Hvem er Magdalene søstrene?

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 17/03-05



Dagbladet Arbejderen har skrevet om en film om den frygtelige og umenneskelige arbejdsvilkår og straf, der pålignes ugifte mødre og ”uheldige” kvinder hos nonneordenen The Magdalene Sisters (Magdalene Søstrene). De anbringes i vaskerier, hvor de behandles som slaver og har ingen som helst rettigheder.

Følgende er et udklip af Arbejderens artikel:

”Magdalene Søstrene - Grufuld gudelig straf

En stærk film om fire unge irske kvinders skæbne på et vaskeri, som Magdalene­­­ Søstrene har ansvar for: Til sådanne vaskerier bliver unge kvinder forvist, hvis de ifølge det øvrige irske samfund opfattelse er umoralske eller på anden måde er faldet ved siden af en normal opførsel. Det er en hudflettende og grusom film om et sort kapitel i irsk historie.

Irske kvinders synd blev meget bredt defineret: At være for køn eller mindre køn; for klog eller for uintelligent; at have født uden for ægteskab, eller at være voldtægtsoffer.

Som straf blev kvinderne anbragt på disse forvaringsanstalter, hvor de ulønnet skulle arbejde 364 dage om året. De blev ofte pryglet, sultet, voldtaget og ydmyget på de værst tænkelige måder.

Forvaringsanstalterne blev oprettet i 1800-tallet, og den sidste blev først lukket i 1996. Flere tusinde er gennem tiden døde under disse kummerlige forhold.”

Syndige kvinder skal straffes

Filmen følger fire unge kvinders skæbne på en af disse forvaringsanstalter i begyndelsen af 1960erne. Til et smukt bryllup synger præsten en ballade for det vordende brudepar. Alt er fryd og gammen, indtil den unge Margaret (Anne-Marie Duff) går med sin fætter Kevin til et afsides rum i kirken. Han har en overraskelse, som Margaret skal se. Fætteren voldtager brutalt Margaret.

Han går tilbage til brylluppet og opfører sig, som om intet er sket. Margaret skynder sig også tilbage og fortæller, hvad der er sket, og snart ved hele selskabet besked om den frygtelige hændelse.

Da Margarets far hører om voldtægten, fortæller han det skete til præsten. Dagen efter bliver Margaret brutalt ført bort til en af de frygtede forvaringsanstalter.

Den forældreløse Bernadette (Nora-Jane Noone) bor på et børnehjem. Hun er en køn pige. Af frygt for, at hendes smukke ydre skal tiltrække unge mænd, der arbejder på en nærliggende fabrik, vælger børnehjemmets ledelse at anbringe Bernadette på forvaringsanstalten.

Så møder vi Rose (Dorothy Duffy). Hun har en trøstesløs fremtid i vente, fordi hun netop er blevet mor til en lille dreng, uheldigvis uden for ægteskab. Roses dybt religiøse forældre vælger at lade hendes nyfødte søn tvangsfjerne og anbringer Rose på forvaringsanstalten.

De tre unge kvinder ankommer samtidigt på anstalten. De lærer hurtigt den unge pige Crispina (Eileen Walsh) at kende, der også straffes for at have født en søn uden for ægteskab.

Vi følger de fire unge kvinders kamp for at overleve, og ikke mindst mulighederne for at slippe væk igen.

Grusom opdragelse

Instruktøren Peter Mullan har med Magdalene Søstrene skabt et mesterværk. Det skyldes ikke mindst filmens vedkommende indhold og de unge irske skuespilleres indlevende præstationer.

Han lægger ikke fingrene imellem, når de frygtelige forhold på forvaringsanstalten skildres. Det gælder blandt andet nonnernes ydmygende tyranni over for synderinderne.

Mellem bønnerne skal der arbejdes på vaskeriet, hvor de unge kvinder ikke må tale med hinanden, mens de arbejder. De gør det dog på trods i det skjulte.

Men også de unge kvinders forandrede sind skildres. De bliver forhærdede og nogle gange også direkte ondskabsfulde i deres laden og gøren for at overleve den kummerlige tilværelse med hårdt arbejde og prygl, hvis de overtræder nonnernes regler.

Her skal det ikke afsløres, hvordan det går de fire unge kvinder. Der skal blot siges, at tårerne lurer i øjenkrogen, når man går ud af biografen. Både på grund af disse kvinders skæbne og i vrede over, at det har fundet sted.

Instruktør P. Mullan har fulgt den originale artikels ordlyd. Men en del forkortelse er foretaget og ordlyden måske ændret for at få en bedre forståelse.

Mullan skriver: ”Det er i dag mandag d. 15. september 2003, og jeg sidder og prøver at finde ord til denne artikel. Jeg ved ikke rigtigt, hvorledes jeg få det sagt, der ligger mig på hjerte. Jeg prøver at få alle følelser med, så godt jeg formår.

Den film, jeg har lavet, følger unge kvinders liv i et vaskeri i Irland, styret af katolske nonner. Rundt regnet har ca. 30.000 kvinder arbejdet i dette vaskeri som i næsten 100 år fandtes i Dublin og først blev lukket i 1996.

Jeg har gjort mange overvejelser derom, idet jeg ved, at Vatikanet har udtalt, at filmen er overdreven og uærlig.

Vatikanets dagblad, L’Osservatore Romano, kaldte filmen “en vred og uforsonlig film. Ja en provokation. der mangler kunstnerisk værdi.”

Der kom ikke en eneste protest fra Irland, hvor nær 90 % af befolkningen er katolikker. Måske på grund af de mange sager mod kirken om pædofil skandaler og undersøgelser om fysisk misbrug i katolske skoler. Der har været så mange skrækkelige historier om den katolske kirke, at du næppe kan tro det.

Jeg følger i min film især 3 unge kvinder, Bernadette, Rose og Margaret. De var alle sendt bort til dette vaskeri af forskelige grunde. Bernadette blev sendt dertil, fordi hun var en køn ung enke, som drenge flirtede med. Margaret blev voldtaget af en fætter, og hendes fader og den lokale præst foreslog at sende hende bort. Rose havde fået et barn udenfor ægteskabet. Hendes barn blev givet bort, og hun endte i vaskeriet.

Der er ingen tvivl om, at mange af disse piger ville have klaret sig fint i samfundet. Men de er blevet åndelige og følelsesmæssige fanger ved at være i ”the Good Sisters of Mercy”varetægt. (De gode Barmhjertigheds Søstre.)

Det var svært at give et rigtigt billede af forholdene i vaskeriet, fordi nonnerne var sadistiske, grusomme, uden barmhjertighed og ubøjelige. Dersom disse piger havde kendt den sande Jesus, ville deres forhold have været lettere at bære. De ville i det mindste have været fri i deres ånd, og alt håb ville ikke været blevet taget fra dem.

Men de fik kun Roms løgnagtige budskab at bygge på og ved intet om, hvad der sker, når de dør. De har kun hørt, at der er en vred Gud, som overgiver dem til straf.

P Mullan, der har samlet materialet til filmen, skriver, at han havde fire søskende, som alle var vokset op i den katolske kirke og havde lidt af en eller anden form for misbrug fra nonners og præsters side.

Hans hjem lå mange kilometer fra skolen, og i hjemmet læste de, hvad de kunne få fat på. Engang imellem besøgte de et bibliotek, hvor de lånte en protestantisk Bibel, som de læste med stor interesse. Han skrev noget ned fra denne Bibel, og tog det med i skolen. Da han læste det højt i skolen, varede det kun kort tid, før papiret blev revet ud af hans hånd, og lærerinden stoppede det i hans mund og råbte: æd det! Da han spyttede det ud, samlede hun det op og beordrede ham påny til at æde det. På samme tid begyndte hun at slå ham både i ansigtet og på ryggen. Det var først, da han var blevet voksen, at han forstod hendes raseri. Han havde gjort den store fejl at læse op af en protestantisk Bibel!

Han havde altid følt, at nonnerne hadede ham. Og ganske som filmen viser, oplevede han og andre nonnernes sadistiske og ydmygende behandling. Han mærkede særlig deres vrede, fordi han var venstrehåndet. Og var det ikke den højre, han brugte, var der klø i vente. Da de fik hans fader til at klø ham, så han på nonnernes ansigter. De smilede, som om de tænkte: ha! ha! det har du godt af!

Han og hans søskende blev indbudt til at besøge en familie, de havde kendt gennem lang tid. Der hvilede en skygge over denne familie, idet en af deres døtre havde skudt sig selv, og en anden havde hængt sig. Hvorfor? Filmens forfatter begyndte at tænke dybt over tingene.

Skønt hans familie var fattig, sendte de ham i en offentlig skole. Han blev forundret, da han første gang trådte ind i denne skole. Han var vant til, at en skole var malet i dystre og deprimerende farver. Denne skole var malet i lyse og venlige farver. ”Og jeg lærte, at der havde man lov til frit at sige sin mening.”

Det var svært at tro, da der i 1996 kom en meddelelse om, at ”the Sisters of Mercy” havde mistet deres magt, og at vaskeriet skulle lukkes.

Det er svært at beskrive den nød, disse unge kvinder oplevede. De kunne ikke komme bort fra stedet, uden at en slægtning udefra medvirkede. Det var i realiteten et fængsel på livstid for mange af dem. Luksus blev de ikke kendt med. Vand kostede penge, og nonnerne syntes, at det var nok at skifte vand for hver syvende pige, når de vaskede sig. Og dertil kom, at mange af pigerne led af farlige infektioner.

Ved badetid havde en ældre pige opsyn med pigerne. Og var der den mindste mistanke om, at nogle af pigerne fejlede noget, fik de svære straffer pålagt for urenhed og umoral.”

Katolsk tro er ikke kristendom


Alle dem der formoder, at katolsk tro blot er en anden form for kristendom, bør tænke om igen. Hele det katolske præstesystem er gennemsyret af utugt i en grad, nogen næppe kan tro er rigtigt. Og den tro, som nogle af dem muligvis ejer, er så langt fra bibelsk lære, som den næsten kan være. Det siges for eks. rent ud i denne kirkes skrifter, at forbandet være den der lærer, at nogen kan blive frelst ved tro.

Artiklen om Magdalene Søstrene er stærk beskåret, men hovedtrækkene om nonnerne og pigerne i vaskeriet er beskrevet som det er. Men det er umulig at beskrive den smerte, pigerne følte. De fik ingen løn og havde kun fri juledag. Andre dage var lange arbejdsdage.

”De barmhjertige Søstre” var faktisk fangevogtere, som langtfra var barmhjertige overfor ”fangerne”. Og pigerne kunne i deres håbløse indespærring til tider også være onde mod hinanden. Kun nogle få arbejdede sammen i ægte venskab.

Dem, der har set denne film, er dybt grebet af den ubeskrivelige nød, filmen fremviser, og som er et godt billede på hele Den katolske Kirkes ånd.

Hvor mange piger er ikke i dag andre steder i kirkens varetægt under ligeså forfærdelige forhold? Vi ved, at Den katolske Kirke elsker sig selv og kun sig selv. Den skraber milliarder af $ sammen og ser på, at andre sulter og lider nød, uden at blive berørt deraf.

Den katolske Kirke er en uhyggelig og ugudelig kirke. Pæne ord mætter ingen og sætter ingen i frihed. Omhu for børn er ofte at få dem til at tie stille, så overgreb mod dem kan foregå i årevis, uden at forældrene ved noget om det.

Følgende er en artikel, skrevet af Karen M. Larsen d. 31. maj 2004:

Pædofili skandalen og den katolske kirkes syn på seksual moral


”Der er blevet fremført mange teorier om årsagerne til den pædofiliskandale, der har plaget Den katolske Kirke i de seneste år. Man har forsøgt at forklare de mange seksuelle overgreb begået af katolske præster med præsternes pligtcølibat, eller man har givet homoseksuelle præster skylden. For mig at se burde man dog i stedet kigge på Den katolske Kirkes traditionelle syn på seksuelle overgreb.

Den katolske Kirkes syn på seksuelle overgreb eksemplificeres af den tolkning, den katolske kirke har givet Maria Gorettis liv og især hendes død. Maria Goretti blev født d. 16. oktober 1890 i Corinaldo i Italien og voksede op under fattige kår. Da hun var 12 år gammel, forsøgte den 19-årige Alessandro Serenelli at voldtage hende. Maria satte sig imidlertid til modværge, og i raseri over ikke at kunne fuldføre sit foretagende, sårede Alessandro hende dødeligt med en skuetrækker. Maria dør efter store kvaler af sine sår dagen efter, inden hun udånder tilgiver hun, sandsynligvis under pres, Alessandro for hans ugerning. Efter sin død bliver denne fattige bondepige udråbt til en kyskhedens martyrinde, og hun helgenkåres af Pave Pius d. XII i 1950. Maria Goretti anbefales den dag i dag af Pave Johannes Paul d. II som et forbillede til efterlevelse for den moderne ungdom. I kirkebønnen til hendes festdag, der fejres d. 6. juli, hedder det bl.a.: ”Gud, du er uskyldens kilde og du elsker kyskhedens adel. Du førte tidligt den hellige Maria Goretti til fuldkommenhed, og du kronende hendes kamp for renheden med martyriet.”

Det syn på seksuelle overgreb, som ligger bag Maria Goretti kulten, er imidlertid meget forstemmende. Hvor fristende er mon en 19-årig mands ønske om samleje for en kun 12-årig pige? Er det ikke en normal reaktion, at hun vil forsøge at undgå dette? Og hvis en 12-årig pige, der kæmper fortvivlet for at undgå at blive voldtaget, kæmper for sin renhed, hvad skal man så sige om de millioner af piger, kvinder, drenge og mænd verden over, som af angst undlader at kæmpe mod deres voldtægtsmænd? Mister de deres renhed? Handler de ukyskt, hvis de giver efter for vold, trusler eller pres? Og hvad med de børn, der lokkes til sex? Den katolske helgenkalender er fuld af fortællinger om de berømmelige kvindelige jomfru-martyrer fra de første kristne århundreder. De udsættes for al mulig tortur og henrettes til sidst for deres tros skyld. Det eneste, de dog aldrig udsættes for, er voldtægt, for om nogle af deres bødler prøver noget sådant, så gør Gud et under, så deres renhed forskånes. Budskabet er igen klart. Er man from og hellig, så vil Gud forskåne en for seksuelle overgreb. Enten vil han nemlig redde en før voldtægtsmanden eller –mændene får deres vilje, eller han vil skænke en det hellige martyrium. Voldtægt er øjensynligt kun noget, der sker for dem, der har mangler mht. hellighed, især den ”hellighed” der består i at være seksuelt uberørt.

Hvorfor er alt dette nu interessant mht. de seksuelle overgreb begået af katolske præster mod børn og unge i deres varetægt? Jo, dette forskruede syn på seksuelle overgreb kan meget vel have været medvirkende til, at de kirkelige øvrigheder ikke tog deres undergivnes seksuelle overgreb synderligt alvorligt. Ofrene var nok selv uden om det! har man sikkert ofte tænkt, og derfor handlede det først og fremmest om at få dem til at tie stille og dermed undgå en skandale. Man greb altså til de samme metoder, som når en præst havde haft en affære med en voksen kvinde. De indblandede skulle bringes til tavshed, og den involverede præst skulle flyttes til et andet sogn, så sagen kunne glemmes så hurtigt som muligt. For de kirkelige øvrigheder var ofrene for de seksuelle overgreb nemlig ikke ofre, der havde brug for hjælp og trøst, de var blot pinlige vidner til en præsts manglende evne til at leve op til pligtcølibatet. Ej heller var man synderligt bekymret for, om præsten kunne tænkes at gentage sine overgreb. For ifølge traditionel katolsk seksualmoral afgøres en handlings syndighed ikke af, om de implicerede ønsker den, eller hvad de føler i forhold til den. Det eneste der reelt betyder noget er, om den seksuelle handling foregår inden for det hellige ægteskab mellem mand og kvinde eller ej. Om en præst derfor har et seksuelt forhold til en voksen person, der bygger på gensidig kærlighed, eller om han presser en 11-årig dreng til sex er sådan set uden betydning. Det er en synd, som kan tilgives, hvis han angrer og skrifter, hvorefter han kan overlades et nyt job som præst i et andet sogn, hvor man ikke kender hans historie.

Eller sådan var det i hvert fald indtil talrige retssager i USA nærmest har ruineret Den katolske Kirke. Der er næppe noget håb om, at disse uhyggelige overgreb vil ophøre, før Den katolske Kirke ændrer sit syn på seksuelle overgreb og på, hvad der er syndigt i seksuelt henseende. Sker dette ikke, vil man hurtigt falde tilbage til de gamle handlingsmønstre i det øjeblik, offentlighedens opmærksomhed rettes mod andre emner.”

Filmen kan købes på DVD hos www.gucca.dk

Videre står der om denne film: ”Instruktøren Peter Mullans Magdalene Søstrene er baseret på den chokerende sande beretning om tusinder af unge kvinder, som blev forvist af deres familier og overladt i den strenge katolske kirkes varetægt.

Magdalene forvaringsanstalterne blev oprettet i det 19. århundrede og var opkaldt efter den bibelske Maria Magdalene - en tidligere skøge, som angrede sine synder ved at vaske Jesu fødder. Anstalterne blev hurtigt underlagt Den katolske Kirke, som pålagde nonneordenen Sisters of Mercy den daglige ledelse. Under deres ledelse var de indsatte henvist til - ulønnet - at skulle arbejde 8-10 timer om dagen, 7 dage om ugen, med at vaske tøj for de omkringliggende hoteller, universiteter og andre institutioner.

Ved århundredeskiftet var Irland en nation tvunget økonomisk i knæ og med et overbebyrdet velfærdssystem. De fleste familier var under stort pres, hvis deres børn skilte sig en smule ud fra normen - og forvaringsanstalterne var derfor et kærkomment sted, hvor man kunne anbringe sine børn, så man kunne opretholde facaden over for det øvrige katolske samfund.

Ved ankomsten til Magdalene forvaringsanstalterne fik de unge kvinder barberet alt håret af, frataget alle personlige ejendele og iklædt ens dragter. Selv deres navn blev udskiftet med katolske helgeners, og de havde ingen mulighed for nogen som helst kontakt med det øvrige samfund. Mange tidligere indsatte kvinder beskriver opholdet på disse anstalter som værre end et fængselsophold, da der ikke blev gjort noget for at forberede dem på et fremtidigt liv uden for murene. Mange kvinder valgte derfor at forlade Irland efter et sådant ophold - både for at kunne starte på en frisk, men også for at slippe for de anklagende blikke fra det øvrige samfund.

Først i 1970erne, da salget af private vaskemaskiner steg mærkbart, faldt behovet for at få vasket tøj hos Magdalene forvaringsanstalterne. Men den sidste anstalt lukkede først i 1996, og man regner med, at næsten 30.000 kvinder er døde i forvaring. Den katolske kirke har endnu ikke formelt undskyldt sine handlinger over disse kvinder eller betalt kompensation til eventuelle pårørende.

Instruktøren Peter Mullan skrev manuskriptet til Magdalene Søstrene på baggrund af Channel 4 dokumentarprogrammet Sex in A Cold Climate, som tegnede et hudløst portræt af de unge, indsatte kvinder. Mullan blev dybt berørt over disse kvinders skæbne - men også forfærdet over, hvilken magt den katolske kirke havde over det daværende samfund.

(I mange lande er Den katolske Kirkes magt ikke blevet mindre, tværtimod. Og den indflydelse, kirken øver, er meget stor. I visse lande er det kirken, dvs præsterne, der har den reelle magt. Denne kirke er ikke opbygget på Bibelens lære men på magt og forførelse. Og næstekærlighed findes ikke. Tilføjelse af HSS)

Filmen om Magdalene Søstrene modtog Den Gyldne Løve på Venedig Film Festival og en Discovery Award på Toronto Film Festival i 2002. Derudover var den nomineret en European Film Award i 2002 i kategorien Bedste Film og en BAFTA Award i år i kategorierne Bedste manuskript og Bedste britiske film.”

Lad dig advare. Den katolske Kirke ligner i sine farver den drage der er omtalt i Joh. Ab. Og i sin opførsel er den en falsk profet. Og pavens fremfærd gennem de sidste årtier viser, at hans mål er at blive overhoved for alle trosretninger.

Et af de stærkeste beviser på dette er et billede af paven, hvor han får SHIVA tegnet malet på sin pande af en shiva præstinde. (New-Age leksikon definerer Shiva som dæmonernes fyrste.)


Er du ikke årvågen, er det absolut nu, du skal vågne op, thi endetiden nærmer sig i et hurtigt tempo. Det gælder om at være rede. Snart henter Gud sit folk ud af verden. Og de sidste onde år kommer over jorden. Skal Gud også hente dig ud fra det kommende kaos? Eller vil du blive og se, hvor forfærdelig antikrists tid bliver?