af Alexandria, Tertullian, Eusebius og mange andre kirkefædre, beskyldte kætterne for at forvanske Skrifterne, med det formål at finde støtte for deres specielle synspunkter”[182]

For at kunne have den respekt og ærbødighed for Guds Ord, som man uforbeholden er bundet til at have for at kunne behandle det på nogen måde, uanset hvor og hvordan, så må man være født på ny og have Helligånden som vejleder i sit liv. Har man ikke det, kan intet resultat nå til ophøjelse af Skaberens Ord. Derfor må der have været andet i Westcott og Horts liv, der har forårsaget at de på så tyndt et grundlag, har været i stand til at slå sig på myten om Guds Ord bevaret i tvivlsomme - og gennem århundrede afviste - manuskripter. Tanken om at Guds Ord nær var gået tabt igennem adskillige århundrede, men genfundet i disse to manuskripter, er ganske enkel meningsløs, specielt da faktum er at der findes over 5.000 andre manuskripter, som tilmed er enige med hinanden.

Som tidligere vist, kunne de ikke tage imod det grundlæggende trosspørgsmål at Jesus var Gud. Men er der mere i deres liv der kan være årsag til deres forrykte overbevisninger?

I en skrivelse fra Hort til pastor John Ellerton, finder vi en oplysning der er ganske opsigtsvækkende:

”Westcott, Gorham, C.B. Scott, Benson, Bradshaw, Lauard, osv., og jeg har startet en forening for efterforskning af ånder og alle overnaturlige forekomster og virker, og er alle tilbøjelige til at tro at sådanne ting virkelig eksisterer, og burde adskilles fra fup og meget uvidenskabelige desillusioneringer.”[183]

Det kan måske lyde tilforladeligt at studere fænomener, men læser man videre i Hort’s søns fortælling, hvorfra ovenstående citat er fra, læser man på side 312-313 at i en katedral i Petersborg, kommunikerede Hort med ”hellige”, hvilke der var mange af der. Det samme gjorde sig gældende ved kapellet i Auckland Castle, som var fuldt og ikke alene, i mørket. At kommunikere med døde er der direkte forbud imod, ifølge Bibelen - 3. Mos. 19:31 ; 3. Mos. 20:6 ; 5. Mos. 18:10-13.

Om Westcott skriver hans søn:

”Det ’Spøgelseslige Gilde’, som blandt sine medlemmer tæller A. Barry, E. W. Benson, H. Bradshaw, den ærede A. Gordon, F. J. A. Hort, H. Luard, og C. B. Scott, blev etableret til undersøgelsen af overnaturlige forekomster og resultater. Westcott tog en ledende position for deres fremgangsmåder, og deres forespørgselsrundskrivelser var fra begyndelsen af indført af ham.”[184]

Dæmonerne som Westcott og Hort søgte, er højtuddannede i lære fremmed for Guds Ord, og Paulus siger at ”Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed” (1. Tim. 4:1-2). Derfor kan vi være forvissede om at Westcott og Hort også blev veluddannede i dæmonernes lærdomme, og var derfor ude af stand til på nogen måde at behandle Guds Ord retfærdigt.

1. Tim. 4:1 taler om dæmoniske lærdomme, som mennesker vil lytte til, og lære om Maria dyrkelse kommer fra dæmoner og Maria er en dæmon som vildleder folket. Men Westcott og Hort er også opslugt af denne babyloniske afgud. Westcott skriver til sin kæreste:

”Efter vi forlod klostret, lagde vi turen forbi et lille kapel som vi opdagede på toppen af en nærliggende bakke…Heldigvis fandt vi døren åben. Det er meget småt, med et knælested; og bag et lærred var der en ’Pieta’ (en jomfru og en død Kristus)i menneskestørrelse...Havde jeg været alene, kunne jeg have knælet der i timevis…Jeg ville ønske jeg kunne se, om hvilken glemt sandhed Maria dyrkelse vidner”[185]

Hort skriver at:

”Jeg er meget langt fra at foregive fuldstændig at forstå den ofte fornyede livskraft i Maria dyrkelse…Jeg er igennem mange år blevet overbevist, at Maria-tilbedelse og Jesus-tilbedelse har meget tilfældes, i deres formål og deres resultater.”[186]

Den Engelske Reviderede Version (RV)


I 1870 begyndte de første krav om en revision at lyde. I mange år havde KJV næret menighederne, og krigen mod den var taget til. Kritik af KJV’s små skavanker (se afsnittet ”KJV’s små skavanker”), som bitre modstandere brugte til at miskreditere hele oversættelsen, blev af KJV tilhængerne ønsket rettet, for at fjerne den uretfærdige kritik. Små ændringer som forældede stavemåder, opdatering af tegnsætning og arkaiske ord, så som ”concupiscence” (lystighed) skulle ændres til eks. ”uhellige lyster” osv.

Burgon skriver at:

”Kun NØDVENDIGE ændringer skulle gøres. Komiteens første regel (25. maj) var af lignende karakter, nemlig - ’At introducere så få ændringer som muligt i teksten af den Autoriserede Version, konsekvent med trofasthed’…Betingelsen var påbudt dem, at når som helst ’bestemt dominerende bevis’ forcerede deres indførelse af ændring i ’teksten hvorfra den Autoriserede Version var blevet lavet’, skulle de indikere en sådan ændring i margen. Vil det tros, til trods, at ikke én af de mange ændringer som blev introduceret i den originale tekst, blev husket.”[187]

Det nordlige præstemøde af Church of England ønskede ikke en revision, men det gjorde den sydlige og ville lave disse små ændringer, som egentlig ikke havde nogen betydning. Men resultatet blev meget anderledes end forventet, og endte med at blive en erstatning frem for en revision. Alene det, at Westcott og Hort var med i revisionskomiteen, bør på nuværende tidspunkt give dig en klar indikation af, at noget var helt galt. Man kan sige at de to professorer på daværende tidspunkt ikke var så kendte, men det blev de.

Revisionskomiteen til NT bestod af 25 medlemmer, og 27 i GT komiteen. Den ”gode” Newman, og Dr. Pusey, begge fra Oxford bevægelsen, afslog medlemskab, hvilket vidner om deres had til KJV. Et samarbejde med Amerika blev også etableret. Den antiprotestantiske Dr. Philip Schaff, fra Union Theological Seminary i New York City - Amerikas svar på Newman - samlede 13 medlemmer til NT komiteen og 14 til GT. En henvendelse til den Amerikanske Episkopale Kirke blev af kirken afvist, hvilket var et ganske klogt træk. Schaff var drivkraften i værket og tog ofte til England for at møde Elliot, Westcott og Hort.

Kampen om teksten begyndte. Hurtigt repræsenterede Westcott og Hort det dominerende mandskab i komiteen, og Scrivener, som er omtalt i begyndelsen af artiklen, en god mand, repræsenterede minoritetsgruppen og var i opposition til Westcott og Horts valg. Ordsyrer dr. Elliot skrev:

”Det var ofte en slags kritisk duel mellem Dr. Hort og Dr. Scrivener, hvori alt som kunne fremhæves på hver side, blev sat for selskabet.” [188]

Hort var den mest dominerende, sammen med Westcott og Lightfoot. De havde ét for øje, at komme væk fra KJV’s grundlag, nemlig TR, som Scrivener forsvarede. Westcott fandt ingen regler for store til at manipulere, og skrev til Hort at:

”Selvom reglerne er liberale, er de svage, og fortolkningen af dem afhænger for det første af afgørende handling”[189]

De afgørende handlinger som Westcott talte om, kunne meget vel være indførelsen af hans og Hort’s værker. Scrivener og folket på hans side, gjorde hvad de kunne, for at resultatet af revisionen ikke skulle være ødelæggende. Men kampen var hård mod majoriteten. Hort skrev til sin kone d. 25. juli 1871, at:

”Vi har haft nogle stride kampe i dag, i revisionen, dog uden nogle sårede følelser, og som regel med god succes. Men jeg, mere end nogensinde før, følte hvor umuligt det ville være for mig at trække mig”[190]

Westcott skrev:

”Vi har haft hårde kampe igennem de sidste to dage, og en konge-kamp er bekendtgjort for i morgen.” (24. maj, 1871)

”I går var vores arbejde ganske nedtrykkende…Jeg vil alligevel prøve at bevare sindet i dag, og hvis vi mislykkes igen, tror jeg at jeg vil fly, fuldstændig fortvivlet fra arbejdet.” (27. januar, 1875)

”I dag har vores arbejde været lidt bedre - kun en smule - men lige nok til at være udholdende” (samme dag)[191]

W. F. Moulton, et medlem af komiteen, giver et ganske godt indtryk af den overvejende høj-kritiske dominans, da han i sin bog skriver:

”Det Rhemiske Testamente er enig med de bedste nuværende kritiske versioner.”[192]

Endnu engang dukker jesuitternes Rheims-Douay version op, som dette komitemedlem mener tilsvarer de bedste nuværende versioner - dvs. Vaticanus og Sinaiticus. Det er en påstand lige efter Westcott og Horts hjerte. Den katolske Vulgata, bygger jo på Eusebius’ materiale fra Origenes, som Westcott og Hort havde arbejdet med i tyve år. Moulton skriver endvidere:

”Den Latinske oversættelse, som stammer fra manuskripter som er ældre end dem vi besidder nu, er gentagende et højtstående vidne i betragtning af de Græske tekster som var almene i de tidlige tider, og…dets vidnesbyrd er i mange situationer bekræftet af Græske manuskripter som er blevet fundet eller undersøgt siden det 16. århundrede.”[193]

Manuskripterne undersøgt efter det 16. århundrede, er ingen andre end de Alexandriske. Det er en uhyggelig overbevisning hos en mand, som skal forholde sig til Guds Ord. Ræsonnementet at ældst er bedst har fældet mange høj-kritiske lærde igennem tiderne. Men det var standarden og Westcott og Horts Græske testamente blev del for del i hemmelighed ført ind i komiteens hænder[194] og Scrivener blev gentagende og systematisk nedstemt[195]

KJV vs RV


Resultatet af deres elleve års revision, blev en omskrivning der omfattede 36.000 ændringer i det engelske sprog, i forhold til KJV, og 6.000 i det græske. Ordstyreren Elliot bekendtgjorde, da RV blev forelagt det sydlige præstemøde i 1881, at RV var blevet ændret mellem otte og ni gange, mellem hvert femte vers, og af omkring hvert tiende vers, var tre af disse ændret for kritiske formål.[196] Størstedelen af disse ændringer er som følge af kærligheden til Satans apostle, bygget på Vaticanus og Sinaiticus. Dr. Frederic Charles Cook (Canon Cook), som var redaktør af ”the Speakers Commentary”, og som blev inviteret til at sidde i revisionskomiteen til den Engelske Reviderede Version, men som afslog, ganske tydeligt på grund af uenighed med projektet, skriver:

”Langt det største antal forandringer, inklusiv dem der giver os de alvorligste chok, er vedtaget på autoriteten af to manuskripter, eller endda ét af manuskripterne, imod det udtrykkelige vidnesbyrd fra alle andre manuskripter, majuskel (store bogstaver)og minuskel (små bogstaver)…Kodeks Vaticanus…nogle gange alene, generelt i samhørighed med Sinaiticus, er ansvarlig for ni tiendedele af ændringerne i den Reviderede Version”[197]

Forskellen hvorpå KJV blev formet og RV blev (mis)formet, er som lys og mørke - frihed og trældom. KJV revisionskomiteen organiserede seks individuelle grupper, som beskrevet i afsnittet om KJV, for at opnå en uafhængig oversættelse - uafhængig af mening og forståelse af indhold og ord, og derved fange evt. vanskelige passager - så resultatet ville opnå størst mulig trofasthed over for de sande skrifter. RV komiteen opdeltes ikke, for beskyttelse og uafhængighed, men for at undertrykke individualitet og frihed, og for at opnå tyranni og dominans. Således, som du har set, blev Scrivener og andre som ikke var bundet til de to falske manuskripter, Vaticanus og Sinaiticus, nedstemt, umyndiggjort - systematisk - for at fjerne de højtråbende stemmer fra TR om Jesu guddommelighed, Hans forsonende blod, jomfrufødslen og meget mere, og vejen blev beredt for hedenskabens heltinde - den katolske gudinde, Ægyptens Isis og den babyloniske Semiramis. Der er alt for stor forskel, til med tilfredshed at beskrive forskellene på, at i ægte trofasthed søge at bibringe det Gud sagde, og så det at oversætte med forudfattede ideer og planer. Vitterlig er forskellen som lys og mørke - sandhed og løgn - Sandhedens Fader og løgnens fader.

KJV genkender at ”Hele Skriften er givet ved Guds inspiration” (2. Tim. 3:16), men de overlegne redaktører, der som deres løgnens fader søger at rejse deres trone højt over Guds stjerner (Es. 14:13), åbner for egen ”klogskab” og reviderer sætningen så ”ethvert skrift, som er indblæst af Gud”. Derved er det ikke hele Bibelen der er inspireret, men det som er, er ikke blot nyttigt, men også ”gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed”. Det er ikke blot Ordet der betvivles, men eksterne kilder bliver sammen med Bibelen også gavnlige. Derved har vi åbnet op for katolicismens evige foranderlige - fra år til år - tradition, som åbner vejene for hedenskabens gudinde.

Den katolske Dublin Review, juli 1881 skriver:

”Den (protestantismen)er også blevet frarøvet sit eneste bevis for Bibelinspiration, igennem den rette gengivelse af 2. Timotheus 3:16”

Dermed kan vi se hvor meget en enkel ændring kan ødelægge alt. Denne ændring betyder at den romersk katolske moderkirke har ret, når den påstår at kun prælater har potentiale til at udlægge og bestemme Guds Ord. Bibelen er ikke kommet til for at være tilgængelig for almene mennesker, men er bestemt som vejledende, samarbejdende kilde i menighedens altbeherskende hænder.

Derfor er det heller ikke nødvendigt at adlyde Frelserens befaling: ”Gransk Skrifterne” (Joh. 5:39), for det Jesus sagde, var ikke ”Gransk”, men Han konstaterede at ”I gransker Skrifterne”, ”fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig”. Man kan mene om denne ændring hvad man vil. Men the Dublin Review har fanget gavnligheden og skriver:

”Men den måske mest overraskende ændring af alle er Joh. 5:39. Det er ikke længere ’Gransk Skrifterne’, men ’I gransker’; og således har protestantismen mistet selve årsagen til dens (protestantismens) eksistens”

Læs disse vers i den danske Bibel, og se for dig selv, at den ikke blot som TR har fået nogle ar, men at også den er blevet hudflettet og flænset af løgnens fader, til uigenkendelighed. Forskellen på den danske Bibels samt andre nye oversættelsers skæbne, og TR’s skæbne er, at de er besejret, bukket under for hadet til Skaberens Ord, mens TR med sine kampe har vundet og bestået i adskillige tusinde år.

Som tidligere nævnt, får Jesu guddommelighed også retteblækket at føle, i, blandt mange andre vers, 1. Tim. 3:16: ”Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet”. KJV gør det klart at Han er Gud: ”Gud blev manifesteret i kødet”. Til dette siger Westcott:

”Læseren kan let gå glip af denne dybe instruktive forandrings virkelige karakter. Passagen bliver nu en beskrivelse af evangeliets essentielle karakter, og ikke blot en serie af historiske udsagn. Evangeliet er personligt. Evangeliet - ’åbenbaringen af gudfrygtighed’ - er, med et ord, Kristus selv, og ikke nogle læresætninger om Kristus”[198]

KJV gør det klart - på én gang, at Jesus er Gud, og gudsfrygtens hemmelighed, åbenbaret i kødet. TR, Guds bevarede Ord, fortæller i samhørighed med Joh. 1:1-5, 14, at Jesus er Gud, hvilket mystikkerne hader, og derfor må Han vige pladsen for hedenskabens Gudinde, jomfru Maria, katolicismens medforløser, og Bibelens Maria var ikke nødvendigvis en Jomfru, da hun fødte Jesus, men en almindelig ung kvinde (Es. 7:14).

Krigen mod Guds Ord intensiverede endnu engang med forstærkede kræfter, og følelsen af med intellektet at være hævet over det evige Ord, frembragte copyright ejerskab over Ordet, og blev til en industri af oversættelser, som af økonomiske og ejermæssige årsager, krævede en vis divergens i sprogbruget, for ikke at overtræde konkurrentens kopirettighed. Resultatet er mere og mere skæve og fejlbehæftede, respektløse og nedgørende oversættelser.

Det Danske Bibelselskab.


Som jeg ofte henviser til, så bygger den danske oversættelse ikke længere på TR. Den bygger på WH’s elendighed. Det er et faktum man hurtigt opdager, for alle stederne deres filosofi brister, synker også det Danske Bibelselskabs version ned. Det er der den samme ganske tydelige årsag til, som alle andre oversættelser. Indtil WH gennemtrumfede sine falske skrifter, og lærte folket at sætte menneskelig filosofi over fornuft, byggede også den danske Bibel på de sande skrifter, som min gamle oversættelse jeg tidligere har nænt, fra 1863. Men de dage er forbi!

På Bibelselskabets hjemmeside nævner de ikke andre manuskripter end Sinaiticus, Vaticanus og Septuagintaen. Bibelselskabet skriver på deres hjemmeside:

”Det ældste bevarede bibelhåndskrift, vi har, er fra den første halvdel af det 4. århundrede og kaldes Codex Sinaiticus, fordi det blev fundet i et græsk kloster på Sinaihalvøen i Egypten. Codex Sinaiticus er skrevet på græsk og indeholder dele af Det Gamle Testamente samt Det Nye Testamente. Et andet håndskrift er Codex Vaticanus fra det 4. århundrede. Dette manuskript har siden det 15. århundrede befundet sig på Vatikanets bibliotek i Rom…Allerede i 2. århundrede f.Kr. var der dog i Alexandria fremkommet en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente, fordi mange af de jøder, der boede i græsktalende landområder, ikke kunne læse hebraisk. Oversættelsen til græsk kaldes Septuaginta, fordi den ifølge traditionen blev foretaget af 70 lærde mænd, og tallet 70 hedder Septuaginta på græsk.”[199]

Bibelselskabet henviser i samme reference til tre møder, 367, 382 og 397, hvor Bibelens kanoniske skrifter skulle være blevet udvalgt. Men som jeg startede med at fortælle, så har valget af skrifter fundet sin naturlige indgang blandt de kristne, og er fra begyndelsen blevet brugt med de breve apostlene gav menighederne.

Jeg har forsøgt at få en klar udtalelse fra Bibelselskabet om, på hvilke skrifter de bygger. Jeg fik intet svar. I min egen Bibel fra deres hånd af (GT 1931, NT 1948), finder jeg følgende oplysninger i ordforklaringen:

”Gamle Testamente. I de sidste århundreder før Kristi fødsel samledes de gammeltestamentlige skrifter efterhånden til et hele; det er dog ikke sikkert, om Gl.Test. på Jesu tid indeholdt alle de bøger, som nu hører dertil. Bortset fra nogle få stykker (se Aramaisk) er de skrevet på hebraisk. Det ældste håndskrift med hele Gl. Test. er fra året 1009. Efter fundet af de såkaldte Dødehavstekster kendes nu større og mindre dele af gammeltestamentlige håndskrifter, af hvilke nogle er op imod 1200 år ældre. I den græske oversættelse af Gl.Test., den såkaldte Septuaginta (c: 70, skrives LXX), som tit bruges i Ny Test., finder vi teksten, som den lød ca. 200 f.Kr. Sammenligner man Septuaginta med vor hebraiske Bibel, ser man, at teksten i tidens løb mange steder har ændret sig stærkt, hvad man også skønner ved at sammenholde de ikke få steder i Gl.Test., som har samme tekst, f.eks. Sl. 18 og 2 Sam.22 eller Sl. 14 og Sl. 53. Skrifterne har ikke lidt lige meget ved den gentagne afskrivning. Således er Mosebøgernes tekst nogenlunde vel røgtet, men det omvendte gælder om Samuels, Ezekiels og Hoseas’ bøger. Tit viser Septuaginta tilbage til den bedste, sandsynligvis oprindelige tekst, men mange steder var teksten i urede før Septuagintas tid. I de sidste årtier er der gjort et stort arbejde for især ved Septuagintas hjælp at finde tilbage til deri oprindelige tekst, og dette arbejde, som har bragt lys over mange mørke steder i GI. Test., er kommet nærværende oversættelse til gode.”

Ganske tydelig er det, at Bibelselskabet holder sig til traditionen om den tvivlsomme legende: Septuaginta. Dødehavsrullerne er også taget til hjælp, skønt de tvært imod orden, vidner om den forvirring og modsigelse vi i århundrede har undgået, ved at holde os til TR. Nu er de fundet, og forvirringen har også gennemsyret den danske oversættelse.

”Nye Testamentes græske grundtekst måtte indtil bogtrykkerkunstens opfindelse i 15. århundrede mangfoldiggøres ved afskrivning, og fra denne lange periode har vi bevaret ca. 4000 håndskrifter af forskellig slags. De ældste pergamenthåndskrifter går tilbage til 4. århundrede, men der er i nyere tid fundet større og mindre papyrusbrudstykkér fra 3. og 2. århundrede. Håndskrifterne afviger indbyrdes i en mængde enkeltheder, og man regner, at der findes mellem 100.000 og 150.000 sådanne varianter; men i de fleste tilfælde er de uden større betydning for meningen. Den græske tekst, Luther benyttede til sin oversættelse, hvilede på ret sene håndskrifter, hvori der havde indsneget sig adskillige fejl; og med Lutherbibelen trængte denne tekstform igennem i de lutherske lande, hvor den har holdt sig lige til nyeste tid. Den moderne tekstkritik har imidlertid på grundlag af de ældste håndskrifter udformet en bedre tekst, som kommer den oprindelige adskilligt nærmere, og som naturligvis må benyttes ved en oversættelse i nutiden. Denne vil derfor på forskellige punkter afvige fra den ældre bibeltekst (f.eks.Luk. 2,14); den væsentligste forskel er, at en række større og mindre tilføjelser (ofte hele vers eller længere sætninger), som kun findes i senere håndskrifter, nu må udgå. Egentlig burde de helt forsvinde; men da de har stået i ældre bibeloversættelser, gengives de stadig i kantet parentes eller forsynede med en note, der oplyser, at det pågældende vers eller versafsnit mangler i de ældste håndskrifter (se f.eks. Matt.5,44; 6,13; 12,47; 16,2-3; 17,21; 18,11; 23,14). To større tilføjelser er af særlig interesse, nemlig Mark.16,9-20 og Joh.7,53-8,11; disse stykker hørte sikkert ikke med til den oprindelige tekst.”

Så er enhver tvivl fjernet. I Luthers Bibel, som byggede på TR, var der indsneget adskillige fejl, skriver de, fordi den byggede på sene håndskrifter. Moderne tekstkritik - WH’s elendige ræsonnement: ældst er bedst - ligger til grund for Bibelselskabets oversættelser. Det er mere end sørgeligt. Den Danske Bibel er kommet Guds Ord adskilligt nærmere, igennem de ældste og bedre skrifter, som alene i evangelierne skændes tusindvis af gange. Skrifter som er blevet afvist af sande kristne i hele den kristne æra, ind til i 1800 tallet, hvor elendigheden igen findes frem for at bedrage Guds folk, er i dag den gængse ”autoriserede” version i Danmark.

Måtte Gud se med nåde på vores dumhed! Jeg vil gennemgå nogle af de passager, som Bibelselskabet vil udelade - de adskillige fejl, som egentlig burde forsvinde.

Luk. 2:14
”»Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!«”

En kommentar er vedhæftet dette vers: ”kan også oversættes: »mennesker, der har god vilje«. Senere håndskrifter læser: »i mennesker velbehag«”. Den rette læsning af dette vers, findes ikke i ét af Bibelselskabets tre forslag. KJV har den rette sætning som siger: ”Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden og god vilje mod mennesker”. Hvordan kan vi vide det? Burgon fortæller:

”Absolut afgørende for den sande læsning af passagen - uafhængig af indre overvejelser - burde være den overvejelse at det bliver bekræftet i enhver kendt kopi af Evangelierne, uanset type, undtagen kun Aleph A B D (Sinaiticus, Alexandrinus, Vaticanus og Bezae): den første og tredje (Sinaiticus og Vaticanus), som dog i gammel tid blev korrigeret og bragt i overensstemmelse med de Modtagne Tekster (TR); mens den anden (A) (Alexandrinus)er set at være så ustadig i sit vidnesbyrd, at i den oprindelige ’Morgen-hymne’ (givet på en anden side af den samme kodeks, og indeholder et citat af S. Lukas II. 14), findes den korrekte læsning af passagen.”[200]

Hvad er det der sker? Selv Vaticanus og Sinaiticus, som Bibelselskabet primært bygger på har den rette læsning. Så vælges passagen ud fra en skrift, som er uenig med sig slev - som har én læsning ét sted, og en anden læsning et andet sted. Eller kan det være at man her har forladt de græske skrifter og vendt tilbage til de latinske oversættelser, som Jerome’s syntesebibel ligger til grund for? Burgon skriver: ”for de latinske kopier læser alle ’pax hominibus bonæ voluntatis’ (fred i mennesket af god vilje))”[201]

”D’s (Bezae)medskyldighed i fejl er endnu mindre vigtig, på grund af forvissede harmoni mellem denne kodeks og den Latinske. Imidlertid er de to Syriske Versioner er en fuld modregning imod de Latinske kopier”[200]

Matt. 5:44
”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender [velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer] og bed for dem, som forfølger jer”

Efter den indklammede sætning oplyser Bibelselskabet: ”de indklammede ord mangler i de ældste håndskrifter”. De ældste håndskrifter er ingen andre end Vaticanus og Sinaiticus. Burgon skriver:

”Du gjorde dig afhængig, næsten udelukkende, af de to falske vidner, hvilke du er så overtroisk glad for B og Aleph: uden hensyn til vidnesbyrdet fra næsten alle de andre Kopier foruden: - fra næsten alle Versionerne: - og en skare af oldtidige Fædre: for de manglende sætninger er mere eller mindre genkendt af Justin Mart. (140 e.Kr.), - af Theophilus Ant. (168 e.Krk.),- af Athenagoras (177 e.Kr.), - af Clement Alexan. (192 e.Kr.), - af Origenes (210 e.Kr.), - af den Apostolske konst. (3. århundrede), - af Eusebius, - af Gregory Nyss., - af Chrysostom, - af Isidorus, - af Nilus, - af Cyril, - af Theodoret, og visse andre”[202]

Tolv meget vigtige ord ønskes udeladt. Hvad betyder det at elske vore fjender - at vi tugter dem med sværd og forfølgelse til omvendelse, som den katolske kirke? - Eller at vi velsigner dem og gør godt imod dem? Jeg er taknemmelig for jeg stadig kan læse disse dyrebare Ord fra Jesu mund, selvom de på klods er kommet med i klammer.

Matt. 6:13
”og led os ikke ind i fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen].”

Kommentaren til denne indklamring, er samme som ovenstående vers. Burgon skriver:

”Alle manuskripterne i verden undtagen ni, indeholder disse ord. Er det på nogen måde troværdigt, i en sag som denne, at de alle skulle være blevet ødelagt?”[203]

”Bibel redaktørerne former Bibelen, baseret på ikke mere end ca. 44 manuskripter, som er uenige med over 5.000 kopier af Skriften. Hvis en moderne lærd finder et enkelt manuskript som ikke har et ord eller vers fundet i King James Bibelen, så fjerner han det ofte alene på det grundlag, (med mindre han kan lide verset, selvfølgelig).”[204]

Mark. 16:9-20
Denne passage, ”af særlig interesse”, som sikkert ikke hørte ”med til den oprindelige tekst”, er indklammet med kommentaren: ”v. 9-20 mangler bl.a. i de to ældste håndskrifter.”

De to ældste håndskrifter, som jo er de falske Vaticanus og Sinaiticus, er de eneste der har udeladt disse tolv vers. Bibelselskabet siger ”bl.a. de to ældste håndskrifter” og det er en overdrivelse der driver. Forfatteren af Vaticanus har tilmed efterladt en tom plads efter Mark. 16:8, som vil kunne indholde teksten i de efterfølgende tolv vers. Det vidner jo stærkt om, at forfatteren var bevidst om denne passage.[205]

”Hvor som helst du kikker, er beviserne, inklusiv Alexandriske manuskripter, over 99% for at bevare Guds Ord i Mark. 16:9-20 …Ud af 620 manuskripter som indeholder Markus’ evangelium, udelader kun 2 de sidste tolv vers…Ud af 600 minuskler (små bogstaver)som er blevet efterforsket, har alle 600 minuskler 16:9-20…Ud af 15 majuskler (store bogstaver)som har Markus’ evangelium, har alle 15 majuskler Mark. 16:9-20 …Ud af fem kodekser som har Mark, har 3 ud af 5 Mark. 16:9-20 . Kun Vaticanus og Sinaiticus fjerner den. (Nogle siger det blev fjernet af den samme person i begge manuskripter.) Men kodekserne Ephraemi Rescriptus og Bezae har det i sit sted, så vel som Alexandrinus…Du kan også finde Mark. 16:9-20 i det 2. århundrede gamle Latinske og Syriske Bibler og i Papias, Justin Martyr, Irenaeus og Tertullian’s skrifter…Den er fundet i alle slags andre manuskripter og bøger i de 3. til 7. århundreder, ligevel…Burgon fandt 30 tidlige skribenter som tydeligt inkluderede Mark. 16:9-20 ”[206]

Selv hvis man forholder sig alene til teksten, så giver det ingen mening at Markus i sin fortælling skulle efterlade de tre kvinder ved graven bange og skælvende. Desuden står der ikke noget i de sidste vers, der ikke også står andre steder i Bibelen. Irenaeus, der døde over hundrede år før der blev fiflet med Bibelens tekst i Vaticanus og Sinaiticus, skriver i sit værk ”Against Heresies”, (Bog 3, kap 10), at:

”Og, hen imod afslutningen af sit Evangelium, siger Markus: Så, efter Herren Jesus havde talt med dem, blev Han optaget til himmelen, og sidder ved Guds højre hånd”

Irenaeus kendte den passage ca. 200 år før Vaticanus og Sinaiticus slettede den. Han citerer Mark. 16:19, og det er bevis for at teksten var kendt fra begyndelsen. Med andre ord, findes teksten i manuskripterne der er ældre end Vaticanus og Sinaiticus...

Burgon giver mange flere kilder i sin bog (”The Revision Revised”, side 423), som citerer passagen:

”I det andet århundrede, -af de gamle latinske - og syriske versioner: -af Papias; -Justin Martyr; -Irenaeus; -Tertullian.
I det tredje århundrede, -ad de Koptiske - og de Sahidiske versioner: -af Hippolytus; -af Vincentinus ved det syvende Råd i Carthage; -af Acta Pilati; -og af de Apostolske Konstitutioner to steder.
I det fjerde århundrede, -af Curetons Syriske og de Gotiske versioner: -foruden den syriske oversigt over kanoner; -Eusebius; -Macarius Magnes; -Aphraates; -Didymus; -den syriske Appostlenes gerninger; -Epiphanius; -Leontius; -Efraims salme; -Ambrose; -Chrysostom; -Jerome; -Augustine.
I det femte århundrede, -foruden de Aramæiske versioner: -af kodeks A og C; - af Leo; -Nestorius; -Cyril af Alexandria; -Victor fra Antiok; -Patricius; -Marius Mercator.
I der sjette og syvende århundrede, -foruden kodeks D, -de gregorianske og ætiopiske versioner: -af Hesychius; -og Modetus, biskop i Jerusalem.”

Bibelselskabet - og hvem der ellers ser sig klogere end Guds Ord og taler imod denne passage, er på dybt vand. Passangen var kendt og citeret lang tid før og efter de to falske manuskripter slettede dem. Under 1% af manuskripterne har slettet denne del af Guds Ord, og dem har Bibelselskabet, som skulle give danskerne Bibelens på deres eget sprog, slettet. Hvem kan støtte så elendig en organisation, der udbreder de falske manuskripter, som kristne har afvist i 1.200 år? Guds Ord er lige foran næsen på dem, men de afviser det.

Joh. 7:53-8:11
Samme sag er gældende for denne passage. Kommentaren lyder: ”Stykket 7,53-8,11 mangler i de ældste håndskrifter; enkelte håndskrifter anbringer det efter”

Denne passage, også kendt som ”pericope de adultera”, kvinden taget i utroskab, har vakt forundring igennem tiderne, hvordan Jesus kunne tilgive denne kvinde. Selvom denne passage mangler i de to manuskripter som bærer Bibelselskabet på sine bedragende skuldre, så findes der referencer allerede i år 374 (Ambrose, biskop af Milan) og år 400 (Augustin). Hermann Freiherr von Soden har gransket dette emne og siger:

”Men i den store majoritet af manuskripter, står det i teksten mellem 7:52 og 8:12, undtagen at i mindst halvdelen af disse manuskripter, forsynes den med udeladelsesmarkeringer i margen.”[207]

Selvom flere manuskripter har udeladelses markeringer, så har de teksten på rette sted. Så langt størstedelen af kilderne har denne tekst med og selvom to manuskripter udelader den, kan det ikke forsvares at udelade teksten. Det er en fantastisk passage, som tydeliggør at vi ikke har lov til at bringe dom over hinanden. Én ting er, at vi er påbudt at tale sådanne mennesker tilrette, noget andet er, at pådrage mennesker korporlig straf for deres synder. Gud er dommeren og Hans er dommen! Men uden denne passage, som ikke findes i de andre evangelier, men kun her i Johannes Evangeliet, som netop skildrer Jesu guddommelighed, og her Hans vilje og komme for tilgivelsens skyld, uden denne passage, findes der ikke umiddelbart en direkte irettesættelse af at én synder kan afstraffe en anden. Vi har lignelsen med splinten og bjælken (Matt. 7:3), som er fantastisk, men her ser vi Jesus vise, at tilgivelsen fra Ham, løskøber os fra loven, og ingen har ret til at dømme andre for deres synd.

Hertil bør dog siges, at den synd, som leder mennesker væk fra Gud eller som lærer mennesker forkerte doktriner, den er vi påkrævet at påtale og irettesætte. Men deri lægger ingen dom, bortset fra at sådanne mennesker allerede har dømt sig selv (Tit. 3:11) - brændemærket i sin samvittighed (1. Tim. 4:2)

1. Joh. 5:7-8
Endnu værre er det med 1. Joh. 5:7-8. Her giver Bibelselskabet ingen indikation af den markante reduktion i teksten. Versene siger efter Bibelselskabet (og mange andre nye oversættelser) at: ”Thi der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet; og de tre stemmer overens”. Det, teksten skulle have sagt er som den gamle danske 1871 oversættelse siger: ”For der er tre som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og Helligånden: Og de tre er et. Og der er tre som vidner på Jorden, ånden, vandet og blodet: og de tre er enige” (KJV).

Man påstår at denne tekst er indskudt i 1500tallet. Men teksten fremgår i mange citater fra oldtiden. Valdenserne har haft passagen i deres Vulgata siden 157 e.Kr., hvilket ses af det latinske manuskript R, som blev skrevet mere end hundrede år før de såkaldte ældste manuskripter, som Sanaiticus og Vaticanus. De græske minuskler 635 fra omkring 1000 e.Kr, og 629 fra omkring 1300tallet har teksten, mens 88 har det i en note. Nogle afviser kategorisk latinske manuskripter som værende falske, men alt tyder på, at mens Romerne hærgede og jagtede de græske manuskripter for at udrydde Guds Ord - en snedig plan fra Satans side, mens Ordet kun var i sin begyndende udbredelse - bevarede Gud Ordet på latinsk hos sine trofaste Valdensere.

Men der er også ikke Bibelske referencer til teksten - her er nogle få citater:
Man påstår at denne tekst er indskudt i 1500tallet. Men teksten fremgår i mange citater fra oldtiden. Valdenserne har haft passagen i deres Vulgata siden 157 e.Kr. De græske minuskler 635 fra omkring 1000 e.Kr, og 629 fra omkring 1300tallet har teksten, mens 88 har det i en note. Men der er også ikke Bibelske referencer til teksten - her er nogle få citater:
At passagen skal være der er tydeligt alene i det, at treenigheden fremgår af vers som Matt. 28:19 og 2. Kor. 13:14. Men der er også et lovmæssigt konceptuelt krav om to eller tre vidner i Loven. Gud kræver to eller tre vidner (5. Mos. 17:6; 5. Mos. 19:15). De tre vidner, Ånden, vandet og blodet viser os - udtrykkeligt ved blodet - at det er jordiske vidner (blod hører ikke til i himmelen, 1. Kor. 15:50). Når Gud da flere steder kalder både himmel og jord til vidne (f.eks. 5. Mos. 4:26 ; 5. Mos. 30:19 ; 5. Mos. 31:28 ; Es. 1:2) skulle Han da omgås egne regler og lade himmelen stå med ét vidne alene? Når Han siger: ”Lad Herren GUD være vidne imod jer” (Mika. 1:2, KJV), skulle Han da stå alene, og omgås de andre krævede vidner? Nej, der er tre vidner i Himmelen, som på Jorden! ”For der er tre som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og Helligånden”!

Et væld af alternative oversættelser.


Bl.a. det industrielle syn på Guds Ord, har stykke for stykke været årsag til tabet af respekten for Skaberens Ord. Manglen på ærefrygt, højagtelse, nidkærhed og ærlighed, har ført til følelsen af at måtte bringe Ordet ned på et andet niveau, for at nå forskellige grupper. Mennesker er blevet lokket til at forgribe sig på det evige Ord, for at bringe Ordet på verdens niveau, og med verdens løssluppenhed præsentere en uigenkendelig historie, kaldt Bibelen.

Bibelen for langsomme læsere.
Den 78årige pastor Michael Hinton[208], præsenterer med ordene ”Det har været en kærlighedsanstrengelse”, Bibelen for langsomme læsere, hvor han, som artiklen fortæller, har ”kogt Bibelens 66 bøger ned til en 20.000-ords version, som kan læses på en time og fyrre minutter”. Versionen er rettet mod den ”skyndsomme og plagede” generation, og kun de bekendte GT historier fra 1. og 2. Mosebog er med. Stamtræerne er væk og kun to salmer har overlevet. Halvdelen af bogen - de fire evangelier - er sammenskrevet til én fortællende beretning i moderne sprog, hvor der er sat fokus på Jesus og hans kronologiske tjeneste.

Man kan næsten ikke tro sine egne ører. Når vi igennem denne artikel har set hvor alvorligt hvert eneste ord blev betragtet af Bibelens kopister, og hvordan kristne igennem århundrede har ladet livet for at bevare alle de tusinder dyrebare ord, som den romersk katolske moderkirke har myrdet i hobetal for at fjerne, så kan det ikke andet end at skære i hjertet at læse, hvordan alt er blevet ”kogt ned” til 20.000 ord. - Satan er ganske tydeligt tilfreds med dette resultat. Bibelen er hverken mindre relevant eller nødvendig for langsomme læsere, end den er for dem der japper igennem den, som artiklen siger ”…originalen tager omkring en solid uges læsning at komme igennem”.

Gud sagde til Josua: ”Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig” (Jos. 1:8). Den første Salme taler om retfærdighed og siger: ”Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lovog grunder på hans lov dag og nat” (Sal. 1:1-2). Og lad os igen mindes om Guds Ord til Israels konger: ”Den skal ligge hos ham, og han skal læse i den hele sit liv, for at han må lære at frygte Herren sin Gud og omhyggeligt følge denne lovbogs ord og disse love” (5. Mos. 17:19)

Bibelen er ikke noget man læser på én uge. Det tager hele livet og mere til, for at ”komme igennem” Bibelen. Det er livets vigtigste Ord!

Ordet på gaden.
Har man fået tillagt sig gadens slang og ungdommens løse sprog, er der ingen grund til at tage ved lære af Guds velovervejede Ord, som ”er rene, sølv, der er lutret i diglen i jorden, renset syv gange” (Sal. 12:7).

”Ud med gamle religiøse benævnelser, her er en ’Bibel’ som taler dagens sprog - energisk, jordbunden, vittig. Nu er det nok med gode intentioner i 1. Mosebog og fare vild i det Levitiske ødeland. Lacey har fået succes med at sætte nyt liv i et klassisk værk, ved at fokusere på det store billede: spolende hurtigt frem igennem de ’langsomme’ stykker med fart, lidenskab og energi, for igen at gøre Bibelen til en bog, man ikke kan lægge fra sig.”[209]

Nu er det næsten umuligt at oversætte denne version til Dansk. Men lad mig forsøge at vise dig et par eksempler. [210]

1. Mos. 1:1-3
”Allerførst, ingenting. Intet lys, ingen tid, ingen substans, intet stof. Dernæst, sætter Gud gang i det hele og WHAP! Ting overalt! Kosmos i kaos: ingen form, ingen facon, ingen funktion - kun mørke… Og svævende over det hele, Guds Hellige Ånd, klar til at lege. Dag et: Da drøner Guds stemme ud, ’Lys!’ og, ingen steder fra, oversvømmer lys himmelen og ’natten’ er fejet af scenen”

Sal. 23:1-3
”Du er min fører og min beskyttelse, min vogter, min mentor. Hvad mere har jeg brug for? Hvad er bedre på bunden? Du sætter mig ned, sætter min bedste CD på. Og min sjæl husker hvem jeg er igen”

Ordsp. 22:6
”Træn børn til at klikke på det der er rigtigt når de er unge - de vil downloade det lang til efter du er væk!”

Matt. 5:3
”Jeg vil fortælle dig hvem der leer sidst: folket som ikke tror for meget om sig selv, som ved de er et roderi - deres billet til himmelen er allerede i posten (speciallevering)”

Jak. 1:27
”Fra: james.davidson@jlm.jerusalem.org
Til: jlm-jews@global.org
Religion som betyder noget med Fader Gud er dette: holde øje med de hjemløse, bemyndige dem i fattigdomsfælden og holde dig selv fra at blive forurenet af systemet”

Selvom der siges at “Det er ikke Bibelen, men den kan få dig til at række ud efter en!”, så taler det himmelråbende højt om ringeagt af Guds Ord. Den vækkelse som er blevet profeteret i tyve år, som vi i dag ser i de søgervenlige menigheder, der fører folket tilbage til rom - den katolske kirke, har formået at trække alt ned på verdens niveau, som lokkemad. Hvem bekymrer sig om at præsentere en Gud og et budskab, som er værd at betro sit liv? Folket skal præsenteres for en fed, hip, nede med de fede Gud, som elsker at få et håndtegn og en knytnæve på hagen, og til gengæld fyrer blikket tilbage som siger ”Cool nok - top dollar, ellers dér”.

SMSBibelen.
Send Bibelvers til dine venners mobiltelefon!

”Ideel for kirkeledere, ungdomsledere, lærer og hjemmegruppeledere…Hvert vers er oversat til ’SMS sprog’ - den fulde Contemporary English Version (CEV) med en moderne twist! Den sande forståelse og ord orden er bevaret - 100% trofast over for den originale tekst…Det er vores bøn at mange måtte blive berørt af Guds Ord, igennem dette program.”[211]

Det er ikke til at oversætte dette til dansk, så derfor får du en smagsprøve på engelsk.

1. Mos. 1:1-3
“In da Bginnin God cre8d da heavens & da earth. da earth waz barren, wit no 4m of life; it waz unda a roaring ocean cuvred wit dRkness. God said, I com& light 2 shine! & light stRted shining.”

Kol. 1:13-14
“God rescued us frm da dRk power of Satan & brought us in2 da kingdom of his dear Son, who 4gives our sins & sets us free.”

Joh. 3:16-17
“God luvd da ppl of dis wrld so much dat he gave his only Son, so dat evry1 who has faith in him will have eternal life & neva really die. God did not sNd his Son in2 da wrld 2 condemn its ppl. He sent him 2 save dem!”

“The Bible Society in Austria” (Bibelselskabet i Australien), som står til ansvar for denne SMS Bibel, forkynder en mærkelig historie om Bibelen, en sammenblanding af lidt Septuaginta[212], Jerome[213] og Wycliffe[214] og så lidt Rhemes-Douay Bibel (Jesuitbibelen), med indflydelse på KJV[215]. Ganske skræmmende historie.

CEV skulle efter American Bible Society’s udsagn, være en trofast oversættelse. Men blot et kik på Kol. 1:13-14, som citeret ovenfor, fra SMS bibelen, bevidner at det ikke er sandt. Skulle den være trofast, skulle den vise at det var ved Jesu blod vi får tilgivelse - en yderst vigtig detalje. Lige såvel som betydningen af blodet mistes, således mistes også betydningen af, at det er igennem Jesus vi frelses - ved at gå igennem døren (Joh. 10:9). Den sande oversættelse siger ikke blot at Gud sendte Jesus for at frelse dem, men at verden igennem Ham, måtte blive frelst. Der er så mange små vigtige detaljer som mistes, fordi man søger at være smart og tale moderne. Det er ærgerligt!

Judith Kristus fra Nazareth.
Law & Business Institute (Lov og Forretnings Institut), har, for at bemyndige kvinder i samfundet, lavet en version af Evangelierne, som viser Jesus som en kvinde, Judith.

Lad mig vise dig et par bibelverseksempler:[216]

Luk. 2:4, 5, 7, 21
”Og Josef tog til Betlehem…for at blive indskrevet med Maria, hans hustru, som da var gravid…Hun frembragte hendes førstfødte barn…Og hendes navn blev valgt at være Judith”

Joh. 19:17-18
”Og Hun gik frem, bærende på sit kors…Der korsfæstede de Judith.”

Matt. 28:1, 5, 6
”Maria Magdalene og den anden Maria kom for at se graven…Men englen sagde til kvinderne, ’Vær ikke bange, for jeg ved at I søger Judith som blev korsfæstet’…Hun er her ikke; for Hun er genopstået”

Det er jo ikke engang værd at kommentere på. Navnet Judith er til formålet et virkelig dårligt valg, da det ifølge Hitchcock’s Bible Names Dictionary er det samme som Judah.

Hitler
Som feministbevægelsen har fået en Bibel der passer deres moderjord religion, så måtte også nazisterne have deres anti-jødiske Bibel.

The U.K. Daily Mirror fortæller at:

”Det er fremkommet at HITLER omskrev Bibelen med TOLV Nazi bud. Nye påbud inkluderede ’Ær din fader’ og ’Hold blodet rent og din ære hellig’
Kun én af omkring 100.000 Tredje Riges Bibler er opdaget i støvede arkiver.
Med formål at forstærke Nazi visionen, er den kaldt Tyskere med Gud.
Alle jødiske ord, så som Hallelujah og Jehovah, og alle medlidenhedssætninger er slettet.
De 10 Bud er omskrevet og to mere føjet til. ’Du skal ikke dræbe’ og ’Du skal ikke stjæle’ er kasseret.
Hitler beordrede raceteoretikere til at omskrive Bibelen, så han kunne spænde kraften i den religion han hadede for, til hans formål.
Tusinder af kirker modtog kopier i 1941. Der menes at de fleste blev ødelagt af Kristne.
Den overlevende kopi blev opdaget i et kirkekontor i Hamburg.”[217]

Sky News oplister hans tolv bud:

”1. Ær Gud og tro helhjertet på ham
2. Opsøg Guds fred
3. Undgå al hykleri
4. Helligt er dit helbred og liv
5. Hellig er din magelighed og ære
6. Hellig er din sandhed og troskab
7. Ær din fader og moder - dine børn er din hjælp og dit eksempel
8. Hold blodet rent og din ære hellig
9. Oprethold og mangfoldiggør dine forfædres arv
10. Vær rede til at hjælpe og tilgive
11. Ær din Fører og mester
12. Tjen med glæde folket med arbejde og opofrelse”[218]

De Aramæiske skrifter - Peshittaen


Også fra folk med tilsyneladende iver efter at finde Skriftens oprindelige sprog, rettes kanonerne mod Guds Ord. Det har været en mangeårig kamp i de to lejre, om sproget var hebræisk/aramæisk eller græsk. Det er almindelig accepteret, at Peshittaen (Peshitta betyder simpel eller direkte) blev oversat til syrisk omkring år 150 e.Kr.[219] Den fik som den græske skrift sine hug i Origenes og Eusebius’ tid. Oprindeligt var den uden apokryferne, men senere blev de føjet til fra Septuagintaen[220] Nogle ”beviser” på alle mulige måder, at Peshittaen, som er en øst aramæisk tekst, er den oprindelige skrift, som Apostlene gav. Hele NT er skrevet på Aramæisk, mener de. Mange peger på George Lamsa’s oversættelse[221], som den engelske version af Peshittaen. Ikke desto mindre er det ikke sandt. David W. Daniels, som startede sit kristne liv med en New American Standard Bible (NASB), men som senere så at KJV var troværdig frem for NASB (mod sin eget ønske[222]), har forsvaret KJV i flere år og studeret de græske manuskripter i adskillige år, med en uddannelse i avanceret Græsk, hos Fuller Theological Seminary. Han fortæller om hans tidligere brug af Lamsa’s oversættelse og skriver:

”Jeg brugte Lamsa Bibelen da jeg var involveret i det okkulte, for over to årtier siden. Men jeg husker stadig de underlige ting den siger, i dag. Lamsa Bibelen formodes at være en oversættelse af den Aramæiske Peshitta Bibel, forfattet af okkultisten George Lamsa. Han var en meget udspekuleret mand. Han brugte som base King James Bibelen, og ændrede passager til at passe det han ønskede de skulle sige, og påstod så at han kun ’oversatte den Aramæiske’…Lamsa Bibelen er overhovedet ikke en kristen bibel. Det er Lamsa’s egen blanding af okkulte ideer, som er kommet til at ligne King James Bibelen meget. Overraskende nok udgav han bøger med både Holman Publishers og den okkulte Unity ’School of Christianity’. I en periode tilsluttede nogle kristne sig hans Bibel, og det var Oral Roberts’ valg af studie Bibel for år tilbage.”[223]

Skønt man ønsker at Aramæisk var det oprindelige sprog af NT, så kan det ikke forsvares. Man søger ud fra jødisk tradition og forståelse at bevise, at Peshittaen er mere logisk i brugen af ord og sætninger, og derfor den originale version.

Det må omvendt også siges, at hele NT ikke oprindeligt har været skrevet på græsk. Meget tyder på - og logikken taler for sig selv, at det der blev skrevet til det jødiske folk, som talte aramæisk eller hebræisk, blev skrevet på det sprog de forstod. Hvorimod når Paulus skrev til de græske menigheder, ville det være vanvittigt at skrive på aramæisk eller hebræisk, frem for på græsk.

Papias af Hierapolis, skrev et citat i omkring 130 e.Kr., som blev bevaret af Eusebius[224], at ”Mattæus komponerede hans værk i den Hebræiske dialekt, og hver enkelt oversatte så godt de kunne”[225]. ”Enkelte forskere antyder at Mattæus selv har oversat sit skrift - eller har sørget for at få det oversat”[206] At Mattæus selv oversatte det, eller fik andre til det, finder vi antydning på i Matt. 27:46, hvor han for de græsktalende forklarer Jesus ord ”Eli! Eli! Lema sabaktani”. Mattæus skrev til jøderne og søgte at vise dem, at Jesus var den retmæssige Messias, bl.a. igennem stamtræet som går tilbage til Abraham, hvorfra de vidste Messias skulle komme.

Meget tyder på at Markus ikke skrev til jøderne, men til Romerne, bl.a. fordi han flere steder forklarer de jødiske traditioner (Mark. 7:2, Mark. 14:12), han forklarede hebræiske/aramæiske ord (Mark. 5:41, Mark. 7:34, Mark. 15:22) og gav den latinske værdi af enkens gave (Mark. 12:42) osv. og meget tyder også på at det blev skrevet i Rom[226]. Bl.a. fordi Markus forklarer aramæiske ord, tyder det på at som Mattæus, var aramæisk det oprindelige sprog.

Lukas var læge, og skrev til grækerne. Han var formentlig hedning og det tyder på at han skrev på græsk. Johannes var jøde, og skrev til menigheden. Åbenbaringsbogen som han skrev til de syv menigheder i Lilleasien, blev skrevet på græsk, som de også talte der, og derfor kan det tyde på at han også skrev evangeliet på græsk. Men uden at være for sikker, kan det jo omvendt, grundet hans jødiske herkomst, være skrevet på aramæisk/hebræisk.

Formålet her er ikke at fastsætte evangeliernes oprindelige sprog, men at vise at hele NT ikke oprindeligt er græsk, men er skrevet på sproget modtagerne forstod.

Tilbage til Peshittaen. Utallige talemåder og ord bliver som sagt brugt, til at afsløre det oprindelige sprog.

Brændes eller prale? [227]
Et eksempel som bliver brugt er at i 1. Kor. 13:3 skriver New American Standard Version (NASV) om at Paulus giver sit legeme hen til ”boast” (pral), mens KJV skriver ”burned” (brændes). Den uenighed beviser at oprindelsen er aramæisk, mener man. For det første, hvis vi læser Lamsa’s oversættelse til engelsk, er ordet brændes, og en anden aramæisk Bibel jeg har[228] bruger også brændes. For det andet stilles NASV og KJV op imod hinanden, og som du har set igennem denne artikel, kan det ikke lade sig gøre. De to tekster er som lys og mørke. For det tredje siger den ”originale” aramæiske skrift, ifølge forfatteren, at ”…og hvis jeg giver mit legeme så jeg kan rose mig…”. Det tegner jo til at Peshittaen er præget af Septuaginten, som NASV bygger på. Der kan ikke være tvivl om, at Paulus sagde brændes, taget tiden i betragtning hvor romerne jagtede de kristne, og martyrium af den ene og anden slags var almen behandling, derfra.

Kamel eller kraftigt reb? [229]
Mattæus gengiver Jesu ord i Matt. 19:24: ”Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige”. Ifølge Peshittaen, brugte Jesus ordet gamala, som betyder kraftigt reb, og ikke gamla, som betyder kamel. Fordi oversætterne fra den originale skrift Peshetta ikke havde forståelse for talemåden, fik hele sætningen en forkert drejning, mener man. Gamala og gamla ser ens ud, da det staves GMLA, og vokalerne skulle så sættes ind. Det vidner om hvor stor forvirringen i resten af Bibelen ville have været, uden vokal-prikkerne omtalt i afsnittet ”Westcott, Hort (WH) og bibelkritik”.

Læren, som forfatteren drager ud af historien med det kraftige reb igennem nåleøjet er, som han siger:

”Kan et kraftigt reb komme igennem så smal en åbning? Svaret er ja, men kun hvis det løsnes op, en lille tråd ad gangen. Rebet som ’optrævles’ ville da repræsentere den rige mand som ’optrævler sin formue’, så at sige. Dette er også et godt eksempel på Y’shua’s sans for humor, fordi hvis spørgsmålet er ’Kan en rig mand komme ind i Elohims kongerige?’ så er svaret, ’Ja, hvis han ikke er så rig når han dør’!”

Man må tage sig til hovedet af forundring. Tænk på Abraham, Jakob, Isak og David. De var alle rige, retfærdige og arver Guds rige. Man bliver mindet om filosofien i den katolske kirke der siger: ”Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”. Giv endelig din formue væk og bliv frelst.

Ser vi på fortællingen i Luk. 18:25, som formegentlig og mest hensigtsmæssigt blev skrevet på græsk, bruges det samme ord, som i Mattæus og Markus, nemlig kamelos, som betyder kamel. Selvom forfatteren i bogen søger at fjerne oplysningen om nåleøjet, som var en lille dør i porten til Jerusalem der blev åbnet efter mørkets frembrud, så taler logikken stærkt for, at Jesus taler om kamelen, pakkedyret med byrden på ryggen, som med møje og besvær skulle ned på knæ, for at komme igennem døren. Jesus bruger desuden billedet om døren, om sig selv (Joh. 10:9), og taler om døren ind til bryllupssalen (Matt. 25:10).

Der findes rigtig mange vers og ord som gennemgås på denne måde. Sagen er stadig den, at om Peshittaen er den oprindelige skrift, så er de mange tusinde manuskripter som vidner sammen om det der blev sagt, falske. Så har Guds Ord alligevel en tvivlsom historie og tusinder er døde igennem tiderne, på grund af deres forsvar af forkerte skrifter. Jeg siger ikke at Peshittaen er ubrugelig. En værdifuld ting i Peshittaen er f.eks. at Guds oprindelige navne er der, og det er meget spændende!

De manuskripter vi har i TR er dem som er blevet accepteret og brugt helt fra begyndelsen. Det er givetvis ikke alle bøgerne i NT som oprindeligt er skrevet på græsk - måske er tilmed Paulus brev til Hebræerne skrævet på hebræisk/aramæisk - jeg ved det ikke. Men én ting er sikkert. Paulus har ikke givet et budskab uden vokaler, så læseren, som i Peshittaen, måtte gætte sig til ordenes betydning, ud fra sætningens sammenhæng. Hvad vil sætningen da sige, når ordene ikke taler tydeligt? Jeg vil citere Paulus der skriver til Korinterne: ”hvis I ikke med jeres tunge fremfører tydelig tale, hvorledes skal man da kunne forstå, hvad I siger? I står jo så og taler hen i vejret.” (1. Kor. 14:9)

Eksempler på forkerte oversættelser.


Som du har set igennem artiklen her, er der rigtig mange steder, hvor de nye oversættelser forlader TR og KJV, og kommer med et andet budskab. Som jeg ikke har omtalt alle græske manuskripter, da de over 5.000 af dem ville fylde alt for meget, vil jeg heller ikke lave en fyldestgørende oversigt over fejl i alle de nye oversættelser. Men et lille kik på sagen, ville se sådan ud. Tekst i klammer [] angiver at teksten ikke findes i ældste manuskripter - du ved nu hvilke!

Frelse:
Luk. 9:56
KJV: “For the Son of man is not come to destroy mens lives, but to save them.And they went to another village.”
DDB: “Så gik de til en anden landsby.”
NIV: “and they went to another village.”
NASB: ”[… for the Son of Man did not come to destroy mens lives, but to save them.] And they went on to another village.”

Frelsesbudskabet er enten væk, eller markeret til sletning.

Matt. 18:11
KJV: “For the Son of man is come to save that which was lost.”
DDB: ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.” med kommentaren ”Verset findes ikke i de ældste håndskrifter og kan være kommet ind fra Luk 19,10.”
NIV: Er fuldstændig udeladt
NASB: “[For the Son of Man has come to save that which was lost.]”

Igen, frelsesbudskabet er enten væk, eller markeret til sletning.

Matt. 9:13
KJV: “But go ye and learn what that meaneth, I will have mercy, and not sacrifice: for I am not come to call the righteous, but sinnersto repentance.”
DDB: “Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”
NIV: “But go and learn what this means:I desire mercy, not sacrifice. For I have not come to call the righteous, but sinners.”
NASB: ”But go and learn what this means:I DESIRE COMPASSION, AND NOT SACRIFICE, for I did not come to call the righteous, but sinners.”

Kom Jesus blot for at kalde syndere, eller for at kalde dem til omvendelse?

Gal. 4:7
KJV: ”Wherefore thou art no more a servant, but a son; and if a son, then an heir of God through Christ.”
DDB: “Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.”
NIV: “So you are no longer a slave, but a son; and since you are a son, God has made you also an heir.”
NASB: “Therefore you are no longer a slave, but a son; and if a son, then an heir through God.”

Har Gud gjort os til arvinger, fordi Han sendte sin søn? - eller har Han gjort det igennem Kristus?

Gal. 6:15
KJV: ”For in Christ Jesusneither circumcision availeth any thing, nor uncircumcision, but a new creature.”
DDB: “For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse.”
NIV: “Neither circumcision nor uncircumcision means anything; what counts is a new creation.”
NASB: ”For neither is circumcision anything, nor uncircumcision, but a new creation.”

Vi kan ikke blive nye skabninger uden om Jesus. Hvorfor skjule det?

Jesu guddom
Mika. 5:2
KJV: ”But thou, Bethlehem Ephratah, though thou be little among the thousands of Judah, yet out of thee shall he come forth unto me that is to be ruler in Israel; whose goings forth have been from of old, from everlasting”
DDB: “Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.”
NIV: “But you, Bethlehem Ephrathah, though you are small among the clans of Judah, out of you will come for me one who will be ruler over Israel, whose origins are from of old, from ancient times.”
NASV: “But as for you, Bethlehem Ephrathah, Too little to be among the clans of Judah, From you One will go forth for Me to be ruler in Israel His goings forth are from long ago, From the days of eternity.”

Her falder DDB og NIV og påstår at Jesus er fra gamle dage. Han er Gud og skabte vores begreb dage, og var derfor til fra evigheden - dvs. at Han altid har eksisteret, selv da der ikke fandtes dage.

1. Tim. 3:16
KJV: ”And without controversy great is the mystery of godliness: God was manifest in the flesh, justified in the Spirit, seen of angels, preached unto the Gentiles, believed on in the world, received up into glory.”
DDB: “Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden.”
NIV: “Beyond all question, the mystery of godliness is great: He appeared in a body, was vindicated by the Spirit, was seen by angels, was preached among the nations, was believed on in the world, was taken up in glory.”
NASB: “By common confession, great is the mystery of godliness: He who was revealed in the flesh, Was (C)vindicated in the Spirit, Seen by angels, Proclaimed among the nations, Believed on in the world, Taken up in glory.”

Jesus er Gud og ikke blot en han, som blev åbenbaret I kødet. KJV gør dette klart og tydeligt, også her.

Ef. 3:9
KJV: “And to make all men see what is the fellowship of the mystery, which from the beginning of the world hath been hid in God, who created all things by Jesus Christ”
DDB: “og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber”
NIV: ”and to make plain to everyone the administration of this mystery, which for ages past was kept hidden in God, who created all things.”
NASB: ”and to bring to light what is the administration of the mystery which for ages has been hidden in God who created all things;”

Her ser vi i KJV at Jesus var Skaberen, og Faderen underforstået ”arkitekten”.

Jomfrufødslen
Luk. 2:33
KJV: ”And Joseph and his mother marvelled at those things which were spoken of him.”
DDB: “Hans far og morundrede sig over det, der blev sagt om ham.”
NIV: ”The childs father and mothermarveled at what was said about him.”
NASB: “And His father and mother were amazed at the things which were being said about Him.”

Josef var ikke Jesu far, men fungerede som Hans forælder. At tale om Jesof som Jesu far er forkert, men at omtalte ham som forælder er korrekt, som KJV gør i vers 27 og 41.

Matt. 1:25
KJV: ”And knew her not till she had brought forth her firstborn son: and he called his name JESUS.”
DDB: “Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.”
NIV: ”But he had no union with her until she gave birth to a son. And he gave him the name Jesus.”
NASB: “but kept her a virgin until she gave birth to a Son; and he called His name Jesus.”

Hvorfor fjerne bekræftelsen på at Jesus var den førstefødte? Havde hun født andre og var dermed ikke jomfru?

Ord som KJV og TR udelader / ændrer, hvor nye oversættelser taler / ”forbedrer”
Som man har fundet mangler eller omskrivninger mellem KJV og nye oversættelser, har man selvfølgelig også prøvet den anden vej, hvor KJV udelader eller omskriver. Men forbedrer det de nye oversættelser at de på nogle områder ”pynter” på teksten i forhold til KJV, hvis TR ikke indeholder ordene? Kan vi lægge ord i Guds mund, uden at forbryde os mod Ordsp. 30:6 ”Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner”? Følgende eksempler som skulle vise at KJV udelader ord ligesom de nye oversættelser, kommer fra bogen ”King James Only?” af Bob DeWaay og Jonathan Krohnfeldt. Men som sagt, ordene er ikke i de modtagne og overleverede skrifter.

Apg. 24:24
KJV: ”And after certain days, when Felix came with his wife Drusilla, which was a Jewess, he sent for Paul, and heard him concerning the faith in Christ.”
NASB: ”But some days later Felix arrived with Drusilla, his wife who was a Jewess, and sent for Paul and heard him speak about faith in Christ Jesus.”

Det same gælder eks. Romerne. 8:34, Gal. 5:24, Ef. 3:6, Kol. 4:12

Luk. 2:38, Apg. 17:27, Apg. 21:20, 2. Tim. 2:24
I disse vers bruges ordet kureos, som betyder Gud, Herren, Mester altså en person i høj autoritet. NASB skriver Gud, og KJV Herren. Begge dele kan være rigtig.

Mark. 16:19, Apg. 10:48, Apg. 18:25
Her tilføjer NASB hhv. Jesus, Jesus Kristus og Jesus, hvor KJV skriver Herren, hvilket følger TR.

Luk. 5:34, Luk. 7:15, Joh. 6:40 og Apg. 3:16
Her tilføjer NASB Jesus, Jesus, Fader, Jesu navn, hvor KJV og TR har han, han, ham, hans navn.

Hvad nytter det at ”pynte” på en version af Guds Ord, at tilføje ting Gud tilmed ikke har sagt, når man et væld af andre steder sletter det som Gud har sagt? Selvom man holder pyntende versioner op foran KJV, så er KJV stadig trofast mod TR og det er dét, der tæller.

Lad os prøve at lave en sætning og se hvordan budskabet ville se ud, hvis nye versioner skulle bestemme.

”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte (Matt. 18:11), i Ham har vi forløsningen ved Hans blod, syndernes forladelse (Kol. 1:14). Da nu Kristus har lidt for os legemligt (1. Pet. 4:1), er du barn, har Gud også gjort dig til arving, igennem Kristus. (Gal. 4:7) Den, der tror på mig, har evigt liv (Joh. 6:47), for også vort påskelam er slagtet for os, Kristus (1. Kor. 5:7). Folkeslagene af dem som er frelst, skal vandre i dens lys (Åb. 21:24). hvor er det vanskeligt for de der sætter sin lid til rigdomme, at komme ind i Guds rige! (Mark. 10:24) du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede, ind i ilden som aldrig skal slukkes (Mark. 9:45).

Man kunne blive ved, men jeg tror du har set den fatale tilstand i de nye oversættelser der bygger på de ældste skrifter. Her er en længere liste, fra http://www.av1611.org/biblecom.html

VersBeskrivelse af ændringÆndring i
Matt. 1:25
FJERNET Firstborn
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 5:22
FJERNET without a cause
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 5:44
FJERNET 12 ORD bless them that curse you...
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 6:13
FJERNET SIDSTE 14 ORD (For thine is the kingdom...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 6:27
ÆNDRET cubit to his stature TIL hour to his life et. al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 6:33
FJERNET of God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 8:29
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 9:13
FJERNET to repentance (see also Mark. 2:17)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 11:23
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Matt. 12:6
FJERNET one greater TIL something greater
NAS, RS, NRS, NC
Matt. 12:35
FJERNET of the heart
NI, NAS, RS, NRS, NC
Matt. 12:40
ÆNDRET whale TIL fish, sea monster
NI, NAS, NKJ, NRS, LB, NC
Matt. 12:47
FJERNET HELE VERSET
NI, RS, NRS,
Matt. 13:51
FJERNET Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 15:8
FJERNET draweth nigh unto me with their mouth
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 16:3
FJERNET o ye hypocrites
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 16:18
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Matt. 16:20
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 17:21
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, NC
Matt. 18:11
FJERNET HELE VERSET (nøglevers)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Matt. 18:26
FJERNET and worshipped him (for Jesus)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Matt. 19:9
FJERNET SIDSTE 11 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 19:17
ÆNDRET Why callest thou me good TIL Why do you ask me about what is good
NI, NAS, RS, NRS, NC
Matt. 19:17
FJERNET God
NI, NAS, RS, NRS
Matt. 20:7
FJERNET and whatsoever is right that shall ye receive
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 20:16
FJERNET for many be called but few chosen
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 20:20
ÆNDRET worshipping him TIL kneeling down
NI, NAS, RS, NRS
Matt. 20:22
FJERNET 12 ORD baptized with Christs baptism
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 21:44
FJERNET HELE VERSET
NI, RS, NRS, NC
Matt. 23:14
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, NC
Matt. 23:33
ÆNDRET damnation TIL condemn, et. al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Matt. 24:36
TILFØJET nor the Son
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 24:36
ÆNDRET my Father TIL the Father
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 25:13
FJERNET wherein the Son of man cometh
NI, NAS, RS, NRS, LB
Matt. 27:35
FJERNET SIDSTE 25 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 27:54
ÆNDRET the Son of God TIL a son of God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 28:2
FJERNET from the door
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Matt. 28:9
FJERNET And as they went to tell his disciples
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 1:1
FJERNET the Son of God
NI, NAS, RS, NRS, NC
Mark. 1:2
ÆNDRET prophets TIL Isaiah (blatant LIE)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 1:14
FJERNET of the kingdom (gospel... of God)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 1:31
FJERNET immediately
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 2:17
FJERNET to repentance
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Mark. 3:29
ÆNDRET eternal damnation TIL eternal sin, et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Mark. 6:11
FJERNET SIDSTE 23 ORD
NI, NAS, RS, NRS, NC
Mark. 7:8
FJERNET SIDSTE 15 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 7:16
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 9:24
FJERNET Lord (refers to Jesus)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 9:44
FJERNET HELE VERSET (about hell)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 9:46
FJERNET HELE VERSET (about hell)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 9:49
FJERNET and every sacrifice shall be salted with salt
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 10:21
FJERNET take up the cross
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 10:24
FJERNET for them that trust in riches
NI, NAS, RS, NRS, NC
Mark. 11:10
FJERNET that cometh in the name of the Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 11:26
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 12:23
FJERNET when they shall rise
NI, RS, NRS, LB,
Mark. 12:40
ÆNDRET greater damnation TIL punished most severely, greater condemnation
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Mark. 13:6
ÆNDRET I am Christ TIL I am He, the One
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Mark. 13:14
FJERNET spoken of by Daniel the prophet
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 13:33
FJERNET and pray
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 14:68
FJERNET and the cock crew
NI, NAS, RS
Mark. 15:28
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Mark. 16:9-20
FJERNET ALLE SIDSTE 12 VERS FRA Mark 16!
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 1:28
FJERNET blessed art thou among women
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 2:14
ÆNDRET good will toward men TIL to men on whom his favor restset al
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 2:22
ÆNDRET her TIL their (makes Jesus a sinner)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Luk. 2:33
ÆNDRET Joseph TIL his father (attacks virgin birth)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Luk. 2:43
ÆNDRET Joseph and his mother TIL parents
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 4:4
FJERNET but by every word of God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 4:8
FJERNET get thee behind me, Satan
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 4:18
FJERNET 8 ORD he hath sent me to heal...
NI, NAS, RS, NRS, NC
Luk. 4:41
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 6:48
ÆNDRET founded upon a rock TIL well built
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 9:54
FJERNET even as Elijah did
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 9:55
FJERNET 9 ORD ye know not what manner of spirit...
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 9:56
FJERNET FØRSTE 16 ORD For the Son of man is not come to destroy mens lives, but to save them.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 9:57
FJERNET Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 10:15
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Luk. 11:2
FJERNET 15 ORD from Lords prayer
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 11:4
FJERNET but deliver us from evil (Lords prayer)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 11:29
FJERNET the prophet
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 16:23
FJERNET hell
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 17:36
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 21:4
FJERNET cast in unto the offerings of God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 21:8
ÆNDRET I am Christ TIL I am He, the One
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Luk. 22:64
FJERNET they struck him on the face
NI, NAS, RS, NRS, NC
Luk. 23:17
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 23:38
FJERNET letters of Greek,Latin, Hebrew
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 23:42
FJERNET Lord (thief on the cross - getting saved!)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Luk. 24:6
FJERNET He is not here, but is risen
RS, NRS
Luk. 24:49
FJERNET of Jerusalem
NI, NAS, RS, NRS, LB
Joh. 1:14, 18
FJERNET begotten(refers to Jesus)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 1:27
FJERNET is preferred before me
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 3:13
FJERNET which is in heaven (refers to Jesus)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 3:15
FJERNET should not perish (believeth in him...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 3:16
FJERNET begotten
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 3:18
FJERNET begotten
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 4:24
ÆNDRET God is a Spirit TIL God is Spirit
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Joh. 4:42
FJERNET the Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 5:3
FJERNET SIDSTE 7 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 5:4
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 5:16
FJERNET and sought to slay him
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 5:29
ÆNDRET damnation TIL condemn, judgement
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Joh. 6:47
FJERNET on Me (He that believeth...)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Joh. 6:69
ÆNDRET Christ, the Son of the living God TIL Holy One of God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 7:53-8:11
FJERNET VERS Es. 7:53-8:11
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 8;9
FJERNET being convicted by their own conscience
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 8:47
FJERNET heareth Gods words TIL hears what God says
NI, NC
Joh. 8:59
FJERNET SIDSTE 10 ORD going through the midst...
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 9:4
ÆNDRET I must work the works TIL We must work the works
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 9:35
ÆNDRET Son of God TIL Son of Man, Messiah
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 11:41
FJERNET For the place where the dead was laid
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 14:2
ÆNDRET mansions TIL rooms, dwelling places
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Joh. 14:16
ÆNDRET Comforter TIL Helper, Counselor, et. al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Joh. 16:16
FJERNET because I go to the Father
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Joh. 17:12
FJERNET in the world
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Apg. 1:3
ÆNDRET infallible TIL convincing et al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 2:30
FJERNET he would raise up Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 2:31
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Apg. 2:38
ÆNDRET remission of sins TIL forgiveness of sins
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 4:27,30
ÆNDRET holy child TIL holy servant (attacks deity)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Apg. 7:30
FJERNET of the Lord (angel of the Lord)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 7:37
FJERNET Him shall ye hear
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 8:37
FJERNET HELE VERSET (major salvation verse)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 9:5
FJERNET it is hard for thee to kick against the pricks
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 10:6
FJERNET he shall tell thee what thou oughtest to do
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 15:11
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 15:18
ÆNDRET beginning of the world TIL...eternity,...ages
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Apg. 15:34
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 16:31
FJERNET Christ (Believe on the Lord Jesus Christ)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 17:16
ÆNDRET stirred TIL provoked, distressed et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Apg. 17:22
ÆNDRET Mars Hill TIL Areopagus
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Apg. 17:22
FJERNET superstitious TIL religious
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Apg. 17:26
FJERNET blood
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 17:29
ÆNDRET Godhead TIL Divine Nature, divine being
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Apg. 19:35
FJERNET worshipper
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Apg. 20:21
FJERNET Christ
NI, NRS, NC
Apg. 20:24
FJERNET none of these things move me...
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 20:25
FJERNET of God
NI, NAS, RS, NRS, LB
Apg. 23:9
FJERNET let us not fight against God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 24:7
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, NC
Apg. 24:14
ÆNDRET heresy TIL sect
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB
Apg. 24:15
FJERNET of the dead (Resurrection)
NI, NAS, RS, NRS, LB
Apg. 28:16
FJERNET 11 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Apg. 28:29
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Romerne. 1:3
FJERNET Jesus Christ our Lord
NI, NAS, RS, NRS
Romerne. 1:16
FJERNET of Christ (gospel of Christ)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Romerne. 1:18
ÆNDRET hold the truth TIL suppress the truth
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 1:25
ÆNDRET changed the truth TIL exchanged the truth
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 1:29
FJERNET fornication
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 5:8
ÆNDRET commendeth to demonstrates, et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 6:8
ÆNDRET we be dead TIL we died
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 6:11
FJERNET our Lord
NI, NAS, RS, NRS, NC
Romerne. 8:1
FJERNET SIDSTE 10 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 9:28
FJERNET in righteousness
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 10:15
FJERNET SIDSTE 9 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 10:17
ÆNDRET word of God TIL word of Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 11:6
FJERNET SIDSTE 18 ORD ARE OMITTED
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 13:2
ÆNDRET damnation TIL judgment et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 13:9
FJERNET Thou shall not bear false witness
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 14:6
FJERNET 15 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 14:10
ÆNDRET the judgement seat of Christ TIL Gods judgment seat et al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 14:21
FJERNET or is offended, or is made weak
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 14:23
ÆNDRET damned TIL condemned
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 15:8
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, NC
Romerne. 15:19
FJERNET of God
NI, NAS, RS, LB, NC
Romerne. 15:29
FJERNET of the gospel
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 16:18
ÆNDRET good words and fair speeches TIL smooth talk and flattery
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Romerne. 16:24
FJERNET HELE VERSET
NI, NAS, RS, NRS, NC


1. Kor. 1:21
ÆNDRET foolishness of preaching TIL foolishness of the message preached
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 1:22
FJERNET require TIL request, ask (Jews require a sign)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 5:4
FJERNET Christ (TWICE)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 5:7
FJERNET for us (Christ sacrificed)
NI, NAS, RS, NRS, NC
1. Kor. 6:9
ÆNDRET effeminate TIL male prostitutes et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 6:20
FJERNET and in your spirit, which are Gods
NI, NAS, RS, NRS, NC
1. Kor. 7:5
FJERNET fasting (with prayer)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 7:39
FJERNET by the law (The wife is bound)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 9:1
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 9:27
ÆNDRET I keep my body TIL I beat my body et al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 9:27
ÆNDRET castaway TIL disqualified et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 10:28
FJERNET SIDSTE 10 ORD (the earth is the Lords...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 11:11
FJERNET in the Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 11:24
FJERNET take eat... broken... (Lords Supper)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 11:29
ÆNDRET damnation TIL judgment (Lord s Supper)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 11:29
FJERNET unworthily
NI, NAS, RS, NRS, NC
1. Kor. 14:33
ÆNDRET author of confusion TIL a God of disorder et al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 15:47
ÆNDRET Lord from heaven TIL man from heaven
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 15:55
ÆNDRET grave TIL Hades, death
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 16:22
FJERNET Jesus Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Kor. 16:23
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


2. Kor. 2:10
ÆNDRET person of Christ TIL presence of Christ
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Kor. 2:17
ÆNDRET corrupt TIL peddle, sell (word of God)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Kor. 4:6
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, LB, NC
2. Kor. 4:10
FJERNET the Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
2. Kor. 5:17
ÆNDRET creature TIL creation
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Kor. 5:18
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, NC
2. Kor. 10:5
ÆNDRET Casting down imaginations TIL We demolish arguments et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Kor. 11:6
ÆNDRET rude in speech TIL untrained in speech
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Kor. 11:31
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS


Gal. 2:20
FJERNET nevertheless I LBe
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Gal. 3:1
FJERNET that ye should not obey the truth
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Gal. 3:17
FJERNET in Christ (confirmed...of God in Christ)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Gal. 4:7
FJERNET through Christ (heir of God through Christ)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Gal. 5:4
ÆNDRET no effect TIL estranged from, alienated
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Gal. 6:15
FJERNET For in Christ Jesus
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Gal. 6:17
FJERNET the Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Ef. 1:6
FJERNET accepted in the beloved
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Ef. 3:9
FJERNET by Jesus Christ (who created all things by)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Ef. 3:14
FJERNET of our Lord Jesus Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Ef. 5:9
ÆNDRET fruit of the Spirit TIL fruit of the light
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Ef. 5:30
FJERNET of his flesh, and of his bones
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Fil. 2:6
ÆNDRET thought it not robbery to be equal with God TIL did not consider equality with God something to be grasped et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Fil. 2:7
ÆNDRET made TIL emptied
NAS, RS, NRS, LB,
Fil. 3:8
ÆNDRET dung TIL rubbish, trash
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Fil. 3:16
FJERNET SIDSTE 13 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Fil. 4:13
ÆNDRET through Christ TIL through him
NI, NAS, RS, NRS


Kol. 1:2
FJERNET and the Lord Jesus Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Kol. 1:14
FJERNET through His blood (redemption through...)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Kol. 1:28
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Kol. 3:6
FJERNET on the children of disobedience
NI, NAS, RS, LB, NC


1. Tess. 1:1
FJERNET SIDSTE 9 ORD (from God our father...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tess. 2:19
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS
1. Tess. 3:11
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tess. 3:13
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tess. 5:22
ÆNDRET all appearance of evil TIL every form of evil
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC


2. Tess. 1:8
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS
2. Tess. 1:12
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS


1. Tim. 1:1
FJERNET Lord
NI, NAS, RS, NRS, NC
1. Tim. 1:17
FJERNET wise (the only wise God)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tim. 2:7
FJERNET in Christ (...the truth in Christ)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


1. Tim. 3:16
ÆNDRET God TIL he (God manifest in the flesh)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tim. 4:12
FJERNET in spirit
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tim. 5:21
FJERNET Lord
NI, NAS, RS, NRS, NC
1. Tim. 6:1
ÆNDRET blasphemed TIL spoken against et al.
NI, NAS, RS, LB, NC
1. Tim. 6:5
ÆNDRET gain is godliness TIL godliness is a means of gain et al.
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Tim. 6:5
FJERNET from such withdraw thyself
NI, NAS, RS, NRS, NC
1. Tim. 6:10
ÆNDRET root of all evil TIL root of all kinds of evil
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Tim. 6:19
ÆNDRET eternal life TIL the life that is truly life
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Tim. 6:20
ÆNDRET science TIL knowledge
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC


2. Tim. 1:11
FJERNET of the gentiles
NI, NAS, RS, NRS, NC
2. Tim. 2:15
FJERNET study (only command to study the word)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Tim. 3:3
ÆNDRET of those that are good TIL good
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
2. Tim. 4:1
FJERNET the Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
2. Tim. 4:22
FJERNET Jesus Christ
NI, NAS, RS, NRS, NC


Hebr. 1:3
ÆNDRET by himself purged our sins TIL provided purification for sins
NI, NAS, RS, NRS, NC
Hebr. 2:7
FJERNET SIDSTE 10 ORD (and didst set him over the works...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Hebr. 3:1
FJERNET Christ Jesus (High Priest of our...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Hebr. 7:21
FJERNET after the order of Melchisedec
NI, NAS, RS, NRS, NC
Hebr. 10:34
FJERNET in heaven (ye have in heaven a better)
NI, NAS, RS, NRS, NC
Hebr. 11:11
FJERNET was delivered of a child
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Jak. 5:16
ÆNDRET faults TIL sins
NI, NAS, RS, NRS, NC


1. Pet. 1:22
FJERNET through the Spirit
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 2:2
FJERNET of the word (sincere milk of the word)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 2:2
ÆNDRET grow thereby TIL grow up in your salvation
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 3:15
ÆNDRET the Lord God TIL Christ as Lord et al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 4:1
FJERNET for us (Christ hath suffered for us)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 4:14
FJERNET SIDSTE 15 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 5:10
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 5:11
FJERNET glory (to Him be glory and dominion)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Pet. 5:14
FJERNET Jesus
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


2. Pet. 2:1
ÆNDRET damnable TIL destructive
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
2. Pet. 2:17
FJERNET for ever (darkness is reserved for ever)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
2. Pet. 3:9
FJERNET us TIL you
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


1. Joh. 1:7
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 3:16
FJERNET of God (love of God)
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 4:3
FJERNET Christ is come in the flesh (antichrist)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 4:9
FJERNET begotten
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 4:19
FJERNET him (We love him, because he first...)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 5:7
FJERNET SIDSTE 15 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 5:8
FJERNET FØRSTE 9 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 5:13
FJERNET SIDSTE 13 ORD
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
1. Joh. 5:13
TILFØJET continue to (denys eternal security)
NKJ


2. Joh. 1:3
FJERNET the Lord
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Jud. 1:25
FJERNET wise (Referring to God)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC


Åb. 1:8
FJERNET the beginning and the ending
NI, NAS, RS, NRS, NC
Åb. 1:9
FJERNET Christ (TWICE)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 1:11
FJERNET I am Alpha and Omega, the first and the last.
NI, NAS, RS, NRS, NC
Åb. 1:18
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Åb. 2:13
ÆNDRET Satans seat TIL Satan s throne
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Åb. 2:15
FJERNET which thing I hate
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 5:14
FJERNET Him that liveth for ever and ever
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 6:8
FJERNET Hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Åb. 6:17
ÆNDRET his wrath TIL their wrath
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 8:13
ÆNDRET angel TIL eagle
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 11:15
ÆNDRET kingdoms TIL kingdom
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 11:17
FJERNET and art to come
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 12:12
FJERNET inhabiters of
NI, NAS, RS, NRS, NC
Åb. 12:17
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 14:5
FJERNET before the throne of God
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 15:3
ÆNDRET King of saints TIL King of the ages et al.
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 16:5
FJERNET and shalt be (refers to deity of Jesus)
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 16:7
ÆNDRET And I heard another out of the altar say TIL And I heard the altar respond
NI, NAS, RS, NRS
Åb. 16:17
FJERNET of heaven
NI, NAS, RS, NRS, NC
Åb. 20:9
FJERNET from God out of
NI, NAS, RS, NRS, NC
Åb. 20:12
ÆNDRET God TIL throne
NI, NAS, RS, NRS, NC
Åb. 20:13
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, LB, NC
Åb. 20:14
FJERNET hell
NI, NAS, NKJ, RS, NRS, NC
Åb. 21:24
FJERNET of them which are saved
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 22:14
ÆNDRET do his commandments TIL wash their robes
NI, NAS, RS, NRS, LB, NC
Åb. 22:21
FJERNET Christ
NI, NAS, RS, NRS, NC


Forkortelser


TR = Textus Receptus, de modtagede/overleverede Skrifter.
GT = Gamle Testamente
NT = Nye Testamente
KJV = King James Versionen
DDB = Den Danske Bibel
RV = Reviderede Version, som skulle være en revideret version af KJV, men blev en komplet omskrivning og har intet med KJV at gøre.
CEV = Contemporary English Version
NASB = New American Standard Bible
NASV = New American Standard Version
NIV = New International Version
NI = New International Version
NAS = New American Standard Version
NKJ = New King James Version
RS = Revised Standard Version
NRS = New Revised Standard Version
LB = The Living Bible
KE = Katolske Encyclopedia
JE = Jødiske Encyclopedia
WH = Westcot og Hort, de to fædre til nutidens falske oversættelser.

Referenceliste


[1] ”The Greek Testament: Its Present and Future Editions”, af Kurt Aland, s. 184
[2] “Die Konsequenzen der neueren Handschriftenfunde für die neutestamentliche Textkritik”, Novum Testamentum, IX (april 1967), s. 100)
[3] http://www.telawrence.info/NPG/part2/071.htm
[4] “Our Bible & The Ancient Manuscripts”, af Sir Frederic Kenyon, side 105-106
[5] ”Believing Bible study”, af Edward F. Hills, s. 44
[6] “Answers to your Bible Version Questions”, af David W. Daniels, side 133
[7] “Second Thoughts On The Dead Sea Scrolls”, af F. F. Bruce, side 21.
[8] “Havard Theological Review”, vol. 21 (1928), side 347-349. Citeret i “Which Bible?”, af David Otis Fuller, side 6-7)
[9] “The doctrines of grace: and kindred themes”, af George Sayles Bishop, side 52
[10] http://www.jewishencyclopedia.com/view.jsp?artid=182&letter=H
[11] ”Against Apion”, bog 1, sektion 8, s. 158
[12] “The doctrines of grace: and kindred themes”, af George Sayles Bishop, side 53
[13] ”Which Bible?”, side. 40, 42-43, 49)
[14] ”Which Bible?”, side. 44-45)
[15] http://www.newadvent.org/cathen/03274a.htm
[16] http://www.newadvent.org/cathen/07644a.htm
[17] http://www.ntcanon.org/table.shtml
[18] http://www.newadvent.org/cathen/03712a.htm
[19] http://www.newadvent.org/cathen/13529a.htm
[20] http://www.newadvent.org/cathen/12495a.htm
[21] ”Church History”, af Andrew Miller, kap. 9: “From Commodus till the Accession of Constantine”; http://www.stempublishing.com/history/MILLER09.html
[22] ”De Principiis”, Bog 4, stykke 8
[23] ”De Principiis”, Bog 4, stykke 15
[24] ”De Principiis”, Bog 4, stykke 16
[25] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=307
[26] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?tr=true& num=S2F0b2xzayBs5nJl&mkref=%253Cb%253ENadveren&
nm=nadveren#nadveren
[27] http://www.newadvent.org/fathers/3001084.htm
[28] “Lecture 11”, 1838 udgaven, side 482 (citeret i “Which Bible?”, side 140)
[29] “Origenes Werke”, vol. 10, side 385-388. Refereret til i “Which Bible?”, side 95.
[30] http://www.newadvent.org/fathers/0412.htm
[31] http://catholicinsight.com/online/church/biographies/origen.shtml
[32] ”A Handbook of Patrology”, s. 90, af Pastor J. Tixeront
[33] ”Final Authority”, s. 191-195, af Grady
[34] ”A Handbook of Patrology”, s. 92.
[35] “The Traditional Text of the Holy Gospels”, af Burgon og Miller, side 162
[36] http://www.britannica.com/eb/article-9061764
[37] “Antiquities of the Jews”, af Flavius Josefus, bog 12, kapitel 2
[38] http://www.newadvent.org/cathen/13722a.htm
[39] http://www.ccel.org/c/charles/otpseudepig/aristeas.htm, vers 20
[40] http://www.ccel.org/c/charles/otpseudepig/aristeas.htm, vers 47-50
[41] http://www.jewishencyclopedia.com/view.jsp?artid=1765&letter=A#5334
[42] “Answers to your Bible Version Questions”, side 49
[43] http://www.answers.com/topic/ptolemy-ii-of-egypt
[44] “Forever Settled: A survey of the Documents and History of the Bible”, af Jack Moorman, side 11
[45] Sammesteds, side 16
[46] Sammesteds, side 12
[47] Sammesteds, side 13
[48] Sammesteds, side 14
[49] Læs evt. Eusebius’ ”The History of the Church (Ecclesiastical History)”, bog nr. 6
[50] ”Life of Constantine”, Bog IV (4), kapitel XXXVI (36) - http://www.newadvent.org/fathers/25024.htm
[51] http://www.newadvent.org/cathen/05118a.htm
[52] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=330
[53] ”Introduction to Textual Criticism of N. T.”, af A. T. Robertson, side 80
[54] ”Burgon and Miller, The Traditional Text”, side 163
[55] http://www.newadvent.org/cathen/04085a.htm
[56] http://www.answers.com/topic/pamphilus-of-caesarea
[57] http://www.newadvent.org/cathen/14637b.htm
[58] http://www.newadvent.org/cathen/15527b.htm
[59] http://www.newadvent.org/cathen/05607b.htm
[60] ”A Plain Introduction to the Criticism of the New Testament for the Use of Biblical Students”, Vol II, 4. udgave (1894), af Frederick Scrivener side 43,
[61] ”Popery, Puseyism, Jesuitism”, side 1
[62] ”Popery, Puseyism, Jesuitism”, side 53
[63] http://www.newadvent.org/cathen/14530a.htm
[64] “Forever Settled: A survey of the Documents and History of the Bible”, side 19
[65] Sammesteds, side 21
[66] ”The Revision Revised”, af John William Burgon, side 15
[67] ”Manuscript Evidence”, af Peter Ruckman, side 70
[68] ”Which Bible?”, side 272
[69] ”True or False”, af David Fuller, side 77
[70] ”The Revision Revised”, side 12
[71] Fra Dr. George Sayles Bishop’s bog ”The Doctrines of Grace”, citeret i “Which Bible?”, side 108
[72] ”Which Bible?”, side 108
[73] http://www.newadvent.org/cathen/05286a.htm
[74] http://www.skypoint.com/~waltzmn/Bios.html
[75] http://cache.britannica.com/eb/article-9046751
[76] “Narrative of the discovery of the Sinaitic Manuscript”, side 23; citeret i ”The Revision Revised”, af Dean John William Burgon, side 343
[77] “Manuscript Evidence”, af Peter Ruckman, side 72, 73
[78] ”True or False”, side 77
[79] ”True or False”, side 74, 75
[80] ”True or False”, side 272
[81] 1) Hymne af Moses, 2) Sang af Moses, 3) Sang af Hanna, 4) Sang Af Hizkijas, 5) Bøn af Jonas, 6) Bøn af Habakkuk, 7) Bøn af Hezekia, 8) Bøn af Manasse, 9) Bøn Af Azarja, 10) ”humnos ton pateron hemon”, 11) Magnificat, 12) Nunc Dimittis, 13) Benedictus, 14) ”humnos eothinos”; http://cs-people.bu.edu/butta1/septuaginta-html/lxx-odae.html; http://www.bl.uk/catalogues/manuscripts/HITS0001.ASP? VPath=c!/inetpub/wwwroot/mss/data/msscat/html/38030.htm& Search=1+D+V&Highlight=F
[82] http://www.newadvent.org/cathen/04080c.htm
[83] “Erasmus of Christendom”, af Roland H. Bainton, side 8
[84] “Encyclopedia Britannica”, 1910, Vol. 9, s. 728
[85] “Short Studies”, af Froude, side 76
[86] “The Life and Letters of Erasmus: Lectures Delivered ad Oxford 1893-4”, af Froude, side 5-8)
[87] “The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge”, vol. 4, side 164
[88] “The Life and Letters”, side 170, 340
[89] “The Life and Letters”, side 175, 176
[90] “The Life and Letters”, side 16, 17
[91] “The Story of Civilization: The Reformation”, af Durant, Will, vol. 6, side 271, 272
[92] Bainton, side 35, 36, 203
[93] “The Life and Letters”, side 70, 130
[94] Mangan, side 87, 88 m.fl.
[95] “The Life and Letters”, side 54, 55, 57-58)
[96] Durant, side 275 m.fl.
[97] “Erasmus: His Greek Text and His Theology”, af Kutilek og Douglas, side 4, 6. Riplinger fortæller endvidere at den fodnote som Kutilek tilbyder for at dokumentere han påstand, eksisterer ikke ved eftersyn!
[98] “Erasmus and the Textus Receptus”, af William Combs,Detroit Baptist Seminary Journal, foråret 1996 side 45, 53
[99] “Erasmus’s Annotations on the New Testament”, af Erika Rummel, side 23)
[100] “The Life and Letters”, side 119
[101] Durant, side 183
[102] “The King James Only Controversy”, af James White, side 58, 59
[103] “The Life and Letters”, side 216-217, 233
[104] Bainton, side 137; “The Life and Letters“, side 187
[105] “Letters”, IV, side 530
[106] “Letters”, X, side 307
[107] Durant, side 429, 430
[108] “Short Studies”, af Froude, side 128
[109] “Our Authorized Bible Vindicated”, af Benjamin G. Wilkinson, kap.3, afsn.7: “Tyndale’s towering genius is used to translate Erasmus into English”
[110] “Life of Tyndale”, af Demaus, side 130
[111] “Which Version is the Bible?”, af Floyd Nolen Jones, side 69
[112] “In Awe of Thy Word”, af Gail Riplinger, side 947
[113] “In Awe of Thy Word”, side 947-948
[114] “A Plain Introduction”, af Scrivener, vol 2, side 193, 195 - citeret i “In Awe of Thy Word”, side 948
[115] “In Awe of Thy Word”, side 948
[116] ”The Revision Revised”, side 27
[117] “Our Authorized Bible Vindicated”, kap. 10, afsn. 5
[118] Brooke’s Cartwright, side 256, citeret i “Our Authorized Bible Vindicated”, kap. 4.
[119] “Our Authorized Bible Vindicated”, kap. 8, afsn. 1
[120] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=370
[121] http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=429
[122] http://encarta.msn.com/encyclopedia_761574614/James_I_(of_England).html
[123] “Which Version is the Bible?”, side 66
[124] “Which Version is the Bible?”, side 66
[125] “Our Authorized Bible Vindicated”, kap. 5, afsn. 3; “Which Version is the Bible?”, side 66
[126] “Which Version is the Bible?”, side 67
[127] http://www.learnthebible.org/preservation_king_james.htm
[128] “The Translators Revived”, af Alexander W. McClure, side 58-59
[129] “Which Version is the Bible?”, side 67
[130] “Bible Versions”, af Eldred Thomas, side 12
[131] “The Translators Revived”, side 66, 69
[132] “Our Bible and the Ancient Manuscripts”, af Sir Frederick Kenyon, 5. udgave, side 306.
[133] “The Revision Revised”, side 113
[134] http://en.wikipedia.org/wiki/Francis_Bacon
[135] http://www.sirbacon.org/links/chronos.html - Scroll ned til 1611: ”1611 The King James Bible is published, edited by F.B., with the title page illustrated by Bacon. (Another of his talents was sketching and intricate designing.)”
[136] http://en.wikipedia.org/wiki/Manly_Palmer_Hall
[137] “Rosicrucian and Masonic Origins”, kap. 19, side 410; http://www.phoenixmasonry.org/roscrucian_and_masonic_origins.htm
[138] “Now is the Dawning of the New Age New World Order” af Dennis Laurence Cuddy, side 10.
[139] “The Secret Destiny of America”, af Manly Palmer Hall, side 176
[140] “Masonic and Occult Symbols Illustrated”, af Cathy Burns, side 122
[141] “The Builders: A Story and Study of Masonry”, af Joseph Fort Newton, side 13-14
[142] “Morals and Dogma of the Ancient and Accepted Scottish Rite of Freemasonry”, af Albert Pike, side 15-16.
[143] “The Symbolism of Freemasonry: Entered Apprentice, Fellowcraft, and Master Mason Complete in One Volume”, af Albert G. Mackey, side 334-335
[144] “America’s Secret Destiny: Spiritual Vision and the Founding of a Nation”, af Robert Hieronimus, side 81
[145] “Jesus kommer virkelig snart”, http://www.tagryggen.dk/show_article.php?num=290
[146] “Richardsons Monitor of Freemasonry”, af Jabez Richardson, side 161; http://www.hti.umich.edu/cgi/t/text/pageviewer-idx? c=moa;cc=moa;rgn=full text;idno=AHK6850.0001.001;didno=AHK6850.0001.001;view=image;seq=00000163
[147] http://www.cuttingedge.org/news/k1001.cfm
[148] “Rose Cross Magazine”, 1975, side 214; se også ovenstående link.
[149] http://www.exchangedlife.com/QandA/kjv_only1.shtml
[150] http://cyberreviews.skwc.com/essay_king_james_only_debate.html
[151] http://www.phoenixmasonry.org/mackeys_encyclopedia/n.htm - scroll ned til “Nineveh”
[152] “The Answer Book”, af Samuel C. Gipp, spm. 5; http://www.chick.com/reading/books/158/158_05.asp
[153] “Life of F. W. Faber”, af J. E. Browden, side 192
[154] “Secret History of the Oxford Movement”, af Walter Walsh, side 292
[155] Tract 90, side 11; http://anglicanhistory.org/tracts/tract90/ (Oxford bevægelsen også blev kaldt den traktarianske bevægelse – traktarianisme, beskrevet som en ”højkirkelig anglokatolsk retning”. Bevægelsen udgav mellem 1833–1841 en serie kaldet ”Tracts for the Times”, hvorfra udtrykket stammer)
[156] Tract 83, side 30, 37; http://anglicanhistory.org/tracts/tract83.html
[157] “Apologia pro Vita Sua”, af John Henry Newman, kap. 5, side 259; http://www.newmanreader.org/works/apologia65/chapter5.html
[158] “Life of Hort”, Vol. II, side 30
[159] “The Canon of the Old Testament”, af biskop Tobias Mullen, side 335
[160] “Our Authorized Bible Vindicated”, kap. 8, afsn. 9
[161] “Life of Wiseman”, af Ward, Vol I, side 454
[162] ”Life of Westcott”, Vol I, side 223
[163] ”Life of Westcott”, Vol I, side 285
[164] “Life of Hort”, Vol. II, side 18
[165] “Which Version is the Bible?”, side 51
[166] “Which Bible” side 144-145
[167] http://www.jewishencyclopedia.com/view.jsp?artid=298&letter=L
[168] http://www.catholic.com/library/Pillar.asp
[169] http://www.newadvent.org/cathen/14526a.htm
[170] “The doctrines of grace: and kindred themes”, side 43
[171] “The doctrines of grace: and kindred themes”, side 50-51
[172] ”Which Bible?”, side 155-156
[173] “Life of Hort”, Vol. I, side 76
[174] “Life of Hort”, Vol. I, side 430
[175] ”Which Bible?”, side 154
[176] “Life of Hort”, Vol. I, side 416
[177] “Some Lessons”, af Westcott, side 187
[178] “Forever Settled: A survey of the Documents and History of the Bible”, side 65-68
[179] http://www.revisedstandard.net/text/WNP/id_4.html#_ftnref126; “Forever Settled”, side 69
[180] “Introduction to the New Testament in the Original Greek “, af Westcott og Hort
[181] “The Causes of the Corruption of the Traditional Text of the Holy Gospels“, af Burgon, side 211-212
[182] “The Text of the New Testament“, Metzger, side 201
[183] “Life and Letters of Fenton John Anthony Hort”, af Arthur Fenton Hort (John Anthonys søn), volume 1, side 211.
[184] “Life of Westcott”, Vol. I, side 117
[185] “Life of Westcott”, Vol. I, side 81, 251
[186] “Life of Hort”, Vol. II, side 49, 50
[187] “The Revision Revised”, side 3
[188] “Addresses” af Dr. Elliot, side 61
[189] ”History of the R. V.”, af Hemphill, side 44
[190] “Life of Hort”, Vol. II, side 146
[191] “Life of Westcott”, Vol. I, side 396-397
[192] “The English Bible”, af W. F. Moulton, side 185
[193] “The English Bible”, af W. F. Moulton, side 184
[194] “Addresses” af Dr. Elliot, side 118
[195] “Our Authorized Bible Vindicated”, kap. 10, afsn. 1
[196] ”Submission of Revised Version to Convocation”, af Elliot, side 27.
[197] ”Revised Version”, af Canon Cook, side 227, 231
[198] “Some Lessons”, af Westcott, side 198
[199] http://www.bibelselskabet.dk/information/bibelinfo.html
[200] ”The Revision Revised”, side 42
[201] ”The Revision Revised”, side 41
[202] ”The Revision Revised”, side 410
[203] “True or False?”, af David Otis Fuller, side 108-109
[204] ”Answers To Your Bible Version Questions”, side 133-134
[205] “Which Bible?”, side 168
[206] ”Answers To Your Bible Version Questions”, side 117-118
[207] ”Die Schriften des Neuen Testaments in ihrer ältesten erreichbaren Textgestalt hergestellt auf Grund ihrer Textgeschichte” (Det Nye Testamentes Skrifter restaureret til sine tidligste opnåelige tekst-form, på grundlag af deres tekstuelle historie), af Von Soden, side 486
[208] http://www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2005/09/22/nbible22.xml
[209] http://www.thewordonthestreet.co.uk/the%20books%20home.htm
[210] http://www.thewordonthestreet.co.uk/the%20books%20bits.htm
[211] http://www.biblesociety.com.au/smsbible/index.html
[212] http://www.biblesociety.com.au/BS/Bible/history_firstrans.html
[213] http://www.biblesociety.com.au/BS/Bible/history_latin.html
[214] http://www.biblesociety.com.au/BS/Bible/history_engbible.html
[215] http://www.biblesociety.com.au/BS/Bible/history_othertrans.html#Anchor-Th-35730
[216] http://www.prnewswire.com/cgi-bin/stories.pl?ACCT=109&STORY=/www/story/05-31-2005/0003766346&EDATE=
[217] http://www.mirror.co.uk/news/topstories/tm_objectid=17525519& method=full& siteid=94762-name_page.html
[218] http://news.sky.com/skynews/article/0,,30200-13536661,00.html
[219] “Which Bible?”, side 197, 198
[220] “Forever Settled: A survey of the Documents and History of the Bible”, side 29
[221] http://www.aramaicpeshitta.com/AramaicNTtools/dr_george_lamsa_bible.htm
[222] Jf. en personlig mailudveksling med David Daniels, d. 20-06-2006, hvor han fortæller at: ”When I came to discover the truth – and much to my own surprise the King James Bible turned out to be both the preserved TEXT and the perfect TRANSLATION of God’s preserved words (I actually wept – I don’t think I really wanted it to be true, because it invalidated a lot of years of training I had experienced) - shortly after that my life drastically changed”
[223] ”Answers To Your Bible Version Questions”, side 163, 165; http://www.chick.com/ask/articles/lamsa.asp
[224] ”Studie Bibelen”, bind I, side 215
[225] ”Ruach Quadim”, af Andrew Gabriel Roth, side 26
[226] http://www.abu.nb.ca/courses/NTIntro/Mark.htm
[227] ”Ruach Quadim”, side 234-235
[228] http://www.v-a.com/bible/
[229] ”Ruach Quadim”, side 52-53


Debat: Bibelens Historie

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*


Emne: Om Bibelen

- Bibelens modsigelser og fejltagelser [26-10-06]
- Bibelens troværdighed [12-04-03]
- Den smalle vej er blevet gjort ukendelig [10-08-05]
- Der er tre, som vidner [28-07-02]
- Hele skriften er indåndet af Gud [09-04-07]
- Hvad står der i bibelen - om bibelen? [03-11-13]
- Jesuitpræster bag NIV bibeloversættelsen [08-07-02]
- Krig mod Bibelen [11-09-98]

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation
Du er altid velkommen til at skrive til os!
Ud over debat på alle artikler og nyheder, kan du sende e-mail på følgende adresse: