Frugtsommelig kvinde på himmelen 23. september, 2017

af Kim Andersen
Lagt på d. 11/05-17



Der er i kristne kredse særlig fokus på det Bibelen kalder "tegn i sol og måne og stjerner" (Luk. 21:25), og d. 23. september 2017 vil stjernernes budskab forkynde det Johannes beskriver, i Åb. 12:1-5. I omkring 2011, begyndte det for alvor at blive talt om at vi havde denne konstellation i vente, og et væld af artikler og videoer, er siden da fremkommet, og er kommet dybere og dybere ned i emnet for at forklare, at dette tegn er himmelens budskab om at trængslen snart begynder, og at menigheden snart skal bortrykkes. Nogle sætter direkte datoen 23. september for stjernetegnets effekt, som er bortrykkelsen efterfulgt af trængsel. Sidst da samme tegn var på himmelen, i 2005, var det ikke det store samtaleemne - og bliver det sikkert heller ikke næste gang i 2029 - det forekommer hvert tolvte år, og hvorfor skulle det betyde noget særligt nu? Særligt én person på Youtube, Scott Clarke, har lagt enormt mange kræfter i at udforske dette billede denne gang, og fifler med Bibelens budskab for at finde støtte for teorien.

Jeg har brug flere timer på at se videoer og læse artikler, da jeg som mange andre troende, med længsel venter på at høre min Frelsers stemme, der kalder mig hjem. Men jeg opdagede at der mangler stor trofasthed over for Skrifterne for at understøtte denne teori - der mangler forståelse af Ordet, og derfor vil jeg gerne gøre mit for at tydeliggøre, at dette tegn ikke har noget med menigheden at gøre - men det er en historisk gennemgang af Israels historie, fra Jesus til trængslen. Jeg går ikke ind i fortolkningen af dragen med syv hoveder, ti horn og syv kroner, der ligesom kvinden af Johannes beskrives på himmelen, tillige med 1/3 af himmelens stjerner. der kastes til Jorden. Det er en animation der ganske enkelt ikke findes på himmelen, og derfor er det kvinden og barnet jeg lader Bibelen fortolke.

Jeg er selvfølgelig ked af at slukke håbet om den endelige forløsning til september - hvis ellers det skulle være det eneste tegn du holder fast i. Men er du interesseret i en Bibelsk gennemgang af emnet, så læs med her, hvor jeg vil forsøge kort og præcist at give dig et overblik.

Åbenbaringsbogen er sekventiel


Først skal det forstås, at Åbenbaringsbogen er tidsmæssigt sekventiel - den føler generelt en tidsmæssig lige linje, der forkynder rækkefølgen af fremtidens begivenheder. Dog er der ind imellem passager - parenteser, der bryder ud af sekvensen for at beskrive omstændigheder, personager og

Metá taûta

Åbenbaringsbogen siger ofte derefter, og det viser at beretningen er sekventiel
andet, eller for at følge op på historiske begivenheder eller se frem i tiden for derefter at komme tilbage. Overordnet er den sekventiel. Til Johannes siger Jesus at, Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske (Åb. 1:19) - 1) hvad du har set, 2) det som er, 3) det som sidenhen skal ske. Her kan vi med fordel drage nytte af den Græske gramattiske præcision, idet ordet siden eller sidenhen, eller herefter - efter det, som er, er det Græske Metá taûta, som er brugt ni gange, beskriver en rækkefølge.

Når Johannes har beskrevet det Han så, dvs. synet af Jesus (Åb. 1:1-18), da fortsætter han med det, som er, og det er brevene til de syv menigheder - der ligeledes, med historien i bakspejlet viser sig at være en historisk oversigt over menighedens tid.


Menighed

Kendemærke

Betydning

1 Efesus
Åb. 2:1-7
År 30-100
Den apostolske kirke "Ønsket" (at være ønsket). Jesus siger om den ønskede menighed at på klippen (troens bekendelse) "vil jeg bygge min kirke" (Matt. 16:18)
2 Smyrna
Åb. 2:8-11
År 100-313
Den romerske forfølgelse "Myrra" - associeret med død, her som følge af den romerske forfølgelse.
3 Pergamum
Åb. 2:12-17
År 313-600
Under kejser Konstantin "Fuldstændig gift" - her som følge af Konstantins økumeni, hvor han samlede hedenskaben og kristendommen som statsreligion, under navnet kristendom. Menigheden blev som den katolske kirke og den danske folkekirke "fuldstændig gift" med staten.
4 Tyatira
Åb. 2:18-29
År 600-1517
De mørke århundreder "Fortsat / uendelig ofring", her transsubstantiationen - forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme - den uophørlige ofring af Jesus - med andre ord den romersk katolske moderkirke.
5 Sardes
Åb. 3:1-6
År 1517-1648
Reformationen "Dem som undslipper / de undslupne". Med reformationen undslap mange moderkirkens greb, men reformationen blev mange steder en statskirke igen, deriblandt den danske folkekirke, som har fanget mange døde "kristne" i dåbens lære.
6 Filadelfia
Åb. 3:7-13
År 1648-1900
Missions bevægelsen "Broderlig kærlighed", en periode hvor menigheden benyttede at der ikke var noget sted evangeliet ikke kunne vinde frem - betydningen af "en åben dør"
7 Laodikea
Åb. 3:14-22
År 1900-nu
Frafaldet "Folket regerer" - kirkevækst koncepter, kirkevækst konsulenter, underholdning, lykke, rigdom - alt hvad kødet (mennesket) begærer. Folket leder menighederne og Jesus er der ikke, men "står for døren og banker" (v.20)

Efter disse syv breve siger han, Derefter så jeg, og se, en dør... så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter (Åb. 4:1). Vines Complete Expository Dictionary of Old and New Testament Words forklarer at det bogstaveligt betyder, efter disse ting - altså efter dette og derefter / herefter. Det betyder at efter menighedens tid - efter det, der var på Johannes tid (og endnu er i disse dage) - er afsluttet, fortsætter Johannes med at beskrive næste fase, kapitel 4-22 som omhandler bortrykkelsen og beskrivelsen af de løskøbte i himmelen (kapitel 4-5), og trængslen på Jorden (kapitel 6-18), efterfulgt med Jesu genkomst og oprettelsen af 1000årsriget (kapitel 19-21) og slutteligt evigheden (kapitel 22).

Kapitel 12
Når vi kommer til kapitel 12, er vi sekventielt ved den syvende basun (Åb. 11:15), efter de 2 vidner er blevet dræbt og bortrykket, efter at have profeteret i 3½ år. Når de to vidner har aflagt deres vidnesbyrd, skal Antikrist slå dem ihjel og jf. Åb. 12:9 er det også i den sammenhæng Satan kastes til Jorden, og det er tiden Jesus refererer til som den Store Trængsel (Matt. 24:21), som følger ødelæggelsens vederstyggelighed (Matt. 24:15), hvilken Daniel fortalte om, hvor Antikrist skal afskaffe det daglige offer (Dan. 11:31). Det vil jf. Dan. 9:27, ske midt i trængslen.

Således ses at kapitel 12 ligger i midten af trængslen - men som tidligere nævnt, starter kapitlet med en historisk opsummering af Israels historie, fra Jesus til trængslen. Det betyder ikke at Johannes bryder ud af den sekventielle gennemgang. Han samler blot op, for at identificere de forskellige personager. Og hovedpersonerne er den gravide kvinde, drengebarnet og dragen, mens 1/3 af stjernerne, Mikael og kvindens øvrige børn har birollerne.

Det er vigtigt at have øje for detaljerne i teksten, at notere sig nøje de informationer der gives, ellers mister man overblikket, og det vil jeg prøve at give dig her.

Den gravide kvinde


Nogle mener at denne kvinde er menigheden, der føder nye troende ind i Guds familie - eller at kvinden føder menigheden som institution. Menigheden skildres som Kristi brud, og det bliver meget svært at forsvare kvindens gravide tilstand, før hun er blevet gift. Andre mener ikke det kan være et billede på Israel, for Gud skilte sig jo fra Israel - men der er kun én entitet der skildres som Guds hustru, og det er Israel. I Jer. 3:14, 20 siger Gud, Vend om, o frafaldne børn, siger HERREN; for jeg er gift med jer... For som en hustru på forræderisk vis forlader sin mand, sådan har I handlet forræderisk med mig. I Es. 54:5 siger Han, din Ægtemand er din Skaber og i Hos. 2:16 at der skal komme en tid hvor hun (Israel), skal påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne og i Hos. 2:19 siger Guds at, Jeg trolover mig med dig for evigt.

Kvinden Israel

Der er kun én entitet der skildres som Guds hustru, og det er Israel. Kvinden i forbindelse med menigheden, er ufrugtbar, uden veer - en kvinde der ikke føder
Andre mener ganske korrekt at det er Israel, kvinden symboliserer, men mener som sagt at det er menigheden hun føder, idet drengebarnet bortrykkes. Det er almindeligt i kristne kredse, at tale om menighedens fødsel, men det er ikke Bibelens sprog. I Bibelens terminologi blev menigheden bygget - det er Jesu menighed og Han bygger den, på den klippe vil jeg bygge min kirke (Matt. 16:18), og Han er selv hjørnestenen (1. Kor. 3:11) og apostlene var anset for at være søjler (Gal. 2:9), der var bygmestre (1. Kor. 3:10 ; Ef. 2:19-22). Til dette bygværk som består af levende stene (1. Pet. 2:5) føjede og føjer Gud mennesker til (Apg. 2:47 ; Apg. 5:14).

Menigheden blev ikke født, men bliver kontinuerligt bygget. Menigheden er ikke kommet fra Israel - det er Jesus - men ikke menigheden, for den består af ét legeme - jøde og hedning samlet i Kristus (Romerne. 10:12 ; Gal. 3:28). Derfor er det Bibelsk ukorrekt at tale om menighedens fødsel, hvorfor kvinden i Åb. 12 ikke føder menigheden.

Det tætteste vi i billedsprog kommer på sammenhængen mellem en kvinde og menigheden, er Es. 54:1, der siger, Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden Veer! Thi den forladtes Børn er flere end Hustruens Børn, siger HERREN. Her er det en kvinde der ikke fødte, som dog får flere børn end kvinden der fødte. Forståelsesmæssigt kommer Paulus os til hjælp i sit brev til Galaterne. Den forladte er ikke forladt, men uden ægtemand, mens hustruen har en mand, men få børn. I kapitel 4 gennemgår Paulus forskellen mellem at være træl og fri, født efter kødet eller Ånden, det er forskellen mellem Sinaj og Jerusalem, Loven og Ånden, død og frelse. I den forbindelse citerer Paulus denne passage: Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder; bryd ud i råb, du, som ikke har veer, thi mange er den enliges børn, ja, flere end hendes, som har manden (Gal. 4:27). Hustruen er det jordiske Jerusalem, det er Abrahams kødelige efterkommere - Israel. Den enlige er det himmelske Jerusalem. Det er bruden i Åb. 21:9-27. Kvinden i forbindelse med menigheden, er en ufrugtbar kvinde uden veer - en kvinde der ikke føder, mens denne kvinde her i Åbenbaringen, er frugtbar med veer og hun føder.

Den gravide kvinde skildrer dels Maria og dels Israel. Som Maria er der ingen tvivl om at det er Jesus hun føder, men som Israel føder hun et folk og en nation. Først gennemgår jeg informationen om drengebarnet.

Et drengebarn kommer til verden


For godt 2.000 år siden, i september måned år 3 f.Kr., viste dette tegn sig på himmelen, som vi ser i dag. Frederick A. Larson, en advokat fra USA, begyndte at undersøge dette fænomen og fandt at der i år 3-2 f.Kr. var nogle særlige begivenheder på himmelen, der symbolsk viser at 1) Jesus blev undfanget i under Sukkot, løvhyttefesten, i september år 3 f.Kr, 2) blev født i juni år 2 f.Kr., og 3) at astronomerne fra østerland kom til Jesus d 25/12 år 2 f.Kr. Kort forklaret (læs mere på siden The Star of Bethlehem http://www.bethlehemstar.net/).

Drengebarnet Jesus

Israel fødte ikke menigheden, men Jesus var det lovede barn. Jesus derimod byggede menigheden, Guds bygning er I (1. Kor. 3:9).
1) I år 3-2 f.Kr. kronede Jupiter (også kaldt Kongeplaneten - den største planet i vores solsystem) stjernen Regulus. Regulus der betyder træde under fode har fået sit navn fra roden Regal, der betyder kongelig. Babylonierne kaldte den Sharu som betyder konge, og Romerne kaldte den Regulus Rex, der også betyder konge. Regulus er desuden den klareste stjerne i konstellationen Leo. Leo forkynder løven af Juda, og sammen ses at Kongen, Løven af Juda kommer for at træde under fode, hvilket vi ved fra 1. Mos. 3:15 er Jesus, der skal knuse slangens hoved. Jupiter cirklede i en periode på nogle måneder tre gange over Regulus - kronede kongen tre gange - tegnede en glorie over Regulus.

Mens Jupiter kronede Regulus, rejste konstellationen Jomfruen sig i øst. Da Jupiter og Regulus mødtes første gang, rejste hun sig ved nymåne, klædt i solen, og månen var som nyfødt under hendes fødder. Præcis som Johannes så det i Åb. 12:1-2.

Det skete i september måned år 3 f.Kr. og kan meget vel betyde at Jesus blev undfanget på dette tidspunkt. To uger efter nymåne (Rosh Hashanah) falder Sukkot, tabernakel højtiden, der minder os om Jesus, der tog bolig, tabernaklede iblandt os (Joh. 1:14). I Guds øjne, var Jesus allerede i blandt os da Han var blevet undfanget - livet begynder ikke ved fødslen, men ved undfangelsen!

2) Ni måneder efter, i juni år 2 f.Kr., forenede Jupiter, kongeplaneten sig med moderplaneten, Venus. De var så tæt, at man ikke kunne se at der var to, men de forstærkede hinandens lys. Flere planetarier verden over, viser gengivelser af dette fænomen, og det var Betlehemsstjernen. Dette fænomen fangede vismændenes opmærksomhed i øst, for de forstod at dette betød at en konge var født.

3) Vismændene drog afsted, formentlig fordi de var af jødisk afstamning, oplært i profeten Daniels skole i Babylon, for at tilbede denne konge af det jødiske folk. Jupiters bane har fortsat øst over mod Betlehem, og d. 25. december år 2 f.Kr, begyndte den at vende tilbage. Jupiters ovale bane som for det blotte øje så ud til at ende over Betlehem, forårsagede det tilsyneladende ophold i bevægelsen, da Jupiter egentlig bevægede sig vinkelret væk fra Jorden, før den drejede tilbage af sin bane i modsatte retning af hvorfra den kom.


Gud havde lovet Israel et tegn, at jomfruen skulle føde (Es. 7:14 ; Matt. 1:25) - et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile (Es. 9:6) - Jesus var kvindens sæd som Gud selv profeterede om i 1. Mos. 3:15.

Drengebarnet bortrykkes
Årsagen til at nogle mener at dette drengebarn symboliserer menigheden, er fordi barnet bortrykkes, Gr. harpázo, som er samme ord Paulus bruger om menighedens bortrykkelse i 1. Tess. 4:17. Ordet bærer en betydning af at blive fjernet ved en andens kraft, som når Jesus kommer og tager os til sig (Joh. 14:3) - det er ved Hans kraft vi bortrykkes. Men da Jesus tog til himmelen, blev Han Gr. epaíro (Apg. 1:9) hvilket beskriver at gøre noget i egen kraft, som at løfte blikket (Matt. 17:8 ; Luk. 6:20 ; Luk. 16:23) eller løfte sin stemme (Luk. 11:27) eller hænder (Luk. 24:50).

Som altid kan man bekræfte en ide, ved at isolere vers og passager, men lad os lige se på hele Bibelens budskab i denne sag.

Markus bruger ordet analambáno (Mark. 16:19), hvilket også bruges om Jesu himmelfart i Apg. 1:2 ; Apg. 1:11 ; Apg. 1:2 2; 1. Tim. 3:16. Ordet beskriver at tage noget eller nogen op, at bære noget eller nogen - f.eks. bar Israel Moloks telt og Remfans stjerne (Apg. 7:43), og dugen Peter så med de urene dyr, blev taget, eller modtaget op til himmelen igen (Apg. 10:16). Det kan betegne at tage nogen til sig - ligesom Paulus blev taget med om bord (Apg. 20:14). Det er med andre ord noget der sker i en anden persons kraft, ligesom en moder løfter og bærer et barn. Betydningen er at Jesus blev løftet til himmelen.

Lukas bruger Ordet anaphéro (Luk. 24:51), der betyder at føre, lede bære nogen (Matt. 17:1 ; Mark. 9:2), at bringe ofre (Hebr. 7:27). Betydningen er at Jesus blev båret til himmelen.

I Joh. 6:62 og Joh. 20:17 bruger Jesus selv ordet anabaíno, der bruges om at gå op (Matt. 3:16), vokse op (Matt. 13:7), komme op (Matt. 17:17), kravle op (Luk. 19:4), stige op (Joh. 21:3). Betydningen er at Jesus selv steg op til himmelen.

Vi ser altså at Jesus selv steg op til himmelen, men også at Han blev løftet, båret til himmelen. Det er ikke anderledes end når Peter om Jesus forklarer at Gud opvakte ham fra de døde (Apg. 3:15), mens Jesus selv siger om sit liv at, Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader (Joh. 10:18). Faderen og Sønnen er Gud, de er ét og den ene gør ikke noget uden den anden. Når Jesus steg op, samtidig med at Han blev båret, viser det ganske enkelt at Jesus er Gud! Han steg op i Guds kraft.

Hvorfor har Helligånden valgt at bruge ordet harpázo, der ikke blot beskriver at blive taget med en anden persons kraft, men også at det gøres med magt? Forskellen ses tydeligt idet Jesus blev løftet op, og skyerne fjernede Ham fra folkets øjne - en bevægelse der kan ses og følges, mens bortrykkelsen sker på et øjeblik (1. Kor. 15:52), dvs. i hast, øjeblikkelig, omgående - det ene øjeblik er man her, og med blot et blink med øjet, er man det næste øjeblik der. Hvis dette drengebarn er Jesus, hvorfor så bruge et ord der ikke bruges om Jesu himmelfart? Jeg er altid på udkig efter disse delikate fund, for de skjuler ofte et lag der ikke ved første øjekast lader sig afsløre. Der vil opstå flere spørgsmål end jeg svarer på, men for at holde mig til emnet i denne artikel, vil jeg svare på det, der giver mening her.

For det første, da Jesus steg op til himmelen, da bortførte Han de mennesker der var i Abrahams skød. Da Jesus døde tog Han i Ånden hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring, de, som fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget (1. Pet. 3:19-20). Ordet prædikede, er det Gr. kerusso, som betyder at bebude eller at proklamere. Jesus proklamerede i dødsriget sin sejr over Satan, men Han skulle ikke blive der. Han tog dødens og Dødsrigets nøgler (Åb. 1:18), og førte ved sin opstandelse som sejrsherre de fangne fra Abrahams skød (Luk. 16:22) i fangenskab, med op til det høje (Ef. 4:8). Som bevis for opstandelsen lod Gud de hensovende helliges grave åbne. De gammeltestamentlige hellige blev sammen med Jesus forenet med sine legemer (Matt. 17:52-53), og blev ført med til det høje paradis, i den tredje himmel (2. Kor. 12:2-4), hvor også røveren på korset blev taget med hen (Luk. 23:43).

Paulus nævner at alle skal levendegøres i Kristus Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til (1. Kor. 15:23), og i og med de Gammeltestamentlige hellige opstod sammen med Jesus, må vi antage at de ikke døde igen, men blev levendegjort og bortrykket med Ham, hvorefter menigheden følger når Han kommer igen.

Helligånden får således med dette ord harpázo gjort billedet større, og hentyder til Jesus, samtidig med Han henviser til disse hellige fra den gamle pagt under loven, der blev bortrykket i Jesu kraft.

For det andet binder Helligånden også Jesus og Hans legeme, menigheden sammen ved brugen af det ord. Som Jesus blev bortrykket før trængslen i den første menigheds tid (hvilket Lukas taler om - mens Mattæus taler om trængslen i den sidste menigheds tid), sådan vil vi også bortrykkes før trængslen! Men drengebarnet er ikke et billede på menigheden - den kan blot uddrages sekundært af Helligåndens billede.

Drengebarnet bortrykkes til Guds trone
Der er en unik forskel mellem menighedens bortrykkelse og Jesu himmelfart. Jesus blev taget op til Gud, til Guds trone - det så Stefanus i Apg. 7:56, og her skal Han være ind til genoprettelsestiderne (Apg. 3:21). Han blev bortrykket til Gud, og Jesus selv forklarer at Han vil sætte sig ved Faderens højre hånd (Matt. 26:64) og det blev som Han sagde (Mark. 16:19).

Menigheden bliver bortrykket til det Ny Jerusalem - de mange boliger i Faderens hus, når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig (Joh. 14:2-3). Det er rigtigt at vi, ved de 24 ældste, skildres i Guds tronrum (Åb. 4:4), men vi skildres på troner i en cirkel omkring Guds trone, mens dette drengebarn bortrykkes til Guds trone, hvilket præcist er tilfældet med Jesus.

Drengebarnet skal regere nationerne med et jernspir
Når Jesus i Åb. 2:26-27 siger at vi skal regere folkeslagene med et jernspir, så mener nogle også at denne information tydeliggør at drengebarnet er menigheden. Men igen skal vi have øje for detaljen.

Der står i Åb. 12:5 at drengebarnet, engang skal vogte alle folkeslag med jernspir. Da Jesus kom første gang, var det ikke som den sejrende Messias, men som den lidende, der bar verdens synd og døde for vores synders skyld. Når Han kommer igen, er det ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham (Hebr. 9:28). Sal. 2, der handler om hvordan hedningene - Jordens konger og fyrster samler sig imod Gud, på et tidspunkt hvor Jesus er konge på Zion (Sal. 2:6), og da skal Han med jernspir knuse dem (Sal. 2:9). Det er helt tydeligt efter trængslen, når Han kommer igen og dømmer nationerne. Åb. 19:15 fortæller det samme, at når Han, hvis navn er Guds Ord (Åb. 19:15 , se Joh. 1:1) kommer for at dømme, da skal Han vogte dem med jernspir (Åb. 19:15).

Når der står engang, er det fordi det ikke skete ved Jesu første komme. Jesus har ikke hersket over nationerne med jernspir endnu. Endnu i denne tid er Satan denne verdens fyrste, og vi som Jesu legeme har lidt under verdens vrede i snart 2000 år. Vi regerer absolut heller ikke nationerne med jernspir. Åb. 2:26-27 taler ikke uden for denne ramme, men har samme tidsmæssige forståelse at engang skal vi vogte nationerne - den, der sejrer og til det sidste trofast gør mine gerninger, ham vil jeg give magt over folkeslagene (Åb. 2:26-27 ).

Vi er ikke nået til det sidste endnu. Vi er stadig under denne verdens fyrste, og nationerne er i Satans hænder - ikke i vores! Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige (Apg. 14:22) - men holder vi ud, skal vi også være konger med ham (2. Tim. 2:12).

En nation kommer til verden


Både Josef og Esajas giver os nogle identiske informationer, som er Bibelens egen fortolkning af hvem denne kvinde er. Josef så Sol og Måne og elleve Stjerner bøjede sig (1. Mos. 37:3) for ham - hvor han selv, i dette billedsprog, er den tolvte stjerne, og billedet viser med hans brødre Israels 12 stammer - kvinden med solen som klædebon og månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner på sit hoved (Åb. 12:1 ).

Esajas fortæller i kapitel 66 om Israel i trængsel efterfulgt af Jesu genkomst og derefter 1000årsriget. Hen mod Jesu genkomst forklarer han om kvinden, at Før hun er i Barnsnød, føder hun, førend Veer kommer over hende, har hun en Dreng (Es. 66:7). Tidsmæssigt er det før Åb. 12, for kvinden er endnu ikke i barnsnød - men hun føder denne dreng, som med historien i bakspejlet er dette mirakel, Israels genoprettelse som stat i 1948. Men Esajas stopper ikke her, han fortsætter og siger, Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et Land til Verden på en eneste Dag, fødes et Folk på et Øjeblik? Thi Zion kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn (Es. 66:8).

Der er ingen tvivl om at denne kvinde er Israel, og at det, hun føder i barnsnød er dels et stort folk, men også et land til at huse dem. Jesus taler om trængslen som veer (Matt. 24:8), og al den ulykke der kommer over Israel ender med at Jesus kommer igen, og genopretter alt. Fødslen der kommer, frembringer et folk (hendes børn) og en nation der dels får det land Gud lovede Abraham, hvori de vil vokse og blive mangfoldige, men også at de skal blive et stort folk under Gud – det er summen af alle Bibelens profetier.

Drengebarnet der fødtes som Jesus, er samme person der kommer igen, og forårsager at kvindens (Israels) fødsel af folk og nation vil lykkes og ske efter alle Bibelens løfter.

Kvinden der flygter ud i ørkenen


Historisk set flygtede Maria og Josef med Jesus til Ægypten, som Åb. 12:6 hentyder til. Efter kvinden har født dette drengebarn (Jesus), stod Satan klar til at opsluge Ham, og fik ved Herodes (verdensmagten) dræbt alle drengebørn. Men Maria og Josef flygtede til Ægypten - dog ikke i 3½ år, men her ser Johannes længere frem til trængslen, samtidig med at han får beskrevet Jesu fødsel.

Jesus tog til himmelen og derefter gik Satan efter kvindens afkom (Åb. 12:17 ), og Israel blev spredt ud i hele verden.

Fremtiden vil vise den endelige opfyldelse af denne profeti, at Israel igen må flygte ud i ørkenen, hvor der skal sørges for hende i 3½ år (Åb. 12:14), og hvor hun vil beskyttes fra Satan (Åb. 12:15-16). Jesus forudsagde som sagt dette i Matt. 24:15-21, hvilket viser at det vil ske midt i trængslen, og sammenlagt ses at Satans nedkastning til Jorden (Åb. 12:9 ), har med Ødelæggelsens Vederstyggelighed at gøre (Matt. 24:15), som bebuder den store trængsel - de sidste 3½ år, hvor denne kvinde er i ørkenen.

Vi ser således Helligåndens snilde, når Han to gange nævner denne flugt, i Åb. 12:6 efter drengebarnets fødsel, og i Åb. 12:14 efter Satan er kastet til Jorden. Det er krystal klart, at Johannes giver en historisk oversigt, der viser Israels skæbne fra Jesus til trængslen.

Kvindens slægt


I fortiden slog Herodes alle drengebørn ihjel, i Betlehem og omegn, på op til 2 år gamle (Matt. 2:16) - ligesom da Satan igennem Farao forsøgte at udrydde Israel da de blev mange, ved at beordre alle drengebørn dræbt (2. Mos. 1:22). Senere, som sagt, forfulgte Satan Israel langt ud iblandt nationerne - men der er en information mere ang. denne slægt i Åb. 12, som vi skal lytte nøje efter.

I fremtiden når Satan går efter kvindens slægt, så er det for at dræbe dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd (Åb. 12:17). Det tydeliggør at der er tale om alle troende - både Jøder og hedninge. Johannes så i Åb. 20:4 disse der var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrd skyld, hvilke er dem han tidligere fik at se under altret (Åb. 6:9).

Tegn i sol, måne og stjerner


Tegn på himlen

Når Jesus taler om dette, viser konteksten at der er tale om naturkatastrofer
Der er en større bevægelse af kristne, der gennemtrævler himmelen for tegn, fordi Jesus sagde at, der skal ske tegn i sol og måne og stjerner (Luk. 21:25). Når Jesus taler om dette, viser konteksten at der er tale om naturkatastrofer - den fortsatte tekst siger at, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes (Luk. 21:25-26).

Jesus viser det til Johannes i Åb. 6:12-17, og fortæller det mere detaljeret, solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod... himmelens stjerner faldt ned på jorden... himmelen forsvandt som en bogrulle. Det er den gennemgående Bibelske beskrivelse af trængslen, Se, HERRENS Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede... Himlens Stjerner og Billeder udstråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke (Es. 13:9-10) - Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er Konge på Zions Bjerg (Es. 24:23) - jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter. Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod (Joel. 3:3-4, Apg. 2:19-20).

Det er helt tydeligt at disse tegn i sol, måne og stjerner ikke betyder at vi skal læse de tolv stjernetegn, men at himmelen rystes til menneskers rædsel. Der er ingen der ræddes over at Jupiter ses i Jomfruen med solen over hende og månen under hende. KJV siger at Menneskers hjerter svigter dem af frygt og fordi de ser de ting som skal komme på Jorden: For himmelens kræfter skal rystes (Luk. 21:26). Det er ikke den respons vi får ved at se Jupiter i Jomfruens tegn.

Afslutning


12års sekvens

Hvert tolvte år ses dette stjernetegn på himmelen!
Den påståede sammenhæng mellem dette tegn på himmelen og trængslen bortrykkelsen, er der ikke. Hverken Bibelsk - men heller ikke som et unikt tegn. Som sagt, der tales ikke så meget om at samme tegn blev set for 12 år siden, i 2005. Vi kan ikke tolke dette til at være himmellegemernes indbyrdes position på himmelen. At dette tegn viste sig på himmelen for 2000 år siden, havde et unikt formål, og bebudede for de der forstod tegnet, at Jesus var født. At konstellationen nu igen er at se på himmelen, kan ikke betyde at drengebarnet fødes igen. Venter vi flere år endnu, vil vi som sagt se tegnet endnu engang... Samtidig symboliserer dette tegn som vist, Jesu fødsel, hvorefter der springes frem til trængslen - 3½ år inde i trængslen - og om få måneder ses dette tegn på himmelen igen. Samtidig skulle vi have været bortrykket for 3½ år siden, men vi er her endnu. Det er meget tvivlsomt at Johannes så tegnet som de ses i dag på himmelen, også fordi detaljerne om dragen ikke ses på himmelen.

Skulle vi for tankeeksperimentets skyld forestille os at tegnet betød at trængslen begynder d. 23. september 2017, så har Israel få måneder til at få udredet konflikten med araberne, så de kan få bygget deres tredje tempel. Samtidig skal verden effektivt opdeles i ti kongeriger, så Antikrist kan vælte de tre og selv blive det ellevte (Dan. 7:24; Åb. 17:12).

Her er stjernetegnet vist med 12 års sekvens fra 1981 - 2041.
19811993
20052007
20292041

Hvad de tolv stjerner, der skulle være kvindens krone, angår, er det heller ikke noget unikt. Mens de ni af stjernerne lånes fra Løven, hvilket i sig selv er forkert - man kan ikke blande de tolv stjernetegn for at danne et nyt billede - så er de tre øvrige, Mars, Venus og Merkur - sammen med solen, månen og Jupiter også på himmelen i 1887, 1483, 1293 og 1096. Der er intet ved dette himmeltegn, der som påstået, er unikt de sidste 7.000 år!


Debat: Frugtsommelig kvinde på himmelen 23. september, 2017

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Endetiden

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation