At tro på Gud

af Kim Andersen
Lagt på d. 24/03-02



Det at tro er ikke bare noget vi bestemmer, at vi vil, men er en gudgiven gave som ingen kan tage af selv. Jesus siger: ”Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham.” Joh. 6:44.

At tage imod denne gave, er det bedste der kan ske for et menneske her på jorden.

Jeg taler om den eneste sande Gud. Gud Herren, Gud, som var, som er og som altid vil være.
Gud som også hedder ”Jeg er”, den Gud som ER – alle andre guder ER ikke – de er døde.
Den Gud som Bibelen viser os.

Ikke Jehovas Vidners gud, ikke Allah, muslimernes gud.
Men de sande kristnes Gud, som sendte sin søn for at skaffe forsoning og tilgivelse for vores syndige og dødsdømte liv.

Heller ikke den katolske gud, for deres gud er ikke ”Jeg er” men deres gud er Ba’al, solguden. Deres tro har forgiftet det sande evangelium og byttet den levende tro, på den sande Gud, med den falske tro og det falske evangelium som Ba’al dyrkerne lærte i gamle dage – og lærer i dag.

De mennesker som har fundet den eneste sande Gud, og tror af hele deres hjerte og hele deres sjæl på, at Jesus er Guds søn, og døde på korset for vores skyld, ved at det er det vigtigste her i vores jordiske liv. Alt andet har ingen værdi sammenlignet med den frelse og nåde som Gud har givet os, helt og fuldstændig gratis.

Men er det virkeligt sådan, at når man først har fundet sandheden, er der ikke noget som kan tage troen fra os?

Svaret på dette spørgsmål er kort men præcist – NEJ.

Der er skrevet lovsange og prædikener om at troen på Gud altid er vel forvaret.
I en lovsang synger vi – ”intet kan rokke ved troen på Ham i mig” – og mange kristne tror på teorien ”engang frelst, altid frelst”.

Men denne teori er Satans påfund, for at få os til at falde i søvn og ikke vogte for vores liv i Gud.
Denne løgn startede allerede i Edens Have, hvor han i skikkelse som slangen, løg for Eva, og sagde ”I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!

Der er så efterhånden kommet mange andre afskygninger af denne løgn, der iblandt ”engang frelst, altid frelst.” og ”intet kan rokke ved troen på Ham i mig”

Men, sandheden er at disse teorier og lovsange lyver, og er med til at forblinde de kristne og give dem en afslappende og uovervågen holdning til frelsen og Guds livet.

Bibelen advarer mange steder om at vogte sig for fald.

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder (1 Kor 10:12)

Mine kære, når I nu ved dette på forhånd, så tag jer i agt for at blive revet med af frække menneskers vildfarelse og miste fodfæstet (2. Pet. 3:17)

Det er ikke således, at når man finder Gud, bliver man sat ud på sidelinien, hvor der ikke er nogen farer. Tvært imod, er det en daglig kamp, at beholde den sande, sunde og Guds given tro på Ham. Man går fra asken ind i ilden.

Gud siger: ” Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed” (Åb 2:4) og det er det som kampen blandt andet består i.

Vi må kæmpe for at holde os til Gud. Vi må dagligt læse Hans Ord, for at vi ikke falder når falske tunger vildleder os fra sandheden.
I Markus kapitel 4 kan vi læse om hvor vigtigt det er at læse Guds ord. Hvis vi ikke dagligt læser Guds ord, tænker på Gud eller beder til Gud, vil det gå os som der står i vers 25 ”For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har

Det vil sige, at hvis vi ikke igen og igen læser Guds ord, vil det vi har læst, de sandheder Gud har åbenbaret os, blive taget fra os. Satan vil igennem løgne fordreje vores kendskab til Gud, så vi mister vores sande tro på Ham.

Til eksempel på hvordan Satan fordrejer sandheden, kan vi bruge vers 24-25. De er i adskillige kirker blevet brugt i forbindelse med indsamling af penge. Hvor det er de penge man har som bliver taget fra en, hvis man ikke giver. Det er jo en voldsom forkert, men accepteret løgn. Her er jo ikke tale om penge, men Guds ord.

Går vi 5 vers længere tilbage, læser vi ”men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.” (vers 19,20)
Det er jo lige pludselig et dobbelt bedrag. Samtidig med at man misbruger disse vers, fremelsker man begæret efter at få mere rigdom. Begge dele er med til at kvæle det sande Gudsforhold.

Er du ikke grundfæstet i ordet, og i dit kendskab til Gud – og i livet med Gud, vil du uden at vide det, blive trukket væk fra sandheden og væk fra Gud. Uden du mærker det, vil du pludselig have tabt din førstekærlighed til Jesus.

Det er vigtigt at læse Bibelen med Helligåndens overbevisning. Man skal se til, man ikke er forudfattet til det der er skrevet. Mange gange læser man Bibelen med de øjne som man er blevet givet i kirken. Man har ”lært” hvordan det ene og andet skal forstås, og tænker derfor ikke selv over den dybere mening med det man læser. Men Bibelen er dyb, så selvom du har den rette forståelse, kan du komme dybere, hvis du læser med Helligåndens øjne.

Det er en meget alvorlig sag. Igen og igen får vi tudet ørerne fulde af falske lærdomme. Men lad dig ikke narre. Du KAN og VIL blive trukket væk fra Gud, hvis du ikke holder dig tæt til Ham, og bruger tid på at lære Ham at kende.

Du kan ikke bare vælge at tro. At kunne tro, er en gave fra Gud. Og hvis du ikke vogter over denne gave, vil Satan stjæle den fra dig, og så er du meget ilde stedt!

Den tro som disse lovsange og læresætninger opbygger, er ikke den sande tro på Gud, men et forfalsket budskab, som forblinder dig og lokker dig til at lade din olielampe slukkes, som i lignelsen om de 10 brudejomfruer (Mat. 25:1-13)

Det er ikke nok for dig at gå i kirke om det så er flere gange om ugen.
Det er sjældent at der bliver prædiket nye åbenbaringer i kirkerne i dag. Det er den samme lære og de samme ting som bliver undervist år efter år. Det farlige ved det er, at når du igen og igen hører de samme prædikener, falder du i søvn. Du får igen og igen den samme føde, som er fordøjet adskillige gange, og til sidst er der ikke nok næring i maden. Så vil du blive åndeligt udsultet. Og det er det som vi ser over alt i Danmark i dag. Mennesker mister gejsten for Gud, og bliver lunkne kristne, som ikke har åndelig styrke til at kæmpe imod Satans angreb.

Hele Danmark er efterhånden en åndelig ødemark, uden planteliv. Der er simpelthen ikke næring til at fylde blomster, træer, korn, græs osv. med liv.

Løsningen på dette problem, er at hver eneste kristen, tager Bibelen hver eneste dag, og drikker og spiser af Herrens Ord, og da vil de langsomt begynde at live op, og se hvad der har værdi i dette land.

Ingen kristen på denne jord, kan leve af at gå i kirke, men må selv tage sit Gudsforhold alvorligt, og holde andagt både alene og med familien. Det er et krav for at du kan få et personligt forhold til Gud. Gør du ikke dette, vil du ende som en vissen gren, som forsvinder når træet bliver beskåret. Jo mindre åndelig føde du spiser, jo minde kan du holde fast, når stormen raser. Og stormen raser og vil tage kraftigt til jo tættere vi kommer Jesu genkomst.

Lad dig ikke narre. Gud er mild og nådig, men Satan gør alt på alle områder for at du skal overse Jesu advarsel om de sidste tider. Djævelen er snu, og du er nødt til at holde dig sund og rask ved at bruge tid sammen med Gud, så Han kan afsløre Satans gerninger for dig.

Gerningernes værdi


En anden kamp, består i hvordan vi bruger vores liv her på jorden. Vil vore gerninger brænde op, når de skal prøves med ild, eller består de til belønning i himmelen?

Vi kan ikke leve vores eget selviske liv mere, når vi har fundet Gud.
Vi er nødt til at bruge tid med og for Gud. Vi har fået nogle midler og evner som vi må tænke os om og bruge rigtigt.

Der er mange ting i dag, som vi kan få tiden til at gå med. Der er mange forlystelser og tidsknusere, som vi kan bruge vores tid på. Så heri består kampen også, at bruge sin tid, evner og gaver sammen med Gud.

I Mat. 25:14-30 kan vi læse lignelsen om de betroede talenter. Den lignelse kan vi bruge på alle områder af vort liv.

Når du har fri og har tid til overs, bruger du så også denne tid til at lære Gud at kende, og være sammen med Ham?
Når du har penge i overskud, er du så villig til at dele med andre der har behov?
Er du villig til at dele din vidden om Gud, til at korrigere, irettesætte , opmuntre og undervise mennesker, eller holder du dine åbenbaringer for dig selv?
Er du villig til at bruge dine naturlige evner og kunnen til at gøre noget for Gud?

Hele tiden skal vi ransage os selv. For der er utrolig mange faldgrupper rundt omkring i livets små afkroge.

Det er ikke disse gerninger der frelser os. Men har vi den livsstil, at vi naturligt hjælper hvor vi kan og giver hvor vi kan hvor der er behov, siger Jesus at hvad vi gør mod Hans mindste, gør vi mod Ham. Og har vi taget imod det nye liv i Ham, vil der være en naturlig lyst og evne til at arbejde i Herrens vingård.

Mister man denne evne og lyst, kan det være man har mistet førstekærligheden til Jesus. Og så er det vigtigt at ransage sig selv igen, for det kan være man er kommet på afstand af Gud.

Mange kirker er i dag bygget sådan op, at det tager al tid fra medlemmerne. Der er så mange gøremål, arrangementer og lokalerne er så store og flotte, så det kræver så meget energi at deltage i alle kirkens gøremål. Pludselig vil alle disse gøremål forhindre dig i at være hvor Gud vil have dig. Mens man står i ræset, kan man ikke se hvor det bærer hen. For selv at kunne se dette, er man nød til at stoppe op, og tænke. Men det er blevet svært, for det er der ikke tid til. Og solidariteten med dine kirke medgængere , tvinger dig samvittighedsmæssigt til at forsætte dagens gøremål.

Har du ikke tid til at læse i Bibelen - ikke overfladisk, men læse, tænke, undersøge og virkelig fordybe dig i Ordet, er du nød til at melde fra. Måske tror du selv på at det har Guds velbehag at du stræber efter at fremme Hans rige på den måde. Men for Ham er det fuldstændig lige meget med de gøremål, hvis Han ikke kan få tid sammen med dig. Det er det Han ønsker – tid med dig. Derfor gav Han sin Søn, så Han kunne få fællesskab med dig igen. Så det er dit vigtigste kald her på denne jord, at være sammen med Gud, som elsker dit samvær mere end du aner.

Der er så mange mennesker der er afhængige af at tjene mennesker, på alle mulige måder, for at få anerkendelse og skuldreklap. Men ved du hvad, det hele brænder op når prøvelsens stund kommer. Det er intet værd. Det har været spildt energi hele vejen igennem.

Så tænk dig om, hvordan du bruger din tid her på jorden. Gud må og skal være nummer et i dit liv, ellers går det meget nemt galt for dig.

Det sjove ved det er, at når du placerer Gud på 1. pladsen, bliver du pludselig fuldstændig ligeglad med hvad andre mennesker mener om dig. Det er egentlig det som er kirkens vigtigste ansvar, at vise dig dette, både i gerning og tale. Men det kan kirken ikke, for så falmer deres fine lokaler og deres facader krakelerer, og pludselig ligner det ikke noget, som folk kan klappe i hænderne over mere.

Men til gengæld kan Gud få 1. pladsen i kirken. Og så er der noget meget bedre at klappe af. Og vi vil pludselig opdage at Danmark er på vej ind i Guds velsignende nåde, som ændrer hele situationen for dig og hele din omgangskreds.

Summen af denne artikel er: tænk dig om, søg Gud og ransag dig selv hele vejen igennem livet. Jeg har hørt flere prædikener, hvor man skulle starte med at slå hovedet fra. Men ve dig, om du hopper på den. Gud har sagt vi skal bedømme. Bedømme ånderne, og hele tiden veje om det der bliver sag, er sandt. Ligesom jøderne i Berøa. ”Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.” ApG 17:11


Debat: At tro på Gud

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation