Romerbrevet - Guds gave

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 16/03-01



Romerbrevet [Del 2]

Dette afsnit fra 7:1 er bedst til brug ved et dybtgående studie, hvor de forskellige emner tages op og evt. belyses ved indbyrdes samtale. Der er så mange fundamentale sandheder i det, Paulus siger, som vi ikke uden videre virkelig forstår. Vi skal dog ikke tro, at alt i Bibelen er vanskelig. Frelsen ved tro på Jesus er så ligetil, at børn kan forstår den. Men når det gælder dybere ting, er det som at komme i en højere klasse i skolen, hvor der stilles større krav for at opfatte, hvad der tales om. [King James Version er anvendt til mange af citaterne.]

* * * * *

Død overfor syndens og lovens krav


Før vi læser Rom.7:1, vil vi først se på 6:14, hvor der står de betydningsfulde, grundlæggende ord: ”I er jo ikke under lov, men under nåde.” Når Paulus skrev således, var det fordi han vidste, at romerne fuldtud var bekendte med lovens krav. Men også fordi han ville pointere, at loven ikke har krav på noget hos ”døde” mennesker. I 6:4 havde Paulus skrevet: ”Så er da også I, mine brødre, ved Kristi legeme død fra loven.” Vi er altså ”døde” fra lovens krav og i stedet kommet under Guds nåde.

I 6:15 står: ”Skal vi synde, fordi vi ikke er under lov, men under nåde? Nej, det være langtfra!” Er vi under Guds nåde i den nye pagt, er vi ved tro på Jesu død ikke mere under loven. (7:4.) Da vi var ufrelste, var vi under lovens krav og var fordømt af den. Men da vi tog imod Jesus og troede på hans frelse, blev vi forenet med ham og døde derfor fra lovens krav. (Rom. 6:1-10.) Men loven døde ikke. Den hersker stadig over alle, der ikke er i Kristus.

Det er vigtigt at give sig tid til at forstå, hvad Gud udretter i os, når vi tager imod Jesus. Alt for mange befinder sig et sted midt imellem Jesu korsfæstelse og hans opstandelse. De tror på korset men er ikke nået frem til kraften og herligheden ved Jesu opstandelse.

Også i Kol 3:3 siger Paulus, at en troende er død. Han omtaler her den position vi har, og ikke hvad vi i praksis er. Gud vil, vi skal betragte os selv som døde med Kristus. Men vor synd minder os om, at vi desværre er levende på kødelig vis. Vi vil aldrig nå til fuldkommenhed, så længe vi lever vort jordiske liv, men vi må ved troen regne os for at være skjult i Kristus og opstået med ham til et nyt liv, som vi lever under nåden.

Mange kristne lever under forskrifter, regler og love men oplever derved, at det kun skaber problemer og opfordrer til oprør. Galatermenigheden levede under loven, og Paulus skrev om dem: ”I bider og æder hverandre.” Gal. 5:15. Deres forhold til loven gjorde dem ikke mere åndelige, tværtimod.

Retfærdighed fås aldrig ved lovgerninger. Paulus skriver: ”Var der givet en lov, som mægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved loven.” Gal. 3:21. Men loven slår i stedet ihjel. (Rom. 7:10-11.) Loven kan aldrig give liv men kun vise os, hvad der er synd, og at vi er skyldige ind for Gud.

I mange kirker og menigheder er der stolthed over egen standard, og man prøver efter evne at leve op til høje krav. Men det fører negative ting med sig. De ser på, hvor langt de er kommet i forhold til hinanden i stedet for på Jesus. De ”bider” efter andre i menigheden og bliver for manges vedkommende vrede og bitre.

Tror vi på Jesus og ved, at vi får alt af nåde, ser vi hen til ham men ved også, vi i ham er døde fra lovens krav. Derfor er vi fri for krav om at skulle vise, hvad vi formår i egen kraft. Vi er fri for at bygge en fromhed op på menneskelig filosofi, læse instruktionsbøger eller tilslutte os diverse seminarier. Fri for at snart følge en opfattelse og snart en anden og tilsyneladende være lige langt fra målet. Loven kan frembringe en bogstavstrældom, der slår al åndelig vækst ihjel. Ingen menneskelig lærdom kan erstatte Bibelen, den kan kun hjælpe os til bedre at forstå den.

Loven kan ikke forandre os


Paulus vidste, han selv var kødelig under loven, solgt under synden som dens træl. Og han var forfærdet over, han ikke gjorde det, han gerne ville. Men loven er også nødvendig, fordi den viser os Guds hellighed og hjælper os til at se, vi har behov for en frelser. (3:20.) Intet menneske har kunnet holde loven. Men Jesus holdt den, derfor var han også uden synd i både sit liv og ved sin død.

Vi kan som også Paulus blev det, blive forfærdet over, at vi tager en fast beslutning om at ville det gode og så opleve, at synden bor i os med en så stærk kraft, som den gør. Der er kun at sige som Paulus, at når min gamle natur gør, hvad min nye natur ikke ønsker at gøre, da er det ikke længere mig, der synder, men synden, der bor i mig. Paulus undskylder absolut ikke, at han synder, men siger, at den gamle natur er så stærk, at den indimellem får os til gøre det, vi ikke vil. (jf. 7:20.)

Den kødelige og den åndelige natur i os


Paulus søger ikke at fremstille sig bedre, end han er. Han siger rent ud, at kristne kan kontrolleres af enten den gamle eller den nye natur. Det fortælles tydeligt i 7:14,18 og 20, at en troende kan have to slags problemer: (1) han kan ikke gøre det, han ønsker at gøre. Og (2) han gør det onde, som han hader at gøre.

Paulus kunne ikke holde op med at bryde Guds lov. Måske kunne han nok undgå de værste ting, men ikke dem, vi kalder mindre ting. Men der eksisterer ikke små ting for Gud. Alt, selv ”små ting”, er overtrædelse af loven og adskiller os fra Gud. Og Paulus vidste, at han var en sådan, ringe tjener. (Jf. Luk. 17:10.)

Vi kan se den store forskel, der er fra kap 6, hvor Paulus beskrev, hvorledes vi ikke kan holde op med at gøre det, vi ikke vil. Til vi i kap. 7 læser om, hvordan vi kan komme til at gøre det gode, vi gerne vil.

Det nye menneske i os siger: ”Få mig til at vandre ad dine buds sti, thi jeg fryder mig på den.” Salme 119:35. Men vor gamle, kødelige natur har lyst til at bryde Guds love. Vi forstår Paulus, når han udbryder: ”Jeg takker Gud, at der er en, der kan hjælpe mig til sejr – Jesus Kristus vor Herre.” 7:25. Når den troende er forenet med Jesus Kristus, er han død fra loven og ikke længere under dens autoritet men levende for Gud og under Helligåndens vejledning og hjælp.

I de sidste vers af kap. 7 taler Paulus ikke om nederlag som en, der vedblivende synder i sit legeme, medens ånden tjener Gud. Nej, han tjener Gud med hele sit legeme, om end det sker under kamp imellem kød og ånd. (Gal. 5:16-18.) Den gamle natur kan ikke tjene Herren eller gøre det gode. ”I mit kød bor der intet godt”, sagde Paulus, Rom. 7:18. Og Jesus sagde: ”Det er Ånden, der gør levende, kødet gavner intet. ” Joh. 6:63. Kommer vor kraft fra os selv, kan vi ikke tjene Gud. Kun Helligånden kan give os kraft til at sejre over vor gamle natur og over verden. Paulus skriver i Rom. 7:4, at vi, som er døde fra loven, blev ”opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud.”

Det er vort fællesskab med Jesus, der gør os egnede til at tjene og bære frugt for Gud. Thi det er Gud, der virker i os både at ville og at kunne det, der er ham til behag. (Filp. 2:13.)

Lovtrældom kan gøre os til udvendige kristne, medens vi indvendig er som en affaldsplads, fuld af ubrugelige ting. Det var det, Jesus hentydede til, da han sagde: ”Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.” Matt. 23:27.

Vi er frie, fri for fordømmelse


Med vort kød tjener vi syndens lov. Men fordi vi ved Jesus Kristus er sat i frihed overfor dette dødens legeme, tjener vi Gud med vort sind. Derfor udbryder Paulus: ”Derfor er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, de som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden. Thi livets Ånds lov har i Jesus Kristus gjort mig fri fra syndens og dødens lov…” Rom. 8:1-2.

Fra den dybe dal af desperation over sin syndige natur klatrer Paulus op til sejrens højder og udbryder glædesstrålende, at der ingen fordømmelse er for ham, fordi han er i Kristus Jesus. Men disse ord har dobbel mening. Ved at læse Rom. 7.kap. forstår vi, at vi aldrig kan komme til at opfylde lovens krav, men at vi som Paulus skal forstå, at livets Ånds lov har i Jesus Kristus gjort os fri fra syndens og dødens lov. Vi skal ikke blot læse de første ord i Rom. 8:1 men også de sidste, som er de afgørende: ”de, som ikke vandrer efter kødet men efter Ånden.” I 8:3 ser vi, at det er fordi Jesus led døden for os, at loven ikke kan fordømme os.

Paulus siger i 8:9-10: ”I derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i jer. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. Men er Kristus i jer, da er vel legemet dødt på grund af synden, men Ånden er liv på grund af retfærdigheden.” Enhver, der tager imod Jesus, fødes på ny og er dermed ikke længere en kødelig kristen men en åndelig, og vort legeme er blevet et tempel for Helligånden. (1.Kor. 6:19-20.) Da evangelisten D. L. Moody oplevede at blive født på ny, sagde han: Jeg kom ind i en ny verden. Solen skinnede, og fuglene sang skønnere… træernes blade syntes at bølge af glæde, og hele naturen syntes at ånde fred. Livet i Kristus er virkelig et nyt liv!

Er vi børn, er vi Guds arvinger og Kristi medarvinger


I Rom. 8:17 står nogle herlige ord. Tænk, hvad Gud har lovet os som børn og arvinger. At være i Guds familie bringer os store privilegier: Alle Guds børn skal arve. Alt, hvad Faderen har, skal hans børn arve. Men først skal vi følge ham i Åndens lov og lægge det kødelige fra os. Og når Jesus vender tilbage og tager herredømmet som jordens rette Herre og Konge, skal vi se Faderens og Sønnens herlighed, som vi skal arve.

Der er dog en tilføjelse: ”… så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.” Der behøves ikke at være tale om heroiske lidelser men om i det daglige liv at bedrøves over den hån og afvisning, der møder Jesus, og være villig til at dele den. Dog lider nogle både legemligt og åndeligt meget for deres tro på Jesus. Og de skal få alt igen i herlighed, som de har måttet lide afsavn fra her på jorden.

Alle, som tilhører Jesus Kristus, har allerede i dag denne herlighed, men får den først synlig ved vort legemes forløsning. (Rom. 8:20-23.)

Da Gud havde fuldendt sin skabelse, så han, at alt var såre godt. (1.Moseb. 1:31.) Men i dag stønner al skabningen. Al lidelse og død er et resultat af Adam og Evas synd. Læg mærke til ordene, Paulus bruger: Lidelse (v. 18), forgængelighed (v.20) trældom (v.21) og véer (v.22.) Men troende skal ikke se på disse syndens følger men se fremad til den herlighed, vi får del i. (V. 18 og 2.Kor. 4:17.)

Gud er med i sit folks lidelser og ser ikke passivt til. Som da Jesus led med os, da han var på jorden (Joh. 11:33 og 38), lider Helligånden i dag med os og føler byrderne af vore svagheder og prøvelser og beder for os, at vi sejrrigt må stå dem igennem. (Rom. 8:25-27.) Vi ved nemlig ikke selv, hvad der er til vort bedste. Men Ånden deler vore byrder og overlader os ikke til os selv. Gud har altid en fuldkommen plan, der leder til det bedste for os. (V.28.) Og Guds plan er ikke stykkevis sat sammen men lagt allerede i evigheden, da han valgte os til frelse i Jesus Kristus (Ef. 1:4-5.)

Hvem vil anklage Guds udvalgte?


Det er som Paulus i 8:33 ser sig stående foran Guds domstol, hvorfra der udgår et råb: Hvem vil anklage dem, Gud har retfærdiggjort? Hvem vil skille os fra Kristi kærlighed? Der er tavshed, thi ingen vil eller tør anklage dem, Gud har retfærdiggjort. Satan er ellers anklageren. Vi ser i Zak. 3:1-7, hvorledes han står og anklager ypperstepræsten. Og i Åb. 12:10 læser vi om Djævelen som ”vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat.” Men når vi står ind for Gud, er anklageren tavs. Nu er der ikke mere mulighed for anklage, thi vi er Guds udvalgte i Kristus Jesus og er retfærdiggjort ved troen på ham. Vi kan anklage os selv – og Djævelen kan friste os til det – men Gud anklager os ikke. Jesu blod har renset os fra al synd, og derfor er vi retfærdige i ham.

Der er to, der går i forbøn for os. I 8:34 ser vi Jesus går i forbøn for os. Og i vers 26-27 står, at også Ånden går i forbøn for os. Vi er ofte spredte i vor bøn og ved ikke, hvorledes eller om hvad, vi skal bede, fordi vi ikke kan finde udtryk. Vi forstår det ikke, men vi har i Guds Ånd en stærk kraft, som går ind for os og beder om det, vi ikke selv formår. Og vi ved, at Ånden altid er på linje med Guds vilje. Jesus Kristus er den, der er død og opstået for os og er nu ved Faderens højre hånd. ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, og som vor ypperstepræst kan gå i forbøn for dem.” Hebr. 7:25. Satan bad om lov til at sigte Peter. Men Jesus bad specielt for ham, at hans tro ikke måtte svigte. (Luk. 22:31.32.) Han beder også for os, når Satan vil sigte os fra og anklage os over for Gud.

Jesu Kristi kærlighed


Kristi kærlighed til os er så stor, at intet kan få ham til at svigte. (Rom. 8:35-39.) Paulus kommer til det resultat, at ingen trængsler, forfølgelser, angst eller sværd kan skille os fra Jesu kærlighed. Vi bliver ikke skånet mod alt sådant, men Guds kærlighed gør, at han leder os gennem alt det svære. Alt det, vi kalder prøvelser og lidelser har til formål at forme os til at blive mere lig Jesus. Paulus siger det således: ”For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.” V.36. Jesus forudsagde, at disciplene skulle få trængsel i verden (Joh. 16:33). Og mange af Herrens folk har prøvet dette i hans tjeneste.

Paulus henviser til Salme 44:23, der skildrer en trængselstid for Israels menighed, og ser deri et forbillede på menighedens kår til alle tider. I mange lande regnes kristne ikke for mere end slagtefår. Men til alle tider står Guds løfte ved magt: ”Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke.” Es. 43:2. Om end vi ikke kan se eller forstå det, så vinder vi i trængslen fremad på den rette vej og formes til at ligne Jesus. (Se 5:3-4.) Og Paulus siger, at ”under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.” V.37.

I 8:38-39 møder vi den herlige, fulde visheds jubeltoner. Dette: ”Jeg er vis på”! er den levende tros klenodie. Døden kan ikke skille os fra Kristus og heller ikke engle (faldne engle) eller onde magter ”eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Jesus, vor Herre.”

Nidkære men uden forståelse


Gennem århundreder havde Israel ventet på deres Messias og havde hørt, hvad profeterne sagde om ham. Og i den tid var loven dem en tugtemester, der skulle lede dem til Kristus. (Gal. 3:24.) Gud havde søgt at berede nationen til at tage imod ham. ”Han kom til sine egne og hans egne (hans eget folk) tog ikke imod ham.” Joh. 1:11. Der var kun få, der ventede hans komme og som tog imod ham (Luk. 2:25:38), majoriteten af folket gjorde ikke. Akkurat som i dag, hvor kun få er rede til at tage imod Jesus, når han kommer igen.

Paulus forklarer i 10:1-2 årsagen: ”De er nidkære for Gud men uden forståelse.” Den største forhindring for dem var, at de ikke tog imod deres Messias. Han var en anstødssten for dem. De var nidkære for loven og for Skrifterne, men ville ikke se, at de var syndere. De ville ikke forstå, at I Kristus havde loven nået sit endepunkt, og at retfærdigheden nu tilbydes som gave til ”hver, som tror.” 10:4.

Når der står: ”Kristus er lovens ophør”, må vi gøre opmærksom på, at det græske ord for ophør telos kan have forskellige betydninger. Det kan betyde ophør, altså afslutning. Og det siger da, at ved Kristi forsoningsdød er den gamle husholdning ophørt og den nye nådens tid oprettet, i hvilken vejen til retfærdighed klart er åbenbaret som troens vej. Men telos kan også betyde endemål og viser da hen til loven som tugtemesteren, der leder os til det endelige mål i Kristus. Endelig kan ordet også betyde fuldkomme. Jesus siger om sig selv, at han ikke er kommen for at opløse, men at fuldkomme loven. Kristus har opfyldt lovens fulde krav til retfærdighed for hver den, som tror, og dermed gjort en ende på loven.

Fra Rom. 10:5-13 viser Paulus den store modsætning mellem retfærdighed af lov og retfærdighed af tro. Vil man have retfærdighed ifølge loven, må man, som der står skrevet i 3.Moseb. 18:5, fuldt ud opfylde alle lovens bud. Men det kan intet menneske. Israel havde loven og jagede nidkær efter at overholde den. Men den var for dem kun bogstaver. De blev trælle af bogstaverne, der kunne have givet dem liv, idet de pegede på Messias. Havde de villet se det, havde de forbilledeligt fået den sande retfærdighed. I NT er det sagt endnu tydeligere, at dem, der tror på Jesus Kristus og tager imod ham (Joh. 1:12) og med munden bekender til frelse, har Guds retfærdighed. (Rom. 10:9-10.)

Paulus viser i v. 6-8, at han kender Skrifterne, thi han citerer fra 5.Moseb. 30:10.12, ikke ordret men meningen. Og han binder igen GT og NT sammen ved at citere fra Joel 3:5, hvor der står: ”Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.” Paulus bruger blot ordene: ”Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.” Rom. 10:11 og 13.

Hjertets tro og mundens bekendelse


Vi skal lægge mærke til den stærke vægt, der lægges på mundens bekendelse som uadskillelig fra hjertets tro på den opstandne Frelser. Vers 9-10. Mundens bekendelse er altså sammen med tro af afgørende betydning. Det var den dengang, og det er den nu. Mundens bekendelse alene frelser ikke (se Matt. 7:21.)

Lad os igen se på Rom. 10:2. Helt siden Israel kom hjem efter fangenskabet I Babel, havde de som nation forladt afgudsdyrkelsen. I tempel og synagoge lød kun Herrens ord. De tjente den sande Gud, og det var Guds lov, de lærte om. Men de lagde deres egne ord og traditioner til loven. Paulus havde også selv været nidkær for loven og traditionerne (Ap.g. 26:1-11 og Gal. 1:13-14) og vidste derfor alt om det

Jødernes nidkærhed var ikke baseret på kundskab. Det er det samme, vi møder hos mange i dag som tror, at religiøsitet og gode gerninger vil frelse dem. Men netop derfor hindres vi i oprigtig at søge Gud og tage imod Jesus som frelser og Herre. Ved lovgerninger bliver intet menneske frelst. (Rom. 3:20.)

Jøderne var stolte af deres selvretfærdighed. (10:3.) Og de misforstod loven. (10:4-13.) Formålet med loven var at lære dem, at de var syndere og behøvede en frelser. Men i stedet tilbad de loven og afviste Jesus som frelser. (Gal. 3:24.) Loven var som et vejskilt, der pegede hen på Jesus, men den kunne aldrig føre dem til Kristus og kan aldrig give retfærdighed til nogen.

Kristus er lovens ende. Og den er endt for alle, der har taget imod Jesus som Herre og frelser. Vi er ikke længere under lov men under nåde. (Rom. 6:14.) Men Israel tog ikke imod nogen belæring af profeterne eller fra deres Messias og gik mod deres endelige dom.

Vi læser om resultatet af deres afvisning af Gud i Rom. 10:21. De havde haft mulighed for at se Guds storhed bl.a. ved at læse Salme 19:1-11. Israel vidste alt dette, men gav ikke agt på det, de hørte og så. Det er ikke underligt at Jesus ofte sagde: Han, der har ører, lad ham høre.

Gud giver sin frelse til både hedninger og jøder


Da jøderne afviste deres Messias, sendte Gud evangeliets herlige budskab til hedningerne (Rom. 10:19-20), som det var forudsagt af Moses. (5.Moseb. 32:21.) Guds formål var at provokere Israel til jalousi. (Rom. 10:19.) Esajas forudsagde ligeledes, at Gud ville frelse hedningerne. (Es. 65:1.)

Men jøderne blev chokerede over, at Peter gik til hedningerne. (Ap.g.11:1-18.) Det blev ved den lejlighed tydelig, at Gud frelser jøder og hedninger ved det samme budskab om tro på Jesus. Og mødet i Jerusalem slog fast, at hedninger ikke først behøvede at blive jøder. (Ap.g 15. Kap.)

Rom.10. kap slutter med at beskrive, at medens hedningerne tog imod Jesus, stod Herren dagen lang (frelsens dag) med udstrakte hænder til nationen Israel, som mødte ham med ulydighed og hårdhed.

Gud ønsker at give sin frelse til både jøder og hedninger og bruge os, som han brugte Paulus til at være redskab til at jøder her og der tager imod Jesus. Gud vil ikke, at nogen skal fortabes, men at de alle skal nå til omvendelse. (2.Peter 3:9.)

Paulus siger i Rom. 11:1: ”Har Gud da forskudt sit folk? Nej, langtfra!” og viser hen til, at han selv er et vidnesbyrd derom. Og i 1.Tim. 1:16 skriver han: ”…jeg blev et eksempel på dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv.”

Guds plan er, at Israel skal frelses, når Jesus vender tilbage til Oliebjerget. Der er skrevet udførligt om Israels fremtidige oprettelse og frelse i Zak. 12:10-13:1 og 14:4. Og det er forudsagt, at hele nationen skal se ham, når han kommer igen. (Ap.g. 1:11 og Åb. 1:7.) Og da skal folket få deres øjne åbnet og se, at det var deres Messias, de korsfæstede.

I 11:16b til 24 læser vi om oliventræet, som er et billede på Israel som nation. (Jer. 11:16-17 og Hos. 14:6-7.) Mange af jøderne troede ikke på Gud. Dem skildrer Paulus som grene, der er brudt af oliventræet. Men han beskriver også, at andre grene, der blev podet ind i dette træ, fik liv af saften fra det. Disse grene var hedningerne. (11:19-24). Paulus beskriver handlingen som modsat al fornuft, at ”vilde grene” (hedningerne) podes ind i et ædelt træ. Men det stemmer med Jesu ord om, at ”frelsen udgår fra jøderne” Joh. 4:22.

Paulus advarer de ”vilde grene” mod at tro, de er noget specielt, og at de ikke skal rose sig af deres åndelige situation. (11:18:21.) Gud podede dem ind på grund af den tro, Gud havde givet dem, og ikke fordi de havde gjort sig fortjent dertil. Og han fjerner dem igen, dersom de falder bort fra troen. 1.Tim. 4. kap. og 2.Tim. 3. kap. samt 2.Tess. 2. kap. viser med tydelighed, at mange i den bekendende kirke og menighed i de sidste dage vil forlade troen.

Men der er håb for det frafaldne Israel, idet Gud vil stå ved sine løfter til patriarkerne. Han går ikke fra, at han er ”Abraham, Isak og Jakobs Gud” (Matt. 22:23 og 2.Moseb. 3:6.) Oliventræet skal komme til at blomstre igen.

I Rom. 11:13-15 taler Paulus om, hvorfor han lægger sådan en vægt på Israels tilbagevenden til Herren. Han skjuler ikke, at han – selv om han er hedninges apostel – stadig har det formål, ”om han dog kunne vække sin slægt til nidkærhed og frelse nogle af dem.”

Guds pagt med Israel


I vers 15 vender Paulus tilbage til det, vi læste i vers 12 om den åndelige rigdom, Israels omvendelse til Gud vil afstedkomme for hele verden: Det vil bringe ”liv af døde”.

Men hvordan forstås ordene ”liv af døde”, som Paulus siger skal blive følgen af Israels antagelse? Det må være, at der bliver en ”blomstringstid” for Guds rige på jorden med en mægtig fylde og kraft, så alt, hvad der tidligere har været, må regnes som død i sammenligning dermed.

”Indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind.” 11:25. Der er to ting, der hører sammen i dette sammenhæng: Forhærdelse over en del af Israel. Og der tales om hedningernes fylde. Hvornår er denne fylde nået? Det kan meget vel være ved bortrykkelsen. Da indtræder der en ny tid for Israel, fordi de da indgår en pagt med antikrist. Efter 7 år vil Jesus komme synligt igen, og da vil det jødiske folk tage imod ham som den længe ventede Messias, og da går jødernes fylde ind. {Dette emne er så omfattende, at det ikke fyldestgørende belyses her, da det ikke hører med til Romerbrevet. Men det antydes her, at således vil det komme til at ske.}

I 11:27 tales der om en pagt, som Herren har med Israel. En pagt, Gud oprettede med dem af nåde, og ikke fordi han fandt dem bedre end noget andet folk. (5.Moseb.7:6-11 og 9:1-6.) Hvis nationen ikke valgtes på grund af dens godhed, vil Gud så afvise den på grund af dens synd? Nej, Guds udvælgelse betyder nåde og ikke fortjeneste. Derfor vil Gud heller ikke bryde sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. ”Jeg er Herren, jeg forandres ikke.” Mal. 3:6. ”Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?” 4.Moseb. 23:19. Guds kald og løfte til Israel kan aldrig tages tilbage, fordi han er sand mod sine løfter. Skal Israels vantro kunne ophæve Guds trofasthed mod sit ord? (Rom. 3:3.)

Et helligt liv


Vi møder det fjerde ”Derfor” ved indledningen til det 12. kap. (ses ikke i den danske overs.) Vi møder det første gang i 3:20, de næste i 5:1 og 8:1 og nu her i 12:1. ”Derfor formaner jeg jer, brødre,…”

Fordi vi elsker Jesus og har givet os selv til ham, skal vi bruge vort legeme til hans ære. Vort legeme er Guds tempel (1.Kor. 6:19-20), fordi Guds Ånd dvæler i os. (Rom. 8:9.) Det må være vort mål at herliggøre Kristus i vore legemer. (Filp. 1:20.)

Ligesom Jesus tog på sig et menneskeligt legeme for at fuldkomme Guds vilje på jorden, således må vi lade Helligånden anvende vore legemer til at gøre Guds vilje. Vort legeme skal være retfærdighedens redskab. (6:13).

Vi skal lade Herren forny vort sind. (12:2.) Verden ønsker at kontrollere os ved at styre, hvad vi tænker og tror. Men Gud vil forvandle vort sind gennem en fornyelse. (Ef. 4:17-24 og Kol. 3:1-11.) Det vil sige en fornyelse, der sker indefra ved Helligåndens kraft. Vi bliver fornyet i vort sind, når vi læser Bibelen, lukker Jesus ind i vort liv og giver Gud lov til at styre vore tanker. Det betyder, at vi tager Gud med i alt det, vi gør og hele tiden husker, at vi tilhører Herren.

Paulus siger med få ord, hvad vi skal stræbe efter: ”Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren; vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen!” Rom. 12:11-12. Altså skal vi ikke se på omstændighederne eller på os selv men sætte Gud først. At sætte mennesker før Gud er ikke at ofre sig selv som ”et levende, helligt, Gud velbehageligt offer”. Vi har et mål at gå efter. En virkelig fornyelse i vort sind, hvor vi ikke længere er bundet af verdens måde at tænke på.

”Natten lider, dagen er nær. Så lad os da afføre os mørkets gerninger og iføre os lysets våben.” 13:12. Den nuværende tid er lig en nat, hvor verdens mørke lægger et slør over os, så vi er i fare for ikke at tænke på ret måde men lader os styre af følelser og verdens måde at leve på. Vi må tage imod Jesu livsstil og først af al lade Guds vilje ske i alle ting. (13:14.) Vi læser om og om igen, at vi skal iføre os Herren Jesus Kristus og ikke pleje kødet. Men det er, som vi er omgivet af en hård skal, som sådanne ord ikke kan trænge igennem. Og da kan vi ikke bringe vore legemer som et helligt, Gud velbehageligt offer.

Paulus gjorde med dette brev til romerne sit til, at vi skulle kunne forstå Guds mening med vort liv, og hvorledes vi skal komme til at hvile i hans fuldbragte frelse. Vi skal tage imod Jesus og ikke blot lade stå til og tænke, at alt nok går som det skal.

Det er en bevidst handling, der tales om. Vi får intet liv med Gud, dersom vi ikke rækker vore hænder frem og siger: Kom ind i mit hjerte, Herre Jesus! Det er at sige: Jeg vil sætte det at tjene Gud som det første og det største i mit liv. ”Ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus…. Ham, den ene vise Gud ved Jesus Kristus, være ære i evighedernes evigheder! Amen.” 16:25-27.


Debat: Romerbrevet - Guds gave

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Kristenlivet generelt

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation