Fakta om Alpha kurser

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 30/03-02



I blev købt for en høj pris. Giv derfor Gud ære i jeres legeme og i jeres ånd, for begge hører Gud til.” 1.Kor. 6:20. Johannes Døber sagde: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!” Joh. 1:29. Intet mindre end Kristi blod kan løskøbe os fra synden og hellige os. (Se Matt. 20:28, Ap.g. 20:28, Gal, 3:13, Hebr. 9:12, 1.Peter 1:18-19, 2.Peter 2:1 og Åb. 5:9.)

Israel sagde: ”Herre, vor Gud, andre herrer end du har haft herredømme over os. Men dit navn alene ærer vi.” Es. 26:13. Vi må ikke lade andre blive herre over os og få den ære, der alene tilkommer Herren vor Gud. Alpha kurser leder til at ære mennesketanker og en gud, som vi selv former i vor fantasi. Men vi blev af Gud købt fri fra loven med en dyr pris, derfor skal vi kun ære ham.

Falder nogen for åndelige bedrag, hvoraf Alpha er en af mange former, der farer hen over landene, overhører de formaningen i 2.Tim. 4:4: ”Den tid kommer, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne lyster skaffer de sig lærere, efter hvad som kildrer dem i øret. Og de vender sig bort fra sandheden og til fablerne.” 2.Tim. 4:3-4.

Alpha kurser er ikke opbygget efter Bibelens lære men er tilpasset Den romersk katolske Kirkes lære samt den økumeniske opfattelse. Alpha kurserne er et forsøg på at gøre den ”smalle port” bredere, hvor disse ord af Jesus glemmes: ”Gå ind ad den snævre port; thi den port er vid, og den vej er bred, som fører til fortabelsen, og de er mange, som gå ind ad den; og den port er snæver, og den vej er trang, som fører til livet, og de er få, som finder den.” Matt. 7:13-14

Sandheden i det store spørgsmål, hvordan du bliver frelst, finder du ikke i Alpha, hvor der mere lægges vægt på hyggesamvær. Du må søge sandheden om ”vejen” i Bibelen og ikke hos ”lejesvende”.

Der står om sådanne: ”Hyrder i mængde ødelægger min vingård, nedtramper min arvelod, min yndige arvelod gør de til øde ørk.” Jer. 12:10.

Gud sagde om Israel: ”To onde ting har mit folk gjort: Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.” Jer. 2:13. Alpha leder dig til sådanne cisterner, som vi skal se i det efterfølgende.

Frelse uden om Jesu blod


Colin Mercer gør i sin bog The Alpha Course Examined opmærksom på, at:

1. Alpha kurserne lærer om frelse uden omvendelse fra synden.

Mercer skriver: ”Uden at forstå, hvad synd er, kan der ikke opnås en bibelsk forståelse af frelse fra synd. Og kun et menneske der ved, hvad synd er og hvilke forfærdelige konsekvenser synden fører med sig, vil flygte til Jesus Kristus for at få tilgivelse for synderne og ikke blive kastet i helvede. I Salme 9:17-18 står: ”Den ugudelige fanges i sine egne hænders værk…. Skal fare ned i dødsriget sammen med alle dem, som glemmer Gud”.

Mercer gør også opmærksom på, at mange prædikanter og præster ikke tror på helvede. Især mange, som står bag Alpha kurserne.

Han siger: Tilgivelse uden omvendelse har intet med frelse at gøre og er et djævelsk bedrag. I henhold til Alpha News siger en såkaldt omvendt: ”Jeg har stadig behov for at se fysisk bevis på Guds eksistens….pludselig en dag begyndte jeg at le ukontrolleret. Jeg vidste nu, at jeg var en kristen.” Denne person er helt klart blevet bedraget, idet oplevelsen intet har med bibelsk frelse at gøre.”

2. Alpha kurser lærer om frelse udenom Jesus Kristus.

Mercer gør videre opmærksom på, at Helligånden har en afgjort indflydelse, når det for et menneske gælder om at forstå Guds vej til frelse ved tro. Helligåndens gerning er at åbenbare Kristus for os. ”Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden. For han skal ikke tale af sig selv, men det, han hører, skal han tale. Og han skal forkynde jer det, som skal komme.” Joh. 16:13. Helligåndens gerning er ikke at give kunstige oplevelser, men at pege på Jesus.

Bibelen advarer imod at tro på en ”anden ånd”, som ikke har noget med Gud at gøre. Paulus skriver: ”Hvis der kommer en og forkynder en anden Jesus, som vi ikke har forkyndt, eller I får en anden ånd, som I ikke har fået før, eller et andet evangelium end det, I tidligere tog imod, da kan I godt leve med det!” 2.Kor. 11:4.

En ”anden” ånd har et ”andet” budskab end det, Helligånden bringer, som passer til de kødelige tanker, lunkne kristne eller uomvendte har. Derved har Alpha kurser opnået sin popularitet, idet dissse kurser ikke vækker mennesker op til nød over deres synder men lader dem roligt ”sove” videre. Blot har de fået en tro på, at alt står vel til med dem, fordi de jo har været til Alpha kurser og lært, at alt er vel. Medens sandheden vel kan være, at alt ikke er vel.

Jesu ord om, at ”ikke alle, som siger til mig: Herre, Herre, skal komme ind i Himlenes rige, men den, som gør min himmelske Faders vilje”, Matt. 7:21, er et stærkt budskab, som vi ikke må overhøre men tænke nøje over.

Et andet uddrag fra Alpha News: ”En dame kom til vor menighed…. Hvor også jeg (Mercer) var inviteret. Kvinden talte, og det forekom, som om hun ikke havde nogen ide om, hvad hun talte om. Men det var ikke det værste. Ved slutningen af sin tale, da hun indbød alle til at komme frem til bøn, lagde hun straks sine hænder på en og sagde: Kom, Helligånd! og da begyndte de mest forfærdelige ting at ske…. Dem, der blev bedt for, oplevede, at de følte sig omsluttet af et stærkt, hvidt lys og var overbevist om, at de havde mødt Jesus. Men det var ikke Jesus men en ”anden ånd”, en løgnens ånd.”

Mercer skriver: Frelse er et alvorligt spørgsmål, som aldrig må ledsages af ukontrolleret latter, thi det er at håne nådens Ånd og bringer os under Guds vrede. I Hebr. 10:29 står: ”Hvor meget hårdere straf tror I ikke den fortjener, som har trådt Guds Søns blod under fod, vanhelliget pagtsblodet, som han blev helliget ved, og spottet nådens Ånd.”

At sige, det er Helligånden, der får folk til at opføre sig ukontrollabelt, er at håne Jesu blods kraft til frelse og helligelse og at spotte nådens Ånd. Læs Bibelen selv og lad dig ikke styre af Alphas lærebøger. Det er din frelse, det gælder.

3. Alpha kurser lærer om frelse udenom Jesu hellige blod

Vi læser i Hebr. 9:22: ”Efter loven bliver næsten alle ting renset med blod, og uden blodsudgydelse opnås der ingen tilgivelse.”

Ordet ”næsten alle ting” har forvirret mange. Vi ser i 2.Moseb. 19:19, 3.Moseb. 15:5, 16:26, 16:28, 22:6 og 4.Moseb. 31:22-24, at det, der er undtaget renselse med blod, er ceremonielle overtrædelser, som ikke er synd i sig selv.

Synd kan kun tilgives ved, at ”… Jesu Kristi, hans Søns blod renser os fra al synd.” 1.Joh. 1:7.
Citater fra Colin Mercer slut.

En lære, der ikke er bibelsk, er falsk


Pastor Cecil Andrews, der er præst i Belfast, skriver således om Alphas budskab i Evangelical Times, nov. 2000:

”Den 25. september 2000 gik jeg for at høre Nicky Gumpel og hans Alpha team i Waterfront Hall i Belfast. I annoncen forlød det, at her var en lejlighed til at få indsigt i livets mening. Men således var det slet ikke. Gumpels budskab var fokuseret på menneskene og deres problemer. Og han berørte ikke den alvorlige sandhed, at siden Adams fald havde hele menneskeheden været ufrelste syndere, der var døde i deres overtrædelser. (Ef. 2:1 og Joh. 3:36.)

Gumpel viste ofte hen til Guds kærlighed men ikke til Guds vrede, når mennesker ikke vil omvende sig. Og heller ikke til, at gudsfrygt er begyndelsen til sand kundskab. (Ordspr. 1:7.) Ordet synd blev slet ikke nævnt i Gumpels tale. Den blev kun omtalt som ”forkerte handlinger”. Og forkerte handlinger bringer ikke nødvendigvis skyldfølelse over os, fra hvilken kun Kristus kan sætte os fri.

Jesus blev omtalt som den, der kan ”tilfredsstille” folk. Men vi læser i Matt. 1:21, at ”du skal kalde hans navn Jesus, for han skal frelse (ikke tilfredsstille) sit folk fra deres synder.”

Gumpel talte meget om menneskenes behov for venskab og fællesskab med Gud. Men ikke om vejen til sand glæde, lig den, som er beskrevet i Salme 32:1-2: ”Salig er den, som har fået sin overtrædelse tilgivet og sin synd dækket over. Salig er den, som Herren ikke tilregner misgerning, og som er uden svig i sin ånd.” Venskab kan ikke give os syndernes forladelse.

Gumpel talte ikke klart om, at uden vi har syndernes forladelse, er vi på vej til helvede. Han brugte ikke en eneste gang ordet helvede.

Da Peter prædikede på pinsedagen, stak hans budskab dem i hjertet. (Ap.g. 20:27.) Således var Gumpels budskab på ingen måde, og han forkyndte ikke Guds hele råd. (Ap.g. 20:27.)

Overalt i Alpha kurser får vi kun en unøjagtig og en ufuldstændig lære at høre og kun om menneskelige problemer. Hvordan kan nogen da lære sandheden om frelsen at kende?”

Cecil Andrews slutter med at skrive, at en lære, der ikke bringer os den bibelske sandhed, er et falskt budskab, og at Guds anathema (forbandelse) er over sådanne.

Fra hvilken ”kilde” kommer Alpha?


Vi er nødt til at tage op til overvejelse, hvorvidt Alpha-lærdommen er bibelbaseret eller dæmonisk. Satan er en ånd og har en stor skare engle/dæmoner under sig, der skal sprede hans løgnelære. Du kan let afsløre, om læren er fra ham eller fra Gud. Er der skriftmæssige usandheder eller ting, der skjules, er læren ikke fra Gud.

Vi er også nødt til at se på, fra hvilken ”kilde” Alpha er kommen. Alpha i sin nuværende form er tilskrevet Nicky Gumpel, der er ansat ved Holy Trinity, Brompton, en anglikansk kirke, der i årtier har tolereret bibelske læremæssige fejl. Det var også i denne kirke, at den falske ”ild” først i 90erne tændtes og kom til at brænde i Toronto. Og Nicky Gumpel var stærk aktiv for at udbrede denne, falske ild. Men vi afviser ikke Alpha alene på grund af dens begyndelse i denne kirke, men som helhed fordi den på vigtige områder ikke stemmer med Bibelen.

Vi må huske, at ”blot lidt surdej gennemsyrer hele dejen”. Og her er tale om megen surdej. Dertil må konstatere, at Den romersk katolske Kirke i rigt mål anvender Alpha. Var Alpha på linje med Guds rene ord, ved vi, at denne kirke ikke ville anvende den, thi pavekirken forbander dem, der holder sig til Bibelen, fordi den lærer, at ingen bliver frelst ved tro alene.

Alphas ”Helligånds weekender” er heller ikke bibelske. For eks. lover Gumpel, at der i disse weekender skal ske mærkelige ting, såsom forhøjet bevidsthed (som forekommer ved selvhypnose). Og at deltagerne skal blive fyldt med Ånden. Intet menneske kan love, at Guds Ånd kommer over nogen. Det er alene Gud, der sender sín Ånd over hvem, han vil. Der er altså tale om endnu et bedrag, kommen fra samme kilde som Toronto vildfarelsen. Der er tale om virkelig ”genbrug”, idet meget fra Toronto-læren går videre i Alpha. Alpha anser det for eks. som naturlig, at dem, der får ånden, ryster og skælver og bliver som ”glødende” her og der eller over hele legemet.

Jesus påførte aldrig diverse mærkelige manifestationer, ukontrolleret latter, rystelser, eller anden form for dæmonisk aktivitet, når han lagde sine hænder på nogen. Gud frelser på sin måde og ikke på din eller nogen andens måde.

Peter skrev: ”Men der stod også falske profeter frem blandt folket, ligesom der også skal komme falske lærere blandt jer, som i hemmelighed skal føre falske lærdommer ind, der leder til fortabelse, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og føre en hurtig fortabelse over sig selv.” 2.Peter 2:1. Alpha fornægter den sande lære om Jesus Kristus.

Frelse er en Guds gave


Alpha er et skvulp af den bølge af uægte åndelighed, der har præget især de seneste to årtier. Hermed siges ikke, at Alpha ikke fortæller sandheder, men at den ikke fortæller sandheden i sin fylde, idet mange absolut vigtige dele af sandheden ikke er med i Alphas lære. Derved ledes deltagerne bort fra Bibelens alvorlige tale og til at mene, at det at tro på Gud kan ligestilles med hyggesamvær med ligesindede, og at man kun godtager det behagelige i Bibelen og lader resten ligge.

Således må det ikke være. Når Gud taler, må vi ærbødigt lytte. Vil vi ikke det, er det et ”anderledes” evangelium og en ”anden” Jesus, vi søger. Men kun Jesus Kristus, der er ”vejen, sandheden og livet”, kan frelse. En ”anden” Jesus bringer dig ind i et net af usandheder, som du ikke ved egen hjælp kan komme ud af igen.

Frelse er ikke noget, du kan række hånden ud og tage til dig, når det passer dig, eller når du følelsesmæssig er opstemt. Frelse er Guds gave, som han giver til dem, der søger ham af et helt hjerte og har vilje til at vende om til et nyt liv, hvor vi åndeligt lever af hvert ord, der udgår af Guds mund. (Matt. 4:4.) Alpha bringer langtfra hvert et Guds ord.

Tænk, hvis du havde en køreplan, hvor kun halvdelen af ankomsttider og og afgange er taget med, og at nogle at tiderne tilmed er forkerte. Tør du rejse efter en sådan plan? Tør du stole på Alpha, der bruger en mangelfuld ”køreplan” til livets vigtigste rejse? Tænk dig om, før det er forsent. Livet er kort, medens evigheden er uden ende.

Personer, der tror, de kan frelses ved menneskelige metoder, er ikke frelst overhovedet. Har du taget imod Jesus på en ”populær” måde, tror jeg ikke, at du har taget imod ham. Du er blot blevet religiøs opstemt, der bevirker, at du skal have ”fyldt på” hele tiden, for at denne følelse kan vare ved. Men følelser kan ikke frelse.

Tungetale


Det er usundt, når der i Alpha kurserne opmuntres til, at nu skal der tales i tunger. Førend en ægte tungetale ved Helligåndens medvirken kan ske, må man være født på ny (Joh. 3:3-7), fordi ingen kan sige: ”Jesus er Herre!” uden ved Helligånden.” 1.Kor. 12:3. Der findes megen tungetale, som ikke er fra Gud. Også Satan lader sine disciple tale i tunger, som de bruger som et bevis på, de har en ånd i sig. Østens religioner bruger for eks. ofte tungetale.

Tore Sognefest skriver i sin bog Musikkens Makt: ”Eftersom protestanternes antal stadig øgedes, skønnede Den katolske Kirke, at den ikke længere kunne klare sig ved kun at bruge magt. En ny plan blev lagt. Jesuitterne skulle infiltrere alle dele af samfundet og på den måde føre sin egen filosofi frem for at undergrave og infiltrere den protestantiske tro.

Herunder kom også tungetale til. Jesuitpræster lærte folk gruppepsykologiske teknikker, kommando besvimelser … og at falde for kraften.”

Sognefest skriver videre: ”Når det gælder tungetale, kan det nævnes, at samerkulturen er kendt for sin panteisme og tilknytning til magt og okkulte ritualer og har haft tungetale i 100 år. Så tungetale behøver ikke at være i kristen regi, den kan lige så vel være okkult.”

Sognefest skriver også i sin bog, at teknikker, der leder til tungetale og ekstatiske anfald, er kendte øvelser, som jesuitterne og andre okkultister har mestret i hundredvis af år, og som har stærke okkulte rødder. Og han skriver, at der i Bibelen ingen indikation er på, at Helligånden får mennesker til at opføre sig som gale. Det sker ofte, at der i forbindelse med tungetale, der ikke er givet af Helligånden, kan opstå ekstase, som let går over i ukontrollerede tilstande.
Guds hellige Ånd taler som Jesus, thi han er en anden talsmand for Jesus (Joh. 14:16) og ikke en anden slags Ånd. Derfor vil den Ånd, der er den sande talsmand, ikke komme med sådanne manifestationer, som vi ikke møder hos Jesus.

Skal da alle kristne tale i tunger? Nej, absolut ikke (1.Kor. 12:30), selv om Paulus gerne så, at alle havde denne gave. (14:5.) Nogle attrår ikke denne Åndens gave, fordi de ved, at der er en fare forbundet med at få tungetalen, idet onde ånder let kan bruge den, uden vi ved om det. Har nogen denne gave, skal de være meget opmærksomme på, at den bruges som beskrevet i Bibelen, ellers kan det meget vel være Djævelen, der æres.

Det er berettet, at mange, der overværede Rodney Howard Brownes møder i Toronto, blev chokeret over at kunne høre både forbandelser og woodoo magi i bøn og tungetale. Og det på trods af, at de bedende troede, de i tunger priste Gud i et himmelsk sprog. Nogle mener endog, at man kan lære sig selv tungetale. Men det er ikke bibelsk, da får man blot en ”bla-bla” tale eller en direkte dæmonisk gave, hvor ordene nok flyder, men som ikke er fra Gud.

Alpha – et ”fremmed evangelium”


Alpha kurserne er koncentreret om at give folk en ny livsstil. Men vi lærer i Skrifterne, at troen kommer ved at høre evangeliet og i kraft af Ånden, der levendegør.

Det ligger så dybt i mange gerne at ville se noget nyt. Men alle dem, der vil høre Herren til, skal kun tage imod det, der er givet os af Gud i hans ord og ved hans Ånd. Vi må aldrig tro på noget, der er imod det, der står i ordet, selv om det er ”en ånd”, der giver det. Thi som Paulus siger i Gal 1:8: ”Men selv om vi eller en engel fra Himmelen skulle forkynde jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, han være forbandet!”

Vi skal naturligvis studere Skrifterne men ikke læse dem som en novelle. Vi må grunde og bede over det, som Gud siger til os i sit ord. Fortolker vi ordene ud fra menneskelig forståelse, farer vi let vild og kommer til at godtage en ”fremmed lære”, som drager os bort fra Guds ords hele fylde og derved gøre os rede til at tage imod antikrists fordrejede budskaber.

Når Djævelen til en vis grad holder sig til Guds ord, er det for at få os til at tro de løgne, han har flettet ind i sandheden. Og er vi blevet vænnet til at tage et fortyndet og til tider ikke helt ægte budskab til os, er vi på vej til at godtage antikrist, når han kommer med sin blanding af sandhed og løgn.

Selv om du måske elsker Alpha kurser, må du ikke være blind for, at læren i disse kurser er i slægt med den falske Toronto-lære, hvor også penge spiller en stor rolle. Nicky Gumpel får for eks. en procentdel af indkomsterne af al salg af Alpha produkterne. Og det drejer sig om ufattelig store summer. Det er helt klart et spørgsmål om profit fremfor at få mennesker ledt til frelse ved tro på Jesus Kristus.

Der er en vej midt mellem vejgrøfterne. Og Alpha er falden i den ene af dem. Sætter vi Ånden over ordet, er det vognen, der trækker hesten og ikke omvendt. Holder vi os ikke strengt til ordet, kan vi ikke undgå at falde i en af ”grøfterne”. Derfor siger Guds ord, at vi skal være ædru, så vi ved Åndens hjælp kan bedømme, hvad er er ret og til Guds velbehag. I det øjeblik vi tror, at vi kan tro på Gud og samtidig gå egne veje i strid med hans ord, er vi under hans vrede og må omvende os for at kunne gå på hans vej under hans velsignelse.

Gumpel – Alphas ”opfinder”, tror ikke på helvedes eksistens


K.B Napier skriver i en kronik november 2001: ALPHA – DEALING IN DEATH, NOT LIFE: (Alphas færd er død, ikke liv.)

Napier skriver: ”Alpha forbliver et bedrag, et falskt budskab. Såkaldte kristne rundt om i verden har offentligt lovprist Alpha kurserne. Men det bliver det ikke bedre af, idet der findes mange falske hyrder, der ikke tænker på fårene men kun på sig selv. At Den romersk katolske Kirke også anvender Alpha er et stort minus, idet denne kirke går langt udenom alt, hvad der er evangelisk. Dersom Alpha stod for en sand bibelsk lære, ville denne kirke ikke have disse kurser indenfor sine døre.

Alpha er og bliver en farlig vranglære, der indeholder dele af sandheden, men absolut ikke hele sandheden.”

Napier spørges, om der ikke er folk, der er blevet sande kristne ved at deltage i Alpha? Og han svarer: NEJ! og viser hen til Alpha News novenber 2001, hvori det fremgår, at de ikke ønske at ”grave” dybt i Guds ord, men kun forblive i overfladen.

Napier er ikke imponeret over det, han havde set i Alpha og konkluderer, at Alpha er en ”livsstils-ændrende filosofi med en psykologisk teknik og ikke andet.”

”Med en god indsigt i psykiatri ved jeg (Napier), at man bogstavelig kan manipulere med folks følelser. Og denne viden er ført ind i Alpha, som bruger en rækker psykologiske teknikker, fordi deltagerne forventer at noget skal ske. Og noget sker, og mange bliver virkelig forandrede, dvs de får en ny livsstil, men hvilken?”

Ifølge Napier tror Nicky Gumpel ikke på helvedes eksistens, og at syndere (uomvendte) simpelt hen udslettes. Tør du vælge en sådan som rådgiver i et evighedsspørgsmål? Det er lige så tåbelig som at sætte sig ind i en bil, hvor føreren ikke ved, hvordan man bremser.

En opfattelse som Gumpels vil uvilkårlig også have betydning for hele hans opfattelse af evangeliet. Og helt klart kan en mand, der ikke tror på helvedes eksistens, heller ikke kunne fortælle dig sandheden om fortabelsen. Og heller ikke vise dig den rette vej til omvendelse og frelse.

Alpha vil forandre folks liv – ikke deres hjerter. Der læres kristne talemåder, medens synden forbliver intakt. Alpha er et bedrag under hyggelige former.

Tænk dig om, før din tid er omme, søg sandheden i Bibelen og vælg at tro den, selv om den ikke skjuler det ubehagelige for dig, såsom at helvede eksisterer. Leg ikke med Guds tilbud om evig frelse men tag seriøs hans ord til dig og ikke Alphas.

Napies konklusion af Alphas kursusbog Questions of Life, kap. 1-3

”Vi har tidligere set, at Toronto-lærdommen og Alpha er fra samme kilde. Og Gud har givet mange mennesker hen i deres selvopfattelse af hans ord, fordi de ikke ville tro sandheden. De ærede ikke Guds ord og holdt sig til ham, men holdt sig i stedet til forførende lærdomme og ærede derved løgnen.

Og hvad sådant fører med sig, ser vi Ap.g. 7:42: ”Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene himmelens hær…”

I Rom. 1:24 står: ”Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters begæringer

Og samme udtryk læser vi i vers 26 og 28. Når Gud ser, at mennesker ikke vil lade sig lede af hans ord men bruge hans kraft til at gå egne veje, så giver han dem hen til at ”lege”, som de vil, og til at tro, at denne ”leg” er virkeligheden. Da giver Gud dem hen til at tro løgnen.

Det ser ud, som Gud bruger Toronto-læren og Alpha med flere til at ”sigte” menigheder og tusinder af præster og prædikanter. Dem, som ikke holder sig til helt til Bibelens sandheder, blæses bort som avner, og Gud giver dem hen til, at de lader sig forblinde af løgnelærdomme.

Gud giver dem hen, fordi han ikke vil, at nogen skal kalde sig hellig, som lever efter deres eget behag. Vi læser i 2.Moseb. 30:37: ”Den røgelse, du tilbereder i denne blanding, må I ikke tilberede til eget brug. Hellig skal den være dig for HERREN.” Således vil Gud, at hans hellige ikke skal blande uren lære i hans åbenbarede sandhed. Røgelsesblandingen blev knust til småstykker som et billede på Jesus. Guds Lam blev knust, da han ofrede sig selv som et velduftende offer for Gud.

Gumpel er uden tvivl en mand af stor viden men har gjort denne viden til sin gud og brugt den til at vildlede i stedet for at vejlede. Derfor kan vi frygte, at Gud har givet ham hen til åndelig blindhed.

Der er et stort problem med Gumpels lærebog om Alpha: Questions of Life, 269 sider. 90 % af bogen er tilsyneladen brugbar. Men de sidste 10 % er alarmerende falsk lære. Og fordi 90 % er acceptabel, falder mange for dens indhold. Men vær ligeså opmærksom som Spurgeon, der sagde: ”Vær forsigtig, for dødelig forførelse kommer ofte til dig ridende på ryggen af sandheden.” Der er mange eksempler på, at kun 1 % falskhed har forårsaget dødelig skade. Husk på advarslen i 1.Kor. 5:6: ”Ved I ikke, at en liden surdej gennemsyrer hele dejen?”

Vi må hele tiden spørge os selv: Hvor meget forførelse kan og skal vi tåle. Skal vi være tolerante og lade løgnen sprede sig, selv om vi ved, at den spreder død og ødelæggelse om sig? Nej, slet ikke, thi tolereres surdejen, er den i stand til at ødelægge alt omrking sig. I vers 7 giver Paulus det råd at få den kastet fuldkommen ud, for at vi kunne være hellige i Kristus. Lad os kaste alle lærdomme ud, der ikke fortæller hele sandheden. Thi det er farlig at tåle en ”lille” synd i os selv eller i vor midte. Det er det sammme som at give Djævelen nøglen til din hjertedør.” Slut fra Questions of Life.

Gumpels højre hånd, Sandy Millar, skriver, at alle, der er født på ny, er medlem af Jesu Kristi evige, universale kirke. Og at denne frelse aldrig kan blive tabt. Det er derfor ikke muligt at miste ”medlemsskabet”. Det, som Sandy Millar her siger, er også i strid med Bibelen. Der står i Åb. 2:5: ”Husk derfor, hvorfra du er faldet! Omvend dig og gør de første gerninger, ellers skal jeg brat komme over dig og flytte din lysestage fra sit sted, hvis du ikke omvender dig.” (Gud vil fjerne menigheden fra sit sted dersom den ikke omvender sig. Og da det ikke skete lukkede Gud for denne menighed. Og i dag er der kun ruiner på stedet.)

Og i Åb 3:16 står: ”Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spy* dig ud af min mund.”

* Betyder nærmest at kaste op med væmmelse.

Citater fra Gumpels bog


Gumpel skriver ligeledes i førnævnte bog om Alpha, at hvis en person er valgt (af Gud), da er hans frelse sikker. Medens Bibelen tydeligt lærer om muligheden for at falde fra troen. Således taler Paulus i sit brev til Timoteus om, at nogle har forladt og lidt skibbrud på troen. (1.Tim. 1:19.)

I sit afsnit ”Hvem er Jesus?” kommer Gumpel med en anerkendende udtalelse om F.J.A Hort, som sammen med Westcott udgav en revideret græsk tekst, hvor de kasserede op til 99 % af de gamle, græske håndskrifter og holdt sig til kun to, som man ved er upålidelige, idet de i tidligere tider blev ændret for at passe til bl.a. Origenes opfattelse af mange ting. Ved at vise hen til Hort som noget specielt viser Gumpel, hvad han står for.

På side 35 i førnævnte bog om Alpha citerer Gumpel Lord Hailsham, der siger: ”Hvad de korsfæstede, var en ung mand… herren over latteren, som var attraktiv for folk, der fulgte ham for at få del i hans sjove underholdning…” Denne opfattelse af Jesus er i strid med Bibelen. Vi læser i Esajas: ”Han havde ingen skøn skikkelse og ingen herlighed. Når vi så ham, havde vi ingen glæde af at se ham. Han var ringeagtet og forkastet af mennesker …Folk skjulte sit ansigt for ham. Han var agtet ringe, og vi regnede ham for intet.” Es. 53:2-3.

På side 80 kommer Gumpel igen med en ny, forkert påstand. Han siger: ”Hvad sker der, når Gud taler? Først bringer han troen til dem, der endnu ikke er kristne….!” Hvor er omvendelsen? Læs, hvad der står i Rom. 10:17: ”Så kommer da troen af det, vi hører, og det vi hører, kommer ved Guds ord”.

Fakta er, at kun dem, der omvender sig, har tro på Gud.

På side 97 forvrænger Gumpel igen det, Bibelen siger. Han påstår, at ordene: ”Komme dit rige” includerer en bøn om at folk må omvende sig, være helbredte, sat fri for ondt og fyldt med Ånden og Åndens gaver, så vi sammen kan tjene og lyde Kongen. (Det må siges at være en fri fortolkning. HSS.)

På side 118 læser vi om en alvorlig fordrejning af virkeligheden. Gumpel skriver: ”I det åndelige rige, når Guds Ånd og ånden af en mand eller kvinde kommer sammen, bliver der skabt et nyt væsen. Det er det Bibelen kalder at blive født på ny.”

Gumpel viser hen til Billy Bray og siger: ”Hans ord, hans toner og hans udseende havde en magnetisk kraft. Han var ladet op med guddommelig energi.” Men denne Bray var okkult, ikke guddommelig. Derfor kan han ikke bruges som et forbillede for en kristen.

Der er en næsten endeløs række af fejltolkninger i Gumpels bøger til undervisning i Alpha. Jeg har kun medtaget nogle få, for at vi udfra disse kan se hans manglende indsigt eller forkert forståelse af Guds ord.

Colin Mercer skriver, at Alpha får folk til at føle en falsk sikkerhed. Og han viser hen til, at Jesus sagde disse alvorlige ord: ”Mange skal sige til mig på den dag: ”Herre, Herre!” har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet dæmoner i dit navn og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?” Men da skal jeg sige til dem: ”Jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra mig, I, som begår lovløshed!” (øver vold på loven) Matt. 7:22-23. Disse mennesker troede, at de var sikker på frelse, da de flittigt havde brugt Herrens navn. Men de havde aldrig omvendt sig og gjort op med synden, som var forblevet deres herre. Jeg frygter, at det er ligeså med mange af dem, der er med i Alpha, idet omvendelsen efter Alphas opskrift ikke er lig med en ny fødsel, hvor alt det gamle er forbi.

Mercer skriver, at Alpha fremmer følelser i stedet for tro. Gumpel taler meget om tungetale og om Ånden men ikke om Guds hellighed og befalingen om, at også vi skal leve et helligt liv.

Alpha fremmer sensationsjageri i stedet for hellighed. Og der lægges ringe vægt på disse ord: ”Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt!” 2. Kor. 5:17. Det er meget vigtige ord at bygge det nye liv på, som vi også må have i vore tanker, når vi fristes eller prøves. I Alpha er det naturlig at fortsætte det gamle liv og i de vante synder, selv om de siger, at de er blevet kristne. Intet er blevet nyt for dem udover måske en ændret livsstil. Ved en omvendelse efter Bibelens beskrivelse er alting blevet nyt og de gamle synder kastet ud. Eller viljen til at gøre det, efterhånden som de kommer frem og vil være herre over os.


Debat: Fakta om Alpha kurser

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Alpha

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation