Født på ny

af Kim Andersen
Lagt på d. 25/10-04



Jeg har siddet og funderet over, hvad vil det sige at være født på ny? – Hvilken virkning har på ny fødslen på os og hvordan mærker vi om vi er født på ny?

Efter at have grundet over det, har jeg fundet det så vigtigt – altafgørende for forståelsen af Guds rige og dermed også Bibelens skrevne Ord. Er vi ikke født på ny, kan vi ”ikke se Guds rige” (Joh. 3:3). Det vil sige vi ikke forstår eller ser Bibelens alvor, Guds veje og Hans vilje.

Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (Joh. 3:8).

Et kødeligt menneske, hører med sine ører vinden blæse. Men et sådant menneske, kan ikke høre Ånden. ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd” (Joh. 3:6). Et åndeligt menneske, som er blevet født på ny, af Ånd, er ånd og hører derfor Ånden.

Hvad vil det sige at høre Ånden?


Jesus sagde: ”Men når Han kommer, Sandhedens Ånd, skal Han vejlede jer i hele sandheden” (Joh. 16:13). Det vil sige, at er vi født på ny, får vi en evne – en gave til at se Guds rige. Vi får en gave til at forstå, måske ikke med vor fornuft, men med troen, hvad Bibelen lærer os, vel og mærke levendegjort med Guds Ånd. Paulus sagde: ”Nu (i dette liv)erkender jeg stykkevis, men da (efter dette liv)skal jeg kende fuldt ud”. Intet menneske vil kunne forstå Gud med sit intellekt til fulde. Men med troen forstår og handler vi, og kan med den Gud givne tro forene os med Guds Ånd, når vi er født på ny.

Men alle dem, som tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på Hans navn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud” (Joh. 1:12-13).

De som er blevet født på ny, får kraft til at være Guds børn. Det vil sige, at de får en stærk vilje og indre styrke til at følge Jesus og gøre som Ånden tilsiger dem. Jesus sagde: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer” (Joh. 15:14) og denne befaling klarer det kødelige menneske ikke. Kun den der er født på ny, får styrke til at gå den rette vej.

Det døve øre


Jeg har i flere år betragtet den eskalerende evne blandt menigheder og kristne, til at sortere vigtige punkter af Ordet fra, for ikke at bedømme eller gøre hvad ret er, efter Bibelens henvisninger. Jeg ser i dette en klar afvisning af Guds Ånd. Es. 63:10 siger ”Men de trodsede og krænkede Hans Hellige Ånd, så Han blev en fjende for dem
og gik til angreb på dem”. Gud lod fjenden ødelægge Israel og Guds angreb i dag, i denne nådens tid, er, fortæller Bibelen, at Gud sender ”vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen” (2. Tess. 2:11) – Han lader fjenden ødelægge den ulydige. Johannes siger at: ”Vi er af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpå kender vi sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd” (1. Joh. 4:6).

Det har altid undret mig, at folk der skriver til mig i vrede over det de læser, på ingen måde kan eller vil forstå Bibelens budskab, på forskellige områder. Eksempel vis kritikken af Alpha, som ganske tydeligt ikke har nogle vidnesbyrd der vidner om på ny fødsel. Alpha former nærmere kristendommen som en livsstil, et religiøst blændværk fra Antikrists ånd, hvor folk ganske vist får svar, men forstår tilsyneladende ikke. De tramper videre, blinde som muldvarper, i dette sammensurium af evangelier, der er skruet sammen efter kødet – alternativitet, relativitet og humanisme, som kun hører vinden blæse, men ikke Ånden tale. Den samme sag gør sig gældende ang. Pensacola / Toronto ”velsignelsen”.

Hvorfor er det umuligt på nogen måde at tale med sådanne mennesker? Er det fordi de ikke kan se Guds rige?

Pensacola og Toronto’s okkulte vækkelser som danske menigheder har slubret i sig, har så mange faktorer der viser, at de ikke kommer fra Gud. Alligevel viser menighederne rundt om i landet, at de med stor velvilje tager imod denne vækkelse. Hvordan kan det lade sig gøre? – Hører de ikke Ånden og kan de ikke se Guds rige?

Nikodemus, en farisæer og lærer i Israel, forstod ikke Jesu tale. Skønt han havde set Jesu undere og hørt Jesus tale, kunne han ikke tage imod Jesu vidnesbyrd. På trods af han var lærer og medlem af jødernes råd, så var han ikke født på ny, så han kunne høre og følge Jesu vidnesbyrd. Johannes siger at: ”den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden” (Joh. 3:3 1) og der er præcis hvad det moderne evangelium gør, af hvilken grund kirkevækst uden omvendelse er en realitet. Men ”Den, der kommer fra Himmelen, er over alle; hvad Han har set og hørt, vidner Han om; og ingen tager imod Hans vidnesbyrd” (Joh. 3:3 1-32). Ånden kommer fra Himmelen som Jesus, om hvem Johannes i disse vers taler. Jesus sendte Ånden og Han vidner ikke om jordiske ting, så det sjælelige menneske forstår. Kun den der er født af Ånd forstår, og der i ligger en stor alvor.

Havde vore ledere og lærere været født af Ånd, ville budskabet have været åndeligt. Færre ville forstå, og måtte omvende sig for at nå til erkendelse af, at Gud er sanddru. Igennem Alpha konceptet svarer sjælelige lærere på sjælelige spørgsmål, så det sjælelige menneske forstår - uden omvendelse.

hvis han ikke bliver født af vand og Ånd” (Joh. 3:5)


Gud er nådig og giver sine elskede tid til omvendelse. Som Jesabel der førte vranglære. Hun fik tid til at omvende sig, men gjorde det ikke og blev kastet på sygelejet.

Alvoren i denne korte artikel er, at når mennesker ikke kan se sandheden, eller forstå Bibelens tale, så er det ved at være tid til omvendelse, for nådens snor brister om vi fortsat er ulydige imod Åndens tale.

Jeg vil derfor vise hvordan man bliver født på ny, som krævet er, for at kunne komme ind i Guds rige.

På ny fødslen


Ordet siger at: ”ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd” (Joh. 3:5). Det betyder, at vi igennem Ordet og Åndens åbenbaring bliver født på ny – født på ny, ved Guds Ord. Paulus fortæller om menigheden, at Jesus ”rensede den i vandbadet ved Ordet” (Ef. 5:26) og vi har set at Ordet, som kommer fra oven, ikke kan forstås af det sjælelige menneske, men kræver Åndens åbenbaring. Peter siger at: ”genfødte som I er, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende Ord” (1. Pet. 1:23) og det viser os, at Ordet er vejen til på ny fødelse.

På bundlinien har vi, at for at blive født på ny, må vi påkalde Herrens navn (Apg. 2:21), studere Ordet og blive renvasket derved (1. Pet. 1:23), og lade os lede af det som Ånden åbenbarer igennem Ordet (Romerne. 8:14-16).

Vælger vi derimod at acceptere hvad der går imod Ordet, med henblik på at nådens snor holder enden ud, da vil vi lide åndelig skibsbrud og dø, for nåden er ikke nok, om vi ikke følger Ånden. Bibelen siger at ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, de som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden” (Romerne. 8:1, King James).

The Amplified Bible siger det endnu stærkere: ”…de som lever og vandrer ikke efter kødets befaling, men efter Åndens befaling”.

Det er så ubeskriveligt trist, at tusinder af menighedsmedlemmer kan sidde og lytte til falsk lære, uden at være født på ny, så Helligånden kan tale til deres ånd, give dem et indre vidnesbyrd og derved lede dem i sandhed. Så mange mennesker har taget imod et kødeligt og humanistisk evangelium, der ikke henholder sig til på ny fødelse, men efterlader tusinder i en falsk frelses tryghed. Ingen, siger Jesus, frelses, om de ikke er født på ny, og grufuldt er det, at en uendelig stor del af verdens mennesker i dag ikke er født på ny, men lever alligevel i overbevisning om frelse, støttet af adskillige tegn og undere, som kommer fra løgnens fader.

Mit bedste råd til dig der læser dette er: Randsag Skriften, påkald Herrens navn. Lev og gå efter Åndens befaling - da vil du blive født på ny!

Du er ikke afhængig af præst eller kirke for at leve et liv i åndelig rigdom. Alt du behøver, er en god Bibel og Guds forunderlige Ånd, som blev os sendt fra Himmelen, for at lede os i Ånd og sandhed. Lad ingen organisation eller noget menneske stå mellem dig og Gud, men søg selv Gud i Ordet og forny dit sind og din ånd, og ifør dig det nye menneske, genfødt ved Guds Ord (Ef. 4:23-24).