| 1 | Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? | 2 | Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! | 3 | Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. | 4 | Om ét har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENS Hus for at skue HERRENS Livsalighed og grunde i hans Tempel. | 5 | Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. | 6 | Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN. | 7 | HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! | 8 | Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE; | 9 | skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! | 10 | Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig. | 11 | Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; | 12 | giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. | 13 | Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENS Godhed i de levendes Land - | 14 | Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN! |