Nøjsomhed og gudsfrygt

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 16/05-05



Ordet nøjsomhed er sjældent brugt i vor tid, og mange ved måske end ikke, hvad det betyder, og dog er det et vigtigt ord, som kan have stor betydning for vort liv. Men i ældre tid var det et meget kendt ord, hvor arbejde og nøjsomhed sammen med gudsfrygt frembragte de stærke i troen, som var med til at opbygge samfundet.

I dag er nøjsomhed og gudsfrygt skiftet ud med havesyge og skin af kristendom, og de gamle værdier er glemt. Midt i vor velstand er vi blevet åndelig fattige. Selv om vi kalder os kristne, er vor opførsel og levemåde for manges vedkommende et jag efter verdens gods og magelig levevis.

Førhen var der mange, der takkede Gud for maden og bad ham vogte hjemmet. Og børnene bad med, fordi også de havde oplevet, at det daglige brød ikke var en selvfølge men en gave, og at nøjsomheden bandt dem tættere til Gud.

Der står om Israel: ”Men da Jesjurun* blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin frelses klippe.” 5. Mos. 32:15. [*Hædersnavn for Israel]”

Det samme er sket for Danmarks befolkning. Vi lever i fred, og velstand er kommen til næsten alle. Det har ført til, at også vort folk ”slog bagud” med det til følge, at nøjsomhed og gudsfrygt næsten er forsvundet. Omvender vi os ikke, vil Herren også forstøde os, som han forstødte Israel. (5. Mos. 32:19-20.)

Gud er den samme til evig tid. Han vil, at vi skal søge ham og finde frelse i Ordet. Stemmer det, vi hører eller læser, ikke med det, Bibelen lærer os, skal vi kassere disse kilder, thi de lærer frafald.

”Den retfærdige går til grunde, og ingen tænker derover. Fromme mænd hentes bort, men ingen forstår, at den retfærdige hentes bort fra ondskaben.” Es. 57:1.

Når Gud fjerner de sande profeters røst, er det første fase af Guds dom. Og vi har grund til at bæve, fordi vort land er inde i denne fase. Israel så det ikke, og vi ser det heller ikke og går derved ind til en endnu hårdere dom end dem.

Da kong Saul valgte at gå sine egne veje bort fra Gud, valgte store dele af folket det samme. Går en menighedsleder ind for løgnelære, gør menigheden det samme. Men som kong Saul fik sin dom, vil løgnelærerne også få deres dom.

Dæmonåbenbaringer


Vi forstår af 5. Mos. 18:10-12, at samtale med de døde er samtaler med ånder, der imiterer de afdøde. Og i 1. Krøn. 10:13 står der direkte, at Saul døde,fordi han havde rådspurgt en ånd for at få et råd.”

Deraf ser vi tydeligt, at det var en ånd, der foregav at være Samuel. En ånd, der havde kendskab til både Samuel og Saul, og til hvad, der var foregået. Sådan en dæmonånd kan også komme med forudsigelser, der kan gå i opfyldelse. (5. Mos. 13:1-3.) Og vi læser i Es. 8:19-20: ”Når de siger til jer: Søg dem, som fremmaner de døde og spiritisterne, som hvisker og mumler! skal da ikke et folk søge sin Gud? Skal de søge de døde for de levende? Til loven (toraen) og til vidnesbyrdet! Hvis ikke de taler som dette ord, får de aldrig set morgenrøden.” Altså skal dem, der ikke holder sig til Skrifterne, og søger den levende Gud frem for dæmoner, aldrig se den herlige, evighedens mor­genrøde.

Dæmonen, der udgav sig for at være Samuel, afslørede sig selv ved at sige: ”... I morgen skal du og dine sønner være hos mig”. 1. Sam. 28:19. King James. Samuel var i Abrahams skød, og det var ikke dertil, Saul kom. Han kom derimod som en frafalden til domsafdelingen i dødsriget.

I 1. Krøn. 10:8-13 læser vi, hvad der skete med Saul: ”Dagen efter, da filisterne kom for at plyndre de døde, fandt de Saul og hans sønner, som lå faldne på Gilboas bjerge. De klædte ham af og tog hans hovede og rustning, og så sendte de bud udover hele filisternes land for at gøre nyheden kendt for deres afguder og blandt folket. Så lagde de hans rustning i deres guders hus, og de hængte hans hovedskal op i Dagons hus…. Sådan døde Saul, fordi han optrådte svigefuldt mod Herren, fordi han ikke holdt Herrens ord, og også fordi han adspurgte en ånde­maner for at få et råd.”

Kong Saul var ikke længere gudfrygtig og nøjsom men forlod Herrens veje for at få viden om sin fremtid. Også mange i dag går samme vej som kong Saul og søger råd hos dæmoner.

Vi ser det for eks. ved Benny Hinns shows, hvor dæmoner visselig er til stede. Du spørger måske, hvorledes jeg vover at skrive sådan. Det gør jeg, fordi Hinn, som kong Saul, har forladt sandhedens vej og søger sin oplysning hos dæmoner. En række af personer har hjulpet Benny Hinn dertil. Først var der Kathryn Kuhlman, dernæst Aimee Semple McPherson, men også Morris Cerullo, Jim Bakker, Rodney Howard-Browne og John Avanzini.

En af de personer, som betød meget for den kurs, Benny Hinn valgte, var Aimee Semple McPherson. Hun fik en overmåde dyr begravelse, og med sig i graven fik hun en fuldfunktionsdygtig telefon. Benny Hinn har ofte besøgt både hendes og Kathryn Kuhlmans grav for at hente salvelse fra deres ben. (Det vides ikke, om han benyttede telefonen.)

Benny Hinn tror, at der stadig kan være kraft i en afdøds legeme, dersom personen besad stor styrke i levende tilstand.

Og stor kraft har Benny Hinn. Store skarer falder til jorden, blot han blæser på dem eller vinker med en arm. Men Gud er aldrig med, når et menneske herliggør sig selv og tager æren fra ham. Ved at gå til sådanne dæmoniske manifestationer kalder du en dom ned over dig selv, ganske som kong Saul gjorde.

Dom over dem, som ikke vil høre


Gudfrygtig og nøjsom! Det er bl.a. beskrivelse af Herrens sande profeter. Som for eks. Moses, hvis liv vidnede om disse to vigtige ting.

En sand profet taler om omvendelse og om Guds dom over dem, som ikke omvender sig. Vi har mange vidnesbyrd om, hvad de sande profeter sagde. Og efter at profeterne i lang tid havde talt alvorligt til Israels folk, og de ikke omvendte sig, kom dommen over dem. En af dem kom i august 586 før Kr. og bragte folket i stor nød.

I mere end to år havde Jerusalem været belejret af babylonerne. I en kort periode var belejrerne draget bort for at føre krig mod en egyptisk hærstyrke men var nu tilbage.

Al færdsel ind og ud af byen var stoppet. Folket led under sult og sygdomme. Og de, der forsøgte at slippe ud af byen, blev nådesløst slået ned. Små, fortvivlede glimt af denne ufattelige, menneskelige lidelse får vi gennem beskrivelser i Klagesangene:

”Den spædes tunge klæber til ganen af tørst; børn tigger om brød, ingen rækker dem det,” læser vi. Og nøden ramte alle samfundsgrupper: ”De, der før spiste lækkerier, ligger forkomne på gaderne; de, der blev båret i purpur, trykker sig nu i skarnet” 4:4-5.

Hvor ekstrem hungersnøden var, bliver også antydet gennem følgende hårrejsende glimt fra situationen hen mod slutningen af belejringen: ”Med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde” 4:10.

Bymuren blev gennembrudt. Kong Sidkija og hans stormænd forsøgt at flygte, men blev taget til fange.

Babylonerkongen Nebukadnesar tvang kongen til at se på, at hans sønner blev halshugget. Bagefter fik han selv stukket øjnene ud og lagt i lænker, slæbt til Babylon og smidt i fængsel dér.

De babylonske soldater plyndrede Jerusalem og satte ild til templet, til kongens palads og alle husene i byen. Jerusalem brændte ned.

Bibelen er skarp i sin forklaring på, hvorfor det gik Jerusalem så forfærdelig. ”Det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda således”, hedder det i 2. Kong. 24:20.
Og i Klagesangene 2:5 formuleres det endnu stærkere: ”Herren var som en fjende, han ødelagde Israel, han ødelagde alle dets borge og tilintetgjorde dets fæstninger. Han fremkaldte suk og stor klage hos Judas datter.”

I årevis havde Herren advaret Israel gennem profeterne. Han havde nærmest tryglet israelitterne om at vende om og holde sig til ham. Profet efter profet havde advaret om, at uden omvendelse ville Israel blive ramt af katastrofen, miste landet og blive fordrevet og spredt blandt folkeslagene.

Profetierne om Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. beskrives fyldigt i Det gamle Testamente. Flere steder i Mosebøgerne, i det meste af Jeremias’ Bog, halvdelen af Ezekiels Bog, og en række af de små profetbøger fortæller om Guds dom. Men det store flertal af folket lyttede ikke til advarslerne. De afviste de sande profeter og holdt sig til de falske.

Vi bør lære af disse domsprofetier? Side op og side ned med forfærdelige forudsigelser om dom og ødelæggelse, om sygdom, sult og sværd. Det er Herren selv der står bag profetierne.

Men disse mange sider i Bibelen vil meget mere end berette den rædselsfyldte historiske begivenhed for små 2.600 år siden. To ting i domsprofetierne viser, at Jerusalems ødelæggelse har mere at sige os.

Til advarsel for mange


Vi ser klart hos flere af profeterne, at Gud ville, at Jerusalems ødelæggelse skulle vække opmærksomhed hos andre folkeslag. Ikke mindst profeten Ezekiel lægger stor vægt på det. Meget markant udtrykker han det i følgende udsagn, der blev fremsat ganske få år før katastrofen i 586 f.Kr.:

”Derfor siger Gud Herren: Nu kommer jeg selv over dig og holder dom over dig for øjnene af folkene” Ez. 5:8.

Kort efter uddyber han meningen på denne måde:

”Jeg lægger dig i ruiner, så du bliver til spot blandt de omboende folk, for øjnene af alle, der kommer forbi. Du skal blive til spot og spe for de omboende folk, ja, til skræk og advarsel, når jeg bringer straf over dig i vrede og harme, en frygtelig gengældelse. Jeg, Herren, har talt!” Ez. 5:14-15.
Gud gav Israels folk den skæbne, de fortjente. På vegne af hele Jerusalem konstaterer forfatteren til Klagesangene midt i katastrofen, at ”Herren er retfærdig, for jeg har trodset hans ord.” Klages. 1:18.

Heller ikke profeten Daniel lægger fingrene imellem, når han nogle år efter Jerusalems ødelæggelse bekendte sit folks synd over for Herren: ”Hele Israel overtrådte din lov og veg bort fra dig i ulydighed. Så vældede forbandelserne, der står i Guds tjeners Moses’ lov, frem mod os; for vi havde syndet imod ham. Han førte den trussel ud i livet, som han havde udtalt mod os og mod dem, der var dommere over os, og bragte en stor ulykke over os. Og der er aldrig under himlen sket en ulykke som den, der ramte Jerusalem” Dan. 9:11-12.

Det, der ramte Jerusalem, var både Guds retfærdige dom over Israels folk og en advarsel til alle andre nationer. Den skete ”for øjnene af folkene” og til ”skræk og advarsel”. Ez. 5:15.

Den historiske begivenhed, der ramte Jerusalem i 586 f.Kr., skal demonstrere for alle folk på jorden, at Israels Gud er en levende Gud, der dømmer og straffer al synd, der ikke er blevet tilgivet. Og hvis Herren dømmer sit eget udvalgte folk så hårdt, hvordan vil han så ikke dømme os, dersom vi ikke omvender os fra vor synd?

De mange profetier, der forkyndte Jerusalems undergang, indeholder altså et stærkt budskab til os ikke-israelitter og skal tjene til ”skræk og advarsel” for os. Minde os om, at uden tilgivelse for alle vore synder, kommer Guds dom uafvendelig over os.

Det er på den måde, Ny Testamente bruger de historiske beretninger fra Israels historie, for at lære os, at Israels Gud virkelig er Herren. Eller som Paulus formulerer det om beretningerne om Israel i Det gamle Testamente: ”Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået” 1. Kor. 10:11.

Zefanias domsprofetier

Profetierne om Jerusalems ødelæggelse taler altså ikke bare til os som advarende eksempler men også som et direkte budskab til os, tydeliggjort i for eksempel profeten Zefanias’ Bog.

Zefanias virkede omkring 630-620 f.Kr. – altså 30-50 år før Jerusalems ødelæggelse.

Hans bog indeholder tre store domsbudskaber fra Gud (1:1-6, 2:4 og 3:8). Budskaber, som er skrevet på en meget bemærkelsesværdig måde.

Hvert af Zefanias’ tre domsbudskaber indeholder to dele: en profeti om den kommende dom over Israels folk og Jerusalem. Og en profeti om en kommende dom over hele jordens befolkning. Det bemærkelsesværdige er, at der ikke er noget skel mellem disse to domshandlinger men beskrives som én sammenhængende begivenhed.

I Zef. 1:7-13 er der en detaljeret forudsigelse af den ulykke, der nogle årtier senere skulle ramme Jerusalem, som er så detaljeret, at byens forskellige porte og kvarterer nævnes ved navn. Fiskeporten, den nye bydel, Maktesh-kvarteret og højene i byen. Alt vil blive ødelagt. Byen Jerusalem står over for sit fald.

Men så ”glider” teksten umærkeligt over i en profeti mod hele jorden. Og Zef. 1:14-18 er en domsprofeti både mod Jerusalem og mod ”de befæstede byer” (flertal) og ”hele jorden”.

År 586 f.Kr. gik Zefanias’ profeti om Jerusalem i opfyldelse. Fiskeporten, Maktesh og den nye bydel blev virkelig ødelagt.

Hvordan skal vi forstå Zefanias’ profeti – og alle de andre profeters, der sagde det samme som han?

Vi står her over for et særdeles vigtigt princip, som profeterne i Det gamle Testamente gang på gang gjorde brug af. De forudsagde to eller flere begivenheder af samme type, som om der var tale om én begivenhed.

Nogle gamle bibelfortolkere kaldte det for det profetiske bjergprincip. De kommende begivenheder ligger som mægtige bjergtoppe i et bjerglandskab. Profeterne ser kun toppene og ikke dalene mellem toppene. Præcis som en bjergvandrer, der når op på en bjergtop, kan blive overrasket over, at der er endnu en bred dal, før han kan bestige den højeste top.

For de mennesker, der oplevede begivenhederne i år 586 f.Kr., var det en altomfattende katastrofe. Men set i verdenshistoriens store perspektiv var denne ødelæggelse ”kun” en lille forsmag på den langt mere omfattende dom, der en dag vil komme over hele jorden.

Jerusalems ødelæggelse var en ”bjergtop i det profetiske bjerglandskab”. Men bag den ligger der en langt større dommens dag over alle folkeslag på hele jorden.

Zefanias profeterer på én gang om begge ”bjergtoppe”. Men han siger intet om den brede dal, tidsperiode, der ligger mellem de to begivenheder.

Jo der er forskel på de to begivenheder, Zefanias profeterer om. I afsnittet om den detaljerede ødelæggelse af Jerusalem kalder Zefanias begivenheden for ”Herrens dag”. Zef. 1:7. Men i det afsnit, hvor perspektivet er udvidet til at omfatte hele jorden, taler han om ”Herrens store dag”. Zef. 1:14, som er når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

Det ejendommelige, profetiske bjergprincip er brugt mange steder i Det gamle Testamente. Men Jesus Kristus brugte det også. I sin store tale i Matt. 24 talte han på samme tid om tegnene på Jerusalems ødelæggelse og tegnene på verdens ende. Jesus Kristus kæder altså her Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. sammen med verdensdommen – på præcis samme måde, som profeterne i Det gamle Testamente kædede Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. sammen med verdensdommen.

Jerusalems ødelæggelse i 586 før Kr. var altså et forsmag på verdensdommen. Gud lod på forhånd en miniudgave af dommedag ramme Jerusalem. På den måde åbenbarede han ”for øjnene af folkene”, hvad Herren har planlagt en dag at gøre med hele verden.

Guds frelse

Det gamle Testamente nøjes ikke med at profetere dom over Israel, men de bliver fulgt af frelsesprofetier. Forudsigelser af, hvordan Israels folk en dag skal vende hjem til deres gamle land. Hvordan det ødelagte land skal blive genopdyrket og genopbygget. Og Hvorledes folkets forhold til Gud skal genoprettes, når de kommer til tro på Messias.

De fantastiske profetier om Israels kommende frelse bliver mange steder hos profeterne sammenfattet i et bestemt udtryk. Ezekiel formulerer det på denne måde:

”Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk” Ez. 37:27.

Der kommer en dag, hvor Israels folk skal blive frelst fra deres syndige frafald og få Messias til konge (Ez. 37:23-26). Den dag vil Gud selv tage bolig hos dem, og de skal i fuld forstand blive ”Guds folk”

Ligesom dommen over Jerusalem i 586 f.Kr. er en forsmag på dommen over hele verden, bliver Israels kommende frelse her på jorden en forsmag på de herlige tilstande på den nye jord efter dommens dag.

Når Det nye Testamente beskriver den nye jord efter Jesu genkomst, bruges præcis samme udtryk: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.” Åb. 21:3.

Den herlige dag, hvos Israels folk kommer til tro på Yahshua Messias, vil Gud tage bolig hos dem. Når hele verden er blevet nyskabt efter Jesu genkomst, vil Herren tage bolig hos menneskene. Israels forløsning er et forsmag på den endelige og evige forløsning.

Læg mærke til Guds måde at arbejde på. Når han dømmer, holder han først dom over Jerusalem i et lille omfang og derefter over hele verden.

Alt det, Gud gør med Israel – både i dom og i frelse – bliver derfor til et budskab til os om, hvad Gud har tænkt sig at gøre med alle mennesker.

Søg Herren, medens der er tid


De alvorlige profetier, som vi har læst om i Det gamle Testamente, er højaktuel tale i dag. De kaster en mængde profetisk lys ind over os og vores situation. Vil vi åbne vore øjne og se det, som Gud har forudsagt, må vi søge ham, medens tiden er til det.

Nøjsomhed og gudfrygtighed bør være overskriften over vort liv, thi vi er ikke på vej mod gyldne tider men mod dom. Vi har et ødelæggende overforbrug og skammer os ikke over det, men går videre, som også Israel gjorde, skønt de vidste bedre. Vi ved også bedre men går videre som førhen, og er endog blevet langt mere ugudelige. Får tanken om Guds dom os ikke til at rette op på vor ugudelige kurs, skal vi blot se, hvorledes det gik Jerusalem. Dommen over vor ugudelighed vil også blive ubeskrivelig forfærdelig, Herrens vrede er blot holdt tilbage et mål af tid, som er ved at være opbrugt. Derefter får vi se vredens ord i handling. Læs derom i Joh. åb.fra kap. 4.

Hører du til den flok, der har søgt Gud i nådens tid, har du noget skønt at se hen til. Men forpasser du den tid, er hans vrede ikke teori men fakta, som Bibelen er fuld af beskrivelser om. Gud har advaret mange gange og sagt, at han i vrede går imod ugudelighed. De rystelser, vi i dag ser i naturen, er kun småting imod det, der kommer. Søg derfor Herren, medens han findes. Kald på ham, den stund, han er nær. Snart kan det være for sent.


Debat: Nøjsomhed og gudsfrygt

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Frafald generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation