Vi er også lidt orangutang

Lagt på d. 31/01-11



Det er altid "morsomt" at se hvad menneskers energi og penge bliver brugt på. Nu har nogle Århus-forskere fra "Center for Bioinformatik" også kikket på gener og fundet, at vi har lidt orangutang i os. Det er ikke en Århushistorie, men ganske alvorligt - og absolut ikke en ny opdagelse.

Forskerne fra Aarhus er med i en international gruppe, der som de første har analyseret orangutangernes arvemasse. Orangutangen er blot den tredje menneskeabe, efter mennesket og chimpansen, der har fået sin komplette arvemasse kortlagt...»Vi er mest beslægtet med chimpanser, mindre med gorilla og mindst med orangutang,« siger en af forskerne, lektor Thomas Mailund.


Som sagt i andre nyhedsblogs1, så kan skabningen ikke forstås sådan. Skulle vi trække den forståelse ned over det, så vil en søgning på Internettet fortælle at 40-50% af mennesket stammer fra et kålhoved - det er vel sagtens knoppen der sidder for enden af mennesket hals. Ligeledes er 60% af mennesket gjort af bananflue - og det kan man da ikke være i tvivl om, når man finder sig selv tiltrukket - sammen med alle andre menneske-bananfluer - på frugt og grønt markedet, lørdag formiddag. Og apropos bananfluer, så er 50% af mennesket gjort af banan - jeg ved ikke om der er nogen der kan huske pubertets tiden, hvor bananen i os ville ud igennem huden, igennem små smertefulde bumser, fyldt af bananmos. Et uomtvisteligt bevis!

DNA er livets alfabet. Det er koden der beskriver hvordan vi er sammensat, og klart at vi deler DNA med alt andet levende, lige som alle verdens bøger deler identiske bogstaver. En gammel og primitiv bil, deler også "DNA" med en bil der selv kan køre og navigere. De har begge udstødning, døre, karburator, stempler, spiser brændstof og ruller på hjul drevet af en aksel. Men de er gennemtænkt og skabt med hvert sit legeme som de ser ud, helt fra begyndelsen. Det er mennesker og dyr også, designet og skabt af Gud. Der er ingen der tror på at tid og tilfældighed udviklede den gamle Maskot til en computerstyret selvnavigerende bil - hvor i al verden skulle det ekstra avancerede udstyr være kommet fra? Man vil automatisk lede efter producenten. Hvorfor afvise det eneste logiske svar på vores eksistens? Skaberen!

Jeg spiste frokost med nogle ateistiske kollegaer - ganske religiøse mennesker - videnskabister. De ved, at alt i denne verden har en årsag, for det har videnskaben lært dem. Der er intet af det vi ser, som er kommet til uden årsag. Og jeg tog dem med på en lille rejse kaldt "hvad var årsagen", som ikke kunne nå sin ende. Hvad var årsagen til Big Bang? Det var singulariteten. Hvad forårsagede singulariteten? Det vidste de ikke. Hvad forårsagede "det vidste de ikke" - osv, osv. Med deres sunde fornuft - og uintelligente er de bestemt ikke - bygger de hele deres overbevisning, fortid, nutid og fremtid på årsagen "det ved jeg ikke".

Det eneste fornuftige ræsonnement på skabelsen er, at én uden årsag, én der netop aldrig får en ende, eller har haft en begyndelse, var årsagen til tilblivelsen af os og alt omkring os. Al logisk tanke og filosofi ender i denne sag hos Gud: "Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden" (Åb. 22:13). De var stumme, og jeg kan godt forklare hvorfor deres logik ender i blindgyden "det ved jeg ikke" - fordi de fornægter det, vi har fået at vide af Skaberen - og dermed ved - at Han skabte os.

Se evt. artiklen "Ateisme - ingen, stor eller enorm tro?".

1 Se "Forsker: Menneskehedens vugge er måske fundet"
Kilde: jp.dk


Relaterede nyhedsblogs

Ateisme [13]; Evolution [53]; Skabelse [14];

Flere nyhedsblogs fra 2011