”Om to dage er det påske”

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 16/03-02



Vi finder disse ord i Matt. 26:2 men læser også fortsættelsen: ”Så skal Menneskesønnen overgives til at korsfæstes.” Det var den 39. Profeti i Mattæus, som kort efter blev opfyldt i påsken. [Påske kommer af det hebræiske ord Pesach, som betyder forbigang.]

I vers 3 læser vi om en alvorlig tilsidesættelse af Guds lov. Gud havde forordnet én ypperstepræst ad gangen hos jøderne. Men Kajfas blev udpeget af den romerske prokurator Valerius Gratus år 18 eft. Kristus, og han beholdt denne titel indtil år 36. Kajfas var svigersøn af ypperstepræsten Annas (Joh. 18:13), der på romernes forlangende måtte vige pladsen for ham. Det var under ledelse af disse ypperstepræster, at Jesus blev slået, hånet, dømt og korsfæstet.

Under disse ypperstepræsters ledelse holdt de skriftkloge og folkets ældste rådslagning i Kajfas´ gård. Altså privat og ikke offentligt, som rådsmøderne almindeligvis var. Det var således fra begyndelsen en lyssky affære. De veg desuden udenom ordene i 5.Moseb. 27.24, hvor der står: ”Forbandet enhver, som snigmyrder sin næste.” Mordet på Jesus tålte ikke offentlighedens lys. Og de jødiske ledere vidste, at der til påsken kom flere hundrede tusinder pilgrimme til Jerusalem, hvoraf mange anså Jesus for at være en profet. Det var dog Guds vilje, at Jesus skulle dø for vore synder netop i påsketiden som det sande påskelam.

En stærk kontrast er beskrevet i Matt. 26:6-16. En kvinde viste sin kærlighed til Jesus ved at salve ham med en kostbar olie. Og derefter Judas, der ville forråde sin Herre og Mester til ypperstepræsterne for 30 sølvpenge. Samme pris som man skulle betale for en slave (2.Moseb. 21:32.) Hvad der drev Judas, ved vi ikke, men måske var det begærlighed efter penge. (Se Joh. 11:57 og 12:6.) Men også for at ”Skriften skulle gå i opfyldelse.” Joh. 17:12.

Nedtælling til påsken, hvor Jesus led døden og opstod


Ud fra Skrifterne er vi i stand til at påvise nogle bestemte hændelser som gør, at vi kan udfylde og fastslå dagene i den sidste uge før korsfæstelsen og dermed fastslå, hvor længe Jesus var i graven. Vanskelighederne med at forstå og fastslå disse vigtige punkter skyldes, at kristne, der overgik fra hedenskabet, ikke var fortrolige med lovens ord omkring de tre store, påbudte jødiske fester. Og desuden ikke lagde vægt på, at det jødiske døgn løber fra solnedgang til solnedgang.

For bedre at forstå beviset for, at der er tale om tre dage og tre nætter i graven, som samtidig er et bevis på Jesu guddommelighed, må vi nøje sætte os ind i følgende punkter:

Den første dag i påsken, pinsen og løvhyttefesten (tabernakelfesten) var en højhellig sabbatsdag (3.Moseb. 23:7, 24 og 35 og 2.Moseb. 12:16.) Det er en sådan sabbatsdag, der omtales i Joh. 19:31 som den første dag i festen, der fuldstændig overskyggede den sædvanlige, ugentlige sabbat. Fra meget tidligt, efter at hedningekirken havde adskilt sig fra den jødiske, er der sket den fejl, at denne, højhellige sabbat ikke blev betragtet som en speciel sabbat. Og denne fejl har gennem tiderne ledt til forvirring omkring de tre dage og tre nætter, Jesus skulle blive i graven for at opfylde profetierne.


Med disse oplysninger kan vi nu gå videre og udfylde dagene i Jesu sidste uge med de informationer, vi finder i evangelierne. Vi kan fastslå, at Jesus enten gik til Betania eller til Oliebjerget hver nat i denne uge. Og vi er endog istand til at fastlægge de enkelte dage og læse om, hvad der skete dag for dag.

Seks dage før påske, den 9. Nisan (tors. solnedgangang til fred. solnedgang)


6 dage før påske kan vi se, at Jesus opholdt sig i Jeriko i Zakæus´ hus. (Luk. 19:1-10.) Han fortæller lignelsen om de betroede pund og fortsætter derefter mod Jerusalem. (Luk. 19:11-28.)

Han sender to disciple ud for at oplede et æsel og dets føl. (Matt. 21:1-7.)

Han gør sit første indtog fra Betfage, ikke Betania. (Matt. 21:6-9.) – Se næste afsnit.

Hele byen kommer i bevægelse, og der spørges: Hvem er dog det? (Matt. 21:10-11.)

Han renser templet (Matt. 21:12-16), hvorefter han går til Betania. (Matt. 21:17.)

De to indtog i Jerusalem


Mange tror, at når der er så mange lighedspunkter i de to beretninger om Jesu indtog i Jerusalem, er der tale om det samme. Men det er ikke rigtigt. Ved nøjere gennemgang ses det, at der er tale om to forskellige. Indtoget i Matt. 21:1-9 sker før det andet, der er gengivet i Mark 11:1-10, Luk. 19:30-34 og Joh. 12:12-15.

I Mattæus henvises til profetien fra Zak. 9:9, hvor der tales om to æsler og siges, at det er blevet opfyldt. I Joh. 12:15 er der kun tale om et æsel, og kun en del af profetien fra Zak. er gengivet. Det er let at tro, at der blot er tale om en anden måde at fortælle en ting på. Men græskkyndige anser, at beretningerne omhandler to forskellige begivenheder.

I Matt. 21:9 fulgte en skare Jesus og råbte: ”Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” Folkene i byen syntes at være uforberedt, idet de udbrød: Hvem er dog han? Medens det indtog, hvor alle som var i Jerusalem, tog imod Jesus med palmegrene, er beskrevet hos Joh. 12:12-13.

Ved det første indtog red Jesus på et æsel med et utilredent føl for at rense templet og foretage den endelige præsentation af Kongen og riget. Men ved det sidste indtog kom Jesus ridende på føllet til dom over både byen og nationen.

Fem dage før påske, d. 10. nisan (fredag solnedgang til lørdag solnedgang)


Jesus holdt sabbat i Betania. Og efter solnedgang (lørdag aften) holdtes et af de tre omtalte måltider, øjensynlig i Lazarus´ hus i Betania. (Sandsynligvis det måltid, der er omtalt i Joh. 12:1-3.) Efter dette måltid blev Jesus salvet for første gang. (Joh. 12:3-11.)

Der er ingen tvivl om, at Jesus blev salvet to gange ved to forskellige tidspunkter i denne, sidste uge. Første gang i Betania, gengivet i Joh. 12:1-8, seks dage før påske. Og om den sidste berettets der i Matt. 26:2 og 6-13 og Mark. 14:2-9, som fandt sted to dage før påske i Simon den spedalskes hus, også i Betania. Ved den første salvning omtales et pund ægte, meget kostbart nardussalve, hvormed Jesu fødder blev salvet. (Joh. 12:3.) Ved det andet tilfælde blev Jesu hoved salvet med en kostbar salve fra en alabast krukke. (Matt. 26:7.)

Fire dage til påske, d. 11. nisan (lørdag solnedgang til søndag solnedgang)


Jesu triumf-indtog i Jerusalem. Han sender to disciple for at hente et føl. (Mark. 11:1-7, Luk. 9:29-35 og Joh. 12:12.) Men denne gang starter Jesus fra Betania (ikke Betfage) og mødes af en stor skare fra Jerusalem. (Mark. 11:8-10, Luk. 19:36-40 og Joh. 12:12-19.)

Jesus græder over byen. (Luk. 19:41-44.) Går ind i templet og ser sig omkring og vender tilbage til Betania. (Mark. 11:11.)

Tre dage før påske, d. 12. nisan (sønd. solnedgang til mandag solnedgang.)


Om morgenen (mandag morgen) vender Jesus tilbage til Jerusalem. (Matt. 21:12.)

Figentræet forbandes. (Matt. 21:18-22 og Mark. 11:13-14.) Jesus renser templet (Mark. 11:15-17) og lærer på ny i templet. (Luk. 19:47 og Joh. 12:20-50.)

To dage før påske, d 13 nisan. (mand. solnedgang til tirsdag solnedgang)


Tirsdag morgen på vej til Jerusalem. Disciplene stiller spørgsmål om figentræet. (Mark. 11:20-26.)

Jesus i Jerusalem og templet. (Matt. 21:23 til 23:29, Luk. 20:1-8 og Mark. 12:1-14.)

Jesu profeti i templet. (Luk. 21:5-36.)

Jesu profetiske tale til disciplene på Oliebjerget. (Matt. 24:1-41 og Mark. 13:1-32.)

Jesus vender tilbage til Betania og deltager i måltidet i Simon den spedalskes hus, hvor han bliver salvet anden gang. (Matt. 26:6-13 og Mark. 14:2-9.)

Dagen før påske, d, 14. nisan. (Forberedelsesdagen. Dagen for korsfæstelsen.)


Judas gik til ypperstepræsterne og sagde: ”Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?” (Matt. 26:14-16, Mark. 14:10-11 og Luk. 22:1-6.)

Forberedelse til det sidste nadver. (Matt. 26:17-19, Mark. 14:12-16 og Luk. 22:7-13.)

Aftentiden er kommen (tirsdag efter solnedgang), hvor Judas vil udføre sit forræderi. (Matt. 26:20-21 og Mark. 14:17-18.)

Det sidste måltid og fodtvætningen. (Joh. 13:1-20.)

Jesus fortæller om det kommende forræderi. (Matt, 26:21-26, Mark. 14:18-21.)

Den nye pagt indstiftes (se Jer. 31:31). Nadveren indstiftes. (Matt. 26:26-29, Mark. 14:22-25 og Luk. 22:14-20.)

Jesu første profeti om Peters fornægtelse. (Joh. 13:38.)

Striden om, hvem der er den største. (Luk. 22:24-30.)

Den anden profeti om Peters fornægtelse. (Luk. 22:34.)

Jesu sidste tale til de 11 (Joh. 14:1 til 16:33) efterfulgt af Jesu bøn. (17:1-26.)

Jesus går til Getsemane. (Matt. 26:30, Mark. 14:26-28, Luk. 22:39 og Joh. 18:1.)

Jesu tredje profeti om Peters fornægtelse. (Mark. 14:30-31.)

Jesus i Getsemane. (Matt. 26:36-46, Mark. 14:32-42 og Luk. 22:39-46.)

Jesus forrådes og pågribes. (Matt. 26:47-57, Mark. 14:43-50, Luk. 22:47-54 og Joh. 18:2-12.)

En ung mand, som kunne være Markus selv, undslipper. (Mark. 14:51-52.).

Forhøret af Jesus forsætter hele natten (mellem tirsdag og onsdag). (Matt. 26:57 til 27:14, Mark. 14:53-65 og 15:1-5, Luk. 22:54 og 63 til 23:13, og Joh. 18:12 til 19:13.)

Omkring den 6. Time (midnat) siger Pilatus nærmest hånende: Se jeres konge! (Joh. 19:14-15.)

Jesus føres bort for at korsfæstes. (Matt. 27:31-32, Mark. 15:20-22, Luk. 23:26-31 og Joh. 19:16-17.)

Jesus korsfæstes sammen med to røvere. (Luk. 23:32-33 og Joh. 19:18.) Det kors, Jesus korsfæstedes på, var sandsynligvis det, der var beregnet til Barabbas, som jøderne ønskede frigivet i stedet for Jesus.

Jødernes diskussion med Pilatus om indskriften over Jesu kors. (Joh. 19:19-22.)

Delingen af Jesu klæder. (Matt. 27:35, Mark. 15:24, Luk. 23:34 og Joh. 19:23-24.)

Det var ved den tredje time, de korsfæstede Jesus (onsdag kl. 9). (Mark. 15:25-26.)

De ledende jøder og den ene røver spottede ham. (Matt. 27:39-44, Mark. 15:29-31 og Luk. 23:35-43.)

Jesu moder og Johannes. (Joh. 19:25 og 27.)

I den 6. Time kom der mørke over hele landet. (Matt. 27:45, Mark. 15:33 og Luk. 23:44-45.)

I den 9. Time (onsdag kl. 15) råber Jesus med høj røst og opgiver ånden. (Matt. 27:50, Mark. 15:34-37, Luk. 23:46 og Joh. 19:28-30.) Og han blev lagt i graven ved solnedgang.

Andre diverse vigtige oplysninger: (Matt. 27:51-56, Luk. 23:47-49 og Joh. 19:31-37.)

Den første dag i festen, Yôm tôv


Yôm tôv betyder god dag i betydningen en god dag. Og denne hilseform har jøderne anvendt indtil vor tid.

15. nisan (onsdag solnedgang til torsdag solnedgang). Jesu første nat og dag i graven.

16. nisan. Den anden nat i festen, som var fra torsdag solnedgang til fredag solnedgang. Jesu anden nat og dag i graven.

17. nisan. Den tredje dag i festen var den almindelige sabbat (fra fredag solnedgang til lørdag solnedgang.) Jesu tredje nat og dag i graven.

Den første dag i ugen, d. 18. nisan (fra lørdag solnedgang til søndag solnedgang.)


Jesus opstod efter lørdag solnedgang, hvor de tre dage og tre nætter i graven var opfyldt i henhold til Matt. 27:63 og Mark. 8:31. (Se også Matt. 16:21, 28:1.10, Mark. 16:1-18, Luk. 24:1-8 og Joh. 20:1-18.)

Skriften viser klart at Jesus blev korsfæstet en onsdag, begravet før solnedgang og forblev hele tre dage og nætter i graven, som det var forudsagt af Jesus selv i Matt. 12:40. Og han opstod på den tredje dag, den første dag i ugen som begyndte lørdag efter solnedgang.

Den nye pagts betydning Matt. 26:27-30


Når Jesus taler om pagtens blod, trækker han en direkte linje fra 2.Moseb.24:8, hvor Moses sagde: ”Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer…” I 3.Moseb.17:11 læser vi, at ”det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen (livet.)” Men nu oprettedes en ny pagt, der trådte i kraft med Jesu eget blod.

Vi holder påske år efter år men må også forstå den dybere årsag til påsken, og hvorfor Jesu blod har så stor en betydning. Lad os se på hvad der egentlig står: Legemets sjæl er i blodet. Altså er vor sjæl i blodet, og således udgår enhver synd fra blodet. Derfor rettes straffen først og fremmest mod blodet. Og straffen for synd er, at blodet skal udgydes. Loven kræver syndens straf og tilintetgørelse, og det indebærer døden. Derfor kan der ikke ske nogen tilgivelse og syndernes forladelse uden udgydelse blod. Men Gud vil i sin kærlighed frelse os fra døden og fordømmelsen. Derfor var forsoningsblodet, som alene kan fjerne vore synder og give os evigt liv hos Gud, bestemt allerede før skabelsen. (1.Peter1:19-20.)

Til undervisning og til bestandig påmindelse om dette forsoningsoffer var der i Det gamle Testamente foreskrevet ofring af dyr. Disse ofre havde i sig selv ingen kraft til at rense fra synd, men havde alligevel kraft ved at vise hen til Jesu død, hvor hans blod flød for de synder, alle mennesker havde begået og ville komme til at begå. Hans blod blev udgydt som løsepenge for syndere, og ved tro på dette blod bliver dem, der tager imod ham ved tro, løst fra deres synder og fødes til et fællesskab med ham. Vi er i ham en udvalgt slægt (1.Peter 2:9) og bliver delagtige i hans retfærdighed og herlighed gennem hans hellige blod.

Fordi blodet er noget specielt i Guds øjne, måtte israelitterne lære, at ingen iblandt dem måtte spise blod. (3.Moseb. 17:13-14.) Den, som fortærede blod af noget dyr, viste foragt for forsoningslæren, som Gud i loven om ofringer havde fastlagt.

Forbudet mod at spise blod er videreført i Ap.g. 15:29. Men dette forbud bliver i dag ringeagtet, idet der er blod i en lang række fødevarer. Men dersom vi har spist det uden at vide det, kan vi ved at bekende og afstå fra fortsat at spise blod og tro på Jesu blods rensende kraft få tilgivelse. (Se for eks. 3.Moseb. 17:15.)

Forhånelse af Jesus på korset


At kende sandheden og af en eller anden grund fornægte den er at håne nådens Ånd. Ligeledes at bekende sig til at være en kristen men afvise Jesus Kristus som Herre.

Ypperstepræsterne og mange af farisæerne ville have Jesus korsfæstet, idet han var blevet dem en byrde ved hele tiden at sige sandheden om dem og deres tro, som var opbygget på fædrenes overlevering og ikke på Skrifterne. Vi læser i Matt. 27:41-43, at ”ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de ælste sagde: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: ”Jeg er Guds Søn!” De forhånede Guds Søn på korset. Forfærdeligt, at det udvalgte folks ledere og folkets ældste kunne spotte ham således. Men også denne spot måtte han tåle for at blive vor frelser.

I Japan blev et stort kors med et Kristus-billede, der lå på jorden, brugt af regeringen på den tid, hvor der var forfølgelse af de kristne. Enhver, der ikke ville træde på ansigtet på den korsfæstede, blev betragtet som en kristen og måtte lide døden. I begge forhold var det forhånelse af Jesus på korset.

Jesus gav sit liv af egen fri vilje


Gud viste, at han havde behag i Jesus ved at skjule ham for nysgerrige, spottende menneskes blikke. Fra den 6. Til den 9. Time (kl. 12-15) var der fuldkommen mørke. (Luk. 23:44-45.) Mørket kunne ikke være solformørkelse, eftersom påsken altid blev afholdt ved fuldmåne. Altså et uforklarligt under! Vi ved ikke, hvad folket sagde eller tænkte derom. Men et tydeligt vidnesbyrd om Jesu hellighed må det have været, da Gud, Skaberen, greb ind og skjulte ham for dem.

Jesus var ikke dødelig svækket af sine lidelser, da han døde. Vi læser i Matt. 27:50, at han råbte med høj røst og derefter opgav ånden. Opgav ånden! Her må vi tænker på hans ord: ”Ingen tager det (livet) fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen.” Joh. 10:18. Han opgav også ånden lang tid førend normalt ved en korsfæstelse. Det var almindeligt, at der kunne gå indtil flere dage, førend døden indtraf,

Således gav Jesus sit liv til løsesum for mange. (Matt. 20:28.)

Allerede Esajas sagde om den kommende frelser. ”Han blev … knust for brødes skyld; os til fred kom straf over ham… hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelser.” Es. 53:5 og 8.

Jesus gav livet for vore overtrædelser. Hans blod flød, for at vi kunne få liv og retfærdighed fra den retfærdige, dersom vi tager imod ham som Guds Lam, der døde for de
uretfærdige, for at vi må få retfærdighed af ham.

Jesu opstandelse – den åbne grav


Matt. 28:1 giver i flere oversættelser ikke den rette forståelse, idet der ikke gives udtryk for, at det var efter sabbaternes slut ved daggry, at kvinderne gik til graven.

Mattæus omtaler ikke, at kvinderne talte sammen om, hvorledes de skulle få stenen rullet bort som i Mark. 16:3. Men han fortæller om et voldsomt jordskælv, og at en engel steg ned fra Himlen. (V.2.) I den græske tekst begynder dette vers med et idou, der betyder se, hvilket betegner, at det skete pludseligt og uventet.

Englens udseende var blændende som lynild, og hans klæder glitrende rene. (V. 3.) Englens herlighed var dog blot en svag afglans af Jesus selv, der netop som den første var opstået fra de døde. Men intet menneske kan tåle at se Gud i al sin herlighed, og derfor var den skjult for kvinderne ved graven og senere for disciplene.

Vagterne, der holdt vagt ved graven, blev som døde ved at se englen. (V.4.) Vi læser, at da de kom til sig selv, flygtede de ind i byen, selvom de ikke måtte forlade deres post. (V.11-15.)

Kvinderne fandt ikke Jesu legeme i graven og blev tvivlrådige. Og mens de overvejede, hvad de nu skulle, så de en ung mand, iført et langt, hvidt klædebon. (Mark. 16:5.) Snart efter stod to engle hos dem i stråledragt. (Luk. 24:4, sml. Joh. 20:12.) Kvinderne blev forfærdede men også glade, de da hørte, at de ikke skulle være bange og ikke søge den levende blandt de døde. (Luk. 24:5-7.) Guds omsorg for disciplene viser sig ved, at englen bød kvinderne straks at gå til disciplene og sige, at Jesus var gået forud for dem til Galilæa, hvor de der skulle se ham.

En samordning af begivenhederne påskemorgen


Vi kan se, der må have været forskellige grupper af disciple på forskellige steder, der var på vandring mod graven fra hver deres bopæl uden nogen forventning om, at Jesus skulle være opstået. De ville blot besøge hans grav..

a) Det var ved den første anelse af daggry, at to eller flere grupper kvinder fra deres hjem i Jerusalem og Betania påbegyndte deres vandring mod graven.

b) Skal vi tage Jesu ord for pålydende, må Jesus være opstået af graven straks efter solnedgang lørdag aften.

c) Maria Magdalene var i hast gået forud for de andre i sit følge. Hun så blot den tomme grav og så og hørte engle. Derpå skyndte hun sig bort for at fortælle Peter og Johannes, at graven var tom.

d) Da de andre kvinder kom til graven, så og hørte de også englen(e). De skyndte sig også bort for at opsøge disciplene, men ad en anden vej.

e) I mellemtiden var Peter og Johannes nået frem til graven. Men da de så, den var tom, forlod de stedet. Johannes troede på opstandelsen, men Peter var tvivlende.

f) Maria Magdalene, der var fulgt efter Peter og Johannes, stod alene og græd, efter at de var gået bort. Hun så englene, og Jesus selv åbenbarede sig for hende. (Joh. 20:13 og 15.)

g) Straks derefter åbenbarede Jesus sig også for de andre kvinder, medens de var på vej for at møde disciplene – eller måske havde de mødt disciplene og var på vej tilbage til graven.

Alle disse beretninger fra påskemorgen strakte sig måske ikke over mere end blot en enkel time.

Disciplenes vantro


Da englen havde talt til kvinderne, kom disse i hu, hvad Jesus havde sagt om sig selv før sin død. (Luk. 24:8.) Nu ikke blot gik kvinderne men løb for at fortælle disciplene alt det, de havde oplevet. Men da kommer Jesus dem i møde og siger: ”Vær hilset!” Også dem byder han gå til disciplene, som han kalder ”sine brødre” og sige til dem, at de skal gå til Galilæa, hvor de skal se ham. (Matt. 28:8-10.)

Kvinderne gik og fortalte disciplene alt det, der var pålagt dem. Men disciplene anså det for løs snak og mødte dem med vantro (Luk. 24:11), som de også havde mødt Maria Magdalenes ord om Jesu opstandelse med vantro. (Mark. 16:10-11.) De havde nemlig endnu ikke forstået, at Jesus Kristus skulle opstå fra de døde. (Se Joh. 20:9, Mark. 16:11-14 og Luk. 24:25.)

Jesus viser sig for disciplene i Galilæa (Matt. 28:16-17)


Mattæus omtaler ikke, at Jesus flere gange åbenbarede sig for sine disciple efter opstandelsen, som det ses i Mark. 16:14, Luk. 24:13-40 og Joh. 20:19-20.

Da disciplene så ham i Galilæa, tilbad de ham, men der var nogle, der tvivlede. Det kan kun betyde, at disse var usikre på, hvorvidt det virkelig var Jesus. (Se Mark 16:14 og Joh. 20:25.)

Der er stor sandsynlighed for, at det var i Galilæa, at Jesus blev set af mere end 500 af sine venner på én gang. Og det var deres vidnesbyrd om Jesu opstandelse, Paulus 25 år senere kunne henvise til.

Nu var Jesu bøn, hvor han bad: ”Fader… herliggør din Søn…!” blevet opfyldt. Jesus havde igen den herlighed, han havde hos Faderen, før han aflagde sig den for at blive menneske. Men endnu holdtes herligheden dog skjult for disciplene. De skulle stadig vælge at tro, uden først at se. De kunne heller ikke tåle at se den stråleglans, der omgiver Gud, som er så stærk, at der i evigheden ikke behøves andet lys end Gud og Lammet. Gud er lys og der er intet mørke i ham.

Jesus gav i 40 dage disciplene en ekstra oplæring efter sin opstandelse. Og efter den sidste oplæring ”løftedes han op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne.” Ap.g. 1:9. Og således skal han komme igen på himmelens skyer med kraft og herlighed. (V.11 og Mark. 13:26.)

Kristus er virkelig opstanden - En velsignet og glædelig påske med Herren!


Debat: ”Om to dage er det påske”

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Højtider

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation