Beviserne på Jesu eksistens mangler

Lagt på d. 19/04-11



Det er sandt, at man på et tidspunkt efter Jesu død, begyndte at lede efter relikvier fra Ham. Det er ikke meget Han har efterladt os - eller er det? Hvad med alle beretningerne om Ham? Jo vidst er alle beretningerne samlet i Bibelen, det er klart, men gør en samling af skrifterne dem utroværdige? Bibelen som bog favner historien helt fra Abrahams tid, til Ægypten, til Syrien, til Babylon, til Persien, til Grækenland, til Romerriget. Et væld af historiske steder og byer som ingen kendte, men fandt fordi de stod optegnet i Bibelen.

I gammel tid, var det jødiske folk yderst nidkære med deres stamtavler, og både Mattæus og Lukas gennemgår Jesu stamtræ, hvilket er et klart bevis for Hans eksistens. Der findes dem, der uden yderligere eftertanke påstår at Jesus aldrig har eksisteret, og filosoferer sig frem til et resultat, der synes at styrke deres påstand. Men, der findes også filosofer der fremsætter tanken, at vores fysiske tilstedeværelse blot er en illusion. Du kan filosofere dig rem til alt - og klart at Bibelen advarer os: "Vogt jer, så ingen fordærver jer med filosofi og tomt bedrag, efter menneskers traditioner." (Kol. 2:8, KJV). De mere seriøse forskere, er ikke i tvivl. Jesus er en historisk person. Dog forbeholder de sig retten til at sortere i beviserne, og Marcus Borg er én af sådanne forskere

Jesus opfattede sig selv som jøde og havde ingen intentioner om at grundlægge en ny religion...Jesus blev henrettet af romerne. De der fulgte ham begyndte derefter - i forbindelse med udbredelsen af hans lære - at kalde ham Herren og Guds søn.


Kristendommens sandhed og Jesu guddommelighed, vil man selvfølgelig ikke acceptere - selvom det står i samme skrifter, skrevet af mennesker på Hans samtid, der kendte Ham personligt.

Ville Jesus ikke grundlægge en ny religion? Det ville Han måske ikke, men Han ville fuldende den. Joh. 3:16, som jeg tror alle kender, fortæller præcist dette: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.". I gammel tid, før Jesus, skulle loven følges for retfærdiggørelse, med ceremonielle ofringer m.v. Men nu, da det fuldkomne er kommet, som én af Jesu samtidige, Paulus, taler om i Hebr. 7:19-22, nemlig Jesus, så er det troen på Ham og Hans Ord der frelser. Jesus grundlagde måske ikke en ny religion, for det er troen på samme Gud, der blot er fuldendt med en ny pagt.

Var det Jesu efterfølgere, der efter Hans død opfandt begrebet "Guds Søn"? Helt tilbage i Salomos dage, mere end 1000 år før Jesus, skriver Salomo om Gud: "Hvad er hans Navn og hans Søns Navn?" (Ordsp. 30:4). Esajas profeterede ca. 800 år f.Kr. at "Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen* bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel...et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste." (Es. 7:14, 9:6). Johannes genfortalte egne ord, sagt i Jesu jordiske levedage, og skrev: "Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn" (Joh. 3:18). På grund af Jesu gerninger, lærte folket at Han var Guds Søn - eks. da Han tæmmer havet, da Han bespiser 5.000, helbreder og opvækker de døde. Vidner hørte selv Gud bekende Jesus som sin Søn: "Endnu medens han talte, se, da overskyggede en lysende sky dem; og se, fra skyen lød der en røst, som sagde: »Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham!«" (Matt. 17:5).

Jesus sagde selv: "Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt...Om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt" (Joh. 5:31, 8:14). Og Jesus vidnede om sig selv og sagde: "Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære, ham, om hvem I siger: ›Han er vor Gud,‹" (Joh. 8:54). Jesus taler altså om sin Fader, som vi kalder Gud - altså siger Han, at Han er Guds Søn.

Det var altså ikke noget Jesu efterfølgere fandt på. De lærte af de gamle profeter og Jesus selv, igennem Hans gerninger. Som Jesus sagde: "Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld" (Joh. 14:11).

Hvad kan vi tro på af historiske kilder, hvis vi har retten til at dissekere materialet? Kan vi tillade os at sortere Jesu opstandelse fra, når øjenvidner har berettet om det? Disciplene så Jesus efter opstandelsen, og mere end 500 andre på én gang (1. Kor. 15:6), beretter Paulus, der også selv så Jesus (1. Kor. 15:8). Jesu samtidige beretter om den tomme grav (Matt. 28:1-8; Luk. 24:1-24; Joh. 20:1-8), og endda Hans bortrykkelse (Apg. 1:9). Den grundige læge, Lukas, skrev således: "Eftersom mange andre har taget sig for at affatte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdet iblandt os, sådan som de, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har overleveret os: så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus!" (Luk. 1:1-3). Hvis vi ikke kan tro det, hvilke historiske bøger kan vi da tro? Ingen! Historie er dermed et unyttigt tidsspilde.
Kilde: kpn.dk


Relaterede nyhedsblogs

Bibelen [11]; Bibelkritik [5]; Oldtiden [5];

Flere nyhedsblogs fra 2011