Regnbue og Pride

Lagt på d. 30/08-14



For godt firetusinde år siden satte Gud sin bue på himmelen, som et tegn, en pagt mellem Ham og Jorden, at Han ikke igen vil udrydde alt liv (1. Mos. 9:13). Det var Hans bue, som også ses omkring Hans trone (Åb. 4:3).

Denne regnbue, beskriver Ezekiel, ligner Guds herlighed (Ez. 1:18), og den er med sine syv farver et symbol på Helligånden - Guds syv ånder, Helligåndens syv egenskaber eller titler, hvilke er Herrens Ånd, Visdoms Ånd, Forstands Ånd, Råds Ånd, Styrkes Ånd, Kundskabs Ånd og Frygts Ånd, som Esajas profeterer om. Hans bue har syv farver ligesom også Hans stemme er som syv tordener (Åb. 10:3).

Denne bue der repræsenterer Guds herlighed, Ham der gav sit liv og døde i vort sted, for at vi ikke skulle dø men købes fri af dødens magt, den bue er blevet kapret verden over og er gjort til symbolet for "pride" - der betyder stolthed, hovmod, selvhøjtidelighed og under denne fane, under dette flag forventes der en omfattende demolering af det forhold Gud etablerede imellem mennesker. Som mand og kvinde, ægtemand og hustru skabte Han dem, og derfor, når et menneske bliver voksent og som mand eller kvinde forlader sin mor og far for at holde sig til sin ægtefælde (1. Mos. 2:24), så er det begyndelsen på et godt liv. Det er grundlaget for et godt liv, et sund menneske og en stærk familie. Hvor kommer denne syntetiske blanding af Guds herlighed og hovmod fra?

For tid tilbage, lod en person sit hovmod overmande sig og han sagde: "Jeg vil stige op ind i himmelen. Jeg vil ophøje min trone over Guds stjerner. Jeg vil sidde på forsamlingens bjerg, i det yderste nord. Jeg vil stige op over skyerne, jeg vil være som den højeste". Denne person som Esajas fortæller om i Es. 14:13-14, er Satan - legemliggørelsen af pride - og på hvilken bedre måde kan Gud der gav os livet hånes og latterliggøres, end at tage Hans herlighed og vandalisere den med stolthed og krydre med sodomitisk oprør imod et sundt samfund?

Gud advarede, at før Han kommer for at fuldende tilintetgørelsen af synden, skal det blive som i Lots dage, hvor byen der gav navn til den seksuelle omgængelse mod naturen, sammen med Gomorra blev udryddet, nemlig Sodoma. I disse dage ses at tiden for dom trænger sig aggressivt på. Med mottoet "Under The Rainbow", skamhåner samfundene Skaberen med Pride Week, Pride Parade, Pride Shows, Pride Gudstjenester med et sodomitisk præsteskab (gadepræst Mia Rahr Jacobsen), regnbue kaffe fra 7-Eleven m.v. Københavns rådhusplads er udlånt og omdøbt "Pride Square". Busserne kører rundt med det Danske flag på den ene side og det sataniske pride flag på den anden side. I Trinitatis Natkirke indledte Copenhagen Inclusive Churches (CIC) Sodomas højtid, Pride Copenhagen, med aftenandagt: "hvor vi fejrer kærligheden i al dens mangfoldighed" - hvilket er skrevet på CIC's facebookside. "Her kommer de hellige" er mottoet for en gruppe "kristne" lesbiske, bøsser, biseksuelle og transvestitter, der i samarbejde med CIC, Kristen og Homo, Den folkekirkelige Aids-tjeneste og KFUM/K, marcherer i Pride Parade igennem København.

Sodomas Pride tilhængere i Lots dage, både gamle og unge, alle uden undtagelse var aggressive og krævede Lots to mandlige gæster kastet ud på gaden til dem, for som de sagde: "at vi kan stille vor Lyst på dem" (1. Mos. 19:5). Samme aggressivitet ses i nutidens frembrusende Pride højtid. Den dag i dag kan man hvor Sodoma og Gomorra var lokaliseret, endnu finde svovlkugler der stadig kan brænde, for som Gud sagde, så er byerne et: "advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider" (2. Pet. 2:6).

At tiden modnes for tilintetgørelsens dom, det skyldes i bund og grund at man ikke længere regner det for noget at kende Gud. Gud beskriver evolutionen og forklarer at: "de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen frem for Skaberen" (Romerne. 1:25) - "Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd" (Romerne. 1:26-27).


Debat: Regnbue og Pride

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsblogs

Samfund [56]; Seksualitet [31]; Tidens ende [56];

Flere nyhedsblogs fra 2014