Udskriv

Nærdødsoplevelser



Lagt på d. 06/02-11


DR2 har for tiden en programserie, der hedder "Sjæl og videnskab", som beskæftiger sig med det ikke-fysiske menneske. Det er ganske interessant, men samtidig er det et program, som vildleder seerne, for de forholder sig ikke til at den ikke-fysiske verden, som den fysiske, også består af ondskab.

Det, som får mig til at skrive denne nyhed, er en artikel fra BT: "Signe Wenneberg oplevede dødens mirakel, hvor Signe fortæller om hvordan hun befandt sig ti meter oppe i luften, og så sin krop ned på jorden:

Jeg følger med oppefra lige over dem i en lille, tynd snor ned til mig selv.

Denne snor kalder Bibelen i forbindelse med død, for en sølvsnor, og minder os om, at vi skal tænke på vores Skaber, på Gud, mens vi er unge og lever - inden: "Sølvsnoren brister" (Præd. 12:6 ). Jeg har læst en del om ud af kroppen oplevelser - nok til at jeg aldrig i livet kunne finde på at efterprøve oplevelsen. Det er et vers der bruger billedtale, men de oplevelser mennesker har haft, siger måske noget om at denne snor eksisterer. Den er i hvert fald kendt i New Age kredse, hvor den slags ud af kroppen oplevelser forgår igennem meditation. Jeg læste om en dame som drog ud af legemet, og hun fortalte hvordan man skulle passe på at denne snor ikke bristede, for så mistede man kontakten med sit legeme og ville dø.

På en New Age hjemmeside, forklares følgende om ud af kroppen teknikken, ved hjælp af søvn, også kaldt "Lucid Dreaming", eller "Conscious Dreaming" - et studie for sig selv som for nyligt blev taget op i filmen "Inception":

Hvis du ønsker, kan du starte med at lede efter sølvsnoren, som menes at binde dig til dit legeme. Snoren har ingen egentlig substans, det er bare en slags bevidsthedsstrøm, en fornemmelse der flyder "tilbage" til legemet.1

Wikipedia fortæller:

I forbindelse med disse ud-af-krop-oplevelser har nogle beskrevet, at deres sjælelige legeme var forbundet med den fysiske krop ved en slags navlestreng, en sølvsnor.[1] Denne sølvsnor, har muligvis forbindelse til hjerteområdet. Så længe den er intakt, kan man vende tilbage til den fysiske krop. Når den brister, er dette udelukket, og man dør fysisk.2

Det lader til, at passagen i Bibelen her har fundet bevis i flere oplevelser, og derfor må vi også finde tillid til resten der siger: "Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den" (Præd. 12:7 ). Støvet er legemet (der blev dannet af jorden, 1. Mos. 2:27 ), og ånden som er ikke-fysisk, men som sammen med sjælen er det egentlige menneske, går tilbage til Gud. Det vigtigste i livet er at forstå dette, for Gud er vor dommer, og hele Bibelen er fyldt med advarsler til alle, der ikke vil give sine liv til Jesus, for de vil gå fortabt. Gud er vor dommer, og prisen for alle vore gerninger må vi selv betale, hvis ikke vi tager imod Hans offer, at Jesus betalte straffen i vort sted.

Når der er ondskab i den åndelige verden, og da der er dette eneste sande budskab, at vi står til ansvar for vore gerninger hvis vi dør uden Jesus, da vil ondskaben med al logik forsøge at kalde os til sig, med gode følelser. Det er præcis det, der beskrives af mange - og af DR2. Mange oplever at blive komplette - og det er en ganske let løgn at afsløre, for ud af kroppen oplevelsen (og død) viser ganske sigende, at de mangler deres legeme. Men fred er for mange der har oplevet at være ved at dø, en kendt følelse. Og præcis den følelse trækker mennesker væk fra Skaberen, for de har mistet frygten for døden.

Signe her oplever at der ventede et rart sted, en rar atmosfære og et dragende lys i mørket. Dette lys og tilhørende følelse, anses for at være noget godt. Som hun siger i en anden artikel: "Jeg er ikke spor bange for at dø. For jeg har prøvet, hvordan det er"3. Men Bibelen advarer os at "Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel" (2. Kor. 11:14 ). Budskabet om Jesus er alvorligt, og Han er den eneste på denne jord, som har overvundet døden. Døden er ensbetydende med adskillelse fra Ham, som er lys (1. Joh. 1:5 ), men den som dør i Jesus, "den, som tror på mig, skal leve, om han end dør" (Joh. 11:25 ).

Der er mange der har oplevet denne sandhed i forbindelse med nærdødsoplevelser, mennesker som ikke havde Jesus og som stod lige foran evigheden. Der er lavet en udsendelse om det, som kan ses her:



Frygt, rædsel, mørke og des lige, er det der venter når det dragende lys viser sit sande ansigt. "frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede" (Matt. 10:28 ).

Livet er alvorligt. Vi vælger ikke selv at blive født, men når vi har fået denne gave har vi også fået et valg: hvor vil vi tilbringe vores evige eksistens? Jesus er den eneste i universet der har overvundet døden, og som selv er opstået fra de døde. Ingen har været døde og begravet i tre døgn, for derefter at stå frem iblandt os igen, foruden Jesus. Jesus blev set af apostlene og af over 500 andre på én gang (1. Kor. 15:6 ) efter sin opstandelse. Der findes intet andet budskab om frelse, ingen anden der er død og opstået som offer for din og min synd, end Jesus, og budskabet om Ham - det budskab Gud forkynder os i sit Ord, er sandt. Han er vor dommer, og Han har betalt prisen for at vi kan gå fri. Ingen dommer i denne verden ville lægge sit eget liv ned og betale straffen for en forbryder. Hvilken dommer ville da skåne en forbryder som endog vrager en sådan mulig benådning? Jesus vil ikke, men Han frelser alle, der påkalder Hans navn (Joel. 3:5 ; Apg. 2:21 ; Romerne. 10:13 ). Men "Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?" - godt spørgsmål. Læser du dette uden at kende Jesus, er der endnu tid til at lede efter Ham, finde Ham og tro på Ham.

1 "The Art And Practice Of Astral Projection By Ophiel", TheSilverCord.com
2 "Nærdødsoplevelse", Wikipedia
3 "Signe Wenneberg: Jeg skulle vælge mellem livet og døden", DR.dk

Relaterede nyhedsblogs

  
Frelse / fortabelse [6]; Videnskab [36];

Flere nyhedsblogs fra 2011