"Jeg fornægter Helligånden! Vi ses i helvede"

Lagt på d. 15/09-14



Den rationelle reaktions trop, giver 1001 DVD'ere væk af "Den Gud der ikke var der", top-dokumentaren som Los Angeles Times kalder "provokativ - midt sagt"

Der er kun én hage: Vi vil have din sjæl.

Det er enkelt. Du skal optage en kort besked hvor du forbander dig selv til helvede, uploade den til YouType… Du kan forbande dig selv til helvede hvordan du selv vil det, men et sted i din video skal du sige denne sætning: "Jeg fornægter Helligånden"1


Først synes jeg det var latterligt, og lod sagen lægge. Men jeg var alligevel blevet så provokeret og kunne ikke slippe denne udfordring - for jeg har haft mange samtaler med en ung mand der havde så voldsomt store problemer med at finde frelsen, fordi han mente at han havde begået den eneste synd der ikke var tilgivelse for. Han gik ud fra Matt. 12:32 og Mark. 3:29, og mente at havde man talt spotteligt imod Helligånden, var der intet håb tilbage. Hans situation knugede mit hjerte og jeg var sørgmodig over hans kvaler med at komme til Jesus. Men Helligånden gjorde ham igennem Ordet fri, og han tog i tro imod den pris Jesus havde betalt for ham. Derfor blev jeg grebet af trangen til at skrive denne nyhed.

Først vil jeg sige, at i ingen anden foregående tid end denne, har det været muligt systematisk at istandsætte en global fornægtelse af Gud. Danmarks ateister og "fritænkere" som alle er fordummet og trælbundet af teoretisk evolution, har også øje på denne udfordring2. Det er et kæmpe bevis for at enden for denne æra er nær, for Paulus gav os i 2. Tess. 2:3 en advarsel om at før Antikrist kunne stå frem, skulle der komme et frafald, et specifikt frafald, underforstået fra den frelsende tro på Gud, og enhver der holder fast i Ordet ser og forstår, at frafaldet er voldsomt! Denne blasfemi-udfordring er endnu et tegn til stakken.

Dernæst er det vigtigt at forstå hvad denne utilgivelige synd er. Folkene bag Blasfemi Udfordringen er et pragteksemplar på mennesker der udtaler sig om Bibelen og dens budskab, uden at have læst sammenhængen bag dette udsagn, og lige så vigtigt uden at have kendskab til Bibelens grudbudskab: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed" (1. Joh. 1:9). Det er så vigtigt at forstå, at ingen synd gjort i dette liv er utilgivelig. Der er kun én synd der ikke kan sones, og det er at vedblive i en livslang fornægtelse af troen på Gud. Og det er præcis den synd Jesus taler om.

I kontekst er Jesu udtalelser sagt efter Han har gjort en besat, blind og stum mand fri og rask. Farisæerne, som Jesus kaldte øgleunger, kalkede grave "fulde af dødningeben og alskens urenhed" (Matt. 23:27), at de havde "Djævelen til fader" (Joh. 8:44), de var okkultister, medlemmer af Satans synagoge der forsøgte at forpurre Jesu person og budskab. Jesus havde netop gjort hvad ingen anden kunne, et bevis for Helligåndens værk - men de valgte at fornægte vidnesbyrdet og sagde: "Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder" (Matt. 12:24). Farisæerne kunne gøre grin med menneskesønnen, men Jesus kendte deres tanker (Matt. 12:24) og Han vidste at de var besluttede på at fornægte alt hvad Han gjorde i Guds kraft. Et andet sted, i Joh. 14:11, sagde Jesus "Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld" og da farisæerne da spurgte Jesus om også at vise dem et tegn (Matt. 12:38), gjorde Han dem det klart: "En ond og utro slægt kræver tegn". Jesus kendte deres had mod Gud og vidste at intet tegn - end ikke Hans opstandelse - Jonas tegnet - ville ændre deres modstand imod Gud.

Det er i denne sammenhæng at Jesus omtaler denne synd mod Ånden, som aldrig vil tilgives. Han siger at: "jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes." (Matt. 12:36.37). Hvilke ord? Paulus forklarer at "når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: »Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.« … »Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.«" (Rom. 10:9-13). Farisæerne talte imod Jesus, deres ord fornægtede Jesu person og gerninger. Omvendt, hvis du bekender din tro på Jesus, hvem Han er og hvad Han har sagt, så vil Han rense dig fra al uretfærdighed!

Peter talte på pinsedagen til folket i Israel og sagde - her forkortet: "I fornægtede den hellige og retfærdige… Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede" (Apg. 3:14, 19). Derfor er der en byrde på mit hjerte at få sagt dette: har du selv, eller nogle du kender taget denne blasfemi-udfordring op og fornægtet Helligånden, så er det altså ikke utilgiveligt. Vender du om til Jesus, så er Han der, og har været der altid. Satan vil klart bruge deltagelsen i denne udfordring som anklage mod de der har taget den op - hvilket både frafaldne kristne, agnostikere og ateister har gjort.

At begå den utilgivelige synd, er med andre ord at leve og dø i fornægtelsen af Gud - om det er Fader, Søn eller Helligånd. Så længe dit hjerte pumper blodet rundt i dit legeme, så er der tid til at vende om. "som Helligånden siger: I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter" (Hebr. 3:7-8). Paulus forklarer at "Og så vist som det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes, således skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham" (Hebr. 9:27-28).

I alt dette siger jeg ikke at det er ligegyldigt at deltage i en sådan kollektiv fornægtelse af Gud. Jo flere gange og jo længere tid man afviser Ham, desto hårdere gør man sit hjerte - ligesom Farao hvis hjerte blev forhærdet fordi han vedblev i sit oprør mod Gud. Livet er alvorligt, og at spille hassard med troen på Gud, det kan være et ubeskriveligt og uforståeligt stort tab!

Når tanken får lov at fordybe sig i denne fornægtelse, så dukker der et fantastisk bevis for Gud op. Hvorfor er det ikke Muhammed de fornægter? Krishna? Buddha? Vishnu? Hvorfor er det Bibelens Gud? - Fordi Han blandt alle guderne skiller sig ud som den eneste sande Gud, den eneste som verden hader uden grund. Den eneste Gud som vores sjæls fjende gør alt han kan, for at forhindre os i at komme til!

1 "The Blasphemy Challenge"

2 "Blasfemi udfordring", Ateisme og fritænkning


Debat: "Jeg fornægter Helligånden! Vi ses i helvede"

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Relaterede nyhedsblogs

Ateisme [14]; Endetidens frafald [28]; Frelse / fortabelse [9]; Kristendom [61];

Flere nyhedsblogs fra 2014