Udskriv
OversigtKatolikkerne har flere veje til frelse, medens Bibelen kun peger på én vej: Jesus, som er “vejen, sandheden og livet”. Joh. 14:6.
Hvad er mere farligt end at katolikkerne ved et falsk budskab lover adgang til Himlen ved gerninger og sakramenter, når kendsgerningen er, at vi intet kan gøre til vor frelse, udover at modtage vore synders nådige forladelse ved tro på Jesus Kristus. Vi må fastslå, at katolicisme er falsk i henhold til Bibelen, hvad jeg vil prøve at belyse med denne artikel.
Den romerske katolske Kirke vil samle alle religioner under sig
I 1970 afholdtes der i Kyoto i Japan d. 16-22. oktober en religions- og fredskonference. Der var deltagere fra verdens største religioner: judeokristne, buddhister, hinduer, shintoister m. fl. Ifølge Dr. Eisendrath var der “næppe en religion fra Orienten eller Vesten, der ikke var repræsenteret. Og Los Angelos Times, 10. maj. 1970 skrev, at der var repræsentanter fra lederne bag jerntæppet, fra Afrika og andre steder i verden.
Det var den romerske ærkebiskop fra New Delhi, der ledede mødet, hvor 1600 delegerede deltog.
Siden har der været lignende møder, som for eks. religionernes bede- og fredsmøde i Asisi i oktober 1986, hvor der var repræsentanter fra alverdens store religioner. Ved dette møde kunne man se buddhister bede til en buddha-statue, der var opstillet på alteret i Peterskirken i Asisi. Der var åndemanere, der udførte deres former for afgudsdyrkelse. Der var indiske tempeldansere i kirken. Og en muslim anråbte Allah fra kirkens tag, o.s.v.
Et nyt møde fandt sted d. 28. oktober 1987, hvor muslimer, jøder, buddhister, hinduer m.fl. deltog. Og til slut drog denne skare gennem Rom i samlet flok.
Ved åbningen af den INTERNATIONALE BEKEN- DELSESKIRKEs møde i Zürich, 12-18 sept. 1987, udtalte den tyske professor, Peter Bairhaus: “Den vestlige verden er på vej ind under regnbuens tegn og ind under religions-blanderi, hvori Østens mystik, okkultisme og New Age filosofi er de bærende elementer. New Age har mulighed for at blive en verdensreligion. Kirkens ledere såvel i Rom som Geneve (Kirkerns Verdensråd) har åbnet dørene for New Age, hvis lære er i modstrid med den bibelske kristedom...”
Romerkirken er stærk involveret i New Age, og i en tale, som pave Johannes Paul II holdt d. 18. okt. 1978, fremgår det, at alle trosretninger og alle religioner skal underkastes “moder-kirken” med paven som leder.
De forskellige paver har hævdet, at kirken skal bygge på Peter. Årsagen er Jesu svar til Peter, hvor han sagde: “... du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min menighed...”, Matt. 16:18. Dr. T. Skat Rørdam skriver i sin oversættelse om disse ord: “Der er et uoversætteligt ordspil i disse ord hos Mattæus... De kunne gengives: “Du er en mand af klippeart (en klippemand), og på denne klippe vil jeg bygge min menighed.” Tydeligt og klart er det mennesker med vilje til at følge Jesus og med en bekendelse lig Peters, Jesus vil bygge sin menighed på. Men paven fordrejer disse ord til egen fordel og narrer mange til at tro hans version.
Pave Pius XII kronede personligt 13. maj 1946 en statue af “Vor frue i Fatima” og gjorde hende til verdens dronning. (Soul Magazine, Special Issue, 1981, side 6.) I Soul Magazine, 22 august 1981, finder vi et billede af pave Johannes Paul II, der bøjer sig i tilbedelse for pilgrimsstatuen ved festen for Maria som dronning. Og en statue af Maria er rejst verden rundt og er blevet tilbedt af katolske tilhængere. The Fatima Crusader, februar/april 1986 bringer et billede af statuen foran Peterskirken i Rom d. 8. december 1985. På denne dag afholdtes en ekstra synode, hvor pave Johannes Paul II for fjerde gang på fire år indviede verden til den “velsignede Jomfru Maria”.
I KATOLSK ORIENTERING, d. 17. august 1988, stod følgende: “Maria er undfanget uden synd...” I Rom 3:23 står: “Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.” Ordet ALLE omfatter også Maria. Det er vranglære at hævde, at hun fødtes uden synd. Dvs, at hun ikke havde behov for frelsen i Jesus Kristus.
I KATOLSK ORIENTERING, 28. jan. 1987, stod: “Mariaåret begynder... 7.juni 1987 og afsluttes 15.august 1988 ved festen for Marias optagelse i Himlen... Det sidste marianske år proklamerede pave Pius XII i andledning af ... dogmet om Marias uplettede undfangelse... Ligesom dengang vil der også i dette Maria-år blive givet særligt aflad for synder.”
Fra KATOLSK ORIENTERING 1. okt. 1988 citerer jeg: “MARIA-ÅRET OG VERDENSFREDEN!: “... Marias uerstattelige placering i Guds frelsesplan... Maria, vor Mor... har vist sig ivrig efter at hjælpe os, netop ved at pege på sin Søns evangelium og gøre det levende for os.” Det er en alvorlig forvrængning, idet Maria med disse ord indtager Helligåndens plads (Se Joh. 14:26).
Og fra samme blad: “Maria! Måtte jeg som dig nå frem til fuldendelse! Men din Søn stiller krav, som jeg med min bedste vilje ikke kan honorere...”
Vi læser i 1.Joh. 2:1-2: “Synder nogen, så har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en soning for vore synder, ja, ikke alene for vore synder, men også for hele verdens.”
Og i KATOLSK ORIENTERING, 17. august 1988, vises der frimærker, der er udgivet i anledning af Maria-året. Det dyreste af disse mærker forestiller Marias optagelse i Himlen.
Der står intet i Bibelen om, at noget menneske kan give aflad for synd, tværtimod. Kun Gud kan tilgive synd. At Maria skulle kunne hjælpe nogen efter sin død eller er vor moder er frit opfundet, inspireret af hedensk gudelære. At hun er trådt i Helligåndens sted er ikke mindre frit opfundet. Og ligeså, at hun er opfaret til Himlen.
I den indledende bøn til messen (Maria, meddeleren), tillæmpes ordene: “Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone (hos Maria) for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid”. Hebr. 4:16.
Den tidligere dominikanermunk Angel Béart siger, at Den romerske katolske Kirke lærer, at Maria fortsætter sin gerning i Himmelen som medforløser og er den, der deler bønnesvar og nådesbeviser ud, som folk har gjort sig fortjent til. KATOLSK MINI LEKSIKON skriver: “... i uddelingen af nåden er Maria virksom, iflg Pius X er hun halsen, der forbinder hovedet med legemet...”
Romerkirken lærer, at ingen bliver født til det guddommelige liv, uden at “Maria har været ophav til det på overnaturlig måde.... Vi kan ikke gøre noget uden nåde, og al nåde kommer til os fra vor himmelske moder.”
KATOLSK MINI LEKSIKON skriver i afsnittet jomfru Maria
: “Som den nye Eva, de levendes moder... fordi hun er fritaget for arvesynden... hun kan følge ham helt ind i hans herliggørelse...”Og der står i LAVIE CATHOLIQUE, Paris 1922: “Hun bevarer os fra det onde, og hun bevarer os - om vi tør sige det - fra sin Søn, sådan som en mor i en familie går imellem, når det mandlige vanvid bryder ud.”
Den romersk katolske Kirke er uden diskussion verdens største jordbesidder og ejer derudover en meget stor, aktiv kapital og uvurderlige kunstgenstande, som ingen tør sætte værdi på. Ikke mindst de ægyptiske papyrusruller, der er at finde i Vatikanets bibliotek. I pavens stab findes en række specialister i investeringer og særlige forretninger. Alt, hvad disse personer foretager sig, er omgærdet med stor hemmelighed. Opkøb og salg af værdipapirer sker gennem kamouflerede kanaler, så ingen har nogen ide om, hvad Vatikanet sælger eller køber.
Corrado Pallenberg skriver i sin bog, VATIKANETS PENGE: ”Man ved, at Den hellige Stol har en betydelig guldreserve, som opbevares i Fort Knox.”
Det er tilsyneladende det motto, Vatikanet anvender, når det gælder at forøge rigdommen. Men alt kan overdrives. En dag dumpede der en telex ned i politihovedkvarteret i Rom, som lød:
Vi har fornylig modtaget ubekræftede forlydende om, at følgende personer er indblandet i ulovlig handel med nartotika og hallucigener mellem USA, Italien og muligvis andre europæiske lande! Derefter fulgte CIAs kartotek derom, der rummede mange oplysninger om Sindona (Vatikanets chef for økonomiske transaktioner) og hans nære tilknytning til mafia-familien Gambino i New York. Denne familie og flere andre med forbindelse til mafia-verdenen hjalp hverandre med at producere, smugle og handle med narkotika og havde et påtrængende behov for mænd som Sindone.
Den katolske Kirkes ledere uddannes i skoler, der træner dem op til at bevåge folk og sikre sig, at der intet sker blandt katolikker, de ikke ved noget om. Skriftestolen anvendes flittigt, eftersom der er tvungent skriftemål. Herigennem kan Kirken tiltvinge sig viden om personer og situationer, som derved bliver bundet hårdt til Kirken. Pavekirken har også sit hemmelige politi, jesuiterne, som ikke går af vejen for noget som helst.
Olav Valen-Sendstad gør i sit hæfte MOSKVA-ROM rede for, at nazi-fascismen i virkeligheden intet mindre er end ROMERPAVENS og det HØJERE KATOLSKE HIERAKIS politiske redskab. Valen-Sendstads oplysninger stemmer med informationer fra CONVERTED CATHOLICS i USA, der er en forening af tidligere katolske præster, munke og nonner, som er blevet omvendt til evangelisk tro og udtrådt af Romerkirken.
Pave Pius XI havde ikke noget til overs for demokrati. Med Lateran-traktaten indgik han og fascismen et “ægteskab” til fordel for dem begge. Kirken fik for eks. mange privilegier, ved at staten beskyttede præsteskabet og dens kirkepolitik.
Dette fællesskab blev stærkere som tiden gik. Biskopperne svor troskab til den fascistiske stat, og Mussolini gav store bidrag til kirken. Da Mussolini startede en krig imod Ætiopien i 1935, velsignede pave Pius XI felttoget. Og som gode “ægtefæller” delte paven og Mussolini byttet fra Ætiopien. Også i dag støtter Den katolske Kirke den fascistiske tankegang.
“Positiv kristendom” er et jesuitisk-benævnelse for AGRESSIV KATOLISCISME udfra en fascistisk og anti-liberal form. Denne form tilegnede Hitler sig, og det prægede stærkt hans national-socialistiske parti, hvilket han også redegør for i Art. 24. Heri gentager han anti-jødiske argumentationer fra den “positive kristendom”, som blev stærkt forkyndt over hele Tyskland af JESUIT-PATERNE.
Fritz Thyssen, stålkongen, der financerede Hitler i hans opkomst, skrev efter at være flyttet til Schweiz i et derværende “Arbeiderzeitung” en artikel med følgende, talende overskrift: “Pave Pius XII bragte Hitler til magten, da han var nuntius.” (Nuntius = pavelig gesandt.)
20.juli 1933 kom Hitler til magten i Tyskland. Og kun 6 måneder efter undertegnede Hitler, kardinal Pacelli (der blev pave under navnet Pius XII) og Franz von Papen, der selv var ivrig katolik og fascist, et konkordat, der gav den katolske kirke i Tyskland meget store fordele, som den protestantiske kirke ikke fik del i.
Igennem dette ses tydeligt et katolsk-nazi-fascistisk komplot, der skulle bringe alle disse parter et skridt nærmere deres ønskers mål, at få mere magt.
Valen-Sendstad skriver, at han ikke havde turdet informere om, hvad der skete i Frankrig, dersom det ikke allerede i 1944 var blevet publiceret i CONVERTED CATHOLICS MAGAZINE.
Længe før 2.verdenskrig opstod i Frankrig en bevægelse kaldet “Action Francaise” “AF” . Selv om det var agnostikere, der startede denne bevægelse, fik den bred tilslutning af højerestående katolikker, biskopper og mange præster. Og det stod snart klart, at “AF” gavnede Hitlers sag ved at udsprede uenighed og overgivelsesvilje blandt de franske officerer.
“AF” propaganderede mod jøder, socialister, kristelige demokrater m. fl. Og propagandaen bar frugt, så der nu kunne påbegyndes nye katolsk-fascistiske bevægelser. En af disse var “Croix de Feu”, der blev grundlagt af en højtstående officer, oberst de la Rocque. Han var oplært af jesuiterne og blev kaldt for Frankrigs fascist nr. 1. Han havde sin egen hær, der blev financieret af katolske millionærer. Og han havde fine forbindelser med tilsvarende tyske, italienske og spanske organisationer. Oberst de la Rocque havde en stærk magt bag sig i “AF”. Og bag ham stod General Weygand, som var den virkelige leder for Frankrigs militær i 1940. Og han var fuldstændig jesuitternes redskab, eftersom de havde opdraget ham. Som “pæn” jesuit gjorde han ikke det “beskidte arbejde” selv, men lod oberst de la Rocque lede de fascistiske terrorister, og en anden lede Frankrigs hær. Alt var vel tilrettelagt, gennem Weygand og hans mænd skulle Frankrig falde i fjendens hånd.
Efter Vatikanets anvisninger arbejdede jesuitterne på at få en katolsk præsident i Amerika. Og ligeledes gjorde NATIONAL CATHOLIC COUNCIL, der oprettedes i 1919.
Den anvendte fremgangsmåde var og er, at som en god katolik skal alle rette sig efter katolsk opfattelse - også ved stemmeafgivelse. Det regnes som en dødssynd ikke at følge kirkens instruktioner. Dvs., at der udøves både åndelig og psykisk terror fra Romerkirkens side for at nå sit mål.
Jesuitterne udøver åndelig terror i det skjulte i mange lande, mest hvor befolkningen i forvejen er katolsk. Tyskland bliver i det skjulte grundigt bearbejdet, for at Den katolske Kirke kan udmanøvrere de protestantiske kirkesamfund.
I KATOLSK MINI LEKSIKON står der: “Den hellige tradition og den hellige Skrift er ... to måder, hvorpå åbenbaringen i Jesus Kristus er videregivet til os... Skrift og tradition udgør tilsammen Guds ord til Kirken...”
Personer opvokset i den katolske tro kan let glide ind i hedenske skikke og senere lade sig indvi som hekse og tage deres klædedragter og brug af lys og røgelser med sig fra kirken. (Se VICCA, W. Schnoebelen, side 85.)
Den romerske katolske Kirke er gennemsyret af hedenske skikke, ikke blot fra Babylon men fra mange andre religioner. Vi ser for eks. på gamle fønikiske mønter, at fønikierne bar rosenkrans, længe før paven kom til. Brahmanerne anvender rosenkranse, når de tilbeder Vishnu. Ligeledes Sivas tilbedere. Og muslimerne anvender rosenkranse, når de tilbeder Allah.
Pavens tiara (krone) er identisk med den, guderne bærer på fundne assyriske tavler. (Durant: The Story of civilization: The Age og Faith.) Tiaraen er også lig den model, som filistrenes fiskegud, Dagon, bar. (ENCYCLOPEDIA OF RELIGION, VOL. 1 article “DAGON”.)
I Kanons and Decrees of the Counsel of Trent står: “.....Hvis nogen siger, at messeofret... blot er en ihukommelse af, at ofret blev fuldbyrdet på korset... lad ham blive anathema.” (Anathema, græsk ord for forbandelse.)
Dette viser tydeligt, at messen betragtes som et offer. Dvs at Jesus efter katolsk mening ofres igen hver søndag. Men det modsiges af det, der står i Hebr. 9:11-12 og 1.Peter 3:18.
Både hedenske religioner og katolikkerne tror på en ny chance efter døden. For katolsk vedkommende er det skærsilden. KATOLSK MINI LEKSIKON skriver: “Skærsilden (lat. purgatorium) er et renselsessted eller en mellemtilstand mellem døden og saligheden, som de sjæle befinder sig i, der har svaghedssynder, de endnu ikke har sonet... De døde (kan) ikke mere selv medvirke til deres egen renselse eller helliggørelse... Men de helliges samfund kan træde supplerende ind for dem her på jorden i form af personlig bod og forbøn, gode gerninger og fremfor alt deltagelse... i sjælemesser.”
Den katolske Kirke følger ikke Bibelens lære om, at syndefaldet fik katastrofale følger for menneskeheden. Den lærer kun, at det var de såkaldte “overnaturlige gaver”, som Gud havde givet til menneskene i skabelsen, der blev tabt. Den lærer, at kampen imellem kødet og ånden ikke er opstået som følge af syndefaldet, men at vi er udgået fra Guds hånd med denne brist i os, og derfor er den som sådan ikke nogen synd.
Både i hedenske religioner og hos katolikkerne tror man på ritualer med smerter, ydmygelser og spægelse af kødet. Selvpiskning forekommer endnu hos katolikkerne, selvom den visse steder er mildere end tidligere.
Romerkirken har i høj grad videreført Romerrigets traditioner og sprog, og kirkelovene er stærkt præget af det gamle, romerske system. Romeriget var umættelig, og det er Den romersk katolske Kirke også. Den anser, at Roms hedenske fortid var bestemt af den Almægtige, fordi det romerske kejserrige derved banede vej for den store, katolske Kirke.
Men denne kirke er stadig organiseret efter Romerigets forbillede. De lokale bispedømmer svarer for eksempel til Romerigets territoriale inddelinger. De gejstliges stillinger svarer til forbilleder, hentet fra det romerske administrative forvaltning. Og kirkelovene er præget af de gamle, romerske love.
Og det er ikke uden grund, at paven kalder sig PONTIFEX MAXIMUS. Denne titel blev brugt af de romerske kejsere og betegnede, at de var brobyggere mellem menneskeheden og guderne.
KATOLSK MINI LEKSIKON skriver: “Pontifez (latinsk brobygger): Betegnelse for visse højtstående, hedenske præster i det antikke Rom... Pontifex Maximus er en af pavens titler og ses ofte på indskrifter, for eks. : Ioannes Paulus II Pont. Max”
Vi læser i samme bog “Ex Cathedra” (latinsk: fra lærestol): Ex Cathedra udsagn er ufejlbarlige og dermed forpligtende lære for alle katolikker. Eks.: Dogmerne om Marias uplettede undfangelse (1854) og Marias optagelse i himlen. (1950).
Luis Padrosa (fremover LP) var en af de mægtigste indenfor jesuitterordenen i Spanien. Han var viceordfører i verdenskomitéen for psykologer og psykiatrikere. Han var en mand med stor indflydelse, og hans omvendelse har sikkert rystet Den katolske Kirke.
I løbet af kort tid var flere højtstående katolikker blevet omvendt og havde forladt Romerkirken. Derfor besluttede de spanske kardinaler og biskopper, at der i hele landet skulle foretages et omfattende fremstød for at gøre en ende på den “smitte”, der var opstået i forbindelse med disse omvendelser.
LP var en stortaler, som kunne samle store skarer. Han ville slå protestanterne på deres eget felt og dokumentere deres vildfarelse. Men ved granskningen af Den hellige Skrift for at bevise dette blev han ramt af Ordet og tvunget ud i en lang og smertelig samvittighedskrise.
“Den hellige Skrift har besejret mig!” råbte han i et vidnesbyrd, der rystede den katolske verden. Og med disse ord forlod han Den romerske katolske Kirke. Straks derefter aflagde han sit vidnesbyrd i en lille, evangelisk kirke i Nord-Spanien.
Da Jesus stod for Pilatus, sagde han: “Enhver, som er af sandheden, hører min røst”. Joh. 18:37. LP blev ramt af denne sandhed og sagde straks efter sin omvendelse til protestantiske kristne: “Jeg har fundet, at evangeliet ikke giver nogen grund for romersk katolsk lære.”
LP kunne dog ikke ryste fortiden helt af sig og stillede sig selv spørgsmålet: “Har jeg ført mange sjæle bort fra sandhedens vej?”
I sine vidnesbyrd siger LP: “Den katolske Kirke er ikke en sand menighed, fordi den er fuld af sofismer (baseret på falsk logik), og en kirke, der ikke er bygget udelukkende på sandheden, kan ikke være en Jesu Kristi Kirke. Romerkirken er veget bort fra den kristne sandhed, og værre er, at den ikke som kirke har nogen mulighed for at vende tilbage til Jesu Kristi rene lære.”
LP siger om traditioner, at de ikke er brugbare til noget. “Vi kan kun bygge vor tro på Bibelens ord, traditioner har kun gyldighed, dersom de samstemmer med Bibelen.” KATOLSK MINI LEKSIKON siger derom: “Tradition og den hellige Skrift er derfor to måder, hvorpå åbenbaringen i Jesus Kristus er videregivet til os...” Bibelen siger: “Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn”. Joh. 20:31. Så enkel og ligetil er det. Det er Skriften alene, der viser os vej - ikke kirken og ikke traditioner, der er blevet tillagt i århundredernes forløb. Hele sandheden findes i Jesus Kristus og det ord, han har givet os. Judas skriver i sit brev, at vi skal “stride for den tro, som engang for alle blev overgivet de hellige”. Vers 3.
LP siger videre, at Marias universielle formidling er blevet tillagt hende af senere, katolske forfattere og er en lære, som absolut strider imod Bibelen.
LP fortæller om, hvad der siges til en god katolik: “Jesus Kristus er død for jer, men i bund og grund betyder det ikke noget, for dersom I ikke er meget forsigtige, bliver I fordømt. Jeres frelse beror helt og fuldt på jer selv, på det antal bønner, I beder, hvorledes I bærer skapularet*, jeres hengivenhed for Maria, og at I deltager i altergangen den første fredag i hver måned i ni måneder... ikke syv eller otte. Dersom det ikke er ni måneder, er det til ingen nytte. Og I må foretage en særskilt andagt til den hellige Peter eller den hellige Antonius... og ikke glemme de tretten “Fader vor” til den sidstnævnte. Dersom I ikke beder mere end tolv “Fader vor”, er det til ingen nytte”, osv. osv.
*Skapular: En del af munkers og nonners ordensdragt, som består af to lange, brede stykker stof, der hænger ned fra skuldrene foran og bagpå.
LP fortæller videre, at i den katolske kirke giver præsterne syndsforladelse. Når han siger: “Ego et absolve a peccatis tuis (= jeg løser dig fra dine synder), er alt i orden. Men i hele Bibelen ser vi, at det kun er hos Gud, vi kan få syndernes forladelse.
Biskoppen blev vred over LPs omvendelse og bekendtgjorde i alle aviser og fik læst op i radioen: “Den, der læser LPs skrifter, SKAL RAMMES AF DEN STRENGESTE BANDLYSNING!”
Men folket rettede sig ikke derefter. LPs skrifter blev læst alle steder, hvor folk mødtes. Og det kristne liv fik en opblomstring i Spanien.
Kirkens tjenere kaldtes klerus, og menige for plebs. Ordet klerus betød oprindeligt et ved lodkastning tildelt embede (jvf Apg. 1:25), men kom senere til at betyde den kreds af personer, der havde kirkelige embeder. I begyndelsen havde klerikere ingen særlige rettigheder, men i det tredie århundrede ændredes dette. Samtidig begyndte man at opfatte den hellige nadver som et offer, og klerikerne, der frembar ofret, blev betragtet som ypperligere end andre kristne og blev nu højtidelig ordineret ved håndspålæggelse, ved hvilken man brugte salvning med hellig olie.
Det varede ikke længe, før biskopperne blev betragtet som selvskrevne ledere. Af disse var biskopperne i Rom, Alexandria og Jerusalem de højst ansete. Og Roms biskop kaldtes i reglen PAVE (papa = fader), fordi han var over de andre.
Ifølge CATHOLIC ENCYCLOPEDIA var Peter biskop i Rom fra år 42 til år 67 eft.Kr. Men det stemmer ikke med Bibelen, for vi ved, at han opholdt sig i Jerusalem i år 44 (Apg. 15.kap.) og i Antiokia omkring år 53, hvor der i Gal. 2:11 står om ham: “Men dengang Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham lige i hans åbne øjne, thi dømt var han.” Havde Peter været pave i Rom på dette tidspunkt, er det utænkeligt, at Paulus havde turdet træde op imod ham, som han gjorde.
Mange katolske kirkerbygningers form har rod i hedenskaben. Og det har ligeledes den katolske lære. Men den ypperste katolske kirke, Peterskirken i Rom, er dog noget for sig selv og hæver sig over andre med sin specielle byggestil og det berømte kuppel, som Michelangelo stod bag. Denne kirke skulle kaste glans over paven, der påstår at sidde på Peters stol. Opførelse af Peterskirken var så bekostelig, at paven måtte anvende ekstra midler, tilvejebragt ved aflad. Det var det punkt, der blev anledning til, at Luther gik imod pavens udsending og således årsag til, at protestantismen fremstod.
Stolen, som paven påstår har været Peters, har nærmere været anvendt i mithradyrkelsen. Den er nemlig på forsiden smykket med dyrekredsen og af solguden Herakles-Mithras bedrifter. Den kunne have været sæde for mithtrasdyrkelsens ypperstepræst - pater patrum og utænkelig er det ikke, at de første paver har betragtet sig som efterfølgere af PATER PATRUM og som sådan taget hans stol i arv, hvad flere ting taler for. Der, hvor Vatikanet nu ligger, fandt den tidligere mithradyrkelse sted. Og samme sted fandtes et tempel for modergudinden Kybele. Et er sikkert, Peter ville aldrig have anvendt en stol, som var smykket med dyrekredsens billeder og beretninger om solguden Herekles-Mithras bedrifter.
Hvad den katolske kirke siger om aflad i dag
Jeg citerer fra KATOLSK MINI LEKSIKON: “Aflad: Eftergivelse af straffe, som er en følge af ens synder.... En benådning kaldes aflad. Den kan være total eller delvis.... Man kan opnå aflad for sig selv eller de afdøde....” Der er udgivet en ny formulering om aflad af pave Paul VI i 1967 og en ny håndbog i 1986.
Luther skrev 95 teser. Nr 27 lyder: “De præker tant og menneskeværk, de foregiver, at så snart pengene i kisten klinger, flyver sjælene ud af skærsilden.”
Nr. 32: “De, der mener ved afladsbrevene at være sikre på deres salighed, vil blive evig fordømt sammen med deres læremestre.”
Og nr. 52: “Afladsbrevene giver kun tom sikkerhed for frelsen, om så... paven selv, ville sætte sin sjæl i pant derpå.”
I sidste århundrede var der stor forståelse for nødvendigheden af at være på vagt overfor Den romerske katolske Kirke. Der udkom både i udlandet og i Danmark en række skrifter, blandt andet af G. Schepelern, som skrev en række fremragende småskrifter, der tilsidst blev samlet i en bog. I forordet til denne bog skriver han:
“Det kan formentlig ikke trænge til nogen forklaring eller retfærdiggørelse, at der i vore dage her i vort fædreland gribes til våben mod Romerkirken. Den rastløs arbejdende propaganda, der sender flere og flere emissærer ind over de nordiske grænser, og hvor bestræbelser hver dag bliver mere og mere faretruende, gør det til en pligt ikke at tie men at gøre, hvad man formår for at oplyse vort folk på dette område.”
Da jeg for nogle år siden for første gang skrev en samlet redegørelse om Romerkirkens lære, var det naturligt at opsøge den største antikvar, jeg vidste kunne have litteratur derom. Han meddelte, at der ganske rigtigt havde været et væld af oplysninger om Den katolske Kirke, men gennem årtier havde der ikke været nogen, der ønskede at købe, så nu havde han kørt et helt læs til papirmøllen. Det fortæller i korthed, at medens man i sidste århundrede var årvågen mod den store fare fra denne kirke, der kalder hedenskab for kristendom, er vi i dag ikke årvågne. Tidsskrifter, især fra Amerika, fortæller om, hvorledes den store skøge vinder frem og narrer mange protestanter til at sige god for katolicismen.
Ifølge dogmet, der blev vedtaget på Vatikan-koncilet i 1870, er paven ufejlbarlig, og derfor skal en katolik betragte pavens udtalelser som Helligåndens klare tilkendegivelse.
P.G Lindhardt skrev kort og rammende i BERLINGSKE AFTENAVIS d. 24/9/63: “En anstødssten er og bliver den pavelige ufejlbarlighed...”
I forbindelsen med bekendtgørelsen om Marias ubesmittede undfangelse udsendtes en bulle, hvori der står: “Den, der nu, hvad Gud forbyde, vover at tænke anderledes i sit hjerte end af os defineret, han er, det kundgør vi hermed, fordømt ved sin egen dom, har lidt skibbrud på troen, og er frafalden fra kirkens enhed.”
I Deharpes lærebog står: “Er vi kristne forpligtede til at holde andre end de ti bud? Ja, vi er også forpligtede til at holde Kirkens bud.”
I Karthago 398 vedtog man følgende: “EXTRA ECCLESIAM NULLA SALUS! (Udenfor kirken ingen frelse). Og det uddybedes af pave Bonifacius VIII (1294-1308) med ordene:
“Vi erklærer, at det for alle menneskelige skabninger er nødvendig til salighed at adlyde den romerske pave.” Denne erklæring er aldrig trukket tilbage og kan ikke trækkes tilbage af nogen pave.
Eusebius skriver, at Nimrod og Semiramis regerede på Abrahams tid. Semiramis er beskrevet som en meget smuk dronning med uhæmmet lyst og tøjlesløse lidenskaber, og var engageret i den stærke mysteriekultur, der kom til at kendetegne Babylon. Hun blev tilbedt som den store moder for guderne, og blev betragtet som identisk med Venus, moderen for al urenhed.
Semiramis blev tidligt afbilledet med et gigantisk bæger i sin hånd (ca. 235 kg). Dette er tydeligt prototypen på “kvinden”, der er beskrevet i Joh. åb. med et guldbæger i sin hånd. “Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: “Babylon den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder”. Åb. 15:5.
Gud siger også tydeligt i Jer. 51.kap., at Babylon var “moder” til alle jordens utro kirker og vederstyggeligheder: “Et gyldent bæger var Babel i Herrens hånd, det gjorde al jorden drukken; folkene drak af vinen, derfor blev folkene galne”. Vers 7.
Den vederstyggelige afgudslære, som fandtes i “bægeret” i Babylon, har spredt sig til hele jorden. Pave Leo XII lod i 1825 præge en medalje. På den ene side vistes hans eget bildede, og på den anden Kirken i Rom, der symbolsk vistes som en kvinde, der i sin venstre hånd holdt et kors og i sin højre et bæger, hvorpå der stod: “SEDET SUPER UNIVERSUM” (Den hele verden er hendes sæde).
“Alma” er præcis det ord, der bruges i GT, hvor Esajas beskriver, at Kristus skulle fødes af en jomfru. “Mater” betyder bl.a. “moder”. Den højeste titel, der blev givet til jomfrumoderen, var HIMMELENS DRONNING. Om hende kan vi læse i Jer. 44:17-19 og 25.
Jeremias blev sendt for at forkynde Guds vrede for jøderne, fordi de tilbad himmeldronningen . Men da folket hørte det, sagde de: “Det ord, du har talt til os i Herrens navn, vil vi ikke høre; nej, vi vil.... tænde offerild for Himmelens dronning...”. Jer. 44:17. Tilbedelsen af himmeldronningen indgik i Den katolske Kirkes lære, blot fik hun navneforandring til JOMFRU MARIA.
Himmeldronningens søn, Tammuz
Tammuz blev regnet for “kvindens sæd” og blev tilbedt og æret med navne, der tilhørte den sande Messias. Tammuz blev også tilbedt i Mithras-dyrkelsen som MELLEMMANDEN under navnet Ba´al-Berith. Se Dommerb. 8:33.
De 40 fastedage, som katolikkerne er påbudt at overholde, stammer også fra Babylon. De synes at være opstået i forbindelse med ihukommelsesfesten for Tammuz´ død og opstandelse. Om disse fester kan vi læse i Ez. 8:3: “Han.. førte mig i Guds syner til Jerusalem, til indgangen til den ydre forgårds nordport, hvor NIDKÆRHEDSBILLEDET, som vakte nidkærhed, stod.”
Vers 14: “Så førte han mig til indgangen til Herrens hus´ nordport, og se, der sad kvinder og græd over Tammuz.”
Vi må på grundlag af de foreliggende kendsgerninger fastslå, at efter al sandsynlighed er Den romerske katolske Kirke ifølge Bibelen “moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.” Jeg citerer et uddrag af noten til Joh.åb. fra CRISWELL STUDY BIBLE:
“Kvinden rider på et politisk dyr, der privat foragter hende. Hun har begået utugt med jordens konger. Hun er beskrevet som moder for skøger, og hun er drukken af de helliges blod, indikeret i hendes intense forfølgelse. Hun gives navnet Babylon, den store (18:2). Afgudsdyrkelsen begyndte i Babylon eller Babel med Nimrod med kulten af moder og barn, Semiramis og Tammuz, og blev sammen med andre elementer i de babyloniske mysterier bevaret i de romerske og græske, religiøse systemer. Ved enden af det første århundrede blev elementer fra disse mysterier adopteret af nogle talsmænd for den kristne tro.... Ved reformationstiden var disse, ældgamle afgudsmysterier virkelig trængt ind i den kristne tro...”
Hvor langt Romerkirken er inde i vildfarelse ses klart af følgende vers:
“Om morgenen før du står op, tegn korsets tegn og sig:
Jesus, Maria og Josef, jeg giver jer mit hjerte og min sjæl.
Hver gang du beder denne bøn, får du aflad for 100 dage, som du kan give til sjælene i skærsilden.”
Hentet fra: WHAT EVERY CHRISTIAN MUST KNOW AND DO, af J, Furniss
Var det da en ofring, Jesus indstiftede ved nadveren? Nej! Jesus sagde: “Gør dette til ihukommelse af mig.” Luk. 22:19. I Jer. 44:19 læser vi: “... er det uden vore mænds vidende, at vi bager offerkager...”
Den romerske gud CERES blev tilbedt som kornets moder. Og det var en udbredt opfattelse, at Ceres ikke blot gav korn til verden, men at hun også gav en guddommelig søn. Solen, der frembragte kornet, blev afbilledet på den tids altre. Og solen var igen et symbol for Baal.
På de katolske oblater står: IHS, som mange tror står for ordene: JESUS HOMINUM SALVATER. Men en ISIS-tilbeder ville straks se, at det var de velkendte bogstaver for den ægyptiske gudeverdens treenighed: ISIS, HORUS og SEB: “MODEREN, BARNET og FADEREN.”
De ægyptiske tempelpræster praktiserede transsubsition. De mente at de havde magiske kræfter som gjorde at de kunne forvandle solguden til en rund kiks. Man efterlignede derved Baal-dyrkelsen og folket spiste denne ”solkage” der var påstemplet bogstaverne IHS, hvorved man ærede den ægyptiske religions treenighed.
Den romersk katolske Kirke videreførte denne lære i sin nadverform. Og den runde oblat, der brugtes, havde samme IHS præg som i den ægyptiske religion. De romerske jesuitter bortforklarer det ved at sige, at det viser hen til ordene Jesu, hominum salvator. (Jesus menneskets frelser.)
Der er al grund til at spørge: Hvorfor efterligner Den katolske Kirke dog denne afgudslære? Der er nok af rene motiver fra Bibelen de kunne have valgt. Men vi ser igen, at der er en trang til at efterligne hedenskabet. Hvorfor dog det og kunne vi undren de spørge. Ganske enkelt fordi denne kirke er bygget op på Babylons grund og er i virkeligheden babelsk hedenskab i kristen forklædning.
Og mange kristne lader sig forføre idet de ikke ved at Den romerske katolske Kirke gør alt for at forklæde sig så den ser ud som en ”lam”, medens den i virkeligheden er en ”ulv i fåreklæder.”
I dr. Henry Petersens bog: Knud Lawards Helgentilbedelse; kilden og kapellet ved Haraldssted! kan vi læse:
“I tilbedelsen af de gamle nationale helgener genvågner forestillinger fra den gamle gudetro om menneskenes ophøjelse i gudernes kreds, som vi lærer den at kende i Norden i den hedenske tros forfaldsperiode, en art herosdyrkelse, mod hvilken den hedenske tro nærmede sig, efterhånden som hver side af guddomsmagten personificeredes ved en ny gud eller gudinde.”
Sådanne, hedenske opfattelser kom lidt efter lidt ind i Kirken, og fik Kirkens godkendelse på synoden i Nicæa i 787. Og fra det 12. århundrede tilrev paven sig retten til at bestemme, hvem der skulle betragtes om helgen.
Officielt benægtes det, at helgener bliver tilbedt, men kendsgerningerne viser noget andet. Og Kirken er gået så vidt, at dersom nogen ikke vil deltage i helgendyrkelsen, vil de ikke blive opfattet som troende kristne. I Kirkens fortid er mange brændt på bål, fordi de vægrede at bede til helgenerne.
Helgener får en større og større plads i Den katolske Kirke. Biskop Dr. theol. P. Madsen skriver i sin bog TROSLÆRE:
“.... Jo flere messeofre der frembæres for Gud, desto større nåde erhverves der. I messehandlingen inddrages også helgenpåkaldelse, idet engle og helgener, som har hver sit hverv og område, anråbes om at være forbedere hos Gud; thi disse går ikke til skærsilden men umiddelbart ind til den fulde salighed, hvor de overvåger og regerer med Kristus.”
Men ikke nok med, at man dyrkede helgener, man begyndte også at tilbede relikvier, bestående af legemsdele eller andet, som man tilstrev helgenener. Da man åbnede katakomberne, fik man et uudtømmeligt forråd af sådanne relikvier. Kirkerne købte dem og solgte dem videre i stort antal. Og man søgte at overgå hverandre i at fremvise dyre skrin til opbevaring af disse ”skatte”. Omkring 1890 anskaffede Ansgarkirken i København sig et sådant skrin, besat med ædelstene, der skulle indeholde en “levning af Ansgar.”
De finanser, der strømmer ind i pavens pengekasse, er mange. Der er for eks. “dispensionsgebyrer”, som ofte består af betragtelige beløb. Sådanne “gebyrer” fritager betaleren for at skulle overholde kanoniske forskrifter. Især ægteskabssager er dyre at afvikle. Der er “peterspengene”, der udgør et enormt stort beløb. Det er en gammel betegnelse for en kollekt, der optages en gang om året, som bisperne derefter videresender til paven. Der er indtægterne ved kanonisering og handel med “hellige” genstande. Der er betalinger for messe-læsning for afdøde, der opholder sig i skærsilden. Og ligeledes udgør gaver til paven ved bestemte anledninger store summer. For eks. løb pengegaverne til Pius IX og Leo XIII op på mange millioner kroner. Man anslog, at gaverne til Leo XIII var på 40 millioner kr. - Og det var dengang, hvor en million kr. virkelig var mange penge.
Den katolske Kirke lærer stadig, at ingen kan have vished for, at Gud tilgiver synd. De kan kun anvise værdien af svære gerninger og bodsøvelser. Den lærer intet om retfærdiggørelse ved tro. Ordene: “Retfærdiggjorte af tro har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus”, Rom. 5:1, er fremmed tale, som en katolik ikke forstår. Og ordene: “Hvem vil anklage Guds udvalgte?” Rom. 8:33, forkyndes heller ikke i Den Katolske Kirke. Derfor er enhver katolik uendelig, åndelig fattig.
I stedet skal sanserne tages til fange ved ceremonier, røgelse og pragt, så tomheden i Kirkens lære ikke mærkes.
Denne oplysning er hentet fra Knaurs Grosser Religions Fuhrer. Det udgør 8.844.222.000 katoliker. Der er sorg i Himlen over enhver, der ikke omvender sig. Og denne sorg har Gud nedlagt i vore hjerter. Alt er rede, også for den uendelig store skare katolikker, men det ved de ikke, da de i stedet for levende brød fra Himlen får sten af deres patere.
Det er aldrig rart at være medskyldig i noget forkert. Og især ikke, når det er noget så betydningsfuldt, som at millioner af mennesker har øjnene rettet mod det forkerte sted. Hvorledes kan vi have medskyld i det? Ved at lefle for Romerkirken, og ved at lade den fremture uden vi prøver at evangelisere men istedet selv nærmer os deres løgnagtige lære.
Calvary Contender, 1/10/95, skriver: “10.000 romersk katolske præster i USA er homoseksuelle. Nogle siger, at tallet er 40 %, og at ca. 3.000 præster er pædofile. Går vi ikke stærkt imod Romerkirken med oplysning på oplysning og evangelisation, har vi en medskyld i alt dette.
Efter alt at dømme er Romerkirken den store skøge og moder til verstyggeligheder over hele verden. Den fanger mængder af mennesker i sit net og fører dem den lige vej til fortabelse ved at forholde dem sandheden om frelsen og forbyde dem at søge den.
En katolik er vor næste og vel at bemærke en næste, der er i nød uden selv at vide det. Vor tid er også i nød. Vi ser den ene beskrivelse efter den anden om, at mange protestanter nærmer sig Romerkirkens synspunkter og er ivrige efter et samarbejde med den. Ja, endog at blive ét med denne afgudskirke. Jeg læste fornylig, at den velkendte Pat Robertson fra Club 700 arbejder ivrigt for et samarbejde med Romerkirken.
Lad os holde fast i den tro, som engang blev overgivet de hellige. Og lad os huske på, at vildledningen vil blive så stor, at Jesus sagde: Mon der vil findes tro på jorden, når jeg kommer igen? Frafaldet vil altså gribe om sig, og Romerkirken vil opsluge mange af dem, der bliver bedraget af dem, der kalder mørke for lys.
Udvalgt og samlet i februar 1998 og nyrevideret i april 2002
Holger Skov Særkjær