v.12 Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoritterne i Israelitternes Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse: "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"
v.13 Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gå ned.
v.14 Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN kæmpede for Israel.

v.6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
v.7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
v.8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
v.9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre*, { [*Stjernebillede. Job 38, 31 ff. Am. 5, 8.] }

Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;

ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

v.31 Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?
v.32 Lader du Aftenstjernen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?
v.33 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?

Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,

v.1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
v.2 Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
v.3 Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
v.4 Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
v.5 når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
v.6 som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,
v.7 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

hyld ham, der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.

v.5 Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig!
v.6 Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig!
v.7 Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!
v.8 Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!
v.9 Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig!

Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

Thi Himlens Stjerner og Billeder udstråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke.

Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers HERRES Harme på hans brændende Vredes Dag.

al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt.

Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.

Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekiggerne, som Måned for Måned kundgør, hvad dig skal ske!

Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE:

Som Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke måles, således vil jeg mangfoldiggøre min Tjener Davids Afkom og Levitterne, som tjener mig.

v.7 Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg, jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer.
v.8 Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i Mørke, lyder det fra den Herre HERREN.

Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!

Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes.

Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå.

Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time.

Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen,

Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,

v.19 Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
v.20 Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.

Én er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans.

Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.

vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid.

v.12 Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt som Blod.
v.13 Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr.
v.14 Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.

v.10 Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al Floderne og på Vandkilderne.
v.11 Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de vare blevne beske.
v.12 Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså.

v.1 Og den femte Engel basunede, og jeg så en Stjerne, som var falden ned fra Himmelen på Jorden, og Nøglen til Afgrundens Brønd blev given den.
v.2 Og den åbnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden, lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af Røgen fra Brønden.

Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildsøjler,

v.3 Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor, ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine Hoveder syv Kroner.
v.4 Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det.

Og det gør store Tegn, så at det endog får Ild til. at falde ned fra Himmelen på Jorden for Menneskenes Åsyn.

Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet den at brænde Menneskene med Ild.

Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere.