Måtte Gud give os ledere efter sin vilje

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 18/03-02



”Må Herren, han som er Gud over åndslivet til alt kød, sætte en mand over menigheden, som kan gå ud foran dem og som kan gå ind foran dem, en, som kan lede dem ud og føre dem ind, så ikke Herrens menighed bliver som får uden hyrde. 4.Moseb. 27:16-17.

Moses så, at Israel var i stor nød, fordi de manglede en hyrde, og bad derfor denne bøn. Vi må bede den samme bøn, om Gud dog måtte sætte ledere med sand gudsfrygt ind i vore kirker og forsamlinger til at lede de ”hyrdeløse får”, der går hid og did som et let bytte for ”ulvene.”

Mange af vore åndelige ledere i kirker og menighed regner sig for at være Guds folk, men tror, at vi kan tage det, vi synes om i Bibelen, og kassere det, vi ikke synes om. Sådanne er ikke sande hyrder men ”lejesvende”.

I Israel var det ligeså, og til sidst lagde man Herrens lovbog bort, hvorefter den helt blev glemt, indtil ”Josias otte år gammel blev konge... Han gjorde, hvad der var ret i HERRENS Øjne, og vandrede i sin fader Davids spor uden at vige til højre eller venstre. I sit ottende regeringsår,... begyndte han at søge sin fader Davids Gud, og i det tolvte år begyndte han at rense Juda og Jerusalem for offerhøjene, asjerastøtterne og de udskårne og støbte billeder. I hans påsyn nedrev man Baalernes altre; solstøtterne, der stod oven på dem, huggede han om, og asjerastøtterne og de udskårne og støbte billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på deres grave, som havde ofret til dem…. Således rensede han Juda og Jerusalem. Men også i byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til Naftali… lod han altrene nedbryde, asjerastøtterne og gudebillederne sønderslå og knuse og alle solstøtterne omhugge i hele Israels land...

I sit attende regeringsår gav han sig til at rense landet og templet; han sendte Sjafan, Azaljas søn, byens øverste Maaseja og kansleren Joa, Joahaz søn, hen for at istandsætte HERREN hans Guds hus. Da de kom til ypperstepræsten Hilkija, afleverede de pengene, der var kommet ind til Guds hus,…. de overgav pengene til dem, der stod for arbejdet, dem, der havde tilsyn med HERRENS hus; og de, der stod for arbejdet på HERRENS Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte templet …og tømmer til tværbjælker og til bjælker i de bygninger, Judas konger havde ødelagt.” 2.Krøn. 34:1-11.

”Men da de tog pengene frem, der var kommet ind til HERRENS hus, fandt Præsten Hilkija bogen med HERRENS lov, som var givet ved Moses; og Hilkija tog til orde og sagde til statsskriveren Sjafan: Jeg har fundet lovbogen i HERRENS hus! Og… Sjafan bragte bogen til kongen og aflagde derhos beretning for ham, idet han sagde: … Præsten Hilkija gav mig en bog. Og Sjafan læste op af den for Kongen. Men da kongen hørte, hvad der stod i loven, sønderrev han sine klæder; og kongen bød: ”…Gå hen og rådspørg HERREN på mine vegne og på deres, som er blevet tilovers i Israel og Juda, om indholdet af denne bog, der er fundet; thi stor er vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore fædre ikke adlød HERRENS ord og handlede nøje efter, hvad der står skrevet i denne bog! 2.Krøn. 34:14-21.

Det er en beretning, der har en del paralleller til vor tid, med undtagelse af, at vi mangler gudfrygtige ledere. Guds bog (Bibelen) er også i vor tid lagt bort og glemt. Lad os ”finde” den igen og gøre som Josias, der frygtede Gud og derved undgik Guds stærke vrede, som vi kan læse om ville komme over Israel efter hans tid.

Israel havde gjort frygtelige ting, der havde vakt Guds vrede. Mange i vor tids menigheder gør også mange ting, der vækker Guds vrede. Det er meget bedrøveligt at se, hvordan verden har formået at gøre mange ledere og store dele af de kristne lunkne. Og at Guds dyrebare ord sættes til side, og at mange menigheder og kristne gør efter eget behag. Denne form for kristendom er for en stor del blevet en vane, så der ikke reageres på, at Guds klare forbud overtrædes.

Hvem er dine guder?


Gud spurgte Israel: “Hvor er dine guder, som du har lavet dig? Lad dem stå frem, hvis de kan frelse dig på den dag, det onde kommer over dig. For som tallet på dine byer er, så mange er dine guder blevet.” Jer. 2:28.

Kan dine guder frelse eller hjælpe dig på nødens dag? Måske skal du afslutte dit liv her førend ventet. Er du da rede til at møde den Gud, der har åbenbaret sig i Bibelen? Møder du ham på egne præmisser, står du til dom. Du bliver kun frelst, dersom du møder ham i Jesus Kristus og tager imod, at kun Jesus Kristi blod kan rense fra al synd.

Jeg har tænkt meget over, hvorvidt jeg burde advare om den omfattende lunkenhed, der har grebet om sig blandt mange af vort lands kristne. Men når jeg tænker på konsekvenserne, som lunkenhed medfører, jeg advare. Det er min, din og andres frelse det gælder.

Vor tid er en nødens tid, thi vort folk har glemt at holde sig til Guds ord. Og derved har vi ført Guds vrede over os selv. Herren siger: ”Hvorfor tage til Ægypten for at drikke af Sikors vand? Eller hvorfor tager du vejen til Assyrien for at drikke vand af floden der? Din egen ondskab skal tugte dig, dine frafald skal straffe dig. Kend derfor og indse, at det er ondt og bittert, at du har forladt Herren din Gud, og at du ikke har frygt for mig, siger Herren. Hærskarernes Gud.” Jer. 2:18-19.

I stedet for at holde os til Bibelens levende vand, drikker vi af ”Sikors vand” eller af lærdomskilder, der bringer et andet evangelium. Dit frafald skal straffe dig, siger Gud.

Kødets meninger er i stort omfang blevet vor gud og har sejret over ånden. Det er kødets ønsker, der styrer mange menigheder og mange kristne, som i virkeligheden har forladt Herrens de lige veje for at gå egne, krogede veje. Vi frygter ikke Herrens ord men har valgt egne guder, der giver os lov til at synde som vi vil. Er du med på den vej og fortsætter på den, møder du ikke frelse men Guds dom med evighedskonsekvenser.

Vi har glemt, at Gud er i al evighed, medens vi blot er som græsset, der findes i dag, men i morgen er borte. Gud sagde efter syndefaldet: ”Min Ånd skal ikke strides med mennesket for evig, for i deres vildfarelse er det bare kød.*” 1.Moseb. 6:3.

* Udtryk for svaghed og syndighed.

Med disse ord sagde Gud, at han afbrød forbindelsen med mennesket. Der skal ske en genoprettelse, før vi igen kan høre ham til. Og denne genoprettelse kan kun ske ved, at vi modtager Jesu død som vort syndoffer. Og at vi helliges, når vi i tro tager imod ham.

Vor tid ligner den ugudelige tid i Israel, som Gud fældede dom over. Gudsfrygt afløses af ugudelighed, og børnene får en verdslig oplæring og en forvrænget indstilling til, hvad Bibelen siger. Og det medfører, at vi yderligere nedkalder Guds vrede over os.

”Hvorfor kalder I mig Herre, Herre! Når I ikke gør, hvad jeg siger?”


Vi ønsker vækkelse. Men ønsker vi en vækkelse efter Guds sind, der påbyder at vi omvender os? En vækkelse uden omvendelse fører ikke til frelse. Jesus sagde: ”Ikke alle, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himlenes rige, men den, der gør min himmelske Faders vilje.” Matt. 7:21.

Og han spørger undrende: ”Hvorfor kalder I mig ”Herre, Herre!” når I ikke gør det, jeg siger?” Luk. 6:46.

Mener du, at det gør du da, må du ransage dig i lyset af Guds ord, om du virkelig gør det. Bifalder du, dersom din menighed giver homoseksuelle par Guds velsignelse, er du medskyldig i det onde i, at den tåler synd og uretfærdighed i sin midte. Bibelen siger: ”Ved I ikke, at de uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken de, som lever i utugt/hor, eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, som lader sig bruge til unaturlig utugt med mænd, eller mænd, som driver utugt med mænd, eller tyve eller grådige eller drukkenbolter eller spottere eller pengeudpressere skal arve Guds rige.” 1.Kor. 6:9-10.

Og læs, hvad der står i følgende skriftsteder: ”Jeg skrev til jer i mit brev, at I ikke skulle have samfund med dem, som lever i hor.* Men da mente jeg ikke dem, som lever i hor som verdens børn, eller de grådige eller pengeudpressere eller afgudsdyrkere, for da ville I være nødt til at gå ud af verden. Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samfund med nogen, som kaldes en broder, og som dog lever i hor eller er grådig, eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en pengeudpresser, ja ikke engang skal spise sammen med en sådan person.” 1.Kor. 5:9-11.

* Hor er seksuel omgang udenfor et legitimt ægteskab og er forbudt i det 6. bud (2.Moseb. 20:14.) På hebr. er der to ord for utilbørlig seksuel omgang mellem mand og kvinde: zãna: at bedrive utugt, løsagtighed (gr. porneúein). Og af: at bryde et ægteskab ved utilbørlig seksuel omgang med andre (gr. moicheúein).

Bibelen foreskriver: ”Bliv derfor Guds efterfølgere, som hans kære børn. Og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv for os som en offergave og et blodig offer for Gud, som en velbehagelig duft. Men hor og al slags urenhed eller grådighed skal ikke en gang nævnes blandt jer, som det sømmer sig for de hellige, heller ikke skamløshed, tåbelig snak eller letsindig spøg, som ikke passer sig, men hellere taksigelse. Thi dette ved I, at ingen, som lever i hor eller i urenhed eller i grådighed – han er jo en afgudsdyrker! – har arvedel i Kristi og Guds rige. Lad ingen forføre jer med tomme ord, for på grund af disse synder kommer Guds vrede over ulydighedens børn. Bliv derfor ikke delagtige med dem!” Ef. 5:1-7.

I Ap.g. 15:29 lyder formaningen til alle kristne: ”At I afstår fra afgudsoffer og fra blod, fra det, som er kvalt og fra hor. Hvis I holder jer borte fra dette, skal det gå jer godt!

Og Paulus skrev: ”Jeg frygter, at når jeg kommer igen, skal min Gud ydmyge mig blandt jer, og at jeg får sorg over de mange, som har syndet tidligere og ikke har omvendt sig fra den urenhed, hor og utugt, som de har levet i.” 2.Kor. 12:21.

”Men hvis I bliver ledet af Ånden, da er I ikke under loven.” Gal 5:18. Vær nøje med at leve således i gudsfrygt, at du ikke kommer under loven, thi da gavner Jesu hellige blod dig ikke. Du er ved ikke at ville ledes af Ånden fortsat under loven og er skyldig at holde hele loven for at opnå frelse, og det kan intet menneske. Derfor sendtes Jesus af nåde til os som frelser. Han opfyldte hele loven. Og tager vi i tro imod ham, får vi del i hans retfærdighed og er derfor ikke længere under loven.

Utugt er en af de største synder, vi kan begå


”Kødets gerninger er åbenbare. De er: ægteskabsbrud, hor, urenhed, skamløs utugt, afgudsdyrkelse, trolddom, had, stridigheder, jalousi, vrede, selvhævdelse, splittelse, partier, misundelse, mord, drukkenskab, usømmelig optræden og andre sådanne gerninger. Om disse gerninger siger jeg jer nu på forhånd, som jeg også sagde til jer tidligere, at de, som gør sådant, skal ikke arve Guds rige.” Gal. 5:19-21.

“Thi dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I skal afstå fra hor…” ”For Gud kaldte os ikke til urenhed, men til helliggørelse. Derfor, den som forkaster dette, forkaster ikke et menneske, men Gud, som også har givet os sin Hellige Ånd.” 1.Tess. 4:3 og 7-8.

Jesus sagde om kvinden Jesabel: ”Jeg gav hende tid til at omvende sig fra sin utugt, men hun omvendte sig ikke”. Åb. 2:21.

”Men de feje, vantro, afskyelige og morderne, de som lever i utugt/hor, troldmændene, afgudsdyrkerne og alle løgnere skal få sin del i søen, som brænder med ild og svovl, det er den anden død.” Åb. 21:8.

Et uddrag fra Siraks bog 23:16-19 (Apokryfer): ”Der er to slags store syndere, og en tredje, der bringer vrede over sig: Et menneske, der brænder som ild af begær; det slukkes ikke, før han er brændt op. Et menneske, der bruger sin krop til utugt; han holder ikke op, før ilden har brændt ham op. — For et utugtigt menneske smager alt brød godt; han bliver ikke træt af det, før han dør — Et menneske, der forlader sin egen seng; han siger til sig selv: ”Hvem ser mig? Det er mørkt omkring mig, væggene skjuler mig, og ingen ser mig. Hvad har jeg at frygte? Den Højeste vil aldrig huske mine synder.” Han frygter menneskers øjne, men ved ikke, at Herrens øjne er ti tusind gange skarpere end solen; de agter på alle menneskenes veje og ser ind i de skjulte steder.”

”Flygt fra utugt/hor! Enhver synd, som et menneske gør, er udenfor legemet. Men den, som lever i hor, synder mod sit eget legeme.” 1.Kor. 6:18.

I den gamle pagt lærtes der: ”Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give henne et skilsmissebrev. Men jeg siger jer, at den, som skiller sig fra sin hustru af nogen anden grund end utugt/hor, er årsag til, at hun bryder ægteskabet. Og den, som gifter sig med en kvinde, som er skilt, bryder ægteskabet.” Matt. 5:32.

John Wesley siger i sin kommentar til dette. Hun begår utugt, dersom hun gifter sig igen!

”Farisæerne kom og spurte ham: Er det tilladt for en mand at skille sig fra sin hustru?… Han svarede og sagde til dem: Hvad har Moses befalet jer? De sagde: Moses tillod at skrive et skilsmissebrev og så lade henne gå. Og Jesus svarede og sagde til dem: På grund af deres hårde hjerte skrev han dette bud til jer. Men fra skabelsens begyndelse gjorde Gud dem til mand og kvinde. Derfor skal manden forlade sin fader og sin moder og være knyttet til sin hustru, og de to skal være et kød. Derfor er de ikke længere to, men et kød. Derfor: det som Gud har sammenføjet, det må ikke noget menneske adskille. Mark. 10:2-9.

Og Paulus sagde: ”De som er gift, pålægger jeg, det vil sige ikke jeg men Herren: En hustru må ikke skille sig fra sin ægtemand. Men om hun er skilt fra ham, så skal hun leve ugift eller blive forligt med sin ægtemand. Og en ægtemand må ikke skille sig fra sin hustru.” 1.Kor. 7:10-11. Læs også vers 10-17.

Altså er det at gifte sig igen efter skilsmisse noget, Gud ikke tolererer. Og godkender menighed sådant, nedkalder den Guds vrede over sig.

Bortset fra at nægte at tro på Jesus som frelser, er utugt/hor den værste synd, noget menneske kan øve. Og den øves desværre i rigt mål også i kristne kredse. Så dybt er vi faldet i synd og oprør mod Gud. Vil du frelse din sjæl, må du vende om fra verdens synd til Gud. Vel finder du ingen syndfri menighed, men du må finde en, der ikke vælger synd og ikke velsigner synden.

Vi kan også synde af vanvare. Vi læser i 4.Moseb. 15:27-28: ”Hvis en enkel person synder af vanvare, skal han komme med en årgammel ged som sit syndoffer. Så skal præsten gøre soning for Herrens åsyn for den, som synder af vanvare. Han skal gøre soning for ham, og det skal blive tilgivet ham.” At det samme gælder en menighed ser vi i de tidligere vers. Da Jesus led offerdøden for os, blev han vort syndoffer.

Du har mulighed for at omvende dig fra det skin af gudsfrygt, du måske har mødt i mange menigheder og hos mange mennesker. Det er ikke menneskeværk, der kan frelse, men alene tro, som Gud kan lægge ind i dit hjerte, på at hans ord er sandhed. Og har du villighed til at tage imod Guds ord i tro, har Jesus lovet, at han vil udslette din synd. Men du kan ikke tage imod Jesus og blive helliget, dersom du vil beholde dine synder.

En mægtig modstander


Vi har vort kødelige natur at kæmpe imod, men også en mægtig åndelig modstander, som vi kan læse om følgende steder:

1.Moseb. 3:1-15: Som slangen i haven.
Es. 14:12: Morgenstjernen, som faldt fra Himmelen.
Ez. 28:14f: Keruben, der blev fundet uret hos.
1.Krøn. 21:1: Fik David til at gøre uret.
Job 1:7- 2:10: Anklagede og plagede Job.
Zak. 3:1-9: Anklagede ypperstepræsten Josua.
Matt. 4:3 og Luk.4:15: Fristeren.
Matt. 12:24. Ap.g. 10:38: De onde ånders fyrste.
1.Tim. 4:1-6: Fremmer falsk lære.
Matt. 12:22-29: Aktiv i besættelse.
Joh. 13:2, 27: Fik Judas til at forråde Jesus.
Ap.g 5:3: Fik Ananias til at lyve.
2.Kor. 4:4: Gør folk åndelig blinde.
1.Peter 5:8: Prøver at opsluge Guds folk.
Ef. 6:11f: Leder for ondskabens åndehær.
Ef. 2:2: Bor i de ugudelige.
2.Tess. 2:9: Gør djævelske undere.
Joh. 8:44: En løgner og løgnens fader, og en morder.
Joh. 12:31: Denne verdens fyrste.
Luk. 13:16: Holder mennesker i lænker.
Matt. 13:38f: Sår ugræs.
Matt. 13:19: River Ordet bort.
Åp. 20:1-3: Bliver bundet i tusindårsriget.
Matt. 13:39: Fjenden.
1.Pet 5:8-9: Overvundet i tro.
1.Tess 2:18: Hindrer Guds vilje hos de troende.
Åb. 12:9. 20:2: Dragen, den gamle slange.
Luk. 10:18: Faldt fra Himmelen.
Luk. 22:31: Så Peter som sit mål.
Åb. 3:9: Har en synagoge af Guds modstandere.
Matt. 25:41 og Åb. 20:10: Hans endelige skæbne skal være den evige ild.

Falske profeter fortæller ikke sandheden


I dag lyder det samme fra de falske profeter, som løgneprofeterne sagde i ældre tid. Jeremias sagde om dem: ”Se, en storm fra Herren, harmen, er brudt frem, en voldsom storm. Den kommer mægtig ned over hovedet på de ugudelige. Herrens vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldført sit hjertes tanker. I de sidste dage skal I forstå det til fulde. Jeg har ikke sendt disse profeter, alligevel sprang de af sted. Jeg har ikke talt til dem, alligevel profeterer de. Men dersom de havde stået i mit råd, ville de have ladet mit folk høre mine ord, og fået dem til at omvende sig fra deres onde vej og fra deres onde gerninger.” Jer. 23:19-22. Falske profeter og – lærere fortæller dig ikke sandheden men kun det de ved, du gerne vil høre.

Gud er en hellig Gud. Og kun de rene af hjertet skal se ham. ”Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.” Matt. 5:8. ”I skal være hellige, for jeg er hellig. I skal ikke gøre jer selv urene...” 3. Moseb. 11:44. Gud vil også, at hans folk skal leve i moralsk renhed og i samsvar med hans vilje. Det er en del af helliggørelse.

Uden hellighed skal ingen se Gud. (Hebr. 12:14.) Herrens herlighed kan ingen her på jord se, uden dem med et rent hjerte, fordi synd tilslører Guds herlighed, så han ikke kan ses. Vi må bede Gud tilgive os ikke blot de bevidste synder. David, der var oplyst af Guds ånd, bad: ”Hvem mærker alle sine fejltrin? Tilgiv mig al ubevidst synd!” Sal. 19:13.

Forkynd Ordet


Uden at du har tænkt over det, er du måske blevet et oprørsk barn og fulgt råd, som ikke er fra Herren, og derved lagt synd på synd. ” (Jf. Es. 30:1.)

”Når jeg siger til den ugudelige: Du skal sandelig dø! og du ikke advarer ham og heller ikke taler og advarer den ugudelige mod hans ugudelige færd, så han kan bjerge livet, da skal den ugudelige dø for sin misgerning. Men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Men hvis du advarer den ugudelige, og han ikke vender om fra sin ugudelighed og sin ugudelige færd, da skal han dø for sin misgerning. Men du har reddet din sjæl. Når en retfærdig vender om fra sin retfærdighed og gør uret, da lægger jeg en snublesten foran ham, og han skal dø. Har du ikke advaret ham, skal han dø for sin synd. Den retfærdighed, han har gjort, skal ikke blive husket. Men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Men hvis du advarer den retfærdige om ikke at synde, og han da ikke synder, da skal han sandelig leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl. Ez. 3:18-21.

Bibelen lærer, at vi skal advare for ikke at få medskyld i andres synd. Ikke blot i GT ser vi dette. Vi læser i 2.Tim. 4:2: ”Forkynd ordet! Vær rede i tide og utide! Overbevis, irettesæt, forman med al langmodighed og undervisning*. For den tid kommer, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne lyster skaffe sig lærere, alt efter hvad der kildrer dem i øret.”

* I Gammeltestamentlig tid var det fædrene, der underviste børnene. (Se 1.Moseb. 18:19 og 5.Moseb. 4:9.) Fra 5-årsalderen holdt børnene til i et rum i synagogen, hvor de også lærte at læse og skrive, så at de kunne blive kendt med bogrullernes historier og forskrifter. Talmud siger, at sådanne skoler for børn blev organiseret ca. 100 år f.Kr. Vi har grund til at antage, at Jesus og hans dicipler fik samme grunduddannelse i Skrifterne. Der var også en højere uddannelse for dem, som skulle være skriftlærde. (Ap.g. 22:3.) Paulus havde studeret Skrifterne, medens de andre apostle kun var ”ulærde lægmænd”. Ap.g. 4:13.

Men denne tillærte visdom måtte Paulus kaste bort. Han sagde således om sig selv: ”Jeg er omskåren på den ottende dag, af Israels slægt, Benjamins stamme, en hebræer af hebræere, lovtro farisæer, i nidkærhed en forfølger af menigheden, i retfærdigheden efter loven udadlelig. Men hvad der var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld agtet for tab; ja sandelig, jeg agter endog alt for at være tab imod det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis skyld jeg har lidt tab på alt og agter det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke i egen retfærdighed, den af loven, men den ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg må kende ham og hans opstandelses kraft og hans lidelsers fællesskab, idet jeg bliver ligedannet med hans død, om jeg dog kunde nå til opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det. Men ét gør jeg: glemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod målet, til den sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.” Filp. 3:5-14.

Paulus forstod, at hans gamle loviske nidkærhed intet var værd. Nu jagede han i stedet efter nåden i Kristus og bad for ”hver enkelt med tårer nat og dag.” Ap.g. 20:31.

Mange kristne er ikke ”vågne” og lader sig ikke advare, og siger i deres skinagtige gudsfrygt: Herre, Herre! Men Jesus vil sige til dem: ”Ikke alle, som siger til mig: ”Herre, Herre!” skal komme ind i Himlenes rige, men den, som gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på den dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet dæmoner i dit navn og gjort mange kraftige gerninger i dit navn? Men da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra mig, I, som øver uretfærdighed!*” Matt. 7:21-23.

* Vi kan ikke blot korte ordet ned til uret, som der står i den danske Bibel, eftersom det græske ord, der er anvendt, betyder retfærdig og acceptabel for Gud. Dvs, at vi skal være præget af renhed i vort liv og være korrekte i vore tanker, følelser og handlinger. Uomvendte øver uretfærdighed, medens alle, der har taget imod Jesus Kristus, får en ny natur sammen med Guds Ånd, hvorved vi får en ny kraft til at leve i henhold til hans vilje.
1) Synd er brud på Guds hellige lov. (1.Joh. 3:4, jfr. Jak. 2:9-10 og Rom. 2:13.)

2) Kristus kom for at borttage synden. (1.Joh. 3:5-7, jfr. Joh 1:29.) Her hører flere træk med: Kristus selv er retfærdig og syndfri (jfr. 1.Joh. 2:1), og han kom for at frelse os fra synd (v. 9.)

3) Det er vildfarelsens ånd, der vil få os til at tænke, at synd kan forenes med samfund med Gud. (1.Joh. 3:7; jfr. 1.Joh. 2:15-23.)

4) Den, som gør synd, lever ikke i samfund med Gud men i samfund med Djævelen. (1.Joh. 3:8, jfr. Joh. 8:44.) Og det var netop denne magt, Jesus kom for at gøre ende på. (jfr. Hebr. 2:14.)

5) Det nye liv, som Gud giver ved genfødelsen, gør ikke synd, men ønsker at leve efter hans vilje. (1.Joh. 3:9, jfr. 1.Joh. 2:29, Ef. 4:24 og 1.Pet. 1:22-23.)

Udtryksmåden i disse vers kan let misforstås, dersom vi ikke tolker dem ud fra de sammenhænge, de står i. Johannes lærer ikke, at en kristen bliver syndfri her i verden. (Se 1.Joh. 2:1, jfr. 1.Joh. 1:8.) For indtil vi når frem til fuldendelsen, har vi den gamle natur, den onde lyst i vort hjerte. (Jfr. Jak. 1:14 og Rom. 6:12 og 7:24.) Den nye natur, som Gud har givet os, er helt forskellig fra den gamle. Og den gamle og den nye må ikke blandes sammen, og den gamle natur skal ikke få herredømmet. Livet i retfærdigheden har både med vort forhold til Gud og med vort forhold til andre mennesker at gøre. Forskellen på den gamle og den nye natur skal erkendes, og kødets gerninger skal holdes ude af vort liv. Ved dette kendes Guds børn. (1.Joh. 3:10; jfr. 1.Joh. 2:5 og 29.) Og modsat: De, som Djævelen hersker over, kan kendes ved, at de ikke bryder sig om at være hellige.

Der står om Israels folk: ”Men efter at de havde fået ro, vendte de igen om til det, som var ondt for dit (Guds) åsyn. Derfor overgav du dem i hænderne på deres fjender, så de fik herredømme over dem. …Du talte alvorligt til dem for at omvende dem til din lov. Alligevel gik de frem i hovmod og ville ikke høre på dine bud men syndede mod dine domme. Det menneske, som gør dem (lovbudene), skal leve ved dem. De satte blot en trodsig skulder frem, gjorde deres nakke stive, og ville ikke høre.” Neh. 9:28-29.

Også i dag er det sådan, at når Gud taler om omvendelse til de kristne, gør vi vore ”nakke stive” og vil ikke høre.

Vi må omvende os


Jesus sagde advarende: Kæmp (ifølge den græske tekst er der tale om virkelig kamp, som når en sportsudøver søger at vinde førsteprisen) for at komme ind gennem den trange port! For jeg siger jer: Mange skal søge at komme ind, men ikke være i stand til det.” Luk. 13:24.

Og udenfor den trange port, blandt de mange, som ikke kunne komme igennem den, er dem, der fulgte de falske ledere og troede, det var nok at sige: Herre, Herre! For dem vil der blive ”gråd og tænders gnidsel, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv er kastet udenfor. Og de skal komme fra øst og vest, fra nord og syd, og sidde til bords i Guds rige. Og se, nogen af de sidste skal blive de første, og nogen af de første skal blive de sidste. Luk. 13:28-30.

Der er forskellige meninger om, hvad disse ord skal betyde. Jeg tror det kan betyde, at dem, der var de første til at blive kristne, men som har mistet deres første kærlighed, bliver de sidste. Og de sidste, der skal blive de første, er dem, der har bevaret den første kærlighed til Jesus.

Jesus sagde: ”Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde sig selv apostle og ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed, og du har døjet ondt for mit navns skyld og er ikke bleven træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de forrige gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig.” Åb. 2:2-5.

Paulus havde en vigtig opgave som vi læser om i Rom 15:16, hvor han skriver, at han skulle være ”en Jesu Kristi tjener overfor hedningefolkene og gøre præstetjeneste for Guds evangelium, for at hedningefolkene kan være et offer, velbehagelig og helliget ved Den Hellige Ånd.”

Og han skriver i sit brev til korintermenigheden: ”Ved I ikke at de uretfærdige ikke skal arve Guds rige?” 1.Kor. 6:9. Og skriver videre: ”Og sådan var nogen af jer en gang. Men I blev renset, I blev helliget, og I blev retfærdiggjort i Herren Jesu navn og i vor Guds Ånd.” vers 11.

”Om nogen da renser sig fra disse sidstnævnte kar, (kar til vanære) skal han selv være et kar til ære, helliget og nyttig for Mesteren, gjort i stand til al god gerning.” 2.Tim. 2:21.

Helliget og nyttig til al god gerning. Det er målet for hver eneste af os. Vi kan arbejde med for at nå dette mål – eller modarbejde ved at vælge at følge kødets lyst. Valget står imellem en kort forgængelig glæde eller en evig, uforgængelig herlighed i en glæde og lykke der overgår alt.


Debat: Måtte Gud give os ledere efter sin vilje

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Menighedesliv

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation