Udskriv

Aber leger med "dukker", sørger og skærer mad op i små portioner



Lagt på d. 02/01-11


Der er et par spændende artikler i Jyllands Posten, der gengiver videnskabelige observeringer af aber, som, uden det bliver sagt, har menneskelige egenskaber. Jeg har altid elsket at se dyrefilm og lære om hvordan naturen fungerer. Ham der har skabt mig, har skabt så meget mere, og aber er noget særligt, fordi de minder om os.

Et forskerhold undersøgte gennem længere tid en flok vilde chimpanser i deres bestræbelser på at spise det frugtkød, der gemmer sig inde i de såkaldte Treculia-frugter...de gør brug af diverse redskaber til at skære frugt op med.

De gør det ikke alene for at bryde frugtskallen, men primært for at servere små overkommelige bidder for sig selv...forskerne koncentrerede sig denne gang mest om at belyse abernes bestræbelser på at spise Treculia-frugter, som vejer op til 8,5 kilo.

Frugterne er på størrelse med en volleyball, og chimpansen kan...derfor ikke slutte kæben om frugten og spise indholdet.

Forskerne fandt i stedet forskellige redskaber som langbladede økselignende træstumper og stenagtige ambolte, som aberne har brugt til at skære frugten ud i overkommelige bidder. Redskaberne lå ved siden af frugtrester...chimpanser i naboregionen Seringbara overraskende ikke fremskaffer føde på samme måde. Det styrker opfattelsen af, at abernes brug af værktøjerne til en vis grad er kulturelt tillært.1

Det er ret sjovt. Aber er en fantastisk skabning, og det er spændende at der er mennesker der bruger sit arbejdsliv på at lære at forstå dyrene. Jeg har lært igennem livet, at på et tidspunkt så bliver al denne forskning, et eller andet sted, brugt som "bevis" for at aberne er vores forfædre. Det er rigtig ærgerligt, men det viser ganske godt og simpelt hvordan videnskaben går forkert i sine formodninger.

Jeg så engang en udsendelse om fugle i byerne, og de havde tillært sig en snedig teknik til at knække nødder. De sad på lygtepælene som ragede ind over vejbanen hvor bilerne kørte, og når der kom en stribe biler, smed de en nød ned foran den første bil, og når der var fri bane, fløj de ned og tjekkede om nøden var knækket. Også herhjemme har jeg med egne øjne observeret denne teknik. Jeg kom kørende i bil, og der sad en skade på gadelyset over mig, og den smed noget ned foran min bil, og da jeg kikkede i bakspejlet, fløj den ned på vejbanen. Jeg kunne ikke se hvad den kastede ned, men alt den gjorde, mindede om det jeg havde set i tv, fra en anden side af kloden.

Det er jo en genial teknik. Aber bruger redskaber til at bryde frugtskaller, og fugle til at bryde nødeskaller. Men er det så videnskabeligt set aber eller fugle der er vores forfar? Eller har Skaberen givet forskellige dyr samme egenskaber?

En anden artikel fortæller:

Ligesom mennesker kan chimpanser blive ramt af sorg, når et nært familiemedlem går bort. Det viser et nyt studie, som for første gang dokumenterer, at dyr kan sørge...november 2008 bliver Pansy, en 50 år gammel chimpanse, meget sløv og syg i Blair Drummond Safari and Adventure Park i Storbritannien. Pansys 20-årige datter Rosie og to andre voksne chimpanser begynder herefter at pleje hende, samtidig med at de sover tæt ved.

Over de næste par uger bliver Pansys tilstand værre, indtil hun en dag begynder at trække vejret uregelmæssigt. Det varer i 10 minutter, og imens bliver hun holdt og krammet af de tre andre. Så dør hun. I den næste uge er de tre chimpanser usædvanlig stille og apatiske.2

Ja, man kan levende sætte sig ind i abernes sorg. Men er det fordi de er vores forfædre? På et tidspunkt havde vi tre marsvin. Den ene af dem blev syg og hos dyrlægen fik den én uge mere at leve i, så vi skulle tage den med hjem og få sagt farvel, og sørge for den fik en god uge, med alle de godbidder den kunne spise. Da sygdommen den havde med tiden ville forårsage store smerter, skulle den aflives ved indsprøjtning, og hvor mandig jeg end ønsker at gøre mig, så måtte jeg sende konen og børnene ned med det lille marsvin. Jeg ved ikke hvad det lille dyr har tænkt, men da den fik den første sprøjte (har de fortalt mig), så kikkede den på en måde der lignede bebrejdende op på sine ejere, som om den følte sig forrådt. Den var så livsstærk, at den måtte have to sprøjter for at overgive sig. Vanvittigt sørgeligt.

Jeg savner mine bedsteforældre, men ved, at jeg skal møde dem igen. Det er underligt nok en helt anden følelse med et lille dyr, man ved er væk for evigt... Nå, men sagen er den, at de to tilbageblivende marsvin, de var mildest talt underlige hele den efterfølgende uge. De sagde ingen ting, og spiste næsten ingen ting. De plejede at hyle op, piiiiiv, piiiiv, piiiv, hver gang de hørte os. Men de var helt stille. Jeg er ikke i tvivl om at de som aberne var i sorg. Havde de forstået at deres samboer var død? Jeg ved det ikke, men jeg var ikke i tvivl om at de ikke var glade.

Er marsvinene vores forfar, fordi de også kan sørge? Det er en tåbelig logik, og videnskaben tager så åbenlys fejl i den tankegang. Det viser at vi ikke kan stole på videnskaben når det kommer til oprindelse.

Der er kommet endnu en sjov egenskab frem blandt aber:

Unge chimpanser leger med pinde, og de to køn leger forskelligt, viser ny forskning, der for første gang påviser, at hunchimpanser oftere end hanner behandler en træpind som en dukke.3

Det er morsomt. De er sjove de aber, og vi burde ære skaberen frem for skabningen, i al vores forskning. Abernes egenskaber har intet med os at gøre, men alt med Skaberen at gøre.

1 "Chimpanser overrasker forskere", Jyllands Posten, d. 25-12-2009
2 "Chimpanser kan føle sorg", Jyllands Posten, d. 27-04-2010
3 "Hunchimpanser leger med "dukker"", Jyllands Posten, d. 01-01-2011

Relaterede nyhedsblogs

  
Evolution [49]; Skabelse [12];

Flere nyhedsblogs fra 2011